# Min gamle Kammerat (niveau B1) *Herman Bang* ## MIN GAMLE KAMMERAT. Herman Bang Til Julius Schiøtt. —Nej, er det dig? At man skulle træffe dig her… —Nej, men du gode! Det er Kristian! —Ja, i egen høje person. Nej, at man skulle træffe dig! —Men kom dog og sæt dig, mand. Jeg havde næsten ikke kendt dig… —Det tror jeg nok. Når man farer sådan uroligt rundt som du, glemmer man let sine gamle venner. —Nej, min gamle ven, tværtimod. Det er netop da, man husker dem. —Nå, et paradoks! Så kender jeg dig igen, du gamle. Nej, at man virkelig skulle møde dig en gang… —Men sæt dig dog der i lænestolen, så jeg kan se på dig. Jo, du er helt den gamle, bortset fra skægget. Det er blevet tykkere. Husker du dengang, du passede de første dun med løgsaft? —Å ja… —Og så er du blevet tyk. —Og du er stadig lige tynd. Og du går stadig med for små støvler. —Det er blevet en vane. Jeg tror ikke, jeg kunne undvære det mere. Vi satte os. Ja, han var helt den gamle: de samme øjne, blå og troskyldige, den samme latter, så klar og varm. Jeg sad nogle øjeblikke og så på ham. Så sagde han: —Vi sidder og ser på hinanden. Og hver tænker om den anden: Hvor han har forandret sig i de otte år. —Otte år … er det otte år? —Ja, det er otte år. Var det virkelig så længe siden, vi havde set hinanden? I det øjeblik syntes jeg, at det var som i går, vi havde siddet sammen ved studentersoldene. Vi havde sovet side om side til forelæsningerne. Vi havde pantsat frakker for hinanden, når vi manglede penge, og gået med hinandens støvler. Og det var otte år siden. Vi talte om de gamle dage. Om de gamle morsomme ting, om soldene, om vores første teaterforestillinger. Hvor hjerterne dog havde haft let ved at banke i den tid! De gamle navne dukkede op. —Husker du ham? Og husker du ham? —Å jo. Hvad er der blevet af ham? —Han er juridisk fuldmægtig på Vestkysten. Han er blevet tyk og fed. —Han var den kønneste af os. —Det kan man ikke se længere. —Og Ramsay, den blonde? Hvor er han? Husker du ham? Huen på skrå over krøllerne, stokken i lommen, et blik fra siden til hver dame på Strøget. Nå, der var ikke plads til ham på fortovet, så stolt gik han. Han erobrede en verden ved hvert skridt… —Om jeg husker… —Han holdt altid tale for kvinden om lørdagen. Og han var altid forelsket, hver uge i en ny. Stakkel… —Han er i Indien, tror jeg. —I Indien? —Ja. Han var kommet på vejen nedad. De kaldte ham "Lån mig en krone". Og de gik uden om ham, når de så ham på gaden. Så tog han sig sammen en dag og rejste. —Ja så, til Indien. Ja, det er vel ikke det værste. —Therkildsen, ham med den store næse, kan du huske ham? Han som altid spillede "Tanten" på Salen. Han døde sidste år. Sådan dukkede navnene frem. *Den* var død, *den* var kommet i embede, *den* var gift, *den* var blevet borte. Vi sad sådan og snakkede. Så blev der en pause, og hver tænkte på sit, måske på det samme. Og næsten uden at vide det sagde jeg: —Ved du, Kristian, vi er ikke unge mere nu. —Tredive år. —Ja, tredive år. —Og du, du er jo blevet "berømt". —Ja, det er blevet sagt af en rus i et lørdagssold efter to. Men jeg ville hellere være atten år… —For at opnå hvad? —Opnå hvad? Ingenting af det, jeg har nået, du. Min gamle kammerat sad lidt. Så sagde han: —Ja, du, jeg er tilfreds. —Men du gode Gud! Vi snakker om alle andre, og om dig får jeg ikke det mindste at vide. Hvad er du egentlig? —Præst. —Præst? —Ja. Husker du ikke, at jeg studerede teologi? Å nej, det var jo *det*, vi talte mindst om. Jo, jeg er såmænd præst. —Hvor længe har du været det? —To år, min ven. —Og hvor? —På Lyø. —På … Lyø. —Ja. —Jaså. Det er langt væk, hva'? —Ja, det er det. Jeg så på ham. Hvordan var det dog gået til? Forældrene var jo rige. Deres bal i januar var det største, jeg havde været til. Dette dejlige hus på Gammeltorv, med de to lygter på porten. Den gamle portner, som lukkede porten så blidt og stille op og i. De lune trapper med tæpper på trinene. Og den runde, godmodige etatsrådinde med de rare, klare