# Ved Vejen (niveau B1) *Herman Bang* ## I Stationsforstanderen skiftede frakke til toget. – Satan til lidt forslag i tiden, sagde han og strakte armene. Han havde sovet lidt over regnskaberne. Han fik tændt en cigarstump og gik ud på perronen. Når han gik sådan op og ned, stram i tøjet og med hænderne i begge jakkelommer, så man løjtnanten endnu. Også på benene, for de havde beholdt rundingen fra kavaleriet. Fem-seks bønderkarle var kommet. De stod med benene spredt i en klump midt ud for stationsbygningen. Stationskarlen slæbte godset frem. Det var en enlig grønmalet kasse, der så ud, som om den var tabt ved kanten af vejen. Præstens garderhøje datter rev perronlågen op og kom ind. Stationsforstanderen slog hælene sammen og hilste. – Hvad vil frøkenen i dag, sagde han. Når stationsforstanderen var "på perronen", talte han i samme tone som på klubballerne i Næstved. Den tone havde han brugt i gamle dage ved kavaleriet. – Gå, sagde præstens datter. Hun havde nogle underlige daskende bevægelser, når hun talte. Det var, som om hun hele tiden ville slå den, hun talte med. – Forresten kommer frøken Abel hjem. – Allerede – fra byen? – Ja-a. – Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen spillede i luften med fingrene på højre hånd, og præstefrøkenen lo. – Der har De familien, sagde hun. Jeg sagde nej tak og løb fra dem… Stationsforstanderen hilste på familien Abel, enkefruen og hendes ældste, Louise. Frøken Jensen var med dem. Enkefruen så resigneret ud. – Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst. Enkefru Abel hentede skiftevis sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om foråret og Ida-Yngst om efteråret. De var hver gang seks uger hos en tante i København. "Min søster etatsrådinden", sagde fru Abel. Etatsrådinden boede på en fjerde sal. Hun levede af at male storke, der stod på ét ben, på ting af terrakotta. Fru Abel sendte altid døtrene af sted med alle gode ønsker. Hun havde nu sendt dem af sted i ti år. – Hvad for breve har vi ikke fået denne gang fra Ida-Yngst. – Ja, de breve, sagde frøken Jensen. – Men bedre at have sine kyllinger hjemme, sagde fru Abel og så kærligt på Louise-Ældst. Fru Abel måtte tørre øjnene ved tanken. De måneder, de var hjemme, brugte enkefruens kyllinger på at skændes og sy ny besætning på gamle kjoler. Til moderen talte de aldrig. – Hvordan skulle man holde det ud i denne afkrog, om man ikke havde familielivet, sagde enkefruen… Frøken Jensen nikkede. Der blev hundeglam henne ved kro-omdrejningen, og en vogn rullede frem. – Det er Kiærs, sagde præstefrøkenen. Hvad skal de? Hun gik hen over perronen til lågen. – Ja – proprietær Kiær kom ud af vognen – det må De nok sige. Ligger Madsen ikke der og får tyfus midt i den værste tid! Så må man sørge for en stedfortræder med telegraf. Og så Fanden ved, hvad man får for skrab… Han kommer nu… Proprietær Kiær kom ind på perronen. – Landbohøjskole har han da – om det kunne hjælpe – og det med bedste karakter… Nå – god morgen – Bai. Stationsforstanderen fik et håndslag… Er der givet nogen omgange nede hos jer?… Og konen?… – Jo – tak… Så du henter forvalter i dag… – Ja – væmmelig historie – og netop i den værste tid… – Nå – et nyt mandfolk til egnen, siger præstefrøkenen. Hun slænger med armene, som om hun på forhånd gav ham én på øret. Med lille stations-Bentzen bliver det så halv syvende… Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst måtte ikke gå ud med de brunelsstøvler. Louise-Ældsts skønhed er fødderne… Smalle aristokratfødder… Og hun havde sagt det… Frøken Louise var inde i ventesalen og satte slør. Frøknerne Abel gik i udskåret bryst med pibekraver, stenkulsperler og slør. Bai gik om ad køkkenet for at melde forvalteren til sin kone… Præstefrøkenen sad og dinglede på den grønmalede kasse. Hun tog uret op og så på klokken: – Gud, hvor det mandfolk gør sig kostbar, sagde hun. Frøken Jensen sagde: Ja – toget synes at være ikke så få minutter forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, især når hun talte med præstens datter. Hun satte ikke pris på præstens datter. – Det er ikke tonen mellem mine elevere, sagde hun til enkefruen. Frøken Jensen var ikke så sikker i de fremmede ord. – Men – dér er jo den dejlige kone. Præstefrøkenen sprang op fra kassen og fór over perronen hen mod fru Bai. Fru Bai var kommet ud på stentrappen. Når præstefrøkenen hilste hjerteligt, så det ud som et voldeligt overfald. Fru Bai smilede stille og lod sig kysse. – Gud forbarme sig, sagde præstefrøkenen, får vi ikke uventendes en ny hane til gården. Der er han! De hørte støjen af toget derovre fra og den stærke klapren, når det gik over åbroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over engen. Præstefrøkenen og fru Bai blev stående på trappen. Frøkenen holdt fru Bai om livet. – Der er Ida Abel, sagde præstefrøkenen. Jeg kender hende på sløret. Et bordeauxfarvet slør stod ud af et vindue. Toget holdt, og døre blev slået op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag" så højt, at alle rejsende i nabokupeerne kom til vinduerne. Ida-Yngst stod endnu på trinet. Hun klemte vredt moderens arm: – Der er en herre med toget – hertil – – Hvem er han? Det gik som kæp i hjul. Ida-Yngst var nede. Der var herren… En blondskægget, meget sindig herre, som fik hatæske og små kufferter ud af en rygekupé. – Og tante – Tante Mi, skreg enkefruen. – Hold din mund, sagde Ida-Yngst stille og vredt. Hvor er Louise? Louise sprang om på stentrappen foran fru Bai og præstefrøkenen. Hun gjorde det så barnligt, som om hun havde haft sin "skønhed" i knapstøvler. Nedenfor trappen præsenterede forvalteren sig for hr. Kiær. – Ja, Satan til historie – dér ligger Madsen – i den værste tid… Nå, vi vil håbe det bedste… Hr. Kiær slog den nye forvalter på skulderen. – Gud hjælpe os, sagde præstefrøkenen. Et højst almindeligt husdyr. Den grønmalede var inde, og spandene til fællesmejeriet var hevet ud af godsvognen. Toget begyndte at gå, da en bonde skreg fra et vindue. Han havde ingen billet. Togføreren var en smækker ung mand, stram som en husar i de elegante bukser. Han gav Bai to fingre og sprang op på trinet. Bonden blev ved med at skrige og skændes med konduktøren, der hang på brættet. Og alle ansigter på perronen så et øjeblik efter toget, som rullede bort… – Hm, det var det, sagde præstefrøkenen. Hun gik ind i gangen med fru Bai. – Min forvalter, hr. Huus, sagde hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De tre stod lidt stille. Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses vildt midt i døren. – Å Gud, sagde enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks uger… – De er heldig, hr. Huus, sagde Bai i klubbalstonen. De møder straks stedets damer… Mine damer, tør jeg præsentere? Frøknerne Abel holdt op med at kysses som på kommando. – Frøknerne Abel, sagde hr. Bai. Hr. Huus. – Ja, jeg har såmænd hentet min yngste – fra København, sagde enkefruen uden nogen grund. – Fru Abel, sagde hr. Bai. Hr. Huus bukkede. – Frøken Linde – det var præstefrøkenen – hr. Huus. Præstefrøkenen nikkede. – Og min kone, sagde hr. Bai. Hr. Huus sagde et par ord, og de gik alle ind for at få deres ting. Proprietær Kiær rullede af sted med forvalteren. De andre gik. Da de kom ud på vejen, havde de glemt frøken Jensen. Hun stod og drømte inde på perronen, lænet op ad en signalpæl. – Frøken Jensen, skreg præstefrøkenen fra vejen. Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, når hun så en jernbane. Hun kunne ikke tåle at se "noget drage bort". – Virkelig et net menneske, sagde fru Abel henne på vejen. – Meget almindelig forvalter, sagde præstefrøkenen. Hun gik med fru Bai under armen. Nette hænder havde han. De to kyllinger gik bagest og skændtes. – Hej, frøken Jensen, hvor De tager fart, sagde præstefrøkenen. Frøkenen sprang som en ged mellem vandpytterne langt foran. Hun viste tydeligt sine jomfruelige ben på grund af efterårsvæden. De gik langs den lille stump skov. Ved vejdrejningen sagde fru Bai farvel. – Å, hvor den dejlige kone ser lille og nusset ud i det store sjal, sagde præstefrøkenen. Og hun strakte sig frem over hende igen. – Farvel… – Fa-a-a-rvel… – Hun taber ikke vejret af det, hun skal have sagt, sagde Ida-Yngst. Præstefrøkenen fløjtede. – Nej – dér er kapellanen, sagde fru Abel… God aften, hr. pastor… God aften… Kapellanen tog til hatten. Man måtte dog hilse på den hjemvendte, sagde han. – Nå, frøken. Og befindendet! – Tak, sagde frøken Abel. – Og De har fået en konkurrent, hr. pastor, sagde fru Abel. – Så? Hvor? – Kiær hentede sin nye forvalter – rigtig et tiltalende menneske. Ikke, frøken Linde? – Å ja… – Prima, frøken Linde? – F. F., sagde præstefrøkenen. Præstefrøkenen og kapellanen talte altid i jargon, når de var sammen med fremmede. De sagde aldrig et fornuftigt ord. De lo ad deres egne dumheder, så de var lige ved at springe i luften. Præstefrøkenen gik aldrig mere i kirke, når kapellanen prædikede. Det var, siden hun en søndag nær havde fået ham til at le under Fadervor på prædikestolen. – Frøken Jensen stritter af, som om hun havde tændte raketter et vist sted, sagde kapellanen. Frøken Jensen var stadig foran. – Nå, Andersen – frøken Linde skreg af latter – nu er De holbergsk. De kom til præstegården, som var den første gård i landsbyen. Præstefrøkenen og kapellanen sagde farvel ved havelågen. – Farvel, frøken Jensen, råbte frøken Linde hen ad vejen. Der blev svaret med et pip. – Hvordan var han? sagde kapellanen inde i haven. Tonen blev her en helt anden. – Vor Herre bevares, sagde frøken Linde, en meget net landbruger. Tavse gik de ved siden af hinanden ned gennem haven. – Hm, sagde frøken Ida. Familien Abel nåede frøken Jensen, der stod og ventede på et tørt sted. *Den* lider vi nok på, at han var kommet for at sige goddag til mig… De gik lidt. Så sagde frøken Jensen: – Der gives så mange slags mennesker. – Ja, sagde fru Abel. – Jeg sætter ikke pris på at være sammen med den familie, sagde frøken Jensen… jeg går helst af vejen. Frøken Jensen var gået "af vejen" i otte dage: Siden pastoren havde sagt de ord… – Fru Abel – sagde frøken Jensen… Hvad har en enlig kvinde? Jeg sagde det til pastoren. Hr. pastor, sagde jeg, De *interesserer* Dem for friskolen… derfor sender forældrene deres børn i friskole. – Og hvad svarede han mig, fru Abel? – Jeg taler ikke mere med pastor Linde om legatsagen… De har i sognerådet taget det halve legat fra mit institut (frøken Jensen udtalte "tot"). *Jeg* vil blive ved med at gøre min pligt – selv om de tager den sidste halvdel med. Jeg taler ikke mere med pastor Linde om legatsagen – De tre damer var drejet om ad den lille vej, der førte op til "Gården". Det var en gammel hvid bygning med to længer. Enkefru Abel boede i længen til højre. Frøken Jensens institut lå til venstre. – At man har dem begge igen, sagde enkefruen. De tog afsked i gården. – Uf, sagde Ida-Yngst, da de var inden for døren, hvor så I ud ved banen – så man måtte skamme sig… – Jeg gad vide, hvordan man skulle se ud, sagde Louise-Ældst, som tog sløret af foran spejlet, når *du* har klæderne. Enkefruen tog hjemmesko på. Der var ingen bund i hendes støvler. Frøken Jensen fik langt om længe nøglen op af lommen og fik sig lukket ind. Inde i stuen gøede moppen et par gnavne bjæf mod sin frøken og blev liggende i sin kurv. Frøken Jensen tog overtøjet af og satte sig til at græde i en krog. Hun græd, hver gang hun var alene, siden pastor Linde havde sagt sine ord. – De interesserer Dem for skolen, hr. pastor, havde hun sagt, derfor sender forældrene deres børn i friskolen. – Jeg skal sige Dem, frøken Jensen, hvorfor forældrene sender deres børn i friskolen. Fordi frøken Sørensen kan sine ting. Det havde pastoren svaret. Frøken Jensen havde kun betroet "ordene" til krokonen: – Og hvad kan en enlig kvinde, madam Madsen? havde hun sagt. Kvindens eneste værn er tårer… Frøken Jensen sad og græd i sin krog. Det begyndte at blive mørkt, og til sidst rejste hun sig og gik ud i køkkenet. Hun tændte en lille petroleumskoger og satte vand over til teen. Hun lagde en dug over hjørnet af køkkenbordet. Hun satte brød og smør frem foran den enlige tallerken. Men alt imens hun gjorde det, faldt hun lange stunder hen igen og tænkte på ny på præstens ord. Moppen var fulgt efter hende og havde lagt sig på en pude foran sin tomme madtallerken. Frøken Jensen tog tallerkenen og fyldte den med franskbrød, blødt op i det varme vand. Moppen fik tallerkenen ned foran sig og begyndte at æde foderet næsten uden at røre sig. Frøken Jensen havde tændt et ensomt lys. Hun drak sin te med rugbrødsmad til. Hun skar stykket med kniven i pæne små firkanter. Når hun havde drukket te, gik frøken Jensen i seng. Hun bar moppen i armen og lagde den ved fodenden på dynen. Så hentede hun skoleprotokollen og lagde den på bordet ved sengen. Hun låste døren og så efter med lyset rundt i alle kroge og ind under sengen. Så klædte hun sig af og redte sine fletninger ud og hængte dem op på spejlet. Moppen sov allerede og snorkede på dynen. Frøken Jensen sov ikke godt, siden pastor Linde havde sagt – de ord. * * * * * Fru Bai gik tilbage ad vejen mod stationen. Hun åbnede lågen og gik ind på perronen. Der var helt tomt, så stille, at man hørte de to telegraftråde surre. Fru Bai satte sig på bænken uden for døren med hænderne i skødet og så ud over markerne. Hun havde let ved at blive siddende, fru Bai, hvor der var en stol eller en bænk eller et trappetrin. Hun så ud over markerne, de store stykker pløjejord og længere borte engene. Himlen var høj og lyseblå. Der var slet intet, øjnene kunne hvile på, uden annekskirken. Den så man med sine takker og tårnet der yderst ude over den flade mark. Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod havehækken og så ind over den, åbnede lågen og gik ind. Haven var en trekantet strimmel langs banen. Forrest var der køkkenhave. I den bageste spids var der en plæne med nogle højstammede roser foran lysthuset under Hylden. Hun så efter roserne. Der var et par knopper endnu. De havde såmænd blomstret trofast i år – hele tiden. Men nu måtte de snart dækkes til… Hvor bladene allerede faldt. Men der var heller ikke noget læ for nogen ting… Fru Bai gik ud af haven igen og langs perronen ind i den lille gård bag plankeværket. Hun kaldte på pigen, for hun ville give duerne korn. Hun fik kornet i en lerskål. Hun begyndte at kalde på duerne og at sprede kornet ud på stenene. Hun holdt så meget af duer. Det havde hun gjort lige fra barn. Der havde været så fuldt af dem hjemme i den store købstadsgård… Hvor de havde sværmet om dueslaget lige over værkstedsporten… Det var, som om man hørte en kurren og murren, blot man tænkte på gården derhjemme. Den *gamle* gård – for siden, da faderen døde, solgte de både værksted og alt og flyttede. Duerne fløj ned om fru Bai og nippede kornene op. – Marie, sagde fru Bai, se dog, hvor den spættede er arrig. Marie kom frem i køkkendøren og talte om duerne. Fru Bai tømte skålen ud. Nogle stykker skal nu slagtes til Bais l'hombre, sagde hun. Hun gik op ad trappen: Hvor det bliver tidligt mørkt nu, sagde hun og gik ind. I stuen var der skumring og lunt, når man kom udefra. Fru Bai satte sig ved klaveret og spillede. Hun spillede aldrig uden i mørkningen. Altid de samme tre-fire melodier, sentimentale småsange. Hun spillede dem slæbende og langsomt, helt med samme foredrag, så de alle kom til at ligne hinanden. Når hun sad og spillede i den mørke stue, tænkte fru Bai næsten altid på sit hjem. De havde været mange søskende, og der var altid så megen afveksling derhjemme. Hun var den yngste af dem alle. Da faderen endnu levede, var hun så lille, at hun om middagen knap nok kunne nå op til tallerkenen. Faderen sad i sofaen i skjorteærmer. De stod rundt om bordet, alle børnene, og tog for sig. – Ret jer, unger, sagde faderen. Han sad og ludede med sin brede ryg og armene langt ud på bordet. Moderen gik til og fra, hentede og bragte… Ude i køkkenet spiste alle drengene fra værkstedet ved det lange bord. De fniste og skændtes, så det hørtes gennem døren. Og med ét røg de sammen, så man troede, huset skulle styrte om: – Hvad mudrer I om? Faderen råbte og slog i bordet inde i stuen. Ude i køkkenet blev der helt stille. Der var bare en sagte ragen af en enkelt, som søgte efter noget under bordet efter slagsmålet. – Himmelhunde, sagde faderen. Efter middag sov han sin time i sofaen. Han vågnede på klokkeslet: – Nu er der vel tænkt udførligt over statens bedste, sagde han og fik kaffen, før han gik på værkstedet. Da faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i institut med både konsul Lassons og borgmesterens Fanny. Og hun blev også bedt til konsulens… De andre søskende kom alle ud. Hun blev alene hos moderen. De år var Katinkas bedste, dér i den lille by, hvor hun kendte alle, og alle kendte hende. Om eftermiddagen sad moderen og hun i stuen, hver ved sit vindue på forhøjningen. Moderen havde det vindue med "spejlet". Katinka broderede "fransk" eller læste. Solen faldt i lyse striber gennem blomsterne i vinduerne ud over det hvide gulv… Katinka læste mange romaner fra lejebiblioteket, om fornemme folk, og også digte, som hun skrev ind i en bog… – Tinka, sagde moderen. Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule hat… Tinka så op: Hun skal til spil, sagde hun. Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen. Og der blev spurgt med fingrene, om de kom til "halvti'et"… – Det er dog forfærdeligt, hvor Ida Levy går skævt på sine hæle, sagde Tinka. Hun så efter hende. – Det har hun fra sin moder, sagde moderen. De går forbi, én efter én, godsforvalteren og de to løjtnanter, og fuldmægtigen og doktoren. Og de hilser. Og oppe nikker de og siger et par ord om hver. De ved, hvor hver går hen, og hvad han skal der. De kender hver dragt og hver blomst på en hat. Og de gør hver dag de samme bemærkninger om de samme ting. Minna Helms går forbi og nikker. – Så du Minna Helms, siger moderen. – Ja. Og Katinka ser efter hende og skærer grimasser mod solen: – Hun kunne snart trænge til en ny kåbe, siger Tinka. – Stakler – hvor skulle de få det fra? Moderen ser i spejlet… Ja – sølle ser den ud, siger hun. Jeg tror også, de kunne kante den. Men det er nok, som fru Noes siger – lidt har fru Helms og lidt tager hun sig af det… – Når dog fuldmægtigen gjorde alvor af det, sagde Tinka. Klokken blev fem, og de unge piger hentede hinanden til tur. To og to gik de op og ned ad gaden. De mødtes og samlede sig i klynge og lo og snakkede og skiltes… Men om aftenen, efter te, til halvti-toget var mødrene med. Og det gik mere stille til, ud ad Stationsvejen. – Katinka, sagde moderen og vendte sig. Hun gik foran med fru Levy. Hr. Bai… Så har han fri i aften… Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For veninderne drillede hende altid med hr. Bai… – Så skal han ind og spille kegler, sagde fru Levy. Om søndagen gik de i kirke til højmesse. Alle var i deres fineste tøj. De sang, så det lød under hvælvingerne, mens solen stod ind gennem de store korvinduer… Thora Berg var så slem at sidde ved siden af i kirken. Hun sad hele tiden, mens præsten var på prædikestolen, og sagde: "Så, du gamle", og kneb i armen… Ja, Thora Berg førte an i galskaber. Om aftenen fløj der en regn af krummer og småsten op på Tinkas ruder… Og de hørte et spektakel og en latter ned ad hele gaden. – Det er Thora, der går fra selskab, sagde Tinka. De har været hos borgmesterens. Thora satte hjem gennem gaden som den vilde jagt, fulgt af alle de unge herrer. Hele byen fik lov at høre, når Thora Berg gik hjem fra selskab. Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende altid med øjnene, når de var sammen. Tyve gange om dagen sagde hun hjemme: – Det har Thora sagt… Egentlig omgikkes de ikke meget. Men om eftermiddagen, når de spadserede, talte de sammen. Også ude i Pavillonen ved abonnementet – til koncerterne, når militæret spillede, hver anden onsdag. Tinka blev altid helt rød i hovedet, når de mødtes… I Pavillonen var det også første gang, hun havde truffet Bai… Han havde straks den første aften danset mest med hende. Og når de løb på skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var, som om de fløj, og næsten som om han bar hende… Han kom også hjem til dem. Alle veninderne drillede hende. Hun fik ham altid, når de "skrev sedler" og "en gik ud", og når der blev "tænkt på noget"… Det var altid Bai, og så blev der en latter. Og hjemme talte moderen altid om ham. Så kom forlovelsestiden, og hun havde altid en at gå med. I kirken om søndagen, og om vinteren, når der var skuespillere, i teatret og altid… Og da Bai fik stilling, kom den travle tid med udstyr og indretning og alt det… Veninderne hjalp hende med de mange navne, der var at sy, og alt, hvad der skulle sømmes… Det var sommerdage, og de sad oppe i lysthuset alle sammen. Symaskinen gik, den lagde søm, og den fæstede ende. Og de drillede hende og lo. Og pludselig fór de op og fløj ud i haven. De løb rundt om plænen under støj og latter, vilde som en flok føl… Tinka var den stilleste af dem. Der var en hvisken med veninderne i alle kroge. Der var sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det tæppe, Tinka skulle stå brud på foran alteret. Og der var sangøvelser til salmerne, de skulle synge i koret… Så kom dagen og vielsen i den pyntede kirke. Den var så fuld, ansigt ved ansigt. Oppe ved orgelet stod alle de unge piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele tiden som en vandhane. Og så kom de herover til stilheden. I begyndelsen af sit ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen ville overfalde hende. Der var så meget, hun ikke havde tænkt sig. Bai var så voldsom i meget, som hun mest bare led ved og tålte. Skræmt og usikker, som hun var… Hun var også så helt fremmed og kendte slet ingen… Siden kom der en tid, hvor hun blev mere modtagelig. Mest sådan dovent hængende ved ham, som det lå i hendes natur. Hun sad inde hos sin mand i kontoret med sit hæklearbejde. Hun så på ham, som han sad bøjet over sit bord. Håret, der krøllede, faldt lidt ned over panden. Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde armen om hans hals. Hun ville helst blive stående sådan ind til ham, stille – længe være sådan nær ved ham: – Min pige, jeg skriver jo, sagde Bai. Hun bøjede sin nakke hen til hans mund, og han kyssede den. – Må jeg så skrive, sagde han og kyssede hende en gang til. – Skriveper, sagde hun og gik fra ham. Året gik. Katinka gled ind i livet med togene, der kom og gik, og egnens folk, som rejste og kom hjem igen. Og de bragte nyt og spurgte nyt. De fik omgang med de folk, egnen havde. Mest Bais l'hombre, hvor fruerne fulgte med hver anden gang. Så var der hunden og duerne og haven. Og forresten var fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig så meget gjort, at tiden faldt hende lang. Hun var længe om hver enkelt ting. Bai kaldte hende: "Kommer i morgen". Børn fik de jo ikke. Da Katinkas moder døde, fik de arven udbetalt. For kun to mennesker sad de i velstand og havde alt i rigelige mængder. Bai holdt af at spise godt, og han fik megen og god vin fra Aalborg. Han tog noget på i vægt, og han gik rundt i sin magelighed, mens assistenten gjorde det meste arbejde. "Løjtnanten" tog han kun på uden for døren. Et barn havde han oppe i landsbyen. – For Satan, sagde han til Kiær, der var ungkarl… man er jo dog gammel kavallerist… Og pigen var så kælen som en spurveunge… Pigen kom til Aalborg efter skaden. Barnet blev oppe i landsbyen, hvor det var i pleje. Sådan gik tiden. Læse som før, da hun var ung pige, gjorde Katinka ikke mere. Bøgerne var jo dog det bare digt. I sin sekretær havde fru Bai en stor papæske med mange visne blomster. Der var også små bånd og pynt af tyndt stof med deviser af guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle kotillonserindringer fra Klubben og "sidste abonnement" i Pavillonen, når der blev danset. Det tog hun alt sammen ofte frem om vinteraftener og ordnede det om igen. Hun prøvede at huske, hvem der havde givet hende det og hvem det. Hun fandt det alt sammen ud, og hun skrev herrens navn bag på hver kotillonsorden. Bai sad og drak sin toddy ved bordet. – Det gamle skrab, sagde han. – Lad det ligge, Bai, sagde hun… når jeg nu har ordnet det. Og hun skrev videre på sine herrenavne. Hun læste også undertiden i sin gamle poesibog de vers, hun dengang havde skrevet af. I den øverste skuffe under sølvskabet i sekretæren lå hendes brudeslør og den visne krans af myrter. Det tog hun også op og glattede ud og lagde sammen igen… Og hun sad halve timer over den udtrukne skuffe og tog sig ingenting til, sådan som det var hendes vane. En gang imellem glattede hun bare med hænderne over sløret… Det var begyndt at blive helt gult, brudesløret. Men tiden gik også. Det var ti år siden allerede… Ja – hun var snart en gammel kone. Hun var fyldt to og tredive år… … Godt lidte var Bais på egnen. Kendte for gode og gæstfrie folk, hvor kaffekanden snart kom over ilden, når en bekendt var på stationen. Bai var en god selskabsbroder. Og på stationen havde han orden i tingene, selv om han ikke selv var så frygtelig ivrig. Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde ansigt. Hun så ud som en ung pige, når hun sad mellem fruerne til de store l'hombrer. – Men der skulle være et par børn, sagde fru Linde, når hun om aftenen travede hjem fra Bais med pastoren… De velhavende folk – som havde råd til det. Det er synd og skam, at de skal sidde dér ensomme hen… – Gud giver liv efter sin vilje, min pige, sagde præsten. – Ja, Guds vilje ske, sagde fruen. Præstens havde haft ti børn. De syv havde Herren gemt som små. Gamle Pastor mindedes de syv, hver gang der var børn at begrave i sognet. * * * * * Fru Bai havde hørt op med at spille. Hun sad og tænkte på, at hun egentlig skulle stå op og tænde lampen. Men så råbte hun på pigen, at hun kunne tænde, og blev siddende. Marie kom ind med lampen. Hun lagde dug på og dækkede til te. – Hvad er klokken? sagde fru Bai. – Ottetoget er meldt, sagde Marie. – Det har jeg slet ikke hørt… Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er toget der? sagde hun i kontoret. – Straks, sagde Bai. Han stod ved telegrafbordet. – Er der telegram? – Ja. – Til hvem? – Å, op i landsbyen… – Så skal Ane jo af sted… Fru Bai gik ud på perronen. Hun holdt så meget af at se togene komme og gå i mørke. Lyden, først langt borte, og så drønet, når toget gik over åbroen. Og det store lys, der løb frem. Og endelig den tunge, vraltende masse, der snoede sig ud af natten. Den blev til de tydelige vogne, der holdt for hendes øjne med konduktørerne og den oplyste postvogn og kupeerne… Når det så var borte igen og bruset døet hen, lå alting tyst, ligesom dobbelt stille. Stationskarlen slukkede lygterne, først den ene på perronen, så den over døren. Der var ikke andet end lyset fra de to vinduer, to smalle lysbroer ud i det store mørke. Fru Bai gik ind. De drak te, og bagefter læste Bai bladene til en toddy eller to. Bai læste kun regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og læste Kiærs "Dagblad", som han tog ud af posten. Han slog i bordet, så toddyglasset klirrede, når modstanderne fik "de vældigste over næbbet". Og undertiden læste han enkelte sætninger højt og lo imellem. Fru Bai hørte stille til. Hun interesserede sig ikke for politik. Desuden havde hun en overgang, hvor hun var meget søvnig om aftenen. – Så er det vel på tiden, sagde Bai. Han rejste sig og fik en håndlygte tændt. Han gik sin runde for at se, om alt var lukket, og om sporet stod rigtigt til nattoget. – Du kan gå i seng, Marie, sagde fru Bai ud til køkkenet. Hun vækkede Marie, der sov siddende på træstolen. – Godnat, frue, sagde hun søvndrukken. – Godnat. Fru Bai flyttede blomsterne i stuen fra vindueskarmen ned på gulvet. Dér stod de om natten i en række. Bai kom tilbage. – Det bliver koldt i nat, sagde han. – Jeg tænkte det – for roserne… jeg så til dem i dag. – Ja, sagde han, de må dækkes nu. Bai begyndte at klæde sig af inde i soveværelset. Døren stod åben. Han holdt meget af at gå længe frem og tilbage om aftenen. Fra soveværelset til stuen i stærkt negligé. – Det trampedyr, sagde han. Marie trådte hårdt oppe på loftskammeret. Fru Bai lagde hvide stykker over møblerne og låste ind til kontoret. – Kan jeg slukke, sagde hun. Og hun slukkede lampen. Hun kom ind i soveværelset, satte sig foran spejlet og løste sit hår op. Bai var i underbukser og bad om en saks. – Pokker, så du bliver mager, sagde han. Katinka lagde frisérkåben om sig. Bai kom i seng og lå og snakkede. Hun svarede på sin stille måde som altid. Der var altid en ganske lille pause, før ordene kom. De havde tiet lidt. – Hm, ganske net menneske, hvad? – Ja – sådan at se til… – Hvad sagde Agnes Linde?