# Min gamle Kammerat (niveau A2) *Herman Bang* ## Min gamle kammerat Herman Bang Til Julius Schiøtt. —Nej, er det dig? At man skulle møde dig her… —Nej, men du gode! Det er Kristian. —Ja, i egen høje person. Nej, at man skulle møde dig! —Men kom dog og sæt dig, mand. Jeg kendte dig næsten ikke igen… —Det tror jeg nok. Du farer sådan rundt. Så glemmer man let sine gamle venner. —Nej, min gamle ven, tværtimod. Så husker man dem netop. —Nå, et paradoks! Så kender jeg dig igen, du gamle. Nej, at man virkelig skulle møde dig en gang… —Men sæt dig dog dér i lænestolen, så jeg kan se på dig. Jo, du er helt den gamle. Kun skægget er anderledes. Det er blevet tykkere. Husker du dengang? Du smurte saft fra løg på de første små hår. —Åh ja. —Og så er du blevet tyk. —Og du er stadig lige tynd. Og du går stadig med for små støvler. —Det er blevet en vane. Jeg tror ikke, jeg kan leve uden det mere. Vi satte os. Ja, han var helt den gamle. Han havde de samme øjne, blå og uskyldige. Han havde den samme latter, så klar og varm. Jeg sad nogle øjeblikke og så på ham. Så sagde han: —Vi sidder og ser på hinanden. Hver af os tænker om den anden: Hvor han har forandret sig. I de otte år. —Otte år? Er det otte år? —Ja, det er otte år. Var det virkelig så længe siden, vi havde set hinanden? I det øjeblik syntes jeg, det var som i går. Vi havde siddet sammen ved studenterfesterne. Vi havde sovet side om side til forelæsningerne. Når vi manglede penge, havde vi lånt penge på vores frakker for hinanden. Vi havde gået med hinandens støvler. Og det var otte år siden. Vi talte om de gamle dage. Om de gamle sjove ting, om festerne, om vores første teaterforestillinger. Hvor let hjerterne dog havde banket i den tid. De gamle navne dukkede op. —Husker du ham? Og husker du ham? —Åh jo. Hvad er der blevet af ham? —Han er jurist på Vestkysten. Han er blevet tyk og fed. —Han var den kønneste af os. —Det kan man ikke se længere. —Og Ramsay, den blonde? Husker du? Hvor er han? Husker du ham? Huen sad skævt over krøllerne, og stokken sad i lommen. Han så fra siden på hver dame på Strøget. Nå, der var ikke plads til ham på fortovet. Så stolt gik han. Han vandt en verden ved hvert skridt… —Om jeg husker… —Han holdt altid tale for kvinden om lørdagen. Og han var altid forelsket. Hver uge i en ny. Stakkel… —Han er i Indien, tror jeg. —I Indien? —Ja. Det gik nedad med ham. De kaldte ham "Lån mig en krone". De gik uden om ham, når de så ham på gaden. Så tog han sig sammen en dag og rejste. —Ja så. Til Indien. Ja, det er vel ikke det værste. —Therkildsen, ham med den store næse, kan du huske ham? Han spillede altid "Tanten" på Salen. Han døde sidste år. Sådan dukkede navnene op. *Den* var død, *den* havde fået fast arbejde, *den* var gift, *den* var borte. Vi sad sådan og snakkede. Så kom der en pause, og hver tænkte på sit. Måske tænkte vi på det samme. Og næsten uden at vide det sagde jeg: —Ved du hvad, Kristian? Vi er ikke unge mere nu. —Tredive år. —Ja, tredive år. —Og du, du er jo blevet "berømt". —Ja, det sagde en ny student til en lørdagsfest efter to. Men jeg ville hellere være atten år… —For at nå hvad? —Nå hvad? Ingenting af det, jeg har nået, du. Min gamle kammerat sad lidt. Så sagde han: —Ja, du, jeg er tilfreds. —Men du gode Gud! Vi snakker om alle andre. Og om dig får jeg ikke det mindste at vide. Hvad er du egentlig? —Præst. —Præst? —Ja, husker du ikke, at jeg studerede teologi? Åh nej, det var jo *det*, vi talte mindst om. Jo, jeg er skam præst. —Hvor længe har du været det? —To år, min ven. —Og hvor? —På Lyø. —På—Lyø. —Ja. —Ja så. Det ligger langt fra alting, ikke? —Ja, det gør det. Jeg så på ham. Hvordan var det dog gået til? Hans forældre var jo rige. Deres bal i januar var det største, jeg var til. Jeg huskede det dejlige hus på Gammeltorv med de to lygter på porten. Jeg huskede den gamle portner, som lukkede porten op og i, så blidt og stille. Jeg huskede de varme trapper med tæpper på trinene. Og jeg huskede