øjne, hun, som altid hjalp os, når vi manglede penge. Og Elisabeth … ja, Elisabeth, søsteren. Hvad var der mon blevet af hende? Så elegant hun var, rank og fornem, med det stille smil, der forbløffede mig så fuldstændigt. Hvor var hun elegant og rolig, sådan som hun bar sit hoved, og sådan som hun hilste … Hvor jeg havde sværmet for hende! Min første forelskelse … med håbløshed og gamle blomster og et billede, jeg havde stjålet fra Kristians album. Jeg sad og kyssede det til de filosofiske forelæsninger… Og nu … nu var han blevet præst på Lyø. Som om min gamle kammerat gættede mine tanker, sagde han: —Ja, min ven, der kan ske meget på otte år. —Ja, der kan ske meget. Vi sad lidt tavse. Så sagde han: —At far døde, hørte du vel. Det var vist kort efter, at du var rejst. —Ja, jeg hørte det helt kort. —Det var et sørgeligt dødsfald. Han ville jo ikke overleve ulykken. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg tav og ventede. —Ja, alt det vidste vi ikke noget om i den tid. I den første tid, da vi to var mest sammen. Men senere så vi hinanden mere sjældent. Hver fik jo sit at gøre og tænke på. Da fik jeg det jo at vide, lidt efter lidt. Jeg fik noget at vide og gættede mere. —Det var gået stærkt tilbage med fars forretning. Far havde altid "vovet" meget. Han havde strakt sin kredit til det yderste af, hvad det gamle navn kunne bære. Så kom der uheld efter uheld, tab efter tab. —Og så skulle det skjules, og der skulle dækkes over det. Og vi levede stadig mere fint og gav stadig større fester. Vi ville bedrage både mor og alle fremmede. Elisabeth og jeg var de eneste, som vidste det. —Den gamle kasserer havde i sin angst betroet mig det. —Ved du, det er frygteligt at leve i sådan et hus, som er lige ved at falde sammen. Det er, som om ruinen lurede i alle kroge. Og så larmen og festerne, og vi, der vidste det, som holdt øje med hinanden. Vi ville se, om vi spillede vores roller godt. —Og midt på et bal kunne Elisabeth og jeg mødes. Vi kunne trykke hinanden krampagtig i hånden, mens vi så på hinanden med et fortvivlet blik. Min gamle ven sad lidt, og stille sagde han: —Ja, den stakkels Elisabeth. —Hvorfor? Hvad er hun nu? Hun er vel gift? —Nej. Hun brød sin forlovelse. Den vinter … den vinter … den sidste vinter brød hun den pludselig. —Hvem var han? Var det ikke Thorsen? —Jo. Ved du, hun handlede rigtigt. Han havde forlovet sig med den rige pige. —Men … nå ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham. —Og han tog imod det, uden videre? Lod hende gå? —Min ven, hvad skulle han gøre? Han havde atten hundrede kroner om året, og Elisabeth havde brugt tre gange så meget på sine kjoler. Han var meget bedrøvet, tror jeg … Nu i foråret blev han gift. —Så stor var bedrøvelsen… —Å ja… Min ven strøg sig ned over øjnene. —Ser du, sagde han, det kan man ikke dømme om. Hjertesorg og hjertesorg er to ting. Og den er ikke ens for alle. —Og hvordan gik det så ellers? —Far holdt det gående til det sidste. Å, den sidste tid, du, da jeg vidste alting. Hvordan det hele hang i en tråd, da de løb rundt efter penge til vores veksler! Og det drejede sig om timer. Bankerne, forstår du, var begyndt at blive forsigtige. De holdt sig tilbage, de sagde nej, de gjorde vrøvl … og de accepterede ikke mere… —Jeg husker en gang. Der var blevet præsenteret en veksel i banken. Så kom der bud tilbage, at direktøren gerne ville tale med far personligt. Jeg var på kontoret hos far, da budet kom. Han så op og vendte sig, så kontoristen ikke kunne se hans ansigt. —Og vekslen? sagde han. —Ja, den blev ikke accepteret. Direktøren sagde en formfejl. —Godt. Vil De ringe? Der skal spændes for vognen. —Før gik far altid. Men i den sidste tid holdt han mest af at køre. Jeg tror, det var for at skjule sig, forstår du, for at være alene i det mindste den tid. Og vel også for at vise vognen. Far var bleg som et lig, da han skulle af sted. Han stod lidt foran spejlet. —Ser jeg meget dårlig ud? spurgte han. —Å nej, som du plejer. —Hvad