… – Også, at han var ganske net. – Hm – skrap mund, den pige har. – Og – Fanden ved, hvad for en l'hombre han spiller… Lidt efter sov Bai. Når Bai sov, åndede han kraftigt gennem næsen. Nu var fru Bai vant til det. Hun blev siddende lidt foran spejlet. Hun tog frisérkåben bort og så på sin hals. Ja, hun var virkelig blevet mager. Det var, siden hun havde haft den hoste i foråret. Fru Bai slukkede lysene og lagde sig ned i sengen ved siden af hr. Bai. ### Ordliste - **stationsforstanderen**: leder af en lille jernbanestation - **perronen**: stedet ved sporet, hvor man går ind i toget - **garderhøje**: meget høj, som en soldat i garden - **proprietær**: ejer af en stor gård - **forvalteren**: mand, der leder arbejdet på en stor gård - **skrab**: noget, der ikke er noget værd - **kapellanen**: ung præst, der hjælper den gamle præst - **etatsrådinden**: kone til en mand med titlen etatsråd - **moppen**: en mops, en lille hund med fladt ansigt - **legatsagen**: sagen om et legat, altså penge, som gives fast til noget - **sognerådet**: sognets ledere - **brunelsstøvler**: støvler af et stærkt stof - **frisérkåben**: let kåbe, man har på, mens man reder sit hår - **kotillonsorden**: lille orden af papir fra kotillon, en dans - **l'hombre**: et kortspil ## II Det var de korte dage. Så stærk regn og *så* mat snesjap. Men altid grå himmel og væde. Selv frøken Jensens bedste elever kom i træsko over markerne til skolen. På stationen var perronen en sø. De sidste små blade fra havehækken kom ud at sejle. Dryppende kom togene. Konduktørerne løb omkring, pakket ind i våde kapper. Lille-Bentzen sprang med posttaskerne under paraplyen. Kiærs kornvogne havde presenninger af voksdug, og kuskene sad i regnkapper. Forvalter Huus kørte selv den første vogn til stationen. Der var nok at gøre med fragt og klarering. – Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin kone. Forvalter Huus plejede at komme en halv times tid ud af regnfrakken og få en kop kaffe hos Bais. Mens fru Bai gik til og fra og dækkede til kaffen, rumsterede Huus og karlene på perronen. De læssede sækkene i godsvognene. Katinka så dem løbe forbi vinduerne. De så så vældige ud i deres olietøj. Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit arbejde. Hun blev aldrig færdig med hans fortrin. Og det sidste var altid: – Og sådan en røst han har… Det var en blød, trohjertet stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie netop var blevet forelsket i den. Når Huus var færdig derude, kom de ind til kaffen. Der var lunt og godt og duft af et par potteplanter, som blomstrede i vinduet endnu. – Ja – det er det, jeg siger, sagde Huus og gned hænderne. Hos fru Bai er der rart. Hyggen kom også med Huus. Der var sådan en stille tilfredshed ved ham. Mange ord havde han ikke, og sjældent "fortalte" han noget. Men han gled så godt ind i den daglige småsnak, muntert, altid i samme humør. Og man følte det rart, når han bare *var* der. Der kom et godstog på den tid, og Bai skulle på perronen og ekspedere. Det gjorde ingen forskel, når han gik, og de to andre blev alene. De småsnakkede eller tav. Hun gik til vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i regnen. Huus så til Katinkas blomster og gav hende råd om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de så til planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem. Han vidste, om den skød, eller om den stod stille, og hvad der skulle gøres med den. Huus havde interesse for alle sådan små ting. For duerne og for de nye jordbærbede, som var blevet anlagt nu i efteråret. Katinka spurgte ham til råds, og de gik rundt og så til det og til det. Bai havde aldrig brudt sig om sådan noget. Men med Huus var det, som om der stadig var noget nyt at få at vide. Noget at spørge til råds om og at indrette. De havde på den måde altid nok at tale om, sådan stille og roligt, som det lå for dem begge. Der var såmænd næsten altid et og andet, der *ventede* på Huus. Selv om han også kom hver dag, som i denne tid, hvor de på Rugård solgte kornet. Frøken Ida Abel havde også tit ærinde på stationen. Hun kæmpede sig ned ad vejen med et brev, der skulle med middagsposten. – Gud, hvilket vejr, hr. løjtnant. – En kop kaffe, frøken – lidt indvendig væde til at stå imod med… Huus er inde hos min kone… – Men er de fra Rugård her? – Ja, med korn. Ida-Yngst havde ikke anet det. Fra hjørneforhøjningen på Gården kunne "kyllingerne" holde rundskue over hele egnen. Ida-Yngst sad der i formiddagstimerne. Hun begyndte at tage papillotterne af håret. – Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med krydderpose for tandpine. – Bringe brev til stationen… – Mor – Louise hvinede – nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du får malet dér… – Kommer det *dig* ved? Ida-Yngst slog døren til soveværelset i lige for næsen af medkyllingen. – Gud bevares, vil du gøre dig latterlig – men du tager dine egne støvler. Det siger jeg dig, Ida… – Mor, sig til Ida, hun tager sine egne støvler – altid render hun i mine knapstøvler til stationen… – Pyh, siger Ida, som er færdig med krøllejernet. – Og *mine* handsker – må jeg være fri… Louise snapper et par handsker ud af hænderne på Ida. Og der smækkes igen med et par døre. – Hvad var der dog, børn? siger fru Abel. Hun kommer ind med våde hænder fra køkkenet. Hun har skrællet kartofler. – Ida stjæler mine klæder. Frøken Louise-Ældst græder af arrigskab. Enkefru Abel gør stille i orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine kartofler… – Søde fru Bai, siger Ida-Yngst i døren – jeg kommer ikke ind. Goddag, hr. Huus, jeg ser så rædsom ud… Jeg kigger blot. Goddag… Frøken Abel kom ind. Hun havde udskåret bryst under regnkåben. – Det er, når det nærmer sig jul – man har så rædsom travlt… Å, De tillader vel, hr. Huus… at jeg kommer forbi. Frøken Abel kom ind i sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun. Men hun sad ikke længe. Der var alt for meget, hun måtte beundre. Frøken Ida Abel var så ungdommelig henrykt. – Gud, det lille tæppe… Frøken Abel måtte ud og føle på det lille tæppe. – Å, hr. Huus, tillader De… Hun skulle igen forbi. Hun følte på tæppet… – Mor siger altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst. Enkefru Abel kaldte undertiden døtrene for sine "flagreduer". Men navnet blev ikke hængende. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede begrebet "due". Og det blev ved "kyllingerne". Når frøken Abel var arriveret, varede det ikke så længe, før forvalter Huus brød op. – Der var ikke plads til så mange i en stue, hvor frøken Ida var, sagde han. * * * * * Det blev hen mod jul. Huus tog en gang om ugen til Randers i forretninger. Han havde altid noget at besørge for fru Bai, som Bai ikke måtte høre. De to hviskede alene inde i dagligstuen i lange tider, når Huus var kommet med toget. Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange år til julen, sådan som hun glædede sig i år. Det lå også i vejret. Det var blevet lys, klingende frost og sne over jorden. Når Huus havde været i Randers, blev han på stationen til te. Han kom med ottetoget. Fru Bai sad tit i mørkning endnu. – Vil De spille lidt, sagde han. – Å, jeg kan kun de par – – Men når jeg nu gerne vil høre dem… Han sad på en stol i en krog ved siden af sofaen. Katinka spillede sine fem stykker, der alle lignede hinanden. Det kunne ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad så stille henne i sin krog, så man slet ikke mærkede ham. Og så var han også helt umusikalsk. Når hun havde spillet, kunne de gerne sidde en stund, uden at nogen sagde noget. De sad, til Marie kom med lampe og tetøj. Efter teen tog Bai Huus med ind på kontoret. – Mandfolk må også en gang imellem være hos sig selv, sagde han. Når de var alene, Huus og han, fortalte Bai fruentimmerhistorier. – Han havde også været med i sin tid… da de lå på skolen. – Og København *havde* haft fruentimmer… nå – *det* er gået tilbage… – De siger, de går til Rusland nu… Ja – det kan sgu godt være… – Tilbage er det gået… – Når man har kendt Kamilla – Kamilla Andersen – brav pige – brillant pige – – Tog en sørgelig ende med hende, for hun styrtede sig sgu ud af et vindue… – *Ærgerrig* pige. Bai blinkede. Huus lod, som om han forstod Kamillas ærgerrighed. – Meget ærgerrig pige… Kendte hende, brillant. Bai snakkede hele tiden. Huus røg sin cigar og så ikke særlig interesseret ud. – Jeg spørger jo også, sagde Bai, de unge mennesker, sådan i sommerferien, i præstegården. Hvad har I nu for fruentimmer, spørger jeg. Er det *godt?* – Piger, gamle ven. Piger. – Ja-a – de går til Rusland, siger de – det kan sgu godt være. Huus udtalte ingen mening om, hvor de gik her. Han så på uret. – Det er vel på de tider, sagde han. – Å – hvad… Men Huus måtte af sted: Det er dog en trekvartersvej… De gik ind til fruen. – Skal vi ikke følge Huus, sagde hun. Vejret er smukt… – Så gu – at få benene rørt… De fulgte. Katinka gik ved Bais arm, Huus på hendes anden side. Sneen knasede under deres fødder hen ad vejen. – Hvor der er stjerner i år, sagde Katinka. – Ja – en mængde mere end i fjor, Tik. Bai var altid oplivet, når han havde været hos sig selv. – Ja, jeg tror det, sagde Katinka. – Mærkeligt er det med vejret, sagde Huus. – Ja – det var Bai – den kulde før jul. – Og den holder nytår ind… – Mener De?… Så tav de, og når de talte igen, var det noget lignende. Ved omdrejningen sagde Bais godnat. Fru Bai nynnede hen ad vejen. Når de kom hjem, blev hun stående i døren. Imens hentede Bai håndlygten og gik over og så efter sporet til nattoget. Han kom tilbage. Nå – sagde han. Katinka åndede ud i luften, langt. – Hvor kulde er rar, sagde hun og slog med hånden ind gennem sin egen ånde i luften. De gik ind. Bai lå i sengen og røg en stump cigar. Så sagde han: – Ja – Huus er sgu et rart menneske… Men han er en tørvetriller. Fru Bai sad foran spejlet. Hun lo. Men Bai betroede Kiær, at han sgu ikke troede, Huus forstod sig noget på fruentimmer. – Jeg føler ham jo sådan på tænderne – ser du, sagde han – om aftenen, når han er nede hos os… Men jeg tror sgu ikke, han forstår sig stort på fruentimmer… – Nå, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden på skuldrene og lo glad. *Alle* kan jo ikke være kendere. – Nej – heldigvis da… og Huus – jeg tror sgu ikke… De blev kaldt ind til kaffen. * * * * * De sidste dage før jul var der travlt på stationen. Der var en bringen og henten. Ingen ville vente på postbudet. Frøknerne Abel sendte små kort med lykønskninger og spurgte om pakker. Frøken Jensen bragte en cigarkasse med en hel stang lak, fordelt som dekorationer rundt om på sejlgarnet. – Mine hænders arbejde, fru Bai, sagde frøken Jensen. Hændernes arbejde var til hendes søster. Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers i går… – Det er terminspengene, sagde frøken Jensen spidst, der er kommet til huse… – Hun var så læsset, da hun kom hjem… – Jeg *tror* det nok. – De er da hos Abels juleaften? – Nej… vi bor dør om dør, fru Bai… men Abels… har altid nok i at huske på sig selv… – Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i præstegården… – Nej, Abels, sagde frøken Jensen – å nej – det er ikke alle, som er ens… Fru Bai spurgte frøken Jensen, om hun måske ville tage til takke hos dem. Hun fik det sagt om aftenen, da Bai kom ind fra sporet. – Mathias – sagde hun. Hun brugte Mathias til mere tvivlsomme meddelelser. Jeg har måttet bede Lille-Jensen her til juleaften… Hun kan jo ikke gå til Lindes… – Nå, for min skyld – Bai hadede "det lille parykstativ" – ja, når *du* bare får lemmeforsamling. Bai gik lidt rundt. – Skal hun ikke til Abels, sagde han. – Det er netop det – de har jo ikke bedt hende, Mathias… – Nå – det har de sgu gjort ret i, sagde Bai, der smed støvlerne af sig. Nå, det er jo din fornøjelse. Fru Bai var glad over, at hun havde fået det sagt. Frøken Jensen kom klokken halv seks med spånkurv og moppe. Hun gjorde undskyldning for *Bel-ami*. – Den er jo ellers hos Abels – jeg lukker den jo ellers altid ind hos Abels. Men saften, forstår De, ville jeg jo nødig… men den gør ingen ulykke… den *er* et stille dyr. Bel-ami blev anbragt på et tæppe i soveværelset. Dér blev den. Den led af sovesyge og gjorde ikke anden kvalm, end at den snorkede. – Han sover af et godt hjerte, sagde frøken Jensen, der fik manchetter og krave op af spånkurven. Bel-ami var kun besværlig, når den skulle hjem. Den havde absolut mistet smagen for bevægelse. Ved hvert tiende skridt stod den stille og hylede med halen mellem benene. Når ingen så det, tog frøken Jensen den på armen og bar Bel-ami. De spiste klokken seks. "Træet" stod i et hjørne. Lille-Bentzen var med strøget hanekam og i konfirmationsfrakke. Han spiste som en ulv. Bai fyldte stadig glassene og stødte til frøken Jensens og Bentzens bægre. – Nå, skål, frøken Jensen. – Skål, min gode Bentzen – det er kun jul en gang om året, sagde han. Han blev ved med at fylde i. Lille-Bentzen blev rød i hovedet som en hummer. – Vi drikker jo som i hedenold, sagde frøken Jensen. Døren stod åben ud til kontoret. Telegrafen prikkede uafbrudt. Kollegerne ønskede hinanden "Glædelig jul" langs linjen. Bai gik til og fra og svarede. – Hils fra mig, sagde Katinka. – Glædelig jul fra Mundstrup, sagde Bai fra apparatet. – Ja, sagde frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine elevere. Vor tid har ophævet rummet, siger jeg så tit til dem. Ved æbleskiverne blev frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til sig selv i spejlet og sagde "Skål". Frøken Jensen havde en ny chignon, som hun havde foræret sig selv til jul. Hun bar nu hår i tre nuancer. Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv. Efter bordet, mens træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe buk over Marie Pige ude i køkkenet. Katinka gik stille omkring og gav sig god tid med at tænde. Hun ville også gerne være lidt alene. – Gud ved, om Huus har fået vores pakke, sagde hun. Hun stod på en stol og tændte an med et vokslys. I sidste øjeblik tog hun et fichu fra sit bord. Hun havde fået det sendt fra en søster. Hun lagde det hen til frøken Jensen. Der så så fattigt ud på frøken Jensens plads. Hun delte sofaen med Lille-Bentzen. Katinka åbnede døren til kontoret, og de kom ind til træet. De gik omkring og så på deres ting, takkende og halvt generte. Frøken Jensen hentede små silkepapirspakker frem fra spånkurven og lagde dem rundt på pladserne. Marie Pige kom ind i hvidt forklæde. Hun gik rundt med sine egne presenter i favnen og følte på tingene rundt i krogene. Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i stuen. Træet brændte stadig i sin krog. Der var meget varmt og oset derinde af de mange lys på træet. Bai halvt kæmpede med søvnen og sagde: – Man bliver skakmat af den festiveren, frøken Jensen, al den juleglæde mætter, sagde han. De var alle døsige og så på klokken. De to damer begyndte stadig igen at tale om presenterne, og hvordan de var lavet. – Jeg tror, jeg vil gå ind og se, hvordan man har regeret verden, sagde Bai. Han slap ind i kontoret. Lille-Bentzen sad og sov på en stol under pibebrættet. De to damer blev alene. De sad i en krog ved klaveret, foran træet, og var meget søvnige. De var blundet ind et øjeblik og fór op i skræk ved en knitren i træet. Der var ild i en gren. – Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede. Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og træet blev mørkt. De sad helt vågne igen og så på det slukkede træ. Kun et par lys brændte svagt endnu. De blev begge grebet af den samme stille sørgmodighed ved at se på de sidste små lys. Det var, som om de kun fremhævede det mørke, døde træ. Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det var, hun sagde. Hun blev i sine egne tanker om dem hjemme og så Huus. Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele aftenen havde tænkt så meget på Huus. Han var kommet i hendes tanker hele tiden. Hele tiden – Hun nikkede til frøken Jensen og lod, som om hun hørte efter. Frøken Jensen talte om sin ungdom og faldt pludselig ind i at fortælle sin kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i fortællingen, da Katinka mærkede det. Katinka undrede sig over, hvordan frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende… Det var en helt enkel historie om en kærlighed, som ikke var blevet gengældt. Hun havde troet, det var hende, og så var det hendes veninde. Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme stille tone. Lommetørklædet havde hun fremme. En gang imellem snøftede hun lidt og førte det hen over kinderne. Katinka blev lidt efter lidt rørt. Så tænkte hun på, hvordan det lille rynkede menneske vel havde set ud som ung. Måske havde hun alligevel haft en net lille figur. Og nu sad hun her forladt og alene. Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog frøken Jensens hænder og klappede dem sagte. Den gamle græd stærkere under hendes kærtegn. Katinka blev ved med at klappe hendes hænder. De sidste lysstumper brændte ned, og juletræet stod helt mørkt. – Og gennem livet skal en enlig kvinde, sagde frøken Jensen, hvad for snarer de end lægger for hendes fod. Frøken Jensen var igen landet ved præsten og hans "ord". Katinka slap frøken Jensens hånd. Hun syntes, der var blevet helt koldt og uhyggeligt om det slukkede træ. Bai slog døren op til det lyse kontor. Det var et ridende bud, som bragte en pakke fra Huus. – Lamperne, Marie, råbte Katinka og løb ind i kontoret med pakken. Det var et meget fint fileret sjal med gyldne tråde i, et stort et, som kunne pakkes sammen til ingenting. Katinka blev ved med at stå med sjalet. Hun var så glad for det. Hun havde haft et helt lignende, og det var hun for et par uger siden kommet til at brænde… – Men dette var meget finere… Og hun blev ved med at stå med sjalet. Bai var munter igen nu, for han havde sovet middagen ud. De drak alle et par snapse af den ægte rom i teen. Lille-Bentzen blev så salig, at han løb over på sit kammer og hentede nogle digte. Han havde skrevet dem på mange stumper papir, bag på gamle tariffer og regnskaber. Han læste højt, så Bai slog sig på maven af latter. Katinka sad og smilede med Huus' fine sjal om sig. Frøken Jensen spillede til sidst en tyrolervals. Lille-Bentzen fløj halvt flov ud i køkkenet og valsede med Marie, så hun hvinede. De måtte alle hjælpe til med at få Bel-ami vækket, da frøken Jensen skulle gå. Den ville på ingen måde væk fra sit tæppe. Bai trådte den på halestumpen, da frøken Jensen vendte sig. Lille-Bentzen skulle følge hende hjem. Men frøken Jensen, der var så bange som en hare for mørke, ville gå alene. Frøken Jensen ville ikke bære sin Bel-ami, når nogen så det. De fulgte hende alle ud til perronlågen og råbte "Glædelig jul", "Glædelig jul" ud over hækken. Bel-ami hylede midt på den snedækkede vej. Den gik ikke af stedet. Frøken Jensen så, at de alle var gået ind. Så bøjede hun sig ned og tog Bel-ami op under armen. Frøken Jensen var bundet ind som en eskimokone, mens hun gik hjem i julenatten. Katinka slog vinduerne op i dagligstuen, så den skærende luft kom ind. – Hm, den lille krukke, sagde Bai. Han var helt menneskekærlig glad ved at have haft Lille-Jensen i aften. – Det skind, sagde Katinka. Hun blev stående ved vinduet og så ud over den hvide mark i natten. – Man skulle ikke tro, du klagede over hoste, sagde Bai. Han lukkede døren til soveværelset. Bentzen gik over perronen til sit kammer. – Hun *tog* moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag hækken for at se den begivenhed. Glædelig jul, frue… – Glædelig jul, Bentzen. Der blev lukket et par døre, og så var det helt stille. Kun nu og da lød der en fin summen i telegrafens tråde. * * * * * Katinka var ude at fodre duerne, før de gik i kirke. Det var høj og stille luft, og klokkerne lød ned forbi skoven. Rundt på de hvide marker så man bønderne. De travede af sted i gåsegang, langs de skovlede stier, til offer. De ventede i flok uden for kirken og ønskede hinanden "Glædelig fest". Konerne rakte hinanden spidsen af fingrene og hviskede. Så stod de stille og så på hinanden, til en ny kom til i kredsen. Bais kom lidt sent, og kirken var fuld. Katinka nikkede "jul" til Huus, der stod tæt ved døren, og gik op til sin plads. Hun delte stol med Abels, lige bag præstens. Kyllingerne Abel forsvandt i slør og fantastiske slyngninger. Fru Linde havde øjne i nakken på de store offerdage. Hun "klædte" sig og frøkenen for offerdagene og spædekalvene. Frøkenen gik aldrig i kirke, når der var "tallerkenvals i koret". De sang de gamle julesalmer, og lidt efter lidt var de alle med, store og små. Det lød så stærkt og glad op under hvælvingerne. Vintersolen stod lys ind ad vinduerne mod de hvide vægge. Gamle Linde talte om hyrderne på marken og menneskene, som i dag var født en frelser. Han talte med jævne, stille ord, så der dalede ligesom enfoldighedens fred ned over hans kirke. Katinka blev i julestemningen, mens offertoget gik op om alteret i en lang march. Mændene gik stift, tungt på fliserne, og vendte tilbage til deres plads uden at fortrække en mine. Konerne rokkede af sted, generte og røde i hovederne, og så stift på det sammenlagte lommetørklæde. Fru Linde havde øjnene ved *hænderne* ved alteret. Fru Linde havde været præstekone i fem og tredive år og siddet med til utallige offerdage. Hun så på *hænderne*, hvor meget hver lagde. Hænderne havde ikke samme bevægelse fra lommerne, når de lagde lidt, og når de lagde mere. Fru Linde vurderede offeret til et gennemsnitsår. Uden for kirken mødte Bais Huus. Man åndede op ude i den friske luft, og der blev igen en stor ønsken "Glædelig jul". "Pastoren" kom med offerpengene i et sammenbundet lommetørklæde, og alle hilste og nejede. – Nå, frøken Jensen, så ønsker vi vel hinanden glædelig jul, sagde "Gamle Pastor". Katinka gik ud af lågen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, så de to gik alene hen ad vejen. Solen lå over de blankt glitrende marker. Hist og her ved gårdene havde de Dannebrog ude på flagstængerne i den høje luft. Rundt omkring drog kirkegæsterne hjem i flok. Katinka havde endnu julesalmerne i sit øre. Hun følte alting som i glad højtidelighed. – Julen er rar, sagde hun. – Ja, sagde han og lagde hele sin overbevisning ind i "ja'et". – Og han sagde det også rigtig kønt, tilføjede han lidt efter. – Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn prædiken. De gik lidt. – Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde Katinka så, for sjalet… – Ingenting at takke for. – Jo netop… jeg blev så glad. Jeg havde haft næsten magen og halvt brændt det. – Ja, det ved jeg jo… De havde det sjal på den dag, jeg kom. Katinka ville sige: Hvor så De det? Men sagde det ikke. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød. Og hun mærkede for første gang, at de sagde ingenting og søgte efter noget til at bryde tavsheden med. De kom ned til skoven, og anneksklokkerne ringede. Det var, som om klokkerne slet ikke ville holde op med at lyde i dag. – De går da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke jul fra huset. De stod på perronen og hørte på klokkerne, mens de ventede på Bai. Huus blev der hele dagen. Da Bai satte sig til bordet, der skinnede med sin damaskdug og mange glasassietter, sagde han: – Ja, man har det godt i sin familie. Lille-Bentzen råbte: – Ja, da – og lo af fornøjelse. Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og så glad ud af øjnene. Og hele dagen hvilede der en stille glæde over huset. Om aftenen spillede de whist. Lille-Bentzen var fjerdemand. I præstegården talte de offerpengene ud af papirerne. Fru Linde var skuffet. Offeret var betydeligt *under* et gennemsnitsår. – Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun. Pastoren sad og så eftertænksomt på de mange *små* mønter. – Hvoraf kommer det? De folk tror, vi kan leve som liljerne på en mark. Fru Linde gør en pause og tæller for sidste gang de hele kroner. – Med familje, sluttede fru Linde. – Nå, min pige, siger gamle Linde, lad os i det mindste være taknemmelige for kapitelstaksten. Præstefrøkenen og pastor Andersen morede sig med at vælte møblerne i salen. De spillede gulvkroket. – Jeg hytter mig for mor, sagde frøken Agnes. *Alle* de uædlere elementer er i oprør hos mor på de store offerdage. * * * * * Julen gik. Katinka syntes ikke, hun havde haft så rar, hjemlig en jul i lang tid, ikke siden hun var hjemme. Ikke at der skete noget særligt eller mere end ellers. De var hos Lindes med Huus og et par andre. Frøken Linde og kapellanen kom til dem en aften med Kiær og Huus. Frøknerne Abel var til eftermiddagstoget og blev også bedt ind. Og efter ottetoget dansede de i ventesalen og sang til. Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i sådan en lykkelig gænge. Den eneste, der "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i den sidste tid. – Huus, sagde Katinka, sover De? Huus fór helt sammen, som han sad. Bai blev helt smittet af den gode stemning i huset. – Satan til indflydelse vejret kan have, sagde han, når han stod på perronen og havde ekspederet eftermiddagstoget. Føler mig sgu forbavsende vel i denne tid – forbavsende vel… Og hele deres ægteskab var i denne tid som forrykket og rykket år tilbage. Ikke på nogen måde voldsomt eller hidsigt, men fortroligt og fornøjet. Det var nytårsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke året ind. Der lød et vældigt rabalder mod plankeværket. – Hvad pokker, sagde Bai. Det gav et chok i både ham og Bentzen, der spillede seks og treds. Peter kunne gerne spare på krudtet. Det bankede på ruden, og Huus' stemme råbte "Glædeligt nytår". – Hvad Fanden – er det Huus, sagde Bai og stod op. – Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt fået hjertebanken af rabalderet. Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i slæde. – Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik på det… – Godaften, Huus. Katinka kom frem i døren. Vi drikker dog året ind, sagde hun. De bandt hesten ind i godsskuret, og Katinka gav den brød. De drak året ind og bestemte, at de ville blive oppe til nattoget. Det kom forbi klokken to. – Spil et stykke, Tik, sagde Bai. Katinka spillede en polka, og Bai brummede med. – Ja, sagde han, man var en svær danser i sin tid, hva' Tik? Han kildede hende ned ad halsen. De gik ud på perronen. Himlen var mørk for første gang i lang tid. – Det giver mere sne, sagde Bai. Han tog lidt løs sne og klaskede det i ansigtet på Lille-Bentzen. Det blev en almindelig fægtning en stund. – Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte toget som en fjern brusen. – Mørk er den sgu i aften, sagde Bai. Støjen kom nærmere. Nu rokkede lokomotivet over broen. Det lille lys kom nærmere og voksede. Så bruste lokomotivet frem fra mørket som et stort bæst med lysende øjne. Og de stod alle fire stille, mens det raslede hurtigt forbi. Damp stod af vejen, mens der faldt lys fra vognene ud over sneen. Klaprende gik det bort, ud i mørket. – Hm, sagde Katinka, sådan går vi ind i året. De havde stået tavse lidt. Hun lænede sig op ad sin mand og strøg håret mod hans kind. Bai var også grebet af situationen. Han bøjede sig ned og kyssede hende. Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind. Huus var vred på dyret, da han kørte hjem i slæden. Det fik af pisken, så det føg, og forbandelser oveni. Mørkt var det, og der begyndte at komme storm op. Katinka kunne ikke sove. Hun vækkede Bai. – Bai, sagde hun. – Hvad er der? Bai vendte sig. – Det er et slemt vejr… – Nå, vi er jo ikke til søs, sagde Bai. Han halvsov. – Men det fyger, sagde Katinka. Tror du, Huus er hjemme nu, Bai. – Å, vor Herre bevares… Bai sov ind igen… Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var på vejen i det vejr. Det var så mørkt – og han var dog ny på egnen. Hvor det var mærkeligt at tænke sig, at det kun var tre måneder, siden Huus var kommet her… Om han dog også var hjemme nu… Katinka hørte igen efter vejret, der tog til… Han havde også været bedrøvet i aften – siddet sådan hen – hun kendte ham – og set forknyt ud… Noget måtte der være i vejen. Noget var der i vejen i den sidste tid… Men når han bare var hjemme nu – så – vejret tog til… Katinka blundede ind og sov ved siden af sin mand. Anden nytårsdag var der selskab i præstegården. Den halve egn kom, og der var en snakken og en pludren gennem alle stuer helt ud i gangen. Det gik altid sådan. Al verden fik tungebåndet løst, når de kom i præstegården. Familien Abel mødte først, da ordsprogslegen var begyndt. De kom altid for sent. – Tiden løber fra os, sagde fru Abel. Vi kan aldrig rive os løs fra reden. Når frøknerne Abel skulle ud, gik de fra middag rundt i frisérkåber og skændtes. Fru Abel måtte klæde sig på i sidste minut. Hun så altid ud, som om en storm havde hærget hende. De legede ordsprogsleg, så der ikke hang en trevl urørt i noget klædeskab i præstegården. Frøken Agnes spillede tyk mand i husmandens bukser og bagefter grønlænder med Katinka som grønlænderkone. – Dejlige kone, sagde hun, De er ikke snærpet. De dansede Pingasut, så Katinka var helt ør. Fru Bai var så glad, at hun næsten var kåd. Ida-Yngst stod for det andet parti. Det var mest noget med harem eller med et stort badested. Hvor det så var, blev Ida-Yngst favnet og trykket af en tyndslidt blond sekondløjtnant. I dørene stimlede de ældre sammen og så til. Uden for salsvinduerne i haven stod avlskarlen, de to husmænd og drengene og grinede ad deres "knøv" frøken. Gamle pastor Linde gik til og fra: – De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ældre. Enkefru Abel så efter pastoren. Hun sad ved siden af møllerens frue: – Ja, her er livligt. – Ja, sagde møllerens frue. Et livligt præstehus. Tonen var lidt streng på "præste". Hendes Helene stod ved siden af sin moder. Hun ville helst være fri for at lege med. Møllerens havde bygget nyt stuehus og ville opad. De gav to selskaber om året, hvor folk sad i kreds og stirrede på de nye møbler. Alt *blev ved* med at være nyt. På alle møblerne var der ting og stykker, frøken Helene havde lavet. Til daglig boede familien i en stue i "gammellængen". En gang om ugen blev der fyret i stuehuset, for at møblerne ikke skulle tage skade. Frøken Helene var eneste barn. Hun var opdraget af frøken Jensen med særligt hensyn til undervisning i fremmede sprog. Hun var den mest elegante dame på egnen, med en tydelig smag for guldpynt. Til alle kjoler gik hun, inden døre, i grå filtsko og hvide bomuldsstrømper. I selskab blev hun let fornærmet og stillede sig hen ved siden af sin moder med et surt ansigt. – Ja, siger fru Abel, mine kyllinger finder det jo undertiden lidt vel livligt… – Mor, siger Ida-Yngst, giv mig dit lommetørklæde. – Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra enkefruen. Ida-Yngst skal spille med natkappe og har opdaget, at hendes eget lommetørklæde er lidt defekt. – De er så ivrige i legen, siger fru Abel til møllerens frue. Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask blindebuk" før bordet. Der er en hvinen i salen og en stormen, så den gamle kakkelovn nejer sig ved det. – Kakkelovnen, skriger de, kakkelovnen. – Flæsk, flæsk. Ida-Yngst er så udmattet, at hun segner. Hun kan ikke få vejret for hjertebanken. – Føl, siger hun og lægger løjtnantens hånd ind til sit bryst, hvor mit hjerte banker. Katinka er blindebuk og bliver svunget, så hun knap kan stå. – Nej – se mig til den dejlige kone, råber frøken Agnes… – Flæsk – flæsk. Katinka fanger Huus. – Hvem er det? Han bøjer sig, og Katinka føler på hans hår: Det er Huus, råber hun. Gamle pastor Linde klapper i hænderne, at man skal til bords. – Huus, siger Katinka, hvad er der i vejen? Der er noget i vejen med Dem? – Hvor falder det Dem ind? – De er ikke så glad i den sidste tid… som før… – Der er ingenting i vejen, fru Bai… – Og jeg, siger Katinka, er netop så glad… – Ja, sagde Huus, det ser man. Bai kom fra spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han. Katinka lo: Ja, vi har danset grønlandsk. Hun gik til bords med Huus. Bai snapper Ida-Yngst fra løjtnanten, der går bagefter med skolelærerens søn. – Hansen, siger løjtnanten, hvem er den pige? – Å, moderen, den skæve derhenne med pastoren, hun sidder på aftægt heroppe på Gården. – Satans pige, siger løjtnanten. Hun har sgu et flot bryst… Alle kommer til sæde. Pastoren sidder for bordenden. Han drikker under maden to skåler, "for de fraværende" og "for den gode ånd i selskabet". De er blevet drukket med de samme ord i sytten år der i præstegården. Til sidst får de kransekage med knalderter. Pastoren trækker knaldert med frøken Jensen. Løjtnanten har fået kilet en stol ind bag Ida-Yngst. Der er så snæver plads, at de næsten må sidde på skødet af hinanden. Man kan ikke høre sit eget ord, mens de ler og trækker knalderter og læser deviser højt. – Ja, siger gamle Linde, det er ungdom. – Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en knaldert frem. Huus tager i den. – De fik devisen, siger Katinka. Huus læser på det lille papir: Dum snak, siger han og river det over. – Huus dog, hvad stod der? – Alle konditorsvende skriver om kærlighed, siger Ida-Yngst over bordet. – Frøken Ida – det er løjtnanten – skal vi to? Ida-Yngst vender sig igen og trækker knaldert med løjtnanten: Gud, hvor er det upassende, råber hun. Hun får en devise om at kysse. Løjtnanten læser den op med det lille overskæg lige ind til hendes kind. Man flytter stolene lidt ud fra bordet, og damerne vifter sig med servietterne. De unge er varme i hovederne af heden og mælkepunchen, som går rundt i store grå kander. En lille blegnæset student lader "pastor Lindes patriarkalske hjem" leve, og alle rejser sig og skriger hurra. Den lille student klinker privat med pastoren. – De lille "røde" mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig? – Man kan have agtelse for *personerne*, siger den lille blegnæse. – Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja… Ja, ungdommen må jo have noget at kæmpe om, ser De, frue… Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er så livlig. Hun ligger næsten i armene på løjtnanten. – Ja, Deres velærværdighed, siger hun. – Ida, min søde pige, (min søde pige hører det ikke), Ida-Yngst, drik et glas med din mamma, siger fru Abel. – Skål, siger Ida-Yngst. Løjtnant Nielsen – hun rækker ham sit glas – drik med mor… Enkefru Abel smiler: Å-å – hvad min Ida-Yngst har for indfald… Den lille blegnæse ved ikke, om frøken Helene har læst Schandorph… Frøken Helene læser "Tasken"… – Jeg kalder hele retningen den ægteste frugt af vor mægtige Brandes… af åndsfriheden. – Brandes, det er jo *ham*, jøden, siger frøken Helene. Der er ikke blevet anden forestilling tilbage om "åndsfriheden" – på Møllen. Studenten flyver op i den store Darwin. Bai har sagt noget, så frøken Jensen er blevet rød i hovedet. – De er så slem, siger Lille-Jensen og slår ham over fingrene. – Men Huus, siger Katinka. Man må jo tage livet, som det er… og… – Og? – Og egentlig er det dog så lykkeligt… – Løjtnant, råber frøken Ida: De er *styg*. Gamle pastor Linde sidder ved sin bordende med foldede hænder og nikker. – Skal vi så sige mor tak for mad, siger han og rejser sig. Der bliver en skraben og takken for mad stuen rundt. Inde i salen er Agnes allerede ved klaveret: Der skal danses. – Jeg ved ikke, om du har *set* Ida, siger Louise-Ældst til enkefruen. Man må gå i jorden over hende. Ida-Yngst er første par med løjtnanten. – Liv i det, råber frøken Agnes fra klaveret. Hun spiller "På min kanapé", så det klirrer i strengene. Bai danser med Katinka, til de skal runde i stuerne. Med hinanden i hænderne svirrer de ud gennem dørene. Gamle Linde er i spidsen med den stønnende Jensen. – Linde, Linde, råber fru Linde. Dine gamle ben. Frøken Agnes slår i tangenterne, så det suser. – Gud – jeg dør, siger Helene fra møllerens… Lige på én gang sprænges kæden. Forpustede falder parrene på plads rundt omkring. – Pyh, det gav varme, siger Bai til løjtnanten og tørrer sig. – Om vi så at finde en bajer. Løjtnanten er med. De går ind gennem værelserne. I spisestuen står "bajerne" opstillet i et vindue. – Er det landbajer? siger løjtnanten. – Næ, den er af Carlsberg. – Nå, den er jeg med på. – Her er en hyggelig krog, sagde Bai. De gik ind i præstens studereværelse. Det var en lille stue med Oehlenschlägers og Mynsters samlede skrifter på grønmalede reoler og Thorvaldsens Kristus over skrivebordet. De satte sig med øllet ved bordet: – Ja, jeg mærkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod på. Men jeg tænkte, lad ham have fornøjelsen, tænkte jeg – og hun med… – Ja, Satans pige… hun har sgu et godt bryst… og skærer brillant, når man danser, forstander. Lægger sig lige til. – Ja, hvad Satan skal hun gøre, stakkels pige, sagde Bai og tømte sin bajer. – Men hvad er *hun* for en pige, sagde løjtnanten. Han mente frøken Agnes… – Rar pige, sagde Bai. – Nej, dér er ingen ting, sagde han. Veninde af min kone. – Ja så, sagde løjtnanten. Ja, jeg tænkte det: En snakkepige – det er af den slags. Samtalen gik over til det mere almindelige. Disse landsbypiger – i det hele taget, mente løjtnanten… Det er godt nok… Jeg mener… Men – ser De, forstander – ingen *dannelse*. Nej, byen – ved De – det er noget helt andet… Løjtnanten havde "fundet noget" – – Ser De – man bor jo i Kvarteret… Dér har de jo lagt *Slottet* – man *må* jo bo dér… enten på "Berren" eller på "Vesten"… – Men hvad er det for piger? spurgte Bai. – Kække piger – sgu, kække piger… – Ja-a – jeg ved det jo ikke… man er jo gift mand, løjtnant… Skueretter, forstår De, skueretter – om man også er derovre et par dage… – Skueretter, gentog han en gang til. – Tro De mig – kække piger, sagde løjtnanten, dannede piger… – Men de siger, de går til Rusland… – Ja, de siger det… Pastor Linde kom ind: Nå, De sidder her, stationsforstander, sagde han. Han gik gennem stuen. – Ja, hr. pastor – vi sidder her og filosoferer lidt – så stille… ved en tyvrøvet bajer… – Værsgo, ja, her er rart. Præsten vendte sig i døren: Derinde leger de panteleg, sagde han. Bai og løjtnanten gik ind til pantelegen. De var ved at falde i brønden. Den lille student med den ægteste frugt faldt for Katinka: – Der kysses, råbte frøken Agnes. Katinka vendte kinden til, så "frugten" kunne kysse. Han var rød i hovedet og kom nærmest til at kysse hende på næsen. Katinka lo og klappede i hænderne: Jeg falder, jeg falder… – For Huus, sagde hun. Huus kom hen og bøjede sig ned. Han kyssede hende på håret. – Jeg falder for frøken Jensen, sagde han. Hans stemme slog over, som om den var hæs. Frøken Jensen tænkte endnu på det kys, da hun var kommet hjem i seng til *Bel-ami*. Katinka støttede sig i tanker lidt til den radikale student. * * * * * Gæsterne var borte. Frøken Agnes stod i salen og så sig om på slagmarken. Der var ikke én ting på sin rette plads. Glas stod i krogene på gulvet, og buddingtallerkener var sat af vejen oppe på bogskabet. – Pyh, sagde hun og satte sig. Det ligner en vis mands forstue. Pastor Andersen var kommet ind. – Nå, sagde hun, ja – De har såmænd været rar i aften. – Frøken Agnes, morer det Dem? – Nej. – Hvorfor gør De det så? – Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre… Men De vil altid være alene om at gøre mudder. – Hjælp mig nu, sagde hun, så vi får lidt orden i det… Hun begyndte at flytte møblerne på plads. – Jeg går ikke ud med Ida mere, mor, sagde Louise-Ældst. Jeg gør det ikke – det siger jeg dig – det er en skandale for alle mennesker. – Fordi man lader *dig* sidde. Jeg skulle vel gøre dig selskab – ikke? Enkefruen blandede sig aldrig i stridighederne. Hun vidste, det måtte dog til, mens papillotterne blev sat i håret. Hun gik stille rundt og lagde kyllingernes tøj sammen. – Man bliver sgu træt af den megen jubileren, sagde Bai. Han var helt stiv i benene, mens de gik. Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad vejen hjem. ### Ordliste - **væde**: vand eller noget andet vådt - **klarering**: papirarbejde for varer - **papillotterne**: papir, man ruller håret på for at få krøller - **fruentimmer**: gammelt, groft ord for kvinder - **tørvetriller**: langsom, stille mand - **lak**: voks, man bruger til at lukke pakker og breve - **terminspengene**: penge, man får på faste dage - **i hedenold**: i gamle dage - **chignon**: knude af ekstra hår - **fichu**: lille tørklæde om halsen - **fileret**: knyttet som et tyndt net - **krukke**: en, der gør sig til - **Det skind**: det stakkels menneske - **offerdagene**: dage, hvor folk lagde penge til præsten ved alteret - **delte stol**: sad på samme bænk i kirken - **enfoldighedens**: som hører til det at være enkel og uskyldig - **rokkede**: gik langsomt og vuggede fra side til side - **offertoget**: folk, der går op til alteret for at lægge penge til præsten - **nejede**: bøjede knæene lidt for at hilse - **kapitelstaksten**: fast kornpris, som præstens løn blev regnet efter - **avlskarlen**: mand, der leder karlene på en gård - **husmænd**: mænd med et lille hus og lidt jord - **knøv**: rask og stærk - **blindebuk**: leg, hvor én har bind for øjnene - **kakkelovnen**: gammeldags ovn, der varmer en stue - **aftægt**: det at bo et sted og leve af en lille fast ydelse - **knaldert**: lille papirrør, der smælder, med et vers indeni - **kække**: friske og modige - **skueretter**: mad, man kun må se på - **panteleg**: leg, hvor man må give en ting og gøre noget for at få den tilbage ## III Det var hen på foråret. Om eftermiddagen hentede præstefrøkenen Katinka, og de gik ned til åen. Ved bredden under et par piletræer, tæt ved banens bro, havde Lille-Bentzen sat en bænk op. Der sad de og arbejdede, til eftermiddagstoget kom. Konduktørerne på strækningen kendte dem og hilste. – Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og så efter toget. Jeg tænker på det hver dag. – Åh, men, Agnes… – Jo, det var det bedste – for os begge to – enten han eller jeg… tog af sted. Og de taler for tusinde gang om det evige tema. Det var en dag midt om vinteren. Agnes Linde og kapellanen kom forbi fra dammen, hvor de løb på skøjter. Så skulle kapellanen ind med et brev og faldt i snak med Bai. Agnes kom ind i dagligstuen med skøjterne på armen. Hun var meget kort og sagde bare "ja" og "nej" til det, Katinka spurgte om… Hun havde så stået henne ved vinduet og set ud, da hun pludselig begyndte at græde. – Hvad er der, frøken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og lagde armen om hende. Hvad er der dog? Agnes Linde kæmpede med gråden, men den blev stærkere og stærkere. Hun tog Katinkas arm væk: – Lad mig gå herind, sagde hun og gik hen mod soveværelset. Og derinde kastede hun sig ned på sengen. Hun fortalte Katinka det hele i én strøm. Hun elskede Andersen, og han legede bare med hende. Og hun holdt det ikke ud. Fra den dag havde Katinka været præstefrøkenens fortrolige. Katinka var vant til at være "fortrolig". Det havde hun også altid været hjemme, som ung pige. Til hende kom alle blødende hjerter. Det lå vel i hendes stille væsen, og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun var så god til at høre på andre. Præstefrøkenen kom næsten hver dag og blev hos Katinka i timevis. Det var det samme igen og igen: hendes kærlighed og ham. Og hver dag fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde gange. Når hun så havde siddet og talt i tre-fire timer, var hun kommet til at græde til sidst. Så pakkede Agnes sit arbejde sammen: – Jo, vi er såmænd et par rare høns, sagde hun til slut. Nu, da foråret var kommet, sad de nede ved åen. Agnes talte, og Katinka hørte på. Hun sad med hænderne i skødet og så ud over engene. Der blev diset derude, og lavningen lignede en stor blå sø. Man så ikke, hvad der var sø, og hvad der var himmel. Det var alt kun ét svagt blåt. Med pilegrupperne som øer i havet. Agnes fortalte om den første tid, da hun kom hjem fra København og traf Andersen. Der var gået måneder, og hun vidste slet ikke, at hun holdt af ham. Katinka hørte og hørte ikke. Hun kendte temaet, og hun nikkede stille. Men hun fik lidt efter lidt sin del af den fremmede kærlighed. Hun kendte den med alle dens følelser. Hun delte dem, som var de hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet. Og alle kærlighedens ord følte sig så hjemme hos hende. Hendes tanker blev så fortrolige med alt, hvad der var kærlighedens – hos de to fremmede mennesker. Når hun havde fulgt Agnes Linde et stykke på vej, vendte hun tilbage. Så kunne hun sidde i halve timer i lysthuset under hylden i haven. Og alle de kærlighedsord flød ligesom i luften omkring hende, og hun hørte dem igen og tænkte dem om. Det lå i hendes stille, lidt dovne natur. Ord og tanker, hun først var inde i, vendte ligesom om og om igen, på vejen hjem til hende. Og de *spandt* hende ind. Og blev til drømme, der førte ud langt borte, hun knap vidste hvorhen. Der havde også været mere stille hos dem i den sidste tid. Huus kom ikke så tit mere, nu om foråret. Der var så meget at gøre, sagde han. *Når* han kom, var han også så forskellig i humør. Tit og ofte var det, som om han slet ikke så, hvor glad Katinka blev for at se ham. Og han snakkede mest med Bai, selv om Katinka havde haft så meget at sige ham og spørge om. Nu netop om foråret, hvor der havde været så meget at indrette og ændre alle vegne… Men der *var* noget i vejen. Måske var han heller ikke tilfreds på gården hos Kiær. Folk sagde, at han var så sær at arbejde med. Hun selv havde for resten også tungt humør en gang imellem. Det kom måske også af, at hun sov for lidt. Hun blev inde i stuen om aftenen, når Bai gik og klædte sig af. Han gik så længe omkring halvnøgen og sad på sengekanten og snakkede og blev aldrig færdig. Det var så langsommeligt for Katinka, at han aldrig kom til ro og fik ende på det. Og når hun selv kom i seng, lå hun i mørket ved siden af Bai, der sov dybt. Hun kunne ikke falde i søvn og følte et ubehag, så hun stod op igen og gik ind i stuen. Der sad hun så ved vinduet. Nattoget suste forbi, og den store stilhed lå igen over marken. Ikke en lyd, ikke et vindpust i sommernatten. Det første grå skær af dagen kom, og en kold og fugtig luft steg op fra engene. Og det blev lysere og lysere, mens lærkerne begyndte at synge. Huus holdt så meget af at se det blive morgen, sagde han. Han havde fortalt, hvordan det var på bjergene, når det blev morgen. Det var som et mægtigt gyldenrødt hav, sagde han, halvt af guld og halvt af roser – om alle toppe. Og tinderne sejlede som øer i det store hav… Og så, lidt efter lidt, sagde han, stod alle bjergtoppe i brand… Og så kom solen. Og steg. Og fejede mørket ud af dalene som med en stor vinge. Han fortalte ofte sådan noget nu, sådan noget fra sin rejse. Han talte i det hele taget mere nu – *når* han da talte. … Det blev helt lyst, og Katinka sad endnu ved vinduet. Men hun måtte vel til ro. Luften var tung inde i soveværelset, og Bai lå og havde smidt tæpperne af sig. Når Huus kom om aftenen, sad de mest i lysthuset under hylden. De så ottetoget gå. En enkelt bonde var kommet ud på perronen. Han hilste på dem, når han gik forbi og drev hjem. Så gik de ned i haven. Kirsebærtræerne stod i blomst. De hvide blade gled som en lys, glitrende regn gennem sommerluften ned på plænen. De sad stille og så ud på de hvide træer. Det var, som om aftenens ventende tavshed over sletten svøbte sig om alle ting. Oppe i landsbyen hørte man en port blive smækket. Kvæget kaldte hen over markerne. Katinka talte om sit hjem. Om veninderne og brødrene og den gamle gård, der var fuld af duer. – Og siden – i den nye lejlighed – med mor – da far var død… – Ja, det var en lykkelig tid… – Men så blev jeg jo gift. Huus så ud på frugtblomsternes bløde sne, der faldt så mildt over græsset. – Thora Berg, hvor hun var lystig… Om aftenen, når hun kom fra selskab – med hele garnisonen i halen og slog sand på alle ruder gennem byen – Katinka sad lidt. – Hun er også gift nu, sagde hun. – Med flere børn, siger de… På vejen udenfor gik en mand forbi. – Godaften, sagde han over hækken. – Godaften, Kristen Peder. – Godaften, sagde Katinka. – Hm – sagde Katinka igen – jeg så hende sidste gang til mit bryllup. De sang, de unge piger, de stod ved orgelet, på pulpituret… – Hvor jeg ser dem endnu – alle ansigterne – alle… – Men hvor jeg græd… Huus sagde stadig ingenting, og hans ansigt så hun ikke. Han sad så bøjet og studerede noget nede på jorden. – Det er snart elleve år siden, sagde Katinka. – Ja, tiden går… – Når man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig. Katinka hørte det først ikke. Så var det, som om ordene pludselig indhentede hende: – Ja, sagde hun og for let sammen. Og lidt efter: – Her har man jo sit hjem. De sad igen tavse. Bai kom ind i haven. Man kunne høre ham langt borte. Han gjorde altid så megen støj – og før havde der været så stille i tusmørket. – Jeg henter glassene, sagde Katinka. – Ja, dejlig aften, sagde Bai, dejlig aften i det fri… Katinka kom tilbage med glas og flaske. – Jeg har haft selskab, sagde Bai. – Af hvem? – Af frøken Ida. Hun rejser nu… – Hvad, Ida? – Ja – og Bai lo – frøken Louise er sgu opgivet… Nu sætter de alle sejl til for den lettere skude. Hun bliver borte hele sommeren. – Nå, ja – kunne det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja – hvad Satan – sådan en pige må jo giftes… Bai talte tit længe om giftermål og ægteskab. Han var noget af en filosof i det emne. – *Jeg* gik til jernbanen, sagde han, tror De, det var af lyst – men den gik *ikke* for *løjtnanten* – – Sådan er det, der er sgu ingen pardon – pigerne *må* til brudeskamlen – – Og så går det – man ser det jo – de lever sig sammen. De har hus og hjem, og så kommer der børn… – Hos de fleste, sluttede Bai med et halvt suk. De sad tavse. Der var blevet helt mørkt under hylden. Det blev i slutningen af juni. – Den dejlige kone er så blegnæbet, sagde Agnes Linde, når hun kom ned til stationen. – Ja – jeg kan vist ikke tåle heden, sagde Katinka. Det var, som om hun havde uro i blodet. Hele tiden tog hun fat på alting og opgav det og kom og gik. Helst sad hun med Agnes ved åen. Hun så ud over engene og hørte altid det samme. Agnes Linde fik sådan en helt anden og mild stemme, når hun talte om ham. "*Manden*" kaldte hun ham. Katinka sad og så på hende, som hun sad der med bøjet hoved og smilede. – Og så tviner man, sagde Agnes, utyske, fordi det er, som det er. Og så er *dette* måske det bedste, man får… – Ja, sagde Katinka og blev ved at se på hende. Når Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til præstegården. Hun længtes ordentligt efter at høre hende tale. Og så så hun også Andersen. Hun så dem sammen, Agnes og ham. Hun stod ved siden af, mens de spillede kroket på den store plæne. Hun stod og så på dem – de to, som *elskede hinanden*. Hun hørte på dem og så på dem nysgerrigt – næsten som på et stort under. Og en dag græd hun, da hun gik hjem. Huus kom så uregelmæssigt nu. Så kom han to gange om dagen. Han havde knap sat sig i lysthuset, før han måtte på hesten igen. Og så var der halve uger, hvor de slet ikke så ham på stationen. Det var høhøsten, sagde han. Høet var slået og stod nu i stakke over engene. Der var en duft af krydderier i hele luften. En aften var Huus i godt humør og foreslog, at de skulle gøre "skovtur til det store marked". Køre dertil i vogn og holde rast i skoven først, og så se alle herligheder på markedet. Bai var med på det. Og turen blev bestemt. De skulle køre tidligt om morgenen, mens det endnu var køligt, og først komme hjem den næste nat eller morgen. Bare Bais og Huus. * * * * * Katinka havde travlt hele dagen med at gøre klar. Hun studerede kogebog og tænkte over det om natten og tog selv til byen for at købe ind. Huus kom efter posten, lige da toget kørte. – Huus, råbte hun fra kupéen. – Men hvor skal De hen? råbte han. – Købe ind – Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes ansigt i vinduet. Farvel. – Hm, sagde Bai. Katinka er sgu småtosset. Hun steger og koger til den tur, som om hun ville præparere os til koleraen… Inde i byen var de begyndt at slå telte op rundt i gaderne. Oppe på torvet stod karruselhestene og hvilede sig i række op ad kirkemuren. Katinka gik rundt mellem markedsfolkene, der hamrede og bankede, og så på det hele. Hun stirrede på kasserne og faldt i staver foran hvert stykke sejldug, der blev hejst. – Om den lille frøken gik af vejen… Hun måtte springe over både brædder og snore. – De kalder mig frøken, sagde hun. – Marie, når nu bare vejret ville holde sig. De gik ud ad gaderne til Lystskoven. Der holdt en gøglervogn. Mændene sov på grøftekanten. Konen vaskede trikoter i en balje på den nedslåede trappe. Tre par hvide unævnelige hang lange og svajede på en snor. Katinka kiggede nysgerrigt på konen og mændene i grøften. – Vil De have noget! råbte konen gebrokkent. – Uha, råbte Katinka. Hun blev helt bange og løb et stykke. – Det var den stærke kone, sagde hun. De gik videre hen ad vejen. I kanten af skoven lagde en flok tømrere dansegulv. Der var køligt derinde under træerne efter den solrige vej. Katinka sad på en bænk. – Her skal vi danse, sagde hun. – Ja, han må danse dejligt, Huus, sagde Marie. Hun beundrede stadig Huus med samme troskab. Han stod i fløjlsramme på kommoden, og et gammelt visitkort med hans navn lå som mærke i salmebogen. Bane-Peter tog sig af det mere håndgribelige. Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se på folkene, der arbejdede. – Når det vejr blot ville holde sig, sagde hun til en af dem. – Ja, sagde han og så op i træerne – himlen så han ikke. Imens tørrede han sveden af sig med ærmet: Det er det, det kommer an på. Katinka og Marie gik tilbage. Det var på høje tid. De kom over torvet. Aftenklokkerne ringede fra tårnet ned over markedslarmen. Den sidste dag bagte de. Katinka havde korte ærmer og æltede, så melet stod hende i håret som på en møller. – Ingen kommer ind – ingen kommer ind. Det bankede på døren, som var låst. Katinka troede, det var Huus. – Det er mig, råbte Agnes Linde. Hvad går der for sig? Hun kom ind og bagte med. Der var en pundkage, som skulle røres i det uendelige. – Det er Huus', sagde Katinka. Den lækkermund skal have pundkage. Agnes Linde rørte, så det boblede i dejen. – Ja – de mandfolk *skulle* også have pundkage, sagde hun. Katinka tog pladen ud. – Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var så rød som en kobberpotte af ovnen. Frøken Jensen og Louise-Ældst kom ned til eftermiddagstoget. Der blev en banken og forhandlen foran køkkenvinduet. – Gud hjælpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod armene synke træt ned og sad meget klodset med dejfadet mellem sine spredte ben. Marie bragte dem en tallerken ud på perronen, så de kunne smage. Louise spjættede af glæde på perronbænken, så et par handelsfolk i toget så et betydeligt stykke af hendes skønhed. Da toget var kørt, slog de inde i køkkenet vinduerne op. Louise-Ældst og Lille-Jensen gnaskede løs ude på bænken. – Hvor De har været heldig, fru Bai, enestående… – Ja, fru Bai er en kone i sit hus, sagde frøken Jensen. – Nu går kværnen, sagde Agnes inde i køkkenet. Hun tog fat på dejen. Bai åbnede kontorvinduet oven over perronbænken. – Åh ja, sagde han, og *jeg* sidder med tør mund. – Vil De have, hr. Bai? spurgte Louise. Holder De også af sødt? – Om nogen under mig noget, sagde Bai i klubtonen. Der blev spektakel og små hvin på perronen. – Hvad er der løs? råbte Agnes fra køkkenet. – Vi mader fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op på bænken med sin skønhed og stod og stak Bai kage ind i munden. – Uh, han bider, råbte hun. Det var ved sådanne lejligheder, fru Abel sagde: – De bliver jo ved med at være rene børn – når man ikke kender noget til verden… Louise-Ældst bragte den tomme tallerken tilbage. Krummerne samlede hun op med fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid sådan: De lod ikke noget blive tilbage. Hun stod ved køkkenvinduet og så ind: – Det skulle mor have vidst, sagde hun sødt. – Nå, så hun har ikke snuset det, sagde Agnes over pundkagen. Louise-Ældst fik et kræmmerhus med kager ud gennem vinduet. – Det var også noget at *gemme*, sagde hun, da hun kom ud på vejen med Lille-Jensen. Hun og Jensen havde slugt kagerne, før de var forbi skoven. Louise-Ældst kastede papiret. – Gud, lille Louise… Frøken Linde med *de* øjne… hun kunne gerne se det… Frøken Jensen tog papiret op. Nede i lommen viklede hun det stille om tre kager til *Bel-ami*. Katinka begyndte at blive træt. Hun sad på kødblokken med de opsmøgede ærmer og så på sit værk: – Men det er ingenting mod hjemme – ingenting mod når vi bagte til jul. Hun fortalte, hvordan de bagte – hendes mor og søstrene og hele huset… Hun lavede grise af klejnedej: Bums – og så revnede de, når de kom ned i fedtet. Og brødrene – de gik og stjal, så mor med den store grydeske måtte vogte stenkrukken med brun dej… Og skrællede de mandler, stjal de, så der ikke blev halvtreds af et pund… Det bankede på døren. Det var Huus. – Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved døren. Om en time… Kom igen om en time. Huus kom frem uden for vinduet. – De kan vente i haven, sagde Katinka. Hun fik travlt med at blive færdig og sendte Agnes ned for at holde Huus med selskab. Agnes blev der en halv times tid. Så gik hun. – Forvalter Huus er for nem at holde med selskab, sagde hun til Andersen. Han forlanger bare, at man skal tie stille, så han kan fløjte i fred. – Hvor er Agnes? sagde Katinka, da hun kom ned i haven. – Hun gik, tror jeg. – Men hvornår? – Det er vel en times tid siden… Huus begyndte at le. – Frøken Linde og jeg holder så meget af hinanden. Men vi har ikke ligefrem meget at *sige* hinanden – – Vi skal pakke, sagde Katinka. De gik ind og begyndte at pakke den store kurv. De stoppede med hø, for at krukkerne skulle stå fast: – Fastere, sagde Katinka, fastere. Og hun trykkede på Huus' hænder. Hun åbnede sekretæren og talte skeer og gafler ud af sølvrummet. – Og så vil jeg tage vifte med, sagde hun. Hun begyndte at lede. – Åh – den ligger i skuffen. Det var skuffen med kotillonæskerne og brudesløret. Hun åbnede kassen med de gamle båndstumper. – Se, sagde hun: alt det gamle stads. Hun tog med hånden ned i æsken og rodede bånd og ordner rundt som i en mølle. – Det gamle stads. Hun ledte igen efter viften. – Åh, hold mit slør, sagde hun. Hun lagde brudesløret og et ægte sjal over på Huus' arm. – Dér er den, sagde hun. Viften lå på bunden af skuffen. – Og Deres tørklæde, sagde hun. Det lå til en side, pakket i silkepapir. Hun tog det op. Huus havde krammet det gullige brudeslør, så der var mærker i bobinettet. Aftentoget kom, og de gik ud på perronen. – Pyh, sagde den smækre togfører med de indiskrete unævnelige, at føre tog igennem i disse feriedage… Forsinket tredive minutter… – Det står på svedning, sagde Bai. Katinka så ned ad vognene. Der stak et svedigt hoved ud af hvert vindue. – Ja, sagde hun. At de folk vil rejse? Togføreren begyndte at le. – Ja, sagde han: Dertil er jo rigtignok jernbanerne. Han gav de to fingre og sprang op på trinet. Toget kørte. Den unge togfører blev ved at stå bøjet frem og le og nikke. Katinka viftede med det blå sjal. Og fra kupévinduerne kom der pludselig en viften og nikken fra hele feriefolket. De lo og morede sig og hilste. Katinka råbte og svingede hele sjalet, og fra toget svarede de, så længe de kunne se. Efter teen kørte Huus hjem. Han skulle møde på stationen i morgen klokken seks. Katinka stod i haven foran hækken: Fårekylling – fårekylling – flyv – flyv. Fårekylling – fårekylling Giv godt vejr… råbte hun. Duften fra træerne i lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede og så op i den blå luft. – Svært – så blåt klæder den lille kone, tænkte togføreren med de fremhævende. Han havde altid øje for, hvad der kunne komme til at ligge langs strækningen. – Vi skal op klokken fem, sagde Bai ud i køkkenet. – Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrabede en smule sort af pundkagen. Man må dog være færdig… Hun pakkede pundkagen ind og så en sidste gang til kurven. Hun åbnede døren ud til gården og stod og så ud. Deroppe kurrede duerne. Det var den eneste lyd. På himlen ude mod vest svandt det sidste blege røde. Åen snoede sig bort mellem de dampende enge. Hvor hun dog elskede denne plet… Hun lukkede døren og gik ind. Bai havde lagt sit ur ved det brændende lys ved sengen. Han havde villet kontrollere, hvornår hun havde fået "smølet af". Men han var sovet fra det og lå og svedte og gav næselyd fra sig i skæret af lyset. Katinka slukkede det stille. Hun klædte sig af i mørket. * * * * * Katinka var i haven, da vognen kom. Hendes blå kjole kunne kendes helt hen til omdrejningen. – Godmorgen, godmorgen… De bringer godt vejr. Hun løb ud på perronen. – Han *er* der, råbte hun. – Kurvene, Marie… Bai var i skjorteærmer i vinduet til soveværelset. – Godmorgen – Huus – står på solstik – hvad? – Nå, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom ned fra vognen. De fik kurvene surret på og drak kaffe ude på perronen. Lille-Bentzen var meget søvnig. Bai lod ham løbe tre gange "fældet til storm" op og ned ad perronen for at få ham vågen. Katinka lovede at tage et hjerte med hjem til ham, og de kom op på vognen. Bai ville køre hestene og sad på forreste sæde med Marie. Hun var så stivet, at det knitrede, bare hun rørte sig. Katinka så ud som en ung pige med sin store, hvide solhat. – Så kommer der mad fra kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen. – Nu kører vi, sagde Bai. Lille-Bentzen løb ind i haven og viftede og vinkede. De kørte et stykke hen ad en bivej gennem markerne. Det var køligt endnu, en munter sommervind. Kløveren og det fugtige græs duftede. – Hvor det er frisk, sagde Katinka. – Ja, en dejlig morgen, sagde Huus. – Dejlig luft, der vifter. Bai slog lidt til hestene. De rullede ud på landevejen forbi Kiærs jorder. Røgterhuset stod på sine hjul midt mellem kvæget. En røgterhund gøede langt borte efter noget kvæg. De store køer løftede de tykke halse og brølte dovent og mæt. Katinka så ud over den grønne mark med det spredte og glinsende kvæg i solen. – Hvor det er kønt, sagde hun. – Ja – *ikke?