den runde, godmodige etatsrådinde med de rare, klare øjne. Hun hjalp os altid, når vi manglede penge. Og Elisabeth, ja, Elisabeth, hans søster. Hvad var der mon blevet af hende? Hun var så elegant, så rank og fin. Hendes stille smil overraskede mig helt. Hun bar sit hoved så elegant og roligt. Og sådan hilste hun også… Hvor jeg havde været forelsket i hende! Hun var min første forelskelse… med håbløshed og gamle blomster. Og med et billede, som jeg havde stjålet fra Kristians album. Jeg sad og kyssede det til forelæsningerne i filosofi… Og nu, nu var han blevet præst på Lyø. Det var, som om min gamle kammerat gættede mine tanker. Han sagde: —Ja, min ven. Der kan ske meget på otte år. —Ja, der kan ske meget. Vi sad lidt tavse. Så sagde han: —Du hørte vel, at far døde. Det var vist kort efter, du var rejst. —Ja, jeg hørte det helt kort. —Det var en sørgelig død. Han ville jo ikke overleve ulykken. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg tav og ventede. —Ja, alt det vidste vi ikke noget om i den tid. Ikke i den første tid, da vi to så hinanden mest. Men senere så vi hinanden sjældnere. Vi fik jo hver vores at lave og tænke på. Da fik jeg det at vide, lidt efter lidt. Noget fik jeg at vide, og mere gættede jeg. —Det gik meget dårligt med fars forretning. Far havde altid "vovet" meget. Han havde lånt så meget, som det gamle navn kunne bære. Så kom der uheld efter uheld, tab efter tab. —Og så skulle vi skjule det. Vi levede og festede større og større. Vi gjorde det for at snyde mor og alle fremmede. Elisabeth og jeg var de eneste, som vidste det. —Den gamle kasserer var bange. Derfor fortalte han mig det. —Ved du, det er frygteligt at leve i et hus, som snart falder sammen. Det er, som om ruinen venter i alle hjørner. Og så larmen og festerne! Og vi, som vidste det, holdt øje med hinanden. Spillede vi vores roller godt? —Midt på et bal kunne Elisabeth og jeg mødes. Vi trykkede hinanden hårdt i hånden. Og vi så på hinanden med et fortvivlet blik. Min gamle ven sad lidt. Så sagde han stille: —Ja, den stakkels Elisabeth. —Hvorfor? Hvad er hun nu? Hun er vel gift? —Nej, hun brød sin forlovelse. Den vinter, den vinter… Den sidste vinter brød hun den pludselig. —Hvem var han? Var det ikke Thorsen? —Jo. Ved du, hun gjorde det rigtige. Han havde forlovet sig med den rige pige. Men… nå ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham. —Og han tog imod det? Bare sådan? Lod han hende gå? —Min ven, hvad skulle han gøre? Han havde atten hundrede kroner om året. Og Elisabeth havde brugt tre gange så meget på sine kjoler. Han var meget ked af det, tror jeg… Nu i foråret blev han gift. —Så stor var sorgen… Åh ja… Min ven førte hånden ned over øjnene. —Ser du, sagde han, det kan man ikke dømme om. Hjertesorg og hjertesorg er to ting. Den er ikke ens for alle. —Og hvordan gik det så ellers? —Far holdt det kørende til det sidste. Åh, den sidste tid, du, da jeg vidste alt! Alt kunne falde sammen når som helst. De løb rundt efter penge til vores veksler. Det handlede om timer. Bankerne, forstår du, var begyndt at blive forsigtige. De holdt sig tilbage. De sagde nej og gjorde vrøvl… og de ville ikke acceptere mere… —Jeg husker en gang. En veksel var blevet vist frem i banken. Så kom der besked tilbage. Direktøren ville gerne tale med far personligt. Jeg var på kontoret hos far, da en af vores folk kom med beskeden. Han så op og vendte sig, så kontoristen ikke kunne se hans ansigt. —Og vekslen? sagde han. —Ja, den blev ikke accepteret. Direktøren sagde, at der var en lille fejl i papiret. —Godt. Vil De ringe? Jeg skal bruge vognen. —Før gik far altid. Men i den sidste tid kørte han helst. Jeg tror, det var for at skjule sig, forstår du. Så var han alene i det mindste den tid. Og så vel også for at vise vognen frem. Far var bleg som et lig, da han skulle af sted. Han stod lidt foran spejlet. —Ser jeg meget dårlig ud? spurgte han. —Åh nej, som du plejer. —Hvad betyder det med vekslen? spurgte