betyder det med vekslen? spurgte jeg sagte. —Hvad det betyder? Og far sænkede stemmen: Hvad det betyder. De har ingen tillid mere. —Å, du, aldrig skal jeg glemme tonen i de ord. Så kørte han. Kassereren og jeg ventede i dødsangst. Det ville have været ruinen, hvis det ikke var gået i orden, ser du. Ruinen med det samme, og ingen redning. Der gik en halv time, før far kom tilbage. Kassereren turde ikke spørge, da han kom ind på kontoret. Men far havde sin gamle fornemme håndbevægelse fra de gode dage, da han sagde: —Det var naturligvis en misforståelse, gode Karlsen. Direktøren bad mig undskylde… Men det var ikke forbi med den dag, og værre dage kom. Du kender den ikke, den vekselpine, som grubler og regner og fortvivler og håber og fortvivler igen. Nu var det spil, bare fortvivlet spil. Før klokken tolv skulle pengene skaffes. Tusinder, du, tit titusinder. Og klokken ti, når han kom på kontoret, vidste far ikke, hvor de titusinder skulle komme fra. Han vidste det ikke mere end du og jeg… For der var ingen beregning mere, intet håb mere, desværre. Bare at trække det ud, at håne det, som måtte komme, og narre ruinen og elendigheden for en dag… Så kom disse to timer fra 10 til 12. Med grublen og regnen. Med at finde på udveje og prøve at låne. Med breve, skrevet med rystende pen. Og … og med livet i hænderne ventede vi på vores bud fra bankerne. Vi flyttede rundt på beløb, og vi fik forlænget veksler. Bare at få renterne, bare at få dem. Alt liv, hele tilværelsen blev suget op af disse to timer. Dette grusomme mareridt af venten og plattenslageri, ja, du, for det blev det. Og af angst. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke blive på fars kontor, for det ville vække opmærksomhed. Og han havde jo desuden besøg. Han måtte sidde der, kvarter efter kvarter. Han måtte tale om ligegyldige ting og høre tykmavede etatsråder fortælle om middage. Og imens sad han i dødsskræk for hele eksistensen. Nej, derinde kunne jeg ikke være. Tit gik jeg oppe i spisestuen rundt om bordet, i lang tid. Det var, som om det dulmede. Mor kom ind. —Hvad er der dog, Kristian? sagde hun. Du farer rundt. Har du tandpine? Hvad er der dog i vejen… —Ingenting. Jeg tænkte bare på noget. Og jeg gik for ikke at gøre hende urolig. Hjemme kunne jeg ikke være, og ude heller ikke. Jeg kunne gå på gaden og tvinge mig til at læse plakater og se ind ad butiksruder. Og lige pludselig fór det gennem mig: Det er sket, det er kommet. Og angst løb jeg hjem. Men når jeg nærmede mig torvet, turde jeg alligevel ikke gå hjem. —Tænk, hvis det var sket… En dag havde far givet ordre til, at han ikke ville forstyrres. Ingen måtte gå ind til ham. Jeg vidste, hvad det betød: at det var det yderste. Jeg gik ind på kontoret. Far sad ved skrivebordet. Han havde lagt panden ned mod bordkanten. Hele hans skikkelse var ligesom faldet sammen. Jeg stod lidt og ventede. Så løftede far hovedet og sukkede og tog hurtigt fat på et brev. Jeg gik et par skridt, og han hørte mig og fór sammen. —Er det dig? sagde han hårdt. Hvad vil du? Jeg så på hans ansigt, og jeg kendte ham næsten ikke igen. Så angst og så sløvt et blik på samme tid. —Men far, sagde jeg, far, er der da … intet håb? Men et øjeblik efter, jeg ved ikke hvordan, lå vi med hovederne ind mod hinanden. Og far, han … græd med hovedet mod min skulder. —Nå, så til arbejdet, sagde han. Så længe der er liv, er der håb. Og aldrig glemte han at sige: —Intet til mor, ikke et ord til mor … Hun må ikke ane det, hun ville ikke overleve det. Hun overlevede det. Og når så pengene var skaffet, og budene kom hjem fra bankerne, og vekslerne var i orden … Så var det, som om en vild trang til at leve, til at nyde, kom over far. Han havde altid før selv haft enkle vaner. Nu var det fineste ikke godt nok til ham. Vinene kunne ikke blive dyre nok for ham, og der var ikke lækre ting nok til hans gane. Han holdt af sarte og bløde stoffer på sin krop. Det var silkeundertrøjer og silkestrømper og silketæpper til