# Tine (niveau B1)

*Herman Bang*

## I.

Til erindring om min moder.

Denne bog tilhører dig.

Engang, da du endnu var stærk og lykkelig, gik vi en dag en "ønskevandring". Det gjorde vi tit, mens jeg var dreng, når mørket begyndte at falde på. Vi gik ned ad byens gade. I butikkernes vinduer pegede vi på alt, hvad vi ønskede os. Vi delte, og vi skændtes om de herlige ting, som ikke var vores. Den dag standsede vi også foran boghandlerens vindue. Du læste titlerne på alle bøgerne, og du sagde: Når *du* engang skriver en bog, skal du sætte *mit* navn på den.

Og senere, da du allerede var syg, gik vi tit i "Lundens tyndede allé". Du trængte til septembers sene sol. En dag tog du min hånd. Din stemme var blevet så fuld af angst og af kærlighed. Du sagde: Når jeg nu er død, og når du, min dreng, engang er blevet kunstner, vil du så se til … lover du at se til, at de ikke – helt glemmer mig?

Og du græd, moder, fordi du skulle dø.

Det, du bad om, har jeg aldrig glemt.

Nu sætter jeg dit navn på denne bog. Jeg ved, at den ikke er din kærlighed værdig. Den er heller ikke dit hjerte eller din ånd værdig. Men dens fortælling er vokset frem i mit sind af minderne om dig. Og af minderne om det sted, hvor du fødte mig. Lige til din død kaldte du det dit hjem.

Snart kom krigen og en fremmed magt og ødelagde det lyse sted. Dér var der blødt og lunt for dig, som skulle leve i glæde og sol. Fjenderne kom til vores gamle hjem. Og ligesom dem kom ulykkerne snart også til os.

Og nu, hvor du for længst er død, sætter jeg dit navn over denne bog. Den handler om nederlagets tid og om vores tabte hjem.

Denne fortælling har sine rødder i minderne om mit første hjem.

Indtil for få år siden troede jeg, at jeg kun havde tre klare minder fra min allerførste tid. Det var minder, som aldrig ville forsvinde. Det var tre billeder, og min moder var midt i dem alle.

Jeg ser moder sidde i den store dagligstue i Adserballig. Hun sidder ved det midterste vindue, klædt i sort. Hun er stum og ubevægelig og helt bleg, med de hvide hænder i skødet. Hun talte ikke, og hun græd ikke. Vi børn var vel bange for denne sorg, som var så ny for os. Vi trak i hende og spurgte. Men hun strøg vores hænder bort. Det var, som om det gjorde hende ondt, at de bare rørte ved hendes kjole.

Det billede var det første minde fra min barndom. Jeg tror, at det andet må være fra omtrent et år senere. Min søster og jeg gik sammen med min moder. Vi gik så hurtigt, at jeg næsten ikke kunne følge med. Vi gik hen ad en vej og over en mark. Vi kom til en grøn bakke, og vi gik op på den. Vi så kirken derhjemme og andre kirker og mange huse. Jeg ser dem stadig ligge mellem det grønne. Moder tog mig op, og hun pegede på sted efter sted ud over landet. Til sidst blev hun tavs og græd bare og græd. Hun satte mig ned i græsset og blev ved med at stirre ud over det grønne land. Senere syntes jeg som barn, at vi den dag havde kunnet se ud over *hele øen*.

– Mor, mor, blev jeg ved, hvorfor græder du?

– Fordi vi skal rejse, svarede hun.

Næste dag rejste vi bort fra vores hjem.

Det sidste minde hænger nøje sammen med dette. Vi var i Horsens. Som dreng syntes jeg, at vi var blevet fattige stakler. For værelserne i byen var meget mindre, og der kom aldrig nogen og besøgte os.

Det var aften eller nat, og det stormede. Moder sad krøbet sammen og rystede ved min lillebror Aages vugge. Hun må være sprunget hurtigt ud af sin seng, for jeg ser hende i natkjole og med det lange hår. Hendes piger fra Als stod omkring hende og os børn, som skreg.

Pigerne rystede, så de næsten ikke kunne holde os i armene. Alle døre stod åbne og klaprede, og et vindue også – selv om vi næsten intet havde på.

På gaden lød trampende trin af mange hurtige fødder. Og der lød signaler fra horn, som var fulde af angst.

– Hvad er der – hvad er der dog, mor? skreg vi.

– Det er de danske, som flygter, sagde mor med sin iskolde stemme.

Vi græd højt, og pigerne fra Als jamrede som to hunde. Hele tiden hørte vi folk, der løb på gaden, og tropperne, der skyndte sig. Og vi hørte hornene langt borte og hornene tæt på – gennem stormen.

… Jeg tror, at dette ene billede af flugt og hast og skam har været nok til at præge hele mit liv. Jeg føler endnu angsten fra de minutter i min pen. Det sker, når jeg skal beskrive sammenbrud, ødelæggelse, død og ruin. Allerede i min allerførste bog var indtrykket stærkt nok. Det skabte en beskrivelse, som "står". Og siden er det samme indtryk kommet igen og igen i nye former, i billeder af ruin. Indtil den dag, hvor det tog hele magten og ville have form i denne bog.

Hvordan har det egentlig været med disse tre minder, som har grebet så fast om min hjerne? Har de gjort det, kun fordi de faldt ned i tre spor, som allerede var dybe i mit sind? Eller har *de* selv formet mine første følelser, så usædvanlige som de var? Har de selv bundet de knuder, som ikke kan løses op?

Ét er sikkert: Jeg finder dem igen i mine bøger lige til i dag. De er en slags ledemotiver. Jeg tror fast på, at den sortklædte, sørgende kvinde i stuen i Adserballig er den første moder til Nina Høeg og Katinka Bai. Siden så jeg hende som en statue af sort alabast. Det indtryk har født deres stumme sorg. Det har født deres stille opgivelse.

Og den første afrejse har sat lige så dybe mærker. At bryde op, at et hjem går i opløsning, at drage bort, at tage afsked – det kommer smertefuldt frem i alt, hvad jeg beskriver. I denne bog er afskedens bitterhed kun begyndelsen.

Men frem for alt finder jeg altid én ting igen – i mine emner, i min måde at fortælle på, i min stil. Overalt, *hvor* jeg skrev, og *hvad* jeg skrev. Det er lyden, tempoet og skrækken i de alarmsignaler, som kaldte tropperne til flugt fra Horsens.

* * *

Disse tre minder var, som sagt, indtil for et par år siden de eneste fra min allerførste barndom. Min hjerne syntes ikke at have gemt andre.

Men i udlandet kom flere frem. Det var, mens jeg arbejdede med at give form til "Stuk".

Enhver kunstner ved, hvor mange tricks hans hjerne finder på for at holde ham fra hans arbejde. Det sker, når han lægger planen til et værk, eller når han begynder at forme det. Det er det mærkeligste dobbeltspil i verden. Det foregår mellem kunstneren og hans falske nerver. De er bange for alt det hårde arbejde, som venter dem. Derfor vil de ødelægge hans plan med tusind kneb. De to snyder hele tiden hinanden, som to snu spillere. Hver af dem ved, at den anden snyder.

Hjernen giver ikke kun kunstneren en vild skræk, som kan vare i ugevis. Han bliver bange bare for at se en pensel, en modellerpind eller blæk.

Nej – den forvirrer ham også. Den kalder storme af fremmede minder til hjælp. Det er minder, som ikke har noget med hans plan at gøre. Den fylder ham med andre ideer og pludselige udkast. De er som en fata morgana. Han tror, at de er den sikre kyst langt borte, hvor værket bliver færdigt.

Det var netop under sådan en kamp, at alle minderne om hjemmet på Als kom frem i mængder. Kampen stod mellem viljen til at skabe og hjernens modvilje mod at bøje sig for en kunstnerisk plan.

Pludselig så jeg steder og ansigter og personer med deres bevægelser og deres måde at være på. Jeg hørte lyde og den måde, folk talte på. Jeg mærkede ligesom selve luften. Jeg vandt hele mit første hjem tilbage, som fra et mørke, der langsomt lettede og veg. Og det skete mod min vilje. For jeg ønskede jo at høre helt til i en ganske anden verden.

Jeg forlod dette sted før krigen, og jeg har ikke set det igen i femogtyve år. Men til sidst lå det foran mig med hver sti og hver busk i vores have. Med hvert rum og hvert tapet i vores hus. Jeg fandt landsbyen igen med gårdene, som de lå. Og vejene med de levende hegn og kirkepladsen med smedjen ved det lille kær. Og skolen, hvis beboere jeg så igen.

Siden har disse minder ikke villet forlade mig. De har kaldt flere minder frem. De har fået livets egen tydelighed og magt. Første gang kom de pludselig frem fra lag i min hukommelse, som jeg ikke kendte. På samme måde har de samlet sig i dele af mit sind, som er dunkle for mig. Langsomt, men mere og mere sikkert, blev de til ét stærkt billede. Det var billedet af det tabte og *ødelagte* hjem. Og denne bogs melodi blev igen alarmsignalerne og de flygtende fodtrin.

* * *

Lad mig her sige én ting.

Mange vil være helt ligeglade med, hvordan en bog er blevet til. Der vil også være nogle, der siger noget andet. De vil sige, at jeg fortæller alt dette, kun for igen at underholde et æret publikum om mit dejlige jeg. *Eller* at jeg vil give min historie mere dybde. At jeg vil gøre det ved at vise mig frem med mine klare minder, som slet ikke er så klare.

Men det er slet ikke *sådan*.

Jeg ved godt, at det ikke angår læseren, hvor tydelige mine minder er for mig. Han dømmer kun kunstværket efter én ting. Han spørger, om minderne gennem værket kan påvirke og overbevise ham.

Måske er det endda meget uklogt at pille en bog op på den måde. At vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert stykke kunst bør helst stå frit og tale for sig selv.

Men sagen er, at jeg tror, det ville være interessant for psykologen. Og det ville sige mere om kunstens væsen end visse diskussioner om kunst, som er blusset op igen for nylig. Det gælder, *hvis* forfatterne en gang imellem fortalte, hvordan deres arbejde blev født og blev til. Og hvis de prøvede at følge de processer i hjernen, som er med, når de skaber.

Måske ville man på den måde få mere end ét vink. Vink, som tændte hurtige og fjerne lys i sjælens halvmørke.

* * *

Både kritikere og publikum klagede over "Stuk". De klagede over den urolige måde at fortælle på, som ikke var til at holde ud. Og de klagede over den store mængde personer, der trængtes. I denne fortælling har jeg prøvet at gøre uroen mindre og at have færre personer.

Men jeg ved ikke rigtig, om det er lykkedes for mig. Denne uro og denne mangfoldighed kommer, tror jeg, af den måde, jeg ser på. Det kan ingen lave om. Jeg ser nu engang sådan. Jeg ser kun mine personer i billede efter billede. Og kun i situation efter situation hører jeg dem tale. Tit må jeg vente i timevis, før de viser mig deres virkelige tanker. Det sker ved et blik, en bevægelse, et ord. Jeg kan jo kun gætte deres tanker, sådan som jeg gætter andre levende menneskers. Dem, som jeg omgås og kender.

Jeg ser dem kun i én kort situation. Den lille bevægelse afslører dem. Tonen i ordene viser, hvem de er. Hvis jeg ikke kæmper for at gøre alt dette så *levende*, så lyslevende som livet selv – hvordan kan jeg så håbe på at overbevise?

At gøre "levende" er altså det tunge arbejde – og det mislykkes sikkert tit.

Men det levende er jo bevægelse og mangfoldighed.

Mangfoldighed må der være. Husk, at man ikke kan rive denne skole, hvor Tine bor, ud af dens nabolag, når man vil beskrive den. Naboernes stemmer trænger ind ad dens vinduer og gennem dens døre. Deres *liv* blander sig med skolens liv.

Det er som med en sten, man kaster i vandet. Skolens skæbner sender bølger ud over pladsen, både til kroen og til smedjen. Og det, der sker dér, sender igen bølger tilbage. Så for at forstå skolens liv må kroens og smedjens liv også med.

Selv derude bag markerne, hvor horisonten lukker sig, må vi vide, at livet fortsætter. Også dér lever folk. En vogn, der ruller, en hund, der gør, en sang, der høres langt borte – de må fortælle os det og minde os om det.

For at denne skole kan virke som livet selv, må vi føle egnen, hvor den ligger. Vi må *befolke* øen Als. Kommer der ikke folk forbi på vejen ved skolens korsvej? Kører de hundrede vogne ikke forbi den til hundrede hjem og hundrede liv?

Nå ja – vi må føle disse folk på vejen. De kommer og går, de spørger, hilser og svarer. Også det er en del af skolens liv, og det må med.

Hvordan kan man så undgå uro i al denne bevægelse? Er det ikke tværtimod netop uroen, der maler al den evige bevægelse, man vil vise? Og så det her: Læseren "kan ikke huske den ene fra den anden". Hvad gør det? Det store indtryk af helheden kan kun rejse sig i store linjer frem af den uro, som det er skabt af.

Kun mangfoldighed og bevægelse kan for mig give billedet af liv. De er mine midler, og dem kan jeg ikke opgive. Forhåbentlig kan jeg endnu blive bedre til at bruge dem. Men vanskelighederne er tusindfoldige i en kunst, der ser livet lige i øjnene. Dens store og fjerne mål er at holde fast på dette levende liv. Det er et liv, som ikke kan begribes, som ingen har forstået, og som altid forandrer sig.

* * *

Du bad mig, moder, om at se til, at de ikke helt skulle glemme dig.

Nu er min ungdom forbi. Alt, hvad jeg har skrevet i ti år, skrev jeg for at leve og for at skrive. Tit synes jeg, at det ligger foran mig så uendelig langt borte og så uendelig klart.

To har kæmpet i alle disse ord, og kampen vil vel aldrig helt holde op. Det er min gamle slægt og dig, der kom ind i den, ny og fremmed. Du bar dens navn med begejstret hengivenhed. Du elskede den, ligesom jeg gjorde. I hundrede år havde den skabt statsmænd, som landet ikke vil glemme. Og berømte læger, som slægt efter slægt var de største og mest elskede i Norden.

Men siden blev dens sønner præster, fordi de besvimede, når de så blod. Og de blev dovne og uvirksomme mennesker. Deres tomme hjerner kunne kun vågne ved kunstige midler.

*Du* fortalte mig tit om vores slægts ære. En af dens store læger efterlod mig historien om alle dens fejl og dens sygdomme. Han ville flette sine tråde ind i slægtens historie, så andre kunne lære af det.

Min slægt i mig skrev nok meget i min ungdom – meget.

Men også du, mor, skrev *dit*.

Stella Høeg og Nina og frøken Agnes og fru Katinka – de er dit blod. Deres skikkelser er dig og kun dig. De er børn af din glæde og børn af din sorg. De har dit ansigt og din stemme. De elsker og lider med dit hjerte. De gik unge i graven ligesom du, og de døde af din sorg.

Og hvis *de* må leve – selv om det kun er i de korte år – så længe bør *du* ikke glemmes.

Over denne bog sætter jeg dit navn som et minde om den lyse tid. Og om det hjem, man ser et glimt af, som bag en dør, der hurtigt lukkes. Da krigen kom over vores gamle hus, kom ulykkerne og døden snart til os.

Herman Bang.

* * *

Tine blev ved med at løbe grædende ved siden af vognen. Fru Berg råbte de sidste ord højt ud i mørket og blæsten.

– Så reder I nok – i det blå kammer – i aften … endnu i aften.

– Ja – ja, svarede Tine. Hun kunne ikke tale for tårer.

– Og hils – og hils! råbte fru Berg gennem gråden.

Vinden tog hendes ord. En allersidste gang løb Tine hen og greb efter hendes hånd, som hun rakte ud. Men hun nåede den ikke mere. Så standsede hun. Som en stor skygge gled vognen hurtigt bort i mørket. Nu hørte man den ikke mere.

Tine gik hjem gennem alléen og gården, hvor jagthundene klynkede sagte. Hun åbnede døren til gangen. Der var så tomt med de tomme knager. Og i Herlufs hjørne med legetøj var alt ryddet væk. Hun gik ud i køkkenet. Dér brændte tællelyset og osede mellem resterne fra tebordet.

I borgestuen sad folkene stille med Lars for enden af bordet.

– Jeg skal hilse, sagde Tine med lav stemme.

Så blev der stille igen. Kun Maren hylede op henne ved ovnen med nogle lange hyl. Hun sad med forklædet over hovedet og vuggede frem og tilbage som en bylt.

– Ja, sagde Lars efter et stykke tid og tænkte sig om. Nu er de væk, sagde han.

Og husmanden nikkede, at det var sandt.

– Så må vi nok flytte tingene over til skovrideren, sagde Tine lavt som før.

Hun gik, og Sofie Indepige fulgte med for at hjælpe.

I gangen åbnede hun døren til dagligstuen. Lampen brændte roligt på det tomme bord. Dørene til de andre stuer stod åbne. De var som tre stille og mørke huller ind mod det forladte rum.

– Sybordet har hun taget med, sagde Sofie.

– Ja, sukkede Tine.

Pladsen på forhøjningen var tom.

– Og så billederne, sagde Sofie og pegede.

Rundt om spejlet lyste de lyse pletter frem på tapetet. Det var mærker efter portrætterne, som var taget ned.

Gråden ville også op i Tine, og hun vendte sig bort.

– Ja – lad os så tage fat, sagde hun.

De gik med lyset op ad trappen og ind i soveværelset. De to senge stod ved siden af hinanden under det samme tæppe. Det var det tæppe, Tine havde strikket sidst til jul. Ved fodenden stod Herlufs tremmeseng, tom.

Da Sofie så den tomme seng, begyndte hun at vande høns igen, med tællelyset i hånden. Hun talte om, da "drengen" var lille. Hun havde været Herlufs første barnepige. For hende fandtes der ingen anden dreng i verden end ham.

– Han var knap født, da jeg blev hans barnepi', sagde hun på sit købstadjysk.

Det var en sær, indeklemt måde at tale på. Det var, som om hun havde svært ved rigtig at åbne munden. Og hun slugte de fleste af sprogets e'er.

– Han vild' aldrig bæres af andre end mig og så fruen – hun snøftede mellem hvert ord – nej – han vild' ikke ….

– Jeg har båret ham nogle gang' over til fruen, sagde hun, om morgnerne … for *der* ville han over – hun smilede pludselig gennem gråden – og ha' varmen, den strik, sluttede hun og græd igen.

– Ja, sagde Tine, som sad på sengekanten.

Hun tænkte på vintermorgenerne. Dengang løb hun herned med tørklædet om hovedet, når det blev lyst. I skolen var halvdelen af dagens arbejde snart gjort. Hun slog sine tre slag på soveværelsets dør med de flade hænder. Så vågnede fru Berg og Herluf, som lå og sov så sødt.

Fru Berg satte sig søvnig op i sengen. Det er Tine, det er Tine, råbte hun og klaskede med hænderne ned på dynen.

– Kaffen – kaf-fen, skreg hun med sin glade stemme, så man kunne høre det helt ned i køkkenet.

Og Herluf begyndte at hoppe af glæde i sengen som et egern, i sin lange natkjole.

Mens de snakkede, tog Tine skoene af og kravlede op i fodenden af Bergs seng. Der var is på ruden, så koldt var det. Hun trak dynen op over sig for at holde varmen.

Sådan sad de så og snakkede i timevis. Herluf legede "kineser" med fingrene spredt ud. Og Herluf slog kolbøtter over alle dynerne. Fru Berg og Tine lo, så sengene vaklede og gyngede. Og Sofie stillede sig inden for døren med en slat kaffe i en skål for at være med i morskaben.

Men til sidst kunne Sofie blive fornærmet på Herlufs vegne, mens hun stod der.

– Barnet ska' vel ikke spring' der og spill' teater, sagde hun.

Og hun tog ham op af sengen for at bære ham ned i dagligstuen og klæde ham på i varmen.

Fru Berg og Tine blev i sengene og snakkede om løst og fast. Fru Berg kunne aldrig holde mund, når hun var sammen med degnens Tine. Indtil Tine pludselig sprang ud af sengen med et sæt: Døren til gangen var gået.

– Skovrideren! råbte hun.

Hun fik næsten ikke skoene på, så travlt havde hun.

– Luk, luk, råbte fru Berg, luk dog!

Og Tine fik drejet nøglen om.

– Ja, ja, jeg klæ'r mig på, jeg klæ'r mig på, Henrik, råbte fru Berg til Berg, som bankede på.

Og hun lod Tine rasle med vaskesagerne, så han kunne tro, at hun allerede var oppe.

… Sofie stod stadig foran tremmesengen med lyset. Hun snakkede om sin Herluf og græd både over godt og ondt.

– Men en arrig trold var han, det var han, sagde hun.

– Ja, det var han, gentog hun.

Tine sad stadig på sengekanten og smilede. Ja, hvad fru Berg dog fandt på – så lystige ting.

Hun tænkte på den morgen, hvor skovrideren var kommet ind ad døren til gangen. De sad netop i sengene og snakkede allerbedst. Pludselig havde fru Berg grebet hende i begge benene. Skovrideren var allerede på trappen. Fru Berg havde trukket hende ned under skovriderens dyne. Han var allerede ved døren.

– Stille, stille, hviskede fru Berg.

Så var han herinde – Tine lå stille som en mus.

Og fru Berg fortalte og snakkede til skovrideren. Han hørte på og lo og satte sig ned – midt på sin seng.

– Du sætter dig på *Tine*, du sætter dig på *Tine*, skreg fru Berg, helt forpustet af latter …

Tine fór ud af sengen, helt rød i hovedet og med gråd i halsen. Hun løb ud af stuen, ned ad trappen og lige hjem til skolen. I tre dage kom hun ikke på skovridergården, så skamfuld var hun.

… Tine rejste sig. De begyndte at tage sengetøjet ud af skovriderens seng og samlede det uden for døren.

– Tag så lyset, sagde Tine.

Hun ville ikke se det tomme kammer.

De bar dynerne og madrasserne ned ad trappen og ind gennem stuerne. Bag dem stod alle døre åbne.

– Det er så tomt, som om vi var rejst allesammen, sagde Sofie.

– Ja, sagde Tine, som slæbte på en madras.

I det blå gæstekammer var der koldt som i en kælder. Ingen havde sovet der siden sommer. Den ene gæsteseng skulle ud, og den anden blev stillet op ad væggen.

Tine og Sofie var stadig i gang med lagner og vaskestel. Så kom de gamle Bøllings for at hente deres datter.

Madam Bølling kom ind i dagligstuen, hvor der var træk fra alle dørene. Hun blev stående på løberen og så sig om med tårer i øjnene.

– Ja – nu er de af sted, sagde hun og foldede hænderne.

De to gamle satte sig stille på deres faste pladser. Det var to stole ved sofabordet, lidt ude på gulvet. De ville aldrig sidde i sofaen på skovridergården. Den plads var fru Bergs. Imens gik Tine ud og ind, og Sofie bar brænde til den blå kakkelovn. Hun havde i mellemtiden taget "tørklædet" på.

Tørklædet var et tegn på, at afrejsen havde givet hende "hendes ho'edpin'". Den fik hun regelmæssigt fem af ugens syv dage. Så havde hun slet ikke lyst til at sige andet end "ja" og "nej". Og hun gjorde ikke andet end det allermest nødvendige. Efter en storvask hvilede Sofie sig i otte dage med sin hovedpine. Imens kommanderede hun rundt med hele huset.

Tine kom hen i døren til skovriderens stue.

– Vil I se, sagde hun, nu er vi færdige.

– Ja, lad os det, svarede gamle Bølling.

De gik gennem skovriderens stue ind i det blå kammer. Dér stod den ene smalle seng alene op ad den lyseblå væg. Der var koldt, så de to gamle krøb sammen.

Alle tre stod foran sengen. Tine havde hængt fru Bergs billede op ved hovedgærdet.

– Nå, her ligger han jo ret så fint, sagde Bølling og prøvede at le lidt.

Alle tre var de lige ved at give efter for deres sorg.

– Ja, når der nu bliver godt varmt, sagde madammen, når der nu bliver varme her.

De gik tilbage til dagligstuen og satte sig igen. Tine sad nede på forhøjningen, på sybordets gamle plads. De sagde ikke meget, kun en enkelt sætning nu og da. De sad der og tænkte alle de samme tanker.

Madam Bølling blev ved med at sidde og ryste på hovedet og se ud i stuen.

– Ja – det har været et dejligt hus, ret et dejligt hus, sagde hun.

Begge de gamle Bøllings brugte hele tiden ordet "ret". Det havde de så at sige fra Bøllings arbejde, for han læste så meget i Bibelen.

Madammen sad lidt igen, så tog hendes tanker en anden vej. Var alting nu kommet godt med og godt pakket? spurgte hun. Og var brombærrene godt bundet fast til kassen?

Brombærrene var to krukker syltetøj. Madam Bølling havde lavet dem, så fru Berg kunne tage dem med til København.

– For det er hendes bedste syltetøj, Tine, sagde madammen, det er det … og de si'er, at de ikke har det derovre, brombær.

– Skovrideren bandt dem selv fast, mor, siger Tine.

– Ja, vi har nogle gange – madam Bølling bliver ved i samme stille tone – fået brombær hernede – og så marmelade … Til tvebakkerne, sluttede hun efter en stilhed.

– Det har vi, sagde Tine og så ud i luften.

Hun tænkte på aftenerne, når der kom bud op efter dem i skolen. Det var mest, når skovrideren var ude. Så gik de herned efter te. Syltetøjskrukkerne og tvebakkerne kom på bordet, og de spiste af underkopper. De snakkede, og fru Berg og hun lo og sang.

– En sang, Tine, en sang, råbte fru Berg og slog på sofaens armlæn.

Og de begyndte på "Hr. Peder" og "Flyv, fugl, flyv over Furesøens vande" og "I Kongelunden". Til sidst blev det til en vals, og de svingede rundt hen over gulvtæppet. Fru Berg var forpustet og ville have mælkepunsch. Den blev bragt ind i en stenkrukke.

– Ja, det er dog til nogle aftener, Tine, sagde madam Bølling.

Hun tænkte stadig på brombærrene.

– Så de derovre kan få det, ligesom vi har det herhjemme.

Gamle Bølling sad med foldede hænder og hørte ikke, hvad de andre sagde. Han tænkte sine egne tanker. Nu var der tretten kaldt ind her i sognet, havde han talt sig frem til. Gamle Bølling sagde:

– Ja, ja, Guds vilje ske, sagde han og rejste sig.

De gamle skulle hjem. Tine ville jo blive og vente på skovrideren. Men Tine lod dem ikke gå, de måtte først hjælpe hende. Hun kunne ikke holde ud at se de lyse pletter, der lyste rundt om spejlet. De *måtte* hænge noget andet op – noget, der kunne dække. Hun tog "Kong Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i havestuen. De to gamle bar billederne, mens hun tog spejlet ned.

Madam Bølling stod med heltene fra Isted. På billedet kæmpede de stadig med de hvide bind om panden. Hun blev ved med at se på dem, og et par små tårer faldt ned på glasset. Hun tænkte på dem, der nu skulle miste deres arme og ben og deres liv.

– Kom, mutter, sagde Bølling og tog billedet.

Men også han holdt det så længe, at Tine måtte tage det ud af hans hænder.

Billederne kom op. De gamle havde allerede overtøjet på, men de satte sig igen på de to stole. De så op på heltene fra Isted og på "kongen".

Tine var gået ud, og hun kom ind med et fjerde billede. Det var et portræt af kong Kristian som kronprins i Hestgardens uniform. Det havde hængt i et af gæstekamrene. Hun slog et søm ind under kong Frederiks billede og hængte portrættet på den tomme plads.

Alle tre stod stille et stykke tid foran de fire billeder.

– Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde Bølling så. Det er dog *kongen*.

De gamle kom ud i gangen. Tællelyset i køkkenet var ved at brænde ned. Tine satte lysestagen hen i vinduet, så det kunne lyse lidt ud i gården for forældrene. Fra bryggerset lød der et stort spektakel. Det var Maren, der af bare sorg rumsterede og skurede midt i den mørkeste nat. Imens sang hun på melodien "Hvo ved, hvor nær mig er min ende", så det skingrede mod laden:

Kong Fred'rik hviler nu på båre
og slumrer sødt i dødens blund;
nu rinder folkets takketåre
for drotten, fra hvis djærve mund
det lød så tit: min tak modtag!
Jeg svigter ej på farens dag!

Forældrene var gået ud af gården, men Tine blev stående på trappen. Hun lyttede efter jagthundene, der knurrede i deres skur.

Så smilede hun. Hun ville tage dem med ind – det ville glæde skovrideren, når han kom hjem. Så var der dog noget levende til at tage imod ham.

Hun gik over gården og åbnede døren til loen og til hundenes skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende og gøede sagte. Så løb de i forvejen ind ad den åbne dør til gangen.

Inde i dagligstuen satte Tine sig på den tomme forhøjning. Hun syntes, at hun aldrig havde været så bedrøvet. Aldrig så tung om hjertet og så bedrøvet som nu, mens hun stirrede ud i den øde gård. Lyset i køkkenvinduet flakkede endnu en gang hen over ladens hvide mur. Så var også det slukket. Hun så kun valnøddetræets skygge midt i den mørke gård.

I går aftes havde fru Berg siddet her hos hende på forhøjningen og set ud på det træ uden blade.

– Mon jeg kan komme hjem, før det er sprunget ud igen? havde hun sagt.

Hun havde grædt og lagt armen om Tines hals.

Ude fra bryggerset blev Maren ved med at synge, så det lød skingert ud i den mørke gård:

Og derfor græder mand og kvinde,
derfor er glædens dør nu luk't;
taknemlighedens hjerter binde
en krans, som blomstre skal så smukt,
thi *mindet* aldrig slettes ud
om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud!

Tine sad med foldede hænder i skødet. Ajax og Hektor lå med store øjne på gulvtæppet ved hendes fødder.

* * *

Hundene sprang op, og vognen svingede frem foran trappen. Det var skovrideren. Han kom ind i gangen, hvor Sofie holdt lyset. Han havde hilsener med fra Herluf og fra fruen.

– Og så er jeg indkaldt, sagde han kort.

Han gik ind i stuen, og Tine fulgte efter. Hun gik langsomt hen og slukkede lysene på klaveret, ét for ét. Hun havde selv tændt dem.

– Sådan kommer alt på én gang, sagde Berg.

*Det* havde været hele Tines tanke: Sådan kom det på én gang. Og så tænkte hun og spurgte:

– Ved fruen det?

– Ja – det var Jessen, som bragte budet til dampskibet.

De satte sig ved bordet, som Tine havde dækket. De begyndte at tale med lidt langsomme, trætte stemmer. De talte om, hvordan det nu skulle gå med gården og det daglige arbejde. Det ville blive svært at få folk til arbejdet. Lars skulle måske med, og de fleste af husmændene skulle også af sted.

– Arbejdet i skoven må vel mest ligge stille. Til det bliver der ingen hænder.

– Nej, sagde Tine.

De talte om dem, der var indkaldt. Det var snart en mand fra hvert sted i sognet. De tog dem så pludseligt fra hjemmene nu.

– Ja, hos Anders Tækkemand var det den rene jammer. Ane havde været i skolen i dag med sine to børn på armen – og hun græd og græd …. For nu var Anders væk – så hun græd ….

Mens Tine sagde ordet, begyndte hun selv at ryste om munden.

– Ja, sagde Berg, *der* sidder jo broderen fra den sidste krig – med begge benene skudt væk ….

– Ja, sagde Tine sagtere.

Og efter en stilhed sagde hun:

– Det er de krøblinger, som gør folk bange.

De var tavse lidt. Hundene gik kælent frem og tilbage, men de tog sig ikke af dem. Berg talte igen om gården. En vikar var han sikker på at få. Den enarmede baron Staub kunne han altid få, for han havde tid.

– Han *har* jo fået *sit*, sagde han, ved et vådeskud ….

Næsten uden pause lænede han sig tilbage mod væggen og så frem mod lyset. Så sagde han:

– Nu er de langt ude på vandet.

Tine syntes, det var, som om han fulgte dem med øjnene over vandet, mens han sagde det. Hun *ville* finde noget at sige, der kunne muntre ham op og hjælpe på humøret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun til sig selv. Det manglede bare, at du også skulle klynke. Men hun fandt ingenting. Skovrideren og hun havde jo heller aldrig talt ret meget sammen. Hun havde aldrig turdet snakke frit med ham, som om han var en anden. Som herredsfogeden eller kapellanen hos Gøtsches, eller nogen, man ikke havde sådan en "respekt" for. Det var jo fru Berg, man snakkede med på skovridergården. Til sidst sagde hun i en tone, der skulle være munter:

– Og vi, som har slidt med det blå kammer – det kunne vi godt have sparet, både Sofie og jeg!

Hun rejste sig.

– Er *det* allerede i orden? De får da også alting gjort, Tine.

Berg tog hendes hånd, og blodet fór op i Tines ansigt. Det gjorde det for det mindste, når hun var på skovridergården.

– Skovrideren skulle vel se det, sagde hun og åbnede døren.

Men pludselig blev hun stående i studereværelset, og han gik alene ind i gæstekammeret.

– Hvor der var kønt og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.

Tine ville gå nu. Hun syntes, det var så underligt trykkende, som om de to var alene i hele huset – det forladte hus. Men skovrideren gik hen til bordet og sagde:

– Der står om bisættelsen i de nye aviser. Skal vi ikke læse det først?

Det var en fest for Tine, når skovrideren læste højt. Han læste af aviserne, når de kom onsdag og lørdag aften. Eller han læste af en bog fra bogskabet – alle Oehlenschlägers tragedier.

– Tak, sagde hun. Men Sofie vil vist gerne høre med.

Hun gik ud for at hente pigen. Sofie sad og sov ved siden af skorstenen med hovedet pakket ind. Hun fulgte med ind og satte sig i krogen ved bogskabet. Dér havde hun så tit siddet og hørt efter, når de læste.

Berg åbnede langsomt avisen med den sorte kant og lagde et øjeblik hænderne på den.

– Nu er han da kommet til hvile, sagde han stille og bevæget.

Han begyndte at læse halvhøjt beretningen om "Kongens sidste færd". Rundt i det stille hus hørtes ikke en lyd – kun hans dæmpede stemme.

Tine fulgte ikke med i ordene. Hun hørte kun stemmen, som hun kendte fra så mange stille aftener. Og hun så igen fru Berg, som hun sad *der* under lampen. Hun hørte hende le, som hun plejede at le ad Tines strømmende tårer. For Tine, der tog livet så glad, græd over bøger som en kalv. Nu kom tårerne frem igen, én efter én ….

… "Snart blev der tændt lygter og fakler, som lyste på kongens sidste rejse. Folk, der boede langs vejen, kappedes om at vise den døde konge den sidste ære. Klokkerne ringede fra alle tårne. Hver gård og hvert hus – også det fattigste – havde lys i alle ruder. Mange steder stod der grupper af tavse mennesker i den mørke nat og så på …."

Henne i krogen gik Sofies snøften over til høj gråd. Men skovrideren blev ved med at læse:

… "Tæt ved banegården standsede vognen. De otte heste med sorte tæpper blev spændt fra. Staldkarlene førte dem bort. De havde gået ved siden af deres høje herre hele vejen. En sejldug blev spændt over vognen. Den skulle skærme vognen og kisten mod den lette regn, der var begyndt at falde. Husarer holdt den sidste nattevagt for kong Frederik den Syvende" ….

Berg holdt lidt inde – hans stemme begyndte at blive hæs.

Tine sad og så frem for sig. Hun tænkte på tragedierne, som de havde læst igen og igen. Den om Axel og så den om dronning Zoë …. I femte akt begyndte fru Berg også altid at græde. Og når der kom noget rigtig smukt, trykkede de hinandens hænder under bordet.

Berg fortsatte med at læse om det sidste optog og om talen. Hans stemme blev så bevæget, at man knap kunne høre den:

… "Nu er han kaldt bort fra sit folk. Men folkets kærlighed følger ham til graven med et inderligt farvel. Det lyder fra alle dele af samfundet. Fra krigeren, der kæmpede for ham og fædrelandet på slagmarken. Fra den, der arbejder i fred og ved, at flid og velstand er vokset under ham. Fra den ærlige bondestand. For dem har Frederik den Syvende fuldendt det, som Frederik den Sjette begyndte" ….

– Ja, sagde Berg, det er sandt.

Tine fór sammen, da han standsede. Da han begyndte igen, lyttede hun efter ordene. Det var jo den sidste aften, de læste – for så længe, for hvor længe ….

… "Nu blev kisten igen løftet fra sin plads og båret hen til kapellet. Ved trappen op til det stod herolderne og en del af følget. Præsterne gik forrest, og optoget gik ind ad kapellets dør. Kisten blev sat på sin plads. Sjællands biskop holdt en bøn fra en talerstol med sort klæde. Den sidste ceremoni ved begravelsen fandt sted. Uden for kirken lød saluttens skud. De fortalte, at nu var kong Frederik bisat."

Sofie holdt hænderne op for sit ansigt. Tine så bare på Berg, der læste:

… "Til orgelets toner forlod følget kirken i tavshed, og Deres Majestæter vendte tilbage til København."

Berg foldede avisen sammen. Ingen sagde noget. Tine rejste sig for at sige farvel.

Så lænede Berg hovedet mod væggen og så langt ud i stuen – ligesom én gang før. Han sagde:

– Hvor drengen dog græd, da han kom i båden.

Sofie skulle følge Tine hjem, og de fik tændt lygten. Dens dinglende lys faldt ujævnt hen over hegn og piletræer. Sofie talte om varsler og tegn.

Der var nok af dem. Det ha'd' ikke været for rart på skovridergården nu i sommer – sådan som det spøgte om natten.

– "Vognen" ha'd' hun da hørt alene tre gang'. Så tydeligt, at den var svinget op foran trappen den sidste gang. Og da de kom ud, var der ikke mer' vogn end bag på en hånd – ikke mer' end bag på min hånd. Det så fruen også.

– Og *det* ved en da, sluttede Sofie og snøftede, hva' sådan en kørsel betyder …. når en hører den tre gang' ….

Tine sagde ikke noget, og de blev ved med at gå frem i mørket. Hunden på Per Eriksens gård fór op. Og inde hos jomfruerne Jessen vågnede Moppen.

– Ja, Gud hold' sin hånd over både herren og fruen, sagde Sofie.

Det lød, som om hun kastede jord på dem begge.

Tine trak vejret som en, der vågner og fryser.

– Hvor det bliver *koldt* ved Dannevirke, sagde hun.

De var nået til svinget ved kroen. Tine vidste, at Sofie var bange for at komme *for* nær til kirkegården om natten.