jeg stille. —Hvad det betyder? Og far sænkede stemmen. Hvad det betyder? De har ingen tillid mere. Åh, du, aldrig skal jeg glemme tonen i de ord. Så kørte han. Kassereren og jeg ventede i dødsangst. Hvis det ikke gik i orden, kom ruinen, ser du. Ruinen med det samme, og uden redning. Der gik en halv time, før far kom tilbage. Kassereren turde ikke spørge, da han kom ind på kontoret. Men far havde sin gamle, fine håndbevægelse fra de gode dage, da han sagde: —Det var naturligvis en misforståelse, gode Karlsen. Direktøren bad mig undskylde… Men det var ikke forbi med den dag, og der kom værre dage. Du kender den ikke, vekselpinen. Den tænker og regner og fortvivler og håber og fortvivler igen. Nu var det spil, bare fortvivlet spil. Inden klokken tolv skulle vi have pengene. Tusinder, du, tit titusinder. Far kom på kontoret klokken ti. Da vidste han ikke, hvor han skulle tage de titusinder fra. Han vidste det ikke mere end du og jeg… For der var ingen plan mere, intet håb mere, desværre. Bare at trække det ud. At le ad det, som måtte komme. At snyde ruinen og nøden for en dag… Så kom de to timer fra 10 til 12. Vi tænkte og regnede og fandt på udveje. Vi prøvede at låne. Vi skrev breve med rystende pen og… Vi ventede på vores folk fra bankerne, og vores liv lå i deres hænder. Vi flyttede rundt på beløb, og vi bad om mere tid til vekslerne. Bare at få renterne betalt, bare at få dem betalt. De to timer sugede alt liv op, hele tilværelsen. Det grusomme mareridt af venten og snyd. Ja, du, for det blev det. Og af angst. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke blive på fars kontor. Folk ville lægge mærke til det. Og han havde jo også besøg. Han måtte sidde der, kvarter efter kvarter. Han måtte tale om ligegyldige ting. Han måtte høre tykmavede etatsråder fortælle om middage. Og imens sad han i dødsangst for hele vores eksistens. Nej, derinde kunne jeg ikke være. Tit gik jeg oppe i spisestuen, rundt om bordet, i lang tid. Det var, som om det dulmede. Mor kom ind. —Hvad er der dog, Kristian? sagde hun. Du løber rundt. Har du tandpine? Hvad er der dog i vejen… —Ingenting. Jeg tænkte bare på noget. Og jeg gik, så hun ikke skulle blive urolig. Hjemme kunne jeg ikke være, og ude heller ikke. Jeg kunne gå på gaden og tvinge mig selv til at læse plakater. Jeg kunne se ind ad butiksvinduer. Og lige pludselig for det gennem mig: Det er sket. Det er kommet. Og jeg løb hjem i angst. Men når jeg kom nær torvet, turde jeg alligevel ikke gå hjem. Tænk, hvis det var sket… En dag havde far givet ordre til, at ingen måtte forstyrre ham. Ingen måtte gå ind til ham. Jeg vidste, hvad det betød. Det var det yderste. Jeg gik ind på kontoret. Far sad ved skrivebordet. Han havde lagt panden ned mod bordkanten. Hele hans krop var ligesom faldet sammen. Jeg stod lidt og ventede. Så løftede far hovedet og sukkede. Han tog hurtigt fat i et brev. Jeg gik et par skridt. Han hørte mig og for sammen. —Er det dig? sagde han hårdt. Hvad vil du? Jeg så på hans ansigt, og jeg kendte ham næsten ikke igen. Hans blik var så bange og tomt på samme tid. —Men far, sagde jeg, far, er der da… intet håb? Men et øjeblik efter, jeg ved ikke hvordan, lå vi med hovedet ind til hinanden. Og far, han græd med hovedet mod min skulder. —Nå, så til arbejdet, sagde han. Så længe der er liv, er der håb. Og aldrig glemte han at sige: Intet til mor. Ikke et ord til mor… Hun må ikke ane det. Hun ville ikke overleve det. Hun overlevede det. Og når pengene så var skaffet, kom vores folk hjem fra bankerne. Vekslerne var i orden. Så fik far ligesom en vild trang til at leve og nyde. Før havde han altid levet enkelt. Nu var det fineste ikke godt nok. Vinene kunne ikke være dyre nok. Der var ikke fine ting nok til hans mund. Han holdt af fine, bløde stoffer på sin krop. Det var undertrøjer af silke og strømper af silke og silketæpper til hans seng. Og pelse og overfrakker og endnu flere frakker, uden ende… Mor sagde tit: Ja, det siger