hans seng. Og pelse og overfrakker og paletoter i det uendelige… Mor sagde tit: —Ja, det siger jeg, det er de gamle år, som bliver tossede. Får vi ikke en laps ud af jeres far… Og så lo mor, og i grunden var hun glad ved at se ham så velklædt og så silkeklædt. Og køn var han også, du, smuk og imponerende til det sidste. Slank og elegant og smidig. Og så denne stemme, som du husker. Den vidste ikke, hvad det var at skrige eller bare blive skarp. Den kunne kun ryste, når han var meget bevæget. Men altid rullede den ordene så jævnt frem, ligesom over blød filt. Det var blevet skik, at vi først spiste frokost klokken et, når "den hede tid" var ovre. Så kom far op. Aldrig havde han set så ung ud. Så længe jeg kunne huske, havde han aldrig haft så spændstig en gang. Så snart far kom, var det, som om hele huset på én gang blev trukket op ligesom et urværk. Det blev en feberagtig og springende munterhed. Som om alle trængte til støj, som om alle ville være lykkelige … en sidste gang. Far gik sjældent ned på kontoret efter frokost. Han blev oppe. Der var jo ingen forretninger mere. Der var bare kampen for dagen, og den var kæmpet til næste dag. Vi kørte ture, vi tog ud på landstedet. Far havde tusinde idéer. Han arrangerede og fandt på. Jeg husker en aften. Der havde været gæster hos os, og far havde sunget. Du ved, han havde sådan en smuk sangstemme. Så stod mor henne ved flyglet, da far kom hen og ville slukke lysene. Hun lagde armene om hans hals og sagde: —Ja, er det ikke, hvad jeg altid har sagt? Det er først årene, der bringer den rigtige lykke. Hvor hurtigt far slukkede lysene. En anden dag var vi ude på landet. Å, du, det med landstedet, da det blev solgt. Det var en af de tungeste dage, som kom bagefter. Husker du, hvor der var smukt derude? Sommeraftener … Vinløvgangen langs med Strandvejen. Når man gik der i mørket, og inde i havestuen var der lys og hjemligt og muntre stemmer. Så mange aftener gik vi der, vi unge, i de forelskede dage, du. To og to, vi talte og tav, lykkelige bare ved at gå der og være hinanden nær… Der var det også, at Elisabeth og Thorsen blev forlovet. Det var en sommeraften. Vi kom ind fra haven, vi havde spist på højen. Så sagde Thorsen med ét, i højt humør: —At så dannede folk kan møblere så smagløst! Og han begyndte at flytte et par stole. Du kendte Thorsen, hvordan hans idéer kunne smitte. Der gik ikke fem minutter, før vi alle løb rundt med noget og flyttede og regerede… På et kvarter var hele stuen lavet om. Så ville vi også vende op og ned på det næste værelse. Men far sagde: —Nej, lad det være. Her skal ikke forandres. Herinde blev mor og jeg forlovet, og det så ud, som det gør i dag. Her skal det blive… Lidt efter var Elisabeth og Thorsen blevet borte. Oppe på højen, tror jeg, fik han sagt hende … hvad han havde på hjerte. —Men, du, hvor jeg springer i det! Det går sådan. Alle minderne kommer på én gang, og man ved ikke … det standser ikke, og det ene tager det andet. Det var det, jeg ville fortælle dig. Om den aften, den sidste aften, vi var ude på landstedet. Det var kun far og mig. Mor og Elisabeth var taget til en koncert. Far tog min arm, og vi gik haven rundt. Sneen var smeltet på plænerne, og rundt om spirede det første grønne. Jeg brød en rød ribsblomst af. —Se, der er allerede blomster, sagde jeg. Hvornår mon der skal plantes hyacinter ud? —Du kan sige det til Hansen, sagde far. Men jeg vil forandre det i år. Jeg vil have franske bede på midtplænen og et rosarium rundt om drivhuset. Jeg må huske at tale med etatsråd Knudsen om det. Vi kan tage en del originaltræer med hjem fra Nizza. Alt det andet er dog kludder. Og mens vi gik, talte han uden at stoppe og havde hundrede planer. Men da vi kom op til havetrappen, holdt han pludselig inde. Han tav ligesom med et ryk. Korthuset faldt vel sammen med ét. Virkeligheden var der. Og da vi kom ind, gik han stille rundt i værelserne. Han standsede tit og så sig om. Han gik ovenpå, og han kom tilbage, og igen