– Nu kan jeg gå alene, Sofie, sagde hun. Tak nu, Sofie. Og så passer du nok skovriderens te, så den bliver, som den plejer – ikke?

– Ja – farvel, jomfru Tine.

– Farvel.

Tine hørte hundene, der fór op igen langs Sofies vej. Imens gik hun langsomt hjem mod skolen.

* * *

Tine bankede på. Først hørte hun Dagge, der begyndte at gø. Så hørte hun moderen, der stod ud af sengen og kom ud.

– Det er mig, mor, sagde hun.

Madam Bølling lukkede op i nattrøje og kappe med bånd.

– Skovrideren er indkaldt, sagde Tine bare, da hun kom ind i gangen.

– Å Herregud, å Herregud, klagede madammen.

Hun lod dørene stå åbne helt ind til Bølling, mens hun gik.

– Å Herregud – å Herregud!

– Det var jo ventendes, sagde Bølling, som sad op i sengen.

Tine måtte forklare, hvordan det var gået til: Jessen havde bragt budet til dampskibet.

– Nå, så hun fik det at vide, nå, så hun fik det at vide, blev madammen ved med de samme ord i en uendelighed. Nå, så hun fik det at vide, stakkel ….

– Ja. Gud være med os, sagde Bølling med foldede hænder, da der endelig blev stille.

Tine var træt, og hun sagde godnat. Hun tog i døren til "skolen" for at prøve, om den var låst, før hun gik op ad trappen. Hen over loftet holdt hun lyset forsigtigt på grund af halmen. Dér lå gravenstenerne spredt ud.

Inde i kammeret stillede hun vækkeuret. Hun flyttede gyldenlakkerne fra vinduet ned på gulvet.

Nedenunder snakkede forældrene stadig lidt. Det lød, som om det næsten var i den samme stue.

– Ja, Gud bevare os alle, sagde faderen endnu en gang dernede. Nu er det fjorten herfra sognet.

Så faldt de i søvn, lidt efter lidt. Tine hørte deres vante åndedrag op gennem huset, roligt og næsten i takt.

Hun kunne ikke sove. Hun lå og tænkte på en dag i efteråret. Det var den sidste dag, hvor hun og skovriderens havde været i skoven sammen ….

De skulle ned til Lilleskoven med madpakken i en kurv. Ved den første lysning skulle de møde skovrideren. På vejen mødte de forpagterens fra Rønhave i kalechen. *De* skulle til bispens. Der blev snakket midt på vejen, før de skiltes.

De gik videre. Herluf ledte efter brombær langs hvert eneste gærde. Alle hegnene hang fulde af nødder. Tine snuppede dem, mens hun gik.

De ville gå ind over marken. Men Herluf hvinede bag dem. Han sad fanget i brombærrankerne og hylede, med hele ansigtet smurt sort af brombær.

– Se drengen, se drengen, råbte fru Berg og lod Tine få ham løs.

Selv løb hun op mod markhøjen.

– Kom, kom, råbte hun deroppefra. Hvor her er dejligt.

I den klare luft var det, som om man kunne se hele øen i dag – bakke og dal – så grøn og blød. Langt ude forsvandt skovene som i blålige skyer. Husene smilede frem mellem alt det grønne. Og himlen havde ingen bund.

– Så dejligt, dejligt her er, sagde fru Berg.

Men Herluf gav ikke ro. Han ville "fanges", og de løb og løb, alle tre, rundt om højen.

– Ja – her er det dejligste land, råbte Tine og løftede den fangede Herluf op i armene.

Og alle tre lod de sig dumpe ned i den sene kløver.

De gik igen over marken hen mod skoven. Dér satte de sig ved brændestablen foran den lille lysning. Her var der stadig sol og helt lunt.

De tog deres hækletøj op af lommen og snakkede lidt:

– Det var da utroligt, så de fra Rønhave kørte til bispens nu – det var anden gang.

– Tredje var det – på to uger.

– Og så hang herredsfogeden på bagpå – som fjerdemand til l'hombre.

De blev ved med at snakke. Herluf blandede sig i snakken som en lille gammel mand. Og de *vidste* god besked. For i skolen vidste de, hvor kalecherne kørte hen. Vejene krydsede jo hinanden lige foran døren. Dér nikkede man og sagde goddag, eller man holdt ind. Så kom Bølling eller madammen eller Tine ud på trappen.

Så tav fru Berg og Tine lidt igen. De arbejdede begge stille under træerne.

– Hvor skoven dog har holdt sig, så grøn den står.

– Det kommer af regnen, den megen regn i sommer.

– Ja. Men huskede Tine sidste år – de lod begge hækletøjet synke og så ud mod den brunlige skovkant – da den var gul i september?

De blev ved med at tale om skoven: *når* de havde været her sidste gang i *det* år og *det* år.

– Nej – sidste år fik man knap nok nødderne samlet ind.

– Men i 59 var vi på skovtur i oktober, sagde fru Berg.

Lidt derfra, mellem træerne, råbte Herluf. Tine skulle komme, Tine måtte komme derhen. Der var en tyk og bøjet gren, som hang som en gynge tæt ved jorden. Herluf ville op, og Tine gyngede ham, så han både græd og lo. Så skulle hun selv op. Fru Berg ville gynge hende.

– Op, Tine – op.

– Den knækker, den knækker, råbte Tine – hun *var* også tung.

Fru Berg svingede grenen, så Tines skørter fløj om hendes ben.

Pludselig sprang Ajax og Hektor ud af krattet. De gøede op mod Tines lægge i bomuldsstrømper.

– Skovrideren, skreg hun og satte sig bums ned på hug på jorden.

Fru Berg måtte le højt med ryggen op ad et træ. Først bagefter kunne hun komme hen og få noget af aftensmaden, som Tine havde bredt ud på en serviet.

Berg var dukket frem af krattet bag sine hunde. Han sad allerede på en træstub foran maden. Han talte med Tine om roserne derhjemme. Det var snart tid til at tage sig af dem nu. Nætterne var *dog* blevet kolde.

Haven var altid Bergs og Tines fælles arbejde. Skovrideren elskede roser, og han krydsede også fuchsiaer. Og fru Berg, der jo var fra Horsens, fik aldrig rigtig fingrene i en have. Så var det mest Tine, der hjalp med dit og dat og gik til hånde. Om aftenerne i forsommeren var der mest travlt. Fru Berg sad bare oppe på havetrappen i sit sjal og så til. Hun snakkede over plænen til de to, som gik og beskar og vandede. Til sidst så hun dem kun som et par skygger mellem roserne i skumringen.

… De havde pakket sammen for at gå. Herluf og Tine legede tagfat på lysningen. Berg og fru Berg gik bagefter arm i arm.

De kom ud på landevejen. Lys og klar lå aftenluften over de pløjede marker. Og hvor Tine lo henne bag svinget!

– I sådan en luft *hører* man Tine, sagde Berg og standsede.

Skovrideren mente altid, at Tine havde en stemme til den fri luft. Den var lige så glad, som Vorherre havde givet hende den.

– Kom, Tine, råbte fru Berg, lad os synge.

Fruen tog Tine om livet, og de gik langsomt hen ad vejen, mens de sang. Da de var kommet lidt ind i verset, sang Berg med i en halvdæmpet bas, så det lød ud over marken:

Flyv, fugl! flyv over Furesøens vove!
nu kommer natten så sort:
alt ligger sol bag de dæmrende skove,
dagen den lister sig bort.
Skynd dig nu hjem til din fjedrede mage,
til de gulnæbede små;
men når i morgen du kommer tilbage,
sig mig så alt, hvad du så!

Rundt omkring var det blevet fyraften. Foran gårde og huse kom karle og husmænd frem. De stod på rad og røg roligt deres piber.

– God aften – god aften, sagde rygerne stille ud mod vejen til dem.

– God aften, Anders Nils. – God aften, Lars Peters.

Tine hilste på dem alle ved navn.

Foran Lars Eriks' gård stod hun lidt stille, for den gamle var så plaget af gigt.

– Nå, hvordan går det så? spurgte hun op mod porten.

– Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede svigersønnen langsomt.

– Nå, så Gud ske lov da.

– Ja, så godnat, Hans Lorents, sagde Tine og gik videre.

De andre var blevet ved med at synge, og Herluf havde taget sin far i hånden. Foran dem lå kirken og skolen. Himlen begyndte at blive rød bag ved det gamle tårn.

Flyv, fugl! flyv over Furesøens rislen.
Kærlighed kalder dig hjem;
sæt dig nu kønt mellem løvbuskens hvislen,
syng så din kærlighed frem!
Kunne, som du, jeg i æteren svømme,
ved jeg nok, hvor gik min flugt;
jeg kan i lunden kun sukke og drømme,
det er min kærligheds frugt.

De tav. Det sidste stykke vej til skolen gik de tavse mellem hegnene. Hans Husmands Sine lod sin ko græsse en sidste gang i vejkanten, før hun drev den hjem. Hun nejede med strikkeposen i hænderne, da de gik forbi hende.

Ved skolen sad gamle Bølling på trappen med sin pibe. Han kom ned og hilste. Madammen ventede på dem i døren med sin strikkestrømpe. Hun havde frisk bagte butterdejgskringler i dag. Fru Berg og Herluf kom op og satte sig på bænken. Bølling blev stående nedenfor sammen med Berg, og de talte om skovauktionen.

Nede ved kæret blev smedjen lukket. Ovre ved kroen kom madam Henrichsen ud på sin bænk mellem de to hvide søjler. Hun var bred og mægtig. De hilste alle over pladsen – også til den svære Knud Smed, der gik hjem med sin hund.

Det var, som om alle måtte trives og blive runde og sunde i dette nabolag her på "torvet". Så velnærede var de alle, både hos Bøllings og i kroen og i smedjen.

Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og Bølling talte hviskende nedenfor trappen. Sine drev roligt sin ko over pladsen hen til vandet. Den drak og brølte dumt og langt ud over kæret.

Klokkerne holdt op.

– Så skal vi vel hjem, sagde fru Berg, og Tine fulgte med dem.

Himlen var mørkerød over hegn og marker.

Hjemme i dagligstuen sang fru Berg lidt ved klaveret i skumringen. Det var sangen om "lille Grete". Skovrideren lod døren til sin stue stå på klem.

Herluf var træt og faldt i søvn på sin skammel med hovedet op mod sofaens kant. Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede hun også.

Hun vågnede halvt.

– Tine ser nok efter bordet, sagde hun med søvnig stemme.

Tine rejste sig for at se efter Sofie. Fru Berg blev sjældent rigtig vågen, før lampen var tændt og teen kommet ind.

– Nej, er der dækket! sagde hun så, helt overrasket, og satte sig rank op i sofaen.

Efter teen plagede hun Berg om at spille whist med blind. Tine blev glohed som i en sauna for hver rubber, hun spillede sammen med skovrideren.

Eller Berg læste højt i den store, halvmørke stue, hvor der kun var lys rundt om lampen. Mest var det Oehlenschläger, han læste, eller også Paludan-Müller. Tine havde lommetørklædet fremme i skødet.

Bagefter, når Tine skulle gå, løb fru Berg og hun på vejen ud i spisekammeret. I en fart fik de en syltetøjskrukke ned, og de spiste af den samme kop.

– Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde fru Berg og pustede lyset ud, før de havde fået den sidste mundfuld. Her er vi jo, mand.

Berg ventede i gangen med lygten. Det var blevet sent, og han ville selv følge Tine hjem. De gik hen ad vejen. Huse og gårde lå som tættere skygger i det stille mørke. Hundene vågnede kun halvt og knurrede søvnigt efter dem.

Berg løftede lygten for at finde den tørreste vej i mudderet.

– Her, Tine, her er godt, sagde han.

Tine gik forsigtigt efter lyset med kjolen løftet. At blive "fulgt" af skovrideren var det fineste, hun vidste.

– Vi ses, sagde Berg, da de skiltes.

– Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine helt forpustet, så snart døren var lukket op.

Men madam Bølling var gnaven. Det lignede da ingenting at komme hjem så sent om natten.

Men nu var de gamle jo vågne, så Tine måtte alligevel ind til sengen. Der var altid noget at fortælle eller spørge om fra skovridergården.

Tine gik op, mens forældrene blev ved med at snakke. Madam Bølling havde en vane. Når hun først var blevet vækket om natten og var kommet op i underskørtet, havde hun ti ting at gøre. Hun gik ud i køkkenet og ind igen, mens hun hele tiden talte med Bølling.

– Ja, ret nogle velsignede mennesker, sagde Bølling dernede.

– Tine, sagde madam Bølling op gennem loftet.

– Ja, mor.

– Tine, du, husk det lille stykke smør i morgen, barn. Jeg har lagt det til side – det blev så godt i kærnen, så jeg lagde det til side … de kunne dog smage det dernede.

– Ja, mor, sagde Tine.

Hun døsede lidt med forældrenes ord i ørerne.

– Jo, *de* har gode hjerter, sluttede madam Bølling.

Endelig kom hun ud af underskørtet og op til Bølling.

* * *

Tine kunne ikke falde i søvn i nat. Forældrenes rolige åndedræt lød hele tiden op gennem huset. Men Tine sov ikke. Hun tænkte på alle disse år og på skovridergården, hvor alt var revet op nu. Hun tænkte på Herluf og fru Berg, der var rejst, og på sin egen barndom.

Hun huskede vintermorgenerne. Da kom alle "fars børn" i skole i mørket. Inde i soveværelset pakkede mor dem ud af alt det tøj – Trine og Lars Eriks' Lene. Imens så Tine forundret til fra sengen. Og så sang de morgensangen, mens hun fik kaffe på dynen.

Om søndagen var der en lille dram til præstens kusk. Kordrengene sad i køkkenet på bænken ved spandene. De fik kaffe i husmandskonernes skåle for at varme sig, mens præsten prædikede.

Men lidt efter lidt blev dagene længere, og snemanden blev sort og blød. I syskolen hos jomfru Jessen kunne de se uden lys om eftermiddagen. Eftermiddagsskolen var forbi, og for sidste gang hujede "fars" drenge hen over pladsen. Hun og kroens Katinka havde den ene side af pladsen. De spillede paradis, mens det skumrede.

Mor og madam Henrichsen kom frem i dørene med strikkede tørklæder. Og far røg sin pibe på trappen.

– Den lider, vinteren, nu, sagde han over til smeden.

– Hun lider, svarede smeden. Han var ved at sko Lars Eriks' skimmel.

Stærene kom i alle skolens kasser, og endelig kom storkene. Kroens stork satte sig lige på gavlen. Drenge og piger sang til den i frikvarteret, i store kredse, mange dage. Hver mand, der skulle på kroen eller i kirke, sagde sin mening om storken. Der var tegn og varsler at læse af den. Om den fløj højt, eller om den fløj lavt, og hvornår den gik ud i mosen. Det sagde noget om sommeren og kornet og om regn til sankthans.

– Den kom sent, den bringer varme, sagde Bølling.

Han vidste datoen for, hvornår kroens stork var kommet, hvert år siden 39. Det år kom han selv til skolen. Han skrev både stork og stære op i sin tyske almanak.

Foråret kom, og vinduerne blev lukket op i skolen.

Ud over pladsen hørte man en travl summen af bibel og landkort og katekismus.

Til sidst sang børnene med høje stemmer, mens Bølling slog takten med den store pegepind. Madam Henrichsen gik såmænd tit ud i sin dør bare for at høre efter.

– Det er, som om det frisker ens hjerte op, sagde hun, de gamle melodier.

Både fædrelandssange og salmer lød ud over pladsen. Til sidst slap børnene jublende fri. Så kom Bølling ud på sin trappe for at køle sig af en stund efter dagens sved.

Om aftenen, når ringeren gik til kirken, tog Tine ham i hånden og fulgte med. Han gik op for at ringe. Imens sad hun på en sten ved døren bag buksbomhækkene, tankefuld og stille.

Alle vogne holdt ved skolen nu i det milde vejr. Det var landhandleren og dem fra Gammelgaard og madam Esbensen, jordemoderen. Hun fik kaffe serveret ude i fjederstolen på sin vogn.

– Der er altid travlt her i sognet om foråret, snakkede madam Esbensen …. Her har vi et af de bedste sogne i distriktet – i maj måned.

– Det kommer af, forklarede madammen videre, at det er raske folk, som ved at blive færdige med høsten.

Madam Esbensen fik vafler til kaffen. Foran trappen blev der sladret i en halv time om både fødsler og barsel.

– Ja, ja, det giver offer, nikkede madam Esbensen til farvel.

Så humpede hun af sted i fjederstolen. Tine bar kop og tallerken ind. For madam Bølling måtte først give madam Henrichsen besked. Hun var kommet ud for at høre, *hvor* det var, og hvordan det stod til.

– Hos Hans Lorents'? – Ja, jeg tænkte det. Det er vel tiden …. sagde madam Henrichsen.

– Nå – *der* går det da løs hvert evige år, sagde hun så.

– Ja, svarede madam Bølling og sukkede lidt, det er jo Guds vilje.

Og madammerne gik ind.

… Om sommeraftenerne sad madam Bølling og Tine på trappen, når Ane-Pige var kommet med mælken fra "Lodden". Graveren kom fra kirkegården med spaden og gik hjem.

– Nå, Niels Lars, sagde madam Bølling, *er* det så gjort?

– Ja, madam, svarede han, nu er der plads.

– Ja, Gud ske tak, hun måtte stride hårdt – ja, Gud ske tak … Ja, så godnat, Niels Lars, nikkede madam Bølling.

– Godnat, madam.

Og graveren gik med spaden ned ad gaden bag kroen. Der blev stille på pladsen. Luften var fuld af duft fra buksbom, hyld og lind.

Næste morgen blev der strøet blade og sand på pladsen. Det var tungt for bærerne at komme op forbi krolængen med liget. De hvilede midt på pladsen og stillede kisten på de sorte bukke. Så gik de videre ind på kirkegården. Graven var tæt ved muren. Madam Bølling og Tine kunne høre talen inde i køkkenet.

Om aftenen gik madam Bølling ind for at se på kransene. Bagefter satte hun sig på trappen med sin strømpe. Madam Henrichsen sad ovre hos sig selv mellem de to hvide søjler.

– Så er *hun* borte, sagde madam Bølling. Og Gud ske tak – hun stred sin strid.

– Ja, hun var et stakkels skrog, sagde madam Henrichsen.

– Men Gud løser op til sin tid, sluttede madam Bølling, og de strikkede tavse.

Tine og Katinka kom op omkring kroen arm i arm. De gik til præst sammen nu. De sang, mens de løb hen over sand og buksbom.

Årene gik.

Helligdage og hverdage og høstens tid – uge efter uge, fra søndag til søndag.

I degnegården skiftedes mor og Tine nu til at gå i kirke. Én måtte jo blive hjemme. Pastoren skulle have sin ordentlige kaffe efter gudstjenesten.

I dag var det så varmt og stille, at Tine havde åbnet til begge sider under gudstjenesten. Solen lå hen over bordet og damasksofaen. Alle stuer var fyldt med duften af gyldenlak og roser.

Salmen med de mange lyse stemmer lød ind gennem haven. Det var "Dejlig er jorden", de sang. Tine faldt i og nynnede med, mens hun gik.

En kone, der havde været i kirke, kom op gennem lågen. Og kordrengene fór ud af våbenhuset og hujede ned gennem buksbomhækkene.

– Skal I forstyrre pastoren! råbte Tine ud.

Lidt mere stille begyndte drengene at spille klink op ad kirkemuren.

Det hvide bord var færdigt. Tine satte sig selv på forhøjningen, lige så andægtig, som om hun kunne høre kapellanen prædike helt herind.

Når hun hørte den unge præst i kirken, sad Tine gemt bag orglet. Dér græd hun som et sprukket kar, så længe han stod på prædikestolen. Hun havde i det hele taget meget let til tårer i denne sommer. Alting kom over hende som én stor sorg. Så kroens Katinka lo ad hende, så det klukkede.

– En lille hjertesorg, min pige, sagde Tinka og klaskede Tine midt på brystet. Hos dig bliver det skam til bedrøvelse.

Tine blev ved med at sidde på forhøjningen. Udenfor lå pladsen i sol og stille. Kordrengene var faldet dovent hen langs muren. Ovre på krobænken sad kun Præstens Niels i skjorteærmer og rød vest. Han spyttede langt ud i solen.

Salmesangen begyndte igen. De første karle listede forsigtigt ud af kirken og rømmede sig. De skulle stoppe deres piber med tommelfingeren ved porten. Der kom flere. Nogle gik på kroen. Dér kom kaffepunchen på bordet og kortene frem til et spil bag de åbne ruder.

Ude på pladsen stod de unge karle med tændte piber i store kredse. Pigerne holdt sig endnu inden for kirkegårdens port i en genert klump.

Hos degnens sad fire-fem gårdkoner stive på bænken rundt om madam Bøllings flødekande. De talte lavt. Tine skænkede kaffe for dem og for kapellanen. Det var, som om hun fik det så underligt i skuldrene og blev helt stiv i armene, bare hun var i stue med kapellanen. Og øjnene stod stirrende helt ud af hovedet på hende, bare han talte til hende, som nu.

Så hørte man en vogn henne bag krolængen. Tinka stod ude på pladsen og fniste med landhandlerens sønner fra Notmark. Hun fniste, fordi hun så kapellanen og Tine ved vinduet. Nu måtte hun springe til side for Gammelgaards brune heste, som kom op mod skolen. Kortspillerne i kroen vendte sig på deres pladser.

– Nå – så det er *ham*, der javer med dyrene, sagde Knud Smed, og de spillede videre.

Tykke Sten var steget pustende og svedig ud af vognen. Han rystede benene på skolens trappe efter at have siddet så længe. Han kom ind, gav hånd hele vejen rundt og satte sig.

– Der er ellers nyt, sagde han. I har sågu fået skovrider udnævnt, folkens – i forgårs. Berg hedder han.

Han gav kapellanen "Berlingske", så han kunne se efter.

– Så blev det ikke ham fra Graasten, sagde Bølling.

– Og det var godt det samme, sagde madammen bestemt.

Kapellanen læste udnævnelsen op. H.R. Berg hed han, og han var premierløjtnant i reserven. Så begyndte de at diskutere, hvem han kunne være, og hvor han kom fra. Det *kunne* være en af de Berg'er fra Gram, mente Bølling. *Der* var en forstråd Berg i 1829 ….

– Det huskede madammen … De var egentlig kommet oppe fra Kolding ….

– Og de var ret en herlig familie, sagde Bølling.

De to gårdkoner yderst på bænken begyndte også at tale med halvt hviskende stemmer. De talte om den *gamle* forstråd. De havde begge været med til at vaske den salige forstråds kone den sidste gang. Hun lå med hovedet på både sin bibel og sin salmebog …. Og de blev ved med at tale om ligstue og "klædning" og begravelse. Til sidst blev de meget rørte og tørrede øjnene med de sammenfoldede lommetørklæder. Imens dyppede konen i midten stadig butterdejgskringler i madam Bøllings kaffe og spiste dem. Hun gjorde det langsomt, men hun holdt aldrig op.

– Nej, af slægt er han fra København, fortalte Sten, som nu fik kaffe af Tine. En ung mand, sagde herredsfogeden ….

– Men gift er han, jomfru Bølling, sagde Sten og tog Tine i armen.

Når kapellanen var i sognet, gik Tine rundt og vidste knap nok, hvad hun gjorde. Hun vågnede helt forskrækket, hver gang nogen talte til hende. Nu sagde hun med et ryk:

– Er han?

Så lo de alle sammen. Imens blev gårdkonen i midten endelig færdig og satte roligt sin kop tilbage på bordet.

Stens kusk fik en kaffepunch rakt ud gennem vinduet. Han havde bragt nyheden ind på kroen. Kortspillerne pustede af hede og punch, og de sagde også deres mening. Så blev det vel endelig til noget med auktionen efter forstråden. Nå – det var nu ikke så stort med dyrene.

– Men de skimlede, de kunne dog tænkelig blive tjenlige til trækbrug, mente Knud Smed.

Hos degnens brød de op.

– Hun har s'gu fået et strejfskud, degnens Tine, af den præstespire, sagde Sten til sin kusk, mens de kørte hjem mod Gammelgaard ….

… Ude på pladsen blev der lidt efter lidt tomt. I små grupper drev de unge hjem bag hegnene.

Madam Bølling kaldte på Tine gennem huset. Hun ville gå lidt fra dørene for at give madam Henrichsen ordentlig besked. Men hun fik intet svar. Tine stod inde på kirkegården i hjørnet og så efter kapellanens vogn. Nu forsvandt den mellem hækkene.

Tine vendte tilbage og gik ind i skolestuen for at tage en sangbog fra bunken. I denne sommer skrev hun mange viser af i en lille blå bog. Oppe på sit kammer slog hun op på "Ridder Aage", der tog "kisten på sin bag". Den skrev hun af med pæne skønskriftbogstaver, vers for vers.

Nede på pladsen slog kroens karle kegler. Og kortspillernes stemmer lød ud i aftenen.

Nu kom madam Bølling fra kirkegården, mens klokkerne ringede. Hun havde været inde for at se til forstrådens grav. Det var en Guds skam, så dårligt ringerens folk allerede passede den. Nu havde hun da i det mindste plantet en levkøj ved korset.

Kortspillerne var langsomt gået hjem. Kroens karle hviskede sagte på bænken. Begge madammer sad foran deres døre i de hvide kapper og strikkede tavse.

Tine kunne ikke se mere og satte sig ved vinduet. Aftenen var kølig og fuld af dug. Blomsternes duft steg op fra kirkegård og have. Man hørte hver lyd – hver latter over markerne. Og man hørte buskenes raslen fra Paradisstien bag kirkegårdsmuren, hvor kærestepar mødtes.

Der kom en vogn over pladsen og standsede ved skolen. Tine hørte stemmerne. De talte om skovriderens igen.

– Ja, vi får dem jo til naboer, sagde madam Bølling roligt.

Og vognen kørte videre, til lyden døde hen.

En flagermus fløj forbi, eller en ugle. Over alle marker og hegn lå aftenen stille. Kun på Paradisstien raslede buskene sagte.

– Tine, kaldte madam Bølling fra trappen.

– Ja, mor, sagde Tine og fór op.

Hun fik lommetørklædet frem, for hun måtte tørre sine øjne.

– Så godnat, madam Henrichsen, lød det nede fra.

– Godnat, madam Bølling.

Og dørene blev lukket rundt omkring ….

* * *

Om efteråret kom skovriderens. Herluf blev født, og han voksede op. Og vintre gik, og somre gik.

Ved midsommer blev hele huset fuldt af gæster hos skovriderens – dem fra København og alle dem fra Horsens. Tine kom der mest kun et smut om morgenen. Hun kom med noget fra haven eller med en kande tyk fløde. Man skulle altid tro, at Bøllings fire køer gav mere end skovriderens fjorten. Så længe ferien varede, gik madam Bølling og tænkte over én ting. Hun tænkte på, "hvad den stakkel dog skulle finde på at give alle de mennesker at spise".

– Det er ikke let, det er ikke let for sådan et købstadbarn, sagde hun.

Når Tine kom ned på skovridergården om morgenen, var rullegardinerne stadig nede i alle gæstekamrene. Fru Berg åbnede sagte døren fra soveværelset og kom ud på trappeafsatsen i natkjole.

– Er det Tine? hviskede hun.

– Ja.

Tine listede op. Fru Berg sad i sengen. Hun sagde, at hun ikke havde lukket et øje, fordi hun lå og lyttede efter Tine. Der skulle laves en vandkringle.

– Og De ved, Tine, at de vandkringler altid – og fru Berg slog hjælpeløst i tæpperne – mislykkes for mig ….

Der var mere end vandkringler, som "altid mislykkedes" for fru Berg.

– Tine kunne jo snart få lavet den smule kringle.

– Å tak, Tine, De er god, sagde fru Berg og krøb lidt sammen i sengen.

– Og så lukker De nok et vindue op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun puttede sig under tæppet.

Fru Berg elskede at sove den sidste lille lur med den friske sommerluft hen over sengen.

Mens Tine stod og lavede kringlen, kom skovrideren hjem gennem gården og standsede foran køkkenvinduet.

– Men hvor har De dog været gemt så længe, Tine, sagde han.

Han blev stående lidt og så på Tine, der arbejdede så rask i dejen med sine runde arme.

– Ved du hvad, Marie, sagde han nogle gange til fru Berg. Tine kan virkelig være ganske køn – om morgenen ….

Om eftermiddagen sad madam Bølling og Tine ved vinduerne i stadsstuen. Bølling var mest ude på Lodden nu, hvor der ikke var skole.

– Tine, Tine, råbte madam Bølling til datteren, der sad og vokste tråd. Dem fra Rønhave ….

Rønhaveren svingede om hjørnet ved krolængen med en stor holstensk vogn fuld af fremmede.

– Nu har de vist en snes, sagde madam Bølling. Hvor de får plads, du … hvor de lægger dem, Tine, sagde hun.

Og hun regnede ud, hvordan de vel kunne "lægge dem".

Tine nikkede bare og nikkede, til vognen var forbi.

– De tre med hattene var der ikke i torsdags, sagde madam Bølling så til sidst og strikkede videre.

Dem fra Notmark kom forbi. Og skovriderens kom med alle *deres* gæster på en høstvogn. Der blev vinket og viftet, mens fru Berg råbte op til vinduerne.

– Til Storeskoven – til Storeskoven, råbte hun, mens de fremmede sang hen ad vejen:

Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt,
og ædle kvinder, skønne møer
og mænd og raske svende
bebo de danske øer.

– Den sorte? Er det hendes bror? spurgte madam Bølling.

– Ja … Så du skovrideren, at han nikkede? sagde Tine.

Hun lod sytøjet ligge i skødet.

Så kom bispens – med to gamle stiftsdamer fra Vallø i en kaleche. Madam Bølling hilste ved at neje helt ned til gulvet oppe på forhøjningen. Og Stens kørte forbi med deres studenter. Hele øen havde fremmede nu.

Katinka sad på krobænken hele den lange eftermiddag. Nu måtte hun over og udøse sit hjerte. Hun havde bevægede tider om sommeren.

– For man bliver ramt i hjertet, madam Bølling, af de københavnere, sagde hun.

– Å – der var studenterne hos Stens og ham, den sortsmudskede fra Rønhave. Hun vidste ikke, hvad han var ….

– Disse dejlige mandfolk, sagde hun og satte hurtigt hænderne i siden, så hun stod som en krukke med hanke.

Madam Bølling syntes skam ikke, at der var noget særligt ved de unge spradebasser.

– Men skovrideren er køn, sagde hun, skovrideren er køn …

*Det* endte madam Bølling altid med, *hvor mange* mandfolk der så end var på tale.

Fangels kørte op omkring krolængen og holdt madkurvene op foran skolevinduerne. De skulle til Lilleskoven – bare en lille tur.

– Så de farter, sagde madam Bølling, så de farter. Ja, Gud ske lov, ja, Gud ske lov. Det er jo også ret et dejligt land.

– Bare de nu har husket spiseskeer til grøden, sagde Tine.

Hun tænkte stadig kun på skovriderens.

– Du skulle løbe derned, det skulle du, sagde moderen. Der er vist både det ene og det andet … Det er ikke sådan at have huset fuldt af så mange personer, der skal sove der.

Tine gik ned og "så lidt efter" på skovridergården, mens de var i Storskoven.

Om aftenen sad Tine længe på bænken på trappen. Én efter én kørte vognene hjem med deres søvnige gæster.

– God aften, hilste kusken dæmpet.

– God aften, svarede Tine.

Og gæsterne nikkede halvt i søvne, mens de rullede forbi.

Til sidst gik Tine op. Forældrene var allerede i seng.

Langt borte hørte man en vogn, hvor de sang. Den kom nærmere og rullede forbi:

Danmark, dejligst vang og vænge,
luk't med bølgen blå,
hvor de tapre danske drenge
kan i leding gå ….

– Tine, lød det nede fra.

Madam Bølling talte dæmpet og trak ordene langt ud. Hun ville ikke vække Bølling, der sov.

– Hører du?

– Ja, mor.

– Det var skovriderens.

– Ja, mor.

Tine stod ved sit vindue, mens sangen blev svagere og svagere:

… mod de tysker, slaver, vender,
hvor man dem på tog hensender –
én ting mangler for den have,
leddet er af lave.

Nu var de ved skovridergården – nu drejede de ind.

Men det var kun landhandlerens fra Notmark. De kæmpede så tungt med hestene op ad Krobakken – i den stille nat.

… Når fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de sidste sommergæster, faldt hun ned i den gamle sofa hos degnens.

– Så – nu er *de* af sted, sagde hun og pustede. Og Gud ske lov, lo hun. Gud ske lov for det.

Kaffen kom på bordet. Ude i køkkenet arbejdede madam Bøllings vaffeljern glad med de varme vafler.

* * *

Så kom efteråret og æbleplukningen og siden den store slagtning.

Hele huset hos skovriderens lugtede af ingefær og timian og peber. Fru Berg og Tine og alle pigerne sad i bryggerset, pakket ind i veste og sjaler. De sad i en kreds om spandene med blodet og stoppede pølser. Fru Berg fortalte pølsehistorier, og Maren skulle synge.

Hun sang visen lige ud, som om den kom fra en trompet. Imens stak hun i rullepølsen med nogle vældige sting. Fru Berg sang med på omkvædet, så det klang:

Pølse, vin og kærlighed,
det er livets herlighed!

Tine rørte fyldet til de hvide pølser. Sofie var dobbelt så "emballeret" som de andre. Hun var så bundet ind om hovedet, at hun så ud som en hårdt såret. Hun tog sig af mandlerne, der skulle skoldes.

– Vi byens folk forstår os ikke stort på det slagt'væsen, sagde Sofie, der jo var fra Horsens.

Hun stod mest og så til med hænderne under sit forklæde.

Krydderierne skulle i det hvide fyld, og fru Berg ville have en smule vanilje med. Hun og Tine løb ind med et lys for at finde den i sekretæren. Den var pakket ned i en skuffe mellem det fineste sølvtøj.

Lyset stod på sekretærens klap, som var slået ned, mens de ledte.

Fru Berg snakkede og trak skuffer ud og skuffer ind. De fandt ikke vaniljen. *Der* var bare hendes lommetørklæder, og der bare breve … Hun blev stående med brevskuffen trukket frem på klappen og lo.

– Det var Bergs breve fra det *første* år, de var forlovede …

Hun løste pakken op og bredte de store, blå brevpapirer ud på klappen. Hun læste ved tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt. Det var lutter stjerner og forglemmigejer og stumper af digte – alt.

Tine lo med. De blev ved med at stå foran tællelyset, pakket ind i deres mange sjaler.

– Du godeste Gud – ja – det var *dengang*, sagde fru Berg og holdt pludselig op med at læse.

– Og det troede man var kærlighed, sagde hun og slog den flade hånd ned mod brevpakken, mens hun lo.

De ledte videre, og endelig fandt de vaniljen. I køkkenet var fedtegreverne over ilden, og der stod damp over skorstenen.

Husmandskonerne var kommet med deres spande. De sad på bænken ved døren og ventede. Det var altid, som om hver eneste husmand havde haft slagtning, når der var slagtet hos skovriderens.

– Se, god aften, god aften – ja, nu er greverne på, råbte fru Berg.

– Tine, nu henter vi peberne.

De gik ind i spisekammeret. Dér lå de færdige, buttede pølser og skinnede i lange rækker på strå. De delte dem i portioner til hver.

– Lad den gå med, lad den gå med, sagde fru Berg.

Hun kastede en sidste sortpølse som en tyk slange hen til Ane Tækkemands.

– Der er mange munde, sagde hun.

De delte portionerne ud til konerne. De rullede peberne omhyggeligt ind i stykker bomuldsstof. Og de kyssede på hånden både "fruen" og "jomfruen".

– Ja, ja, Ane, sagde fru Berg, som helst trak hånden til sig. Nyd det med helsen … nyd det med helsen.

– Nu får I greverne i spandene.

De øste op med den store slev i spand efter spand.

– Sikke en dejlig lugt, sagde en af konerne.

Hun krøb hjemligt sammen som en kat ved ilden.

– Ja – ja, det kilder i næserne, sagde fru Berg.

Hun lo hele tiden af glæde og fornøjelse.

Den sidste havde fået sin del, og langsomt kom konerne af sted.

– Ja, ja da, ja, ja da.

Sådan fik Tine en ende på Anes tak. Ane gik som den sidste med spanden og sine pølser, der var pakket ind som en bylt.

Da de kom tilbage til bryggerset, havde Sofie sat sig godt til rette på fru Bergs stol midt under lampen.

– Ja – jeg har hørt om det før, sagde hun. Jeg har jo hørt om det før.

Og hun stak hovedet helt frem over spanden med blodmad. Hun var så ivrig efter at høre det en gang til.

Det var den ene af pigerne, som fortalte om den skindøde datter hos Lars Eriksens. Hun havde rejst sig fra båren, pludselig, midt i ligstuen, i alt sit tilklippede ligtøj.

… Da Tine skulle hjem, ville skovrideren følge hende. Men hun løb alene – det var jo måneklart og helt lyst.

Det var så underligt herude i den friske luft. Mens hun løb, kom alle stumperne af skovriderens gamle breve tilbage i hendes tanker. Hun kunne dem jo udenad – sætning efter sætning.

* * *

Julen kom nærmere. I den sidste tid måtte Tine hjælpe fru Berg med hendes gaver. Fru Berg blev aldrig færdig med sine gaver. Der var altid masser af halvsyede ting på julebordet.

– Å – hva', sagde fru Berg, man syr dem efter nytår.

Men Tine tog i hvert fald nogle af gaverne med hjem. Hun syede om natten ved et lys med kanvasgarnet spredt ud over dynen. Hendes fingre hævede op, så koldt var det.

Og julen kom, og den gik.

Det var helligtrekongersaften. Tine kom ned på skovridergården, da det blev mørkt. Fru Berg havde siddet ved vinduet med en bog og stjålet det sidste dagslys.

– Så de dog snakker om den kærlighed, sagde hun og slog bogen i.

Hun flyttede sig hyggeligt hen til kakkelovnen, hvor Tine sad ….

– Ja, sagde Tine langsomt og så ind på brændet. Men hvad er den da? spurgte hun.

Fru Berg lo højt. Det lød så pudsigt og grublende fra Tine. Men så holdt hun op med at le. Hun så også ind i ilden og sagde:

– At være to sammen, tror jeg – og være glade, sagde hun sagtere.

Og de sad begge stille foran ilden, til de gik ind for at tænde træet.

Skovrideren og fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste lys brændte ned. De talte om julegilder og nytårsfester. Nu blev det helt vildt, nu efter nytår. Nu stod kørehestene ikke stille i stalden en eneste dag.