jeg. Det er de gamle år, som bliver tossede. Får vi ikke en rigtig fin herre ud af jeres far… Og så lo mor. I grunden var hun glad for at se ham så pæn og klædt i silke. Og køn var han også, du, smuk og imponerende til det sidste. Han var slank og elegant og smidig. Og så hans stemme, som du husker. Den vidste ikke, hvad det var at skrige eller bare at blive skarp. Den kunne kun ryste, når han følte noget stærkt. Men ordene rullede altid jævnt frem, lige som over et blødt stof. Vi havde fået den vane, at vi først spiste frokost klokken et. Da var "den hede tid" ovre. Så kom far op. Aldrig havde han set så ung ud. Aldrig havde han haft så let en gang, så længe jeg kunne huske. Så snart far kom, blev hele huset på én gang trukket op, som et urværk. Alle blev muntre, hurtigt og uroligt, som i feber. Som om alle havde brug for støj. Som om alle ville være lykkelige, en sidste gang. Far gik sjældent ned på kontoret efter frokost. Han blev oppe. Der var jo ingen forretninger mere. Der var bare kampen for dagen. Den var forbi til næste dag. Vi kørte ture, vi tog ud på landstedet. Far havde tusinde idéer. Han arrangerede og fandt på. Jeg husker en aften. Der havde været gæster hos os, og far havde sunget. Du ved, han havde sådan en smuk sangstemme. Så stod mor henne ved det store klaver. Far kom hen og ville slukke lysene. Hun lagde armene om hans hals og sagde: —Ja, er det ikke det, jeg altid har sagt? Det er først årene, der bringer den rigtige lykke. Hvor far slukkede lysene hurtigt. En anden dag var vi ude på landet. Åh, du, det med landstedet, da det blev solgt! Det var en af de tungeste dage, som kom siden. Husker du, hvor smukt der var derude? Sommeraftener… Gangen under vinbladene langs Strandvejen. Når man gik der i mørket, var der lys inde i havestuen. Der var hyggeligt, og man hørte glade stemmer. Så mange aftener gik vi der, vi unge. I de forelskede dage, du, to og to. Vi talte og tav. Vi var lykkelige bare ved at gå der og være tæt på hinanden… Det var også der, Elisabeth og Thorsen blev forlovet. Det var en sommeraften. Vi kom ind fra haven. Vi havde spist oppe på højen. Så sagde Thorsen pludselig, i højt humør: —At så fine folk kan møblere så grimt! Og han begyndte at flytte et par stole. Du kendte Thorsen. Du ved, hvordan hans idéer kunne smitte. Der gik ikke fem minutter, før vi alle løb rundt med noget. Vi flyttede og bestemte… På et kvarter var hele stuen lavet om. Så ville vi også vende op og ned på det næste værelse. Men far sagde: Nej, lad det være. Her skal intet forandres. Herinde blev mor og jeg forlovet. Det så ud dengang, som det ser ud i dag. Sådan skal det blive… Lidt efter var Elisabeth og Thorsen væk. Oppe på højen, tror jeg, fik han sagt til hende… det, han havde på hjerte. Men, du, hvor jeg springer rundt! Sådan går det. Alle minderne kommer på én gang. Man ved ikke… Det stopper ikke, og det ene tager det andet. Det var det, jeg ville fortælle dig. Om den aften, den sidste aften, vi var ude på landstedet. Der var kun far og mig. Mor og Elisabeth var taget til en koncert. Far tog min arm, og vi gik rundt i haven. Sneen var smeltet på plænerne. Rundt omkring kom det første grønne op. Jeg brækkede en rød ribsblomst af. —Se, der er allerede blomster, sagde jeg. Hvornår skal vi mon plante hyacinter ud? —Du kan sige det til Hansen, sagde far. Men jeg vil lave om i år. Jeg vil have franske blomsterbede på midtplænen. Og en have med roser rundt om drivhuset. Jeg må huske at tale med etatsråd Knudsen om det. Vi kan tage en del originale træer med hjem fra Nizza. Alt det andet er jo noget rod. Og mens vi gik, talte han uden at stoppe og havde hundrede planer. Men da vi kom op til trappen til haven, stoppede han pludselig. Han tav ligesom med et ryk. Huset af kort faldt vel sammen på én gang. Virkeligheden var der. Og da vi kom ind, gik han stille rundt i værelserne. Han stoppede tit og så sig omkring. Han gik ovenpå, og han kom tilbage. Igen gik han ind i mors værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede. Til sidst kom han ud. Jeg så, at han havde grædt. —Kom, sagde han stille, nu går vi. Og jeg vidste så sikkert, at vi to var her for sidste gang. Stille lukkede han alle dørene. Han løftede lyset en sidste gang og så ind over dagligstuen. Jeg følte det, som om vi lukkede for et lig derinde. —Men er du ikke træt af at høre på mig, min ven? Vi har jo alle så meget selv at tænke på. Det er lidt meget at give en fremmed så megen sorg at bære. Den kommer ham jo ikke ved. —Åh nej, jeg træt! Hvad mener du? Jeg har da lidt hjerte i livet. —Ja, det ved jeg… Og jeg har aldrig fortalt nogen alt dette. Ingen. Og når man så begynder, så er det, ja, som sagt. Det ene kommer, og det andet følger med. —Hvor længe varede det så? —Det var i maj, det skete. Den nittende maj. Vi var midt i flytningen til landstedet. Far ville derud. Han havde ingen ro på sig. Han ville vel også lede mors tanker væk, og mine… For nu til sidst… prøvede han jo også… at gøre mig rolig. Jagten på penge til vekslerne holdt op. Pengene var der. Vi betalte det, vi skulle… Jeg spurgte kassereren, om der virkelig var penge. Ja, der manglede aldrig penge. Og den gamle mand bøjede sit gamle grå ansigt over bøgerne. Han så ikke på mig. —Men hvordan går det til? Karlsen, hvordan kan det gå til? Så pludseligt? Så mange penge? —I så stor en forretning… Og gamle Karlsen blev ved med at skrive sine tal. Der kan det jo hurtigt skifte. Etatsråden har haft held før, sagde han. Og jeg turde ikke spørge mere. Morgen efter morgen så jeg bare i angst på Karlsens gamle ansigt. Det blev gulere dag for dag under det hvide skæg. Jeg prøvede at gøre mig selv rolig. Så var der et selskab. Far sad midt for bordet i den høje spisestue. Under den store lysekrone strålede bordet af alt husets gamle sølv. Jeg så mor, så sikker og så lykkelig. Hun sad midt i alt det gode, som hun var vokset op i. Og midt i selskabet kom der en frygtelig angst over mig. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg var bange for. Men jeg kunne have skreget højt af fortvivlelse og angst… Nå, så kom denne frygtelige dag. Som sagt var vi midt i flytningen. Mor og Elisabeth havde allerede været ude på landstedet i tre-fire dage. Om morgenen netop den dag tog jeg derud. Hele formiddagen var jeg oppe på mit værelse. Jeg stillede mine bøger op og gjorde mig klar til sommeren… Jeg vidste ikke, hvor tiden var blevet af. Så kom tjeneren op og sagde, at maden stod på bordet. Men etatsråden var rigtignok ikke kommet hjem. —Far ikke? —Nej, men etatsrådinden mente, det var bedst at spise. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev straks bange og løb ned. Elisabeth stod nede i entréen og ventede på mig. —Elisabeth, sagde jeg, hvor er far? —Far er ikke kommet hjem, sagde hun. Larsen siger det. Vi var begge helt blege. Og fortvivlet sagde Elisabeth: —Åh Gud, åh Gud, hvad skal det dog blive til… Der sker en ulykke. Vi gik ind og satte os til bordet, så mor ikke skulle blive bange. —Hvor det ligner far, sagde hun. Han vil ikke have flyttedagsmad. Kræsen herre, så bliver han inde. Og vi sad blege og forvirrede. Vi lyttede efter hver lyd. Kunne det være far, som kom? Og vi rørte næsten ikke maden. —Nå, sagde mor, er I også kræsne? I spiser ingenting… Vi tvang et par mundfulde ned og så på hinanden. Da vi rejste os fra bordet, kunne jeg ikke holde det ud mere. Det var, som om uro og angst ville kvæle mig. Jeg sagde, at jeg havde noget at gøre i byen. Jeg bad om vognen og kørte. Mor stod på verandaen og råbte ud til mig: —Hils far, den kræsenpind. Jeg bad manden på vognen køre hurtigt. Jeg syntes, det varede en evighed, før vi nåede byen. Uden for ventesalen til sporvognen så jeg etatsråd Knudsen. Han stod og slog ud med armene for en herre. Han viste noget og talte højt. —Det er om det, han taler, sagde jeg til mig selv. Det er om os, han taler. Jeg tvivlede ikke mere. Jeg blev ved med at sige højt: Det er om os. Det er om