* sagde Huus og vendte hovedet om mod hende. Kønt er det… De begyndte at tale, Katinka og han. De så og glædede sig over de samme ting. De havde altid øjnene lige på det samme. Og så nikkede enten han eller Katinka. Bai snakkede med bæsterne som en gammel kavallerist. Der var ikke gået en time, før han begyndte at tale om at "få noget i livet". – Morgenstunden tærer, du, Tik, sagde han. Man må sgu have noget at stå imod med… Katinka kunne virkelig ikke pakke ud nu – og hvor skulle de også sidde? Men Bai holdt ikke op, og de gjorde holdt ud for en mark, hvor rugen var sat i stak. De fik en af kurvene ned af vognen og satte sig i en stak tæt ved grøften. Bai spiste, som havde han ikke set mad i otte dage. – Skål, Huus, sagde han. Godt selskab. De snakkede og bød rundt af krukkerne og spiste. – Det glider dog, Tik, sagde Bai. Folk kom forbi på vejen og skævede til dem. – Velbekomme til maden, sagde de og gik videre. – Skål, Huus, god fornøjelse. – Tak, fru Bai. – Det styrkede, sagde Bai. De var på vognen igen. Men hed er hun, hva' Marie? – Ja, sagde Marie. Hun glinsede. Hed er den. – Nu når vi snart skoven, sagde Huus. De kørte frem. Derude lå skovkanten, svøbt i blåt i varmen. – Mærk, hvor granerne dufter, sagde Katinka. De nåede skovbrynet, og tætte graner kastede skygge langt hen over vejen. De åndede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte langsomt gennem skoven. Granerne stod fra vejen ind i lange, lige rækker, som mørket lukkede. Og ingen fugl, ingen sang, ingen støj. Kun insekterne, som stod i store sværme ud fra granerne op i lyset. De kom igen ud af skoven. – Svært højtideligt derinde – ikke? brød Bai tavsheden. Hen mod middag var de i bøgeskoven og tog ind i Vogterhuset. – Det gør godt at strække sig, sagde Bai. Man må strække benene, Huus. Og han gik hen og satte sig til at sove under et træ. Huus hjalp til med at pakke ud. – De har så nemme fingre, Huus, sagde Katinka. Marie gik til og fra og varmede krukkerne op i hedt vand inde i køkkenet. – Det sagde min svigermor altid, sagde Huus. – Svigermor… – Ja, sagde Huus… min forlovedes mor… Katinka sagde ingenting. Knive og gafler raslede ud af papiret, hun holdt. – Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har været forlovet en gang. – Så? Det vidste jeg ikke. Katinka lagde knivene om. Marie kom tilbage. – Vi kunne gå ned til dammen, sagde Huus. – Ja, når Marie vil kalde. De gik hen ad stien ind i skoven. Dammen var en mosesø lidt inde. Træerne strakte store kroner ud over det mørke vand. De havde ikke talt på vejen. Nu sad de på en bænk foran søen ved siden af hinanden. – Nej, sagde Huus, jeg har aldrig fået talt om det. Katinka så tavs ud over vandet. – Det var min mor, sagde han, som så gerne så det… For fremtidens skyld. – Ja, sagde Katinka. – Og så blev det… et helt år… til hun gjorde det forbi. Huus sagde det afbrudt, med lange pauser, ligesom skamfuldt eller vredt. – Det er jo sådan, sagde han igen, med forlovelse og ægteskab. En fugl slog op i triller derinde i skoven. Katinka hørte hver tone i stilheden. – Og så er man fejg oven i købet og bliver i det, sagde Huus igen. Rigtig så inderlig træg-fejg… Dag for dag. – Jeg blev i det – tonen var lav – til *hun* gjorde det forbi. – Fordi *hun* holdt af mig. Katinka lagde sagte og kærligt sin hånd ned på hans, som han støttede stærkt mod bænken: – Stakkels Huus, sagde hun blot. Og hun sad og klappede hen over hånden, sagte og mildt: den stakkel, hvad han havde lidt. De sad sådan, nær hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille søs vand. Myg og fluer summede i sværme. De talte ikke mere. Maries råben vækkede dem. – De kalder, sagde Katinka. De rejste sig og gik tavse hen ad stien. De blev alle så lystige ved bordet. Til sidst drak de gammel Aalborg-portvin til pundkagen. Bai sad i skjorteærmer og sagde hvert øjeblik: Ja, børn, her er sgu rart i den grønne danske skov. Han fik et anfald af ømhed og ville have Katinka på skødet. Hun rev sig løs. – Bai dog, sagde hun. Hun var blevet både bleg og rød. – Man generer sig nok for de fremmede, sagde Bai. Der var blevet stille. Katinka begyndte at pakke kurvene, og Huus rejste sig. – Ja, sagde Bai, om vi nu gik en tur oven på maden. Han tog frakken på. Man skal dog hjælpe på fordøjelsen. – Ja, sagde Katinka, I kunne gå lidt, mens jeg pakker. Huus og Bai gik hen ad vejen. Bai gik med hatten i hånden og havde det varmt af heden og den gamle portvin. – Ser De *der*, Huus: *der* har De ægteskabet, min far, sagde han. Sådan er det og ikke anderledes. – Det kan sgu ikke nytte – det, de alle sammen skriver, og som man sidder og sluger i "Læsetasken". Om ægteskabet og kyskheden og alt det… og troskaben og "fordringer". Dem er de lige så stive i som gamle Linde i "Fadervor". – Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net – og det giver de folk noget at skrive om. Men ser De: Det berører ikke *sagen*, ser De, Huus… Han standsede og slog ud med stråhatten foran Huus: – Nu så De jo: Jeg har lyst – og Katinka vil ikke… Dejlig sommerdag, hvor man har spist godt ude i det grønne. Og lige meget – ikke et kys en gang. – Det er sådan med fruentimmer… Man kan aldrig regne med dem. De har det i perioder, ser De, Huus – – Mellem os sagt – Bai rystede på hovedet – der er sgu tit svært for en mand i sine kraftigste år… Huus slog brændenælder ned med sin stok. Han svang den, så de knækkede, som var de slået med le. – Ja – *det* er sagen, sagde Bai, som hele tiden gik og så betænkelig ud… Men det taler de sgu ikke noget om i "Tasken". Men ægtemand og ægtemand imellem – vi ved, hvor skoen trykker. De hørte Katinka råbe bag dem, og Huus svarede med et halløj, der lød højt hen gennem skoven. Katinka var munter igen. De skulle vel nu have en middagslur under træerne, sagde hun. Hun vidste en plads, en dejlig plads under en eg – og hun gik i forvejen for at finde den. Huus gik efter. Han kukkede som gøgen hen gennem træerne. Bai hørte ham le og jodle. – Ja, sagde han, han kan sagtens le – han står uden for det. Lidt efter sov Bai under den store eg med næsen i vejret og hatten liggende på maven. – Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka. – Ja-a, sagde Huus. De sad hver på sin side af egestammen. Katinka havde taget stråhatten af og lænede hovedet mod træet. Hun sad og så op i egen. Helt, helt oppe i kronen faldt solstrålerne ind som dryppende gulddråber i det grønne… Og fuglene sang inde mellem buskene. – Hvor her er smukt, hviskede hun og bøjede hovedet frem. – Ja – her er smukt… hviskede Huus igen. Han sad med armene om sine knæ og stirrede op i kronen. Det var så stille. De hørte begge Bais åndedræt. De hørte et summende insekt, som de fulgte med blikket op mod kronens grønne. Og fuglene, der kvidrede, snart nær, snart længere borte. – Sover De? hviskede Katinka. – Ja, sagde Huus. De sad igen. Huus lyttede, rejste sig så forsigtigt og gik frem. Ja, hun sov. Hun så ud som et barn med hovedet på siden og munden lidt åben til et smil i søvne. Huus stod længe og så på hende. Så vendte han stille tilbage til sin plads. Og lykkelig, med øjnene op i egen, lyttede han til hendes søvn. Da Marie Pige vækkede dem med nogle vældige "hejda" til kaffen, havde Bai sovet ærgrelsen væk med den gamle portvin. – En cognac gør godt i det grønne, sagde han. En lille rar cognac i det grønne. Til den lille cognac kunne Bai igen spise et stykke pundkage. Bai var en stærkt forbrugende natur. – Dejlig kage, sagde han. – Det er Huus' kage, sagde Katinka. – Nå, ja, sagde Bai. Når vi andre bare må fortære den… Efter kaffen kørte de. Bai var træt af at have tømmerne, og han tog Huus' plads på bagsædet hos Katinka. De var en smule døsige alle sammen – den hede sommersol stod på, og støv var der også på vejen. Katinka sad og så på Huus' nakke, bred og dygtig brun af solen. I hotelgården var der tæt med fraspændte, forladte vogne. Koner og piger, som lige var kommet ned fra agestolene, rystede skørterne og glattede sig. I kælderstuen var alle vinduerne slået op. Den kogende punch gik rigeligt rundt til kortspillet. Et skingert klaver havde travlt med "min Valdemar" i salslængen bag de nedrullede gardiner. – Det er en af Agnes', sagde Katinka. – Det er nattergalene, sagde Bai. I aften må vi ind og høre, hvordan de kvidrer. Katinka holdt sig tæt til salslængen, da de gik. Men man så ingenting. – Inte kikke, sagde Bai, entré ved kassen… Inde bag gardinerne begyndte en kvindestemme at skrige på "min Charles"… – Oh min Charles – send mig dog et brev – – Åh, sagde Katinka. Hun blev stående ved vinduet og nikkede. Det er den – – Agnes kan den… – Hvorhen du altid skrev… – Kom nu, Tik, sagde Bai. Gå du med Huus. Jeg baner vej, når der bliver stimmel. – Men vi kan altid kun det første vers, sagde Katinka. Hun blev ved at lytte, mens hun tog Huus' arm. – Hvorhen du altid skrev – råbte skrigepotten. – Der står sædvanligvis kun det samme i de andre, sagde Huus. – Kommer I! råbte Bai. Uden for porten sang en ranglet kælling om massemorderen Thomas og slog hans ophængte kontrafej med et spanskrør. Tilskuerne stod og så bange ud og sendte omkvædet frem, langt som et amen i kirken. Pigerne gik arm i arm, i lange rækker med stive ansigter. De gik forbi karlene, som "så sig dem ud". Karlene stod i klump foran teltene, med piber og hænderne gravet ned i bukselommerne. En karl gik frem. – Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham spidsen af fingrene. – Goddag, Søren, sagde hun. Og hele pigerækken standsede og ventede. Søren stod lidt foran Mari og så først på sin pibe og så på sine støvler. – Farvel, Mari, sagde han. – Farvel, Søren. Og Søren gik tilbage til sin kreds, og pigerækken lukkede sig igen, og de gik videre med sammenknebne munde. – Satan til manér, sagde Bai, at spærre gaden. Konerne samledes i klumper og stod med bedrøvelige ansigter, som var de til begravelse, og mønstrede hinanden. Når de talte, hviskede de uhørligt, som om de ikke rigtig kunne åbne munden. Og når de havde sagt to ord, stod de igen tavse og så stille fornærmede ud. Man kom ikke frem. – Jeg bruger albuerne, sagde Katinka. Hvert øjeblik blev hun stødt ind til Huus. – Hold Dem blot tæt til mig, sagde Huus. Man kunne ikke høre noget for den ranglede massemorderske og et par lirekasser. De blandede general Bertrands afskedskvad sørgeligt med Ajaxernes duet. Latinerne smuttede ud og ind og peb i fingrene. Sløve landsbyunger pustede skrigeballoner op og lod ballonerne skrige ud, mens de gloede ud i luften med ubevægelige ansigter. Solen stod lige ned på gaden og bagte både folk og honningkager. – Pyh, det er varmt, sagde Katinka. – Her skal vi have vafler! råbte Bai. – Vafler, min dame, vafler – af Tyrolerferdinands brunøjede datter… – Vafler, Huus, vafler, sagde Katinka. Hun skubbede sig ind gennem en mur af piger, der spærrede gaden. Pigerne hvinede: Nå da, latinerne havde syet deres skørter sammen. – Det er latinerknægtene, skreg et par lømler fra Borgerskolen. De brugte knappenåle til at hægte med. Pigerne løb sammen i klynge for at komme løs. – Uh da, hylede de. Uh da. Latinerne ventede på deres chance og brød ind som lyn for at drille dem. – Uh da – Der blev en hvinen. Katinka skreg med af kådhed. Vafler, min dame, vafler – af Tyrolerferdinands brunøjede datter. De kom hen til ovnen. – Tre vafler, min herre, hollandske, femten øre. – Strø sukker, du brunøjede. Den brunøjede strøede sukker med de bare fingre. – Ja, min dame, sagde manden – hun har kendt bedre dage. – Giver De en drikkeskilling? Og han hvinede det ud over gaden: til Tyrolerferdinands brunøjede datter. Den brunøjede raslede automatisk med en fremstrakt sparebøsse og så ud, som om hun hverken hørte eller så. – Sukker, du brunøjede. Den brunøjedes fingre greb igen i sukkeret. De kom op på torvet. – Man bliver døv, sagde Katinka. Hun holdt sig for ørerne. Den store trylleprofessor Le Tort kæmpede på et højt stillads med to pauker mod musikken fra tre karruseller. En hvidmalet Pjerrot slæbte en stortromme op foran Verdens største arena: – Den største arena, mine damer og herrer, den verdensberømte arena… Han spillede ved at sætte sig hårdt med den bageste legemsdel på sin tromme. – Miss Flora – Miss Flora i den høje trapez… Det var lige foran dem: – Miss Flora – Luftens Dronning – mine herrer – ti øre… Udråberen svingede en alarmklokke i sin højre arm. – Luftens Dronning – ti øre… Professor Le Tort var rasende. Han skreg om alle verdens vidundere, så hans stemme knækkede. Og han besluttede sig til gratis at lave de fem hundrede alen silkebånd… Han begyndte at gylpe oppe på sit stillads og trække strimler af silkepapir ud af sin hals. Imens blev han rød i hovedet, som om han skulle få et anfald. – Luftens Dronning – for ti øre – I Verdens største arena stod Pjerrot på hovedet over trommen og dunkede trommeskindet med sit kranium… Karrusellerne gik til horn og lirekasser… – Mine damer, Luftens Dronning… Luftens Dronning – ti øre. Der var stegende sol og duft af honningkager og skubbende stimmel og støj. – Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun så op på Huus og skuttede sig ganske lidt, som en kattekilling i heden. – Det er konen, sagde hun. – Hvem? sagde Huus. – Hun, der vaskede. Det var Luftens Dronning, der gik op ad trappen med lyserøde ben i snørestøvler og bredt vrikkende derrière. – Miss Flora – Luftens Dronning *så* kaldet – ti øre. Luftens Dronning havde vifte med, som hun brugte som figenblad. Hun gnaskede blommer, før hun skulle ind og gå til vejrs. – Skal vi derind? sagde Katinka. – Tik! råbte Bai. Han ville se "Slangedamen". De arbejdede sig frem gennem trængslen og kom forbi en karrusel. Marie kørte på løve, halvt på skødet af en kavallerist. Katinka ville også op at køre. Bai sagde tak til at give penge for at få kallunet vendt. Katinka fik en inderhest ved siden af Huus. De begyndte at køre, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad alle de ansigter, som drejede rundt. – Sikken stimmel, sagde hun. Man så hen over alle hovederne. De kørte anden gang. – Grib ringen, sagde Katinka og bøjede sig frem over Huus. – Pas dog på, sagde han og tog om hende. Katinka smilede og bøjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svømme ud for hende. Det var blot noget sort noget – sort og hvidt – som blev ved at dreje rundt. Hun blev ved at smile, mens hun lukkede øjnene. Markedslarmen og musikken og stemmerne og de skingre horn brød ligesom sammen i én brusen i hendes ører. Imens gyngede alt sagte. Hun åbnede øjnene lidt. – Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem igen. Det ringede og begyndte at gå langsommere. – Endnu en gang, sagde hun. De kørte igen. Huus havde rakt sig indad – hun vidste ikke, at hun støttede sig til hans skulder. – Grib den, sagde hun. De fløj forbi ringen, og hun lo ind i hans ansigt. Hun sad med halvåbne øjne og så ind i kredsen. Det var, som om alle ansigterne var trukket på en snor. Svimmel kendte hun Marie – hun var kommet op igen – i vogn med sin kavallerist… Hun sad på hans knæ… Hvor hun så ud – så dånefærdig… Og alle de andre – så de lå hen – som halvdøde – ind til karlene… Katinka rettede sig pludselig op. Alt blodet var gået hende til hovedet. Karrusellen holdt. – Kom, sagde hun. Hun steg ned af hesten. Bai stod ved ringpælen. Katinka tog hans hånd. – Man bliver svimmel, sagde hun og trådte ned på jorden. Hun var helt bleg af den megen kørsel. – Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er fyrtårn. Han kneb Marie i armen. Hun kom ned af karrusellen med sin kavallerist. Marie var flov over at se herskabet og strittede mod den blå. – Brillant, så hun skærer den, sagde Bai, som satte i vej. – Det er lige her, sagde Katinka. Huus bød hende sin arm. Slangedamen frøken Theodora viste sine dorske dyr frem ved siden af karrusellen. Det var nogle fede slimdyr, som hun tog ud af en kasse med uldtæpper. Frøken Theodora kildede dem under halen for at få dem lidt mere livlige. – De fordøjer, frøken, sagde Bai i klubtonen. – Hvad gør de? sagde frøken Theodora. Tror De ikke, dyrene er levende? Frøken Theodora tog fordøjelsen som en fornærmelse. Hun slog slangen om halsen og kradsede den i hovedet, så den åbnede gabet og begyndte at hvisle. Frøken Theodora kaldte den sin kæleunge og gemte den inde på brystet. Frøken Theodora havde en kæmpedames omfang og var i pagedragt. Slangen lod stille sin hale daske mellem frøkenens knæ. – Nussedyr, sagde frøken Theodora. – Kom, sagde Katinka, det er ækelt. Hun havde taget Huus' arm i væmmelse. – Ja, sagde ejeren, der tog det for angst og var smigret. Svære bæster, lille dame… Men hun har gjort det med løver. Katinka var ude: – At man kan gøre sådan noget, sagde hun. Det rystede gennem hende. – Ja, sagde Bai og følte sagkyndigt rundt. Ejeren havde opfordret "den herre" til at mærke, at dyrene virkelig bevægede sig "så godt som på det blottede legeme". – Ja, sagde Bai, kød er det… "Slangedamen frøken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine "nussedyr" i kassen. – Ja, sagde ejeren, hun har gjort det med løver, min herre. – I otte år, min herre, sagde frøken Theodora. Huus og Katinka var henne over torvet. Det begyndte så småt at blive mørkt, og alle udråberne hylede i kapløb på stilladserne med fortvivlet iver. – Nedsat pris – nedsat pris – min dame, råbte professoren ned til Katinka. Han tørrede sveden af sig med "det sælsomme lommetørklæde". Tyve øre med kæreste… Katinka gik hurtigere, så Bai knap kunne indhente dem. Folk begyndte at blive gladere. Slingrende klynger af karle løb syngende ind på pigerækkerne, som opløste sig med hvin. Og parrene begyndte så småt at kæres langs teltgaderne. Der stod en svær støj ud af beværtningsteltene og oppe fra den brunøjede, hvor cognacen gik til vaflerne. De tre politibetjente haltede af sted på stokke. Det var letsårede fra krigene, og de holdt sig sammen for at holde orden. Rundt om bag teltene og i klyngerne hørte man latinernes pludselige piben i fingrene skingre gennem støjen. Det blev mørkere og mørkere, mens Katinka og Huus gik ned langs teltene og købte. I teltene tændte de allerede staldlygter, som lyste sparsomt ned over hjerter og honningkager. Madammerne bag de høje diske polerede honningkagerne med den flade hånd, så de skinnede. Og de rakte dem ned til Huus og Katinka på en lang skovl. Bai kom til og købte også. Huus havde købt Katinka en lille japansk bakke i markedsgave. Hun gav ham en honningkage. – Hvad, sagde Bai. Giver du Huus honningkage… Giv ham et hjerte… – Madam, råbte han op. Et hjerte her… – Et hjerte – min herre – med vers… – Bai, sagde Katinka… – Vi får en byge, sagde Huus bag dem. – Satan heller. Bai vendte sig fra disken. De første dråber faldt. – Det bliver en skylle, sagde Bai. – Der er ly i panoramaet, sagde Huus. – Ja. Katinka tog Bais arm. Kom, sagde hun. Der var en renden til alle porte. Koner og piger slog skørterne over hovedet og løb af sted med lommetørklæderne i firkant over de nye hatte. – Hej, hej, sagde Bai, nu kommer sgu klokkerne frem. Pigerne stod rundt i portene med blå strømper og de islandske uldklokker om stolperne. De handlende halede varer ind og svor og bandede. Latinerne for skrigende af sted og lod sig gennembløde. – Her er det, sagde Katinka. – Hele Italien, mit herskab, for halvtreds – manden var hæs og pakket ind i uldtørklæder – tre gange – værsgo – – Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under teltåbningen og rystede sig og så ud. Vandet kom som fra sluser. Der var allerede oversvømmelse over det halve torv. De letsårede løb haltende rundt under paraplyerne og løftede rendestensbrædder. Rundt under telte og i porte stod det halvvåde kvindekøn og så defekt ud. Inde i panoramaet var der tomt og helt stille. Man hørte regnens tunge, ensformige fald mod taget, og så var det blevet så køligt. Det var, som om Katinka åndede op efter al larmen. – Hvor det gør godt, sagde hun. – Det er landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i gluggerne. – Det blå vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gå ud i forstuen for at se, hvad der kunne vise sig under de islandske nederdele. Katinka blev siddende. Hun følte sig som nyfødt herinde, alene med Huus i stilheden, under den faldende regn. – De spiller ikke, sagde hun. – Nej – for regnen… De hørte begge efter regnens fald. – Den støj, der dog var, sagde hun. Katinka ville helst være blevet siddende der, stille, og have lyttet efter regnen. Men hun rejste sig dog. – Er det Italien? sagde hun. – Han sagde det. Hun så ind ad en glug. – Ja, sagde hun, det er Italien. Der var kunstigt lys derinde foran billederne, der strålede i stærke farver. – Hvor det er smukt… – Det er golfen, sagde Huus, ved Neapel. Billedet var ikke dårligt. Blinkende sol lå over golf og strand og by. Både fløj hen over vandets blå. – Neapel, sagde Katinka sagtere. Hun blev ved at se ind. Huus så i gluggen ved siden af på det samme billede. – Har De været der? – Ja – to måneder. – At sejle *der*, sagde Katinka. – Ja – til Sorrento… – Sorrento. Katinka gentog det fremmede navn sagte og langsomt. – Ja, sagde hun – at rejse. De gik ned langs gluggerne og så ind på billederne ved siden af hinanden. Regnen faldt svagere mod taget – til sidst kun dryppende dråber. De så Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte om det. – Det er så storartet, sagde Katinka, at man bliver bange. – Jeg holder mest af Neapel… Udenfor begyndte lirekasserne at spille, karrusellerne ringede. Katinka havde næsten helt glemt, hvor hun var. – Det regner vist ikke mere… – Nej, det er ovre. Katinka så sig om i rummet. – Så venter Bai, sagde hun. Hun gik tilbage, og hun så endnu en gang ind over bugten ved Neapel med de ilende både. Bai kom ind og sagde, at gaden igen var overgivet til den planmæssige færdsel. – Så går det vel til skovs? sagde han. De gik. Luften var kølig og ren. Store glade flokke drev hen ad vejen mod skoven. Træerne og tjørnehækken duftede efter regnen. Solen gik ned, og henne ved skovindgangen tændte man de kulørte lamper på æresporten. Karlene drev af sted med pigerne om livet. Alle bænkene langs vejen var fulde. I ømme stillinger sad de og kæredes i det skjulte. De begyndte at høre musikken fra dansepladsen og den summende lyd af de mange stemmer. – Nu skal vi træde dansen, sagde Bai. Uden for danseestraden var der fuldt af halvvoksne knøse og piger, som så til ind over rækværket. Inde på gulvet stampede de trippevals, så det drønede. – Kom, Tik, sagde Bai, vi åbner ballet. Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem parrene. – Bai dog, sagde Katinka. Hun var åndeløs. – Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert i vrikketakt. – Bai dog… – Man kan få hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus. – Nu må man holde sig i øvelse, sagde han og slog hælene sammen som på klubballerne. Og røre damerne. Katinka følte sig så trykket ved Bai. – Bai er så kåd, sagde hun, da han var gået. – Vil De danse en gang med mig? sagde Huus. – Ja – om lidt – lad os vente lidt… De så Bai vrikke løs med en fyldig bondepige i fløjlsliv. – Lad os gå lidt, sagde Katinka. De gik ud af estraden, et stykke hen ad vejen, hvor musikken var døet hen. Katinka satte sig. – Sæt Dem, sagde hun. Man bliver så træt. Der var så stille i skoven. Kun et par løsrevne toner kom nu og da hen imod dem. De sad tavse. Huus rodede med en pind i jorden. – Hvor er hun nu? spurgte Katinka med ét. Hun sad og så ned for sig. – Hun? – Ja – Deres – forlovede… – Hun er gift – Gud ske lov… – Gud ske lov? – Ja – man synes dog altid, man havde et ansvar – når hun nu, *der*, sad alene… – Det kunne De da ikke gøre for… Katinka tav lidt. – Om hun holdt af Dem. – Hun *holdt* af mig, sagde Huus, det ved jeg nu. Katinka rejste sig. – Har hun børn? sagde hun. De var igen et stykke hen ad vejen. – Ja – en lille dreng. De talte ikke mere, før de kom til estraden. – Skal vi så danse, sagde Katinka. De små lygter var tændt rundt omkring og gav kun sparsomt lys ned over bænkene langs siden. Parrene svingede ud i lyset og igen tilbage i mørket. Inde på gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der gled ud og ind. Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt og førte sikkert. For Katinka var det, som kom hun til hvile her i hans arm. Hun hørte det alt sammen – musik og stemmer og trampen – som noget helt fjernt. Hun følte kun, at han førte hende så sikkert, ud og ind. Huus blev ved at danse på den samme stille måde. Katinka mærkede sit hjerte banke, og at hendes kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde op og talte ikke. De blev ved at danse. – Ser man himlen? sagde Katinka pludselig. – Nej, sagde Huus, træerne skygger. – Så træerne skygger, hviskede Katinka. De dansede. – Huus, sagde hun. Hun så op på ham og vidste ikke, hvorfor hendes øjne blev fulde af tårer. Jeg er træt. Huus standsede og beskyttede hende med armen gennem trængslen. – Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved indgangen. De trådte ned ad trinet og gik hen ad en sti. Det var helt mørkt mellem træerne. Det var, som om det var blevet hedere igen efter regnen. De blomstrende tjørne sendte en stærk duft imod dem. Rundt mellem træer og buske hviskede og rørte det sig, og omslyngede par gemte sig på bænkene i mørket. – Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka. Kom. De vendte om. – Ja, sagde Bai, så går vi hen til skrigepotterne. Der er nogle "sangerinder" herhenne i pavillonen – nette piger, siger de… – Jeg skal bare først trippe farvel med den lille landdame derhenne… – Sving De Katinka en gang, Huus. At hun ikke sidder stille. Huus lagde armen om Katinka, og de dansede igen. Katinka vidste ikke, om de havde danset et minut eller en time, da de gik gennem skoven hen imod pavillonen. Fem damer sang imod dem fra døren. De slog med kvastestøvlerne og holdt to fingre ind mod hjertet: – Her komme vi det glade kompagni mod mandens tyranni… – Her er en hyggelig krog, sagde Bai. Her kan vi se damerne… De satte sig. Man så knap ansigterne rundt omkring for røg og dunst. De fem damer sang om bajonetter og frygtløshed. Da de var færdige, drak de punch. De koketterede ved at putte rosenblade ind under brystudskæringen og fnise bag nogle slidte vifter. – Nette piger, sagde Bai. Katinka hørte knap. Huus sad med hovedet i hænderne og stirrede på det snavsede gulv. En lille pianist, der lignede en græshoppe, sprang over et klaver, som om han ville spille med sin tynde næse. Damerne skændtes om, "hvem der skulle"… – Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag vifterne. Det ved *Gud* – det er Julie. – Skorstensfejeren, sagde Julie højt ud over folk. – Den er *forbudt*, skreg et par damer bag vifterne ned til pianisten. Sørensen, hun synger, hvad der er forbudt. Nede i salen slog de med glassene. – Pyh, fordi Josefine ikke kan synge den. Damen Julie sang "Skorstensfejeren": Skorstensfejeren August – har til våbenskjold en kost… Bai dundrede, så han var nær ved at slå toddyglassene i stykker: – Hvad siger du, Tik? sagde han. Katinka for sammen. Hun havde slet ikke hørt efter. – Jo, sagde hun. – Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen. – Romancesangerinden frøken Mathilde Nielsen, råbte frøken Julie. Romancesangerinden frøken Mathilde Nielsen var langskørtet og højtidelig. De andre damer sagde: Mathilde har stemme. Mathilde var faldet som barn og havde flækket næsen. Hun lagde straks under forspillet hånden på hjertet. Det var sangen om Sorrent. Hvor den høje og dunkle pinie Låner skygge til bondens vigne, Hvor ved golfen orangelunden Dufter liflig i aftenstunden; Hvor ved stranden båden gynger, Hvor i byen glade klynger Går i dansen, mens de synger, Synger højt Madonnas pris. Aldrig, aldrig, jeg forgjetter Disse dale, disse sletter, Disse måneklare nætter, Napoli – dit paradis. Frøken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, dirrende toner. Da sangen var slut, klappede "damerne" ved at slå med viften i de flade hænder. Romancesangerinden "frøken" Nielsen takkede bukkende. – Tror jeg ikke, Tik vander høns over "foredraget", sagde Bai. Katinka sad virkelig med tårer i øjnene. De kom udenfor. – Nu går vi hjem over kirkegården, sagde Bai. – Over kirkegården, sagde Katinka. – Ja – det er den nemmeste vej – og der er *kønt*. Katinka og Huus gik sammen og fulgte efter Bai. De kom ud af skoven og gik gennem en allé. Støj og musik svandt bort bag dem. – Ja, sagde Bai, en bevæget dag – en godt brugt dag. Han blev ved at snakke. Om dansen – så det skar, de landsbypiger. Og "damerne" – "frøken Julie", frisk pige i støvlerne, kæk pige. Og Marie – nå – vi vil få at se, hvad den har stået på… Jeg kender hende… De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var så stille, at de hørte deres egne skridt på jorden. For enden af alléen ragede kirkegårdens jernport op med sit store kors. – Men Bai, sagde Katinka. – Tror du, her er spøgelser, sagde Bai. Han åbnede sidelågen. De gik ind. Katinka tog Huus' arm i lågen. Kirkegården lå i dæmringen som en stor have. Roser og buksbomhække og jasminer og lindetræer duftede tungt, og grå og hvide sten ragede op mellem hækkene. Katinka tog så fast om Huus' arm, mens de gik. Bai gik i forvejen. Han travede langs buskene og slog ud med armene, som om han ville jage høns op. Katinka standsede. – Se dog. Der var hugget en åbning gennem træerne, så man så ned over markerne til fjorden. Dæmringen svævede som et slør over det mørkt blanke vand, stille og drømmende. Det var stille, som om livet var døet ud under den duftfyldte luft… Ubevægelige stod de tæt ind til hinanden. Langsomt gik de videre. Katinka standsede af og til og læste indskrifterne på stenene, der lyste frem i dæmringen. Hun læste dem, navne og år, med sagte og skælvende stemme. – Elsket og savnet. – Elsket ud over graven. – Kærlighed er lovens fylde. Hun trådte nærmere og løftede hængepilens grene. Hun ville læse navnet på stenen. Så raslede det bag pilen. – Huus, sagde hun og tog krampagtigt om hans arm. Noget flygtede ud over gærdet. – Det var et par mennesker, sagde Huus. – Hvor jeg blev bange, sagde Katinka. Hun holdt hænderne for brystet. Hun blev ved at gå tæt ind til ham, mens hendes hjerte bankede. De talte ikke mere. Det raslede i buskene nu og da, og Katinka for sammen. – Min lille ven, min lille ven, hviskede Huus som til et barn. Katinkas hånd skælvede under hans. Bai stod ved enden af gangen. – Er I der, sagde han. Han åbnede lågen. Den klappede i efter dem i jernhængslet. Ude i alléen tog Bai Huus til side: – Det er sgu dog en skandale, sagde han… At det skal *eksistere* – en vanhelligelse af det hellige sted… Kiær havde jo sagt mig det… hvordan det var – med de røvere… – Men jeg troede sgu ikke, at det var muligt… – Ikke en gang at have følelse for døden – dødens have – føj for Satan… – Man kan, Fanden tage mig, ikke en gang være i fred på bænkene… Huus kunne have slået ham. * * * * * De kom ned gennem gaderne. Teltene stod lukkede og øde. Hist og her samlede en handlende sine varer sammen ved en ensom lygte. Værtshuslarm trængte ud i gaden. Søvnige og med bøjede hoveder drev folk parvis hjem. I hotelporten kom Marie til syne. Hun var søvnig og mat. Katinka ventede ved vognen. Rundt omkring blev der spændt for og kørt af sted. "Nattergalene" sang højt ud i gården. De kom til sæde. Bai ville køre og sad med Marie. Oh du – min Valdemar! Jeg elsker dig… – De holder ud, sagde Bai. De kørte gennem natten, forbi skoven, frem over de flade marker. Marie hang sovende, krumbøjet over kurven i sit skød. Huus og Katinka sad tavse og stirrede ud i egnen. Nu og da talte Bai. – Hoho – mine dyr – – Nå – så langsomt – Og der blev stille som før. Bai ville have "en opmuntring" og fik vækket Marie, til hun fandt en flaske portvin. – Vil I have? sagde han. – Nej – tak, sagde Huus. – Det er sgu uret. Bai tog flasken fra munden. En mave må have noget mod nattekulden. Bai tog en slurk til. – Det lærer man i felten, sagde han. Han begyndte at tale om preusserne og krigen. – Godmodige folk, sagde han, taget én for én. Svære ædere – svære ædedolke – men gode hjerter – rigtig gode hjerter – én for én. Men i *korpset* – Satan stå i dem… Ingen svarede. Marie nikkede igen. Katinka ønskede blot, at han dog ville tie. – Men svære ædere, sagde Bai igen. Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et blodigt banner. Så faldt han hen i tavse tanker, da ingen svarede. Man hørte kun hestenes larm i seletøjet. Nu og da galede en hane over markerne. – Tag sjalet på, sagde Huus, det er koldt. Varsomt lagde han det blå sjal om Katinkas skulder. Lidt efter lidt gryede dagen over markerne. * * * * * – Der gives vel frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige på trappen i den grå morgen. – Ja, hvis du vil, sagde Katinka. Men Huus måtte hjem. Det var på høje tid. – Nå, sagde Bai, som De vil. Han gabte og gik ind. Marie var slæbt af sted med kurvene. Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til dørstolpen. De tav lidt. – Så tak for i dag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert. – Som om det ikke var mig, der skulle takke. Det kom som et udbrud. Og i et nu havde Huus grebet hendes hånd og kysset den to gange, tre gange med hede læber. Og var oppe i vognen og borte. – Hvad pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk? Katinka stod på samme plet. – Ja, sagde hun, han kørte. Hun støttede sig til døren og gik stille ind. * * * * * Katinka sad ved det åbne vindue. Dagen var brudt frem. Lærker og alle fugle jublede over den vide eng. Der var fuldt af sang og sol og kvidren over de sommerlige marker. ### Ordliste - **pulpituret**: balkon i en kirke - **blegnæbet**: bleg og syg at se på - **tviner**: sjældent ord; vist: sygner hen, bliver langsomt svagere - **utyske**: sjældent ord, uklart her; vist: uhyre, grimt væsen - **brudeskamlen**: lille bænk, man står på til vielsen - **stads**: pynt, fine ting - **unævnelige**: bukser eller underbukser (ord, man ikke siger højt) - **gebrokkent**: med mange fejl, som en udlænding taler - **klejnedej**: dej til klejner, små kager, der koges i fedt - **kotillonæskerne**: æsker med små ordner af papir fra kotillon, en dans - **bobinettet**: tyndt stof som net - **smølet af**: fra at smøle: at være længe om noget - **fældet til storm**: militært udtryk: med våbnet holdt frem, klar til angreb - **røgterhuset**: lille hus på hjul til den mand, der passer køer - **min far**: venlig tiltale til en mand, ikke en far - **agestolene**: sæderne på en bondevogn - **skrigepotten**: kvinde, der skriger, når hun synger (groft ord) - **kælling**: gammel, grim kvinde (groft ord) - **kontrafej**: billede af en person - **spanskrør**: tynd stok - **lirekasser**: musikkasser med et håndtag - **latinerne**: elever i en latinskole - **stimmel**: mange mennesker tæt sammen - **kallunet**: maven og det, der er inde i den - **kæres**: at være sammen som kærester - **uldklokker**: skørter af uld (teksten kalder dem senere "nederdele") - **dæmringen**: det halvmørke, når solen er gået ned - **gluggerne**: små huller at se igennem - **estraden**: lavt gulv til dans eller musik - **forgjetter**: glemmer - **vander høns**: græder ## IV Lænkehunden sov i den hede gård og lod sig ikke vække. Et par skurede spande var stillet til tørre i solen. Katinka åbnede gangdøren. Man hørte kun fluernes summen gennem de lyse, kølige stuer. Hun gik ind gennem havestuen og ud i haven. Der var ikke et menneske, og der var helt stille. På kroketplænen lå kugler og køller forladte. Rosenbuskene hang i heden. – Er det Dem, lille fru Bai? Det kom halvhøjt fra lysthuset, og fru Linde nikkede. – Ja, Linde læser jo præken. – De er ude i baghaven alle sammen – Kiærs kom jo, et helt læs med deres fremmede… Og det er jo ubelejligt, når Linde læser præken… – Er Kiærs her? sagde Katinka. – Ja… de kom her til kaffe – de er i baghaven – og den nye doktor også… Og De, som har været til marked… Huus fortalte om det. – Ja – det var en dejlig dag, sagde Katinka. Hun havde svært ved at få ordene frem, sådan bankede hendes hjerte. Gamle Pastor Linde kom frem i havedøren. Han havde lommetørklæde om hovedet. Lommetørklæderne kom frem hver fredag aften, når pastor Linde begyndte at læse på sin præken. – Er det lille fru Katinka, sagde han. Og De har det godt? Gamle Pastor kom hen i lysthusdøren. Han ville høre om markedet. Katinka vidste knap, hvad hun selv sagde. Mens hun talte, følte hun blot en pludselig ubeskrivelig længsel efter Huus. – Ja – han er rigtig et godt menneske, sagde fru Linde, da Katinka havde talt noget. Og Katinka blev blussende rød. – Ja, sagde Gamle Pastor, et rart menneske. Han tog lommetørklædet af og lagde det på lysthusbordet foran sig. Han blev ved at spørge om markedet. – Vores folk kom hjem hen mod morgen, sagde han. – En gang skal de jo more sig… Gamle Pastor småsnakker, og Katinka svarer uden at have forstået et ord. – Lille Linde – din præken… – Ja, lille mor. Ja, lille frue, siger han, det er allerede blevet lørdag i dag. Gamle Pastor sjokker af sted med lommetørklædet i hånden. – Vil De ikke ned til de andre, lille fru Bai? siger fru Linde… – Hvis jeg ikke kan hjælpe… med noget… – Ellers tak… jeg giver dem jo bare, hvad jeg har… lidt ærter og skinke… Katinka rejste sig. – Gå gennem gården, sagde fru Linde. Katinka havde ikke set Huus i tre dage, siden markedet. Hvor hun dog havde ventet og håbet og frygtet det, hun håbede. Nu skulle hun se ham. Latter og støj slog fra baghaven langt ud over marken. Katinka åbnede lågen og gik ind. – Den dejlige kone kommer, råbte Agnes. De legede enke på den store plæne. Katinka havde kun set Huus. Han stod der midt i klyngen. Hvor han var bleg og så sørgmodig ud. Katinka tænkte: Han har været søvnløs ligesom jeg. Og hun smilede til ham frygtsomt, med let bøjet hoved som en ung pige. Hun fik Agnes, og de kom til at stå foran Huus. – Åh, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis haft tømmermænd… Derfor har De været usynlig i tre dage… – Og vi har ventet Dem… – I går ville fru Bai slet ikke lade os få kaffen, fordi vi skulle vente på Dem. Katinka så ned i jorden, men hun standsede ikke Agnes. Det var, som om hun selv fik sagt ham, hvordan hun havde ventet ham. – Og er det så en opførsel, når man skal stå fadder til et par ægte kropduer, sagde Agnes. De to andre fik ikke sagt et ord. Men Katinka følte Huus' blik på sig, og hun blev stående med bøjet hoved foran ham. De blev ved at lege trold og enke. Hun så kun ham. De vekslede kun legens ord med halvhøj stemme. Ingen af dem ville have kunnet tale helt højt. Katinka vidste ikke, at hendes hænder i legen blev i hans og slap dem tøvende. Der skulle dækkes til aften i lysthuset. Gamle Pastor og pastor Andersen kom med Louise-Ældst og Lille-Jensen. – Nå, sagde Agnes, så fik vi da endelig lugt på skinken. Før de kom til bords, havde Louise-Ældst allerede sjippet foran den nye doktor og vist sin "skønhed". Da alle havde sat sig i lysthuset, råbte gamle Linde ud ad døren. Om der ikke var glemt et par på Kærlighedsbænken. "Kærlighedsbænken" var en gammel, rådden bænk mellem to træer nede ved dammen. – Der er så rart mørkt, sagde fru Linde. – I gamle dage, sagde fru Linde, da sønnerne sværmede, da kom der altid et par dernede fra. Det vil sige, hver sin vej her om lysthuset… Ja – de dage… "Kærlighedsbænken" var fru Lindes bedste tema. – Ja, ja, Linde, *der* er nogle blevet lykkelige, sagde hun. Hun begyndte at tælle alle dem op, som var blevet forlovet i præstegården. *Den* og *den* og *den*… Det blev en almindelig glad snak over hele bordet om al den forelskelse og forlovelse. – Ja – den sommer, da både Rikard og Hans Beck blev forlovet. – Agnes vidste da, hun havde altid rusket i låsene, før hun åbnede dørene… – Og nøddegangen da – – *Nå*, ja, man *kunne* komme til forstyrrelse… – Der raslede altid noget af sted mellem grenene… – Frøken Horten havde et *slemt*, gult skørt… det *skinnede*… – Ja, siger Gamle Pastor, man må jo vogte sig for de stærke farver… – Men der er dejligt i nøddegangen, plumper det ud af en ung pige. Og der bliver en latter, så de kaster sig frem over bordet. – Linde, Linde, råber fru Linde, husk, det er lørdag. Gamle Pastor ler, så han får hoste. – Men det *havde* virkelig været, som om man hørte en evig kyssen i alle kroge… – Ja, ja, siger fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget godt an… – Skål, lille fru Katinka, skal vi drikke, vi gamle, siger pastoren. Katinka for sammen. – Tak… Der blev talt om et ungt par, det sidste fra Kærlighedsbænken. De havde allerede fået en dreng. – Var det en dreng, de havde fået? – Ja, en dejlig dreng. – Han vejede otte pund, sagde fru Linde. – Og et hjem har de. – Som det var *blæst*… – Og en kurren – det var såmænd hvedebrødsdagene endnu. De var færdige med at spise, og fru Linde gjorde tegn til pastoren. – Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi så skål til mor. – Tak for mad. Alle rejste sig, og der blev en summen ud i haven. Katinka lænede sig mod væggen. Det var, som om støj og tale derude var så langt borte. Og hun så kun Huus' blege, bevægede ansigt, hans elskede ansigt. Et par piger kom for at tage af bordet, og Katinka gik ud i haven. De skulle lege skjul. Agnes var i gang med "Elle – tælle… Ni – ti"… Gamle Pastor sagde godnat. – Det er jo lørdag, sagde han. Han mødte Bai oppe ved lågen. – Godaften, stationsforstander… ja, jeg må til min præken… Louise-Ældst stod ved den store jasminbusk. Der blev en flyven og en gemmen bag alle buske. – Hun ser, hun ser, råbte én, som for forbi jasminbusken. Og så blev der stille. – Jeg *kommer*. Katinka gik ind i lysthuset. Hun lukkede døren efter sig: Hun var så træt. Og alle ordene fra bordet havde ligesom lagt sig om hende som en stor og hjælpeløs smerte. Hun sad sådan stille, da døren blev åbnet og lukket: – Huus… – Katinka – Katinka dog… Det lød fortvivlet og i gråd. Og han *rev* hendes hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han lå ned for hendes fødder. – Ja, min ven – ja, min ven. Katinka løsnede sine hænder og støttede sig et øjeblik til hans skulder, mens han knælede. – Ja, Huus, ja. Tårerne løb ned over hendes kinder. Så ubeskrivelig ømt lod hun hånden glide gennem hans hår, mens han hulkede: – Åh – kære Huus – tiden vil mildne dette her… De… – Når De – hun tog hænderne bort fra hans hår og støttede sig til bordet – nu rejser… og vi ikke ses mere… – Ja – Huus – sådan som det jo *må* være… – Men jeg vil altid huske Dem – bestandig og altid… Hun talte så mildt med tusind sorgfulde kærtegn i sin stemme. – Katinka, sagde Huus. Han løftede ansigtet, der var badet i gråd. Katinka så ned på hans ansigt, hvor hun elskede hvert træk. Øjnene, munden, hans pande – som hun aldrig mere skulle se. Aldrig mere være ham nær. Hun gik et skridt som for at gå. Så vendte hun om mod Huus, der stod ved bordet. – Kys mig, sagde hun og lagde hovedet ind til hans bryst. Han tog hendes hoved mellem sine hænder og hviskede under kys bestandig hendes navn. Ude i haven fløj og for de. Louise-Ældst styrtede gennem nøddegangen efter den nye doktor, så hun nær havde revet Bai og Kiær omkuld i gangen. – Ja – vi var til marked, sagde Bai, gemytlig dag… Så et par kvikke piger i skoven – flinke piger i støvlerne… – Formelig *pust*, gamle Kiær. – Huus sagde det, siger Kiær. – Huus. Bai standser og taler dæmpet. Huus – hvad sagde jeg? Åh, det menneske forstår sig sgu ikke noget på fruentimmer… – Han sad så genert som en pillet kylling og så på "Nattergalene"… En ren ynk, gamle Kiær, at se på – den rene ynk for et proportioneret mandfolk. – Louise-Ældst faldt om i den nye doktors arme oppe foran jasminbusken. Det begyndte at skumre. Rundt om i haven drev par og par. Et navn blev råbt højt ned gennem gangen. – Ja-a, lød det så fra stedet omkring dammen. Og så, mens helligaftensklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse drev de sammen til den store græsbænk, og der taltes kort og dæmpet. Katinka sad ved siden af Agnes. Præstefrøkenen kælede altid for "den dejlige kone". – Syng lidt, frøken Emma, sagde Agnes. En lille dame begyndte at synge, mens de sad rundt på græsbænken. Det var sangen om hr. Peder, der kastede runer over spange. Alle de unge piger faldt ind i omkvædet. Agnes vuggede den dejlige kone sagte frem og tilbage, mens hun sang: Fagre ord Skaber kort min glæde. Fagre ord Volde tit vi græde, Fagre ord. Og der blev stille igen. De sang sang efter sang, *så* én stemme, *så* faldt flere ind. Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende. – Syng med, dejlige kone, sagde Agnes og bøjede ansigtet ned mod Katinka. Det var blevet helt aften. Buskene rundt omkring stod som store skygger. Og efter den hede dag var luften dugfrisk og fuld af duft. En herre talte til Huus, og han svarede. Katinka hørte hans stemme. – "Marianna" er så køn, sagde frøken Emma. – Ja, syng "Marianna". – Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka. Så sang hun og frøken Emma: Under gravens græstørv sover Stakkels Marianna – Kommer piger: græder over Stakkels Marianna. – – – Slangen sig om hjertet snoede, Fred ej mer på jorden boede, Stakkels Marianna… – Fryser den dejlige kone? – Vi skal vel hjem, sagde Katinka. Hun rejste sig. – Det er vist sent, sagde hun. * * * * * De var ude af haven. Hun havde sagt ham farvel. Hun havde set hans ansigt, sørgmodigt og blegt, mens han bøjede sig hurtigt ned over hende. Hun havde følt hans håndtryk, krampagtigt, så det gjorde ondt, og hørt Bais: – Djø's, Huus, vi ses. Og hurtigt, mens hun tvang sig til at le af noget, hun ikke havde hørt, gav hun alle hånden. Og Agnes tog hende om livet og løb med hende op til havelågen – Den klappede to gange og faldt i… Og bag dem sang de derinde. – Lad os gå denne vej, sagde hun. Det var en sti over markerne, langs præstegårdens have. Man måtte gå én ad gangen. Katinka gik langsomt efter Bai. – Godnat, lød det over til dem. Gamle Linde var kommet op på sin høj. Han havde lommetørklæde på. – Godnat, hr. pastor. – Godnat. De gik videre over marken. Ved præstens "godnat" var tårerne pludselig sprunget frem af Katinkas øjne, og hun blev ved at græde stille. Hun vendte sig om to gange og så tilbage mod Linde på hans høj. – Kommer du? sagde Bai. De kom hjem. Og Bai så til sporet og puslede snakkende rundt og kom til ro. Og hun gik og gjorde alt det daglige, dækkede møblerne til og vandede blomsterne og lukkede. Det var alt sammen som gennem et slør, i drømme. Hun stod op den næste dag og tog fat på alt det vante. Ti-toget kom og gik, og hun sad ved vinduet foran markerne, der lå som i går. Hun talte, blev spurgt om dagligdags ting og gav dagligdags svar. Hun var ude i køkkenet for at hjælpe Marie Pige. Vinduer og døre stod åbne. Ovre fra Annekset begyndte klokkerne at ringe. Marie Pige var midt i en lang snak, da fruen sagde: – Jeg går i kirke. Og borte var hun, før Marie fik svaret. Næsten som om fruen *løb* hen over de solhede marker. ### Ordliste - **lænkehunden**: hund, der er bundet med en kæde - **sjokker**: går langsomt og tungt - **enke**: navn på en leg i haven - **tømmermænd**: hovedpine og dårlig mave, efter at man har drukket for meget - **fadder**: en, der står ved siden af barnet, når det bliver døbt - **kropduer**: en slags due med stort bryst - **sjippet**: hoppet let - **nøddegangen**: sti mellem buske med nødder - **ynk**: noget sørgeligt at se på - **kommet meget godt an**: det er gået dem godt - **kurren**: den bløde lyd, duer laver - **hvedebrødsdagene**: den første glade tid efter brylluppet - **runer**: gamle tegn; at kaste runer er at trylle - **Fagre ord**: smukke ord - **græstørv**: stykke jord med græs på - **Djø's**: Bais ord for farvel ## V Et par dage efter rejste Katinka "hjem". Hendes ene bror havde en købmandsforretning i hendes fødeby, og hos ham boede hun. De andre brødre var spredt for alle vinde. Svigerinden var en rar lille kone, som fødte et barn hvert år. Hun rullede rundt, halvt genert og kuet, og hun var altid gravid. Hun var blevet meget magelig og en del dummere. Hun kom jo ikke til meget andet end at føde og give bryst. I huset var der altid en af stuerne, hvor man ikke havde nået at få gardinerne op. De lå rene og stive og ventede, spredt over alle stole. Der blev altid vasket til de mange små. Der var små snore overalt med tøj og sokker. Maden blev aldrig færdig til tiden. Og der var altid for få tallerkener, når man endelig kom til bords. – Lille Mi og mor spiser sammen, sagde den lille kone. Dørene klaprede hele tiden, og hver halve time hørte man et skrig gennem huset, som fra stukne grise. Det var en af de små, som faldt ned et eller andet sted i krogene. De havde altid buler for og bag. – Nå, sagde broderen. Nu igen – – Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer, sagde den lille kone. Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer. Og så så hun hjælpeløs ud. Lidt efter lidt kom der ro i huset med Katinka. Hun trængte til at have noget at gøre og til at vide, at hun var nyttig. Hun gik så lydløst omkring, mens alt blev gjort. Den lille svigerinde sad som lettet og smilede taknemmeligt fra sin stol i en krog. Hun sad altid i krogene, bag en sekretær eller ved siden af sofaen. Og hun smilede sit bange smil. Katinka blev helst hjemme inden døre. Her var de gamle møbler hjemmefra og alle de gamle ting. Der var faderens mesterstykke, egetræsskabet med de udskårne figurer på dørene. Hjemme havde det stået i den fine stue, midt imellem vinduerne. – Det er Moses og hans profeter, sagde faderen. Katinka syntes, at "de mænd" var det mest forunderlige i hele verden. Og der var marmorbordet, som var blevet købt på en auktion. På det stod de "fine ting" i symmetriske rækker. Det var sølvsukkerskålen med kanden og sølvbægeret, som var en gave til ære fra lauget. Mens hun gik rundt og ordnede huset, fandt Katinka hele tiden minder hjemmefra. Der var en gammel kop med en indskrift, et gulnet billede, tre, fire tallerkener … De gamle tallerkener med de blå kinesere og haven med de tre træer og den lille bro over bækken … Hvor de dog havde fortalt hinanden mange historier om de kinesere. Det var hjemme om søndagen, når de brugte det fine stel. Katinka bad om at måtte beholde de gamle tallerkener. – Om du *må*? sagde den lille kone … Åh, Gud – det er jo kun skår (*alt* var skår der i huset) – her bliver alt ødelagt … men hvad skal jeg gøre? Katinka blev, som sagt, helst inden døre, eller også gik hun op på kirkegården til graven. *Der* oppe var bedst. Hun syntes tit, at hun var som en enke, der sad dér ved sin mands grav. Han var død så hurtigt, de havde levet sammen så kort, og nu var hun alene, helt alene. Mens hun sad der, læste hun indskriften på gravstenen, faderens og moderens navne. Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og blev vartet op. Og moderen, der var blevet så helt anderledes, da han var død, som om hun pludselig blomstrede op igen … Så *lidt* hun dog havde kendt til sine forældre. Ja, så lidt de kendte til hinanden – alle mennesker, som levede og gik rundt ved siden af hinanden … Katinka lænede hovedet mod tårepilens stamme. Hun følte en bitter tristhed, som hun aldrig før havde kendt. På gaderne eller i byen kom hun sjældent. Der var så meget nyt overalt, og alt var anderledes end dengang. Bare nye ansigter og nye navne, folk, hun ikke kendte. Hun havde været henne i den gamle gård. Der var bygget baglokaler i deres gamle værksted. Der var sat vinduer ind og nye døre, og der var lavet et gavlkammer i deres gamle dueslag. Katinka gik ikke mere ind i den gamle gård. Thora Berg havde hun mødt på gaden. – Men, det – jo, det var den gamle stemme – det er jo Katinka … – Ja. – Men pige dog – hvor kommer du her? … Og ligner ganske dig selv … – Og du, sagde Katinka. Hun havde tårer i øjnene. – Jeg – forbarme sig – jeg bor jo her – siden i foråret – vi blev flyttet. – Ja – min pige – der er løbet noget vand i stranden … Du har vel ingen børn? – Nej. – Tænkte det nok. Tak du din Gud, min pige – jeg har fire … og fem pensionærer … Ja – man kommer ikke langt med en næstældste kaptajns løn … – Men du … Hvor bor I, børn – stadig på det gamle sted … Åh Gud – vi ved militæret har jo ikke blivende arne … Thora blev ved med at tale. Katinka gik ved siden af hende og så på hende. Egentlig var det det samme ansigt. Men det var blevet som strammet i alle linjer, og det var så gult og spidst mod hagen. – Du ser på mig, min pige, sagde Thora. Ja, du, det er just ikke bare klubballer at leve … Hun sagde, at hun ville besøge hende og tage hende med hjem i reden. – Men det er repetitionstid, du – og vi sidder til halsen i franske gloser … De skiltes. Katinka blev stående og så efter hende. Hun havde en kort, stumpet fløjlstrøje på og en gul kjole. Det hele sad på skrå og så ud, som om det var lidt for snævert. De så først hinanden igen omtrent en uge efter i kirken. – Om man kommer uden for sine døre? Ja – har jeg ikke villet komme hen til dig hver dag, sagde Thora. Kom nu til os på onsdag, du … Onsdag klokken tre … Onsdag har man mest fred, sagde hun. Katinka var der om onsdagen. Thora var i køkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i dagligstuen. Stuen var for stor til møblerne, Thoras gamle brudemøbler, som var blevet slidte og blegede. De stod og strakte sig ligesom for at nå hinanden langs væggene. Ved vinduet stod en moderne blomsterholder med en gummiplante og en hvilestol af rør med et broderet tæppe. Det var pragtmøblerne. På bordet lå nogle digtsamlinger i falmede bind og et par Rhin-panoramaer. Det var minder fra kaptajnens og Thoras bryllupsrejse. På de høje vægge med gult tapet hang nogle blomsterbilleder i smalle forgyldte rammer. Det var roser og stedmoderblomster med store dugdråber, der så ud som glasperler, spredt over bladene. Katinka kendte dem. Thora havde malet dem som ung pige. – Ja, man pynter op med de gamle talanger, du, sagde Thora. Hun kom ind, mens Katinka så på roserne med glasperlerne. Kaptajnen åbnede døren i lærredsfrakke og flip. – *Skal* der spises? spurgte han. – Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og døren blev lukket. – Dahl tegner kort, du, sagde hun. Kaptajnen viste sig igen i en fin lang frakke. – Meget kært, meget kært, sagde han og begyndte at gå op og ned ad gulvet. Når kaptajnen ikke tegnede kort eller kommanderede, havde han altid en forfaldsdato og et langt regnestykke i hovedet. Det var rester fra løjtnantsdagene og bryllupsrejsen med de to Rhin-panoramaer. Thora sad og snakkede en hel masse. Katinka tænkte på, hvor urolige hendes øjne dog var blevet. De gik til døren og så til Dahl, mens hun blev ved med at pludre. – Den er et kvarter, sagde kaptajnen. – Drengene er ikke kommet, sagde Thora. – Og derfor spiser vi ikke, sagde kaptajnen. De må vide, fru Bai, det er drengene, som er herrer i huset. Thora sagde ingenting. Kaptajnen satte sig på en stol for sig selv ved skrivebordet. Ryggen faldt af. – At den stol dog aldrig kommer hen, sagde han. – Ja – Dahl … – Vi har nu ventet på det et halvt år, fru Bai, sagde kaptajnen. Han bukkede let hen mod hende. – Det er sådan *skik* her i huset. Drengene larmede ned ad loftstrappen som den vilde jagt. – Der er de, sagde Thora. De gik ind i spisestuen. Kaptajnen havde budt Katinka armen. Thora satte stille det nedfaldne rygstykke op igen, så det støttede mod væggen. – Hvor har I været? sagde kaptajnen. – Vi har badet, sagde drengene. De havde røget en time på en grøftekant og så stukket hovedet i et vandfad. – Disse er *mine*, sagde Thora. Og med mine mente hun en niårig dreng og tre vandkæmmede småpiger. Kaptajnen spiste natron til maden. Efter hver mundfuld tørrede han napoleonsskægget, der var vikset og velplejet i det trætte ansigt. Kaptajnen talte om lønningerne ved jernbanen. Drengene var fem godsejerlømler, der gik i realklasser. De kaldte "mine fire" for "tiggerungerne", og de gav regelmæssigt den niårige tæv. Ellers var de ret godmodige. De åd som ulve og sagde, at de aldrig var mætte, undtagen "hjemme på gården". Den niårige sad med store, gammelkloge øjne og så fra drengene til Thora. – Der er skår på porcelænet for at hædre de