Så begyndte fru Berg at nynne på en salme. Hun og Tine sang den halvhøjt, mens de så på træet. Det var salmen om "de tre konger".

Herluf sad stille ved sin fars knæ og stirrede bare op på lysene.

– Far, nu er julen ude, fór det ud af ham.

Der var kun de allersidste lys tilbage, og dem skulle han puste ud. Men Sofie skulle ind og se det – og alle de andre også. Han løb ud og hentede alle folkene ind, lige til Hans Husmand. De sagde "godaften" og blev stående ved døren i en klump i deres blå sokker.

Træet og stuen var blevet halvmørke. Der brændte kun seks-otte flakkende lys endnu.

Berg løftede Herluf op, og han pustede: Pyh – nu er julen ude ….

– Pyh – nu er julen ude, pustede han.

Han var så stolt, som om han var almægtig og satte julen uden for døren for hvert lys, han slukkede. Imens fulgte de andre opmærksomt lys efter lys med øjnene.

– Det *sidste*, råbte fru Berg. Det sidste.

Nu var det sidste slukket, og der var mørkt. Faderen satte stille Herluf ned på gulvet. Fru Berg tog skovrideren under armen, og tavse gik de alle ud af stuen.

De havde spist syltetøjet og tvebakkerne ved lampen, og Tine skulle hjem. Fru Berg ville gerne gå en tur i det dejlige vejr, og de fulgtes ad alle tre. Det var klar frost med sne over alle veje.

Drengene havde lavet glidebaner langs de store grøfter. Fru Berg og Tine gled – Tine forrest. Fru Berg lo og faldt. Tine susede af sted, så stor og bred som en fregat, der bliver sat i vandet.

Så gik de stille igen, mens sneen knirkede under deres fødder. Langt borte over marken hørte de lyden af violin og fløjte.

– Det er hos Anders Lars' til dansen, sagde Tine.

På pladsen var der lyst. Der lå sne over muren og på alle kirkens takker. I skole og kro var der stille, lukket og slukket.

– Ja, sagde Berg, så er den jul da ude.

De var standset alle tre og stod nu tavse tæt ved det tilfrosne kær.

– Ja, sagde fru Berg, og hendes stemme knækkede lidt.

– Men her, Henrik, er der dog altid ligesom en smule jul.

Tine nikkede.

– Ja, hviskede hun, her er dejligt.

Og alle tre stod de et øjeblik bevægede og så ud over de hvide marker under den høje stjernehimmel.

Det var sidste jul.

* * *

Tine lagde ansigtet ned i sin pude og begyndte at hulke. Længe græd hun og græd.

En tung vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var landhandlerens. Så var det hen imod morgenen.

Lidt efter lidt faldt Tine endelig i søvn.

### Ordliste

- **ønskevandring**: en tur, hvor man ser på ting i butikkerne og ønsker sig dem
- **ledemotiv**: noget, der kommer igen og igen i en kunstners værker
- **fata morgana**: noget, man tror, man ser langt borte, men som ikke er der
- **tællelys**: lys lavet af dyrefedt
- **borgestuen**: stue, hvor tjenestefolkene spiser
- **forhøjningen**: et lille hævet gulv ved vinduet
- **vande høns**: græde
- **strik**: lille frække dreng
- **tremmeseng**: barneseng med pinde på siderne
- **tvebakker**: tørt, ristet brød
- **mælkepunsch**: varm drik af mælk med sprit
- **båre**: seng, man bærer syge eller døde på
- **drot**: gammelt ord for konge
- **vådeskud**: skud, der går af ved et uheld
- **bisættelse**: når en død konge sættes i kapellet eller graven
- **kaleche**: åben vogn med tag, der kan slås op
- **l'hombre**: gammelt kortspil
- **whist med blind**: kortspil, hvor én af hænderne ligger åbent på bordet
- **rubber**: en runde i kortspillet whist
- **skimmel**: grå hest
- **almanak**: bog med årets dage, hvor man kan skrive ting op
- **jordemoder**: kvinde, der hjælper ved fødsler
- **fjederstol**: sæde med fjedre på en vogn
- **klink**: leg, hvor man kaster mønter mod en mur
- **græd som et sprukket kar**: græd meget
- **javer med dyrene**: kører hårdt og klodset med hestene
- **et strejfskud af den præstespire**: hun er blevet lidt forelsket i den unge præst
- **forstråd**: gammel titel for en høj embedsmand over skovene
- **levkøj**: blomst, der dufter stærkt
- **fedtegrever**: små sprøde stykker stegt fedt
- **peberne**: den del af slagtemaden, som husmandskonerne fik
- **skindød**: ser død ud, men lever endnu

## II.

Der var gæster hos den enarmede baron. De var kommet tidligt, allerede lige efter middag. Folk holdt af at være sammen i de dage ved Dannevirke. De havde spist i havestuen. Nu sad de med punchen i dagligstuen, og stuen var fuld af røg fra piberne.

L'hombre-bordene var slået op foran vinduerne. Men kun doktor Fangel og landmåleren havde sat sig ved dem. De sad og nikkede lidt, for der manglede en tredje mand til spillet. De andre tog ikke kortene. De gik bare op og ned i krogene i små grupper. De blev ved med at tale højt om Bustrup og værkerne og Mysunde og om den sidste krig.

Over alle stemmerne hørte man kapellan Graa. Han stod foran Sten fra Gammelgaard og nåede ham kun til midt på maven. Han talte om slaget ved Isted og "den kære drot". Dermed mente han den døde kong Frederik VII. Han sluttede med en lang strøm af ord. Imens var der fløjet meget spyt ud på Stens vest. Til sidst sagde han, som for at samle det hele:

– Ja, da sejrede *Danmarks hjertemagt*.

Kapellanen blev stående, borte i et stort smil af tro. Han var grundtvigianer og kvækkede som en frø.

Ovre i hjørnet ved bogskabet sad en kreds omkring postmesteren fra Augustenborg. Han fortalte om dagene ved Fredericia – *dengang* havde han været med. Det var storm på skanser og brand i værker. Det var angreb med bajonetten, mens trommerne glade hvirvlede. Når de blev bombarderet, lod de regimentets musik spille. Og når de stormede, sang de.

De havde klædt sig ud som høstfolk og fanget prøjserne i en kornmark.

Alle kom med i samtalen ved bogskabet. Man drog fra Fredericia til Isted og fra Isted til Bov. De drog fra sejr til sejr. Sten fra Gammelgaard havde også været med. Han havde kæmpet under Helgesen.

– Ja, en hed karl var han, sagde han, og han sloges som en røverkaptajn.

De blev ved med at tale om Ryes ord: "Den *skal* tages, og *nu* frem –". De talte om Schleppegrell og om de Meza, der skiftede handsker midt i kugleregnen. Hver fortalte højt om *sit*. Men ikke kammerherren, provsten og den enarmede. De stod sammen midt i stuen og talte om regeringen, der kendte sit ansvar.

Ellers var det én lang vise om lystighed og prøjsere på spyd. Krigen lød gennem stuen som en fanfare, med muntre angreb, saftige vittigheder og glade signaler. Så greb Frederik Klint sit glas. Han var en student, der var på besøg. Han kunne ikke gå med i krigen, for han manglede en finger. Den var blevet skudt af ved en skydeøvelse i en skytteforening. Nu råbte han, hed af krig og punch:

– Ja, lad dem komme, lad dem komme – vi tager imod dem.

De råbte alle med, med skinnende øjne. Og pludselig sang de "Den tapre landsoldat" med høje, larmende stemmer. Alle sang – undtagen provsten og kammerherren. Provsten begyndte at gå op og ned ad gulvet. Han var urolig, som på de store offerdage i sit sakristi. Og kammerherren stod bare med sit hvide skjortebryst skudt frem og smilede.

Gamle Fangel vågnede af sin lur ved sangen.

– Ja, i Guds navn, sagde han.

Med den sætning plejede han at gå videre med sit livs arbejde efter hver skideballe. Han begyndte at nynne med dem, der sang, højere og højere. Studenten stod oppe på en stol. Fangel lagde tryk på hvert "tyskerne", de sang, som om han slog dem ned for deres fødder med næverne.

Sofie kom ind med aviser og post. Hun havde hovedet bundet ind. De sang stadig, men de holdt alle op med et ryk.

– Endelig, endelig, sagde provsten forpustet og greb efter nyhederne.

De havde ventet på posten i timevis.

– At han dog kom til sidst, sagde baronen nervøst og søgte efter sin avis i bunken.

– En ka' vel ikke fly'e med ilpost, sagde Sofie, når vejen' er så glatt', at en knap ka' kravl', når en ikke vil gå i sivsko.

– Ja, de vil snuble, de vil snuble, råbte Klint og knyttede sine ni fingre.

De stod alle rundt om lampen, to-tre om hver avis, så ingen kunne læse.

– Lad provsten læse, sagde Sten.

– Ja, vil højærværdigheden læse? bad de alle og satte sig rundt om bordet.

Provsten åbnede bladet for den tredje. Telegrammerne kendte de allerede. Men der var et brev fra en korrespondent ved Dannevirke i "Bladet". Det kunne han læse.

– Ja, læs, læs, råbte de alle.

Højærværdigheden holdt sit grå hoved rankt. Håret stod om det som en løvemanke. Hans stemme var myndig og rund og fyldte stuen blødt. Han læste korrespondentens ord bredt og klart, som om han læste en proklamation op. De andre sad med blikket fæstet på hans ansigt, tavse og hengivne. Et par af dem sad med foldede hænder. Og han blev ved med at læse.

Sofie var blevet stående henne ved klaveret, og hun græd.

Korrespondenten skrev om vogne med "prægtigt kød" og en mængde brød og skåle fulde af gryn. Og om de "troende" soldaters mod. Så gik han over til at tale om "stillingen". Uden at vide det læste højærværdigheden nu med højere stemme. Han dvælede ved ordene og læste endnu bredere. Han var som en digter, der kærligt læser sit eget værk op:

"De ved i hvert fald, hvordan stillingen ser ud. Der er en lang vold, det gamle, kære Dannevirke. Vi har kæmpet om den i tusind år, og ingen har endnu kunnet tage den fra os. De ved også, at der langs denne vold er bygget skanser. Og at stillingen bliver støttet af oversvømmelser. Mere behøver de ikke at vide. Mere er ikke værd at fortælle. Det er en fryd at stå på disse skanser. Hver af dem er en stejl fæstning. Fra dens kanoner vil død og ødelæggelse spredes i fjendens rækker. Det er en fryd at se ud over landet derfra. Og at tænke sig, hvordan vores ild fejer hen over vejene, hvor fjenden rykker frem. Lad ham bare komme. Modtagelsen vil blive varm" ….

Sten havde lagt sin næve i hånden på forpagteren fra Vollerup. Forpagteren trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen. Og hr. Graa sad og slog med sine små, runde, knyttede hænder ud i den tomme luft.

Provsten blev ved med at læse:

"Ja, jeg har glædet mine øjne ved stillingen. Og jeg har glædet mit sind og mit øre ved soldaternes lyst og iver. Sådan arbejder de for at gøre klar til kampen. Vejene var glatte. De pløjede marker, som jeg red over, var hårdt frosne. Hesten havde tit svært ved at komme frem mellem de jordklumper, som frosten havde lavet. Men jo sværere vejen var, desto gladere var jeg. For disse vanskeligheder skal fjenden overvinde. Det bliver ikke let for ham at komme frem med sine kanoner og sine masser af tropper på disse veje. Ilden fra skanserne vil rive hans rækker op ved hvert skridt. Det bliver svært for ham at storme løs" ….

– Ja, ja, mumlede studenten gennem sammenbidte tænder.

– "Når hans soldater glider på isen eller snubler over jordklumperne, mens vores kugler gør lyst mellem dem, og hans blod farver de hvide marker røde …."

Provsten holdt inde. Men der hørtes ikke en lyd. Det var, som om de alle med deres skinnende øjne så både marker og blod.

"Mangen stærk mand," læste han igen, "vil lægge sine ben her i den fremmede jord. Mangt et ømt moderhjerte vil få det budskab, der er tungest af alle. Men det må være vores trøst, at ulykken vil ramme vores fjende hårdere. Langt flere tårer vil blive grædt i hans hjem end i vores. Gid vores tillid ikke bliver gjort til skamme. Gid modet bliver lønnet. Og gid mit næste budskab må lyde: Sejr. *Jeg* håber det, vi håber det *alle*. Men afgørelsen ligger i Guds hånd."

Provsten holdt inde og lagde avisen ned på sit knæ. Men kapellanen sagde med vidt åbne øjne:

– Ja, Gud vil våge over sit Danmark.

Nu rejste provsten sig. Bred og stor vuggede han et øjeblik sit Cæsarhoved frem over bordet.

– Ja, brød han ud og lagde myndigt sin hånd ned på dugen. De ord, vi har læst, *spejler nationens håb*. Det er vores tillid og vores håb – og han rettede sig rank, så det hvide bryst stod frem som et panser – at dagen ved Dannevirke vil vække vores gamle land. Femten år har vi ventet, til vi næsten havde ventet os i søvn. Vi har bøjet os – og provstens stemme sank, for den faldt så let i en vuggende rytme – til vi næsten blev en flok, der gik med bøjet nakke ….

– Ja, ja, råbte de, og de, som stadig sad, rejste sig op.

– En flok, der ikke havde sin egen vilje i sit eget hus. Og indrømmelsernes spøgelser gik sørgeligt gennem landene. Men så en dag skyndte folkets bedste mænd sig foran folkets tvivl. Og nu er stunden kommet, den stund, som disse mænd har *villet*. Ja –

Og præsten hævede stemmen. Det gav ligesom et pludseligt sæt i alle de mænd, der lyttede.

– Skulder ved skulder – vi har deres ord for det, som de har villet "med velberåd hu". For Danmarks hjertesag – det vidste de – den måtte kæmpes til ende. Nu kunne man ikke længere krybe som hunde ved tyskerens bord – det forstod de. Ellers ville vi miste det dyreste, vi ejer, for altid. Og *selvagtelsen* ville blive glemt i dette land ….

De råbte alle bravo og "hør" og hede ord, som ingen forstod. De så på ham med åbne munde.

– Ja, råbte han og løftede hånden halvt. Han trak selv vejret tungt. Den har de villet redde ad *den lige vej*: Danmarks selvagtelse er det, som forsvares i denne stund.

Han tav.

De råbte ikke mere. De stod lidt tavse. Så løftede Sten og forpagteren fra Vollerup pludselig armene, som om de svingede et par voldsomme vægte i hænderne. Så delte de sig igen i grupper og talte videre – om "sejren" og "Slesvig" og "retten". Over dem alle hørte man Graa sige: "Gud vil beskytte Tyra Danebods vold." Kammerherren stod tæt ved provsten, der var sunket sammen. Han skulle "sige noget", men han fandt ikke på noget. Til sidst vendte han sig mod postmesteren og sagde med en svagt snøvlende stemme:

– Min gode – det er sådanne talere, som har skabt vores land.

De blev ved med at drikke og tale. Klint slog vinduerne op. Udenfor tog vinden til. Den tætte røg i stuen gik i stykker i trækken til store, viftende flager. Det var, som om skyer lettede over deres hoveder.

I gården begyndte kuskene at rumstere med hestene til hjemturen. Men inde i stuen blev herskabet ved med at larme og råbe højt. De stod i en klynge om værten, baronen, som ville tale. Han ville tale om krigen, og han stod op på en stol.

– Krig, mine venner, er en prøvelse, men en prøvelse – skreg han – der styrker selvfølelsen. Krig er en prøvelse, men det er en prøvelse, som hærder viljen. Krigen er det, der renser folkene –

– Ja, ja, råbte forpagteren fra Vollerup.

Sten sad midt i stuen og slog hele tiden sin knyttede hånd ned mod sit store knæ. Han blev ved med at sige:

– Ja, vi skal slå dem ned – ja, vi skal slå dem ned.

Kun kammerherren og provsten hørte efter mere. De andre gik op og ned med røde ansigter. De afbrød hinanden og havde armene om halsen på hinanden. De talte i munden på hinanden om tusind ting – hæren, generalerne, tyskerne. Og pludselig skældte de ud på kongen, kong Kristian.

– For han har ikke danskerens hjerte i sit bryst.

Det var postmesteren, der skreg det først, og der blev et råb.

Men baronen blev ved. Han stod oppe på sin stol, og hans strøm af ord gik ud over de forvirrede hoveder. Han talte om krigen og om "den danske kvindes Jens", der ville have afgørelsen ad den rette vej. Imens tog trækken fat i hans tomme ærme. Det daskede svagt mod højærværdighedens ansigt.

Der blev spektakel ved vinduet, og alle strømmede derhen, så baronen holdt op. Det var Klint og kapellan Graa, der rakte punch ud til husmænd og kuske, glas efter glas. *De* skulle vel også drikke for deres brødre ved Dannevirke.

Alle stimlede sammen og fik de sidste vinduer op. Ude i gården så de husmænd og kuske stå i en kreds som skygger. Ansigterne kunne de ikke se. Men pludselig havde de derude løftet og tømt deres glas. Ni lange, dæmpede hurraer lød fast ud fra mørket gennem stormen mod dem – som en ed.

Herrerne ved vinduerne blev tavse. De var pludselig bevægede af deres egne kuskes hurraer. Provsten stod ved siden af kammerherren. Han pegede ud i mørket og sagde med dirrende stemme:

– Hr. kammerherre, det er mændene fra Isted.

Gamle doktor Fangel tørrede stille et par tårer væk fra kinden. Han sagde til sin sidemand, landmåleren:

– Det er *dem*, som skal dø, du.

De ville alle gå tilbage i stuen. Men så sprang Klint med ét op på en stol ved vinduet. Han var bleg, og håret var kastet tilbage. Han talte usammenhængende. Med sin lemlæstede hånd greb han ud i den røgfyldte luft, som om han ville gribe de syner, han så. De blev stående og hørte på ham.

– Om *førerne* er der talt – han råbte mere, end han talte – ja, dem, som har ført de ældre. Men *os*, os unge, os, der skal kæmpe nu, os har andre ført. Os har digterne givet de nye syn, og de har varslet de nye tider … Han, der har sunget Norden sammen til enhed, han, der har ført nordisk ungdom på berømte fælles rejser – *hans syn har ført os til denne dag* ….

– Ja, og sig nu ikke – han bevægede utålmodigt hånden gennem luften – at det er syner, som er bristet. De kan vel blive sandhed endnu … Men selv om det var illusioner, mine herrer – de illusioner har mættet os, og de har været vores brød …

Han vendte sig halvt mod gården. Karlene forstod intet. Men de hørte hans unge stemme og så skinnet på hans ansigt. De løftede sig på hænderne helt op til vindueskarmen og stirrede på ham med lysende øjne.

– Og nu står der en skare som vagt ved Danmarks vold. Den ser med tindrende øjne ud gennem natten mod Danmarks røvere. Så er det ham og hans, som har givet næring til deres håb og ført dem herhen. *Hans* er ansvaret og æren – leve da *han* og *hans*.

Klint kunne ikke tale mere. De sidste ord blev kvalt i hans hals. Men digterens navn var som et symbol på alt deres håb og deres tro. Det råbte de nu, ude og inde, med hurra. Det slog mod laden og ud over engen og frem over marken – igen og igen.

Karlene hørte ikke noget. De vendte sig knap for at se efter Bølling, der løb forbi dem uden hat. Han råbte allerede i gården:

– Hvor er Tine? Hvor er Tine?

Han løb op ad trappen og råbte det samme skingert:

– Tine? Tine? Hvor er Tine?

Inde i gangen faldt han ned på loftstrappen. Han kunne ikke tale. Hans hvidgrå ansigt rystede bare, og han sagde ingenting.

– Å, Herre Jesus, hva' er der på færd' i degn'gården, hva' er der på færd' i degn'gården? råbte Sofie.

Hun begyndte at løbe forvirret rundt om sig selv med "tørklædet" i hånden. Hun havde taget det af i forskrækkelsen.

– Far, far – Tine kom løbende med et lys og bøjede sig ned over ham. Far, råbte hun angst, far – er det noget med mor?

Men Bølling svarede ikke. Så tog han pludselig hendes hoved og førte det ned til sin mund og hviskede. Og Tine faldt tilbage mod væggen, hun var også blevet hvid. Hun løftede sine hænder, og de sank igen.

Bølling kunne stadig ikke tale eller rejse sig. Han pegede bare på døren – døren til dagligstuen.

Tine gik ned og fik døren åbnet. Hun lod den stå og faldt om på stolen ved bogskabet. Benene kunne ikke bære hende mere.

Provsten og Klint stod midt i hele kredsen.

– Er det vognene? spurgte provsten hen mod hende.

Og Tine svarede. Hun vidste ikke hvordan, for ordene havde ingen lyd:

– De siger, de siger, at de – er gået fra Dannevirke.

– Hvad siger De? Hvad siger De? råbte provsten.

Tine så kun ham. Hans ansigt var over hende, hvidt som et lagen. Alt andet forsvandt. Men hun kunne ikke svare mere. Hun pegede bare ud på sin far. Han sad helt lammet på trappen ved det forladte lys.

– Hvad siger De, mand? råbte provsten og tog fat i Bøllings skuldre. Er De gal? Er De gal?

Han rystede selv, så han knap kunne stå.

– Hvad siger De, mand – så forklar!

Men degnen hørte ikke. Han kunne kun én sætning. Den sagde han to gange med tung tunge, som en mand, der har fået et slagtilfælde, eller som en idiot.

– De er gået, de er gået, lallede han.

Han prøvede at løfte hånden med et papir, han holdt. Det var et telegram. Provsten tog det og læste det, og så tabte han det. Han blev stående rank på trappen med stive hænder. Han stod højere end alle de andre, som var stimlet ud.

Så gik provsten ned og ind i stuen. Sten støttede ham. Nu vidste de det alle, men ingen talte. I måske et halvt minut talte ingen. Så løb forpagteren fra Vollerup hen til væggen. Han rystede som et blad. Han slog sine knyttede næver ind mod væggen og hulkede som en gal.

Og pludselig hørte man dem alle hulke, blege, magtesløse og bitre. Postmesteren fra Augustenborg løb frem og tilbage.

– Men det er umuligt – det er umuligt – hæren – hæren, sagde han ivrigt.

Han gentog hele tiden dette ene ord: hæren. Og han viste det med sine krumme fingre.

Udenfor hørte man pigerne græde, og man hørte karlene gå stille tilbage til deres vogne.

Sten sad over for kapellanen. Han slog begge sine hænder ned på hans skuldre og så fortvivlet den lille gudsmand ind i ansigtet.

– Skammen, mand, skammen, sagde han.

Og hans hoved faldt ned mod bordet, som om han ikke kunne bære det mere. Men så gik der ligesom et pludseligt stød gennem provsten, og han rejste sig midt iblandt dem.

– I nat har man *forrådt* Danmark, sagde han, rank igen, midt i sin flok.

Dette ord var som et sted, hvor de kunne flygte hen med al deres fortvivlelse og skam. Det gav luft for al deres rådløse fortvivlelse. De råbte det alle i en strøm af ord. De diskuterede vildt med røde ansigter. Ordet var: forræderi. Og pludselig sprang Klint frem fra sin krog. Han var ude af sig selv. Med et hvin kastede han sit punchglas. Hans lemlæstede hånd sendte det af sted som en kugle. Det susede tæt forbi højærværdighedens hoved, lige mod kong Kristians billede, som gik i stykker.

Der blev tavst et sekund. Glasset klirrede, og billedet gled ned fra sit søm. Dannebrogsflagene over den døde konges billede løsnede sig ved stødet. De faldt ned i sofaen sammen med evighedsblomsterne. Men de begyndte straks at råbe igen. De anklagede alle: generalerne, Scheel-Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden forskel. Provsten var ligesom kommet til ro. Han støttede sig til bordet og gjorde en stor bevægelse:

– Men folket vil drage dem til ansvar. Folket vil få sin dag.

Ingen havde hørt døren gå. Men nu ved stemmen vendte de sig alle. De blev stående forvirrede, som folk, der pludselig bliver vækket.

– Å, her er selskab!

Det var bispen, spinkel og lille, med sit gullige ansigt og sit hvide skæg. Et øjeblik så han hen over borde og glas og de væltede stole.

– Stort selskab, sagde han.

Han så ligesom tværs igennem sin provst. Provsten stod stadig ved bordet, som en statsmand på et billede.

De andre stod alle forlegne midt på slagmarken. Kapellanen ville stille gå om bag bordet for at nå majestætens billede. Men han *lod* det ligge: Bispen havde set det.

– Og De også, hr. kammerherre, sagde bispen bare og vendte sig.

Kammerherren drejede sig underligt rundt på sine flotte ben. Det var dem, han skyldte sin stilling. "Louise vil se de ben i stramme bukser," havde den døde konge sagt til ham, da han blev udnævnt. Det muntre kongeord blev tit gentaget i hele området. Biskop Dahl så et øjeblik ned på de urolige ben.

Så sagde han i en helt anden tone, mildt og meget alvorligt:

– Ja, mine herrer, nu vil der blive meget at gøre og meget at gå igennem for os alle.

Han tav igen.

Det var i øvrigt kun baronen, han var kommet for at tale med, sagde han så. Snart kunne man jo vente "tropperne". Hans stemme skælvede pludselig ved ordet tropperne.

– Men følg dog først Deres gæster ud, sagde han.

De kom ud, og i gangen kæmpede de med pelsene. Døren klaprede i stormen. I gården var der intet lys, for lygterne var blæst ud. De gled på jorden, der var glat som et spejl, mens de vaklede rundt mellem vognene. Rundt omkring hørte man kuskene råbe. Sten stod og græd igen, lænet op ad sine brune heste.

De første var kommet op i vognene, og de begyndte at køre, skridt for skridt, med de snublende dyr. De andre fulgte efter, op mod stormen, ned ad alléen gennem mørket, besværligt og langsomt.

Tine sad med sin far i køkkenet ved siden af skorstenen. *Der* havde hun ført ham ind.

– Nå, lille far, nå, lille far, havde hun sagt.

Hun havde klappet ham og klappet ham igen. Gamle Bølling var som uden liv. Til sidst brast han i gråd, lænet op ad skorstenen. Så havde de siddet der tavse sammen længe.

Nu tog Tine hænderne væk, som hun havde støttet sit hoved med. Det var, som om den nye stilhed vækkede hende. Hun sagde:

– Så kommer skovrideren hjem.

Og hun blev siddende ved siden af sin far og stirrede frem for sig med store øjne.

Fangel var den sidste, der fik pelsen på. Det var svært at komme i ærmerne. Da han kom ud på trappen til gården, snublede han over noget på trinene. Det var kapellanen. Han sad sammensunket i sin pels midt på trappen.

– Men menneske dog, sagde doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske – vil De stå op!

Og han ruskede i ham.

Men det var, som om den lille kapellan ikke mærkede det. Han havde et ansigt som en dværg, og det så ud, som om han havde været vågen hele natten. Han løftede det helt op til Fangels og sagde kun:

– Men – hvad vil da Gud med sit Danmark?

Og gamle Fangel mærkede selv sine øjne svie, da han havde hjulpet kapellanen og kom op i sin vogn.

Bispen var stadig alene. Længe stod han og så ud over den ødelagte stue. Gardinerne gik løs i vinden. Overalt stod de forladte glas og bollen og piberne. Det lignede resterne efter en vild drikkefest for helt unge studenter. "Bladet" var faldet på gulvet og lå og klappede op og ned i trækken. Biskoppen tog det op og læste lidt i det. Den gamle "reaktionæres" ansigt vred sig af hån eller smerte. Han blev ved med at folde avisen sammen og sammen, til den lignede en lang pisk. Så lod han den falde ned igen mellem de tomme glas.

Så vågnede han af sine tanker og gik hen ved siden af sofaen. Med respekt tog han kongens billede op. Lampens lys faldt på hans ansigt. Forsigtigt løsnede han de splintrede glasstykker, ét efter ét. Så hængte han kongebilledet op igen.

De små flag satte han op over det.

Så løftede han blikket og så på kong Frederiks billede.

Længe betragtede biskoppen den salige majestæt – med et underligt smil uden respekt.

Vinduerne slog i stormen. Langt borte på vejen hørte man vognenes tunge og langsomme rullen. Det lød som et stort ligtog, der drog bort.

### Ordliste

- **drot**: gammelt ord for konge
- **grundtvigianer**: en, der følger præsten og digteren Grundtvigs tanker
- **sakristi**: lille rum i kirken, hvor præsten gør sig klar
- **korrespondent**: journalist, der skriver til en avis fra et andet sted
- **højærværdighed**: fin titel for en provst eller biskop
- **selvagtelse**: respekt for sig selv
- **Tyra Danebods vold**: Dannevirke; dronning Thyra byggede den efter sagnet
- **den danske kvindes Jens**: den almindelige danske mand
- **lallede**: talte utydeligt som et lille barn
- **reaktionær**: en, der vil have det gamle tilbage og er imod nye ideer

## III.

Det var efter middag. På skovridergården lå eller sad der tavse soldater med deres piber i alle porte og døre til lader og stalde. Lars Forkarl skulle ud på marken igen. Han tog roligt hestene frem, fik seletøjet på dem og kom af sted. Imens fulgte alle folkene ham langsomt med øjnene, hvor han gik. Til sidst var han ude, og gården var tom igen. Ovre i laden havde de talt et par ord om dyrene.

Sofie kom frem i døren til bryggerset med en spand. Hun skulle hen til brønden. Hun gik næsten altid uden "tørklædet" nu. Bag ørene, uden for hårnettet, havde hun prøvet at lave et par krøller som prinsesse Alexandras.

– Ka' en måske komm' frem? spurgte hun soldaterne på trappen.

Hun havde fået en særlig, sukret og kokette måde at tale på. Det var, som om hun altid talte med trutmund. Og folkene fulgte "skørtet" over gården med øjnene fra deres pladser.

Også ved brønden hang der et par soldater. De begyndte at hjælpe hende med spanden.

– For mandfolk er der allevegn', sagde Sofie til Tine hver time på dagen og smilede sødt. En går ligefrem og falder over mandfolk.

Hun fik spanden fyldt og gik tilbage over gården. Soldaterne stirrede tavse på hendes ryg, til hun var inde igen.

– Nå – en gang brænder det vel løs, sagde en kaptajn inde i dagligstuen.

Han sad i sofaen og strakte utålmodigt de lange ben ud på gulvet. De talte vel for tusinde gang om "*dem*" derovre, og om at de ikke lavede noget.

– Ja, det gør det vel, svarede hans sidemand roligt.

Han rejste sig og gik med i kredsen af tre-fire andre officerer. Midt i stuen gik de rundt og rundt på gulvet. De gik og svajede, som på dækket af et skib, der gynger.

Ellers hørte man kun kortene falde i den evige whist. Den var begyndt efter middag ovre ved vinduerne. Og man hørte Tines stemme, når hun kom med kaffen.

– Tak, hr. løjtnant, sagde hun, tak.

Der var altid et par løjtnantsben at komme forbi i dørene, når man skulle ud eller ind.

Ude i gården lød en høj latter, og officererne kom hen til vinduerne. Det var Wrangel, der havde tabt sit gevær. "Wrangel" var en slags fugleskræmsel, som folkene havde lavet oppe på tagryggen. Det var lavet af nogle stave med en hat og et gammelt tæppe. En kost havde været geværet. Nu havde blæsten revet den løs og slået den ned.

Soldaterne derude lo af fuld hals, og det gjorde officererne også. Så gik de tilbage til deres pladser. Whisten var også blevet afbrudt, men nu begyndte den igen.

Tine var nået med kaffen til havestuen. Dér sad to kaptajner på deres senge. De stirrede dovent på deres udstrakte ben eller på slet ingenting. Ude i haven travede to officerer rundt om plænen med hænderne i lommen. De skiftede retning hele tiden for ikke at blive svimle – rundt og rundt om plænen. Nu havde de gået *der* i en time.

Tine fik de to kaptajner til at vågne op. Officererne havde altid et ord til hende, og hun havde et svar til dem. Der var jo hele tiden et par med epauletter, som kom hen og snakkede med hende. Hvad hun end lavede, ude eller inde – de stod ved siden af.

– Man er også i ilden, min pige, sagde Tinka i kroen til Tine og slog sig for brystet.

Der var et helt dusin løjtnantsøjne, der altid ligesom hang ved dem.

– Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og trak på skuldrene.

Hun lod dem helt gavmildt kysse sig bag dørene.

– Ja, i dag skal det *være*, jomfru Bølling, sagde den ene kaptajn og rejste sig fra sengen.

– Ja – klokken seks, ikke? sagde Tine. Hun stod der og smilede pludselig.

Kaptajnen nikkede og strakte sig lidt.

– Og det er godt, sagde han. Det er altid en forandring, forklarede han med lavere stemme.

Han stod et øjeblik og så frem i stuen. Det var, som om han så de evige skanser for sig. Uge efter uge var de draget derud og kommet hjem igen. I storm og regn og under himlens kulde. Om dagen holdt de udkig, og om natten lyttede de. De ventede bare og fyrede knap et skud.

– Men det kommer vel en gang, sagde han og satte koppen lidt hårdt fra sig.

– I dag er det nok løjtnant Bergs tur til at komme i kantonnement, sagde den anden kaptajn.

– Ja, sagde Tine og fór lidt sammen. I dag kommer skovrideren hjem – klokken seks.

Hun nikkede to gange og så ud i luften.

Tine vendte sig og gik med bakken. Ude i gangen lå der kapper og kufferter og bagage overalt. Dér ventede et par af officererne, mens de sad på en kasse. De plejede at fange Tine *dér* til en lille snak, når hun gik ud og ind. Men i dag løb hun forbi dem.

– Jeg skal hjem, sagde hun bare og lo, mens hun vred sig ud af en arm.

Hun fik så let sådan en løjtnantsarm halvt om sig, hvor hun stod.

Lidt efter kom hun over gården med et tørklæde om sig, som blæsten tog i. Da hun nåede enden af alléen, sprang løjtnant Appel over havegærdet og ud til hende.

– Må jeg følge med Dem? spurgte han med en høj stemme, næsten som et barns.

Og han begyndte at gå ved siden af hende.

Appel var den alleryngste. Han var lige kommet til hæren, så han havde ikke været med ved Dannevirke og aldrig i ilden. Blandt officererne talte han aldrig. Han sad bare genert eller drømmende hen. Nogle gange smilede han med et par store øjne, som om han pludselig så et syn. Eller han rejste sig med ét og uden grund og gik ud af stuen. Så gik han ned til dammen, hvor der var ensomt – rundt om dammen.

*Dér* mødte han Tine en dag, da hun kom hjemmefra over gærdet. Med hende begyndte han at tale – halvt bange eller tøvende. Han talte om *det*, som han altid og hele tiden talte om: om Viborg derhjemme.

– Om vejen langs "søen" – det er sådan en dejlig sø, sagde han.

Han smilede, som om han pludselig så den for sig, fuld af sol.

– Dér gik "de unge piger" om eftermiddagen og om søndagen efter kirke, to og to – "for de går sådan i Viborg," sagde han ….

Så tav han lidt og blev ved med at smile.

– Å – de unge piger er så kønne i Viborg, sluttede han langsomt og tav igen.

Efter den dag fulgte han hele tiden Tine. Mest kom han, når det blev mørkt. Hun sad i skovriderens stue – *dér* var der dog *lidt* fred. Hun havde prøvet at skrive til fru Berg. Så kom Appel og satte sig og talte. Tine blev siddende med hænderne i skødet. Stille tænkte hun stadig på brevet. Havde hun nu fået skrevet alt? Om skovrideren og om alting ….

Appel sad og fortalte.

– Det var i julen. De havde været til bal. Om natten var det stjerneklart, og så var de gået hjem gennem gaderne – herrer og damer – allesammen i én flok. For sådan er de i Viborg. De gik hjem til Appels forældre for at drikke vin, allesammen … Og de var sammen til morgenen ….

– Ja, ja, sagde Tine, når Appel tav. *Hun* og De skal nok passe godt sammen, løjtnant.

Hun lo lidt. Så rejste han sig pludselig og begyndte at gå frem og tilbage, længere henne i mørket. Med ét blev han igen grebet af den tanke, han ikke turde tale om – ikke til nogen. Den pinte ham hele tiden. Det var tanken om "ilden", om "når det kom", og hvordan det ville blive, når det kom.

– Hvornår mon det dog bryder løs? sagde han og blev ved med at gå.

Han satte sig igen, men længere fra hende, og han sagde igen:

– For det må dog bryde løs!

Og de tav begge i skumringen.

… I dag gik de tavse hen ad vejen. Tine gik så rask, at hun næsten løb.

– Så skal vi ud, sagde Appel pludselig, som med et ryk.

– Ja, svarede Tine bare. De skal jo det.

– Og de siger, at "de" kan ventes, sagde Appel. Han gik langsomt og så ned mod jorden.

Tine hørte vist ikke rigtigt efter. Der var altid så mange ting, der skulle huskes lige i de sidste timer, før skovrideren kom. Og afdelingerne drog jo altid ud og kom hjem igen. Og man havde sagt så længe, at nu kunne "de" ventes.

– Hvor skal De ud? spurgte hun kun.

– I nr. 2, sagde han hurtigt, og han blev pludselig meget rød i ansigtet.

Han tav, og de gik et stykke tid. Så sagde han to gange, mens han så ud i luften:

– Så er man der på én gang – så er man der på én gang.

Tine løb op ad trappen til skolen, og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden. Han ville ikke være sammen med nogen – han måtte være alene. Han var ikke sikker på sig selv. Han blev ved med at gå frem og tilbage på det samme lille stykke vej mellem to små huse. Frem og tilbage, som om han skulle måle det skridt for skridt. Han tænkte kun én tanke: Nu er det der, nu kommer det – ilden, ilden. Han klamrede sig til det ene ord.

Tine gik ind i stuen. Dér sad officererne ligesom på skovridergården. Døren ind til stadsstuen stod åben. Derinde lå et par kaptajner på sengene med deres uniformer knappet op.

Madam Bølling stod ude i køkkenet og vaskede op. Hun så så inderlig træt ud, med mange små rynker om øjnene. Hun kæmpede en endeløs kamp mod "alt det snavs" i sit hus. Det kom jo ind i alle kroge. På gulvene kom det fra støvler, på væggene fra kapper og på bordene fra piber.

– Man har ikke et sted for sig selv, sagde hun, man har ikke et sted for sig selv … Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage.

Hun havde sat sig, men hun rejste sig igen. Hun kom i tanker om det, hun "havde" til skovrideren.

– I dag kommer han jo hjem, sagde hun, i dag kommer han jo hjem ….