os. Og jeg vidste ikke, hvad jeg selv sagde. Jeg kom ind i gaderne. Min angst voksede, da jeg så husene i Bredgade og hørte stenene under hjulene. Da vi kom hjem, stod porten helt åben. Vognen holdt. Inde på trappen stod portnerens kone og græd. —Hvad er der? Hvad er der dog? —Åh Gud, åh Gud, sagde hun, sådan en ulykke. Og jeg løb forbi hende ind på kontoret. Alle kontoristerne havde forladt deres pulte. De stod i små grupper og talte alle på én gang. Og da de så mig, blev de stille, alle på én gang. De så ned på gulvet… Det er, som om det sker i dette øjeblik. Jeg hører den pludselige stilhed. Og lyden af linealen. Den gled ned fra en af pultene og faldt på gulvet. Karlsen, den gamle kasserer, kom ind fra fars kontor og så mig. —Er De der? sagde han. Han kunne næsten ikke tale. Han trak mig ind til sig. Ved Deres mor det? —Hvad? Hvad dog? —Hvad… Karlsen så på mig og trak mig ind på kontoret. —Karlsen, sagde jeg, hvor er far? Karlsen svarede ikke. Han vred sine foldede hænder og svarede ikke. —Karlsen, hvor er han? Er far død? Jeg sagde det stille, uden lyd. —Hvornår? Og i samme øjeblik greb jeg Karlsen i skulderen. —Karlsen, pengene… er der noget falsk… Og Karlsen kastede sig ned foran fars pult og græd højt og fortvivlet. Hvordan det kom, hvordan han sagde det, hvordan jeg spurgte… Hvad jeg oplevede i de sekunder, det kan man ikke fortælle. Når jeg tænker på det, er det, som om hjertet står stille. Og alt kommer tilbage, som om det skete i går. Om morgenen, sagde Karlsen, var etatsråden gået tidligt ud. Karlsen troede, at det var for at skaffe penge. Hen imod klokken tolv kom han hjem… Han havde talt hårdt til et par kontorister. De sad og snakkede over pultene. Og så var han gået ind på sit kontor. Lidt efter gik Karlsen derind… —Jeg måtte tale om en veksel, en stor veksel, som skulle betales. Den var på det firma, som… Det firma, vi havde så mange forretninger med i den sidste tid… Da Karlsen kom ind på kontoret, sad far bøjet over en åben skuffe i skrivebordet. Karlsen så, at han hele tiden skubbede nogle papirer hen over noget i skuffen. Karlsen spurgte om vekslen. —Ja, der kommer penge, sagde far og blev siddende. —Men det er den yderste tid, Hr. Etatsråd, sagde Karlsen. —Ja, sagde far, jeg ved det. Han sad lidt. —Ja, sagde han igen. Det er blevet den yderste tid. Han spurgte, hvad klokken var, og Karlsen gik. Der gik det ene kvarter efter det andet, og der kom ingen penge. Karlsen gik hen og bankede på kontordøren. Ingen svarede. Han tog i døren og mærkede, at den var låst… Min ven stoppede og tav lidt. —Ja, du, det var sket. Den stakkels far havde… havde ikke villet overleve sin ruin og sin skam. Og ved du hvad? Mens jeg hørte alt det, tænkte jeg slet ikke på døden. Slet ikke på, at han var død, far. Jeg tænkte kun på én ting: om man kunne redde æren. —Hvor meget er falsk? spurgte jeg. —Åh Gud… —Karlsen, hvor meget? —Som om det nyttede… Hvad skal det hjælpe? De ved det jo i banken. Og Karlsen vred sine hænder. Direktøren ved det i banken. —Og er der kun den ene falsk? —Jeg ved det ikke. —Sig mig det. De må sige mig det, Karlsen. —Nej, nej… Jo, jeg tror, der er flere. Der må være flere. —Hvornår skal de betales? —I disse dage. Jeg stod op. Mit hoved har aldrig været så klart som i de øjeblikke. —Nå, sagde jeg, hvor meget er der i alt? —Måske hundrede tusinde. —Og hvor meget har vi brug for nu? —Det halve. Jeg var allerede henne ved døren. Karlsen sagde stille: —Vil De ikke se ham? —Siden. Jeg skaffede de penge. Mor havde penge, som kun var hendes… Vi kunne ikke betale vores gæld. Men det kunne ikke være forkert at redde fars minde med vores egne penge. Og da jeg havde fået pengene, kom jeg til at tænke på dem derude. Ja, jeg havde ikke tænkt på dem før. På Elisabeth og på mor, som intet anede… Jeg kørte hjem til Gammeltorv, og jeg gav Karlsen pengene. Tårerne løb ned ad hans kinder og faldt på anvisningerne, mens han talte dem. —Karlsen, sagde jeg, hvor har De lagt ham? —I