gik han ind i mors værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede. Til sidst kom han ud. Jeg så, at han havde grædt. —Kom, sagde han stille, nu går vi. Og jeg vidste så sikkert, at vi to var her for sidste gang. Stille lukkede han alle dørene. Han løftede lyset en sidste gang og så ind over dagligstuen. Jeg havde det, som om vi lukkede for et lig derinde. —Men er du ikke træt af at høre på mig, min ven? Vi har jo hver især selv så meget at tænke på. Det er lidt meget at belaste en fremmed med sådan en ladning jammer, som ikke kommer ham ved. —Å nej, jeg træt? Hvad mener du? Jeg har da lidt hjerte i livet. —Ja, det ved jeg … Og jeg har aldrig fortalt nogen alt dette, ingen. Og når man så begynder, så er det … ja, som sagt: Det ene kommer, og det andet følger med. —Hvor længe varede det så? —Det var i maj, det skete. Den nittende maj. Vi var midt i flytningen til landstedet. Far ville derud. Han havde ingen ro på sig. Han ville vel også lede mors opmærksomhed væk, og … min… For nu til sidst … prøvede han jo også … at berolige mig. Vekseljagten hørte op. Pengene var der, udbetalingerne blev gjort… Jeg spurgte kassereren, om der virkelig var penge. Ja, der var aldrig mangel. Og den gamle mand bøjede sit gamle grå ansigt over bøgerne og så ikke på mig. —Men hvordan går det til, Karlsen? Hvordan kan det gå til? Så pludseligt? Så mange penge? —I så stor en forretning—og gamle Karlsen blev ved med at skrive sine tal—kan det jo hurtigt skifte. Etatsråden har før haft held, sagde han. Og jeg turde ikke spørge mere. Angst så jeg bare morgen efter morgen på Karlsens gamle ansigt. Det blev gulere dag for dag under det hvide skæg. Jeg prøvede at berolige mig selv. Og midt under et selskab, når far sad som vært i den høje spisestue, midt for bordet … Bordet strålede af alt husets gamle sølv under den store lysekrone. Og jeg så mor, så sikker og så lykkelig, midt i alt det velvære, hun var vokset op i. Da blev jeg overfaldet af en forfærdelig angst. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg frygtede. Men jeg kunne have skreget højt af fortvivlelse og angst… Nå, så kom denne forfærdelige dag. Som sagt, vi var midt i flytningen. Mor og Elisabeth havde allerede været ude på landstedet tre-fire dage. Om morgenen netop den dag var jeg taget derud. Hele formiddagen var jeg oppe på mit værelse og stillede mine bøger op og ordnede alt til sommeren… Jeg vidste ikke, hvor tiden var blevet af, da tjeneren kom op og sagde, at maden stod på bordet. Men etatsråden var rigtignok ikke kommet hjem. —Far ikke? —Nej, men etatsrådinden mente, det var bedst at spise. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev straks angst og løb ned. Elisabeth stod nede i vestibulen og ventede på mig. —Elisabeth, sagde jeg, hvor er far? —Far er ikke kommet hjem, sagde hun. Larsen siger det. Vi var begge helt blege. Og fortvivlet sagde Elisabeth: —Å Gud, å Gud, hvad skal det dog blive til … Der sker en ulykke. Vi gik ind og satte os til bordet for ikke at skræmme mor. —Hvor det ligner far, sagde hun. Han vil ikke have flyttedagsmad. Kræsen junker, så bliver han inde. Og vi sad blege og forvirrede og lyttede efter enhver støj. Kunne det ikke være far, som kom? Og vi rørte næsten ikke maden. —Nå, sagde mor, I er også kræsne? I spiser ingenting… Vi tvang nogle mundfulde ned og så på hinanden. Da vi rejste os fra bordet, kunne jeg ikke holde det ud mere. Det var, som om jeg skulle kvæles af uro og angst. Jeg sagde, at jeg måtte ind til byen i et ærinde. Og jeg lod spænde for vognen og kørte. Mor stod på verandaen og råbte ud til mig: —Hils far, den kræsenpind. Jeg bad kusken køre hurtigt, og jeg syntes, det varede en evighed, inden vi nåede byen. Jeg så etatsråd Knudsen uden for sporvognsventesalen. Han stod og slog ud med armene for en herre, demonstrerede og talte højt. —Det er om det, han taler, sagde jeg til mig selv. Det er om os, han taler. Jeg tvivlede ikke mere. Jeg blev ved med at sige højt: —Det er om