Det var *det*, Tine var kommet efter. Madam Bølling plejede at lave lidt ekstra de dage, skovrideren kom hjem. Nede på skovridergården fik man jo aldrig tid, så mange soldater boede der.

Moderen hentede en skål.

– Det er så lidt, sagde hun. Men hvordan skal man få det lavet, min pige, hvordan skal man få det lavet?

– Og Bølling, og Bølling – ja, gå ind til ham, min pige, gå ind til ham.

Madammen sagde nu *alting* to gange. Det var en slags træthed i hjernen.

Gamle Bølling sad henne ved vinduet i soveværelset. Det var det eneste rum, de havde for sig selv. Han var slet ikke kommet sig over den nat den sjette. Det var, som om han slæbte tungt på det højre ben. Og øjenlåget ville ikke rigtigt op på det højre øje.

Tine satte sig med skovriderens skål i skødet.

– Nå, hvordan går det dernede? sagde han. Også hans stemme var blevet lidt besværlig.

Tine fortalte om alting med en munter stemme. Imens lagde hun tæppet bedre om hans ben.

– Du må ikke fryse, far, sagde hun. Du må holde det om dig.

Og hun fortalte.

Ude i stuerne begyndte de at bryde op, og der blev larm i hele huset, oppe og nede.

– De skal jo rykke ud, far, sagde Tine og så ham ind i øjnene.

Men Bølling hørte ikke efter mere. Han sagde kun med sin tunge tunge:

– Ja – hvordan skal det ende, hvordan skal det ende?

Og han stirrede på Tine med et par tomme øjne.

Tine stod og glattede hans hår og smilede.

– Nå, far, det kan jo blive godt endnu – man må jo håbe.

Tine gik ud på trappen. Foran kroen var der stuvende fuldt af soldater. I sidste øjeblik handlede de om tobak og fik deres feltflasker fyldt.

Rundt bag hegnene kom de i delinger fra alle gårde. Signalerne lød højt og kaldende ud over markerne.

Nede foran smedens lille lod stod en klynge menige soldater. Blæsten fik den stærke, grønne rug på loddet til at bølge. Og karlene talte om, hvor god den var.

– Det er jo fin jord, sagde en roligt.

– Ja-a, svarede en anden langt.

– Men så god som på Lolland er den li'godt ikke, sagde en tredje.

– N-ej, så god som på Lolland er den ikke, gentog de andre langsomt.

Og de stod alle lidt tavse og så ud over det grønne korn. De støttede sig til deres geværer.

– Farvel, mor, råbte Tine ind fra trappen. Hun skulle af sted igen.

– Farvel, og hils ham, svarede madam Bølling og løb ud i døren.

Tine gik ned over pladsen. Hun hilste og nikkede farvel – hun kendte jo halvdelen af alle ansigterne. Langs vejen kom kompagni efter kompagni forbi hende. Ind gennem skovridergårdens have lød geværernes raslen og trinene fra dem, der marcherede, og officerernes råb.

Skovridergården var allerede tom. Tine gik rundt og slog vinduerne op i de røgfyldte stuer. Der skulle også lagner på skovriderens seng. Udefra hørte hun kommandoråb og en afdeling, der begyndte at synge.

Så kom Appel løbende ind gennem haven i sin kappe. Han kom ind, hurtigt og bleg, og løb hen, hvor hun stod.

– Ja, de kan ventes, sagde han.

Han kunne næsten ikke tale. Han tog hende om håndleddet, så det gjorde ondt.

– Adjudanten har sagt det – de kan ventes.

Han stod kun et øjeblik og stirrede forvirret på hende med hendes hånd klemt fast i sin. Så løb han igen ud gennem gården med flagrende kappe. Han havde bare *været nødt til at se ét menneske og sige det*, før han skulle derud.

Uden at tænke fulgte Tine efter ham ud på trappen og over gården. Men så vendte hun om og gik gennem leddet. Fra markbakken kunne man se regimenterne, når de kom hjem.

Solen var ved at gå ned, og luften var kold og klar. Så langt øjet kunne se over det vide land, så hun kolonnerne. Det var en sort og levende myldren på bakker og veje og bag hegn. Nogle drog ud, og nogle kom hjem. Hele luften var fuld af kommandoråb og signaler. Bataljonernes trin forsvandt bag højderne som en dyb buldren.

Dér var Appel – midt på vejen svingede han sin sabel.

Fremme over bakkerne lyste bajonetterne igen som lyn. Langt borte hørte hun sangen fra dem, der kom hjem. Så sang også de, der drog ud – i kortere stød.

Tine vidste ikke, at hun selv sang højt med oppe fra toppen af sin bakke. Hele luften var fyldt af soldaternes trin i takt, af våbnenes klirren og af sang, mens solen gik ned.

Så så hun skovriderens folk – *dér* – på den næste bakke. Jo, jo, det var *dem*. Hvor de sang!

Og Tine løb ned og hjem.

* * *

Officererne sad til bords om de dampende fade. Lyden af tallerkener og latter og snak lød gennem huset, når Sofie gik ud og ind. I borgestuen spiste underofficererne aftensmad, og Maren serverede for dem. Ude i gården løb glade soldater frem og tilbage og talte højt.

Berg sad med benene spredt på huggeblokken ved skorstenen hos Tine. Hun stod og stegte spejlæg. Det var næsten blevet hans bedste plads, når han kom hjem. Her ved skorstenen var der dejligt varmt, og her gik Tine og lavede mad med røde kinder. Der var jo så mange ting at spørge om og få at vide. Og her var der da nogenlunde fred.

– Tine da! råbte Berg og trak hende væk med armen.

Det så ud, som om flammen fra brændet ville slå ud og tage fat i hendes kjole.

Men Tine lo og blev ved med at fortælle.

I borgestuen begyndte sergenterne at synge. En voldsom os af stegt flæsk med æbler kom ud i gangen, når Maren gik gennem døren.

– En kan ikke fylde dem, sagde Sofie. Hun kom fra officererne igen med tomme fade.

– *Der, der*, sagde Tine og gav hende de nye æg på et fad.

Berg læste et brev fra fruen op ved tællelyset. Nederst havde Herluf skrevet "Hils Tine" med store bogstaver mellem to streger. Nogen havde holdt pennen for ham.

De talte om fru Berg – længe og med halvdæmpede stemmer. De talte jo næsten altid om hende.

– Men hun trives ikke derovre, sagde Berg.

– Nej, hun får ikke sol nok, sagde Tine.

– Det er sagen, nikkede Berg og stirrede ind i ilden. Marie skal have så meget sol.

Inde i dagligstuen var officererne færdige med at spise. Der blev spillet på klaver, og ved kakkelovnen slog de takten til på brændestykker. Ude fra borgestuen hørte man sergenternes viser. Hele huset var fuldt af madlugt og munter larm. Ude i gården lyttede et par soldater. De røg roligt en pibe ved leddet, før de skulle lægge sig i laden.

Berg blev siddende på sin blok – baronen var jo vært. *Dér* tog han fat på madam Bøllings frikassé.

– Den mad gør underværker, sagde Sofie og gik gennem køkkenet ud i borgestuen.

Dér havde hun sit hovedkvarter. Hun begyndte hver samtale med sergenterne med at forklare:

– Ja, jeg er nu fra Horsens.

Og så stod hun og trippede foran soldaterne med hænderne under forklædet. Hun lignede visse høns, før de skal parre sig.

– Tak for mad, Tine, sagde skovrideren og tog Tines hånd.

Han var færdig med madammens høne.

– Det er jo mor, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme.

Berg lænede hovedet tilbage og så efter Tine. Hun havde sat vand over ilden til toddy nu og stillede glas frem.

– Ja, I er så gode, begge to, sagde han blødt og langsomt.

Og han kunne knap få sig selv til at rejse sig fra sin gode krog dér ved ilden.

Inde i dagligstuen sad officererne rundt omkring i store skyer af røg fra deres piber. De var så mætte og så inderlig varme. De talte ikke så meget mere. De sad bare og nød stuen og ilden og deres gode plads. Tine gik rundt imellem dem i sit hvide forklæde, sund og stærk, og bød toddyvand rundt. Officererne bøjede sig frem og hviskede til hende, når hun gik forbi. Og løjtnant Løvenhjelm blev utrætteligt ved med at hamre "El Ole" på klaveret.

Henne ved kakkelovnen talte to kaptajner med en korrespondent fra København. Det var en jødisk udseende person. I nat skulle han tage Bergs gode seng, så han kunne få lejlighed til "at se et kvarter på landet". De talte om kampen i går. Det var det attende regiment, og det havde klaret sig godt. Men kaptajnerne vidste ikke, om man kendte rapporten nærmere.

– Tre døde, hr. kaptajn, sagde Løvenhjelm og holdt et øjeblik op med at spille.

Den gamle major talte stærkt holstensk. Han sad i sofaen og klagede til Berg. Hans to døtre ville nu også herover – til ambulancen.

– Ok hvat *skal* Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer hier? blev majoren bekymret ved.

Da hørte de pludselig gennem hele stuen Tines høje, glade stemme nede ved klaveret. Hun sagde til Løvenhjelm:

– Nej tak, hr. løjtnant!

Så lo de alle højt, også Tine. Majoren glemte sine døtre. Han lagde hånden over på knæet af Berg, der sad ved siden af ham.

– Niedelich, niedelich, sagde han.

Han fulgte Tine i det skinnende forklæde med øjnene – ligesom Berg, der ikke tog øjnene fra hende.

Majoren brød op, og de andre fulgte efter. Der blev løbet på trappen, og der blev larm oppe i gæsteværelserne. I hele huset blev støvler slået hårdt af. Løjtnanterne i havestuen klaskede de flade hænder mod væggene som signaler, glade som drenge, der har ferie. Det var, som om alle livsånder først slap løs nu. De kom af tøjet igen og i de gode senge. Dér lå de i rene skjorter mellem lagner af lærred. Der var glad larm i alle stuer, og de krøb i seng i hver en krog.

– Hva', det gør godt i kroppen, skreg de fra havestuen og slog i væggen.

Oppefra bankede de med sablerne i gulvet for at få ro.

Tine regerede ude i fadeburet. Det var blevet hendes kammer. Hun tog madrassen op af sin seng. Den kunne skovrideren da i det mindste få at ligge på på sin sofa.

Hun begyndte at rede op på skabssofaen under kongerne. I stuen sad kun den enarmede baron sammen med korrespondenten. Baronen fortalte ham om sine englændere. Den enarmedes englændere var to højtidelige gentlemen i pelse. De var på Als for at "se på krigen". Baronen fór rundt med dem dag og nat, på øen og i skanserne. Han løb med tungen ud af halsen, ivrig som en, der viser folk rundt.

– Ja – kære ven, sagde han, er det ikke rørende … De siger: *vores* tropper – de taler om: *vores* sårede, som om det var deres egne, kære ven, deres egne *landsmænd* – ja – det er rørende …

Baronen tav et øjeblik, og korrespondenten sagde:

– Ja, de herrer føler for vores sag.

– Og De kan roligt nævne dem i Deres avis, sagde baronen. De kan roligt nævne dem, min herre, de vil ikke have noget imod det.

Det lød, som om de pelsklædte herrer gav en kongelig tilladelse til at blive nævnt i en avis.

Korrespondenten skrev deres navne ned, før han lagde sig i skovriderens seng.

Tine var færdig med skovriderens seng. Rundt omkring var det blevet stille i huset. Kun inde i havestuen sad de stadig op i sengene og snakkede og røg. En løjtnant hørte lidt larm i dagligstuen. Han åbnede døren fra fodenden af sin seng og råbte ind i dagligstuen:

– Hvem *der*?

– *Mig*, råbte Tine højt og løb leende sin vej.

Hun var så vant til livet med soldater i huset nu.

I døren til gangen kom skovrideren hen mod hende. Han var altid så bange for ild og lys med de mange mennesker. Han kom fra en tur rundt om sine lader.

De stod et øjeblik sammen på trappen. Natten var mørk, så de kun så gårdens bygninger som skygger. Alting var stille. Kun et dyr skrabede i sin bås. Så lød der ligesom en pusling henne ved bryggersets dør.

– Hvad er det? spurgte Berg. Han fór lidt sammen.

– Å, det er vel døren til borgestuen, svarede Tine.

Og hun blev med ét forvirret – et øjeblik. Der var altid ligesom en pusling ud og ind, når det blev aften, henne i bryggerset. Dér havde Maren sin seng.

De stod et øjeblik endnu tavse i det dybe mørke.

– Godnat, sagde Berg så og rakte hånden frem efter hendes.

– Godnat.

Tine gik ind. Hun sad stadig på sin seng, da det bankede sagte på hendes dør.

– Tine – det var skovriderens stemme – nu har De taget Deres madras igen og lagt den ind til mig …

Tine fór op.

– Nej, sagde hun, det har jeg ikke!

– Jo, lød stemmen blødt, og det er alt for meget – alt for meget … Tak.

Hun hørte hans trin forsvinde. Hun sad igen på sengekanten og havde fået tårer i øjnene. Så klædte hun sig af og gik i seng, langsomt og stille.

Det var så godt og trygt, når skovrideren var hjemme. Andre aftener, når han var ude, kunne hun tit blive bange. Hun blev så dumt bange mellem alle de mange mennesker, som sov og trak vejret her oppe og nede. Det var, som om huset selv blev levende, syntes hun, det døde hus.

Og skovrideren var "derude", og man vidste ingenting.

Men nu var det trygt. I aften var her stille og trygt …

Tine lå og smilede. Hun tænkte på brevet og på Herlufs "hils". Og hun tænkte på skovrideren, som han havde siddet *dér* ved skorstenen.

Ja, at det var blevet sådan: Nu var hun slet ikke mere bange for skovrideren.

… Der listede en på sokker gennem gangen ved borgestuen. Det var Maren.

Så blev der helt stille i huset.

* * *

Tine fór ud af sengen, ud på gulvet, ud i køkkenet på bare ben, som hun var.

Hun havde hørt det første horn i søvne og var faret op.

Jo – det var – det var alarm ….

Alle kom op, oppe og nede. De løb allerede over gården i stormen. Tine fandt intet lys. Hun fik tøjet på og råbte ud i gangen:

– Sofie, Sofie.

Der lød skridt inde og ude. Der var stemmer allevegne. Tine råbte igen:

– Sofie, Sofie.

Hun gik tilbage. Hun fik tændt et lys, men trækken slukkede det.

I gangen løb officerer forbi i mørket. Oppasserne fór gennem stuerne med flagrende lys. Midt på gulvet stod Løvenhjelm. Bleg og rådløs knappede han uniformen og knappede den op igen.

– Tine, Tine, råbte Berg, der kom fra køkkenet. Sæt lys i vinduerne. Rask, rask!

– Ja, ja, svarede Tine, ja ….

Berg var standset et øjeblik.

– *Bliver det til noget?* spurgte hun ham sagte.

– *Måske!*

Og han gik.

Signalerne lød allevegne bag bygningerne. Nu blev hestene ført ud i gården.

Tine tændte lys efter lys. Officerer og soldater løb blege forbi skæret i gården. Ovenpå hørte man stadig stemmer gennem de klaprende døre. I gården lød majorens kommando, men blæsten tog den.

Og baronen skreg efter en vogn.

Korrespondenten løb forvirret frem og tilbage. Han klædte sig på midt i stuen, trippede op og ned og gned hænderne.

– Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt, sagde han.

– Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra lysene.

– Ja, alle venter, at det skal gå løs, blev avismanden ved.

Han kunne ikke komme i vesten, fordi han trippede.

– Tine, farvel, sagde Berg pludselig bag hendes ryg.

Han tog hendes hånd et øjeblik, så fast.

Tine så kun på ham. Så fulgte hun ham, til han var ude.

Huset var tomt. Man hørte kun deres trin, der hurtigt drog bort ad alléen ….

Sofie kom ind med et lys, i nattrøje.

Hun sagde:

– At de skal lad' deres liv – at de skal lad' deres liv.

Og hun gik rundt og græd fra gangen til stuen.

Tine hørte hende ikke. Hun løb ud i gården og ind i haven. Hun havde aldrig været så bange. I mørket løb hun ind i et træ og ind i en busk. Men hun blev ved med at løbe – op på højen.

Hun så kun kolonnen som en stor skygge, der drog forbi på vejen.

Hun stod længe. Hun ville se *ét* ansigt, men hun så intet. Tavs gik den lange, ukendte skygge forbi – forbi og forbi, ud i mørket, hvor trinene døde.

Så gik Tine ned og ind. Lysene brændte stadig bag ruderne. Det trak ind gennem alle døre. Foran de forladte senge, som ingen havde redt, stod et par flakkende lys.

Ude i køkkenet havde Sofie sat sig på blokken, hvor hun sad og nikkede. Og i borgestuen lå Maren på slagbænken ved siden af sit lys. Hun var hævet i ansigtet og sov, så lang hun var.

Tine havde ingen ro og kunne ikke sove. Hun slukkede lysene i vinduerne. Hun ville prøve at skrive videre på brevet til fru Berg, som hun havde liggende.

Men hun skrev ikke. Hun læste bare det, hun havde skrevet, bøjet under lampen. Ja – det handlede alt sammen om skovrideren, hver sætning – *alt*.

Og pludselig lod hun brevet ligge. Hun slap det og gik ind i havestuen i mørket. Dér lagde hun hovedet ned mod det kolde marmorbord og græd …

Dagen kom med sit første lys. Grå listede morgenen sig frem over de uredte senge og det ødelagte og forladte hus.

Dørene stod stadig åbne og klaprede oppe og nede.

Men Tine rejste sig ikke. Hun sad stille i den grå dag.

Udefra hørte hun igen hornenes signaler. Stormen rev dem i stykker, så de lød som fugles skrig.

Så smilede hun pludselig. Hun tænkte på hans "farvel".

* * *

Den dag op på formiddagen begyndte kanonaden fra Broager.

### Ordliste

- **kantonnement**: kvarter bag fronten, hvor soldater hviler
- **skanse**: lille fæstning af jord, hvor soldater forsvarer sig
- **epauletter**: pynt på skuldrene af en officers uniform
- **adjudant**: officer, der hjælper en højere officer og bringer hans ordrer
- **oppasser**: soldat, der er tjener for en officer
- **ambulance**: hospital ved fronten
- **Ok hvat skal Fruentimmer hier?**: "Og hvad skal kvinder her?" sagt på en blanding af tysk og dansk
- **niedelich**: tysk: sød, nuttet
- **paulun**: seng med forhæng omkring
- **slagbænk**: bænk, man kan slå ud til en seng
- **kanonade**: når kanoner skyder mange gange i lang tid

## IV.

Roen var brudt.

Kanonerne sendte deres dybe, frygtelige lyd ud i den bølgende luft, time efter time. Hele tiden lød vejen af trin fra soldater, der marcherede. Ordonnanserne jog af sted på halvdøde heste. To gange var der blæst alarm i ét døgn.

Alle bygninger på skovridergården rystede nu og da – gulv og vægge – som om de var levende og havde feber.

Alt det daglige blev gjort. Mad blev sat ind, og mad blev taget ud. Tropper kom, og tropper gik.

Det var aften. Tine vidste vel knap selv, at hun blev og blev i stuerne. Hun gik rundt fra gruppe til gruppe og *lyttede* bare. Hun kunne ikke rive sig løs. Hun *måtte* blive der, hun *måtte* høre.

Der var larm i stuerne. Officererne talte højt, næsten glade.

– Fem hundrede granater var der faldet, råbte en.

Andre mente, at der var faldet syv hundrede. Og på værkerne var der dog ikke sket nogen skade.

– Ikke for krudtets værdi, sagde en adjudant.

Ved kakkelovnen stod den største flok. Der var en kaptajn med napoleonsskæg og pibe.

– Sekondløjtnant Appel er såret, sagde han.

– Nå? – Han, den nye?

– Ja, svarede han med piben.

Og en anden, der stod og varmede sin bag, sagde:

– De ved, den tynde, blonde.

Midt på gulvet stod en anden flok. Det var mest helt unge løjtnanter. De bed i deres små overskæg og diskuterede det, der var sket, med mange militære fagord.

Tine gik forbi dem.

Ved bogskabet talte de om et blokhus, der var sprængt. Tredive mand var blevet knust og mast af bjælker og splinter.

Tine stod ved siden af og lyttede længe.

– Hvor *De* er bleg, jomfru Bølling, sagde en kaptajn muntert. Han vendte sig og gik ud af gruppen.

– Synes kaptajnen? sagde Tine og blev bare ved med at lytte.

Fyrre døde var der, påstod en.

Tine levede kun i én tanke.

– Og de skyder endnu – de skyder endnu ….

Til sidst rev hun sig løs og gik ud. Der skulle jo vand over til toddy, og der skulle redes op til natten på alle sofaer.

I gangen sad en løjtnant og drev den af på en kuffert under lampen, som osede. Han talte til hende og fortalte. Han havde lige ligget ved fronten – ved blokhuset. Tine blev stående og hørte ikke et ord af, hvad han sagde. Pludselig sagde hun bare dæmpet og så på ham:

– *Var det så forfærdeligt?*

Løjtnanten blev ved med at fortælle. I virkeligheden havde han ligget i nr. 10. Dér var der faldet to granater i løbet af hele døgnet.

– Hedt var det, sagde han, men man vænner sig jo til ilden.

Han strakte benene frem foran sig og fortsatte med at snakke. Imens trak han, som i tanker, Tines slappe hånd hen mod sit knæ.

– *Så* De de døde? spurgte Tine bare. Hun flyttede sig ikke.

Så kom der nogen fra gæsteværelset, og løjtnanten bandede stille.

Tine gik. Hun fik vandet over og bragte det ind og fik redt op på alle sofaer. Hun blev spurgt, og hun svarede.

Sofie var ikke til nogen nytte. Hun sad bare pakket ind hele dagen rundt i krogene og jamrede.

Nu var hun krøbet ind til Tine i kammeret.

– En går jo ikke mer' sikker på jorden, sad hun og jamrede under kanonernes larm. Det kommer over os all' … før vi ved det … før vi ved det, gentog hun med stigende stemme. En er ikke sikker på jorden.

Tine sad ved ovnen. Hun syntes, at kanonernes drøn bare voksede gennem natten.

Sofie blev ved med at tale i en grådkvalt tone. Stemmen steg hele tiden og sank så igen. Hun talte om skovrideren og om "al den elendighed". Og om Maren, der "ikke vidst', hvor hun vild' slæng' sig hen til hvert et par bukser".

– Næ, hun ved ikke, sagde hun.

Og hun talte igen om fruen.

– Så sød hun ser ud.

Hun så op på fru Bergs portræt, der hang over sengen, og Tine fulgte Sofies blik.

– *Dér* sidder hun, klynkede pigen, og ser så hjertensglad ud … Og en ved ikke – Sofies stemme steg – hva' der ka' vær' sket, og hvem der ka' ha' draget sit sidste suk.

Sofie begyndte at græde højt.

– Hvor det ligner, blev hun ved, hvor det ligner – lige som hun gik og stod … herinde om dagen.

Tine tog billedet og så længe på det.

– Ja, det ligner, sagde hun.

Hun holdt billedet fast, som om hun foldede hænderne over det. Tårerne sprang frem i hendes øjne – for første gang i disse døgn.

Rundt i huset brød officererne op og gik i seng. Tine tog sjalet om sig. Hun gik skovriderens runde nu, når han ikke var hjemme. Det var dog tryggere for ham, når han vidste, at hun passede på.

I gangen sad løjtnanten stadig og drev den af.

Tine gik med lygten rundt om alle bygningerne. Indenfor var der stille overalt. Men i jorden gav det små ryk ved kanonernes lyd. Ved leddet kom en skikkelse hen mod hende. Det var løjtnanten fra gangen. I aften fandt han det også nyttigt at gå "runde".

Men han "bøjede af", da han så Tines ansigt så blegt og stift i lyset fra lygten.

Tine gik gennem bryggerset. Midt på gulvet brændte et flakkende lys. Maren var nu løbet fra det igen.

Inde i kammeret klædte Tine sig langsomt af. Da hun lå i sengen, tænkte hun pludselig:

– Men Appel er jo såret.

Og så havde hun glemt det igen.

Ruderne dirrede svagt. Ude i stalden stod dyrene vågne. Nu og da brølte de dumpt, som når der kommer uvejr.

* * *

Det var bombardementets tredje dag, og Bergs regiment var ikke kommet tilbage.

Sent i nat var der blæst alarm igen. Time efter time var de rykket forbi. Alle regimenter var ude.

Baronen var kørt af sted i vogn ved det første lys.

Nu var der ikke engang larm i det store, tomme hus, og ingen kom og gik mere. Tine holdt det ikke ud, og hun gik hjem.

*Dér* brugte madam Bølling tiden og havde alle sine gulvspande fremme. To husmandskoner skurede med sand og bare hænder. Tine hjalp til med skørtet bundet op.

– Men hvad nytter det, min pige, sagde madam Bølling. Hun vaskede vindueskarme med sæbe med sine gamle hænder. Snavset kommer jo ind ad alle sprækker – snavset kommer ind over alle dørtærskler.

Madam Bølling så ud på det dybe mudder på pladsen.

– Og det bliver kun værre og værre, sagde hun og begyndte at vaske igen.

– Ja, mor, ja, sagde Tine bare, når mor holdt en pause i sin lange snak.

Hun tog godt fat i dørkarmene.

Ovre i kroens dør var Tinka kommet frem mellem søjlerne.

– De tager nok det værste, råbte hun over pladsen. Nej –

Hun lo og kastede med nakken. Tinka havde fået så mange raske kast med hovedet, når hun talte. Det var, som om hun havde travlt med at holde løjtnanter i ånde i alle fire verdenshjørner på én gang.

– Vi lader skidtet gro!

Tinka løb ned ad Krogyden, så snavset stod om hende.

Op ad formiddagen begyndte kanonernes drøn. Sådan havde de endnu ikke raset før. Ruderne, som madam Bølling pudsede, dirrede i hendes hænder.

– Å – Herregud for jammer – å, Herregud for jammer, sagde hun, mens hænderne gik hen over de rystende ruder.

Tine lod karmene være. Bleg og stirrende sad hun hen på en stol.

Ude ved skorstenen skændtes husmandskonerne om det kogende vand, som om intet var sket.

De var færdige, og madam Bølling ville følge Tine. Hun ville se, hvordan det stod til dernede. Pladsen og vejen var bare vådt mudder. Madam Bølling løftede skørterne og vidste ikke, hvor hun skulle sætte benene.

– Tine, Tine, kaldte hun gennem larmen og så sig om efter datteren.

Tine blev hele tiden tilbage. Var det ikke, som om Tine gik helt i søvne? … Og hun var blevet mager – rigtig mager blev hun.

– Å – ja, å ja, en jammer, sukkede madam Bølling og gik videre.

Hun gik gennem stuerne dernede på sokker.

– Vi skal vel ikke bringe snavset ind, sagde hun. Her er nok – her er nok.

Madam Bølling sukkede over både gulv og lofter. Møblerne havde fået skub og væggene stød. Intet stod, hvor det skulle.

– Å – Herregud – å, Herregud, klagede madam Bølling over al den ødelæggelse.

Hun talte om "det dejlige hus", og hvordan det havde været før.

– Og – se nu, og se nu!

Madam Bølling standsede og begyndte at græde.

– *Dér* stod hendes sybord, sagde hun og gik igen.

Hun gik videre ind over de rystende gulve. Der var sket skade i hver en krog.

– Men, Tine, du må også "passe på" det, sagde madam Bølling lidt heftigt.

– Ja, mor, ja, sagde Tine.

Hun så det jo godt, hvordan snavset voksede i alle husets kroge. Alt blev slidt og forfaldt, og alligevel gjorde hun ingenting … Hun kunne jo ikke overkomme det.

Madam Bølling blev ved med at gå og skælde halvt ud.

*Noget* kunne man gøre for at holde sammen på tingene.

– Og du må holde pigerne til arbejdet, sagde hun.

– Ja, mor, ja.

– Men alting –

Pludselig knækkede Tines stemme, og det var, som om hun skulle hulke.

– Alting er også ude af gænge.

– Ja, ja, min pige, sagde madam Bølling sagte.

Hun begyndte selv at græde igen, mens hun klappede datterens hænder.

… Madam Bølling var gået over gården til leddet.

Træt satte Tine sig på blokken ved skorstenen. De *andre* talte, og *hun* hørte det ikke. *De* gik rundt om hende, og *hun* mærkede dem ikke. For hun havde kun én tanke, nat og dag. Én tanke, der skar sig gennem tusind andre:

– *Når de bringer ham blodig – såret og blodig.*

* * *

Da madam Bølling var kommet ud af leddet, gik hun hen ad markvejen. Hun ville ud til Per Eriks'. Det stod så dårligt til med ham i den sidste tid. Og ingen fik jo tid til at passe en syg stakkel nu.

Men oppe på markhøjen så hun pludselig Bølling. Han stod helt oppe på toppen ved siden af Lars Avlskarl med ploven.

At Bølling var kravlet derop! Madammen løb næsten op over den pløjede jord. Var det et sted for den syge mand – i blæst og vejr – så dårlig som han var?

– Bølling, Bølling! råbte madammen.

Men hun hørte ikke mere – ikke engang sin egen stemme. For hvert sekund, mens hun løb op mod Bølling på bakken, blev kanonernes drøn stærkere. Nu nåede hun toppen.

Røgen lå og væltede ud over landet som et kæmpe tæppe. Batteriernes glimt borede huller i det. Og foran røgen stod der store søjler af sort os fra landets bund. Flammer snoede sig om dem. De stod som vældige piller op mod himlen. Det var huse og byer, der brændte ned til grunden.

Madam Bølling talte ikke. Forfærdet begyndte hun at ryste. Stum og angst løftede hun de foldede hænder op og ned, som om hun ville bede.

Bølling havde set hende. Men han rørte sig ikke.

Han tog kun sin stok i sin rystende hånd. Han pegede med den fra søjle til søjle og talte med sin tunge stemme:

– Det er Ransgaarde.

– Det er Staugaarde.

– Det er Dybbøl.

Madam Bølling kunne ikke tale. Hun græd heller ikke. Hun blev bare ved med at bevæge de foldede hænder hjælpeløst op og ned.

– Det er Dybbøl, sagde Bølling igen.

– Du må ikke stå her, sagde madam Bølling så.

Hun *rev* ham med sig og løb med den syge mand ned over den pløjede jord. Hun bar ham halvt.

– Du må ikke stå der.

Det var, som om kanonernes drøn blev svagere nu. Bølling gik og mumlede, og hovedet rokkede. Madammen støttede manden, men hun var selv lammet. Hun fandt ingen ord i sin forfærdede hjerne. Hun sagde kun det samme som Tine før – to gange:

– Ja, alting er ude af gænge.

Oppe på toppen af højen vendte Lars Avlskarl sine dyr.

* * *

Tine havde rejst sig fra blokken. Hun gik op ad trappen og ind i det gamle soveværelse – *dér* var snavset værst.

Men hun fik slet ikke begyndt at rydde op. Hun sad bare uden at lave noget på fruens gamle seng og stirrede på de tomme puder.

Der kom en vogn ind i gården. Hun kendte baronens og højærværdighedens stemmer.

De gik ind.

Baronen kom fra Sønderborg. Han var helt henrykt over sine englændere.

– De løb frem, Deres højærværdighed, foran skanserne, midt i kugleregnen – de ligefrem *søger* døden, sagde han.

Baronen var helt ude af sig selv.

Men højærværdigheden interesserede sig ikke så meget for englænderne. Han talte kun om Sønderborg og om bombardementet. Han var oprørt og vred, og han fortabte sig i ophidsede ord.

– Det er en krænkelse af folkeretten – en åben by – det er en hån mod hele århundredet.

Tine hørte hans brede og befalende stemme. Den lød vredt op sammen med kanonerne, helt op til hende i soveværelset.

– Men vi vil ikke blive svar skyldig. Vi vil svare – sagde han og gik op og ned ad gulvet – vi er vel herrer på havet. Vi vil tage repressalier … Vores regering vil handle ….

Han blev ved og talte højere og højere. Han kom med trusler mod alle byer ved Østersøen og mod hvert handelsskib. Mod alt, der kunne tages som prise. Han gik op og ned ad gulvet, mens kanonerne ligesom svarede med deres dumpe drøn.

– Og Europa vil ikke se på det. Bægeret er fuldt. Det er dråben – det er dråben – Europa vil rejse sig – vær sikker på det ….

Og pludselig standsede han foran baronen og sagde:

– Hvad siger Deres englændere?

Baronen fortalte om de to gentlemens raseri. Han gentog alle de to pelsklædtes eder. Og højærværdigheden nikkede stille. Han stod midt i stuen og så ud for sig. Det var, som om han allerede så alle disse skarer for sig, der kom frem fra alle verdens hjørner.

– Ja, sagde han. Frihedens folk vil rejse sig, og de liberale vil samle sig om os.

Baronen talte med om overkommandoen og forsvaret. Han fægtede med sin ene arm.

– Man kunne ikke holde kritikken tilbage, sagde han. Der skete ingenting. Når *de* ikke turde, burde *vi* have lært dem energi. Det var angrebet, det gjaldt.

– Men der er intet initiativ, sagde baronen. Hvad gør vi? Hvad gør vi?

Baronen spredte sine fem fingre ud som fem spørgsmålstegn.

– Ja, vi *står* der. Vi venter på at lade os *skyde – det* er vores måde at føre krig på – hvor det var angrebet, det gjaldt.

Baronen havde ikke mere luft. Han måtte tie.

– Ja, sagde højærværdigheden, det er ikke regeringen, der mangler energi. *Det er ikke i København, man mangler mod.* Men, sagde højærværdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet med en anden hær ….

Tine hørte døren til gangen slå op og i. Sofie løb gennem gangen og råbte:

– De kommer, de kommer!

– *Hvem*? skreg Tine fra trappen.

– Det er de sårede, der kommer, hylede Sofie og løb frem og tilbage. Å, Herre Gud, å, Herre Gud – det er de sårede, der kommer. – Sikke et tog – sikke et tog!

– *Hvor? Hvor?* råbte Tine.

Hun var kommet ned og tog fat i hende.

– Å, Herre Gud, å, Herre Gud, jamrede Sofie bare. Hvis skovrideren var såret, hvis skovrideren var såret – så var Herluf – og hun klagede med høj stemme – *faderløs* ….

Tine hørte ikke mere. Hun løb ned ad trappen og ud ad vejen. Bag hende skreg baronen i gården.

Men Tine blev ved med at løbe hen ad vejen mod Sønderborg. Hun løb forbi ordonnanser og bispens vogn, frem ad vejen. Men så hørte hun vognenes tunge slæb på bakken – *de* vogne. Da blev hun stående ved Anders Tækkemands hus. Herude på vejen kunne hun ikke se dem – her kunne hun ikke stå.

Hun vendte sig og gik ind.

– Det er de sårede, sagde hun bare.

Ane rejste sig med sine to børn på armen.

– Ja, *de* skal vel til Hørup Hav, sagde hun langsomt.

Hun tørrede slagbænken af med sit forklæde, så Tine kunne sidde.

– Ja, nu har *de* mistet arme og ben, sagde krøblingen, der sad ved ovnen bag Tine.

Tine vendte sig hurtigt mod svogeren og så angst på ham. Hans ansigt var underligt fortrukket som en dværgs. Og hans to benstumper hang ned fra sædet som to bylter.

– Å-å, Gud, ja, stønnede hun sagte og sank ned på bænken.

De hørte vognene komme nærmere. Det lød som tunge fragtlæs tæt på vejen. Krøblingen gik med sine krykker hen over gulvet til vinduet.

– Dér er de, sagde han. Se, kuskene – de går.

Tine løftede hovedet. Hun var bleg uden en dråbe blod i ansigtet. De lådne heste trak den første vogn forbi. Hun rejste sig. Hun rev gyldenlakkerne i vinduet til side. Hun syntes kun, at hun så nogle hvide ansigter gennem et flimrende rødt – hvide ansigter … af fremmede, stadig af fremmede.

Der lød sagte jammer. Krøblingen var nysgerrig og hoppede ud til sin sten ved vejen.

Tine blev stående med gyldenlakkerne i fingrene. Å, den jammer, der lød. Og vogn efter vogn rullede forbi.

Ane kom frem bag hende med de to børn på armen.

– Ja, ja – å, ja – de får deres kors nu, de vil få deres kors nu! Ih nej, ih nej, se. Herre Gud, se, hvor blodet drypper ….

Tine så dem – vogn efter vogn.

Ane stod bagved og talte om svogeren. Hun ville jo lade ham køre rundt med varmt øl nu. Det kunne virkelig betale sig at køre med varmt øl nu.

– Og så sådan en krøbling, sagde Ane, han sku' vel få solgt noget da.

– Ih nej, ih nej – ih nej, Herregud – Ane løb hen til det andet vindue – *det* er de hårdt sårede – de er dækket til ….

Tine var der ikke mere. Hun stødte ind i krøblingen på vejen. Hun så ikke noget mere. Hun vidste vel knap, at hun gik hen til den tildækkede vogn. Hun sagde til kusken:

– Vi kan lægge dem bedre, lad os lægge dem bedre.

Hun ville bare løfte kapperne og se dem, ét efter ét, de gråblege ansigter.

– Det er vel mest det samme, hvordan *de* ligger, sagde kusken roligt.

Tine slap sit tag i vognen. Hun fulgte toget uden at vide det, mens tårerne løb ned ad hendes kinder.

Hun hørte de snakkende englændere bag sig. Hun fór sammen med et gys, da de strøg forbi hende. De løb rundt og standsede vognene for at trykke de såredes hænder. De kiggede de sagte stønnende mænd ind i ansigtet og blev ved med at sige:

– De tapre folk, de tapre gutter.

Langt borte, som det syntes, så Tine højærværdigheden ved siden af baronen. De stod på højen i skovriderens have. Her standsede toget helt, så længe englænderne forhandlede med den enarmede. Der lød en lang stønnen fra vogn til vogn ved det pludselige ryk. Imens løftede højærværdigheden sin store hånd og sagde:

– Ja – de tapre har givet deres blod for fædrelandet.

Og vognene begyndte at køre igen, og Tine fulgte med uden at tænke. Da råbte baronen ned over vejen:

– Jomfru Bølling, der er bud fra løjtnant Berg, at han er rask og hel … Mr. Arboun har bragt det.

Tine var standset. Hun forstod det ikke straks. Så førte hun langsomt hånden hen over øjnene og blev stående. Det var, som om hun pludselig kunne se – se de sårede og de pjaltede kuske og de forsømte dyr. Og hun smilede.