etatsrådindens værelse. Jeg gik op, ind i værelset… Hvor jeg ser det… Alle stolene stod på række med hvide stykker over. Og… far lå på den lange sofa. De havde lagt ham der i hast. Lagenet lå kun halvt over ham. Den ene arm var faldet ned over kanten… Jeg løftede den ikke op, du… Min ven for sammen og greb hårdt om stolens arm. —Men jeg… så hans ansigt… Der gik nogle minutter. Ingen af os talte. Jeg ville tage Kristians hånd… men jeg gjorde det ikke. Jeg blev siddende stille, til han talte igen. —Ja, ja, det var en frygtelig dag… Og så om aftenen, mor og Elisabeth… Da jeg kom ud til landstedet om aftenen, mødte jeg lægen i entréen. —Gå ind til Deres mor, sagde han. Hun venter. Ja, kan jeg beskrive mors sorg for dig… Hun sad bare og vuggede hele tiden frem og tilbage. Hovedet hang helt løst. Kun en gang imellem løftede hun hænderne og lod dem falde. Og hun sagde det samme, altid det samme: —Ja, min stakkels mand—min stakkels mand… idiotisk, uden tone: Ja—min stakkels mand. Elisabeth sad ved vinduet i et hjørne. Jeg gik hen til hende. —At du først kommer nu, sagde hun. Hvis du havde vidst min angst. —Jeg kunne ikke komme før. Elisabeth så på mig. Jeg har aldrig set et ligs ansigt så blegt. Og jeg forstod det, som hun ikke kunne spørge om. —Det er dækket, sagde jeg. Jeg følte hendes arme hårdt om min hals. Vi gik hen til mor, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men hun hørte ikke. Blidt tog hun vores hænder væk fra sit hoved. Og hun blev bare ved med at gentage i samme tone: —Ja, min stakkels mand—min stakkels mand. Så kom den værste tid, min ven. Når uroen er forbi, får smerten rigtig tid. Den sætter sig rart til ro i vores liv. Den er som en gæst hver dag, i alt hvad vi gør… For mor blev det hårdest. Hun havde ikke ventet det. Hun havde ikke anet det mindste om ulykken. I den første tid var det tabet og sorgen over den døde. Han var gået bort, ham, som hun havde elsket i de lange år… Men siden, min ven, mistede vi alt det, vi havde levet i. Alt det gode, vi var vant til. Vi stod så at sige igen i de tomme stuer, med bare vægge i livet. Ser du, så kom der langsomt en fortvivlet utilfredshed og en fortvivlet følelse af skam… Hun tålte ikke, at vi nævnte fars navn. Hun undgik alt, som bare kunne minde om ham. Og på andre tider sagde hun de hårdeste ord om den døde. Hun jamrede i lange taler over den stakkels Elisabeth. Hun passede hende med en syg ømhed… Elisabeth blev syg til sidst og lå i sengen. Mor ville aldrig gå ud, aldrig ned på gaden. Og når hun havde været ude, kom hun fortvivlet hjem. Hun vidste om *den*, som havde grinet ad hende. Og om den, som havde vendt sig bort. Eller var gået en anden vej for ikke at hilse. Lægen blev bekymret. Han mente: Kun en forandring af luft og sted kan hjælpe. Elisabeth pressede på og bad mig, og så… Ja, det havde jo egentlig altid været min plan at blive i København. Jeg ville tage min grad og arbejde på universitetet. Men nu var mor syg, og de skulle leve af mig… Så var det, jeg blev præst. Jeg ville hellere være min egen mand end arbejde under en anden præst. Og pladsen på Lyø var netop ledig. Så fik jeg den, og så flyttede vi derover. —Og *der* har I levet siden. —Ja. Vi sad lidt, og jeg sagde: —Og din mor, har hun det bedre nu? —Åh ja, det er jo den store glæde for Elisabeth og mig. Mor er kommet over det, du. Derovre kender ingen hende, og intet minder hende om noget. Der er det, som om alt næsten var blevet gammelt. Hun går omkring i stuerne, fin og gammel, mellem sine gamle møbler. Og bønderne kalder hende "Hendes Nåde". Jo, du, mor er kommet over det… Det er jo det, som glæder os to… —Og din søster? —Hun har taget et lille arbejde op. Hun holder skole for øens piger… I begyndelsen kunne det jo nok ske. Vi sad om lampen om aftenen, de lange aftener, hver i sine tanker. Så kunne det komme over os som en fortvivlelse. Vi var lige ved at kvæles under det. Og vi så på hinanden. Pludselig rejste vi os begge og tog lidt tøj på. Og