fremmede, sagde kaptajnen. Han rakte Katinka agurkesalaten i et fad med skår. – Åh, det kommer så let, hr. kaptajn, sagde Katinka. Den ene af drengene blev ved med halvhøjt at bede om flere kartofler. Han havde set, at der ikke var flere på fadet. – Der er agurker, sagde Thora. Vil Dahl have mer … – Du får jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo – kære … – Kære fru Bai, sagde kaptajnen, det er hendes fornøjelse. Her i huset kender vi ikke til den ting, som hedder ro. Thora skar kødet for den mindste af de vandkæmmede. – Hr. kaptajnen er i så godt humør i dag – kan du høre, sagde hun og lo. Hvad, kaptajn? Kaptajnen var altid i det humør. – Hvad fik Gustav i geografi? – Godtspørgs, kom det med bas fra en tallerken. – Tror Gustav, at hans far vil være tilfreds med det? – Far er lige glad, sagde bassen. De rejste sig fra bordet. Alle døre i hele huset klaprede efter drengene. – Ja, fru Bai, sagde kaptajnen. *Det* er Thoras invasion. – Hun er bange for, at vi en gang kunne få fred i huset. Kaptajnen gik til sine kort. Thora rumsterede med mange slags kaffeblandinger bag kaffekogeren. – Kan jeg dog ikke hjælpe dig? sagde Katinka. – Tak, min pige. Thora havde fået røde pletter på kinderne og holdt sig om tindingerne. – Det er altid lidt meget om middagen, du, sagde hun. – Men du tager det også for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var helt varm. – Når man har det styr fra morgen til aften, min pige, sagde Thora. Hun kom ikke til ro ved sit sybord. Døren gik hele tiden. Drengene havde svoret, at "det kaffesludder skulle de ikke have". Og de rutsjede hvert minut op og ned ad loftstrappen for at spørge om gloser. Thora holdt hånden for panden og gik fra engelsk til tysk. Den niårige "øvede" i spisestuen. – Nikolaj – altid skal du øve, når jeg har hovedpine … Hold dog op! Nikolaj listede stille fra klaveret. Thora skældte altid sine "egne" ud, når hun var blevet plaget af "fødepumperne". Thora satte sig hen i sofahjørnet og trak benene op under sig. Det havde hun så ofte gjort som ung pige. De talte om folk i byen. – Ja, det er bare nye familier – de gamle er borte. – Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun så på Thora, der havde lænet hovedet mod sofaryggen og lukket øjnene. Hvor dybt de var faldet ind, hendes øjne. – Jeg ved snart ingen andre af de gamle end din bror, sagde Thora. – Åh, jo, dog … Thora lo. – Gud, din stakkels svigerinde, sagde hun. Er hun virkelig ved det igen? – Ja, stakkel. De sad lidt. Så åbnede Thora øjnene og sagde: – Ak, du – vi er her jo alle for forplantningen. Thora lukkede øjnene, og de to veninder sad tavse. – Ja – du, sagde Thora så. Livet er underligt. Katinka blev ikke til te. Hun sagde, at hun havde lovet at komme hjem. Hun trængte til at komme ud i frisk luft og være alene. Da hun kom ned på gaden, fik hun den idé, at hun ville gå lidt hen til "Frøkenen". Der var så stille hos den gamle og så uforandret. Katinka drejede ind i Frøkenens gade. Hun fik tårer i øjnene ved at se de tre grønne linde uden for vinduerne. Hun havde også siddet med gråden i halsen hos Thora – hele tiden. Hun gik op ad den lille trappe ved siden af den grønne kælderhals og bankede på. Lugt af roser og sommeræbler slog hende i møde, da hun lukkede op. Frøkenen puslede med rosenblade, der var bredt ud på avispapir på sengen i soveværelset. De skulle bruges til potpourri. – Og de fra Holmstrup havde været der – alle de unge piger … – De vil jo have deres bær af træet, siger hun – nu er det på slut … Katinka måtte ud at se træet og "mine roser" … – Der havde netop lige været tre roser til madam Bustrøms krans – ja – der havde været det … – Tre roser havde der såmænd været … De gik ind igen. Frøkenen småsnakkede ud og ind, så hendes ord blev væk mellem dørene. Katinka sad på forhøjningen og sagde kun nu og da et ja eller et nej. Gennem den åbne køkkendør så man ud i den grønne have. Fuglene kvidrede, så det kunne høres herind. Hvor her var stille, som om der slet ingen anden verden var. Katinka så på de gamle billeder, gulnede i deres skæve rammer, og hun genkendte hvert eneste. Der var sølvkaffekanden på bordet og pragtstykket med de tre par ægte kopper. På konsollen foran det grå spejl lå de fine nipsting, dækket af udbredte lommetørklæder. Der var de små tæpper over gulvet til alle døre, og kattene, som snurrede rundt på deres puder. Hun kendte det hele. Frøkenen blev ved med at småsnakke og gå ud og ind. Katinka hørte ikke mere. Det begyndte at skumre herinde, hvor lindene skyggede, og de gamle kroge lå i halvmørke. Det var anden gang, Frøkenen nævnte Huus' navn ude fra køkkenet. Katinka fór sammen. Hun troede, at hun selv havde sagt det højt i tanker. – Der er jo en hr. Huus på jeres egn, sagde Frøkenen igen. – Ja, forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham? Frøkenen kom frem i døren. Men om hun kendte ham! Han var jo et rigtigt næstsøskendebarn til fætter Karl på Kærsholm. – Dem fra Kærsholm, der var gift med Lundgårder i to led. Og hun begyndte at fortælle om Huus og om hans mor, der var en Lundgård – af de Lundgårder på Falster. Hun fortalte om deres gård og om hans slægt og om fætter Karl på Kærsholm. Hun fortalte om hele familien, mens hun gik frem og tilbage. Hun tændte lys i køkkenet, og hun puslede med roserne inde på sengen i soveværelset. Katinka sad stille i sin krog og hørte kun hans navn, der hele tiden kom igen. Første gang, hun hørte hans navn i alle de uger. – Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede katten, der sov, op af lænestolen. Hun satte sig nedenfor forhøjningen med hænderne foldet over katten i sit skød. Katinka begyndte at tale – nogle almindelige ord, tøvende, og som om hun tænkte på noget andet. Men så tog det hende: at tale om ham, at nævne hans navn, at kunne nævne hans navn. Og hun fortalte om julen og om det blå sjal og nytårsaften, da han kom i slæden. Og vinternætterne, når de fulgte ham på vej under de mange stjerner … – Ja, sagde Frøkenen fra sin stol, ja, det er rare mennesker … de Huus'er. Katinka blev ved med at tale med dæmpet stemme gennem halvmørket, fra sin krog. – Da foråret kom, hvordan han havde hjulpet hende i haven. Han havde plantet roserne ud. Han kunne alting … – Ja, sagde Frøkenen, det er en rar familie. – Og sommerdagene, der kom – og markedet … alt fortalte hun om – Frøkenen var begyndt at nikke i sin stol. Frøkenen blev let søvnig, når hun skulle høre efter. Og snart sov hun med hænderne foldet over sin kat. Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev gaslygterne tændt, og de lyste stuen op. De lyste på billederne på væggen og det gamle ur. De lyste på Frøkenen, som sov med sin kat på skødet og hovedet ned på brystet. Frøkenen vågnede og løftede hovedet. – Ja, sagde hun, han er et rart menneske. Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gå og komme væk. Hun gik ude i den friske luft, langs vejene bag byen. Og det var kun, som om hendes længsel voksede for hvert eneste skridt. * * * * * Et par dage efter fik hun en morgen brev fra Bai. Det mærkeligste, der er sket her, skrev han, er med Huus. I forrige uge rejste han til København i forretninger, sagde han. Nogle dage efter skrev han så til Kiær, kan du tænke dig. Han bad ham løse ham fra hans plads. Han havde fået lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev han – på et stipendium, kan du tænke dig. Han ville sende en stedfortræder, og denne stedfortræder kom i går. Kiær bander, og jeg var også ked af det, nu, hvor vi havde vænnet os så godt til den tørvetriller. Brevet lå åbent foran Katinka på bordet. Hun havde læst det igen og igen. Hun havde ikke vidst, at hun stadig håbede. Men hun *havde* troet, at det hele kun var en drøm: et *under* måtte ske. Men hun *måtte* se ham igen, og han ville ikke rejse. Og nu *var* han dog rejst. Rejst og borte. Hendes brors børn snakkede løs omkring hende ved deres kopper med mælkebrød. – Tante, Tante Tik! Den næstmindste faldt ned af stolen og brølede. – Jesus dog, faldt Emil, sagde den lille kone. Katinka løftede Emil op og tørrede hans ansigt. Og uden selv at vide det vendte hun tilbage til sit brev. Rejst og borte. Men nu ville hun hjem og være hos sig selv og ikke blandt disse *fremmede* mennesker. I det mindste ville hun hjem. * * * * * Det var den sidste eftermiddag, hun var der. Barnepigen var gået i Plantagen med flokken. Katinka og svigerinden sad alene i stuen. Svigerinden sad og rugede over sit børnetøj. Så lagde den lille kone, midt som de sad, hovedet ned over syæsken og hulkede. – Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog … Hun rejste sig og gik hen til svigerinden. – Hvad er der dog, Marie, sagde hun. Den lille kone blev ved med at hulke ned i sin syæske. Katinka tog hende om hovedet og talte stille til hende. – Men Marie dog – Marie dog. Den lille kone løftede ansigtet. – Ja, sagde hun, nu rejser du … – Og du var så god ved mig … Hun hulkede og lagde igen hovedet ned over syæsken. – Så god ved mig … Jeg, som altid går i *dette* her … – Altid … Katinka var rørt. Hun knælede ned på gulvet foran den lille kone og tog hendes hænder. – Men, Marie, sagde hun, det bliver jo anderledes. – Ja, sagde den lille kone. Hun blev ved med at græde med hovedet ind til hende. – Når jeg er blevet gammel en gang, eller når man dør … Katinka løsnede hendes hænder fra ansigtet og ville tale. Men så så hun svigerindens barneansigt, der var vådt af tårerne, og den stakkels lille vanskabte figur. Og stille gik hun tilbage til sin plads, mens den lille kone blev ved med at græde. Om aftenen gik Katinka op på kirkegården. Hun ville sige farvel til forældrenes grav. Hun mødte Thora. Hun havde bragt en krans op til sin mors grav, for det var hendes fødselsdag. De to veninder stod sammen foran graven. – Ja, du, sagde Thora, når vi en gang alle ligger med næsen i vejret. De skiltes ved Katinkas gravsted. – Man træffes altid igen i denne verden, sagde Thora. Katinka gik ind på gravstedet og satte sig på bænken under pilen. Hun så på den døde sten med dens bogstaver. Hun syntes, at hun havde tabt alt i verden – også sin ungdoms hjem. Hvad var det vel blevet alt sammen? Gråt og plaget og så elendigt – alting. Hun så Thora for sig med hendes urolige øjne. Og hun hørte kaptajnens ord: Der er skår på porcelænet for at hædre de fremmede … Og hun så sin lille svigerindes ansigt, mens hun havde grædt. Og her – denne plet med den døde sten og de to navne. Det var nu hele mindet om hendes ungdom og hendes hjem. Hun sad længe. Og hun så ind over det liv, som hun nu skulle leve. Det var, som om det slog sammen over hende, alt sammen, *én* eneste utænkelig, skyllende håbløshed. * * * * * Hun kom ud af vognen ned på perronen, og hun lod sig kysse af Bai. Marie tog hendes ting, og hun havde kun én tanke: at komme ind i stuerne – ind. Det var, som om Huus måtte være derinde og vente. Og hun gik i forvejen og åbnede døren til stuen, der ventede ren og fin. Til soveværelset. Til køkkenet, hvor alting skinnede. Rent og – tomt. – Men, Gud, hvor har fruen dog skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbte sagerne. Og så gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet ned på en stol. Det gik om hele egnen, om hvad der var sket, og hvad der var blevet snakket om. Omme på kroen havde de haft sommergæster, som kom med sengested og det hele. Og i præstegården havde de ligget lige op til taget … – Og Huus, der var rejst … på en studs … – Ja, jeg tænkte det … For han var hernede den sidste aften … – Og for mig var det præcis, som om han gik og sagde farvel til det hele. – Inde i stuen sad han alene – og ude i haven … og herude på trappen hos duerne. – Hvornår rejste han, sagde Katinka. – Nu er det vel to uger siden … – To uger … Katinka rejste sig stille og gik ud i haven. Hun gik rundt på stien, hen til roserne og ned under Hylden. Her havde han været for at sige hende farvel – på hver plet, på hvert sted. Hun havde ingen tårer. Hun følte næsten en stille højtidelighed … Der lød et glad halløj henne på vejen. Hun hørte Agnes' stemme i et stort kor. Hun sprang næsten op. Her ville hun ikke se dem med det samme. Agnes fløj på hende med velkomst som en stor hund, så hun nær var faldet omkuld. Hele præstegårdsselskabet kom ind til chokolade, og der blev dækket op i haven under Hylden. De blev alle lige til ottetoget. Toget bruste af sted, og de var borte igen. Man hørte dem støje hen ad vejen. Peter banekarl havde fået mælkespandene væk, og Katinka sad alene på perronen. – Ja, sagde Bai fra vinduet, fra Huus skal jeg da hilse … – Tak. – Hm, hvor dagene bliver korte … Og Satan til kold vind … – Du skulle dog komme ind … – Ja, jeg kommer. Bai lukkede vinduet. Støjen fra præstegårdsfolkene døde bort. Alt var stille og øde. Katinka blev siddende foran de tavse marker i skumringen. Her skulle hun nu leve. * * * * * Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine breve den sidste måned. Men fru Abel turde ikke håbe. Hendes Ida-Yngst var så sangvinsk. Nu satte hun sig med brevet i hånden ved siden af komfuret på den våde karklud og skrålede. Louise-Ældst var gået tur for at finde champignoner omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad enkefruen stadig på sin køkkenstol og vuggede frem og tilbage. – Hvad er det, sagde Louise-Ældst. Hun syntes, at moderen sad og så underlig ud. – Ida, min yngste, begyndte enkefruen at hyle. – Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende brevet med en gestus som heltemødrene i tragedien. Louise-Ældst læste koldt. – Det er jo rart, sagde hun … for hende. – Hun har jo haft en hel sommer. Louise-Ældst gik ind og hamrede på klaveret. Så, mens hun sad der, brølede også hun med hovedet ned over tangenterne. – Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig, midt i gråden. – Hvad siger du? – Jeg siger, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørrede øjne. Hun begyndte at indrette sig efter den nye situation. – Ja, min pige, sagde enkefruen mat. – Jeg kan jo bringe depechen ned. Jeg går ind om i præstegården … Du til Jensen og møllerens … Louise-Ældst ordnede felttoget. Hun forstod, at hun i hvert fald var svigerinden. Hun var barnlig og råbte "Leve Postvæsenet", da hun løb væk fra stationen – og svingede med sin parasol. Han var ved Postvæsenet. Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til møllerens og græd over, at hun skulle miste sin due. – Joakim Barner – af de adelige Barner, sagde enkefruen. Han er beskæftiget ved Postvæsenet. I præstegården mødtes enkefruen med sin ældste. – Ja, jeg følte dog trang til selv at sige det til vor sjælesørger. Enkefru Abel brugte igen sit lommetørklæde. – I sådan alvorlige øjeblikke, sagde hun. Gamle Pastor slog sig på maven af fornøjelse. Jordbærlikøren kom på bordet med småkager. Fru Linde sad i sofaen med fru Abel for at få at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et lysthus … ved stranden … Gamle Pastor drak med Louise-Ældst. – Nå, nå, man ved, hvordan det går, når der først er gået hul … Der kommer bevægelse i tingene, sagde Gamle Pastor. – Hr. pastor, tanken om, at man skulle miste dem begge – min sidste … Enkefruen fik et anfald af frygtsom ømhed mod sin sidste. Den sidste var så kælen som et lille føl i dagens anledning. – Så kan hun såmænd endnu blive et rigtig rart menneske, sagde fru Linde. Hun satte kagetallerkenerne sammen, da de var gået. – Der er dog god bund i dem, Linde. – Himlen ved, hvad Agnes vil sige … Agnes var i skoven med nogle unge. – Nå, så Gud være lovet da, sagde hun, da hun kom hjem og hørte det. – Gud forbarme sig, de knuser jo det lille mandfolk, sagde Agnes. Hun stod ved perronlågen og så efter familien Abel, der havde hentet svigersønnen. Det lille mandfolk fløj rundt mellem medlemmerne af familien Abel, så hjælpeløs som en bønne i en kværn. – Nå, sagde Agnes, på ham ser man da, at han har vand i hovedet. Hun tog Katinka om livet, og de gik ind i haven. – Ja, sagde hun og lukkede lågen, nu er de "løkkelige". De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes: – Nu rejser jeg … I næste uge. Jeg har sagt det hjemme. – Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de blade, der var faldet ned på bordet, i små stykker. – En gang må det vel tage en ende. Katinka sad og stirrede ud i rummet. – Tror De, Agnes, at man rejser bort fra sine sorger, sagde hun stille. – Man får jo også arbejde … Lærerindeprøven. Der er jo ikke andet … For at sætte sig bag et glasvindue på et posthus er dog for morsomt … Og til noget alvorligt er det for sent. Katinka nikkede. – Ja, sagde hun. Det er *det*. – Hm, sagde Agnes, så mange chancer har vi "kvinder" egentlig ikke. De første femogtyve år af vores liv danser vi rundt og venter på at blive gift. Og de sidste femogtyve sidder vi hen og venter på at blive begravet … Agnes satte albuerne på bordet og støttede hovedet i hænderne. – Dejligt, sagde hun ud i luften. Pludselig holdt hun hænderne for ansigtet og brast i gråd. – Og som man så vil længes, sagde hun. Hun græd længe med ansigtet i hænderne. Så lod hun armene falde ned på bordet. Hun så på Katinka. Den dejlige kone sad bøjet frem med hænderne i sit skød, og langsomt løb tårerne ned ad hendes kinder. – Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende … Dejlige kone … I den uge, som kom, rejste Agnes Linde. * * * * * Familien Abel var et rent dueslag. Man gjorde sig forståelig i kælne s-lyde og små hvin. – Mig kalder han for Musse-Mor, sagde enkefruen. Ja, *han* giver os navne. Når der var fremmede, hang de forlovede matte over et par stole, til en af dem sagde "Busse-Bisse". Så forsvandt de bag dørene. – Det er deres sprog, sagde enkefruen. Deres sprog var jo lidt vanskeligt for fremmede. Når gæsterne skulle gå, blev der råbt på "Basse" og "Bøsse" i et halvt kvarter. – De er vist i haven, sagde enkefruen. Basse og Bøsse var altid i haven. De gemte sig alle vegne, hvor der var lidt tæt grønt. Når Basse og Bøsse kom frem, så de højrøde og fortumlede ud. Louise-Ældst og det lille mandfolk levede i små slagsmål med livtag. Det lille mandfolk gav hende svogerkys og kildede hende bag dørene. I selskab var de alle sammen søvnige og sad i krogene. Ved bordet sagde enkefruen små søde "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke selv, hvad det betød. Var de hjemme om aftenen, blev der ikke tændt lys. – Vi holder skumring, sagde enkefruen, alle sammen. Det lille mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i sofaen. Frøken Jensen og enkefruen sagde en gang imellem noget ud i halvmørket. Henne fra sofaen knirkede det lidt. Sådan sad de i timevis. Når frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami på den kolde snude. Nogle gange gik Basse og Bøsse ned over markerne til aftentoget. De gik op og ned langs perronen og så hinanden ind i øjnene. Når de drejede, kyssede det lille mandfolk Bøsse-Sa på øret. Katinka sad på perronbænken med Huus' blå sjal om sig. Når toget var borte, hørte hun de forlovede gante sig hjem over markstien. Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, og de måtte allerede have lys til te. – Lampen, Marie, sagde hun. Marie kom ind og stod med lampen ved klaveret. Lyset faldt på Katinkas lille smalle ansigt og de hvide, gennemsigtige hænder, der blev liggende på de sidste tangenter. – Kald på Bai til te, sagde Katinka. Hun støttede sig til klaveret for at komme op fra stolen. Hun var altid så træt, som om der var bly i hendes ben. De drak te, og Bai fik bladene til sin toddy. Katinka tog en bog af tasken. Det var altid de "nye" bøger, som Agnes og Andersen altid havde skændtes om. Bogen lå åben under lampen. Katinka kom aldrig længere end tyve sider i den. Det var dog ikke livet og heller ikke rigtigt digt, der kunne tage tankerne væk. Hun tog sin poesibog frem. Hun havde skrevet "Marianna" ind med en dato. Og når hun lagde bogen ned igen, blev hun stående foran skuffen, før hun lukkede. Den lille japanske bakke lå pakket ind i det gullige brudeslør. Hun gik også ud i køkkenet. Hun havde sin yndlingsplads på huggeblokken i krogen. Marie syede foran tællelyset på bordet og lod munden gå. Hun var en trofast sjæl, som ikke glemte gammel kærlighed. Hun snakkede hele tiden om Huus. Og så ensomt, som det nu var blevet. Katinka sad tavs i sin krog. En gang imellem rystede hun, som om hun frøs, og hun trykkede armene fast ind mod sit bryst. Marie Pige blev ved med at snakke med sit store røde ansigt ind mod det ensomme lys. – Vi skulle vel i seng, sagde Bai og åbnede døren. – Ja, Bai … – Godnat, Marie. * * * * * Efteråret kom med triste slør af tåge over markerne. Himlen lå lav over dage, der sneg sig i halvmørke fra nat til nat. – De må tage Dem sammen, lille frue, sagde den unge doktor. De må mande Dem op. – Ja, doktor. – Og gå. De må have motion. Det er kræfterne, som er helt borte. – Ja, doktor, jeg skal nok gå. – Og ellers ikke noget nyt? Doktoren rejste sig. – Har De haft brev fra frøken Agnes? – Ja – forleden. – De taler om, at Andersen søger bort … – Jeg hørte det, siger Katinka. Alle rejser herfra … – Åh nej, lille frue, der er også dem, der bliver … – Ja, vi bliver, doktor. – Det er ikke rigtig godt med fruen, siger doktoren ude i kontoret, hvor han tænder cigar. – Nej, Satan til historie, siger Bai. – Der er ingen kræfter … Nå, godmorgen, forstander. – Ja, Satans … Nå, morgen, doktor. – Du må også gå, Tik, siger Bai, når han kommer ind efter godstoget. Du gør heller ikke noget for det. Katinka gik. Hun sled sig frem over markerne mod vind og vejr. Hun gik ned til Annekset. Forpustet hvilede hun sig på stævningsstenen uden for kirken. Kirkegården lå flad og uden blomster bag den hvide mur. Kun buksbomhækkene stod stive om de stive kors med deres navne. Hun gik hjem igen – over engene. Middagstoget kom larmende over broen og snoede sig bort. Som en mørkere plet i tågens grå lå røgen en lille stund, og så løste den sig op. På den side af åen blev der pløjet. Græstørven blev skrællet op i lange furer bag den rolige plov. Katinka kom hjem. Mølleren havde været der, eller forvalteren fra Kiærs. – Rask fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i alting, rar fyr, du. – Kan jo ikke vide, hvordan han er til sit arbejde, sagde han til Kiær. Kiær brummede noget. – Men en rask fyr er han, en "ligesindet", du gamle Kiær. Svendsen samlede på græske kort og billeder i lukkede kuverter. Han havde dem med ned på stationen, og Bai og han gik dem igennem til toddyen. – Kigger vi lidt i "arkivet", sagde Svendsen. – For min skyld gerne. Bai var altid villig. Svendsen fik "nyhederne" fra Hamborg mod efterkrav. – Satan til griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, når de "var ved arkivet", selv om døren var lukket. – Satan til griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt kortene op for lampen. De blev ved med at se på kortene. Bai gned sig på knæene. – Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han. Svendsen gned sig under næsen og snøftede. – Steg, sagde han, steg er det. De var færdige med billederne og sad lidt stille ved toddyglassene. Det var, som om Bai faldt sammen. – Ja, sagde han, men hvordan er livet, Svendsen. – Hvordan er livet, gamle, med en svag kone? Svendsen svarede ikke. Bai sukkede og strakte benene ud fra sig … – Ja, gamle, sagde han. Ja – vist er det. Svendsen havde siddet filosofisk tavs. Nu stod han op. – Nej, man ved sgu ikke, hvad der er sunget ved ens vugge, sagde han. Bai rejste sig og åbnede døren til dagligstuen. – Hvad, sagde han, sidder du i mørke. – Ja. Katinka stod op fra krogen. – Jeg sad lidt i mørke … – Ønsker du noget, Bai? – Jeg følger Svendsen et stykke, sagde Bai. Katinka kom ind for at sige farvel. – Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte på lommerne, om han havde sine samlinger. Bai var færdig, og der blev sagt farvel. – Gud bevares – fruen må blive inde – det er alt for køligt. – Jeg følger kun til lågen, sagde hun. De kom ud på perronen. – Det er stjerneklart, sagde Bai. – Det melder kulde. Godnat, frue. Lågen slog i. – Godnat. Katinka stod lænet til lågen. Stemmerne døde bort. Katinka løftede hovedet. Ja – himlen var klar, og alle stjerner var oppe … Som om hun ville klage sin nød til det døde træ, bøjede Katinka sig ned og slog armene om den fugtige stolpe. * * * * * Lindes kom nu tit om aftenen. De savnede Agnes, de to gamle. Og Andersen skulle også rejse. – Han ville jo af sted, sagde Gamle Pastor. Og nu kan man risikere at sidde her og få en af "det levende ord" … Pastor Andersen havde fået en stilling som præst på Vestkysten. Fru Linde græd i krogene. – Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg så det godt. Men de ved ikke, hvad de vil, fru Bai. De ved ikke, hvad de vil, min ven … – Det er ungdommen – en anden ungdom nu til dags, lille fru Bai. De går og spørger, om de elsker, til de rejser hver til sit og er ulykkelige for livstid – – Jeg spurgte i æggehvide, min ven, før Linde friede. Og vi har taget det onde med det gode i tredive år … – Men nu kan vi have Agnes siddende som ensom pige, når vi to gamle en gang lukker vores øjne. Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulle have sin whist. Når Gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som om der kom sådan en ro med ham. Når han sad ved en kvartskillings med kalotten og spillede fint med det glade, gamle ansigt: – Der ser De, min far, sagde han, når han tog stikkene hjem. De to gamle skændtes lidt. – Det er, som jeg siger dig, Linde … – Om du vil tro mig, min pige … og han bredte stikkene ud. – Dem, lille frue, det er Dem. Katinka faldt hen. Hun sad og så på de to gamle. – En karo-dame … der ser De, min far … Den sidste robber spillede de med blind. Katinka gik omkring og ordnede bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde så mange livretter, som Katinka lavede. Der var mange dage, hvor hun gik i køkkenet fra tidligt om morgenen. Hun kogte og stegte efter opskrift og kogebog. Det var svære kunststykker, hvor der skulle både skrabes og skrælles. Træt satte Katinka sig ned på kødblokken og hostede. – Fruen slider sig en svindsot til, for at de bare kan stoppe i munden – det bliver enden, sagde Marie. – Vil du have genever, siger Katinka. – Hvis du har – Når han nikkede, så man, at Bai havde fået dobbelthage. Han tog i det hele taget på. Han havde en lille koket runding under vesten og smilehuller i stedet for knoer. – Så er der færdigt, siger Katinka. – Tak, min pige, siger Bai. Der var i den sidste tid kommet sådan noget sultanagtigt over Bai. Det kom måske med fedmen. – Tak, min pige, vi spiller ud, siger han igen. Katinka sætter sig på en stol ved bordet og venter. Gamle Pastor ser hen på Bai over det dækkede bord og så hen til hans stille kone. Katinka støtter hovedet i sin hånd. – De, borgmester, siger gamle Linde over til Bai. Katinka rejser sig. Der var noget glemt på bordet … Døren lukker sig efter hende. Gamle Pastor ser igen hen over det lyse bord og på Bai, som holder kortene over den kokette begyndelse. – Ja, forstander, siger Gamle Pastor, De er en lykkelig mand i Deres hus. Bagefter sidder de ved mælkepunchen og småkagerne. – Det er de gode ægtemænd, der holder af sødt, siger fru Linde. Bai vil have flere vaniljekranse frem af kassen. Og de gnasker videre rundt om lampen. – Vil De ikke spille lidt, siger fru Linde. – Eller synge os en – en af Agnes', siger Gamle Pastor. Katinka går hen til klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svage stemme sangen om Marianna. Gamle Pastor hører til med foldede hænder, og fru Linde lader strikketøjet synke. Under gravens græstørv sover Stakkels Marianna – Kommer piger, græder over Stakkels Marianna. – Tak, sagde Gamle Pastor. – Tak, lille fru Bai, sagde fru Linde. Hun så ikke rigtig maskerne, før hun havde fået øjnene tørret. Katinka blev siddende med ryggen til de andre. Langsomt faldt tårerne fra hendes kinder ned på tangenterne. – Ja, ungdommen nu om stunder har mange ideer, sagde Gamle Pastor. Han så hen for sig og tænkte på Agnes. De rejste sig for at gå, og fru Linde tog tøj på i soveværelset. De to lys foran spejlet var tændt. Der var så lyst og hyggeligt med alt det hvide om sengen og toiletspejlet. – Ja, sagde fru Linde, om vi fik Agnes at se i sådan et hjem. Hun snøftede endnu, mens hun bandt sine hattebånd. – Jeg følger pastorens, sagde Bai. Man må have lidt motion … – Ja, sagde pastoren. Man må røre sig efter den ål i gelé. – Man spiser for godt på stationen. Mor har forbudt mig at sætte min fod her om lørdagen. – Jeg går ikke længere, sagde Katinka og blev stående i døren. Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min hoste. – Nej, gå ind, efteråret er den værste tid. – Godnat, godnat. Katinka gik ind. Hun tog et gammelt brev fra Agnes frem, krøllet og læst mange gange, og hun lagde det under lampen. … Og så havde jeg håbet, at den første tid var værst, og at tiden skulle læge. Men den første tid er god og ingenting mod nu. For da er det en smerte, hvor alting er nær. Men når det sådan taber sig, dag for dag, ligesom jord, der skrider. Når hver ny morgen, der vækker os, blot skal fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen skygge, men bare alt det gamle. Minderne, som vi piller og piller i og sidder over … Så er det, som om der sad et stort sugedyr på vores hjerte. Minder er en ulykke for både legeme og sjæl. Katinka lænede sig tilbage med hovedet mod den kolde væg. Ansigtet var så blegt i lampens skær. Hun havde ikke flere tårer. Bai kom hjem. – Det blev sent, sagde han. Satan, som tiden løber … Jeg faldt ind et sted med Kiær … – Det var Kiær, som ville invitere … Jeg mødte ham … her på hjemturen. – Er det blevet så sent, sagde Katinka blot. – Ja – den er over ét … Bai begyndte at klæde sig af. – Pokker til følgen hjem, sagde han. Bai fulgte i den sidste tid altid "hjem". Han gik til kroen. – Nå, så må man vel hjem at vogte hus og ild, sagde han og tog afsked med gæsterne. Han "vogtede" det på kroen hos en pige, som om sommeren havde haft korte pufærmer over et par bløde arme. Klokken blev et, og den blev to, mens han "vogtede" det. – Du kunne jo også gå i seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i kulden. – Jeg vidste ikke, at det var så sent … Sengen knagede derinde under Bai. Han strakte sig. Katinka satte blomsterne i række ned på gulvet. Hun hostede, når hun bøjede sig. – Pokker til gigt, sagde Bai, så den værker. – Jeg kunne jo gnide dine arme, sagde Katinka. Det var blevet en fast ting om aftenen, at Katinka gned Bai på armene med en mirakelsalve mod gigt. – Åh, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et par gange og faldt i søvn. Katinka hørte nattoget. Det larmede over broen og nåede ind med klapren. Nu var det suset bort. Katinka gemte ansigtet i lagnerne for ikke at vække Bai med sin hoste. * * * * * Vinteren kom og jul. Agnes var hjemme, og "Postvæsenet" kom juleaften til Abels. Lille-Jensen og Bel-ami var på stationen som i fjor. Nu blev Bel-ami båret helt officielt. – Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var så dovent, at det ikke gad åbne øjnene. Da træet var tændt, bragte Bai en lukket depeche og lagde den på Katinkas bord. Depechen var fra Huus … Bai og Lille-Bentzen småsov i kontoret. Katinka og Jensen sad i stuen, hvor træet brændte ned. Lille-Jensen nikkede i søvne og stødte hovedet mod klaveret … Katinka så på det slukkede træ. Hendes hånd gled stille hen over Huus' depeche, som lå i hendes skød. ### Ordliste - **kuet**: bange og uden mod - **stukne grise**: grise, der bliver stukket med en kniv og slagtet - **lauget**: en gruppe håndværkere med samme fag - **skår**: et lille stykke, der er slået af porcelæn - **der er løbet noget vand i stranden**: der er gået lang tid, og meget har ændret sig - **pensionærer**: folk, der bor og spiser hos en familie og betaler for det - **arne**: ildsted; her: et fast hjem - **talanger**: det samme som talenter: det, man er god til - **forfaldsdato**: den dag, en gæld skal betales - **vandkæmmede**: med vådt hår, der lige er blevet kæmmet - **Godtspørgs**: en karakter i skolen - **fødepumperne**: her: de fem drenge, som betaler for at bo hos Thora - **forhøjningen**: en del af gulvet, der ligger lidt højere end resten - **næstsøskendebarn**: en, hvis bedsteforælder er søskende til ens egen bedsteforælder - **tørvetriller**: langsom, stille mand - **skæmmet sig**: mistet noget af sit gode udseende - **sangvinsk**: altid fuld af håb og tro på det gode - **hyle**: at græde højt - **depechen**: telegrammet - **felttoget**: en krigers plan og togt; her: Louises plan for dagen - **sjælesørger**: præst, der hjælper folk med deres tro og sorger - **kælen**: blid og glad for at blive kælet for - **gante sig**: at drille og kysse for sjov - **stævningsstenen**: sten ved kirken, hvor man læste vigtige meddelelser højt - **efterkrav**: man betaler for en vare, når den kommer med posten - **spurgte i æggehvide**: så i æggehvide, hvad fremtiden ville bringe - **kalotten**: lille rund hue - **min far**: venlig tiltale til en mand, ikke en far - **robber**: et helt parti i whist - **svindsot**: gammelt ord for tuberkulose, en sygdom i lungerne - **genever**: en slags stærk snaps - **vogtede**: passede på; at vogte hus og ild er at passe på sit hjem ## VI Vinteren gik og våren og somren, der smilte over markerne. – Traurighed, gamle ven, sagde Bai til Kiær. I går flyttede jeg op på loftskammeret. En mand må jo have sin nattero, når han skal passe sine ting om dagen. Katinkas hoste lød gennem huset. Marie Pige bragte hende vin og vand og blev stående ved fruens seng. Det var, som om hosten ville rive hende i stykker. – Tak, tak, sagde hun. Gå nu ind og sov, sagde hun. Hun åndede tungt. – Hvad er klokken blevet? … – Halv fire … – Nå – Katinka lagde sig tilbage i sengen. – Ikke mere. Marie Pige listede af på bare ben til sin sofa, og lidt efter hørtes hendes dybe åndedræt. Den lyse plet fra natlampen bag sengen tegnede sig på det stille loft. Katinka lå med lukkede øjne. Om formiddagen var hun oppe. Hun sad i tæpper ude på perronbænken i solen. Den slanke fører med de indiskrete førte middagstoget. Han sprang af og spurgte, hvordan hun havde det. – De skal se, sagde han, den klare efterårsluft … – Måske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte hånd. Bai og føreren gik hen ad perronen. – Begge lunger, sagde Bai. Han havde fået en vane med at tørre sig hen over øjnene med to fingre … – Guds vilje, sagde han og sukkede. Toget begyndte at køre. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved med at se tilbage mod Katinka, som sad der så lille og bleg i solen. – Det gjorde ham sgu ondt, rigtig ondt … – Ja – det var sgu sørgeligt. Der havde skam sidste vinter været et øjeblik, hvor han havde tænkt alt muligt … Hun sad tit og så så "langeligt" ud der på perronbænken … – Han havde drukket et par toddyer hos Bai nogle aftener, men han var faldet af på den … – Det havde bare været sygdommen, der var på vej. Toget gyngede bort over engene. Himmel og slette skinnede i efterårets lyse luft. Stærene larmede langs telegraftråden og samlede sig i flok. – Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med øjnene de store flokke, der drog af sted under den klare himmel. Doktoren kom og satte sig hos hende. – Nå, hvordan går det? – Jeg sidder og samler kræfter, sagde hun, til i morgen. – Til i morgen? – ja, rigtig, det er jo fødselsdagen. – Men De holder aftalen, lille frue. – Ja – så snart de har spist, går jeg i seng … Det var Bais fødselsdag. Katinka ville, at han skulle have sit parti. Hun havde talt om det længe. Hun ville blive oppe til bordet. Bagefter gik de jo alligevel ind til Bai og spillede. Så ville de slet ikke mærke, at hun var syg … – Den ene dag i det mindste, sagde hun. – Nu skulle De gå ind, sagde doktoren. – Ja. Katinka rejste sig … – Lad mig hjælpe Dem … – Tak, det er trappen, sagde hun. Det er altid svært med trappen. Hendes stakkels tunge fødder kunne ikke komme op ad de tre små trin. – Tak, doktor. Men mit sjal … Doktoren tager det blå sjal på bænken. – Deres yndlingsstykke, siger han. Katinka vender sig i døren og ser ud over markerne. – I disse dage er her smukt, siger hun. Om eftermiddagen fik hun alle tingene til salaterne ind på stuebordet. Hun skar rødbeder og kartofler i små stykker på et lille bræt. Frøken Jensen kom på besøg. Katinka nikkede. – Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun. – Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes hænder var så trætte, og det gjorde ondt i hendes bryst at holde armene oppe. – Jeg har ikke set Abels så længe … – De håber jo nu på Barners ansættelse, siger Lille-Jensen. – Ja, han søger jo … Lille-Jensen får sin kop kaffe. – Giv mig så olien, Marie, siger Katinka. Hun får et batteri af flasker og store skåle. – Hvor den er tung, siger hun. Hun kan næsten ikke løfte den store eddikeflaske. Hun smager og rører i skålene. – Nej, siger hun med ét og skubber dem fra sig. – Nej, jeg har ingen smag mere. Hun sidder træt, med lukkede øjne. Røde pletter har bredt sig helt ud over hendes kinder. – Men jeg kunne jo hjælpe, siger Lille-Jensen. – Åh, Marie kan det. Jeg må kun i seng. Men hele eftermiddagen må Marie bringe alting til og fra, så hun kan se det, mens hun ligger. Hun løfter sig op i sengen, mens det brænder i hendes bryst. – Ja, siger hun, Bai er vant til det sådan. Marie må tage det fine porcelæn og glassene og de fine sæt knive og gafler ind i soveværelset. Hun må pudse og gnide dem og stille dem op i rækker på bordet. Katinka ligger og tæller og regner, og hendes øjne skinner af feber. – Mon det hele er der, siger hun. Hun ligger lidt mat og gnider sit tørre, hede feberansigt ned mod puden. – Toddyskeer, Marie, siger hun så. Vi har glemt toddyskeer. – Vi kan vel lægge dem på Huus' bakke, siger Marie. Hun kommer ind med skeerne på den lille japanske bakke. – Nej, ikke på den. Katinka rejser sig halvt i sengen. – Giv mig den, siger hun. Hun tager bakken og holder sine brændende håndflader hen over den kølige lak. Stille bliver hun liggende med Huus' bakke i hænderne. Bai kommer ind og ser alt porcelænet og glassene, som står pudset og blankt på bordet. – Dumheder, min pige, siger han. Dumheder – jeg har jo sagt det … – Du ligger bare der og bliver dårligere – Tik. Han tager hendes hånd. – Ja – hvor du brænder … – Åh, det er ingenting, siger Katinka og løsner stille sin hånd fra hans. – Når der blot intet mangler … Bai begynder at tælle. – Kompot skal der vel på bordet, siger han. – Ja. – Nå, ja, skåle er der jo ingen af … – Så er de glemt … – Ja, når man ikke selv kan være ved det, Bai, siger Katinka. Hun synker tilbage i puderne. * * * * * Selskabet var "den gamle sæbekælder", som Bai kaldte det. – Man er sig selv, sagde han, i sæbekælderen, de ligesindede. De ligesindede var tre proprietærer, med Kiær i spidsen og Bai som fjerdemand. Svendsen kom med som ekstra. – Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hørt hr. Svendsen være oplivende. Når hun var til stede, nøjedes han med at pleje sine negle eller tygge overskæg. – Tag ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder så rart og river den af som femtemand. Katinka åbnede selv døren til kontoret. – Der er færdigt, Bai, sagde hun. Herrerne kom ind. Katinka var helt klædt på, med en høj rynket krave op til det lille magre ansigt. Kiær sad ved siden af hende ved bordet. De talte om hendes sygdom. Åh, man skulle nok se, vinteren var den bedste tid … Den stille, klare kulde – det gav kræfter. – Ja, den stille, klare kulde. – Skal vi drikke på det, sagde Bai. Der blev drukket. – Der drikkes ud, sagde Bai. De ligesindede spiste med servietten fæstet med en nål ved halsen. De lugtede til hver enkelt mundfuld mayonnaise, før de nød den. – Olje, sagde proprietær Mortensen og snøftede. Katinka sad med nogle små bidder på sin tallerken. Hun sad helt rank på grund af smerterne i sit bryst. Gaflen rystede i hånden, når hun forsøgte at spise. – Tag det bort, Marie, sagde hun. Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai. Der vidste man, "hvor hjertet" og den "fjerdemand" sad. En skål for ham. De blev livligere og drak tit med hinanden to og to. De talte om centrifuger og en ny kreaturtarif. – Du, gamle – på et godt år! Bai drak igen. Katinkas kinder brændte, og hun så ansigterne som gennem et gråt slør. Hun trykkede sig fast ind mod stoleryggen og så på Bai, der blev ved med at spise. – Den ligger på tungen – ligger på tungen, forsikrede Kiær og skænkede i hendes glas af en gammel burgunder. – Tak, tak. Proprietær Mortensen ville tillade sig at tømme et glas … Han rejste sig og løste servietten fra halsen. Han ville kort og godt tømme dette glas … Når proprietær Mortensen tømte glas, var han religiøs … I den femte sætning talte han altid om "dem, der var gået forud", og som så ned fra deres himmel … Der var altid noget, der så ned på proprietær Mortensen fra sin himmel. De ligesindede sad med hængende næb og så ned i deres tallerkener. Katinka hørte knap nok. Hun holdt sig med hænderne fast ved stolesædet og blev bleg og rød. Da hr. Mortensen var færdig, kunne han nyde endnu et stykke and. – Lille frue, Deres ænder, det er stegning. Katinka hørte kun stemmerne utydeligt, og hun støttede sig til bordet, da hun skulle rejse sig. Herrerne gik ind, og Katinka faldt tilbage på stolen. Bai åbnede døren og kom ind igen. – Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant … – Og du holdt dig jo brav … Katinka rettede sig op og smilede. – Ja, sagde hun. – Nu skal I få toddyerne … Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte bord med flaskerne og glassene, der stod halvtomme. Inde i kontoret lo og snakkede de højt i munden på hinanden. Man hørte Kiær … – Bring lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til hende, hver gang Marie gik med døren. – Fruen skulle gå i seng, sagde Marie. – Det kan vente … – For de æderes skyld. Marie slog med køkkendøren, så det fór i Katinka. Der var kun et enkelt lys tilbage midt på spisebordet … Det så trist ud i halvmørket, det store uryddelige bord. Katinka var så træt. Hun måtte sidde her lidt i en krog, til hun samlede kræfter. Marie gik fra køkkenet til kontoret og slog med dørene … Hvor de morede sig derinde … Det måtte være Svendsen, der sang … Katinka lyttede efter stemmerne i sin krog. Hun så efter Marie, der gik gennem de oplyste døre med glas og flasker … Sådan ville det også være, når hun en gang var borte og glemt … – Marie, sagde hun. Hun forsøgte at rejse sig og gå, men hun greb fat i væggen og kunne ikke. Marie støttede hende ind i soveværelset. – Det har man af den spillen teater, sagde Marie. Katinka fik et langt hosteanfald, mens hun sad på sengekanten. – Luk dørene, sagde hun. Hun blev ved med at hoste. – Og Bentzen skal ind til bordet, sagde hun. – Nå, han kan vel få ædt tidsnok, sagde Marie. Hun fik klæderne af Katinka og gik og bandede. Svendsen sang igen derinde med en tyk stemme: Oh, min Charles, send mig dog et brev – Hvorhen du altid skrev – Og der blev klirret med glas. – Stille, råbte Kiær … Stille – I gamlinger – Katinka havde ligget lidt i døs og vågnede op. Det var Bai. – Det var den højtidelighed, sagde han. Han var højrøstet af mange toddyer. – Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er klokken? – Halv tre såmænd … Den bliver sen, når man sidder sådan sammen i en klynge … Han satte sig ned ved sengen og snakkede vidt og bredt. – Satan til historier, han kunne, Svendsen – Fanden til Geschichter … Han fortalte et par og slog sig på lårene af latter. Katinka lå og brændte af feber. – Men løgn er det sgu, sagde Bai til slut. Han fik et anfald af rørelse ved godnat og fortalte i døren en sidste historie om Mortensens mejerske … – Ja, ja, du kan trænge til ro, sagde han. – Godnat. – Godnat. De næste dage blev det værre med Katinka. Doktoren kom et par gange om dagen. – Satan til historie, sagde Bai. Og hun holdt sig så brav, doktor, til fødselsdagen … – Ja – nu holder hun sig ikke brav, hr. Bai, sagde doktoren. Der måtte ingen komme ind til Katinka. Hun skulle have fuldstændig ro. Madam Madsen fra kroen kendte den historie. Men man kunne vel muntre hende op, skulle hun tro, så hun ikke lå der og gned øjnene i mørke. Madam Madsen kom ind til sengen. Der var mørkt med nedrullede gardiner. – Hvem er det, sagde Katinka fra puderne. – Det er mig, sagde madam Madsen. – Madam Kromadsen. – Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin hånd, der brændte. – Nå – så den er så klejn, sagde madam Madsen. – Ja. Katinka vendte hovedet lidt på puden. – Jeg har det ikke så godt. – Nej-j … det kunne man ikke kalde det, sagde madam Madsen vredt. Hun sad og så på Katinkas magre ansigt i mørket. – Og det kommer fra gildet, sagde hun. – Det var vel lidt for meget … – Ja, det var vist for meget, sagde madam Madsen. Det kogte mere og mere op i hende. Imens sad hun i det triste mørke foran det stakkels blege ansigt i puderne. – Ja, det kunne man vel kalde det, sagde hun igen. – Han havde også ligegodt fortjent det. Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin gæstestuepige, og hvor længe det havde varet … – Men fra det kom Gusta da heller ikke med helt skind … Først havde Katinka slet ikke forstået … hun var så tung og mat. Så begreb hun som et lyn – og slog et øjeblik øjnene op på madam Madsens ansigt. – Og for sådan en slider en anden sig ihjel, sagde madam Madsen. Hun tav og ventede på, at Katinka skulle sige noget. Men Katinka lå ubevægelig. Der gled kun et par tårer frem på hendes kinder. – Ja, ja, sagde madam Madsen i en anden tone, en anden var vel ikke meget klogere. Madam Madsen var gået. – Marie, sagde Katinka. Tag fra, så her kan blive lyst. Marie tog gardinerne bort, så dagslyset faldt ind over sengen. – Hvorfor græder fruen? sagde hun. Katinka lå vendt mod lyset. – Er det brystet, sagde Marie. – Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt. Hun blev ved med at græde, lydløst og lykkeligt. Gråden stilnede, og hun lå hen i den samme stilling, mat, i en ubeskrivelig fred. * * * * * Det blev efterårets sidste solskinsdage. De lyse formiddage lå Katinka derinde med den fulde sol over sin seng. Hun digtede så mange lykkelige drømme, mens hendes hænder stille gled frem og tilbage over det solvarme tæppe. – Fruen ser så godt ud, sagde Marie. – Ja, jeg har det også godt. Hun nikkede uden at åbne øjnene og lå stille igen i solen. – I morgen vil jeg op igen, sagde hun. – Det kan jo fruen … Katinka vendte sig om mod vinduet. – Det er, som om det var sommer, sagde hun. – Hvis jeg måtte komme ud i morgen … Hun blev ved med at tale om det. Om hun kunne komme ud. Ned i lysthuset til Hylden. – Havde den blade endnu, Hylden – og roserne – og kirsebærtræet … – I fjor stod de i blomst … et blomsterflor. – Hele landsbyen fik til syltning, mens fruen var væk, sagde Marie. – Det hvide flor … Katinka blev ved med at tale om haven. Hvert øjeblik sagde hun: – Tror De, han giver mig lov – at jeg får lov … – Måske – når solen skinner. Doktoren kom ikke, og om eftermiddagen måtte Marie gå ned for at spørge. Det blev mørkt, før Marie kom tilbage. Katinka lå uden lys. Hun ringede med den lille klokke ved sengen. – Er hun ikke kommet? sagde hun. – Hun må dog gå vejen, sagde Bai. – Hvor det varer længe, sagde Katinka. Feberen gjorde hendes kinder hede. Hun lå og hørte efter hver dør, der gik. – Nu gik køkkendøren, sagde hun. – Det var en mand med koste. – Hun kommer aldrig, sagde Katinka. – Vi får dig syg igen, sagde Bai. Hun lå stille og ringede ikke og talte ikke mere. Så hørte hun Marie gå med kontordøren. Hun blev liggende med bankende hjerte under tæppet uden at spørge. – Hvad sagde han? sagde Bai derude. – Ja, en halv times tid ved middagstid, sagde Marie, når solen skinnede. – Sover fruen? – Jeg tror det … Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt. – Er det Dem, sagde hun. – Ja, fruen kunne gerne komme lidt op og sidde i solen, sagde han, ved middagstid … Katinka svarede ikke straks. Så tog hun Maries hånd. – Tak, sagde hun. De er så god, Marie. – Hvor fruens hånd brænder … Katinka havde feber om natten. Hun lå med skinnende øjne og sov ikke. Men hun vækkede først Marie hen mod morgen. – Det bliver klart, sagde hun. – Se efter vejret, sagde hun. – Se ud af køkkendøren, sagde Katinka fra sengen. Der kommer altid skyerne. Der var også klart fra køkkendøren. * * * * * – Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig langs væggene i gangen, hen til perrondøren. – Hvor det er varmt, sagde hun. – Nu kommer trappen … Så – det gik … Det var tungt at gå på gruset. Hun lagde armene op om Maries skulder. – Man er så tung i hovedet, sagde hun. Hun standsede ved hvert tredje skridt og så ud over markerne og over mod skoven. Det var, som om solen lagde lys på hvert eneste brogede blad. Katinka ville hen til perronlågen. Hun stod lidt og lænede sig. – Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille skov. Katinka så langt hen ad den solbeskinnede vej. – Der omme står milestenen, sagde hun. Hun vendte hovedet og så ud over markerne og engene og den lyse himmel. – Ja, sagde hun, og stemmen lød helt stille, her er så smukt … Marie gik og tørrede øjne, når fruen ikke så det … – Men hvor bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et par skridt alene. De kom ind i haven. Katinka talte ikke mere. De kom ned om plænen til lysthuset. – Hylden, sagde hun blot. – Her må jeg sidde, sagde hun. Marie lagde tæpperne om hende, og sammenfalden så hun tavs ud i den solrige have. Kirsebærtræernes blade lå gule over plænen. Et par små roser blomstrede endnu. Marie ville plukke dem. – Nej, sagde Katinka, det er synd – lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes læber bevægede sig, ligesom om hun hviskede. – Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved siden af bænken. Katinka fór sammen. Så smilede hun stille og sagde: – Ja, her ville han gerne sidde. De gik igen. Da de kom til lågen, stod Katinka lidt stille. Hun så tilbage, ind i haven. – Hvem mon der nu skal gå derinde? sagde hun. Hun var så træt. Hun støttede sig tungt til Marie, og inde i gangen tog hun fat i væggene. – Luk bagdøren op, sagde hun, så jeg kan se skoven. Hun kom derhen, og hun stod et øjeblik lænet til dørstolpen og så ud mod skoven og vejen. – Marie, sagde hun, jeg vil også se duerne … Katinka kom ikke op mere. Kræfterne forlod hende mere og mere … Enkefru Abel bragte vingelé. – Til at lædske tungen, sagde hun. Hun sad og så på Katinka med øjne fulde af tårer. – Og så alene ligger De, sagde hun. Fru Abel ville sende sin Louise-Ældst. – Hun er som en diakonisse, sagde hun, den ældste … en diakonisse … Louise-Ældst kom om formiddagen og gik rundt på tåspidserne i hvidt forklæde. Katinka lå hen, som om hun sov … Louise-Ældst dækkede frokostbordet og filtrerede kaffen. Og døren til soveværelset blev sat på klem, mens de spiste … Bai var meget taknemmelig. Enkefruen tørrede øjne. – Venner kender man i ulykken, sagde hun … Fru Linde kom om eftermiddagen og sad og strikkede ved sengen. Hun fortalte nyt og gammelt om hele egnen og om sig selv og sin Linde. Gamle Linde hentede sin kone i mørkningen, og de to gamle sad en times tid endnu ved sengen i skumringen. Agnes var det først og Agnes sidst. – Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde fru Linde. Selv vandede hun høns i krogene både morgen og aften. – Ja, ja, min pige, hun er nu min øjesten, sagde Gamle Pastor. – De skal se, hun kommer en dag, sagde Katinka. – Som en gammel pige. Fru Lindes strikkepinde gik. Det med "gammel pige" kunne fru Linde ikke glemme. De sad og snakkede, og Gamle Pastor fik en solbærrom, før han gik hjem. – Den gør godt, sagde han, og den går ikke til hovedet. De to gamle traskede hjem ad den mørke efterårsvej. * * * * * Bai var ret tit ude. – En lille l'hombre til at muntre op, sagde Kiær. Trænger sgu til det, gamle ven. – Ja, gamle Kiær. Bai tog med hænderne over øjnene. – En gang hen i ugen, sagde han. Tak skal du have. – Tak for dit venskab. Han slog Kiær på skuldrene og var rørt. Bai var i den sidste tid meget let rørt. Han tog af sted og spillede l'hombre til ud på natten. Når han kom hjem, vækkede han Katinka. Det var, fordi han "ikke kunne gå i seng uden at se, hvordan hun havde det". – Tak, ganske godt, sagde Katinka. – Har du moret dig? – Som man kan more sig, sagde Bai, når du ligger her. Han sad og sukkede et stykke tid ved sengen, til han havde fået Katinka lysvågen. – Godnat, sagde han så. – Sov vel, Bai. Når Marie var ude om dagen, stod dørene åbne ind til kontoret. Katinka lå og hørte efter telegrafens prikken. – Hvad den har travlt, sagde hun. – Hvad den alt fortæller. – Bai, råbte hun. Det er jo hertil … Bai bandede højt ude i kontoret … – Ja – så min salighed – Han kom hen i døren. – Det er til præstens. – Præstens – Katinka satte sig op i sengen. – Det er vel fra Agnes, sagde hun. Bai sagde ingenting. Han var helt vild. Han løb med den blå blyant, og han ville have sit tøj. Han skrev depechen i skjorteærmer, skrev forkert og rev den i stykker. – Bai, sagde Katinka, Bai – er det Agnes … – Så min salighed – Bai stormede selv af sted med depechen, netop som eftermiddagstoget skulle komme. Sådan en glæde havde Bai aldrig set. De to gamle lo og græd. – Åh Gud – at det er sandt – åh Gud – at det er sandt … – Ja – lille mor – ja – ja … Gamle Pastor ville være rolig. Han tyssede på hende og klappede hende på hovedet. Men så foldede han hænderne. – Nej, sagde han – det er for meget. Han græd selv og tørrede sig i fløjlskalotten. – Ja, ja, sagde han. Gud taknemmelig, siger jeg, Gud taknemmelig … Gamle Pastor ville selv bringe Katinka nyheden. Han gik og tog sit tøj frem, og hat og vanter, og lod det ligge igen. Og han tog Bai i begge hænder. – Ja, den glæde, forstander, sagde han. For os to gamle, som sidder hen – at opleve det … at opleve det, forstander. – Hm – ja – hver har det på sin manér – – Andersen skulle nu lære at savne, at savne hende, sagde Gamle Pastor. Han fumlede omkring og kom ikke af stedet. Pastorinden kom ind med jordbærlikør, før de kom af sted. Gamle Pastor gik og fløjtede "den tapre landsoldat" hen ad vejen. Han sad inde ved Katinkas seng. – Ja, sagde han, Gud fører dog de rette sammen. * * * * * En uges tid efter kom Agnes hjem. Hun stormede over perronen ind gennem kontoret. I kontordøren så hun Katinka, der lå med lukkede øjne på puden. Agnes ville ikke have kendt hende igen. Katinka slog øjnene op og så hende. – Ja, sagde hun, det er mig. Agnes gik hen og tog Katinkas hænder. Hun lagde sig på knæ ned ved hendes seng. – Dejlige kone, sagde Agnes og kæmpede for ikke at græde. Hun kom hver eftermiddag og sad hos Katinka til aften. De talte ikke meget. Katinka blundede, og Agnes lod sytøjet synke ned i sit skød og så på det stakkels ansigt på puden. Det svage åndedræt peb i Katinkas bryst. Katinka rørte sig, og hun tog sytøjet igen og førte nålen ud og ind. Katinka lå vågen. Hun var så mat, at hun ikke kunne tale. Hosten kom og rystede hende. Hun fór op i sengen, og det var, som om hun skulle rives i stykker. Agnes støttede hende. Katinka var våd af den kolde sved. – Tak, sagde hun, tak. Hun faldt hen igen og lå stille. Inde fra sengeforhænget så hun på Agnes' ansigt, så rundt og stærkt, og hænderne, der gik så resolut over sytøjet. – Agnes, sagde hun, vil De ikke spille lidt? – De skulle sove, sagde Agnes. – Åh nej. Spil lidt. Agnes rejste sig og gik ind til klaveret. Hun spillede halvt dæmpet melodi efter melodi. Katinka lå stille med hænderne på tæppet. – Agnes, sagde hun, syng den … vil De ikke. Det var sangen om Sorrent. Agnes sang den med sin mørke altstemme. Hvor den høje og dunkle pinie Låner skygge til bondens vigne, Hvor ved golfen orangelunden Dufter liflig i aftenstunden; Hvor ved stranden båden gynger; Hvor i byen glade klynger Går i dansen mens de synger, Synger højt Madonnas pris. Aldrig, aldrig, jeg forgjetter Disse dale, disse sletter, Disse måneklare nætter, Napoli – dit paradis. Hun blev siddende lidt ved klaveret. Så rejste hun sig og gik ind i soveværelset. – Tak, sagde Katinka. Hun lå lidt. – Ja, sagde hun helt stille. Hvor livet kunne være smukt. Agnes lagde sig ned ved sengen. De lå stille, begge to, i mørket. Katinkas hånd gled hen over Agnes' hår. – Agnes, sagde hun. Der skal ikke – tales over mig … – Katinka dog … – Bare bedes, sagde hun. Hun tav igen. Agnes græd stille. Katinka blev ved med at bøje små lokker af hendes hår ind mellem sine fingre. – Men der er – hun talte helt stille og ligesom frygtsomt, og hånden faldt bort fra Agnes' hår – en salme – som – – Som jeg så gerne ville have sunget … ved min grav … Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes lå med hovedet ned i puden. – Bryllupssalmen, sagde Katinka helt stille, som et barn, der ikke tør bede. Gråden rystede Agnes, og hun tog Katinkas hænder og kyssede dem, mens hun hulkede. – Katinka dog – Katinka dog … Katinka tog om hendes hoved og bøjede sig lidt frem. – Nu bliver I to jo lykkelige, sagde hun. Hun lå tavs. Agnes blev ved med at græde. Næste dag blev Katinka berettet af Gamle Pastor. Bai var i Randers. * * * * * Agnes blev vækket om natten af en forskrækket pige med et tællelys. – Der er bud – frøken – fra stationen … Frøkenen må endelig komme. – Bud … Agnes var ude på gulvet. – Hvem er her? sagde hun. Hun råbte ned gennem gangen. – Jeg, sagde Lille-Bentzen. Agnes kom ud i nogle sjaler. – Hun dør, frøken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og tænderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig før set nogen dø. – Er der bud efter doktoren, sagde Agnes … Lygten, Ane. – Der var ingen til at gå … Agnes fik lygten tændt og gik over gården. Hun bankede på karlekammeret. Det gav ekko mod laden … – Lars, Lars – Lars kom ud, søvndrukken, i halvdøren i lygtens lys. Agnes gik tilbage over gården til gangdøren. Lille-Bentzen var gået ud på trappetrinet, bange for at stå i mørket. – De kører med, sagde Agnes og gik forbi. Et par skræmte piger kom ud i gangen. – Få kogt kaffe, sagde Agnes. Skynd jer. Hun gik ind for at klæde sig på. Lille-Bentzen blev alene i gangen. Dørene stod åbne ned gennem huset og knirkede i mørket. Pigerne rumsterede rundt, halvt påklædte og søvndrukne, med hver sit tællelys. De glemte en stage på spisebordet. Lyset flakkede i trækken. Ude i gården kom Drengen gående med staldlygten. Han satte den på brostenene og gik igen. Der blev en lys kreds om lygten i mørket. Vognporten blev slået op, og de kom ud med hestene. Hver lyd lød stærkt og skræmmende ud i natten. Agnes kom ud og gik forbi Bentzen i gangen. – Så går jeg derned, sagde hun. – Har hun krampe? – Hun skreg, sagde Bentzen. Agnes så ud i gården. – Skynd jer, råbte hun. Drengen løb med lygten over gårdspladsen. Der