Og hurtigt, mens hun hele tiden smilede, gik hun frem til den nærmeste vogn. En hårdt såret mand stønnede svagt, lænet op ad vognens bræt. Hun gik med vognen, løftede ham op og støttede ham mildt i sin arm.

– Er *det* bedre? spurgte hun.

– Ja, hviskede han og smilede.

Tine blev ved med at gå og holde ham i sin arm.

– Men hvor jeg tørster, sagde den syge.

– Vand kan man få, sagde Tine – som om hun talte til den gigtsyge Per Eriks.

Hun lagde ham forsigtigt ned. Hun løb langs hegnet hen til Jens Husmands sted og fik vand i en kande og et krus.

– Hjalp *det*? spurgte hun.

Hun holdt allerede den sårede op i armen igen og tog det tomme krus med den anden hånd.

– Ja – tak.

Den sårede slog de trætte øjne op.

– Men til de andre, sagde han helt sagte.

– Ja, ja, sagde Tine og fik tårer i øjnene.

Hun lagde ham ned igen og gik frem langs vognene. Hun smilede til de stakkels mænd, lige ind i deres ansigter. Hun rettede på deres halm og talte til dem. Og hun skænkede vand og rakte det til dem, én efter én. Hun løb helt frem forbi vognene, op forbi krolængen. Hun råbte højt ind mellem søjlerne med sin klare stemme:

– Vand og glas herud, Tinka! Vand og glas!

Tinka løb ud, og alle kroens piger kom straks. De øste vand fra spande i glas og kopper.

Tine "rettede", og Tine hjalp. Madam Bølling kom også ned med saft og vand i et par skåle.

Tinka og pigerne måtte vende sig bort nu og da, når de sårede trykkede deres hænder for at takke.

Langsomt drog toget så frem over pladsen. De sårede havde fået noget at drikke, og for en tid sad og lå de roligt.

Madam Bølling var gået op igen. Hun stod ved siden af Bølling i det åbne vindue.

– De unge liv – de unge liv, sagde hun.

Hun fulgte den sidste vogn med øjnene, mens den langsomt drejede bort.

Tine stod midt på pladsen ved de tomme spande. Så så hun forældrene – de to gamle – stå deroppe i det samme vindue.

Og hurtigt lod hun alting være og gik ind.

Hun ville ikke sove på skovridergården i nat. Hun ville blive herhjemme og være her en aften igen og sove på sofaen – det var ikke noget besvær. Bølling sad med hendes hænder i sine i den gamle krog. Han var så glad, som om han havde fået sin datter hjem fra en lang rejse.

Det begyndte at blive mørkt. Tine tog et sjal om sig og satte sig ud på bænken på trappen. Kanonernes sidste larm var døet hen, og alt var blevet stille – stille som en trøst. Kun fra smedjen lød den vante og hjemlige hamren.

Så holdt også den op. Drengen fik lukket og låst, og smeden kom hen over pladsen med sin hund.

– Så holdt de da inde en gang, sagde han og hilste op til Tine.

– Ja, svarede hun.

– Og Guds fred over dem, der er gået bort, sagde smeden langsomt.

– Godnat, jomfru.

– Godnat, Knud Smed.

Smeden gik videre ned ad Krogyden med sin hund. Tine blev siddende. Stille ragede hegnenes piletræer op i den mørke luft.

… De havde drukket te. Bølling var faldet til ro i sin stol, og madammen var i gang med at strikke en hæl. Tine sad nede på forhøjningen med hænderne i skødet.

Madam Bølling talte om "dem derovre" – fruen og lille Herluf.

– Ja, hvad må hun lide – at sidde *dér* og ikke vide noget – ja, hvad må hun lide.

– Ja, sagde Tine langsomt og mildt.

Hun lænede hovedet tilbage mod den gamle kommode mellem vinduerne. Og hun begyndte halvt at nynne og halvt at synge sangen om "lille Grete":

Ak, kæreste hr. guldsmed,
jeg har kun sorg og savn,
min Grete rejser fra mig
i dag til København.
Nu vil jeg gerne be'e ham,
min gode mester Wiig,
at gøre mig en guldring
og skrive indeni.

Farvel, farvel, lille Grete!

Madam Bølling nynnede med på omkvædet over sin hæl.

– Ja – hvor hun sang den kønt, sagde hun, da sangen var forbi.

Tine sad tavs. Hun havde foldet hænderne så fast i skødet.

– Ja, så skal vi vel i seng, sagde hun så. Hun rejste sig og kyssede sin far.

* * *

Tine var stadig hjemme på skolen, da tropperne kom klokken seks. Hun gik og blev ved med at hjælpe med *det* og med *det*.

– Men, Tine, dernede er huset fuldt, sagde madam Bølling. *Hun* havde såmænd også huset fuldt. Og her går det nok, her går det nok! …

Hun ville have Tine derned.

– Ja, mor, ja, sagde Tine. Hun gik og puslede om Bølling – han havde det dårligt igen.

– Ja, mor, ja, nu går jeg.

– Så farvel, far, sagde hun og tog ham om hovedet.

Der var noget særligt mildt og stille over Tine.

– Farvel.

– Farvel da, mor, sagde hun i køkkenet og løb.

Hun gik over gærdet og ind gennem bryggerset dernede. Hun mødte Sofie i gangen. Sofie gik og bar mad ind.

– Å Gud, at se skovrideren igen – så frisk og sund – den glæd' at se ham!

Sofie glemte maden af bare rørelse.

– Å Gud, om fruen kun' se ham, så frisk og sund han er.

– *Er* han? sagde Tine bare og smilede.

Sofie gik ud og ind og serverede. I køkkenet snøftede hun:

– Hvor skovrideren er køn – det er Herlufs øjn' – det er Herlufs øjn', blev hun ved. Men Løvenhjelm – og hun smilede pludselig – han har li'godt en flot figur.

– At tænk' sig, de kommer der fra dødens mark, lige direkt' fra dødens mark, og de er i god behold.

Sofie gik ind og kom ud.

– Jo, Løvenhjelm, han har en flot figur, sagde hun igen.

Sofie havde i det hele taget let ved at se, hvor yndige de var, dem "der kom lig' fra død'ens mark".

Tine lod Sofie snakke. Hun talte ikke selv. Hun gik bare stille og gjorde maden klar. Og når døren blev åbnet, hørte hun nu og da Bergs stemme.

Nu sad hun i sit kammer ved vinduet. Hun havde lagt brænde i den lille ovn. Da hørte hun Bergs skridt i haven sammen med en anden. Og hun *så* ham, så rank og stærk.

Han kom hen til vinduet og sagde:

– Hvor har *De* gemt Dem?

Men han havde dog heller ikke selv ledt efter hende. Og da hun åbnede vinduet, stod han lidt.

– Har det ikke sunget for Deres øre? sagde han og blev ved med at se på hende. *Jeg har tænkt på Dem.*

Han tog ikke øjnene fra hende. Tine svarede ikke på hans spørgsmål. Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilede:

– At De er kommet hjem.

Berg kom ind, og han satte sig ved ovnen og talte. Men han hørte knap de ord, han selv sagde. Han blev bare ved med at se på hende, som hun sad dér, stærk og sund og ren. Sådan så han hende altid og altid nu – derude i kulden og natten og mudderet – derude i skansen.

– Fik De min hilsen? spurgte han og tog ikke blikket væk.

– Ja.

Det bankede på døren. Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig så hurtigt. Han rejste sig, som om han havde siddet alt for tæt på Tine.

– Kom ind.

Det var bare madam Bølling. Hun "havde dog fået lavet en vandkringle, som hun ville bringe herned" ….

– Man må jo liste sig til det, skovrider, sagde hun, når huset er fuldt og Bølling … og Bølling har det dårligt. – Og Tine går også rundt og mister humøret – jo, du gør, Tine – hun er helt angst i hjertet – man kan se det på hendes øjne – når de kanoner brøler.

– Men når bare De er sund, sluttede madam Bølling og så op og ned ad Berg med sine gode øjne. Jeg siger jo til Bølling: Når bare skovrideren er sund.

Hun blev ved med at se på ham. Berg tog hendes hånd, lidt hurtigt, og gik.

Madam Bølling og Tine gik ud i køkkenet. *Dér* stod kringlen. Ude i gården gik Berg forbi med en flok officerer.

– De holder dog modet oppe, min pige, sagde madam Bølling.

Hun stod ved vinduet og så efter de gode, ranke skikkelser.

Tine stod ved vinduet. Hun svarede ikke.

… Lidt efter fulgte hun madam Bølling et stykke på vejen.

Oppe i kroens gård skreg madam Henrichsen efter sine piger, der var løbet væk. Imens begyndte aftenklokkerne at ringe.

### Ordliste

- **ordonnans**: soldat, der rider med beskeder
- **granat**: projektil fra en kanon, som springer
- **blokhus**: lille, stærkt hus af tømmer, hvor soldater søger dækning
- **bombardement**: når kanoner skyder på et sted i lang tid
- **folkeret**: regler mellem lande, også i krig
- **repressalier**: at straffe fjenden igen for noget, han har gjort
- **prise**: skib, man tager fra fjenden
- **krøbling**: menneske, der har mistet brugen af arme eller ben
- **slagbænk**: bænk, man kan slå ud til en seng
- **ude af gænge**: ikke, som det plejer at være; i uorden
- **lådne**: med tykt, langt hår

## V.

På Pladsen røg soldaterne deres piber i solen. Officererne lå i de åbne vinduer, både i kroen og i skolen.

Tine fik Bølling ned ad trappen. Hun støttede ham, mens han slæbte sig ned forbi længen.

– Nej, Bølling er snavs, sagde madam Bølling. Hun stod i krodøren og så efter dem. Hun var gået over til madam Henrichsen lidt, nu da vejret var mildt.

Madammen blev ved at se efter sin mand og sin datter. Hun syntes heller ikke, at Tine rigtig kunne holde det ud. Tine sad næsten altid hos Bølling og passede ham, både tidligt og sent.

– Hun kommer jo både til middag og om aftenen, sagde madam Bølling. Og det er jo kært, rigtig så kært … Å, hun er jo så god … at hun passer sin far. For ingen kan lægge en pude til rette for Bølling som Tine.

– Men "*dernede*", sagde madam Bølling. Hun hørte skovriderens stemme over Pladsen. Han kom så tit og besøgte officererne i skolen nu om eftermiddagen. – Men dernede, sagde hun bekymret, bliver alle lofter sorte.

Madam Henrichsen svarede ikke. Hun lyttede efter *sit* eget: efter gæstestuen, hvor Tinka lo og gloede.

– Og så taler hun endda om at tage til lasarettet, sagde madam Bølling efter en pause. Å Herregud, at tage til lasarettet! Som om *her* ikke … å, Gud hjælpe os … var lasaret nok over det hele.

Madam Bølling sad og rystede på hovedet, som en der ikke forstod:

– Som om hun behøvede at tage til Augustenborg for at finde syge at passe, sagde hun. Men vi går alle rundt … alle rundt i alt det her og bliver helt forvirrede, sagde hun.

– Ja, sagde madam Henrichsen. Hun var inde i sine egne tanker og lyttede stadig efter Tinka i gæstestuen. – I år går der skår i nogle skøre potter.

– Og jeg siger det, sagde madam Bølling. Hendes tanker gik stadig ud og ind og kunne ikke finde ro. – Jeg siger det til hende: Skovrideren kommer *her*, fordi han ikke har det hyggeligt dernede …

– Men Tine, sluttede madam Bølling, er jo blevet så tavs, som om der var sat en lås for hendes mund.

Begge madammer stod tavse og så frem for sig. Inde i kroen smækkede Tinka leende døren i for næsen af et par løjtnanter.

Ude på Pladsen begyndte solen så småt at gå ned. Nogle artillerister red deres heste til vands ved kæret. De havde snavsede trøjer på. Madam Bølling gik hjem.

Berg sad ved vinduet nærmest trappen. *Derfra* kunne man se hele længen. Der gik Bølling og slæbte sig frem og tilbage i den sidste sol, og Tine støttede ham.

– Ja, *der* kravler han, sagde madammen. Hun kom op ad trappen og fulgte Bergs blik. – Å ja, han får dog slikket lidt sol.

Berg gik ud og ned over Pladsen til længen.

– Ja, her er læ, skovrider, her er læ, sagde Bølling og tog hans hænder i sine. – Og Tine støtter mig. Tine, hun har kræfter.

De blev ved at gå, Berg ved siden af Bølling. Den gamle lod ikke sin tunge, der var så tung, standse. Han talte og talte om "den gamle tid":

– Næ, næ, det husker De ikke. Det var før Deres tid. Det var jo året før den gamle forstråds kone døde. Tine var ikke større end *så*. Det var det år, den nye krolænge brændte. Du husker det, Tine. Du havde de hvide duer, de to hvide duer, som fløj ind i ilden. De spiste af hånden, da du ikke var større end *så* …

– Ja, far, ja, sagde Tine, som om hun ville få ham til at tie. Hendes runde arm lå om hans liv, mens de gik tilbage over Pladsen.

Men Bølling blev ved. Han kunne begynde med hvad som helst, men det endte altid med Tine. Berg fik hele hendes liv at vide, når han sad hos Bølling om eftermiddagen nu.

– Ja, Tine har kræfter, sagde Bølling. Hun nærmest løftede ham op ad skoletrappen. – Hun har kræfter.

– Hun er vel ikke køn, sagde han. Han standsede på trinet og så på hende. – Men hun er sund, skovrider, hun er sund.

– Nå, far, sagde Tine. Nå, far.

– Og *god*, sagde Bølling og lagde hånden på hendes hår.

Ringeren gik over Pladsen, og soldaterne samlede sig i en stor klynge foran kirkegårdsporten. Langsomt begyndte klokkerne at ringe. Gamle Bølling var stavret ind. På trappen stod Berg og Tine alene ved siden af hinanden.

Der var stille på Pladsen. Nogle af karlene havde foldet hænderne, mens klokkerne ringede. Kun fra kroen hørte man Tinka. Det var, som om hun legede en evig tagfat.

Klokkerne holdt op med at ringe. I små grupper begyndte soldaterne at drive hjem.

– Bliver De her? spurgte Berg pludselig hurtigt. Han var på vej ned ad trinet.

– Nej … jeg kommer vel derned …

En hurtig rødme var kommet over begges ansigter. Det skete let nu, når de talte sammen. De talte ligesom mere stille og lidt sky, og mest når der var en tredje person til stede.

– *Tak*, sagde Berg kort og gik ned over Pladsen.

Tine gik ind i kroen for at tage Tinka med, da hun gik.

– Jeg kommer gerne, min pige, sagde Tinka og tog et sjal om sig.

– Kroliv er der jo overalt, sagde hun. Men hos jer er der mest lystigt.

– Ja, sagde Sofie. Tine og Tinka mødte hende sammen med en sergent i døren til bryggerset. – En går og ta'r det med ro nu. Skytset ska'r ikke værkerne …

Sofie var blevet frygtelig smittet med tvivlsomme vittigheder inde hos sergenterne.

Tinka lo højt ad vittigheden og satte sig til rette i Tines kammer.

– Nå, sagde hun, nu sidder hele familien da på vagt.

Der var kommet et nyt billede op ved siden af fru Bergs over sengen. Det var Herluf, der sad på skovriderens knæ.

Men Tinka blev ikke længe i ro. Hun hørte, at Løvenhjelm var inde hos Tine i spisekammeret. Den røgede skinke skulle ned fra loftet. Og Tinka løb op ad trappen med løjtnanten lige i hælene.

Tine gik frem og tilbage og gjorde klar. Gennem dørene så hun skovrideren, som sad og skrev ved sin lampe.

En officer kaldte til bords ved at tromme på en gammel bakke ude i gangen. Tinka tumlede ned ad trappen med skinken og et slukket lys. Hun var altid forpustet og varm, når hun havde hentet noget oppe i krogene på den måde. Så rystede hun sig som en topand, der kommer op af vandet.

Majoren kom ind. I forbifarten kildede han Tine under hagen, som gamle mænd gør. Hans gamle fingre nåede ikke længere:

– Det er det bløde Als, sagde han. Det bløde Als.

Han gik ind til bordet, mens Tine råbte på Sofie. Sofie blev stadig inde hos sergenterne.

– Det er ikke så let at slippe for de krigere, sagde hun, da hun endelig kom og gik ind med maden.

Tinka satte sig overskrævs på huggeblokken og pustede:

– De har det jo så hårdt, min pige, sagde hun til Tine. Hun følte måske, at hun trængte til en undskyldning, fordi hun var så forpustet og rød.

Efter maden sad Tine og Tinka i kammeret. Berg kom derind. Først blev han stående i døren. Han stod længe lænet mod karmen og røg. Til sidst sagde Tine med bøjet hoved:

– Men vil skovrideren dog ikke sidde?

Hun rejste sig fra stolen. Men Berg satte sig hurtigt over for hende, på kanten af hendes seng.

– Bliv De dog siddende, sagde han.

Det var Tinka og ham, der talte, mest ham. Han fortalte næsten altid om sin ungdom nu. Om dengang han gik i skole, og da han blev løjtnant. Om "de første år", "de glade dage", sagde han.

– Dengang man mærkede det raske hjerte banke, hr. skovrider, sagde Tinka. Hun gav sig selv et ordentligt slag på venstre side af brystet.

Og Berg lo og blev ved at fortælle.

Tine tav. Hun sad ved den lille lampe og syede stille, så tråden gik ud og ind. Hun var lykkelig, for hun vidste, at han talte til hende.

Hun rejste sig og bragte mælkepunschen ind og tre glas. De drak ved det lille bord med den hvide blondedug, mens Tinka og Berg blev ved at tale.

Gennem huset hørte man Løvenhjelms klaver og majorens stemme.

Der havde været en lille pause. Så sagde Berg:

– Tænk, at der er så kort *derud*.

– Hvor her er fred, sagde han og så rundt i det lille kammer.

– Ja, her er *rart*, sagde Tinka og slog hænderne mod sit skørt.

Berg rejste sig igen. Men han blev igen stående længe i døren, før han gik.

– Nu kan man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gået. – De mandfolk får skik på sig i krigstid, du.

– Men snavs bringer de med sig overalt, sagde hun og slog på sengetæppet, hvor skovrideren havde siddet.

Tine tog et brev fra fru Berg op af lommen. Hun læste brevene så uroligt og hurtigt nu, når de kom. Hun fløj ligesom bare hen over hver anden linje. Så gik hun rundt med dem i lommen og ventede i dagevis, til hun kunne læse dem "i ro". Og så blev det oftest, når Tinka var der, at hun pludselig tog dem frem og læste dem højt.

Inde i dagligstuen begyndte løjtnant Løvenhjelm at synge. Man kunne høre ordene helt herud:

"Hej, vægter! Hvor skal slaget stå?"
"Oppe på hjørnet af Aabenraa!"
"Ih Gud bevares, skal den sorg
ramme det prægtige Pjaltenborg!"
Julia, Julia, Julia, Julia hopsasa!

Brevet var mest spørgsmål, fulde af angst. Og så talte det om de "gamle" dage, med "Husker De?" og "Husker De?" igen.

Tinka sad og vuggede med hofterne til Løvenhjelms sang, mens Tine blev ved at læse det lange brev, side efter side.

– Ja, du, sagde Tinka og trak vejret, da Tine var færdig. – Det er længe siden.

– Ja, sukkede Tine og slap brevet. – Længe siden.

Nej, hun hørte ikke længere fru Bergs stemme i ordene. Og hun så ikke hendes ansigt mellem linjerne, hvor gerne hun end ville. Det var så langt borte, det hele. Og det var, som om minderne ikke kunne hjælpe mere.

Inde i dagligstuen sang Løvenhjelm og slog hårdt i tangenterne. Tinka sang med, mens hun lo:

Og hvem der nu i sengen lå,
nåede knap at få bukser på,
men hvem der stod og sov – hurra!
frelste sit liv og sit tøj endda.
Julia, Julia, Julia, Julia hopsasa!

Sangen holdt op.

– *Du*, sagde Tinka og slog ud med hånden ind mod dagligstuen. – *Han* er dejlig.

Tine løftede blikket fra brevet, som endnu lå foran hende. Hun vidste ikke, at hun læste de samme ord igen og igen:

"Hvorfor skriver Henrik så sjældent? Og når han skriver, hvorfor så kort og hurtigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans breve i den sidste tid."

– Skal vi så ikke få gjort sengene i stand? sagde hun og satte punschen væk.

… Hun kom ind i skovriderens stue for at rydde op.

Under lampen lå brevet til fruen endnu i den åbne mappe. Det var det brev, han skrev og skrev på og ikke fik sendt af sted.

Heller ikke i dag havde han fået det gjort færdigt og sendt.

Tine stod ved lampen med røde kinder. Og lykkelig lukkede hun mappen.

… Tinka skulle gå, og Tine ville lade Sofie følge hende.

– Nej tak, min pige, vi løber storm i mørke! råbte Tinka og løb.

Ude ved havehøjen sprang Løvenhjelm over gærdet for at følge hende.

… To gange gik Berg rundt om sine længer i aften, som om han var i tanker. Natten var stille. Kun en enkelt gang rullede et ensomt drøn tungt gennem luften langt borte. Fjenden var vågen.

* * *

Alle veje var fulde af regimenter, der sang. Tropperne vendte hjem med sang. De var sorte af krudt, de var blege, og der var færre af dem.

Kun omkring de såredes lange tog blev glæden tavs, mens det langsomt rullede frem gennem landet.

Men så begyndte sangen igen, højt i den friske forårsluft. Folk og børn løb ud fra gårde og huse uden noget på hovedet og svingede med huerne:

Nu skal vi nok atter med prøjseren slås,
han skal ikke finde os bange;
vi har jo dog vist, vi tør byde ham trods,
skønt vi var få mod så mange.
Men hellere en kamp med et åbent visir
end rænker i løn og en kamp på papir.
Lidt torden og lynild gør himlen så klar,
den tågede luft kun på kræfterne ta'r!
Kommer tid, kommer råd, har for ofte vi sagt;
nej, kun krigerens dåd knækker tyskerens magt.
Vi vil slås med hurra!
For vor konge og vort land.

Tine stod på Markhøjen og vinkede med sit sjal. Stormen på Dybbøl var slået tilbage.

Huset var allerede fuldt af larm. I gården løb baronen rundt og trykkede hver mand i hånden. Han spurgte hver menig soldat:

– Men hvad "følte" De? Hvad "følte" De, min ven?

Og han lovede dem punsch.

Sofie løb travlt frem og tilbage og lo til alle. Hun sagde:

– Ja, en må gi' de krigere en munter aften. De har fortjent en munter aften.

Rundt om i stuerne kastede officererne sig på deres senge. De havde alt tøjet på og var dødtrætte. Men de blev ved at tale, fra stue til stue, højt og glade. Ude fra vejen hørte man afdelingerne synge.

Berg var gået ud i Tines kammer. *Der* så hun ham, da hun kom. Han sad foran den lille ovn.

Hendes skinnende øjne blev fulde af tårer, og han tog begge hendes hænder.

– Ja, sagde han og holdt fast i hendes rystende hånd. – Det har været en lykkelig dag.

Hun tav et øjeblik. Hun kunne ikke tale. Så sagde hun mildt og stille:

– Hvor fruen vil blive glad.

Berg stod lidt.

– Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes hænder.

Tine vidste ikke, at tårerne løb ned ad hendes kinder.

… Baronen var i kroen for at købe rom til punschen. Tinka og Jessens Augusta slæbte selv af sted med den lille romtønde i de to håndtag. Soldaterne kogte suppe uden for længen. De hilste dem med et langt hurra, da de kom.

Tinka og Gusta kom med i arbejdet i køkkenet. Piskeris og skeer gik hurtigt i alle fade. Gennem døren til bryggerset så man Maren midt i den tætteste damp.

Ude i gården blev soldaterne ved at synge. Bålene, som de kogte ved, lyste i mørket nu:

Og nu vil jeg slås som en tapper soldat,
og livet jeg ringe vil agte;
lad tyskeren gøre sig helt desperat;
jeg skal ham dog mageligt magte.
Og når vi så mødes engang i et slag,
jeg tager i fyren et ordentligt tag.
Hurra! det vil blive en ypperlig fest
at kaste på porten den ubudne gæst.
Kommer tid, kommer råd, har for ofte vi sagt;
nej, kun krigerens dåd knækker tyskerens magt.
Vi vil slås med hurra!
For vor konge og vort land.

– Rask må det gå, rask må det gå! råbte Tinka. Hun arbejdede med opsmøgede ærmer, så piskeriset klirrede i fadet med røræg. Og hun begyndte på Løvenhjelms vise:

Og hvem der nu i sengen lå,
nåede knap at få bukser på,
men hvem der stod og sov – hurra!
frelste sit liv og sit tøj endda.
Julia, Julia, Julia, Julia hopsasa!

– Det var ret, det var ret, sagde Sofie. Hun gik rundt og samlede tallerkener og satte dem fra sig igen. – En må skaff' dem en munter aften.

Tine stod i spisekammeret og skar steg ud. Stille og smilende nynnede hun Tinkas vise med uden at vide det.

Baronen ventede også sine englændere. De skulle rejse nu og kørte rundt for at sige farvel. Baronen begyndte at lave punschen, mens officererne spiste. Tinka og Gusta og Sofie bar drikken ned i loen. Der havde Lars Avlskarl hængt et par lygter op under bjælkerne.

Soldaternes lange hurraer lød ud i aftenen, hver gang de fik mere at drikke.

Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange nik.

– Tøm bar' bægret, sagde hun, så en ser bunden.

Tre, fire soldater fik harmonikaer frem. Hver spillede i sin egen takt, mens de andre blev ved at synge. Man kunne ikke høre sit eget ord. Harmonikaerne gik over i en trippedans, og Maren sang med.

Pludselig dansede alle soldaterne med hinanden midt i loen. De trampede med fødderne, og det hjalp på takten. Støvet stod op i det gamle rum under de dinglende lygter.

Officererne kom ned og så på fra døren.

En af soldaterne havde budt Sofie op. Marens kavalerer dansede og holdt hende om halsen.

– En går fra arm til arm, sagde Sofie. Hun pustede, så hun næsten ikke kunne stå. Og så fór hun villigt af sted med den næste. Harmonikaerne hylede, og soldaterne trampede takten.

– Det var jo en synd at si' nej, sagde Sofie til Gusta. Og så fløj hun af sted igen.

Ude i gården hørte man Løvenhjelms klaver gennem et åbent vindue.

Tine gik ind og ryddede af bordet i dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. Først nu var officererne ligesom rigtig vågnet. Dørene stod åbne mellem alle stuerne. Latter og støj lød fra rum til rum.

Majoren havde Tinka inde i en krog, hvor hun hvinede af latter. Ovre fra loen hørte man folkene more sig.

– Jensen, en polka! råbte Løvenhjelm og sprang op fra klaveret.

Løjtnant Jensen begyndte at spille på klaveret, og Løvenhjelm var ude på gulvet med Tinka. Officererne trak deres stole tilbage og flyttede ind mod væggen for at give plads. Gusta kom ud på gulvet, og Tine også. De dansede tre par.

Rundt omkring blev officererne ved at snakke. To kaptajner kom hen i døren til havestuen med deres toddyglas. De talte igen om det attende regiment, der havde holdt sig så tappert.

Løjtnant Jensen gik over i en vals. Herrerne skiftede dame og skiftede igen. Inde fra Bergs stue nynnede officererne med. Og midt i al larmen lå en udmattet løjtnant inde i havestuen. Han lå udstrakt på sin seng og sov trygt.

– Så er det vel os, sagde Berg. Pludselig stod han foran Tine.

Hun blev svimmel og så kun hans ansigt.

– Ja, sagde hun bare, og de begyndte at danse.

Hendes svimmelhed forsvandt. Hun så og hørte alt omkring sig, som om hun havde hundrede sanser. Og dog så hun kun ham. Hans øjne hvilede på hendes ansigt, mens de dansede, længe.

Majoren fortalte historier igen, og hun hørte de to kaptajners stemmer. Inde i Bergs stue blev officerernes nynnen til sang.

Og baronen fór ud og ind. Hans englændere var kommet i en vogn.

Berg talte ikke. Han så bare fast på hendes ansigt hele tiden, mens de blev ved at danse. Ovre fra loen lød de høje hurraer igen.

Så standsede Berg. Et øjeblik holdt han hendes hænder hårdt og krampagtigt i sine.

Englænderne var kommet fra gangen og hen i døren. De trykkede alle og enhver i hånden.

– Den troskyldige glæde, den uskyldige glæde! blev de ved at råbe.

Løvenhjelm svingede Gusta hen over gulvet.

Tine gik forbi de fremmede. Stille gik hun ud i sit kammer.

… I loen var der blevet stille, og inde i stuen holdt musikken op. Tinka kom ind og satte sig midt på sengen. Hun knappede et par knapper op i kjolelivet og pustede, mens hun snakkede og spurgte.

Tine svarede med tankeløse "ja"'er, mens Tinkas mund næsten ikke stod stille.

Så sagde Tine pludselig, uden at tage øjnene fra det brændende lys:

– Tinka … kunne du … kunne du ikke se efter tingene hernede?

– *Hvor*? spurgte Tinka. Hun var midt i en helt anden historie, og hun lod armene falde ned på benene.

– *Her*, sagde Tine i samme stille tone og uden at tage øjnene fra lyset. – Jeg ville tage til lasarettet.

Og endnu mere stille sagde hun:

– De trænger til folk derhenne.

Der blev stille lidt. Så sagde Tinka:

– Ja, til huset her kunne man vel nok skaffe et fruentimmer.

Hun begyndte at knappe sit kjoleliv:

– Ja, sågu, min pige, sagde hun. Lasarettet ka' måske være *sundere* …

Hun talte i en helt anden tone, og hun så også ind i lyset.

– Man må jo "redde sig", sagde hun. For de bliver nærgående.

Tinka slog sjalet om sig med en bestemt bevægelse, som om hun forsvarede sig.

– Godnat da, sagde hun.

Tine rejste sig og fulgte hende ud gennem alléen. Alt var stille. Man hørte kun et par hunde, der gøede, og Tinkas skridt, der gik bort ad vejen.

Tine vendte tilbage. Da hun kom til længen, trådte hun hurtigt ind i skyggen.

– Er det Dem? spurgte Berg. Han gik sin sædvanlige runde.

– Ja.

Det var, som om de begge tøvede tæt ved hinanden. De kunne ikke lade være. Det varede kun en hundrededel af et øjeblik.

– Godnat, sagde Berg så og gik videre.

– Godnat.

Tine gik ind. I køkkenet begyndte hun at gå og ordne ting. Hun kom smørret i krukkerne og samlede brødet til "tønden". Hun lagde osten i et klæde.

For hun måtte blive oppe – oppe og gå omkring.

Så kom hun til at tænke på tøjet, der skulle i blød ved daggry. Hun måtte vække Sofie og sige det til hende.

Hun gik gennem borgestuen ud i gangen ved bryggerset og åbnede døren til pigekammeret.

Den store dobbeltseng var tom.

Tine kastede sig pludselig på knæ på stengulvet. Hun borede hovedet ned i den snavsede, krøllede, misbrugte seng og hulkede fortvivlet.

Bryggersdørene klaprede hele tiden frem og tilbage på deres villige hængsler.

* * *

Næste dag kom der et par feltlæger til skolen. Der skulle lægges syge i skolestuen. Tine måtte sætte det hele i stand.

De syge kom om eftermiddagen. Det var sårede, der indtil nu havde ligget på Augustenborg. De blev båret fra vognene op ad trappen på bårer. Løjtnant Appel var blandt dem.

Tine ville ikke have kendt ham igen. De runde kinder var faldet ind. Øjnene var mælkede, som hos en der har grædt både dag og nat. Han var ramt i siden, og lungen var ødelagt.

Alle seks var hårdt sårede, og turen havde givet dem feber. Nu og da hørte man dem stønne gennem huset. Den kvalme stank fra sårene stod ud i gangen.

Tine kom ikke ud af skolestuen et eneste minut mere.

– Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde madam Bølling. Hun gik ud og ind, fra soveværelset til køkkenet. Hun talte til Bølling og til sig selv og til husmandens Petra. For nu var alting jo af lave. Nu vidste hun ikke, hvad mere ondt der kunne komme.

– *Derinde* sidder han og kan knap flytte foden, sagde hun. Og ovre har vi *dem*, som ligger og skal dø. Og huset er fuldt, huset er fuldt. Og så vil Tine rejse.

For hundrede gang standsede hun foran husmandens Petra og rystede på hovedet.

*Det* var det, hun ikke forstod. Det var det, hendes tanker kredsede om.

– Og blod tørrer de på min trappe, sagde hun og begyndte at gå igen.

Det var bårerne. De var fulde af gammelt blod, og ambulancesoldaterne havde stillet dem op mod huset og trappen.

Til sidst gik selv munden i stå på madam Bølling. Hun var *helt* nedtrykt. Hun sad og vuggede frem og tilbage over for Bølling, på den anden side af sengen.

Så tænkte hun pludselig på skovrideren. Til ham kunne hun gå. Han havde jo "magt over Tine". Ja, til ham kunne hun gå. Og hun lod alting stå og gik. Hun ville derned med det samme.

Hun tog kun et sjal over kappen og gik.

Hun blev ved at snakke med sig selv om Bølling og om de sårede og om vejen.

– Der er ikke ryddet vej, sagde hun. Der er ikke ryddet vej.

Og et øjeblik efter sagde hun igen:

– Og så vil Tine rejse …

Det var, som om *det* hang sammen med vejen og blodet på trappen og alle andre spørgsmål under solen.

Berg gik rundt i sin stue, da madam Bølling kom.

– Er det Dem? sagde han hurtigt og standsede.

Madam Bølling begyndte at sige undskyld så mange gange, mens hun satte sig. For hun "skulle altid plage ham, og alle havde jo nok i deres eget" …

– Men det er *det*, at Tine vil rejse bort, brød hun ud. Og hvad *ska'* vi gøre?

– Bort? sagde Berg. Der kom en særlig, underlig, lys klang over det hurtige ord.

– Ja, til det lasaret.

Der blev en lille stilhed, mens madam Bølling ventede. Men Berg sagde kun i den samme hurtige tone og vendte sig bort:

– Ja, de trænger til hjælp derude.

Madam Bølling så op, som om hun ikke havde forstået ham:

– Trænger? Trænger? sagde hun. Hvem? Hvem?

– Var det de syge? Var det de syge? Var Bølling da ikke syg?

Og madam Bølling begyndte pludselig at tale i en høj, skældende, fortvivlet og skarp tone. Berg havde aldrig hørt den før:

– Hvem skulle hjælpe, når hun rejste? *Hvem*? Var der da ikke noget at hjælpe med *her*? Her, både her og der? Hvem? *Så* han da ikke sit eget hus, sit hus, som forfaldt? Der var ikke en krog uden snavs, ikke en væg uden plet. Og fruens, fruens dejlige ting blev ødelagt …

Hidsigt blev hun ved at tale. Hun pegede på gardinerne, der var grå, på gulvtæppet, der blev slidt op, og på bordene, som var støvede. Hun skældte ud foran den blege Berg. Han førte sine knyttede hænder op og ned foran brystet og kunne ikke sige noget. Til sidst brast hun pludselig i gråd:

– Å nej, å nej, men ingen kan holde det ud, ingen kan holde det ud, jamrede hun, mens hun græd.

– Men hun skal jo blive, hun må jo blive, sagde Berg. Det blev han ved at sige, forvirret og pint. Han vidste ikke selv, hvad han sagde. Han ville bare få dette menneske til at holde op med at græde. Han ville standse den gråd, den uudholdelige gråd.

– Hun må jo blive hos ham, sagde han. Det er klart.

Han gik op og ned, op og ned.

– Og der er jo ingen grund til at rejse, sagde han til sidst.

Han havde været tavs og ophidset i mange timer. Nu var det, som om han selv pludselig mærkede en ro ved sine egne ord.

– Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt … sagde madam Bølling.

Hun blev også på én gang mere rolig og begyndte at tørre sine øjne. Og som om hun igen ville undskylde sig, sagde hun:

– Å ja, se, man gør jo meget ud af lidt, meget ud af lidt, skovrider … Men hvem har sine sanser? Hvem har sine rigtige sanser?

– I disse tider, sagde hun.

Madam Bølling gik vuggende hjem. Skovrideren havde lovet at tale med Tine.

Han havde stået på trappen, da hun gik, og set ud i luften:

– Nej, *vi kan ikke undvære hende*, havde han sagt.

– Nej, det kan vi ikke, havde madam Bølling svaret.

Og så var hun gået vuggende hjem.

Tine sad ved Appels seng, da Berg kom. Hun så, hvor bleg han var.

– Kan De gå en tur med mig en times tid? sagde han lidt hurtigt. De trænger til luft.

– Er vejret smukt? spurgte Appel.

– Ja, svarede Berg. Og han tænkte: Hvor hun har lidt.

– Skinner solen?

– Ja.

– Så gå dog, så gå dog, sagde Appel.

Og Tine rejste sig uden et ord.

De gik ud. De drejede væk fra Pladsen, hvor soldaterne larmede. De gik ned langs kirkegårdsmuren, hvor der var stille. De talte ikke.

Men pludselig standsede Berg. Og som med et ryk begyndte han at tale. Han talte usammenhængende, som om han talte med sig selv. Han satte ord på alle de tanker, der pinte ham. Han undskyldte sig med alle de undskyldninger, han havde samlet sammen i en lang nat. Han forklarede den lidenskab, som han ikke nævnte. Han fulgte den med sine ord helt tilbage til dens fødsel i hans tanker. Han forsvarede sig med alt. Han skældte på nætterne, værkerne og vagterne. På krigen, som ikke var krig. På dagene uden arbejde og på nætterne uden søvn.

Han gik hurtigt igen, så hun næsten ikke kunne følge med. Stille forstod hun det hele. Men hun ville få ham til at tie. Hun ville vifte hele det forsvar væk, som han slet ikke havde brug for. Blødt og næsten bebrejdende sagde hun:

– Hvorfor vil De dog sige alt det til mig?

Berg standsede. To gange mumlede han hendes navn.

– Hvorfor vil De da rejse? sagde han så. Han sagde det hurtigt, som om han var forpustet. – Jeg har talt med Deres mor.

– Vi to, sagde han, behøver vel ikke at være bange for hinanden.

– Nej, hviskede Tine og løftede hovedet.

De talte ikke mere. De gik tavse ved siden af hinanden. Luften var mild, og himlen var lys mod solnedgangen, som når det nærmer sig forår. Kanonerne tav. Kun et enkelt drøn kom gennem den klare luft. Det lød, som om en tung, raslende vogn rullede forbi dem.

De gik ned over engen og steg over gærdet. De så Dammen og lysthuset med de hvide søjler, hvor rosernes ranker hang nøgne ned. Og de tænkte det samme.