os. Det er om os. Og jeg vidste ikke, hvad jeg selv sagde. Jeg kom ind i gaderne. Min angst steg, da jeg så husene i Bredgade og hørte stenbroen under hjulene. Da vi kom hjem, stod porten vidt åben. Vognen holdt. Inde på trappen stod portnerkonen og græd. —Hvad er der? Hvad er der dog? —Å Gud, å Gud, sagde hun, sådan en ulykke. Og jeg løb forbi hende ind på kontoret. Alle kontoristerne havde forladt deres pulte. De stod i klynger og talte i munden på hinanden. Og da de så mig, blev de stille, alle på én gang, og så ned i gulvet … Som var det i dette nu, det skete, hører jeg denne pludselige stilhed. Og lyden af linealen, som gled ned fra en af pultene og faldt på gulvet. Karlsen kom ind fra fars kontor og så mig. —Er De der? sagde han. Han kunne næsten ikke tale. Han trak mig ind til sig: Ved Deres mor det? —Hvad? Hvad dog? —Hva' … Karlsen så på mig og trak mig ind på kontoret. —Karlsen, sagde jeg, hvor er far? Karlsen svarede ikke. Han vred de foldede hænder og svarede ikke. —Karlsen, hvor er han? Er far død? Jeg sagde det sagte, uden lyd. —Hvornår? Og i samme nu greb jeg Karlsen i skulderen: —Karlsen, pengene … er der noget falsk… Og Karlsen kastede sig ned foran fars pult og hulkede fortvivlet. —Hvordan det kom, hvordan han sagde det, hvordan jeg spurgte. Hvad jeg oplevede i de sekunder. Det kan man ikke fortælle. Når jeg tænker på det, er det, som om hjertet stod stille. Og alt kommer tilbage, som var det sket i går. Om morgenen, sagde Karlsen, var etatsråden gået tidligt ud. Karlsen tænkte, at det var for at skaffe penge. Hen imod klokken tolv kom han hjem … Han havde talt hårdt til et par kontorister, som sad og snakkede over pultene. Og så var han gået ind på sit kontor. Lidt efter gik Karlsen derind… —Jeg måtte tale om en veksel, en stor veksel, som skulle betales. På det firma, som … som vi i den sidste tid havde så mange forretninger med… Da Karlsen kom ind på kontoret, sad far bøjet over en åben skuffe i skrivebordet. Og Karlsen så, at han hele tiden skubbede nogle papirer hen over noget i skuffen. Han spurgte om vekslen. —Ja, der kommer penge, sagde far og blev siddende. —Men det er den yderste tid, Hr. Etatsråd, sagde Karlsen. —Ja, sagde far, det ved jeg. Han sad lidt. —Ja, sagde han igen, det er blevet den yderste tid. Han spurgte, hvad klokken var, og Karlsen gik. Der gik det ene kvarter efter det andet, og der kom ingen penge. Karlsen gik hen og bankede på kontordøren. Der blev ikke svaret. Han tog i døren og mærkede, at den var låst… Min ven holdt inde og tav lidt. —Ja, du, det var sket. Den stakkels far havde … havde ikke villet overleve sin ruin og sin skam. Og ved du, mens jeg hørte alt det, tænkte jeg slet ikke på døden. At han var død, far. Jeg tænkte kun på én ting: om man kunne redde æren. —Hvor meget er der falsk? spurgte jeg. —Å Gud… —Karlsen, hvor meget? —Som om det nyttede. Hvad skal det hjælpe? —De ved det jo i banken—og Karlsen vred sine hænder—direktøren ved det i banken. —Og der er kun den ene falsk? —Det ved jeg ikke. —Sig mig det. De må sige mig det, Karlsen. —Nej, nej … Jo, jeg tror, der er flere. Der må være flere. —Hvornår skal de betales? —I disse dage. Jeg rejste mig. Mit hoved har aldrig været så klart som i de øjeblikke. —Nå, sagde jeg, hvor meget er der i alt? —Måske hundrede tusinde. —Og hvor meget behøves der nu? —Det halve. Jeg var allerede henne ved døren. Karlsen sagde sagte: —Vil De ikke se ham? —Siden. Jeg skaffede disse penge. Mor havde særeje … Selv om vi var fallit, kunne det ikke være uret at redde fars minde med vores egne penge. Og da jeg havde fået pengene, kom jeg til at tænke på dem derude. Ja, jeg havde ikke tænkt på dem før. På Elisabeth og på mor, som intet anede… Jeg kørte hjem til Gammeltorv, og jeg gav Karlsen pengene. Tårerne løb ham ned over kinderne og faldt ned på anvisningerne, mens han talte dem. —Karlsen, sagde jeg, hvor har De lagt ham? —I etatsrådindens værelse. Jeg gik op, ind i værelset … hvor jeg ser det … alle