blev sat et par flimrende lys i køkkenvinduet, så skæret faldt ud på heste og vogn. Gamle fru Linde kom ind i spisestuen i en slåbrok af Gamle Pastors. – Bliv i din seng, mor, sagde Agnes. – Åh, Herre Gud, åh, Herre Gud, sagde gamle fru Linde. Så det kom pludseligt … så det kom pludseligt … Og hun begyndte at gå rundt med sit lys i hånden ligesom de andre. Drengen slog portene op, og de fór alle sammen ved larmen. Lars viste sig i køkkendøren og fik en skål kaffe. Lille-Bentzen kom ud og op på bukken … Han så pastorindens ansigt. Hun sad og græd lidt og vuggede inde i stuen foran det blafrende lys. De rullede ud af porten, ned ad vejen, gennem mørket. De kørte i trav, så pilene på hegnet fór forbi dem som dansende spøgelser. Lars tog fast om tømmerne. – Bæsterne er sky, når man kører til død, sagde han. De talte ikke mere. Vognlygternes lys fór hen over de urolige pile. * * * * * Bai gik op og ned ude i forstuen, op og ned langs væggen. – Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger. Agnes åbnede døren til kontoret. Hun hørte Katinka stønne og vågekonens stemme: Ja, ja, ja, ja. Marie Pige kom. – Doktoren, sagde hun. – Han er kørt efter ham, sagde Agnes. Hun gik ind. Vågekonen holdt Katinkas arme over hovedet. Trækninger gik gennem hendes krop under tæpperne. – Hold, sagde vågekonen. Agnes tog om hendes håndled og slap dem igen. Hun følte den kolde sved. Den døende slog med de krampekrummede arme op i sengegardinet. – Hold dog, sagde vågekonen. Agnes tog om armene. – Tungen, tungen, sagde hun. – En ske dog, tungen. Katinka sank tilbage. Der faldt blåhvidt skum ud over de åbne læber gennem de sammenbidte tænder. Marie tabte skeen og fandt den ikke på gulvet, og hun rodede efter en anden med lyset. – Hovedet, sagde vågekonen, hovedet. Marie holdt det og rystede over hele kroppen. – Åh, jøsses, åh, min søde frelser, blev hun ved med at sige … åh jøsses … åh … min søde frelser … Agnes pressede Katinkas arme ned. – Hovedet tilbage, sagde vågekonen … Hun lå halvt og pressede skeen ind mellem den døendes tænder. Der stod skum ud over skeen. – Godt, hviskede vågekonen, godt. Katinka slog øjnene op. Hun holdt dem på Agnes, store og angstfulde. Katinka blev ved med at stirre på hende med det samme blik. – Katinka … Den døende stønnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes mund … – Hun får ro, sagde vågekonen. Katinkas øjne faldt til. Agnes slap hendes arme. De satte sig hver på sin side af sengen og lyttede til hendes ånde, der kom uregelmæssigt og helt svagt. – Hun får ro, sagde vågekonen … Den døende blundede hen og stønnede nu og da. Vognen kom ude på vejen. Døren blev slået op, og man hørte doktorens stemme. Agnes rejste sig og tyssede. – Hun sover, sagde hun. Doktoren gik ind og bøjede sig over sengen. – Ja, sagde han, det er snart forbi. – Lider hun? sagde Agnes. – Man ved ikke, sagde doktoren. – Nu sover hun. Doktoren og Agnes satte sig inde i dagligstuen. Inde i kontoret hørte de Bai gå op og ned. Agnes rejste sig og gik derind. – Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved med at gå. Agnes svarede ikke. Hun sad tavs i sin stol. – Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai. Jeg havde jo ikke troet det, frøken Agnes. Han flakkede op og ned, fra dør til vindue. Han standsede igen ved Agnes' stol og sagde ud i luften: – Jeg havde jo ikke troet det, frøken Agnes. Doktoren åbnede døren. – Kom, sagde han. Krampen var begyndt igen. Bai skulle holde hendes ene arm. Men han slap den igen. – Jeg kan ikke, sagde han og gik med hænderne for ansigtet. De hørte ham hulke inde i kontoret. – Tør panden, sagde doktoren. Agnes tørrede sveden af panden. – Tak, sagde Katinka og slog øjnene op. Er det Agnes? – Ja, Katinka, det er Agnes. – Tak. Hun faldt hen igen. Hen mod morgen vågnede hun. De sad alle ved sengen. Øjnene var brustne. – Bed hende spille. – Spil, sagde doktoren. Agnes gik ind. Tårer løb ned over tangenterne og hendes hænder, mens hun spillede uden at høre sine egne toner. Katinka lå stille hen. Brystet gik pibende op og ned. – Hvorfor spiller hun ikke? sagde hun igen. – Hun spiller jo, Tik … – Hun hører ikke mere … Den døende rystede på hovedet. – Jeg hører det ikke, sagde hun. – Salmen, hviskede hun, salmen. Hun lå lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes puls og så på hendes ansigt. Så løftede hun sig op og rev sin hånd løs. – Bai, skreg hun, Bai. Agnes rejste sig og løb ind. De stod alle om sengen. Bai knælede ned og hulkede. De fór alle sammen. Det var telegrafen, der lød ind gennem stuerne og meldte tog … Katinka slog øjnene op. – Se, se, sagde hun og løftede hovedet. – Se solen, sagde hun, se solen over bjergene. Hun løftede armene, de faldt ned igen og gled ned ad tæppet. Doktoren bøjede sig hurtigt frem over sengen. Agnes knælede ved fodenden med hovedet ind mod sengen ved siden af Marie Pige. Man hørte kun en høj hulken. Doktoren løftede de hængende arme op og foldede hænderne over den dødes bryst. * * * * * – Hm, De har sgu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang af toget. – Hvordan står det! – Hun er død, sagde Lille-Bentzen. Han talte, som om han frøs. – Hvad? – Satan – Den indiskrete stod og så lidt på den lille stationsbygning. Alt lå som sædvanligt. Så vendte han sig og steg stille op på trinet. Toget blev skjult af vinterens tåger over markerne. ### Ordliste - **Traurighed**: noget sørgeligt, noget trist - **proprietærer**: ejere af store gårde - **fór**: bevægede sig pludseligt og hurtigt - **Geschichter**: historier (tysk ord) - **klejn**: svag, dårlig - **lædske**: at gøre våd og kølig - **diakonisse**: kvinde, der plejer syge for kirkens skyld - **vandede høns**: græd - **depechen**: telegrammet - **fløjlskalotten**: lille rund hue af fløjl - **forgjetter**: glemmer - **berettet**: fik nadver som syg eller døende - **tællelys**: enkelt lys af dyrefedt - **bukken**: sædet foran på en vogn, hvor kusken sidder - **vågekonen**: kvinde, der sidder hos syge om natten - **brustne**: helt uden liv, om øjne ## VII Det var den første vinterdag. Høj luft og et tyndt lag sne over den let frosne jord. Uden for kirken begyndte mændene at samles. De var højtidelige, med høje silkehatte af mange årgange. De hviskede i små grupper. En efter en gik de hen og kiggede ned i den tomme grav tæt ved muren. Inde i kirken gik fire, fem lydløse koner oppe omkring kisten og følte stille på kransene. Degnen og Lille-Jensen lagde salmer på pladserne. De var færdige. – Og nr. 753 af salmebog ved graven, sagde Lille-Jensen. Lille-Jensen var som en slags bedemand ved "lejligheden". Hun havde straks overtaget liget både i hjemmet og i kirken. "Institottet" havde haft "efterårsferie" siden dødsfaldet. Frøken Jensen så sig om i kirken og gik op mod kisten med degnen. Guirlanderne hang i regelrette buer over koret, og sørgefloret var trukket som to pølser over alterstagerne. – Nydelig kiste efter årstiden, sagde degnen. De stod og så på kransene. – Det er en forskel, sagde degnen. Han trak på skuldrene og så på en krans fra Abels. – Ja, sagde frøken Jensen, der er ingen "interesse". Frøken Jensen gik lidt væk og så prøvende på kisten. – Ja, sagde hun. Jeg er glad for, at vi tog egetræ. – Det er, om jeg så tør sige, også proprere for liget, sagde degnen. Klokkerne begyndte at ringe, og frøken Jensen gik ud på kirkegården. Hun hilste på fædrene til sine elevere og talte op, hvem der var kommet. Bai kom ind ad lågen med to herrer med fodposer, og alle hatte blev løftet. Lille-Jensen trykkede hænder i våbenhuset. Da alle sad på deres pladser, ankom familien Abel. Enkefruen gik i spidsen og så ud til at have skyndt sig. De to kyllinger var i sørgeslør som to enker. Louise-Ældst lagde et vedbend-kors på kisten. Agnes sad ved siden af Gamle Pastor. Hun hørte ikke sangen og slog ikke salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede øjne på den dejlige kones kiste. Sangen døde hen. Gamle Pastor rejste sig og gik frem. Da Bai så ham stå der foran kisten med foldede hænder, brast han i gråd og hulkede. Gamle Pastor ventede stille med øjnene på kisten. Stemmen lød kun halvhøjt, da han talte. Vintersol faldt ind ad korvinduerne på kiste og blomster. Gamle Pastor talte om de stille i landet. Stille var hun – stille i sit liv; stille ville hun bringes til den sidste ro. Gud Herren, som kender sine, gav hende et liv i lykke hos en god husbond. Han gav hende en død i fred af sin hellige ånd. Må han modtage hendes sjæl, han, som alene kender hjerter og nyrer. Må han give sin trøst, den ene trøster – til dem, som nu sørger. Amen. Gamle Linde tav. Der var helt stille. Ligbærerne kom frem med degnen og Lille-Jensen, som rev kransene af kisten. Og de stod alle op i stolene og så efter kisten, som blev båret ud under sang. Det er så yndigt at følges ad For to som gerne vil sammen være. Da er med glæden man dobbelt glad, Og halvt om sorgen så tung at bære. Ja det er gammen, :|: At rejse sammen :|: Når fjederhammen :|: Er kærlighed. :|: Agnes blev ved med at se efter kisten. Dørene var slået vidt op ud mod den lyse dag. Er kærlighed … De kom hen til graven. Det gik op og ned for ligbærerne med kisten. Tovet slap fra graverkarlen og faldt ned i graven. Alle stod og ventede, til man fik fat i tovenden og fik rebet kastet rundt om kisten … Bai tog om en busk, som om han ville knække den. Tovet strammede, mens kisten blev skubbet ud og sank. Agnes havde lukket øjnene. Det er vemodigt at skilles ad For dem som gerne vil sammen være, Men Gud ske lov: i vor Herres stad For evigt samles de hjertenskære. Ja – det er gammen :|: At leve sammen :|: Hvor arneflammen :|: Er kærlighed. :|: – Nå – nå – nå, svoger. De to fodposer støttede Bai, som hulkede. Sangen døde hen. Der var stille, ingen lyd, ingen vind over de blottede hoveder. Tungt faldt sandet fra gamle Lindes rystende hænder. Fadervor – du, som er i himlen. Det var forbi. De to herrer med fodposerne trykkede hænder og takkede for "den store deltagelse". Fru Abel standsede dem ved lågen. Hun havde sit lille bord parat til Bai og hans svogre. – I al tarvelighed – så De ikke sidder alene … Fru Abel tørrede sine øjne. – Man ved, hvad det er at miste, sagde hun. Sværmen var borte. Agnes stod alene ved graven. Hun så ned på kisten med dens kranse, plettede af sandet … Og hun stirrede frem over vejene, hvor alle folk gik hjem til livet igen. Det var Bai mellem de to damer i sørgeslør – de lange slør. Og det var de to herrer med fodposerne … det var Katinkas brødre … som havde takket på familiens vegne – Lille-Jensen skulle spise på Møllen efter anstrengelsen. Frøken Helene havde ondt i fødderne i for små støvler … Der gik de alle … Og skyndte sig. Agnes bøjede hovedet. Hun følte et vredt ubehag mod dette lille liv, som skyllede videre hjem ad alle veje. Der kom nogen bag hende. Det var Lille-Bentzen med en stor æske. – Det er en krans, frøken, sagde han. Jeg ville hellere bringe den selv. Den kom med middagstoget. Lille-Bentzen tog kransen ud af æsken. – Den er fra Huus, sagde han. – Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog kransen og så på de halvvisne roser. – Hvor den har været smuk. – Ja, sagde Bentzen. Køn har den været. De stod lidt. Agnes knælede halvt ned og lod kransen glide forsigtigt ned på kisten. Rosernes blade spredtes i faldet. Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og græd. En karl kom hen til dem. – Hvis frøkenen – der skulle lukkes … – Ja, vi kommer. – Degnen giver mig vel lov til at være her, sagde Agnes. Agnes og Bentzen gik stille hen ad vejen. Karlen stod allerede og ventede ved porten. Med hænderne i kåbelommerne blev Agnes stående og så på karlen, der lukkede porten og satte hængelås på. Lille-Bentzen snøftede stadig lidt, da han sagde farvel og gik. Agnes blev længe stående foran den lukkede port. * * * * * Bai var meget hos Abels. Fru Abel kunne ikke holde den tanke ud, at han sad dernede, alene, i de øde stuer … – Når man selv kan sidde ved en hyggelig lampe, sagde fru Abel. Hun og hendes Louise-Ældst hentede ham efter ottetoget. – Blot hjem om lampen, sagde fru Abel. Louise-Ældst var helt som hjemme på stationen. Hun måtte vande blomsterne i en fart, før de gik. Fru Abel stod ved siden af. – De var hendes yndlinge, den kære, sagde hun mildt. Den kære var Katinka. – Men amplen, sagde Louise-Ældst. Den tørster også. Hun nikkede til amplen. Bai måtte holde på stolen, når Louise-Ældst vandede amplen. Hun stod på tæerne med vandkanden og viste sin skønhed. – Hun glemmer ikke noget, sagde fru Abel. Amplen fik vand, så det plaskede på gulvet. – Marie tørrer vel op, sagde Louise-Ældst skarpt ud i køkkenet. Hun stod altid et sekund i døren til spisekammeret og "så efter". Louise-Ældst havde så hurtige fingre, når der var gemt en sød rest på en tallerken. De gik hjem om lampen. Louise-Ældst skænkede te i hvidt forklæde. På Ida-Yngst måtte der kaldes og kaldes. – Hun skriver, sagde enkefruen i sin krog. Ida-Yngst skrev altid i en underlig upåklædt tilstand. – Bøsse-Sa har glemt sine manchetter, sagde enkefruen. – Nå, sagde Bøsse-Sa. Bøsse-Sa var i det hele taget i uorden. – Han er her jo ikke, sagde enkefruen. Efter bordet fik Bai sin toddy til "Dagstelegrafen". Louise-Ældst broderede. Enkefruen sad og så "øm" ud. – Det er som hjemme, De skal føle Dem. Det er blot det, vi vil. Når Bai var færdig med avisen, spillede Louise-Ældst. Hun sluttede med en af Katinkas små melodier. – Den spillede hun, den kære, sagde enkefruen og så på portrættet. Katinka hang med en immortelkrans under spejlet over sofaen. – Ja, sagde Bai. Han sad med foldede hænder. Ved lampen, efter toddyen, følte Bai altid en mild rørelse over sit "savn". Enkefruen forstod ham. – Men man har det forklarede minde, sagde hun. Og gensynet. – Ja. Bai førte de to fingre hen over øjnene. De talte om "den kære afdøde", mens Bai fik sit andet glas. Lille-Jensen sad i mørke ved sit vindue for at høre, når han gik. Lille-Jensen var mest i præstegården i den sidste tid. – Hos Abels holder de vist ikke af forstyrrelse, sagde Lille-Jensen. Frøken Jensen var kommet meget på stationen de første uger efter dødsfaldet. – En kvinde hjælper, hvor hun kan, sagde hun på Møllen. – Ja, sagde møllerens frue. Frøken Helene strakte benene fra sig og så på sine filttøfler. – Og den kære Katinka – frøken Jensen kaldte hende Katinka efter hendes død – har forvænt ham. Lille-Jensen tog en slags overopsyn på stationen. – Hvad nytter det med en pige? sagde hun. Hun kom efter skoletid med spånkurv og Bel-ami. Bel-ami havde sin egen kurv ved kakkelovnen. Hun gik lydløst omkring og lavede livretter. Når bordet var færdigt, havde hun tøjet på. Bai bad hende dog endelig blive og spise det stykke smørrebrød med ham. – Ja, hvis De hellere vil, at jeg bliver, sagde Lille-Jensen. – Det er jo i hvert fald et levende væsen, sagde hun beskedent. Bel-ami kom på plads igen, og de spiste. Lille-Jensen trængte sig ikke på med samtale. Hun sad der som den stille deltagelse, mens Bai tog for sig af livretterne. Han var begyndt at få sin appetit igen. Efter bordet spillede de en fåmælt piquet. Klokken ti gik frøken Jensen. – Jeg var ved graven, sagde hun, med en blomst. Frøken Jensen passede graven. Hun hørte Bel-ami hyle, mens hun gik hen ad vejen hjem. Hun tog den ikke op. Frøken Jensen gik i dybe tanker. Hun tænkte på at sælge sin skole. Hun havde altid passet bedre til en plads, hvor en dame med dannelse var som fruen i huset. Men i de sidste to, tre måneder kom frøken Jensen ikke mere ret meget på stationen. Hun satte ikke pris på at blive regnet til de påtrængende. Fru Abel forstod hun ganske enkelt ikke. Om aftenen sad hun ved vinduet for at høre – om han i det hele taget slap hjem. – Graven plejer jeg, sagde hun på Møllen. * * * * * – Satan til fruentimmer, så de vimser. Kiær viftede i kontoret med sin hat, som om han ville holde fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham i døren. – Satan, så der vimses, sagde Kiær. Kiær skulle til København og ville have Bai med. – Trænger sgu til det, gamle dreng, trænger sgu svært til det … – At få luft i lungerne … – Gamle ungkarl … – Ud på keglebanen, sagde han. Bai kunne sgu ikke bestemme sig til det … du – så kort efter … – Men trænge til luft i lungerne – det kunne han jo nok. Otte dage efter rejste de. Fru Abel og Louise-Ældst pakkede kuffert. Bai strakte sig i sædet og spændte sine armmuskler, da de rullede af sted. – På rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham på en station. – En junker-svip … To glade unghaner … Den indiskrete lo og smækkede med tungen, så det gav et knald. Bai sagde: – Ja, vi skal jo ind og se, hvordan den vrikker. Han slog Kiær på begge knæene og sagde igen: – Vrikker – du gamle … De rullede af sted og vinkede til den indiskrete, som råbte efter dem. De blev med det samme meget lystige, brugte grove ord og klaskede sig op og ned ad benene. – Så går den en gang igen, en gang igen, sagde Bai. – Hvad er vi til, vi mennesker, sagde Kiær. – Adam, du gamle, sagde Bai. De lo og snakkede. Kiær var glad. – Nu kender man dig igen, sagde han, du gamle lampepudser … – Nu kender man dig. Bai blev pludselig alvorlig. – Ja, gamle ven, sagde han, det har været traurige tider. Han sukkede to gange og lænede sig lidt tilbage i sædet. Så sagde han igen i en glad tone: – Du – vi tager Nielsen. – Hvad for en Nielsen, sagde Kiær. – En lille fløjtenant, du, kender … – Man ved jo ikke de nye steder – gamle … Så ham i præstehuset … Rask fyr … Kender … – Når der skal være gilde … De begyndte at gabe og blive mere stille. De sov ind hver på sit sæde og sov til Frederits. Der drak de meget cognac mod "nattekulden". Bai gik ud på perronen. Vogne blev rangeret, og der var en klemten med klokker og en signaleren, så man ikke kunne høre noget. Bai stod under en lygte midt i mængden og lod sig puffe til. – Gamle, sagde han til Kiær og gned hænderne, mens han så ned ad perron og bane. Hvad du? – Leben er det, sagde Kiær. Damerne smuttede rundt op og ned ad trinene, rødmossede af søvnen, under rejsehætterne. – Og de kvindfolk, sagde Bai. Der blev råbt og klemtet. – Passagererne til Strib – passagererne til færgen … Med halvelleve-toget var Bai i København. De fandt løjtnant Nielsen på en fjerde sal i Dannebrogsgade. Møblementet var et klædeskab med en hængende dør, der viste en ensom uniformsvest, og en rørstol med et vandfad. Løjtnanten lå i bunden af sengen på en hømadras. – Feltfod, sagde han. Man har jo sine kahytter "anderswo", forstander. Bai sagde, at de skulle "se staden". – Sådan stederne, sagde han, forstår De … Løjtnant Nielsen forstod. – De vil se markedet, sagde han. Stol på mig: vi skal se markedet. Han kom i bukserne og begyndte at skrige på en madam Madsen. Madam Madsen stak et stykke sæbe ind ad døren med en nøgen arm. – Man lever i familien, sagde løjtnanten. Han skummede madam Madsens sæbe op ad armene. De aftalte et sted, hvor de skulle mødes for at se på Kasinos danseben. – Og så ser vi markedet, sagde Bai. Løjtnanten lånte ti øre af madam Madsen og kørte så straks ud til "Knejpen". Knejpen var en lille rar ølhave i Pilealléen. Her holdt "de af Banden" til på keglebanen og ved kortene. Banden var tre sekondløjtnanter og to hørhårede herrer fra Landbohøjskolen. Da Nielsen kom, var herrerne allerede ved l'hombren, i skjorteærmer, med hattene i nakken. – Nå – tvillinger, sagde Nielsen. – Går den? – Man spæder den op, sagde den ene af de hørhårede og trak på skuldrene. – Svævende, mente en af løjtnanterne. – Meget svævende, sagde den anden. Banden levede på ordet "svævende". Man sagde det en gang rundt hvert kvarter med sære tonefald og små bevægelser med hånden. – Svævende – – Man må spæde den op, sagde Nielsen. Banden spædede op med bajere og "hunkøn". – Jeg har nappet et par "givere", sagde Nielsen. – Givere – hvad Satan – Nielsen? De hørhårede skubbede hatten bagud. – Et par ældre "givere", tvillinger … Tvillingerne slog med ølflaskerne i bordet til ære for finderen. De mødte op om aftenen i Kisten, efter at Nielsen havde set på "danseben" med Kiær og Bai. Nielsen hentede nogle rødmossede piger, som drak banko med dem. De slog koket "de to ældre herrer fra provinsen" over fingrene. Bai sagde "pivain" og sådan ældre ord fra sine løjtnantsdage. De to hørhårede tålte aldrig noget. De sad halvt lallende og sagde: – Gamle svinebørster. Og de hang over skuldrene på Bai og Kiær. De blev ved med at drikke alle sammen. – Uf, dog, gamle støvle. – Væk med hænderne. Bai blev øm af alt det, han havde drukket. … Bai vidste ikke, hvordan det gik til. Løjtnanterne var pludselig forsvundet med de rødmossede … – De er fløjet, sagde Kiær. – De to herrer sidder så alene … Det var en ældre lille dame, der stak sin næse hen til bordet … * * * * * Der var gået otte dage. Kiær havde forretninger om formiddagen. Bai sov mest. Kiær kom hjem, ind på værelset. – Hvad, sover du, sagde han. – Ja, man er sgu uoplagt, sagde Bai og gned øjnene på sofaen. – Hvad er klokken? – To. – Så må vi af sted. Bai kom op af sofaen. – Satan til strygebræt, sagde han. Han var øm i alle lemmer. Han fik sig klædt på. De skulle ud at se på gravsten. Bai ville købe Katinkas gravsten i København. Han havde været hos tre, fire stenhuggere og havde ikke kunnet bestemme sig. Kiær var lidt utålmodig over at skulle rundt med ham mellem alle de sten. – Det er jo smukt af dig, gamle ven – det er jo meget smukt af dig … – Men hun ligger sgu lige godt. Bai var halvt rørt, mens han gik rundt mellem alle disse kors og søjler med marmorduer og englehoveder. I dag måtte han bestemme sig, den sidste dag. Han tog et stort gråt kors med et par marmorhænder, der mødtes til håndtryk under livets sommerfugl. Bai stod længe foran korset med de to hænder og sommerfuglen. – Smuk tanke, sagde han og førte fingrene hen over øjnene. Tro, håb og kærlighed. Kiær forstod ikke altid, hvad Bai mente, når han sørgede. – Ja, net tanke, sagde han. De var i Det Kongelige om aftenen. Efter teatret skulle de ud på Broen. – Jeg siger sgu tak, sagde Kiær, for at varme bænke og vente på det slæng. Kiær gik hjem. Bai gik af sted alene. De skulle sgu ikke sige, at han ikke havde holdt den gående til slut. Han kom ind i lokalet. Der var ingen af Banden kommet, og han satte sig oppe på galleriet og ventede. – Nej, tak, han skulle ikke have noget … En soda. Han sad og så ned i salen gennem tobaksrøgen på de otte piger, som sad i kreds på tribunen. Og han så på tilskuerne. – Sgu lutter unge fyre … – Skuffens bedrøvere, tænkte Bai. Han sad og så. – Unge fyre, sagde han igen. Der blev råbt og slået med stokkene dernede. Det var en engelsk danserinde, som energisk slog skørterne op over hovedet. Bai havde set de skørter flyve hver aften. Og han så næsten arrigt ned på de begejstrede stokke. – Det var noget at trampe for, sagde han. Han skyllede sodavandet ned og blev ved med at se på salen. De otte piger sad som en række søvnige høns på en pind. Og de unge fyre skrålede for at bilde sig selv ind, at det var morsomt … Han havde ventet næsten tre kvarter, og Banden kom ikke. – Forresten så han det gerne – at de blev borte – med deres "rødmossede" … – En gammel "jomfru" kunne man vel finde selv … – De to "landboer" med deres "gamle svinebørster". Bai så over mod den anden side. Et par unge herrer gantede sig med to unge piger. Den ene var ung og frisk, med et par små smilehuller … Den unge mand bøjede sig frem og stjal kys under hendes slør. Banden blev stadig væk. Og Bai følte næsten noget som vrede og forargelse. Imens blev han ved med at se på disse to duer, som næbbedes … – Der kom sgu ingen … – Nå – når de har flået en. Og lokalet begyndte at blive tomt. Der blev færre nede på gulvet, og fra galleriet forsvandt par efter par ned ad trappen. Røgen og lugten af øl lå tyk og tung over bordene med de forladte glas. Oppe på galleriet trippede kun en ældre dame frem og tilbage og nikkede forførende til Bai. De havde allerede skruet gassen halvt ned. Bai sad endnu med hovedet i begge hænder og stirrede på den øde og beskidte sal. Han svor en ed, da han rejste sig. Den ældre dame vimsede ved lågen. – Den herre er her endnu, sagde hun. – Nej – i hede helvede. Bai tømte hele sin vrede i det skub, han gav den ældre dame. – Hvad, hvinede damen – sådan behandler man en dame … en husejerinde … Kiær var i seng. – Nå, sagde han. Morede I jer? Bai fik støvlerne af. – De var der slet ikke, sagde han halvhøjt. – Bagas, sagde Kiær. Bai klædte sig af uden at tale. Han lå lidt ved det tændte lys. Så slukkede han det. – Er man gnaven, gamle, sagde Kiær. – Nå … Godnat. – Men man begynder at blive gammel, sagde Bai. – Ja, sagde han igen, langsomt. Det er tingen af det … Kiær vendte sig i sengen. – Sludder, sagde han. – Men du tager den for voldsomt, gamle … Man må have øvelsen, unghane – og tage den med ro … – Så kan man drive den, sagde han. – Behageligt. Kiær tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunne ikke falde i søvn. Det var, som om han lugtede øl den halve nat, og han lå og kastede sig. Næste morgen, da han pakkede kuffert, faldt Katinkas fotografi ud mellem to lommetørklæder. Det var fru Abel, som havde givet ham det med. Hun havde set ømt på det og pakket det ind i silkepapir. – Den kære, havde hun sagt. Louise-Ældst, "min sidste", havde været arrig. – Pyh – skal han ikke have en spilledåse med … – Til at spille "de kære melodier" … Louise, min sidste, havde en slem vane med at vrænge efter sin mamma, når noget gik hende imod. Enkefruen havde stille lagt portrættet ned mellem de to lommetørklæder. – Han skal have det stykke af hjemmet med … Bai tog portrættet op fra gulvet og sad og så på det med svømmende øjne. * * * * * Familien Abel var på stationen for at tage imod Bai. Stuerne var påskerene og skinnende, med hvide gardiner og luft af rengøring. Bai sad til bords i sofaen. – Man kommer hjem til sin huslighed, sagde han. – Hjemme i reden. Han spiste og drak, som om han ikke havde fået mad på hele rejsen. Enkefru Abel havde våde øjne af at sidde og se kærligt på "vor hjemkomne". Han fortalte om rejsen. – Teatrene, sagde enkefruen. – Sæsonen – – Gravsten havde han købt … Fanden til pris … – Det tænker man jo ikke på, sagde enkefruen, den sidste kærlighedsgerning. – Ja, det var det – han havde sagt til Kiær … den sidste kærlighedsgerning, sagde Bai. Louise-Ældst blev aldrig færdig med sine små overraskelser. – Ikke se, sagde hun. Hun holdt ham for øjnene, mens enkefruen tog låget af det sidste ragoutfad. – Ja, hvad hun har lavet, sagde enkefruen og smilede. Min ældste. – Man er dog alle husdyr, sagde Bai. Han lagde begge hænder på bordet og så glad frem for sig, mens han holdt hvil. * * * * * Det var i oktober. Der var helt fuldt på perronen til eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og dem fra Møllen. Enkefruen skulle rejse for at indrette hjemmet til Ida, hendes yngste. – Louise følger efter, sagde hun og tog sin sidste om hovedet. Hun er en hjemmefugl. – Hun kommer først til brylluppet, sagde hun. Brylluppet skulle stå hos "min søster etatsrådinden". – Der fandt de hinanden, sagde enkefruen. Toget blev meldt, og Bai kom med godsseddel og billet. – Han har været mit forsyn, sagde enkefruen og nikkede til ham. Toget kom ned over engen. – Hils så Ida, sagde Gamle Pastor. Vi tænker på hende den dag. – Det ved vi, sagde enkefruen. Vi ved, hvor der er gode tanker. Hun var rørt og kyssede rundt. – Ja, sagde hun, det er en rejse for at miste … Toget var der. – Nå, lille frue, sagde Bai. Det er tid. – Og – min Louise – – De passer jo på hende … Bai havde allerede proppet hende ind i kupeen … Farvel, fru Linde … Farvel … Louise sprang op på togtrinet og kyssede … – Sidst, sagde hun. – Louise, skreg enkefruen. Toget var begyndt at køre. Bai fangede Louise, min sidste … Der blev viftet og vinket, til man ikke så toget mere. Lindes gik hjem ad vejen med dem fra Møllen. Louise-Ældst ville se noget i posttasken og løb ind i kontoret foran Bai. De lo derinde, så man hørte det ude på perronen. Lille-Jensen var sunket hen, lænet til en pæl. Banekarlen havde fået mælkespandene væk fra perronen og skiftet sporet. Og frøken Jensen stod der endnu, alene, lænet til sin pæl. Lindes var hjemme. Gamle Pastor sad med Agnes i dagligstuen, mens "mor" så efter teen. Der var halvmørkt. Gamle Pastor kunne knap se Agnes, som hun sad ved klaveret. – Synger du en, sagde han. Agnes lod hænderne glide lidt, langsomt, op og ned ad tangenterne. Så sang hun med halv stemme, med sin mørke alt, sangen om Marianna: Under gravens græstørv sover Stakkels Marianna – Kommer piger, græder over Stakkels Marianna – Der blev stille i den mørke stue. Gamle Pastor blundede lidt med foldede hænder. ### Ordliste - **degnen**: mand, der hjælper præsten i kirken - **bedemand**: en, der ordner begravelser - **proprere**: pænere, mere ordentligt - **gammen**: glæde - **vemodigt**: stille og trist - **fjederhammen**: fuglens fjer (her: vingerne) - **arneflammen**: ilden i et hjem - **immortelkrans**: krans af tørrede blomster, der ikke visner - **amplen**: den hængende urtepotte - **spånkurv**: let kurv af tynde træstykker - **rangeret**: flyttet fra et spor til et andet - **Leben**: liv (tysk ord) - **anderswo**: et andet sted (tysk ord) - **gantede sig**: drillede og kyssede for sjov - **skuffens bedrøvere**: unge handelsmænd i butikker - **etatsrådinden**: kone til en mand med titlen etatsråd