Gennem lågen i buksbomhækken kom de ud til længen.

Fra dagligstuen lød klaveret med en vise. Sofie stod og fjollede i den halvåbne dør til vaskehuset. Nu rykkede hun væk fra sin sergent. Men Maren blev stående helt ubekymret ovre ved leddet. Hun fnisede højt midt i en kreds af soldater. De fulde spande havde hun stillet fra sig.

– *Kom af sted med Deres spande!* råbte Berg, som i et pludseligt raseri.

Og Maren satte af sted uden en lyd, så skørterne fløj om hendes ben, og mælken skvulpede. Officererne stod og drev på trappen til gården. De skraldgrinede, da hun løb.

Berg og Tine skiltes.

Hun gik hjem ad alléen til skolen. Den søde, kvalme luft fra de såredes stue stod ud i gangen. I dagligstuen spillede officererne kort.

Madam Bølling var i køkkenet. Hun kogte hønsesuppe til "dem derovre".

– Det står dårligt til, det står dårligt til med dem derovre, sagde hun.

– Jeg har talt med skovrideren, sagde Tine stille.

– Å, så Gud ske lov, å, så Gud ske lov, sagde madam Bølling. Hun måtte sætte sig, så bevæget var hun.

– Og her er jo også nok at gøre her, sagde Tine på samme måde som før.

– Å ja, er det ikke sandt? Å, så Gud ske lov … Bølling, Bølling! råbte madammen højt og glad ind til ham. – Vi beholder hende! Å, jeg vidste det, å, jeg vidste det, når *han* lovede det.

– Nå, min pige, nå, min pige, sagde gamle Bølling for at berolige hende. Tine havde slået armene helt krampagtigt om hans hals.

* * *

… Tine havde bragt suppen ind og sad ved Appels seng.

Rundt omkring var de syge ved at falde til ro.

Kun henne ved vinduet sad en sygepasser endnu og skrev, bøjet over et tællelys. Han skrev for en såret, som sad halvt op i sengen og dikterede et brev til sin kæreste. Det gik så langsomt, både med at tænke og med at skrive.

Appel havde talt om Viborg og om dem derhjemme. Nu lå han med lukkede øjne.

Henne fra vinduet hørte man den såredes stemme. Han udtalte alle bogstaverne, som om han stavede.

Appel slog øjnene op:

– Å, De ved ikke, hvor kønne øjne hun har, sagde han. Han så op mod lampens rolige cirkel af lys og smilede.

Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille.

Hun gik hjem til skovridergården. Aftenen var mild. Bag smedens hæk kom en af kroens piger farende frem, og en soldat fulgte efter hende.

I mørket stod en håndvogn midt på vejen. Det var krøblingens vogn med øllet. Han var på vej hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at tale til hende. Han sad mellem de to hjul foran den tomme tønde:

– Jo, *den* gik godt nok … hvis man sådan ku' hold' den gående … Ane forstod at bland' det tynde øl …

Krøblingen blev ved at snakke.

Tine gik fra ham. Han havde været på kroen.

* * *

To nætter efter blev Tine hentet hjem.

Det var madam Bølling selv, som kom og bankede på hendes rude.

Det stod helt forfærdeligt til med Bølling. Han havde ligesom fået sin stemme helt igen. Men der var noget galt med hovedet. Han talte forvirret, og man kunne ikke holde ham i sengen.

Lægen kom og sagde, at det var en blodknude på hjernen.

Tine måtte blive derhjemme.

### Ordliste

- **Bølling er snavs**: Bølling har det dårligt; han er svag og syg
- **der går skår i nogle skøre potter**: nogle letsindige piger kommer i ulykke
- **lasaret**: hospital for soldater
- **skytset**: kanonerne
- **værkerne**: forsvarsanlæggene ved Dybbøl
- **topand**: en and med en lille top af fjer på hovedet
- **vi løber storm**: vi løber hurtigt af sted, som soldater, der angriber
- **loen**: det store rum i laden, hvor man tærsker korn
- **rænker i løn**: hemmelige, lumske planer
- **blodknude på hjernen**: blodprop i hjernen

## VI.

Den anden nat sad Tine hos sin far.

Han talte uden ophør og bad. Han ville høre læse højt, salmer og Skriften. Tine læste og læste.

Nu hen mod daggry var han faldet lidt til ro. Men også i søvne rokkede og rokkede hans hoved på puden, sådan som syge dyr gør.

Tine halvsov med hovedet mod den kolde væg. Madam Bølling havde lagt en dyne på køkkengulvet for at få lidt hvile.

– Hvor det lyder, sagde hun. Hvor det lyder!

– Ja, mor, ja. Men sov nu, sov nu …

Som en orkan førte stormen kanonernes drøn hen over det rystende hus. Vinden slog den hårde regn mod ruder og mur, og den holdt aldrig op. Det lød, som når geværer knitrer. Og ude fra vejen i mørket hørte man gennem larmen de flygtendes tog. Det var utydelige lyde. Toget havde slæbt sig forbi fra Sønderborg i fireogtyve timer nu.

– Hør, det tager til, det tager til, klagede madam Bølling ude i sit køkken.

– Ja, men sov nu. Det bliver jo dag, og du har ikke sovet.

Madam Bølling døsede hen og stønnede lidt i søvne. Dagen begyndte at gry, grå. Også Tine slumrede lidt, lænet mod den rystende mur.

Rundt omkring sov alle, officerer og soldater og syge. De sov den samme søvn og hørte kanonernes drøn dumpt gennem den.

Nu var det helt lyst. Den syge sov endnu, og Tine rejste sig fra sin plads.

– Jeg vil gå derned, sagde hun. I halvandet døgn havde hun næsten ikke været uden for kammeret, mens kanoner og alarmsignaler lød.

– Ja, barn, gå, gå, sagde madam Bølling. Hun gik i gang med det daglige arbejde. Hun havde ikke mere forstand end et udslidt dyr, der kun mærker seletøjet og slider.

– Og det tager kun til, det tager kun til, sagde hun.

Selv trinet på trappen, hvor Tine stod, rystede, når jorden gav et ryk.

Vogn efter vogn sled sig forbi kroen, uden ende. Kvinder og børn sad på de usikre læs som bylter, der dinglede i regnen. De var døsige af søvn midt i larmen. Gamle koner, der næsten ikke kunne gå, kæmpede sig frem ved siden af vognene. De var helt fortumlede og snublede i de gennemblødte dyner, som de slæbte på. Regnen blindede børnene. De løb ind i vogne og træer og skreg, mens de tumlede videre.

Ingen kendte sin nabo. Og man kunne ikke høre stemmerne for kanonernes brøl.

Tine gik forbi toget og steg over gærdet til skovriderens have. Inde i huset havde man opgivet alt. Hele natten havde dørene ikke været lukket. Baronen lod de flygtende trampe ind fra alle veje, så ingen fik søvn eller ro. Alle stuerne var fulde af trin fra folk, der kom, og af bandeord.

I gården holdt flyttelæs midt i regnen. Folk havde forladt dem, og ingen ejede dem mere. Da Tine kom, lå tre mænd i gangen under et par kapper, som de havde bredt ud. Og et par børn, der var faret vild, var faldet i søvn på loftstrappen, svøbt ind i et sjal.

Ingen dør var lukket. Hundrede vejfarende havde slæbt snavs ind, og det var tørret fast på alle dørtærskler. I kakkelovnen i dagligstuen tændte to fremmede op.

Rundt omkring sad de flygtende, koner og børn. De vidste ikke engang, hvor de var. De lænede det tunge, sløve hoved mod væggen, der skælvede, for at få hvile. Kun få talte. Fra Bergs stue hørte man en skinger kvindestemme. Kvinden slog hele tiden de udbredte hænder ned i skødet. Hun var helt ude af sig selv og jamrede:

– Alt, hvad vi ejer og har … å, alt, hvad vi ejer og har!

Tine gik ud. Pigerne var ikke til at finde. Ingen havde passet ilden i skorstenen, og den var gået ud. Stormen rev i bryggersets åbne døre, som om den ville rive dem løs fra de rystende karme. Og kanonerne larmede.

Tine kaldte, men larmen tog hendes stemme. Til sidst fandt hun Sofie. Hun sad i krogen ved sin seng, krøbet helt sammen, med hele hovedet viklet ind i et sjal af lamauld.

– Å, er det da dommens dag? jamrede Sofie, og hun kastede sig over sengen. – Å, den treenige Gud, å, den treenige Gud!

Tine gik og kaldte igen:

– Maren, Maren!

Ingen svarede.

Men pludselig fór Maren ud af bryggerset som et dyr, der er ramt af et skud. Hun løb hen over gården, som om alle længerne stod i brand. Hun løb derud, hvor Lars Avlskarl og Anders Husmand var. De var også løbet bort. De stod på Markhøjen, rædselsslagne over for det brændende land.

Orkanen drev røgen frem over landet som vældige skypumper. Gårde brændte, og deres flammer blev slukket, som om de var små, ynkelige lys. I luften så man granaternes røde buer. Og jorden skælvede under fødderne som et dyr, der stønner.

Rundt omkring på alle bakker stod mænd og kvinder i den strømmende regn, stille som statuer. Og de flygtendes tog bredte sig ud over vej og sti som en flod, der stiger. Det var som en jammer, der aldrig holdt op.

– Så er det da dommens dag, så er det dommens dag, blev Sofie ved. Hun fulgte Tine i hælene, hvor hun gik og stod. Tine lagde brænde i skorstenen og fik kogt mælk og brød. Der var ikke anden mad i huset, for natten havde plyndret alt. Hun gav i det mindste børnene noget at spise.

– Å Gud, skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine. – Han var inde i Deres kammer for at sige farvel til fruens billed'.

Sofie jamrede højt.

– Det er det bedst' af alle billederne. Det ligner bedst af alle billederne. *Der* var han ind' at si' farvel, da han drog ud …

– Tag nu her, Sofie, sagde Tine. Hun øste mælk op i tallerkenerne, som Sofie skulle bære rundt.

– Å Gud, ja, å Gud, ja, jamrede Sofie lidt mere stille. Hun faldt i snak alle de steder, hvor hun bragte en tallerken. Hun måtte høre igen om "al den elendighed".

– Og det ta'r evig til, sagde hun og vuggede med hovedet.

Det tog til. Kanonernes buldren drev hen over huset som lyden af vand, der stiger ved en stormflod.

En ny strøm af flygtninge begyndte at banke på dørene. Baronen lod dem alle komme ind. Selv stod han ved døren til dagligstuen, travl som en bedemand ved en begravelse. Af hver eneste fik han sin "billet" for at komme ind: en beskrivelse af bombardementets rædsler.

Der var ikke mere plads i stuerne. De udmattede kunne ikke få en plads at sidde.

– Men her er i det mindste varme, sagde baronen. Han svedte i den dårlige luft, hvor dampen steg op fra de gennemblødte klæder på dem, der kom.

Der var en korrespondent, som var på flugt med en broderet rejsetaske. Han løb uroligt omkring på grund af sin artikel om bombardementet, som en hunkat, før hun skal føde. Han bad om bare et bræt, han kunne lægge over knæene, så han kunne skrive. Han blev sat ind i Tines kammer, hvor to børn allerede sov på sengen. Han tog tolv blyanter frem. Spidserne var omhyggeligt viklet ind i vat. Han lagde dem på række i vindueskarmen.

Der kom hele tiden flere. De var gennemblødte og dækket af snavs. De stod i gangen foran de overfyldte stuer. Og sløve, uden et ord, vendte de tilbage til regnen og vejen. Nogle bad om bare at måtte sidde et øjeblik, en halv time. Så satte de sig med børn i armene, på loftstrappen eller på det bare gulv i gangen ved bryggerset. Og de faldt i søvn i samme øjeblik, som de satte sig.

Der var ikke en ledig plet mere, ikke en krog at finde. En syg blev lagt i pigernes seng.

Inde i stuerne begyndte de udmattede at "tø op", og de kom til sig selv igen. De jamrede og målte, hvad de havde mistet. De græd over deres hjem. De hørte ikke på hinanden, for hver tænkte kun på sit eget. De talte om ejendom, penge og ting. De betroede sig til hvem som helst. Men den anden hørte intet og talte kun selv, for han var ramt af samme skæbne. De var hidsige og fortvivlede som en bedraget jøde på et marked, der tæller de værdipapirer, han har reddet. Og pludselig standsede de. De kunne ikke tænke. De stivnede igen over for det at være hjemløse. Deres hus var styrtet sammen, deres by var lagt øde, deres hjem var skudt ned.

Imens blev mødrene med børn ved knæene bare ved at græde stille.

De trængte sig sammen og talte i munden på hinanden. De fyldte alle krogene og trængte sig ind overalt. Det var, som om de var folk, der var kommet til en auktion, hvor et hjem er til salg. Baronen blev ved at løbe rundt, rød og blå i hovedet. Han spurgte efter "nye detaljer" og fortalte sine meninger. Og den sortsmudskede korrespondent fra København var bleg og ophidset. Han blev ved at gentage sin historie, som ingen hørte:

– Nej, det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke hyggeligt.

En granat var sprunget i aftes i det logi, som han havde forladt for nylig. Den var sprunget lige der, hvor en engelsk kollega plejede at ligge.

– Over hans seng, lige over hans seng, sagde han.

Og midt i jammeren fra alle disse mennesker, der havde mistet alt, sagde han igen:

– Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.

Et par købmænd talte om forsikringen. Det var held for *dem*, som havde forsikret gamle rønner godt. For erstatning for krigsskader måtte der i hvert fald gives. Og over alle samtaler og alle klager hørte man hele tiden den skingre stemme fra Bergs stue. Den gentog de samme ord, igen og igen, som en sindssyg. Som et omkvæd.

Tine ville gå. Her kunne hun ikke blive. Dette hus kendte hun ikke mere. Her gik hun kun rundt som en døv mellem fremmede menneskers jammer.

Hun gik forbi baronen, der stod tæt ved døren, og hun hørte ham råbe:

– Hvad de vil? råbte han. De vil skyde broerne ned. Det er broerne, det gælder … Jeg har sagt det, jeg har sagt det … Pas på tilbagetoget, har jeg sagt. Det bliver broerne, det gælder … Og nu falder der en regn af granater over broerne …

I gården stod de dødtrætte heste med hængende hoveder. Men de spidsede ørerne i larmen. De stod foran de flygtendes fattige læs. Tine gik forbi dem og ind i stalden, for hun ville kalde på Lars eller Maren. Kvæget strakte halsene frem og brølede kort og angst. De havde store, bange øjne, og tøjret raslede svagt.

En ko rakte tungen ud for at slikke Tines hånd. Det var Fanny, den blissede, Herlufs gamle ko.

Og Tine blev overvældet. Hun var magtesløs her mellem dyrene, der var lige så bange som hun, og som hun kendte. Hun græd fortvivlet, mens den blissede blev ved at slikke hendes hænder.

Hun gik ud, mens køerne fulgte hende med deres store øjne. I rummet ved loen hørte hun Hektor og Ajax hyle sagte. Hun gik hen og lukkede dem ud. Deres sider skælvede, og de trykkede sig ind mod hendes krop. Sådan gør de på en jagt om natten, når de pludselig bliver grebet af en hemmelig angst og trykker sig ind mod jægeren.

I alléen kom der igen flygtninge imod hende, nogle kørende og nogle gående.

– Der er ikke plads, sagde Tine mat og slog ud med hånden.

Og uden at sige imod vendte de tavse om, som om Tine drev dem foran sig. De var som en flok dyr uden vilje.

Ude på vejen kunne ingen komme frem mere. Soldater, der kom hjem fra skanserne, gik mellem vognene. De var fortumlede, sorte af krudt og blege. Officerer fra staben red ind på marken for at komme videre.

På skolens trappe stod en stabsofficer og en læge. Tine spurgte:

– Hvor ligger tredje regiment?

– Tredje? Ved brohovederne, svarede officeren.

Tine blev stående. De to var allerede væk. Klokkerne begyndte at ringe, og præstens kaleche kom. Tine stod der endnu:

– Han lå ved broerne.

Hun hørte sin mor råbe bag sig, men hun kunne næsten ikke kende hendes stemme.

– Tine, Tine! råbte moren angst igen, og Tine vendte sig.

Det var faren. Han var helt fra forstanden. Han ville op. Han hørte klokkerne og ville ud af sengen.

Tine løb ind. Hun holdt ham fast med magt, med begge hænder, mens han råbte:

– Bed, bed, lad os stå op og bede.

– Ja, ja. Hun holdt ham i sengen.

– Lad de ugudelige bede …

– Ja, ja! Tine tvang ham ned.

Faren, moren og kapellanen, der tog præstekjole på ved den anden side af sengen, stod ligesom bag et slør. Hun hørte dem ikke:

– *Han* lå ved broerne.

– Læs, læs! skreg den syge højt. Han satte sig op, og hans glasagtige øjne var fulde af blod. – Læs, læs! Og han greb hårdt om Bibelen på sin dyne.

Klokkerne lød igen gennem kanonernes drøn. Ude i køkkenet hulkede madam Bølling højt.

– *Der, der*! skreg den gale. Lyden af klokkerne gjorde ham ophidset. – Læs, hører du, læs … lad os alle bede.

Tine knælede ned. Bogstaverne voksede og blev store på siderne foran hendes øjne. Hun læste og læste og vidste ikke, hvad hun læste:

– "Herre, vær os nådig, vi har biet efter dig, vær årle vor arm, vor frelse i nødens tid."

– Ja, ja, råbte den syge med vidt åbne øjne. Bed, lad os bede. Gud er almægtig.

– "Og himlens hær skal svinde, og al deres hær skal visne. Til dom skal mit sværd fare ned over Edom og over det folk, som jeg satte i band."

– Gud er almægtig. Gud er almægtig …

Tine blev ved at læse, mens den syge blev ved at råbe. Selv hørte hun ikke alle profetens forbandelser. Bibelens ord var kun tomme lyde i hendes ører:

– *Han* lå ved broerne.

Faren talte med. De sagde begge ordene, han højere end hun, næsten triumferende. Alle Esaias' rædsler.

– "Herrens sværd kender blod, og det er mættet af fedme, af lams og bukkes blod, af vædderes nyrers fedme; for Herren har slagtoffer i Bezra, og stor slagtning er der i Edoms land …"

Fra kirken begyndte sangen. Det var, som om den syge lyttede efter den, og han talte mere stille:

– "Det skal ikke slukkes dag eller nat, røgen derfra skal stige op evindelig. Det skal være øde fra slægt til slægt, fra evighed til evighed skal ingen gå igennem det."

Langsomt døsede Bølling hen, og de feberhede hænder blev stille.

Tine lå ned over bogen. Fra kirken hørte hun soldaternes sang:

Vor egen magt, den er kun svag,
let kan os fjenden fælde;
men én antager sig vor sag,
omgjordet med Guds vælde:
Det er den Herre Krist,
og sejr får han vist!
Der er ej anden Gud,
han drager med os ud.
Han marken skal beholde.

Den syge mumlede i søvne, men Tine hørte det ikke. Hvor stærkt de dog sang derinde – *de, som skulle dø*.

Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilder.
Lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot.
Han har dog fået sin dom,
da Krist til jorden kom:
Et ord ham nu kan fælde.

*De*, som kunne dø – dø og få fred!

… Tine rejste sig. Faren sov endnu. Præsten var allerede kommet tilbage og tog præstekjolen af på den anden side af sengen.

Madam Bølling bragte ham kaffe og kringler.

– Å, var det nødvendigt, madam, sagde han mildt, på en dag som denne?

Og han nød kaffen og det, der hørte til. Han sad ved fodenden af sengen og så med et rørt blik på den sovende syge.

– Men det er velsignet at forkynde ordet for sådanne tilhørere, sagde han og pegede ud mod kirken.

– Ja, hr. pastor, svarede Tine. Hun vidste ikke, hvad han havde sagt.

Hun bar præstekjolen ud til den ventende vogn. Men vognen kunne ikke komme frem. Det var ikke et tog mere. Det var blevet en kæmpende menneskemængde mellem kroen og skolen. Vognene sank i mudder, der var en fod dybt. Hestene standsede, skælvende og blindede. Hele familier kæmpede sig frem. Børn og kvinder og mænd bøjede sig for storm og regn, der piskede dem i ansigtet. De mærkede ingenting, bare de kom frem, kun frem.

De skubbede sig forbi kanoner og stønnende dyr. De skubbede sig forbi sårede, der jamrede i vogne uden halm, og forbi forladte børn, der skreg ved vejkanten. Men de så dem ikke, fordi det ikke var *deres*.

Og selv deres klager var døde. De bar heller ikke fornuftige ting mere, mens de sled sig frem. De slæbte kun på det, som skrækken havde givet dem i hænderne, uden at vide det. Børn bar husgeråd, der ikke var noget værd. Gamle kvinder holdt krampagtigt fast i revnede spejle, som om det var en skat. Den strømmende regn udviskede billedet af deres forfærdede ansigter i spejlene. Mødre bad om ly, bare for deres børn, hos Jessens, hos smedens og i kroen. Og de gik videre fra dør til dør, for der var ikke plads.

Gennem det hele, storm og kanondrøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte man de såredes skrig. De skar som knive, når de nøgne vogne standsede i mængden. Ambulancesoldaterne havde kastet de sårede op i vognene uden medfølelse. De var dødtrætte af alt for megen elendighed.

Smedjen var fuld. Små piger hvilede sig på kirkegården, på de våde gravsten. Foran porten spærrede en marketender vejen for alle. Han solgte ud fra sin vogn og råbte travlt sine alt for høje priser ud. Og sultne børn spiste grådigt midt i uvejret. Krøblingen jog frem mellem vogne, dyr og mennesker og tilbød sit øl. Hans fyldte skindpung slog klirrende mod hans krykker.

Præsten stod endnu forfærdet ved siden af Tine på trappen. Så kørte en vogn ud fra Krogyden, midt ind i vrimlen. Børnene faldt og skreg, og vogne stødte mod hinanden.

Så kendte folk madam Esbensen, der sad i sin hoppende stol. Hun skulle ud i forretninger.

Og pludselig, midt i al deres elendighed, begyndte de at le og spøge og råbe rundt om madammen. Hun sad bred og smilende i sin stol, højt over alle hovederne. Og de gjorde plads og trængte sig sammen, mens de blev ved at le. Pastoren skyndte sig ned ad trappen og ind i sin vogn. Han ville følge lige i sporet efter madammen, der rullede af sted mellem de flygtende.

Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat i kanonernes hjul for at skubbe dem frem og skåne de stakåndede heste. Og bag kroen kom vognparkens forsømte dyr op med nye sårede.

Det var en vogn med hårdt sårede. Der *måtte* skaffes plads. De *kunne* ikke bringes videre. De nærmeste standsede, da de hørte skrigene, mens de sårede blev båret op ad skolens trappe.

En læge fulgte efter. Sygepasserne var forpustede og forvirrede. De løb efter vand og efter baljer. De flyttede de såredes senge sammen, mens de nye sårede lå og stønnede på gulvet, hvor man havde lagt dem. Der var ikke lærred, og der var ikke charpi.

Tine løb efter det, gennem mængden og over til kroen. På alle gulve lå børn og kvinder side om side på halm, der var bredt ud. Frysende børn græd rundt om skorstenen på stengulvet.

Madam Henrichsen sad i sit plyndrede spisekammer og fandt lærred og klude frem. Hun valgte længe, mens Tine ventede utålmodigt med de såredes stønnen i ørerne.

Men madammen holdt fast på sine klude. Hun målte dem og så på dem. Og midt i al jammeren lod hun munden løbe:

– Der var ikke noget spiseligt i huset, ingenting. Hvor skulle man tage det fra? Og hvem havde vel gavn af sine piger? De er ikke til at holde ved malkningen, om man så bandt dem til koens patter …

Og mens hun blev ved at rode i sine klude, skældte hun igen ud på sine piger. Den hemmelige angst for Tinka gjorde hendes raseri større dag for dag:

– Lå de alene i nætter som disse? Taget faldt ned over dem, og de rullede rundt med mandfolk, hvor de bare fandt en tot hø … Tøjter, tøjter! råbte madam Henrichsen, mens hun skubbede lærredet til side.

Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var kommet efter, gik hun gennem stuerne. Hun hørte igen larmen fra Pladsen. Som i blinde gik hun ind i mængden. Og pludselig, midt i sin stive træthed, syntes hun, at hun et øjeblik så Bergs ansigt foran sig. Det var mellem en flok soldater, blegt og forvredet. Hun blev grebet af en fuldkommen vished og sagde:

– Han er død.

Hun gik op. Hun gav lægen charpi og lærred. Han var i gang med arbejdet. En af de sårede stønnede højt under hans hænder.

– Å, å, rør mig ikke, be'r jeg … rør mig ikke, be'r jeg, be'r jeg …

Lægens arme var blodige op til albuen. Tine stod roligt ved siden af og hjalp. Hun var kun bleg.

– De kan tåle at se blod, sagde lægen og gik videre til den næste.

– Ja, svarede Tine bare og fulgte med.

Det var en sergent, de kom til. Hans ansigt var gråblegt, og han rallede.

– Dæk ham til, sagde lægen og gik forbi.

Sygepasseren lagde kappen over den døende.

… Lægens arbejde var forbi. De syge havde set til fra deres senge, bange og uden et ord. Nu lå de nye sårede på bårer, som hang mellem nogle bukke. Madam Bølling var kommet ind for at hente lægen. Bølling var vågen igen nu og så urolig:

– Og når der er en doktor i huset … og når der er en doktor i huset, sagde hun. Hun så hverken sårede eller syge. Hun tænkte kun på Bølling, som det stod så slemt til med.

Lægen gik ind og lod Tine blive.

Det begyndte at blive mørkt. Oftere og oftere blev døren åbnet. De stakkels flygtende bad kun om husly for natten, men forgæves.

– Er det Dem? hviskede Appel fra sin seng.

– Ja.

Tine satte sig på kanten af hans seng, og Appel tog hendes hånd. Så faldt han tilbage i feberen igen. I sin feber var han hjemme, altid hjemme, i Viborg ved søen, med "de unge piger".

Ude standsede kanonerne ikke, og stormen holdt ikke op. Forbi de rystende ruder hørte man det flygtende tog vandre og vandre, som vand der steg.

– Annie, Annie, kaldte Appel halvhøjt i feberen. – Tak … fordi du kom.

– Om lidt bliver her køligt … Hans stemme lød så mild. – Så går solen ned … her er så smukt, når solen går ned … og vi er sammen …

Han smilede og trykkede Tines hånd, som han hele tiden holdt:

– Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede hånden. – Du er så god … hvor du er god …

Sygepasseren vendte hovedet:

Nej, de fruentimmer holdt det da heller aldrig ud. *Der* lå hun nu også, på langs hen ad sengen, som en klud.

Det var doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.

– Det står dårligt til med Deres far, sagde han. Han vil absolut op. Men gør bare, som han vil. Det kan jo ikke skade – desværre.

– Og *gå* så derind.

* * *

… Bølling var ude af sengen. Han ville ikke blive i den mere. Han sad på kanten og snakkede uden ophør. Madam Bølling kunne ikke få strømperne på ham:

– Å Gud, å Gud! Hun fik dem ikke på med sine rystende hænder.

– Lad mig, mor, lad mig, sagde Tine og tog fat om den syge.

– Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal *alle* ud, blev han ved. Hans tunge gik uden ophør.

– Ja, far, ja.

Han havde kræfter som ti mænd. Han løsnede det hele igen. Hun kæmpede med ham af alle kræfter.

– Jeg vil op, vi må bort, det er tid!

Tine fumlede med ham. Han fik tøjet forkert på.

– Vi må op i tårnet, vi må op i tårnet, blev han ved, stakåndet. Alle op i tårnet.

Han tog Tine om begge håndled.

– For det er *jorden, der brænder*, sagde han og begyndte selv at skælve. – Forstår I, det er jorden, der brænder …

– Ja, far, ja!

– De har sat ild på jorden, sagde han hurtigt, hviskende og forpustet. – Der er ild i jorden … hører I … hører I … der er ild i jorden.

Og pludselig blev han grebet af rædsel og rev sig løs, mens madam Bølling skreg. Han samlede alt omkring sig i bylter, klæder og tæpper. Og han råbte hele tiden og skreg efter lygten:

– Lygten, lygten! Skal vi ikke se, hvordan jorden brænder?

Og han begyndte at le.

– Jo, far, jo.

– Å Gud, å Gud, å Jesus, Gud, hulkede madam Bølling.

– Hent Tinka, sagde Tine forpustet. Hun fulgte efter sin far, der løb ud og ind, ud og ind.

– Ja, å ja … Madam Bølling løb af sted, helt fra sans og samling.

– Lygten, lygten! skreg den syge.

– Ja, far, ja. Tine fik den frem og fik den tændt.

Tinka kom.

– Han vil op i tårnet, sagde Tine hviskende og hurtigt. – Hold dig til mig, hold dig til mig og pas på.

Den syge lo højt og længe gennem larmen.

– Vi vil se, hvordan jorden brænder … Gud har sat ild på jorden, sagde han, som om han forklarede det. Han holdt lygten op foran Tinka, der rystede.

Han gik ud. Han ville ikke støttes. Han stod på trappen og løftede den svingende lygte højt, så lyset faldt på de flygtendes ansigter.

– Kom, far, kom, sagde Tine. Hun ville have ham væk.

Mennesker og vogne og dyr slæbte sig frem neden for dem som et tog af forvirrede skygger. Stemmer og klager og råb blev til en svag mumlen under kanonernes larm.

Bølling gik ikke videre. Han blev stående på det øverste trin og mumlede, med lygten løftet. Han tog hatten af, som om den klemte om hans hoved.

– Far, kom.

De gik, og de stødte ind i de flygtende for bare at komme forbi. Bølling gik forrest. Stormen blæste næsten lyset ud. De fór ind i kirkegårdens hække og snublede over sten.

– Hører I, hører I! råbte den syge. Det lød som drønet fra et jordskælv.

Ajax og Hektor løb hylende rundt mellem deres ben.

Stormen stod ind mod døren til kirketårnet og holdt den lukket. Men Bølling rev den op. Luften derinde var som i en grav.

Døren smækkede i for næsen af de hylende hunde.

– Mor, tag lygten og gå forrest, sagde Tine.

Madam Bølling fik lygten. Hun var bleg og stiv, som om hun havde krampe, mens hun tog den.

Stigen stod foran dem og gik op i mørket. Dens trin var alt for høje. Mellem dem lå natten, som om den ville sluge dem.

– Gå bagerst, sagde Tine til Tinka.

De gik bagerst for at gribe Bølling, hvis han faldt. Men han kravlede op og klamrede sig til trinene. Han talte hele tiden, mens klokkerne over dem rungede dumpt gennem larm og storm. Regnen slog som hagl mod alle lugerne.

– Tinka, pas på, pas på.

Bølling vaklede i mørket, og de ville gribe ham. Men så var han oppe, og de også, på det faste loft.

– Lugerne må op, lugerne må vi have op!

Bølling rev i lugerne, og Tine sled dem op. Uglerne fløj skræmte forbi dem med korte skrig. Orkanen rykkede i klokkerne, og deres knebler slog mod metallet, som når der ringes for brand.

Den syge talte ikke mere. Rædselsslagne stod de alle foran de åbne luger.

Gennem regn og nat så de kun en eneste stribe af rødt, som kanten af et hav. Bag den, på bakkerne, brændte huse ned til grunden med en mørk flamme. Det var, som om den røde ild ville flyde ned over bakkernes kamme. Og den tykke luft over det brændende land var fuld af granater, som glødende kugler, der skyndte sig. Lyden af de flygtende nåede op til dem: soldater på flugt, vogne, der raslede, tusinder af vandrende skridt. Det lød som den hurtige knitren fra et kæmpestort bål.

Med sagte jammer og sammenknugede hænder faldt madam Bølling ned ved lugens åbning ved siden af sin mand.

– Det er øen, der brænder, hviskede hun.

Lugerne slog voldsomt ind mod tårnets mur. Det var, som om himlen sendte alle verdens vande ned over jorden. Og i den røde kant sprang røgens skygger som onde dværge.

Det rykkede igen og igen i tårnets dør. Dernede fór hundene jublende ind.

Tine havde vendt sig. Hun greb lygten. Hun troede, at hendes hjerte skulle stå stille.

– Den dejlige ø, den dejlige ø, hviskede madam Bølling igen og igen, utallige gange.

Tine havde løftet lygten højt over trappen. Hun lyste for Berg, der kom op:

– Det var ham, det var ham.

Hun talte ikke. Hun rørte sig heller ikke. Hun skælvede bare fra top til tå og stod på samme sted, mens han tog hendes hænder.

De andre vendte sig knap om.

Han stod helt tæt ved hende. Uden at vide det faldt hun ind mod ham med et suk. Og foran lugerne, bag forældrenes ryg, *tog* han hende og dækkede hende med kys.

Bølling havde rejst sig, og de var kommet ned igen. Hundene fulgte dem jublende.

Doktoren var i skolen. Han ville give Bølling et sovemiddel.

– Men *De* trænger til søvn, sagde han og vendte sig mod Tine. Hendes øjne var blanke og vidt åbne, som om hun så et syn.

– *Ja, hun går med mig*, sagde Berg.

De gik.

Heste og vogne og mennesker blev til ét i natten. Berg og Tine *løb* gennem uvejret og mængden, og de gøende hunde fulgte efter dem.

Og midt mellem ruinerne af sit hjem, under sin hustrus billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende begær.

* * *

Drivvåd fór Maren af sted ud af loen og over gården. Sofie var gået i seng. Hun vågnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt rodede seng.

Hun satte sig op og mumlede:

– Det er en bespottels' af Gud.

Men Maren faldt bare ned uden at høre hende og sov som en sten.

* * *

Regnen var holdt op. Flammerne fra Sønderborg lyste over landet.

### Ordliste

- **dommens dag**: den sidste dag, hvor Gud dømmer alle mennesker
- **skypumper**: hvirvelvinde, der suger vand eller røg op i en høj søjle
- **den blissede**: koen med en hvid stribe ned ad panden
- **brohovederne**: forsvarsstillingerne ved enden af broerne
- **charpi**: revet linned, som man lagde på sår
- **marketender**: handlende, der følger hæren og sælger mad og drikke
- **tøjter**: løsagtige piger (et skældsord)
- **knebler**: de tunge stykker jern inde i en klokke, som slår mod siden
- **nagende begær**: et stærkt ønske, der hele tiden plager én

## VII.

Nu var det glemt, det hele. Alt, hvad hun havde lidt i disse seks dage, siden han drog ud. For nu kom han jo hjem.

Tine løb hen til Lars Husmands. *Der* ville hun stå, når han kom.

Rundt omkring drog soldaterne ud. De sang ikke, og de gik tungt i den opblødte vej. De drejede hovederne og så efter Tine, der løb forbi dem. Hendes ansigt var så friskt i vinden. Og hun havde en lille sløjfe i håret under sjalet.

Ved stien ned til huset holdt krøblingen med sin vogn. Han havde to "filialer" nu. Han solgte sit tynde øl med sukker i over hele øen.

Han talte med sin kvækkende stemme. Tine så op i den lyse himmel. Luften var så mild, og alle fuglene kvidrede.

– Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin høje, klare stemme. Og hun løb ind til Ane.

Ane sad ved bordet, mens de to børn kravlede på gulvet. Hun var ved at ordne mange kobberskillinger i kræmmerhuse af papir.

– Nå, sagde Tine, er det fortjenesten?

– Ja, sagde Ane, Gud ske tak. Det er øllet.

Tine slog hånden ned i de mange fedtede mønter.

– Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod ruden:

– Men *luft* må der komme herind.

Hun pustede den indelukkede luft ud af lungerne. Vinduet måtte op. Men det var sømmet til.

– Hvem sidder dog bag en tilsømmet rude nu? sagde hun. Hun fik sømmene ud med et par hurtige hænder. – *Så*!

Den friske luft kom ind, og lugten af den unge jord. Tine blev stående ved vinduet. Signalerne lød så klart og kækt under den lyse himmel.

– I dag kommer skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvhøjt.

Ane hørte det ikke.

Hun lå med hele kroppen fremme over bordet for at tælle sine stabler. Hun brugte både fingrene og streger med kridt, når hun regnede.

Et af børnene havde fundet en skilling, der var tabt. Han ville ikke give slip på den, og han brølede, da Ane tog den.

– *Kom*, sagde Tine og tog drengen op. Hun løb gennem stuen med ham oppe i armene:

Og det var ridder Ro og det var ridder Rap,
tip-tap.
Og det var ridder Snip og det var ridder Snap,
tip-tap.

Drengen lo, mens hun sang og løftede ham højt:

– Og skal du med preusserne *slås*, og skal du med preusserne *slås*! råbte hun og gyngede ham op og ned i takt.

Så blev hun stille igen. Hun satte sig hen ved det åbne vindue med drengen på skødet.

Ane blev ved at tælle sine papirhuse.

– Hvor er himlen dog høj, sagde Tine. Hun så hele tiden ud i den blanke luft.

Signalerne fra dem, der drog bort, var døet hen, og solen var ved at gå ned.

Tine satte drengen fra sig med et sæt.

– Der er de, sagde hun og rejste sig.

Ane havde ikke hørt noget. Men bag bakken lød der skridt fra en trop, der kom.

– Nu når de bakken, hører du?

– Ja, nu kommer de, sagde Ane langsomt.

Tine lyttede, mens de kom nærmere med tunge og trætte skridt. Nu kom de ned ad bakken.

– *De synger ikke*, sagde hun mere stille, og hun bøjede hovedet lidt ned bag blomsterne. Det var, som om skyggen af en angst greb hende.

– Jo, det er *dem*, sagde Ane og så op fra sine skillinger.

De første rækker kom forbi. Der var færre af dem, og de var triste. Officererne gik ranke foran. De var blege under soden i ansigtet. Række fulgte på række, tunge og tavse. Ingen hilste på det kvarter, de kendte så godt.

– Hvor de bliver stille, sagde Ane.

Tine var ligesom sunket ned bag blomsterne. Nu rejste hun sig igen.

*Der* var han. *Der* så hun ham. Han var lige så bleg og lige så stille som de andre … Nej, han drejede ikke hovedet. Han så ikke, at hun var der. Han gik bare lige så træt som de andre. Forbi, som de andre.

Nu var de alle forbi. Man hørte kun krøblingens skingre stemme og et par pludselige kanondrøn over landet. Det var, som om de hilste på solnedgangen.

– Farvel, sagde Tine, der stod ved døren. Og hun gik hen over markerne. En uforklarlig angst havde grebet hende. Men pludselig, midt i angsten, sagde hun:

– Hvor han har lidt!