stolene, stillet i en række, med hvide stykker over. Og … far, lagt hen i hast på chaiselongen, lagenet kun halvt over. Den ene arm var faldet ned over kanten … Jeg løftede den ikke op, du… Min ven fór sammen og knugede stolens arm. —Men jeg … så hans ansigt… Der gik nogle minutter. Ingen af os talte. Jeg ville tage Kristians hånd … men gjorde det ikke. Jeg blev siddende stille, til han talte igen. —Ja, ja, det var en forfærdelig dag … Og så om aftenen … mor og Elisabeth… Da jeg kom derud om aftenen, mødte jeg lægen i vestibulen. —Gå ind til Deres mor, sagde han. Hun venter. Ja, kan jeg beskrive mors sorg for dig? Hvordan hun sad hen og hele tiden vuggede på stolen, mens hovedet ligesom slingrede helt løst. Og hun løftede kun en gang imellem hænderne og lod dem falde. Og hun sagde det samme, altid det samme: —Ja, min stakkels mand—min stakkels mand … idiotisk, tonløst: Ja, min stakkels mand. Elisabeth sad ved vinduet i en krog. Jeg gik hen til hende. —At du først kommer nu, sagde hun. Hvis du havde vidst min angst. —Jeg kunne ikke komme før. Elisabeth så på mig. Jeg har aldrig set et ligs ansigt så blegt. Og jeg forstod det, som hun ikke kunne spørge om. —Det er dækket, sagde jeg. Jeg følte hendes arme knuge sig om min hals. Vi gik hen til mor, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men hun hørte ikke. Mildt tog hun vores hænder væk fra sit hoved. Og hun blev bare ved med at gentage i samme tone: —Ja, min stakkels mand—min stakkels mand. Så kom den værste tid, min ven. Når uroen er forbi, og smerten rigtig kan få tid. Så sætter den sig lunt til ro i vores liv. Den er daglig gæst ved alt, hvad vi gør … For mor blev det hårdest. Hun havde ikke ventet, ikke anet det mindste af ulykken. Og i den første tid var det tabet og sorgen over den døde. At han var gået bort, ham, som hun havde elsket i de lange år… Men siden, min ven, da vores liv blev plyndret for alt det, vi havde levet i. Alt det velvære, vi var vant til at sidde i. Og vi stod så at sige tilbage i de tomme stuer, med de bare vægge i livet. Ser du, så kom der langsomt en fortvivlet utilfredshed og en fortvivlet følelse af skam… Og hun tålte ikke, at vi nævnte fars navn. Hun undgik alt, som bare kunne minde om ham. Og til andre tider strømmede hun over af de voldsomste bebrejdelser mod den døde. Og hun jamrede i lange taler over den stakkels Elisabeth og passede hende med sygelig ømhed… Elisabeth var blevet syg til sidst og lå i sengen. Mor ville aldrig gå ud, aldrig ned på gaden. Og havde hun været ude, kom hun fortvivlet hjem. Og hun vidste om *den*, som havde leet ad hende. Og om den, som havde vendt sig bort eller var drejet af for ikke at hilse. Lægen blev bekymret, og han mente, at forandring af luft, af sted var det eneste, som kunne hjælpe. Elisabeth pressede på og bad mig, og så … Ja, det havde jo egentlig altid været min plan. Jeg ville blive i København, tage graden og gå universitetsvejen. Men nu var mor syg, og de skulle leve af mig… Så var det, jeg blev præst. Jeg ville hellere være min egen mand end stå under en anden som kapellan. Og så var det netop ledigt, embedet på Lyø. Og så fik jeg det, og så flyttede vi derover. —Og *der* har I levet siden. —Ja. Vi sad lidt, og jeg sagde: —Og din mor, har hun det bedre nu? —Å, ja, det er jo den store glæde for Elisabeth og for mig. Mor er kommet over det, du. Derovre, hvor ingen kender hende, hvor ingenting minder hende, er det, som om alt næsten var blevet gammelt. Hun går omkring i stuerne, fin og gammel, mellem sine gamle møbler. Og bønderne kalder hende "Hendes Nåde". Jo, du, mor er kommet over det… Det er jo det, som glæder os to… —Og din søster? —Hun har taget en lille gerning op. Hun holder skole for øens pigebørn … I begyndelsen kunne det jo nok ske om aftenen, når vi sad om lampen. Lange aftener, hver i sine tanker. Så kunne der komme noget over os som en fortvivlelse, så vi næsten skulle kvæles under det. Og vi så på hinanden. Pludselig stod vi begge op og tog