vi gik ned langs stranden. Der blev vi ved med at gå i stormen, op og ned, op og ned. Det var, som om det dulmede. Nogle gange trykkede Elisabeth min arm, fast og hårdt. Vi talte sjældent. Men siden tog det daglige liv os ind. Vi lærte at interessere os for alt det små, vi levede med. Og nu, nu er vi lykkelige… Ja, min ven, du ved det ikke. Sådan en lille eksistens, hvordan den binder en. Med sine små glæder og sine små sorger. Med sin stilhed. Og med de samme begivenheder, som altid og regelmæssigt kommer igen… Og så postdagen! Vi venter på båden. Endelig kommer den, og vi skynder os hjem med brevene og aviserne. Mor finder sine briller og historien i avisen. Og Elisabeth søger *sit*. Vi sidder hver med vores under lampen. Så læser vi om gamle venner. Vi finder gamle navne, som bringer minder med sig om… den tid, som er forbi… Vi taler om jer. Alle jer, som gør noget ude i den store verden. Imens sidder vi i vores hjørne. Ja, vi har tid til at ønske jer det godt og følge, hvad I gør… Sådan er det, når man selv er kommet til ro. Når man bare sidder der, du, og dog ikke er helt unyttig i sit hjørne. Så får man tid til at holde af jer, I urolige mennesker. Hvor mange gange tror du ikke, jeg har talt om dig derhjemme om aftenen? Og nogle gange ler vi også lidt. I ser tit så morsomme ud med jeres mange spring, når man ser dem på afstand. Hvad mig angår, har jeg jo mit arbejde. Der er meget at gøre, netop på så lille et sted, du. Der lærer man hver enkelt så godt at kende, og det, som gør ham tung. Og i deres fattige liv er der ikke megen glæde. Der tror jeg nu, at det er os, som skal bringe lidt lys og glæde. For ser du, gamle ven, det er let at gøre folk små. Og at holde dem nede i frygt. Men at lære dem at bære det liv, som er, glade og med håb… Det tror jeg nu er arbejdet. Men det mener vi vel ikke det samme om, du og jeg, om de ting… Man får også interesse for alting, du. For eksempel for dyrene. Vi holder af dem, hvert eneste dyr. Deres liv er som en del af vores eget. Vi følger dem i alt… Den dag, køerne skal på græs, pynter Elisabeth gården med blomster. Og vi går alle med ud på marken. Åh ja, det er nu noget, du ikke forstår. Men det giver os glæde. Og bøgerne bliver man glad for. Mange gange er det, som om jeg talte med dem. Så husker man, da man som helt ung læste dem første gang. Og tit dukker jeres gamle ansigter op rundt om mig. Og jeg tænker på… den tid. Jo, et lille liv er lykkeligt, stille og lykkeligt. Og så føler man, at her kan man klare det, man skal. Og her elsker de en… De tror lidt på mig, og jeg holder af dem… Men hvor jeg sidder og snakker! Jeg, som ingenting har oplevet og ikke har set noget. Og du, som har levet og set så meget… Du får ikke lov til at sige et eneste ord… Sådan er jeg… —Jeg har ikke noget at fortælle… —Pyh, du ikke… Men hvad er det? Vander du høns? Er du blevet så glad over at se mig igen? Og min gamle ven bøjede sig ned over mig. Han holdt mit hoved mellem sine hænder. —Nå, nå—sagde han—gamle dreng—gamle dreng. ### Ordliste - **paradoks**: noget, der lyder forkert, men som måske alligevel er rigtigt. - **etatsråd**: fin titel, som vigtige mænd kunne få af kongen. Kristians far er etatsråd, og hans mor er etatsrådinde. - **veksel**: et papir, hvor man lover at betale en sum penge på en bestemt dag. - **ruinen**: når man mister alle sine penge. - **tav**: var stille; sagde ikke noget. - **fortvivlet**: meget ked af det og uden håb. - **lig**: en død person. - **eksistens**: et liv; den måde, man lever på. - **dulmede**: gjorde smerte eller angst mindre. - **ane**: tro eller føle, at noget er sådan, uden at vide det. - **landstedet**: hus på landet, hvor byfolk bor om sommeren. - **kræsen**: vil kun have det bedste; spiser ikke alt. En kræsenpind er en person, der er kræsen. - **anvisningerne**: nok papirer, som giver ret til penge. - **Hendes Nåde**: fin måde at tale om en fornem dame på. - **vander du høns**: græder du? Man siger det for sjov.