Og hun smilede af en glæde, som ikke kan beskrives. Hun skulle trøste ham. Hun skulle passe og trøste ham.

Hun løb hurtigere, så hurtigt hun kunne, hjem over marken.

Hun mærkede ikke, at der var helt stille i gården, selv om den var fuld af soldater. Og hun mærkede ikke, at huset var dødt og uden larm, selv om alle officererne var derinde.

Hun kom forbi Sofie, der sad på huggeblokken og græd, stille og uden ord. Og hun gik ind i sit kammer. Der duftede af de grønne bukkar, og de blå anemoner stod nyplukkede i vindueskarmen.

Hun tog stjernedugen frem, som hun havde gemt, og hun lagde den på det lille bord. Hun stillede tallerkenerne frem og dækkede bord. Hun så til hans livret, som hun havde lavet i går aftes sent, da alle var gået i seng. Og hun satte glassene frem, som han skulle drikke af.

Hun blev ved at gå rundt om det hvide bord og pusle med ingenting. Hun tænkte ikke på, at han lod vente på sig. Hun var lykkelig bare ved at gå og ordne ting her, hvor de skulle være sammen.

Så hørte hun hans skridt, og hun gik hen mod døren.

Hun rakte hænderne frem og smilede. Men pludselig lod hun dem synke igen. Han så dem ikke. Og de ord, hun havde længtes efter at sige, kunne hun pludselig ikke få frem. Hun stod bare uden ord og ventede. Hun var angst og forstod ikke. Hans øjne var fjerne. De så hende ikke, de kendte ikke kammeret igen, de hilste hende ikke.

Hun gjorde kun én bevægelse, pludselig, måske uden at vide det. Hun gik tilbage og stillede sig foran det lille bord, så hun skjulte det. Imens satte han sig træt ved ovnen og stirrede frem for sig.

Tine blev stående. Hendes hoved var fuldt af tanker og angst. Men igennem det hele kom igen den ene tanke, måske også med et glimt af håb: Hvor han har lidt! Og forsigtigt rørte hun knap nok ved hans skulder med sin hånd. Stille sagde hun:

– Var det så forfærdeligt?

Det var, som om han vågnede ved lyden af hendes stemme.

– Forfærdeligt, sagde han kun.

Og det var, som om han først nu overhovedet huskede "det". Med en slap hånd holdt han hendes hoved ned mod sin skulder uden at sige noget. Tine trykkede ansigtet ind mod hans kind, og tårerne brød frem af hendes øjne.

Så bøjede han sig. Halvt i tanker og halvt af medlidenhed kyssede han hendes stakkels ansigt med et par kolde læber.

Tine rejste sig stille. Hun begyndte at tale som en, der fryser. Hun spurgte forsigtigt om nætterne, om skanserne derude, om de faldne.

Han svarede kort, i en tone uden liv.

Det var, som om hvert svar gjorde Tine mere bleg. Og hendes næste spørgsmål blev endnu mere tonløst.

Hun tænkte kun på én ting: at få bordet væk, om bag sin seng.

Over dem hørte man officerernes trætte skridt. Deres langsomme snak var helt gået i stå. Berg blev siddende og holdt hendes hoved ind mod sit bryst. Det var, som om han alligevel nød at mærke hendes krop mod sin.

Tine løsnede hans hånd fra sit hoved og rejste sig:

– Skal De ikke ind og spise med de andre? sagde hun med en stemme helt uden klang. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun holdt fast i denne ene tanke.

– Jo, det er vel tid, sagde Berg, og han gik.

Tine fulgte efter. Hun gjorde alt i stand i køkkenet. Officererne kom tavse ned. I borgestuen begyndte Sofie at servere for sergenterne. De spiste grådigt, men der kom ikke liv i deres øjne, som sved af træthed.

Tine havde sat maden til officererne frem, og Sofie begyndte at bære den ind.

"Skovriderens ret" bar Tine selv.

Officererne satte sig stille ved bordet og begyndte at spise. Sofie bød maden rundt til det tavse selskab. Hun lavede hele tiden en lyd som en helt stille klynken. Og Tine gik bagefter, stiv og ubevægelig.

Nu og da sagde en af dem noget. Men det var, som om han ikke hørte sine egne ord og heller ikke svaret. Så sad de tavse igen. De havde alle det samme underlige udtryk i øjnene. De stirrede og grublede hele tiden.

Tine bød "retten" rundt og kom til Berg. Han så op på hende, men hun var helt rolig. Det var bare, som om hun langsomt blev mere og mere bleg. Som om alt blodet forsvandt fra hendes krop.

– Å, det har Deres mor bragt, sagde Berg.

Der gik kun en hurtig skælven hen over Tines ansigt. Hun prøvede at smile, som om hun sagde ja.

Officererne rejste sig fra bordet. De sagde ikke meget. De satte sig rundt omkring og fulgte røgen fra deres cigarer med øjnene. Nu og da rejste en enkelt sig og begyndte at gå op og ned. Det var, som om han havde glemt de andre. Han gik mekanisk, som en der kun har én fast tanke i hovedet. Så satte han sig igen på den plads, han lige havde forladt.

Tine gik ud og ind. Hun kom hele tiden tilbage for at vente på et blik. Eller måske bare for at høre hans stemme og være der, hvor han var.

Ovre fra laden begyndte folkene at synge. Det var få stemmer, og de lød alt for skingre.

En af kaptajnerne tog cigaren ud af munden:

– Det er *de nye*, sagde han tungt til Berg.

Sangen blev ved derude, og flere stemmer kom med. Så rejste majoren sig og sagde:

– Nå, løjtnant, har *De* glemt at synge? Svar folkene med en vise.

Løvenhjelm gik hen til klaveret og slog låget op. Han sad så underligt stiv, som en maskine, mens han sang:

Har I læst den Berlingske Avis –
eller har I hørt det,
at en fornem hertug i Paris
har sin kone myrdet?
Hun var lige gået i sin seng,
drømte om sin manne, –
han hed hertug Choiseul Praslin,
hun hed lige sådanne.

Baronen kom ind med et par korrespondenter. Den ene var en englænder, og den anden var den sortsmudskede, som kom fra hovedkvarteret. De hilste, mens Løvenhjelm blev ved at synge. De yngre officerer sang med. De åbnede munden mekanisk, lænede hovedet mod væggen og stirrede ud i luften:

… Ind kom kammerpigen trippende galant,
spurgte: "Hvad behager?"
Men ved nøjere eftersyn hun fandt
fruen rent kadaver.
Hertugen, den tyverad,
vaskede sig i et fad,
åd en ret forgiftet mad,
brændte så sin slåbrok.
Tralala, lalala, tralala.

Sangen var holdt op, uden at nogen mærkede det. Knap nok de, der sang.

Og i stuen, der pludselig var stille, hørte man englænderens stemme:

– Ja, den kanonade skjuler jo himlens sol.

Tine og Sofie redte senge på sofaerne, og folk begyndte at bryde op. Rundt omkring hørte man kun de tunge skridt fra dem, der gik i seng. Ingen talte med hinanden.

I dagligstuen sad kun korrespondenten fra København. Han holdt fast på en enlig kaptajn og sluttede alle sine sætninger med at sige:

– Nej, jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over broerne.

– Nå ja, nå ja, sagde kaptajnen. Han hørte ingenting. I hans ører lød hele tiden kun den bedøvende larm fra skanserne.

– Nej, forsikrede herren fra pressen igen, jeg går ikke mere over broerne.

Tine havde sat alt på plads overalt, i spisekammeret og i køkkenet. Hun gjorde det langsomt, som en der skal få tiden til at gå.

Hun hørte Bergs skridt gennem gangen, og hun gik hen mod døren. Men han gik bare ud på sin runde. Og hun gik tilbage til sit kammer.

Hun tænkte ikke mere på at rydde det lille bord af. Hun tænkte heller ikke på at tage dugen af, der skinnede ved siden af hendes seng. Hun så det ikke mere. Hendes *liv* bestod nu kun i at vente, magtesløs.

Det bankede et par slag på døren. Det var Tinka, der kom larmende ind.

– Min pige, sagde hun, jeg ville dog se, om huset stod endnu. Jeg kommer fra Per Eriks'.

Tine nikkede bare. Hun kunne ikke have talt.

– Nå, her er de fleste gået i seng, sagde Tinka og løsnede sit sjal. Ja, lige sådan hos os … Men hvor er skovrideren? spurgte hun.

– Vel derinde, sagde Tine uden at røre sig.

Først nu så Tinka på hende, da hun hørte den ligesom døde stemme. Og pludselig holdt hun inde. Hun så bordet med den hvide dug, hvor ingen havde spist. Hun så væggen med bukkar om spejlet. Og hun så Tine selv, bleg, som om hun var uden liv og blod.

– Tine, sagde hun angst og holdt inde igen.

Det var, som om Tine først rigtig hørte noget nu, da hendes navn blev sagt. Men hurtigt vendte hun igen øret mod vinduet.

– Nu gik han forbi.

Tinka var begyndt at ryste. Tavs gik hun hen til sin veninde og tog hendes hænder. De var kolde og stive, som om de var døde. Hun fandt ingen ord. Hun tog bare Tine om håret og blev ved at glatte det, glatte og glatte det.

– Tine, Tine, sagde hun.

Tine løftede bare sit tunge hoved. Et øjeblik så hun på Tinka med øjne som en hind, der dør – *uden at fatte døden*.

Tinka lod sine hænder synke. Endnu en gang så hun rundt i kammeret, hvor skovkransene hang om spejlet.

– Farvel, sagde hun. Det er jo blevet sent.

Hun tog Tines hænder, men de trykkede ikke igen. Og stille gik hun ud.

Da hun kom frem ved længen, mødte hun Berg.

– Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra?

– Fra Tine, svarede Tinka hårdt.

– Godnat.

Tinka løb ned ad alléen. Hun tænkte på Løvenhjelm og på ham den anden, den fremmede, der kun havde været i kroen den ene nat. Pludselig løftede hun sine hænder, som om hun truede, eller måske kun af fortvivlelse.

Berg gik videre. I længerne var der stille. Alle var gået til ro.

På trappen til gården stod en officer. Han var så dødtræt, at han ikke engang kunne sove.

– Natten bliver hård, sagde han og pegede i retning af skanserne.

– Ja, hård, sagde Berg.

Kanonernes buldren sang gennem nattens mørke. Det gav et dumpt ekko i jorden, og trappen sitrede under dem, hvor de stod.

– Og søvnen giver heller ikke nye kræfter, sagde officeren langsomt.

Berg svarede ikke. Men de tænkte begge på den tunge døs, der faldt over de dødtrætte. Og dagens råb blev ved at skræmme de lammede sovende: "Dæk Dybbøl – Dæk Avnbjerg – Ragebøl dæk!"

– Nej, sagde Berg, *man kan knap sove mere*.

De gik ind, og de skiltes med et håndtryk. Håndtrykkene mellem kammerater var blevet så faste.

Berg åbnede døren til dagligstuen. Inde i kammeret hørte Tine hans skridt dø bort.

Hun rørte sig ikke. Hun sad stille og skælvede bare, som om hun frøs:

– De var endnu ikke gået i seng. Huset var endnu ikke stille. Han venter, til det bliver stille.

Man hørte kanonernes drøn, der steg. Og man hørte en enkelt mand, der ikke kunne sove, gå frem og tilbage oppe over loftet. Ellers var huset stille.

Der kom skridt fra baronens stue i gavlen. Tine hørte korrespondenternes stemmer på trappen:

– Nej, ikke engang den tapreste korrespondent går mere ind i byen, sagde den sortsmudskede.

Og baronen svarede:

– Som sagt, som sagt, nu må man vente de store begivenheder.

Døren blev lukket igen, og også baronens skridt døde hen over loftet. Kun den søvnløse gik og gik.

Måske håbede Tine slet ikke mere nu. Men hun rejste sig alligevel. Hun tog sit sjal, lagde det om sig og satte sig igen – "for hvis han nu alligevel kom".

… Hun fór sammen. Det var hans skridt.

Hun kastede sjalet og stod midt i kammeret. Hun smilede til ham, da han kom.

Han tog hende i sine arme og knugede hende, så det gjorde ondt i hendes lænd.

Hun smilede og sagde:

– De kom dog.

– Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bøjede sig over hende.

… Han blev stadig hos hende. Men alt var koldt og dødt. Han fandt ingen ord, kun kærtegn. Og hun lå i hans arm, som om hun frøs – uden liv.

Hun stirrede hele tiden på alle disse timers lidelse, og hun forstod ikke, hvorfor de var kommet. Hun havde givet alt, og alt var taget fra hende. Og stille hviskede hun, som om hun bad om tilgivelse tusind gange:

– *Er De vred?* hviskede hun helt svagt.

– Hvorfor? spurgte han. Han forstod ikke engang hendes spørgsmål.

Men lyden af hendes stemme vakte igen begæret hos den nedtrykte mand – mens kanonerne sang.

* * *

Det var efter daggry.

Men Sofie var alligevel ikke kommet længere end til at sidde med halvt åbent tøj foran den store seng. Dér var hun faldet i søvn og sad og nikkede.

Maren vækkede hende.

Sofie kom til sig selv og sagde, hvor forarget hun var:

– En ved virkelig ikke, hva' du tænker på. Det er den lyse morgen …

– De *tør* jo ikke mere ligge *alene*, sagde Maren kun, halvt med foragt. Og hun smed sig med alt tøjet på yderst på sengen.

Maren tog ikke tøjet af mere.

### Ordliste

- **filialer**: her: andre steder eller vogne, hvor krøblingens øl også bliver solgt
- **kobberskillinger**: små, gamle mønter af kobber
- **kræmmerhuse**: små poser, der er rullet af papir
- **det klodser**: det bliver til en pæn sum
- **bukkar / skovkransene**: kranse af grønne grene
- **stjernedugen**: en fin dug med stjerner på
- **en hind**: en hun-hjort
- **Dæk Dybbøl**: råb til soldaterne om at søge dækning, fordi der kommer granater

## VIII.

Det var næste formiddag.

Tine gik væk fra vinduet, da hun så sin mor komme gennem gården.

Hun ville gå bort. Bare ikke se hende. I disse syv dage havde hun ikke været hjemme.

Hun løb ind i sit kammer. Men hun hørte allerede morens stemme i køkkenet, og hun åbnede døren.

– Her er jeg, sagde hun. Hendes stemme lød pludselig utålmodig eller vred.

– Å, Tine, hvor længe vi ikke har set dig, sagde madam Bølling og kom ind. Og din far har været så syg … og din far har været så syg … så længe, så længe … Å, det har været slemt. Det har været meget slemt.

Ordene var ikke bebrejdende. De var kun så bekymrede. Moren var blevet gammel. Hun blev mere grå dag for dag. Men foran hende, under al denne lidelse, sagde Tine i den samme tone, utålmodigt og hårdt:

– Tror du, det har været bedre her?

– Nej, å nej, sagde madam Bølling. Men pludselig faldt hun også ind i Tines tone. Skændende og hidsig sagde hun:

– Men det er vel dit hjem dog derhjemme. Og man kunne vel bare få dig at se.

Tine svarede, og de blev ved at tale. De talte hidsigt om ingenting, om noget, der lige faldt dem ind. De talte så højt, at man hørte de skændende stemmer ud gennem døren.

Madam Bølling gik.

På dørtærsklen sagde hun, at fru Appel var kommet. Og det var for resten løjtnanten, der gerne ville se Tine.

Tine holdt ikke sin mor tilbage. Da moren var gået, følte hun kun ét sløvt ubehag mere. Og lidt efter var det, som om det også var sket for en fremmed, for et andet menneske. Eller for længe siden …

Rundt omkring gik dagen sin gang. Officererne vandrede rundt i stuerne, som om de ikke kunne finde ro noget sted. Et par stabsofficerer kom ridende ind i gården. De kom fra stillingen. Bare larmen havde gjort dem fortumlede og helt knust. De var blege, og med korte hilsner gik de ind til majoren.

Officererne samledes i grupper. Og pludselig hviskede alle det fra mand til mand. Ingen vidste, hvor rygterne kom fra. Et regiment, måske to, havde nægtet at gå over broerne.

Kanonernes drøn holdt ikke op et eneste minut. Kaptajnerne blev kaldt ind. Fra majorens stue hørte man korte, hurtige stemmer. Imens ventede de unge officerer, rådvilde og tavse.

Provsten kom rullende ind i gården. Han var ophidset og søgte majoren. Men han måtte vente. Han gik op og ned mellem de unge, mens alle lyttede efter stemmerne derinde. Og i gården gjorde soldaterne deres arbejde uden at se og uden at tænke.

Og midt i forvirringen og larmen spiste de og drak de på skift, mens Sofie bar mad ind og mad ud. Døren til majorens stue gik op. Højærværdigheden ville kaste sig over de to herrer fra staben. Men de gik forbi ham med en hilsen, der brat afbrød hans strøm af ord. Og de gik tilbage til deres heste. De mærkede ikke mere dyrene under sig og heller ikke deres egne arme og ben. Deres øjne brændte som hos en lods, der kæmper mod mørket.

Kaptajnen kom tilbage, men ingen turde spørge. Fra majorens stue hørte de provstens stemme, høj og ophidset. Han havde hørt det fra hovedkvarteret: Skanserne, stillingen, skulle rømmes.

Han ville ikke tro det. Det var ikke muligt, og man turde ikke tænke det. Folket kunne ikke blive svigtet en gang til.

Provsten blev ved at tale, men majoren svarede ham ikke. Han sad bare og så ud ad vinduet. I alléen gik de stille, foroverbøjede soldater. Og på vejen kom de nye såredes konvoj langsomt frem i solen.

Højærværdigheden så intet. Han gik bare ophidset op og ned med store skridt, som på offerdage i sit sakristi. Og han talte højere og højere: Stormen var jo alles håb, og nu talte man om tilbagetog.

– Men regeringen vil kende sin pligt. *Den viger ikke tilbage.* Den vil ikke finde sig i et nyt Dannevirke. *Den* vil give sine ordrer.

– *Den har netop givet dem*, hr. pastor, sagde majoren. Han tog ikke øjnene fra de døendes tog, som blev ført hjem i solen.

Begge herrer tav. Og provsten gik, lidt forvirret. Han ville køre en tur forbi hovedkvarteret.

Han gik gennem stuen, forbi grupperne af tavse officerer, og ud i gangen. Der mødte han Berg og baronen. Stilheden i huset trykkede ham. Det var, som om ingen mere turde tale rigtig højt. Kun *hans* talerstemme lød lige så fyldig som kanonerne.

Døren til køkkenet stod åben. Ved bordet arbejdede Tine, Sofie og Maren på en række. De vaskede de snavsede tallerkener i et par baljer og hældte affaldet ud.

Provsten talte til Tine og spurgte til Bølling.

Hun løftede bare sit ansigt og så på ham, som om hun ikke forstod. Hun havde et blik som en, der går i en hemmelig vildelse.

Og provsten sagde til baronen, mens han lod øjnene glide hen over Sofie og Maren, der var helt slidt op:

– Ja, også kvinderne har taget deres del af byrden.

Provsten vendte sig og gik ud til sin vogn. Baronen kørte med, for man måtte jo have nyheder.

– Ja, sagde provsten, da de drejede ud af alléen. Hvis bare hæren var på højde med vor regerings energi.

Berg hørte ikke vognen, der kørte bort. Han så kun Tines ansigt, da hun løftede det mod provsten. To gange gik han forgæves hen over den lyse gård. Hun så ham ikke og rørte sig ikke. Han kunne ikke holde ud at se den måde, hun stod på, og det ansigt.

Og han bankede på ruden:

– Kom, sagde han, vi går op på højen.

Hun løftede bare det samme blik mod ruden. Og mekanisk, som om hun fulgte en ordre fra en, hun ikke kunne stå imod, slap hun arbejdet og tog sit sjal.

Hun hørte ikke, hvad han sagde, mens han gik bag hende på stien. Hans stemme nåede hende ikke længere. Hendes forvirrede tanker tænkte kun én ting: Han elsker ikke mere. Og hendes sjæl og krop følte kun én smerte: gyset fra i nat.

Fuglene sang over engen. Alle buskenes klistrede knopper var ved at springe ud, og de lyste i solen.

Lidt efter lidt holdt Berg træt op med at tale. Han fik jo ikke noget svar. Hun gik så tungt foran ham, med hovedet halvt bøjet. Og mens han gik bag hende, spurgte han kun sig selv, hvordan han nogensinde havde kunnet begære dette menneske.

De nåede foden af højen, og skridt for skridt blev kanonernes drøn stærkere. Så stod de på toppen ved siden af hinanden og så det ødelagte land.

De grønne marker var trampet ned. Flokke af kvæg uden ejer løb hen over dem. Vejene lå som mørke sumpe. Og de sorte mure fra de nedbrændte huse gabede op mod dem.

Bag skoven steg Rønhaves brand op som en søjle, et sørgebål, der nåede himlen.

Signalerne begyndte at lyde, men de klang magtesløse mod kanonernes brag. Skanserne kastede tyk røg ind over landet, som om de ville hylle det ind i nat.

Berg stod tavs. Pludselig fik han nogle tanker. Han så ud over den skændede ø og sagde stille:

– Hvor Marie dog elskede dette sted.

Tine hørte det, og hun forstod det så godt. Men hun følte ingen ny lidelse. Hun syntes kun, at solen gjorde ondt på hende. Og himlens blå farve gjorde ondt i hendes øjne.

Tropperne begyndte at samles. Lidt efter lidt kom afdelingerne frem mellem hækkene, der fik knopper. Alle veje blev fyldt af kolonner. De gik tavse, skridt for skridt, på den jord, der drønede, som lange ligtog. Og over dem rungede kanonerne i den solbeskinnede luft. Det lød som tusinde vældige klokker af metal.

Tine var gået ned ad højens kam.

– Hvor går De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vågnede.

– Jeg går hjem, svarede Tine bare og pegede over mod skolen.

Hun gik væk fra højen.

Det var, som om det ene ord ramte Berg som et pludseligt, dirrende slag. Han ville kalde på hende, men han kunne ikke. Med en næsten uudholdelig smerte så han alt, hvad han havde gjort.

Hundrede billeder kom frem i samme øjeblik, og hvert billede stak som en nål. Billedet af de gamle, af den mand, der lallede. Af madam Bølling, af hendes øjne, hendes øjne, der ikke mere kunne græde. Og af hende, af Tine, så livløs, som om sjælen var død i hendes krop.

Hele deres liv var levet for ham og hans familie. Hele deres hus tilhørte ham og hans. Det så han, plet for plet. Og han så deres ansigter, de gode ansigter. Og han hørte deres stemmer, de gamle stemmer.

– Det var ham, ham de havde elsket som en søn …

Det var, som om hans *sjæl* var såret. Kanonernes drøn lød som en fjern og ligegyldig buldren. Og kolonnerne så ud som noget småt, der kravlede.

– Ham havde de elsket som en søn.

En officer puffede til hans arm:

– Kanonaden stiger, sagde han.

Berg vendte sit forvildede ansigt mod ham:

– Synes De? sagde han.

Og han gik bort fra højen.

Officeren så efter ham. Berg næsten vaklede, mens han gik.

– Nå, også *han*, sagde officeren til sig selv og så efter sin våbenbror.

Berg gik ned over marken. Han var på kirkegården. Han var på Paradisvejen. I to timer gik han rundt og holdt øje med skolens tændte lys.

Så gik han hjem.

Og inde i sin egen stue begyndte han at skrive til sin hustru. Han skrev længe, side efter side, ømme og brændende ord.

… Tine var gået hen over engen, ind gennem gården og gennem alléen. Hun gik forbi officerer og soldater, som hun ikke så.

Henne på vejen blev hun standset af et tog af vogne.

Det var hærens forsyninger, kød og mel og brød, der blev kørt forbi på mange vogne. Tines øjne faldt på de heste, der gik nærmest hende. De var lodne og forsømte. De sled sig frem og vuggede, med matte og slukkede øjne. Og de dovne kuske lod piskene falde jævnt ned over deres ryg.

Men dyrene gik bare i det samme trætte skridt som før. Det var, som om slagene ikke kunne gøre ondt på dem mere.

Tine blev stående, og hun fulgte spand efter spand med øjnene.

Langt fremme på vejen hørte hun stadig kuskenes langsomme råb, når de lod piskene falde sløvt ned over dyrenes rygge.

Pludselig sprang tårerne frem i hendes hede øjne.

* * *

Hun nåede Pladsen. Den var tom, og i kroen var der stille.

Kun på smedens lod arbejdede fem-seks soldater. Der lå friske høvlspåner mellem den nedtrampede rug. De slog hvide brædder sammen og malede dem sorte.

Tine gik op ad trappen og løftede klinken til skolen. Luften derinde var tung og sødlig og harsk. Fru Appel sad ved sengen hos sin søn.

I timevis havde hun ikke rørt sig, siden hun kom. Hun havde ikke spist og ikke drukket. Hun sad bare stum og så på sønnens ansigt. Det var blevet så lille som dengang, han var barn. Og hun så på hans hænder, hans urolige hænder.

Madam Bølling var listet ud og ind. Hun ville jo så gerne hjælpe.

Men fru Appel blev bare siddende uden at bevæge sig. Og madam Bølling stod rådvild med koppen med suppe, indtil hun gik igen.

Kun én gang havde fru Appel løftet hovedet. Tårerne var brudt frem af hendes øjne, og hun havde sagt:

– Han er jo så ung.

… Tine havde sat sig. Hun vidste ikke, om fru Appel havde hørt hende, for hun havde ikke hilst og ikke rørt sig. Men så sagde hun:

– Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.

Og tårerne brast frem igen, som om hvert mindste ord, hun sagde, kaldte dem frem.

Tine sagde ikke noget. De sad begge tavse, som om de var grebet af den samme sorg, og stirrede på det blege ansigt.

Sygepasseren bragte mad til de sårede. Aftenklokkerne begyndte at ringe. Man kunne knap høre dem gennem kanonernes larm.

Så blev der stille i stuen igen, og skumringen begyndte at lægge sig over rummet.

Fru Appel sad bare som før foran sin søn, der sov.

Madam Bølling kom ind. Hun turde næsten ikke hviske. Men alligevel sagde hun helt stille til Tine, med sin nedtrykte stemme:

– Du kommer dog ind? Du kommer dog ind?

Og hun gik igen. Hvor sad Tine dog bleg og stiv derinde!

– Å ja, å ja, sagde madam Bølling. Her er elendighed nok til os alle.

Det var næsten blevet mørkt. Fra sengene hørte man de såredes stille suk. Tine rejste sig ikke. Hun syntes, at her var bedst. Her var fred, her, hvor et menneske døde, og livet var forbi.

– Han vågner, sagde fru Appel.

Halvt i søvne begyndte han at klage sig.

Tine rejste sig stille, tændte lampen og satte sig igen.

Den døende slog øjnene op, men han så ikke mere. De store øjne var brustne. Han jamrede svagt og rallede sagte.

Moren lå ned ved hans seng:

– Ja, Max, ja … gør det så ondt? Gør det så ondt? hviskede hun.

– Ja, Max, ja … gør det så ondt?

Døren gik. Det var madam Bølling igen. Hun ville bare se til Tine. Tine var vel vred siden i dag, siden hun ikke kom ind.

Hun gik ikke hen til sengen. Hun stod bare ovre i mørket og så på sin datter, til hun stille gik tilbage.

Den døende rallede højere:

– Ja, Max, ja, gør det så ondt? Gør det så ondt?

Han døsede hen igen, og igen vågnede han.

Ude steg kanonernes lyd som et uvejr, der rullede. Men omkring sengen var der underligt stille.

– Løft ham, løft ham, hviskede moren. Selv holdt hun hans hænder.

Hvor hans ånde blev svag, og hans hænder stive.

– Annie, Annie, hviskede han helt stille.

– Ja, Max, ja.

De lyttede begge efter hans ånde, som kom så svært, så tungt. Moren havde rejst sig. Så kastede han sig tilbage.

– Læg ham ned, læg ham ned.

De lagde ham ned igen. Så var det, som om han ville løfte hovedet, og han ledte efter ord:

– Annie … mor … Annie … hører I fuglene?

Han strakte de stivnende hænder frem og smilede. Og han sagde:

– Ja, hvor livet skal blive smukt.

Munden lukkede sig med et suk. Det unge hoved faldt helt tilbage.

Så sank fru Appel med et skrig ned over sin livløse søn. Tine lukkede hans øjne.

Fru Appel satte sig igen. Hun begyndte at klappe hans hænder, der var stive, og hans ansigt, der var koldt. Længe. Time efter time.

Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra sengen. *Hun* kendte ingen trøst.

Madam Bølling var ikke gået i seng. Hun sad på køkkenstolen bag døren. *Der* kunne hun høre, når Tine gik.

Der var hun. Nej, hun kom ikke ind.

Madammen greb hurtigt lyset og gik ud i den lille gang. Tine var allerede ved døren.

– Skulle du ikke se til din far? sagde hun.

– Mor, jeg må jo hjem, svarede Tine kun.

Madam Bølling gik hen til hende.

– Å, Tine, skal vi nu også gå og være vrede på hinanden? sagde hun. Skal vi nu også være vrede på hinanden …

– Nej, mor, nej. Tine rev sig løs. – Men nu er det jo sent … Godnat.

Hun talte i den samme utålmodige eller plagede tone som om morgenen, og døren smækkede. Hun var væk.

Madam Bølling gik tilbage. Hun kom ikke længere end til stolen ved døren. *Der* sank hun ned. En stum og uklar angst holdt det stakkels, tunge hoved vågent. Rundt omkring hørte man skridt hen over gulvene fra dem, der ikke kunne sove. Officererne fandt ikke hvile mere.

Uden at vide det begyndte madam Bølling at gå frem og tilbage som de. Hun var en vuggende skygge foran det osende lys. Hun forstod ikke noget mere, hun forstod ikke noget.

Kanonerne gav ikke fred et minut. Skolen rystede helt nede i grunden, som om taget skulle styrte sammen.

Kun fru Appel sad stum og rolig foran sengen hos sin døde søn.

* * *

På skovridergården var der stille.

Tine hørte kun nogle rastløse skridt hen over gulvene oppe i gavlen, mens hun gik gennem huset.

Hun gik rundt og satte ting på plads. Så undrede hun sig pludselig over, hvorfor hun gjorde alt det. Og hun lod det hele ligge uden at tænke.

Hun åbnede døren til dagligstuen, og hurtigt trak hun sig tilbage.

Skovrideren sad ved sin lampe og skrev.

Hun sagde til sig selv, til hvem han skrev. Og dog led hun ikke mere. Stille gik hun tilbage til sit kammer.

Hun gik op og ned. Nogle gange standsede hun pludselig, som om hun ville tænke sig om eller bare fange en eneste tanke. Hun samlede alting sammen, stykke for stykke, som en der bryder op og skal rejse.

Kort efter daggry gik hun hjem.

– At du kommer, at du kommer, sagde madam Bølling, der var i køkkenet. Hun slog armene om sin tavse datter.

– Ja, *jeg* er lige stået op, ja, *jeg* er lige stået op, sagde hun. Hun ville ikke fortælle, at hun ikke havde været i seng. Det ville jo bare gøre Tine urolig.

Tine gik ind til sin far.

Han havde fået noget nyt at fordrive tiden med. Tines gamle skrivebøger var blevet taget frem. Det var dem med løve- og tigerjagt på omslaget.

Dem sad han og læste i, time efter time.

Tine sad ved hans fødder. Hun stirrede på de store bogstaver, som hun havde skrevet som barn.

"Du skal ikke have andre guder for mig", stod der, linje efter linje.

Bølling fulgte linjerne med rystende fingre. Tine måtte vende siden:

"Du skal ære din fader og moder" – "Du skal ære din fader og din moder", læste den gamle igen og igen med sin tunge stemme.

– Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og så over på madam Bølling.

– Ja, Bølling, ja, du har jo lært hende det, svarede madammen.

– Ja, hun skrev godt, sagde han igen. Og han læste igen.

### Ordliste

- **stillingen**: det sted ved Dybbøl, hvor hæren forsvarer sig
- **rømmes**: forlades; soldaterne skal trække sig væk derfra
- **højærværdigheden**: fin titel for en provst (her sagt med lidt spot)
- **sakristi**: lille rum i kirken, hvor præsten gør sig klar
- **lods**: mand, der viser skibe vej ind i en havn
- **sørgebål**: stort bål, hvor man brænder en død
- **brustne øjne**: øjne, der ikke ser mere, fordi man er ved at dø
- **ralle**: trække vejret med en hæs lyd lige før døden

## IX.

I otteogfyrre timer havde kanonerne ikke tiet.

Nu var det over middag. Klokken seks skulle regimentet rykke ud.

Mængden blev tættere foran kroen. Der var *dem*, som fik deres feltflasker fyldt for anden gang. Den første portion var gået, mens de fik deres uniform og udstyr i orden. Det gik lidt langsomt. Og en gang imellem glemte de helt arbejdet, mens de sad og lyttede efter "musikken". Nogle syntes, at den blev hårdere og hårdere.

Krøblingen jog rundt. Men i dag var hans øl for tyndt. *Så* råbte han på Pladsen, og *så* råbte han i gyden. Han fik ingen ro.

Et par officerer gik rundt og talte med mandskabet. De gik helst *der*, hvor de kunne vente en vittighed til svar.

Fire lollikere råbte højest. De spillede kort, mens de lå fladt på maven.

Men glæden kom kun som korte vindstød. Og så blev der tungt og stille på Pladsen igen, mens kanonerne rungede så stærkt.

En officer havde talt lystigt til en flok, der stod tæt ved smedens lod. Der stod kisterne på række, to og to oven på hinanden. Så sagde en af soldaterne, fast og stille:

– Ja, hr. løjtnant, vi ved jo, at vi *skal* derud.

Og der blev helt stille i kredsen, mens officeren gik.

… På skovridergården var officererne spredt for alle vinde. De gik i haven eller ud og ind i staldene. De skrev, og de opgav det igen. De var i stuerne og udenfor.

For tyvende gang spurgte Berg i køkkenet, om Tine var kommet.

Han havde ingen anden tanke end denne: hvor hun var, hvad der *skete* i skolen.

Hun var ikke kommet.

– Nej, kommet er hun ikke, sagde Sofie. Hun begyndte straks at klynke:

– Så står det vist slemt til med degnen. For det må man si' om Tine, at ellers holder hun trofast nok af dette hus.

– Ja, sagde Berg.

– Hun har trofast elsket både Herluf og fruen fra den første dag, sagde Sofie.

– Ja, sagde Berg. Det var, som om han slog sig selv med hvert eneste ja.

Kvarter efter kvarter blev han siddende. Han lod sig pine af Sofies snak, som om han ikke led nok i forvejen.

– Og det har da for resten hele degnens hus, græd Sofie videre.

– Lige til den sidste dag, sluttede hun.

– Ja, sagde Berg. Det var, som om der sad en orm i hans sjæl.

Han rejste sig og gik ud.

Et kvarter gik. Han spurgte igen, om der var bud fra skolen.

Men der var ikke noget.

Så gik han.

Han ville se dem, han ville derhen.

Men igen gik han rundt uden mål. Han var på Paradisvejen og i gyden. Til sidst slog han følge med lægen og gik med ham op ad trappen.

Tine hørte ham først, men hun rejste sig ikke.

– Tine, Tine! råbte madam Bølling. Hendes stemme blev helt høj og lys af glæde. – Det er skovrideren, det er skovrideren.

– Nej, at vi ser Dem igen, nej, at vi ser Dem! blev hun ved.

– Tine, Tine! kaldte hun igen. Det er skovrideren.

Tine kom ud. Et øjeblik var det en lettelse for hende at se hans ansigt. Det var lidende, furet og blegt.

"Det gør ham dog ondt," tænkte hun.

Berg havde ikke sagt noget. Nu sagde han, som om det var svært for ham at få læberne fra hinanden:

– Bølling er jo så syg.

– Å ja, Bølling, å ja, Bølling … det bliver værre og værre …

Det var, som om Berg undgik at se ind i stuen, hvor Bølling sad. Hans blik gik kun hurtigt hen over alting i køkkenet.

– Men De må da ind til ham, De må da ind til ham, sagde madam Bølling. Hun gned uroligt den ene hånd mod den anden, så bevæget var hun. Det var så længe, rigtig længe siden, at skovrideren havde været herinde.

– Ja, jeg må dog se til ham, sagde Berg som før.

Tine vidste ikke, hvorfor hun gik med, da han gik derind.

Berg så Bølling. Han sad lille og affældig ved sengen. Berg ville ikke have kendt ham igen.

– Det er skovrideren, råbte madammen, det er skovrideren, som vil se til dig.

– Ja, ja, svarede den syge kun med tung stemme. Han løftede ikke hovedet fra de gamle hæfter. Hånden rakte han mekanisk frem.

– Å Herre Gud, å Herre Gud, han gi'r Dem dog hånden, sagde madam Bølling og blev helt rørt igen.

Berg måtte tage den kolde hånd, der var ligesom en svamp. Og han måtte holde den i sin et øjeblik.

– Ja, ja, sagde den syge kun og vendte siden.

Berg kunne ikke få et ord over sine læber. Det var, som om alt i ham led og blev pint. Øjnene, der så det kendte rum. Ørerne, der hørte deres stemmer. Hans hånd, der havde måttet tage den gamles hånd.

– Men Tine, sagde madam Bølling, der uroligt gik ud og ind, skovrideren skal da vel have en bid … De skal vel ikke gå sådan?

Hun fik slået bordet op på den anden side af sengen, og Tine måtte lægge dug på. Berg sagde ikke nej. Han svarede endda på det, hun sagde, uden selv at vide hvad. Han så kun Tine, der gik frem og tilbage og dækkede bord. Hun var bleg som en død. Hendes bevægelser var langsomme, som om hver muskel nægtede at arbejde og gjorde ondt.

– Herre Gud, man har knap den plads, man ka' sidde på. Madam Bølling kunne ikke komme frem mellem bordet og sengen. – Og hvad *kan* man lave? Hvad har man tid til at lave? Men en bid må De dog have, en bid må De have, som i gamle dage.

Berg kom til bords, og han måtte tage af maden.

– Det var dog Deres livret, det var dog Deres livret, sagde madam Bølling og lagde mere på hans tallerken.

Hun satte sig på stolen ved kommoden. Hendes gamle ansigt var helt lyst af glæde, og hun talte om Herluf og fruen.

– Men Tine, så find dig dog en plads, sagde hun. Så find dig dog en plads.

Tine blev ved at gå rundt som en statue, der bevægede sig. Berg sad med hver bid i munden, uden at kunne synke den. Men han måtte spise, mens madam Bølling så på.