lidt tøj på, og vi gik ned langs stranden. Der blev vi ved med at gå i stormen, op og ned, op og ned. Det var, som om det dulmede. Sommetider trykkede Elisabeth min arm, fast og krampagtigt. Vi talte sjældent. Men siden tog det daglige liv os ind. Vi lærte at få interesse for alt det små, vi levede med. Og nu … nu er vi lykkelige… Ja, min ven, du ved det ikke. Sådan en lille eksistens, hvordan den binder. Med sine små glæder og sine små sorger og sin stilhed. Og med de samme begivenheder, som altid og regelmæssigt kommer tilbage… Og så postdagen, når vi venter på båden, og den endelig kommer. Så skynder vi os hjem med brevene og aviserne. Og mor får fat i sin pincenez og føljetonen. Og Elisabeth søger *sit*, og hver sidder vi med sit under lampen. Så læser vi om gamle venner. Vi finder gamle navne, som bringer minder med sig om … den tid, som er forbi… Vi taler om jer, alle jer, som udretter noget ude i den store verden. Og imens sidder vi i vores krog. Ja, vi har tid til at ønske godt for jer og følge, hvad I gør. Sådan er det, når man selv er kommet til ro. Når man sidder hen, du, og dog ikke er helt unyttig i sin krog. Så får man tid til at holde af jer, I tumlemennesker. Hvor mange gange tror du ikke, jeg har talt om dig derhjemme om aftenen? Og sommetider ler vi også lidt. I ser tit så morsomme ud med jeres mange krumspring, når man ser dem på afstand. Hvad mig angår, har jeg jo mit arbejde. Der er meget at gøre netop på så lille et sted, du. Der lærer man hver enkelt så godt at kende, og det, som trykker ham … Og deres fattige liv har ikke megen glæde. Der tror jeg nu, at det er os, som skal bringe lidt lys og glæde. For ser du, gamle ven, at undertrykke og holde nede i frygt, det er let. Men at lære dem at bære det liv, som er, glade og med håb, det tror jeg nu er gerningen. Men det mener vi vel ikke det samme om, du og jeg, om de ting… Man får også interesse for alting, du. For eksempel for dyrene. Vi holder af dem, hvert eneste et, og deres liv er som en del af vores eget. Vi følger dem i alt … Den dag, køerne skal på græs, pynter Elisabeth gården med blomster. Og alle mand går vi med ud på marken. Å ja, det er nu noget, du ikke forstår. Men det giver os glæde. Og bøgerne bliver kære for en. Det er såmænd mange gange, som om jeg talte med dem. Så husker man, da man som helt ung læste dem for første gang. Og tit og ofte dukker jeres gamle ansigter op omkring mig, og jeg tænker på … den tid. Jo, et lille liv er lykkeligt, stille og lykkeligt. Og så føler man, at her kan man klare det, man skal, og her elsker de en… De tror lidt på mig, og jeg holder af dem… Men hvor jeg sidder og snakker, jeg, som ingenting har oplevet og ikke har set noget. Og du, som har levet og set så meget, du får ikke lov til at sige et eneste ord. Sådan er jeg… —Jeg har ikke noget at fortælle… —Pyh, du ikke … Men hvad er det, vander du høns? Er du blevet så glad over gensynet? Og min gamle ven bøjede sig ned over mig, og han holdt mit hoved mellem sine hænder. —Nå, nå, sagde han, gamle dreng—gamle dreng. ### Ordliste - **etatsråd**: fin titel, som vigtige mænd kunne få af kongen. - **soldene**: fester for studenter, hvor man drikker meget. - **rus**: ny student i det første år. - **embede**: fast stilling for staten, for eksempel som præst. - **krampagtig**: hårdt og stift, af angst eller spænding. - **veksel**: et papir, hvor man lover at betale en sum penge på en bestemt dag. - **lig**: en død person. - **plattenslageri**: snyd med penge. - **eksistens**: et liv; den måde, man lever på. - **dulmede**: gjorde smerte eller angst mindre. - **laps**: en mand, der tænker meget på sit fine tøj. - **særeje**: penge, der kun tilhører den ene i et ægteskab. - **anvisningerne**: en slags papirer, der har med penge at gøre. - **sad hen**: sad sløvt uden at gøre noget. - **gerning**: arbejde, man føler, man skal gøre. - **tumlemennesker**: måske: urolige mennesker, der farer rundt i verden. - **vander du høns**: græder du.