I.
Til erindring om min moder.
Denne bog tilhører dig.
Engang, da du endnu var stærk og lykkelig, gik vi en dag en "ønskevandring". Det gjorde vi tit, mens jeg var dreng, når mørket begyndte at falde på. Vi gik ned ad byens gade. I butikkernes vinduer pegede vi på alt, hvad vi ønskede os. Vi delte, og vi skændtes om de herlige ting, som ikke var vores. Den dag standsede vi også foran boghandlerens vindue. Du læste titlerne på alle bøgerne, og du sagde: Når du engang skriver en bog, skal du sætte mit navn på den.
Og senere, da du allerede var syg, gik vi tit i "Lundens tyndede allé". Du trængte til septembers sene sol. En dag tog du min hånd. Din stemme var blevet så fuld af angst og af kærlighed. Du sagde: Når jeg nu er død, og når du, min dreng, engang er blevet kunstner, vil du så se til … lover du at se til, at de ikke – helt glemmer mig?
Og du græd, moder, fordi du skulle dø.
Det, du bad om, har jeg aldrig glemt.
Nu sætter jeg dit navn på denne bog. Jeg ved, at den ikke er din kærlighed værdig. Den er heller ikke dit hjerte eller din ånd værdig. Men dens fortælling er vokset frem i mit sind af minderne om dig. Og af minderne om det sted, hvor du fødte mig. Lige til din død kaldte du det dit hjem.
Snart kom krigen og en fremmed magt og ødelagde det lyse sted. Dér var der blødt og lunt for dig, som skulle leve i glæde og sol. Fjenderne kom til vores gamle hjem. Og ligesom dem kom ulykkerne snart også til os.
Og nu, hvor du for længst er død, sætter jeg dit navn over denne bog. Den handler om nederlagets tid og om vores tabte hjem.
Denne fortælling har sine rødder i minderne om mit første hjem.
Indtil for få år siden troede jeg, at jeg kun havde tre klare minder fra min allerførste tid. Det var minder, som aldrig ville forsvinde. Det var tre billeder, og min moder var midt i dem alle.
Keep reading
Jeg ser moder sidde i den store dagligstue i Adserballig. Hun sidder ved det midterste vindue, klædt i sort. Hun er stum og ubevægelig og helt bleg, med de hvide hænder i skødet. Hun talte ikke, og hun græd ikke. Vi børn var vel bange for denne sorg, som var så ny for os. Vi trak i hende og spurgte. Men hun strøg vores hænder bort. Det var, som om det gjorde hende ondt, at de bare rørte ved hendes kjole.
Det billede var det første minde fra min barndom. Jeg tror, at det andet må være fra omtrent et år senere. Min søster og jeg gik sammen med min moder. Vi gik så hurtigt, at jeg næsten ikke kunne følge med. Vi gik hen ad en vej og over en mark. Vi kom til en grøn bakke, og vi gik op på den. Vi så kirken derhjemme og andre kirker og mange huse. Jeg ser dem stadig ligge mellem det grønne. Moder tog mig op, og hun pegede på sted efter sted ud over landet. Til sidst blev hun tavs og græd bare og græd. Hun satte mig ned i græsset og blev ved med at stirre ud over det grønne land. Senere syntes jeg som barn, at vi den dag havde kunnet se ud over hele øen.
– Mor, mor, blev jeg ved, hvorfor græder du?
– Fordi vi skal rejse, svarede hun.
Næste dag rejste vi bort fra vores hjem.
Det sidste minde hænger nøje sammen med dette. Vi var i Horsens. Som dreng syntes jeg, at vi var blevet fattige stakler. For værelserne i byen var meget mindre, og der kom aldrig nogen og besøgte os.
Det var aften eller nat, og det stormede. Moder sad krøbet sammen og rystede ved min lillebror Aages vugge. Hun må være sprunget hurtigt ud af sin seng, for jeg ser hende i natkjole og med det lange hår. Hendes piger fra Als stod omkring hende og os børn, som skreg.
Pigerne rystede, så de næsten ikke kunne holde os i armene. Alle døre stod åbne og klaprede, og et vindue også – selv om vi næsten intet havde på.
På gaden lød trampende trin af mange hurtige fødder. Og der lød signaler fra horn, som var fulde af angst.
– Hvad er der – hvad er der dog, mor? skreg vi.
– Det er de danske, som flygter, sagde mor med sin iskolde stemme.
Vi græd højt, og pigerne fra Als jamrede som to hunde. Hele tiden hørte vi folk, der løb på gaden, og tropperne, der skyndte sig. Og vi hørte hornene langt borte og hornene tæt på – gennem stormen.
… Jeg tror, at dette ene billede af flugt og hast og skam har været nok til at præge hele mit liv. Jeg føler endnu angsten fra de minutter i min pen. Det sker, når jeg skal beskrive sammenbrud, ødelæggelse, død og ruin. Allerede i min allerførste bog var indtrykket stærkt nok. Det skabte en beskrivelse, som "står". Og siden er det samme indtryk kommet igen og igen i nye former, i billeder af ruin. Indtil den dag, hvor det tog hele magten og ville have form i denne bog.
Hvordan har det egentlig været med disse tre minder, som har grebet så fast om min hjerne? Har de gjort det, kun fordi de faldt ned i tre spor, som allerede var dybe i mit sind? Eller har de selv formet mine første følelser, så usædvanlige som de var? Har de selv bundet de knuder, som ikke kan løses op?
Ét er sikkert: Jeg finder dem igen i mine bøger lige til i dag. De er en slags ledemotiver. Jeg tror fast på, at den sortklædte, sørgende kvinde i stuen i Adserballig er den første moder til Nina Høeg og Katinka Bai. Siden så jeg hende som en statue af sort alabast. Det indtryk har født deres stumme sorg. Det har født deres stille opgivelse.