– Men så byd ham, men så byd ham, Tine, sagde moren og rejste sig ivrigt.

Tine bød ham. Han syntes, at hendes hænder, der bød ham, var blege. Og han tog igen.

– Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den gamle igen fra den anden side af sengen.

– Ja, Bølling, ja.

– Ja, Herre Gud, å Herre Gud, det er nu hans glæde, forklarede madam Bølling. Jeg har jo gemt de gamle bøger … Bølling har jo lært hende det … han har jo selv lært hende det … og Tine *har* altid haft rigtig en køn skrift … det har hun … Og nu sidder han jo og ser i de gamle bøger. Han er jo ikke til mere … han er ikke til mere, skovrider.

Madam Bølling blev ved at byde mad rundt:

– Tine, du skulle selv tage dig en bid, sagde hun. Hun smager ikke mad, skovrider, hun smager ikke mad.

Berg vidste ikke, hvorfor han nærmest tvang hende til at spise. Han vidste ikke, hvorfor han *ville* have, at hun skulle spise ligesom han. Men hun gjorde det. Og de sad over for hinanden foran madam Bølling.

– At man er samlet en gang … at man er samlet, sagde hun.

Men pludselig så hun fra det ene til det andet af de to blege, stirrende ansigter, og hun holdt inde. Hun blev grebet af den samme uforklarlige, uklare angst som om natten. Hun satte sig og sagde i en helt anden tone:

– Ja, ja, hvor tiderne har forandret sig. Hvor svært det er blevet for os alle …

I nogle øjeblikke sagde ingen noget. Det var for Tine og Berg, som om de skulle holde op med at trække vejret.

Berg forstod ikke, hvordan han pludselig rev sig løs og kom op og ud. Madam Bølling stod på trappen og vinkede, og han vendte sig en gang til.

Tine var blevet siddende. Hun rejste sig ikke, og hun flyttede ikke det dækkede bord. Hun så ikke sin mor, der var kommet tilbage. Og hun hørte ikke sin far, der læste højt af de gamle bøger.

Kanonerne lød som den mægtige brusen fra en flod, der ruller af sted. På Pladsen hørte man råb og signalerne, der kaldte soldaterne sammen.

Larmen tog til. Tine hørte kommandoråbene gennem larmen. Hun syntes, at hun kendte hver eneste stemme.

Og igen lød der signaler, og igen kommandoer, og så skridtene … fra dem, der drog bort.

Madam Bølling stod på trappen igen og gik ind igen.

– Å Gud, å Gud, sagde hun og sank sammen i sin stol. *At de skal derud og dø.*

Tine hørte kun skridtene. De blev svagere, svagere.

Nu var han væk.

Og et øjeblik var det, som om al sløvheden forlod hende. Hun talte hurtigt til sin mor. Hun sagde:

– Det er vel bedst, jeg går derned. Sofie gør ingenting.

Og hun skyndte sig ud og løb ned gennem gyden. Hvor hurtigt den jog af sted, hendes skygge! Ned over marken. Dér mødte hun Tinka.

– Hvor skal du hen? spurgte Tinka.

– *Derned.*

Tine standsede ikke. Hun løb bare.

Tinka stod længe og så efter hende, til hun forsvandt over gærdet ved Dammen.

Tine løb ind gennem haven og ind i stuerne. Hun måtte se dem igen. Hun ville være *der*.

– Og så drog de da bort! Det var Sofie, som tudede og løb lige i hælene på hende. Hun sagde de samme ord igen og igen, på nye måder.

Tine satte sig på *hans* plads ved skrivebordet med lampen.

– Nu er de derud', græd Sofie, der sad i sofaen lige over for. Å Jesus, nu er de derud' …

Der lå et brev i den åbne mappe. Tine læste datoen: den 16. april.

– Og hvem ved, hvem der om en tim' kæmper med døden, sagde Sofie.

Tine vendte det første blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at læse. Det brev *kendte* hun. Det var alle ordene fra de gamle breve, som fru Berg havde læst så tit. Her havde hver sætning den samme klang. Her stod i hver linje alle de gamle kælenavne. Til fruen.

Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bøllings hoved tungt ned mod skovriderens bord.

Han havde kun *taget hende*. Taget hende et øjeblik.

… Skumringen sank ned over stuen. Sofie var faldet i søvn i sin krog.

Kanonerne lød med en helvedes larm, som aldrig før. Fra staldene brølede det skræmte kvæg. De hylede af angst, som på en mark om sommeren, hvor lynet slår ned i flokken.

Tine lå på knæ med hovedet mod fruens brev. Hun mærkede noget varmt mod sine hænder. Det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig på tæppet.

De slikkede hendes hånd.

* * *

Det var biskoppens vogn, der standsede foran skolen. Han ville bare se til gamle Bølling.

Han kom ud igen, forbi madam Bølling, der nejede. Han var ved at stige op i sin kaleche, da en højtstående stabsofficer red over Pladsen med et par ledsagere.

Stabsofficeren steg af hesten. De hilste på hinanden, og så gik de ind på kirkegården, han og bispen.

Fra højen over Paradisvejen så de mod vest.

– Skal der rømmes? spurgte bispen.

– Nej, *vi bliver. Man vil*, at vi skal blive.

Officerens stemme var underlig tydelig, og han så frem for sig, mod skanserne.

Bispen tav lidt. Hans mund skælvede en smule. Så sagde han:

– Ja, de mænd er sandelig klar over deres ansvar.

En tid stod de tavse. Solen var tæt på at gå ned. Den sank i en flammende rød farve, som om den kolde himmel havde suget alt jordens blod op.

Så vendte de sig, og uden flere ord gik de hen mellem gravene.

Biskoppen steg op i sin vogn. Men officeren slap ikke hans hånd. Så mumlede bispen et "Lev vel" og kørte bort.

En time efter kom de næste tropper ind på Pladsen. En stund var kroen fuld af soldater. De var meget tørstige. Så blev der hurtigt stille.

Kun fra kroen lød madam Henrichsens skingre stemme. Den kom fra gæstestuen, ud gennem døren mellem søjlerne. Hendes piger kom ikke, og man hørte hende råbe ude i gården.

… Kanonerne lød uden ophør gennem natten.

Det bankede på skolens dør, der allerede var låst.

– Det er mig, sagde Tine.

Madam Bølling lukkede op. Hun så kun sin datter som en skygge mod mørket.

* * *

Natten gik, og dagen blev lys.

Det var næsten middag, før man på Pladsen vidste, at nu blev Dybbøl stormet.

### Ordliste

- **rykke ud**: drage af sted mod fronten
- **feltflasker**: soldaternes drikkeflasker
- **lollikere**: soldater fra Lolland
- **mandskabet**: de menige soldater
- **affældig**: svag og gammel
- **livret**: den mad, man bedst kan lide
- **rømmes**: forlades; soldaterne skal trække sig væk
- **stormet**: angrebet med fuld kraft af fjenden

## X.

… Til langt ud på natten havde de hørt de såredes jammer, når de blev slæbt forbi til Hørup Hav. Hver stønnen hørte man så langt gennem stilheden.

Og så var alt blevet stille.

Dagen kom. Det var, som om Pladsen var død. Smedjen stod tom, og smeden kom ikke for at arbejde. Ingen åbnede kroens lukkede dør.

Madam Bølling og Tine sad pakket ind i sjaler, time efter time. De stirrede bare og sagde ingenting. Nu og da rejste madam Bølling sig. Rådløs gik hun frem og tilbage foran sin stol i krogen, som et sygt dyr.

– Vil du ikke spise? sagde hun.

– Nej tak.

Madam Bølling satte sig igen. Bølling vågnede. Ordene blev kun til en utydelig lallen i hans mund. Han famlede efter postillen, indtil Tine tog den og læste teksterne fra Skriften. Han forstod dem ikke mere, og hun hørte dem ikke.

Faren døsede hen. Gang på gang rejste madam Bølling sig og gik rundt i sin krog uden at vide det.

– Vil du ikke gå derned? sagde hun.

– Hvad skal jeg der, mor? sagde Tine med den samme tonløse stemme.

Og de sad i deres krog igen.

Sådan var dagen gået, som om de holdt vagt ved et lig.

Nu var det snart hen mod aften.

Tine gik ud.

I gyden, på Pladsen, i gårdene, på marken var der intet liv. Brædderne til kisterne lå forladt på smedens lod mellem den nedtrampede rug. Kun de køer, der ikke havde nogen ejer mere, brølede uroligt på de fremmede marker.

Tine gik hen ad vejen. Hun havde kun én tanke: Hun ville *se* ham, der var død. Han var ikke kommet tilbage. Så var han død.

Alting var stille.

Selv fuglene tav. Og den opblødte jord, hvor ingen gik mere, var blevet hård som et dødt tæppe.

Hundene sprang over gærdet ved skovridergården og fulgte Tine, men hun mærkede dem ikke. Hun gik forbi huse og gårde og så dem ikke. Hun ville kun til Ulkebøl, hvor staben var. I staben vidste de besked.

Men i Ulkebøl var alt forladt. Præstegården stod øde som en tom kro. Gårdhunden gøede ikke, da hun kom og gik.

Foran kirkegårdsporten brølede noget kvæg, der var faret vild. I tårnet begyndte klokkerne at ringe.

Tine gik ind. Hun så, at den store kirkedør stod åben. I koret lå der lig ved lig. Tine gik op ad midtergangen. Hun så hver eneste af de døde ind i ansigtet og gik forbi ham.

Ved alteret stødte hun ind i en fremmed mand, men hun så ham næsten ikke.

– De tapre, sagde han på et fremmed sprog. Hun hørte det ikke.

Hun så på den næste række, en efter en. Hundene slikkede tøvende de dødes bare fødder.

Hun gik ud igen. Bag kirken bandt den fremmede sin hest løs. Han så efter hende, så længe han kunne se hende.

Hun gik bare videre, ud af byen:

Så måtte staben være i Augustenborg. Staben vidste besked.

Tine blev ved at gå, og hundene fulgte med. Solen var gået ned, og mellem hækkene begyndte det at blive mørkt. Men ingen sagde godaften ved husenes lukkede døre.

Så gøede Ajax, og så Hektor. De løb frem ad vejen. De fulgte et spor og løb tilbage igen. De løb ind over marken mod den nærmeste gård. De sprang tilbage op ad Tine og gøede.

Hun vendte om og fulgte dem. Hun vidste ikke, at hun to gange faldt på knæ, som en der halter, mens hun gik.

Der var ingen i gården. Stille løftede hun dørklinken. Inde i stuen blev et barn vugget, og en lille gammel kone rejste sig ved ovnen. Hun kendte Tine, og hun begyndte at græde.

– Er skovrideren her? spurgte Tine kun.

Konen græd bare, og hundene blev ved at gø.

– Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.

Den gamle åbnede døren til midterstuen, og Tine mærkede den kvalme lugt af blod. *Dér*, i alkoven, lå han.

Tine så kun hans gråblege ansigt. Hun skubbede konen væk og tog vaskefadet fra hende. Vandet i det var rødt af hans blod.

– *Har han talt?* spurgte hun.

Konen græd.

– Å ja, å ja, han kalder jo på fruen … på sønnen og på fruen … de to er i hans tanker … å Gud, hvor sørgeligt … å Gud, hvor sørgeligt.

Tine sad tæt ved sengen, som om hun var hjemme. Hun stirrede ubevægelig på hans ansigt.

– Han vågner, sagde hun.

Hendes liv var kun ét håb: at han ville kende hende igen.

Men den døende slog bare øjnene op og så på hende, som om hun var den tomme væg.

– Marie, Marie, kaldte han svagt. Marie, tag Herluf ved hånden … han græder … han græder …

Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig, da de hørte hans stemme, og klagede sig sagte.

– Se de stakkels dyr, se de stakkels dyr, græd konen.

Det var, som om den døende mærkede sine hunde og ville dreje sit sårede hoved. Han smilede halvt.

Tine rørte sig ikke.

Hun sad der en time. Hun ventede på, at han skulle sige hendes navn. Bare i en forbandelse, der viste hendes skam.

Men han huskede hende ikke mere.

Så rejste hun sig.

– Bliv her, sagde hun til konen. Jeg vil hente hjælp.

Og hun gik alene. Hundene blev ved hans seng.

Natten var mørk, og der var ingen stjerner. Hun faldt over en milesten ved vejen, og hun rejste sig igen.

Moren var oppe, da hun kom hjem. Bleg og nedtrykt sad hun på det samme sted.

– Hvor længe du blev, barn, sagde hun.

– Jeg har ikke hørt noget, sagde Tine og lagde sjalet.

Moren skænkede kaffe og rakte hende den.

– Tak, svarede Tine og drak grådigt.

– Hvor du er bleg, sagde moren.

Hun begyndte at tage sengetøj frem og lægge det på sofaen. Det skulle være Tines seng.

– Nej, mor, sagde Tine. Hun sagde det hele tiden i den samme tone, der gjorde madam Bølling så bange. – Jeg sover oppe.

Hun gjorde alt klar for at gå i seng. I tanker satte hun stolene på plads, som i gamle dage. Hun tog lyset fra hylden og tændte det. Og pludselig var det, som om hun vågnede. Hun *så* alt omkring sig, og hun vidste, at *alt var sket*.

Hun så stuen og de gamle, kendte møbler, som for første gang i lang tid. Og hun så sin far og sin mor, *dem*, som hun nu skulle forlade.

– Hvor du sukker, barn, sagde madam Bølling og strøg hende mildt over håret. Hvor du sukker.

Tine holdt morens hænder fast over sit hår, som om det var et langt kærtegn:

– Ja, mor, ja, mor, hviskede hun ud i luften.

Længe stod hun ved farens seng. Alle sine bevægelser gjorde hun lange og langsomme. Det var, som om hun selv målte dem og så på dem.

Hun kyssede sin mor godnat og tøvede et øjeblik endnu. Så gik hun op. Hun bar forsigtigt lyset over loftet, for der lå halm spredt ud. Og så var hun inde.

Hun så på alt. På gardinerne, der var blevet snavsede og grå. På gulvet, der var slidt af de mange fødder. Og på sin seng, hvor fremmede mænd havde ligget.

Her havde hun levet hele sit liv.

Hun blev siddende stille på kanten af sin seng foran det brændende lys. Nedenunder hørte hun moren gå og ordne ting, snakke med sig selv og falde til ro.

– Er du i seng? spurgte moren hviskende op, så hun ikke vækkede Bølling.

– Ja! svarede Tine.

– Så godnat, barn.

– Godnat, mor.

Alt blev stille. Tine blev siddende på sin seng. Hun hørte kun de to gamles dybe åndedrag op gennem huset.

* * *

Det første grå dagslys faldt ind i kammeret. Lyset var næsten brændt ned, da Tine rejste sig og slukkede det. Hun gik stille ned og åbnede forsigtigt døren. Hun så kroen og kirken og smedens hus. Og hun vendte sig mod skolen en sidste gang:

Der var mors plads bag ruden og kanten af hendes stol.

Langsomt gik hun hen ad vejen. Ved højen steg hun over gærdet ind i skovridergårdens have. Træerne og buskene og roserne, som var pakket ind i måtter, stod som spøgelser i halvmørket.

Tine gik op ad havetrappen og så ind gennem døren. Hun kendte hver en plet, og hver en plet var ødelagt.

Tanker havde hun ikke. De var vel allerede døde. Hun bad heller ikke nogen om tilgivelse. Hun vidste kun: Nu måtte det være forbi.

Hun var allerede gået ned, men hun vendte tilbage en gang til. Hun holdt panden mod ruden til sit eget kammer og så længe ind.

Hun kom forbi pigernes vindue. Sofie sov alene i den store seng med mange tørklæder om sig.

Hun hørte kvæget blive uroligt i stalden, og hanen galede højt. Og hurtigt gik hun ned mod Dammen.

I ét øjeblik huskede hun tusind ting. Det var, som om alle de stemmer, hun elskede, talte til hende på én gang. Hun tænkte på Herluf og på aftenen, da de rejste. Og på dagen, da Berg og hun gik forbi her over gærdet. Og på morgensangen, de sang i skolen, da hun var helt lille. Og på Appel, der var død. Og på sin far og sin mor, som nu skulle sidde alene.

En rædsel greb hende, og alle hendes nerver sitrede. Her skulle hun *dø – dø*.

Nej, hun *kunne* ikke, hun *måtte* leve … kunne ikke … Tusind udveje, tusind påskud, tusind undskyldninger drev hende hjem til livet i ét øjeblik …

Men så skubbede hun langsomt skoene af sine fødder. Angsten var død under hjertets trætte smerte.

Hænderne havde hun foldet. Læberne bed hun sammen. Med blikket mod det lille lysthus gled hun ned i dyndet.

… Nu var Dammen rolig.

Dagen kom.

* * *

Madam Bølling var vågnet. Bølling havde sovet så roligt, og han lå så godt endnu.

Hos Tine var der også stille. Madam Bølling hvilede selv et kvarters tid mere, før hun bankede med en stok i loftet for at vække Tine.

Men der kom intet svar.

Madam Bølling stod op. Tine kunne nok trænge til søvnen. Det var ikke så underligt, hvis hun sov længe en enkelt gang. Moren ville lave kaffen og bringe den op, når hun vækkede hende. Så kunne hun drikke den i sengen.

Så mange gange havde hun bragt kaffen op til hende om vintermorgenen. Når det var alt for koldt, og Tine så gerne ville ligge lidt længere.

Madam Bølling gik og talte med sig selv, mens hun gjorde alt i stand. Men så vågnede Bølling, og han skulle have sin morgendrik først.

– Å Herregud, å Herregud, hvor dårligt det står til med ham, talte madam Bølling med sig selv. Hvor dårligt det står til med ham. Man må snart made ham nu, som et barn … nå, Bølling, nå …

Han tog ikke mere om koppen. Han kunne ikke holde om noget som helst.

Til sidst faldt Bølling dog lidt til ro igen. Hun fik kaffen på bakken og gik op over loftet.

Hun så den tomme, urørte seng. Et øjeblik stod hun forvirret og forstod ingenting. Så begyndte hendes ben at ryste. Hun løb hen over loftet og råbte uden mening ind i gavlkammeret og ud af lugen:

– Tine, Tine!

Så tav hun igen. Hun tænkte: Bølling hører det.

Hun prøvede at samle sig og få fat i bare én tanke:

– Hun er selvfølgelig hos de syge, sagde hun. Hun er blevet hentet ned til de syge.

Hun gik ned. Hendes ben ville ikke bære hende. Hun åbnede døren og så, at Tine ikke var der. Hun spurgte: "Har De set min datter?" Men hun ventede ikke på svaret.

Hun sagde igen og igen:

– Hvor er det forkert af Tine at gøre mig så forskrækket.

Og grebet af ny angst sagde hun:

– Men hvor er hun da? Hvor er hun da?

Hun havde ikke sin forstand mere. Hun begyndte at løbe gennem huset, som om hun ledte efter en nål, hun havde tabt. Pludselig lod hun alting være og løb ned over Pladsen og ind gennem kroens stuer.

– Hvor er Tinka? råbte hun. Hvor er Tinka? Som om Tinka vidste besked.

Og da Tinka kom, kunne hun ikke mere få ordene frem. Hun stod bare hjælpeløs og rokkede med hovedet.

– Hvad er der? Hvad er der? råbte Tinka.

– Tine … hvor er Tine? … Tine er der ikke …

Og pludselig begyndte madam Bølling at græde.

– *Hvor* er hun ikke? sagde Tinka. Hun var bleg som et lagen. *Hvor* ikke?

– Ja … *hvor? hvor?* sagde madam Bølling forvirret igen. Og hun fortalte det tonløst. Hun gentog de samme ord, i sætninger uden mening:

– At hun var der ikke … at hun var gået op … i aftes … og var der ikke … hun ville sove deroppe … i aftes … og nu var hun der ikke … nu var hun der ikke …

– Så er hun på skovridergården, sagde Tinka og rev sjalet om sig. Hun rystede over hele kroppen.

Madam Bølling stod et øjeblik. Og så begyndte hun at le gennem kuldegysningerne.

– Ja, ja, ja, sagde hun og lallede halvt. Det er hun, det er hun … At man ikke tænkte på det med det samme. Hun har villet have nyheder … hun har jo villet have nyheder … om skovrideren … om skovrideren …

Hun begyndte at gå efter Tinka. Det gik hurtigt hen ad vejen. Og mens hun løb, gentog hun de samme ord: "Skovrideren, skovrideren, skovrideren …"

Men pludselig standsede hun. Hun førte hænderne op mod sit grå hoved, som om hun ville værge sig mod et slag. Mistanken begyndte at vågne i hende som en dump angst.

Hun greb Tinka om begge arme. Forvildet så hun hende ind i ansigtet, som om hun ville tale, spørge. Sandheden gik igennem hende som et pludseligt sværd.

– Kom, kom, bad Tinka angst.

Men madam Bølling rev sig løs med en stille klynken, som et dyr, der er skudt og synker sammen. Og hun løb.

Hun havde forstået.

Ja, nu forstod hun alt, og nu huskede hun alt. Nu var alt styrtet sammen.

Det var skovrideren. Det var *ham*, som havde taget hendes barn.

Hun løb ind over gården og op ad trappen. Hun slog døren op.

*Han* havde taget hendes barn.

Hun *faldt* ned i en stol og sad i de øde stuer. Hun mumlede ord, som hun ikke selv vidste. *Så* forbandede hun *dem*. Så jamrede hun over *hende*. *Så* bad hun "fruen" om tilgivelse og løftede sine rystende hænder.

– Å Gud, å Gud, for *min* skyld … hun har vel ikke vidst, hvad hun gjorde … Gud, å Gud, for min skyld … hun har ikke vidst, hvad hun gjorde.

Hun blandede "fruen" og Gud sammen, og hun bad til dem begge med de samme ord:

– Gud, o Gud, jeg be'r, jeg be'r, jeg, som har født hende, jeg, som har født hende … be'r … jeg be'r.

Og de evige gentagelser fik tårerne til at strømme. Hun hulkede med hovedet ned mod bordet, mens hun blev ved at bede.

* * *

Tinka havde kaldt på Lars. De ledte i huset og i haven, og husmanden ledte også. Sofie løb bagefter og jamrede, med begge sine tørklæder i hånden.

Det var hende, der fandt Tines sko i græsset.

Lars stak fra bredden med stænger ned i det tykke mudder. Husmanden hjalp til, da de fik liget trukket op.

Tinka lagde sig hulkende ned i det grønne græs og glattede håret væk fra det skamferede ansigt.

– Kom og løft hende, sagde hun.

Og de lagde den døde op på et sejl, som de havde hentet. Tinka tog sit hovedtørklæde af og bredte det over venindens ansigt.

De bar hende ind. Dynd og vand sivede ned over gulvene.

Sofie løb væk. Hun turde ikke røre ved liget. Men Tinka og Maren gjorde den døde i stand i kammeret. Hun lå med foldede hænder på sin seng under fruens billede.

Tinka gik ind til madam Bølling. Det var, som om madam Bølling var blevet en gammel, svag kone i løbet af den ene time. Hovedet faldt fra side til side, og man kunne ikke kende hendes stemme.

Hun så bare op på Tinka og rejste sig.

– Hvor er hun? spurgte hun.

Tinka kunne ikke svare.

Moren så vandpytterne i gangen, og hun spurgte:

– Er hun i kammeret?

– Ja, hviskede Tinka.

De gik begge derind. Madam Bølling løftede lagenet fra sin datters ansigt.

– Barn, barn, hviskede hun helt stille. Små tårer løb ned ad hendes kinder. Og som om hun ville trøste hende, lod hun hånden glide ned over hendes hår og sagde:

– *Det har jo været ham … det har jo været ham …*

Og hun havde tilgivet alt.

Med stille klager, der ikke var ord, græd hun med hovedet ind mod sin datters seng.

Så rejste hun sig. Mat, som om hun talte i søvne, sagde hun:

– Nu skal hun hjem.

Hun bredte selv lagenet over båren. Lars Avlskarl og Anders Husmand bar Tine hjem, bag om husene og over de stille marker.

* * *

Det var blevet stille i skolen. Gennem huset hørte man hvert slag med hammeren, når Tinka og Gusta satte de hvide lagener fast i salen.

Sofie listede ind i køkkenet, hvor husmandskonen arbejdede. Hun var bange for hver lyd.

– Hun ska' da vel have ordentligt ligtøj på? hviskede Sofie, som om hun var bange for sin egen stemme. Det var da en dødssynd, hvis hun ikke skulle have ordentligt ligtøj på.

– De går jo og klæder hende på, hviskede husmandskonen tilbage.

– Herregud, går de og klæder hende på, klynkede Sofie sagte. Midt i sorgen lød hun underligt tilfreds.

Hun tog skoene af, mens Bølling lallede længe gennem huset. Hun sneg sig ind gennem stuen og åbnede døren til salen uden en lyd.

Tinka og Gusta gik blege rundt i det underlige lys fra de mange lagener.

– Må en se hende? hviskede Sofie, skræmt og genert.

Tinka og Gusta svarede ikke. De drejede bare hovedet mod den hvide båre.

Sofie græd en tid, mens hun løftede lagenet fra det stille ansigt. Så gik hun rundt om sengen og så længe på "klædningen".

– Så ska' der lagener over det hele? hviskede hun.

Men de svarede hende ikke.

Klokkerne begyndte at ringe til løjtnant Appels begravelse. Ovre ved kroen steg fru Appel ud af vognen, hyllet ind i sine lange slør.

Madam Henrichsen kom ud for at hjælpe hende. Hun sagde, at "Tine i skolen" var død til morgen. Fru Appel spurgte: "Hvornår?" Men hendes ansigt var, som om hun ikke hørte det. Hun ventede ikke på svaret. Det var, som om der ikke fandtes andre døde end hendes søn.

Sofie gik tilbage til køkkenet.

– Ja, nu har de klædt hende på, sagde hun grædende og tog skoene på igen. Hun ligger for resten rigtig kønt … i lutter hvide tæpper.

Hun tørrede sine øjne, og pludselig sagde hun i en helt anden tone:

– Får man ikke en kop kaffe her? En taber helt fatningen under al' de sørgelige begivenheder.

Husmandskonen begyndte at lave kaffen helt inde bagerst i skorstenen, hvis nu madammen skulle komme ud.

Men madam Bølling kom ikke ud. Hun sad hos Bølling og klappede og klappede hans famlende, urolige hænder. Helst ville hun have gemt sig, langt, langt borte. Hun var så angst og så bange for alle de folk, der nu kom. Og for præsterne, der ville komme. Nu skulle de alle "dømme hendes Tine".

Ude på Pladsen begyndte koner og piger at samles. De var krøbet ud af husene for første gang efter dagen ved Dybbøl, og nu hørte de om ulykken. De listede stille rundt, som om de ikke turde træde på fødderne. Og de hviskede med sky og skræmte stemmer foran de tre vinduer, der var dækket af lagener.

Sofie var kommet ud i den friske luft. Hun gik grædende rundt fra gruppe til gruppe. Hun fortalte det til hver og en og snøftede hele tiden.

– Så ser jeg jo hendes sko stå *der* på græsset … og så begyndte jeg jo straks at *skrig'* … Å Gud, sikket et syn … Gud, sikket et syn …

De tre gårdkoner, der om søndagen drak kaffe i skolen, gik tavse og stive op ad trappen. De blev i den forreste stue uden at sige et ord, indtil Tinka kom. Så gik de ind omkring liget på række, en efter en, højtidelige og tavse. De græd ikke. De så bare ud, som om de målte væggene. Så gik de tilbage til den forreste stue og satte sig på række. De havde ikke rørt en mine.

Gusta havde taget lagenet af det stille ansigt på puden.

Ude på Pladsen hørte man æreskompagniet, der marcherede op. Og de første præsters vogne holdt ved skolen.

Tinka tog imod dem. Men madam Bølling var allerede ude i køkkenet, da hun hørte vognene. De skulle jo have kaffe, de måtte jo have kaffe, alle pastorerne.

– Er der mange, Tinka? spurgte hun og rystede helt ved tanken. Hun var bange for hver eneste.

– Ja, ja, så må vi tage den store kande … ja, den store kande … å, gør De det … Og søndagskopperne … ja, gør De det.

Madam Bølling var så bange for præsterne.

– Tinka, sagde hun og tog hende til side. Hun så på hende med sine små øjne, der snart ikke var øjne mere.

– Hvad har de *sagt*? spurgte hun, så angst og skræmt.

Præsterne havde ikke sagt meget. Selvmordet i en degns hus gjorde dem lidt forlegne. De drak kaffen, som Tinka bød rundt, i stilhed.

Gamle pastor Gøtsche sagde til Tinka henne i en krog:

– Hun ligger vel derinde? Lad mig se hende.

Og han gik derind med Tinka. Den gamle præst så på det hvide ansigt.

– Å Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja, ingen spurv falder til jorden uden Vorherres vilje, som er i himlene.

Han pudsede næsen og gik tilbage til de andre med foldede hænder.

Ude var Pladsen helt fuld af kvinder og soldater, som kom i store flokke ovre fra østsiden. Sofie var på sin runde nået til kroen. Der havde hun sluttet sin fortælling, og efter en pause sagde hun:

– Ja, Gud ved, hvorfor hun har søgt ud i de sorte vande.

Madam Henrichsen stod bag gruppen i sin dør. Hun så ud, som om hun havde meget stor lyst til at slå Sofie.

– Ja, hun var det grønne træ, sagde hun og så hele tiden over på skolens hvide lagener. Der skulle noget til, før madam Henrichsen tyede til ord fra Bibelen.

Der blev en større uro, da provstens vogn kørte frem. Provsten havde tænkt, at der vel kom en del præster sammen. Derfor var han også taget herhen. Øjeblikket var vigtigt, og det var godt at kende stemningen. Så kunne han lede den i den rigtige retning, så godt han kunne.

På trappen hviskede en kapellan ulykken til ham.

Provsten stod et par sekunder helt forvirret og meget usikker. Men så gik han ind, hvor alle præsterne tog imod ham i tavshed.

– Det er jo en sorg, jeg hører om, sagde han og hilste på den nærmeste … Ja, *sindsforvirring* kan vel ramme de svage. Og også for kvinderne har Gud haft en tid med prøvelser … en møjsommelig tid, sluttede provsten.

Præsterne var enige med ham. De var ligesom lettede. Og klokkerne begyndte at ringe igen.

Provsten og flere præster gik ind i salen. Døren blev stående åben. Det hvide ansigt på puden lå, som om det stirrede opmærksomt frem gennem begge stuer.

Provsten mumlede et sted fra Skriften, og præsterne foldede hænderne.

Så vendte højærværdigheden sig om. Henne ved vinduerne talte han med de andre præster omkring sig. Han talte om hærens bevægelser og om konferencen i London. Han talte halvhøjt med en bekymret stemme, mens han vuggede sit Cæsar-hoved frem og tilbage.

– Hvis man nu bare var sikker på, at vore udsendte fandt den rette *tone*, sagde han. Det, det nu frem for alt gælder, er ikke at opgive nationens værdighed.

Han blev ved at tale, højere, hen over det stille hoved, der lå på puden, som om det lyttede.

– For endnu er vi ikke ydmyget, sagde han. Og hver plet af denne jord vil koste blod.

Ude på Pladsen var der næsten blevet trængsel. Krøblingen var kommet. Han rullede skrigende rundt med sit øl mellem grupperne.

– Men hun ligger kønt, sagde Sofie, der nu var kommet tilbage i nærheden af skoletrappen. – Hys, der er de.

Provsten og alle præsterne kom ud og gik ned ad trappen. Bagefter gik de tre gårdkoner, som ikke havde rørt sig fra deres plads før nu.

Alle gik gennem kirkegården og ind i kirken. Sofie foretrak at gå tilbage til køkkenet. Det var snart, som om en var kommet tidligt til en kop kaffe igen.

Solen skinnede ind i køkkenet, og Sofie fik vinduet op.

– Måske ka' en høre lidt af talen, sagde hun. Provsten har for resten sådan en opbyggelig tankegang i alle ligprædikener, sagde hun, ligesom i en parentes.

– Og en ka' også have godt af at sidde lidt stille i solen, sluttede hun.

Hun fik sin kaffe.

Fra soveværelset havde madam Bølling hørt, at der nu var blevet stille. Skræmt åbnede hun døren. Nej, nu var der ingen.

Det var, som om hun kunne trække vejret igen … Og endelig gik hun ind til sin datter og lukkede døren.

Tinka havde sat sig i soveværelset hos Bølling.

De begyndte at synge i kirken. Tinka havde også åbnet vinduerne. Det var, som om den stærke sang ville fylde det tavse hus.

Hvo ved, hvor nær mig er min ende?
Se, tiden meget hastig går,
hvor let og snart kan det sig hænde,
at jeg mit vandrebudskab får.
Giv mig, o Gud, ved Jesu tro
i afskedstimen trøst og ro.

Gamle Bøllings famlende hænder faldt lidt til ro. Det så næsten ud, som om han lyttede.

Madam Bølling havde rejst sig. Hun åbnede alle vinduerne bag lagenerne med hurtige, rystende hænder, som en tyv. Den *fremmede* sang turde hun da lukke ind over sin datter.

Hjælp mig i tide at bevare
mit hjerte fra letsindighed,
at, når du kalder, jeg kan svare:
Ja, Herre, se, jeg er bered.
Giv mig, o Gud, ved Jesu tro
i afskedstimen trøst og ro.

En vogn kom hurtigt kørende frem til skolen. Sofie kom op og ud for at se, hvem der kom så sent.

– Lise, Lise! råbte hun. Hun var så oprevet, at hun straks måtte sætte sig ved døren. – Det er bispen, det er bispen.

Lise løb helt forvirret ind gennem soveværelset og ind i salen:

– Madam, madam, sagde hun forpustet, det er bispen.

Madam Bølling rejste sig langsomt fra sin datter. Hun forstod slet ikke noget. Så sagde hun: "Bispen" – og begyndte at ryste.

Benene kunne næsten ikke bære hende ind i soveværelset til Tinka. Hun kunne ikke se ham … hun kunne ikke se ham … nej …

Men hun måtte jo. Det var *bispen*.

Og hun måtte have sin sorte kappe på …

De fik den frem. Men madam Bølling kunne næsten ikke få den på med sine stakkels hænder.

Det var bispen, bispen. Nu var de der da *alle* for at dømme.

Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste stue. Hun kunne ikke tale, og hun turde ikke se op i hans ansigt.

– Jeg hørte om Deres sorg, og så ville jeg dog se herind, sagde biskoppen langsomt og mildt. Han tog begge hendes rystende hænder: – Stakkels barn … Deres stakkels barn.

Madam Bølling løftede øjnene mod ham. Et smil, som ikke kan beskrives, lagde sig som et pludseligt lys over hendes ansigt.

– Å Gud, å Gud, mumlede hun og kyssede hans hænder.

Bispen trak dem til sig og gik hen til Tine. Længe stod han med øjnene på det stille hoved. Han var som sunket hen i en smertelig andagt.

– Ja, sagde han og løftede de foldede hænder næsten op til sit hoved. – Gud tilgive os … Gud tilgive os alle.

Madam Bølling havde bøjet sit hoved ned mod sin døde datters pude. Og angst og helt stille, som om det gjaldt frifindelse ved den allerhøjeste dom, hviskede hun. Imens førte hun igen sine læber hen mod hans hænder:

– Og må … også klokkerne ringe?

Bispen løftede hovedet.

– Hvorfor skulle de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel høre sine egne klokker – sidste gang.

Madam Bølling sank sammen i gråd, mens biskoppen klappede hende på hovedet.

I kirken sang de igen. De mange stemmer lød stærkt. Biskoppen rørte sig ikke:

"Hvor er lammet, offerlammet?"
spurgte Isak, syg i sind,
da slagtofret var berammet
med ham selv på bjerget ind.
Bange for sit unge liv,
på den blanke offerkniv
pegede han og sagde: "Lammet,
hvor er det, til død opammet?"

Her er lammet, offerlammet,
siger Jesus, ydmyg, spag,
i min faders råd berammet
er den store offerdag.
Bange vel af hjertens grund
er jeg for den mørke stund.
Men for hele verdens brøde
den uskyldige må bløde.

Sangen var holdt op, men biskoppen stod stadig ved den stille seng. Fra kirkegården lød æressalverne, der knitrede over graven.

Folk strømmede ud af kirkegården, og fra Pladsen hørte man mange stemmer. Præsterne kom tilbage. De sagde ikke meget, og de var overraskede. De havde genkendt bispens vogn.

Men mens alle endnu stod i den forreste stue, åbnede biskoppen døren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og præsterne bukkede tavse.

Bispen rakte gamle Gøtsche hånden og sagde mildt:

– Vore stakkels Bøllings … vore stakkels, gode Bøllings.

Og mere stille sagde han, overvældet af en pludselig bevægelse, mens han hurtigt og næsten krampagtigt førte hænderne op til øjnene:

– Ja, ja … "Se, vi er kun dine tjenere – *giv os at fatte dine vidnesbyrd*."

Han gik ud med et par korte nik, og han steg op i sin vogn.

Mængden var borte, og landet var stille igen. Den stivnede jord lå, som om den var død.

En vogn kørte næsten ind i bispens vogn. Biskoppen stak hovedet ud af kalechen for at se, hvem det var.

Det var madam Esbensen. Hun blev så forskrækket over at se bispen, at hun ligefrem begyndte at neje foran sin hoppende stol. Hun var højrød og forpustet. Hun var altid ude i forretninger. Det gik jo slag i slag i disse rædselsfulde tider.

Hun blev ved at neje, til hun var helt inde på sidevejen.

Men biskoppen trak hovedet til sig igen uden at have kendt hende.

Foran ham kørte fru Appel. Hun sad alene på en underlig, høj vogn. Vinden tog fat i hendes lange slør og løftede det højt op over vejen.

Men madam Esbensen blev ved at dreje hovedet og stirre efter "den højærværdige". Imens gyngede hun i fuld fart hen ad markvejen i sin fjederstol, bort til sine forretninger.

… "Giv os at fatte dine vidnesbyrd."

### Ordliste

- **postillen**: en bog med prædikener
- **alkove**: lille rum med en seng i
- **dyndet**: det tykke mudder i bunden af dammen
- **ligtøj**: tøj, som en død får på
- **båre**: seng, man bærer syge eller døde på
- **hun var det grønne træ**: hun var ung og uskyldig (ord fra Bibelen)
- **æressalver**: skud over en soldats grav for at vise ære
- **vore udsendte**: de mænd, som forhandler om fred for Danmark i London
- **fjederstol**: sæde med fjedre på en vogn
- **giv os at fatte dine vidnesbyrd**: hjælp os at forstå, hvad du vil vise os, Gud