# Eventyr (niveau B2) *H. C. Andersen* ## Prinsessen på ærten Der var engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en *rigtig* prinsesse. Så rejste han hele verden rundt for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen. Prinsesser var der nok af, men om det var *rigtige* prinsesser, kunne han ikke helt finde ud af; altid var der noget, som ikke var så rigtigt. Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse. En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen for at lukke op. Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men Gud, hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned ad hendes hår og hendes klæder, og det løb ind ad næsen på skoen og ud ad hælen. Og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse. “Ja, det skal vi nok få at vide!” tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget. Hun gik ind i soveværelset, tog alt sengetøjet af og lagde en ært på bunden af sengen. Derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten, og så endnu tyve ederdunsdyner oven på madrasserne. Der skulle prinsessen nu ligge om natten. Om morgenen spurgte de hende, hvordan hun havde sovet. “O, forskrækkeligt dårligt!” sagde prinsessen. “Jeg har næsten ikke lukket mine øjne hele natten! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er ganske brun og blå over hele min krop! Det er ganske forskrækkeligt!” Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, for hun havde mærket ærten gennem de tyve madrasser og de tyve ederdunsdyner. Så ømskindet kunne ingen være, undtagen en virkelig prinsesse. Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse. Og ærten kom på kunstkammeret, hvor den endnu er at se, hvis ingen har taget den. Se, det var en rigtig historie! ### Ordliste - **alle vegne**: alle steder, overalt. - **noget i vejen**: noget galt, et problem. - **bedrøvet**: ked af det. - **skyllede ned**: faldt meget kraftigt (om regn). - **ganske**: her: helt, virkelig. - **forskrækkeligt**: meget slemt, frygteligt. - **onde**: her: dårlige, slemme. - **næsen på skoen**: den forreste del af skoen. - **derpå**: derefter, så. - **ederdunsdyner**: meget bløde dyner med fjer fra en havfugl. - **brun og blå**: med mørke mærker på huden efter slag eller stød. - **ømskindet**: en person, hvis hud let gør ondt. - **til kone**: som sin hustru: han giftede sig med hende. - **kunstkammeret**: et rum, hvor en konge har kunst og sjældne ting. - **er at se**: kan ses. ## Kejserens nye klæder For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han brugte alle sine penge på at blive rigtig pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig heller ikke om komedie eller om at køre i skoven, undtagen for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen. Og ligesom man siger om en konge, at han er i rådet, sådan sagde man altid her: “Kejseren er i garderoben!” I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til; hver dag kom der mange fremmede. En dag kom der to bedragere. De gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene var farverne og mønstret noget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde også en forunderlig egenskab. De blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede til sit embede, eller som var utilladelig dum. “Det var jo nogle dejlige klæder,” tænkte kejseren. “Ved at have dem på kunne jeg finde ud af, hvilke mænd i mit rige der ikke duer til det embede, de har! Jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja, det tøj må straks væves til mig!” Og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde. De satte også to væverstole op og lod, som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på væven. Rask væk forlangte de den fineste silke og det prægtigste guld. Det puttede de i deres egen pose, og de arbejdede med de tomme væve, og det til langt ud på natten. “Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er med tøjet!” tænkte kejseren. Men han var ordentlig lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum eller passede dårligt til sit embede, ikke kunne se det. Nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv. Men han ville dog sende nogen først for at se, hvordan det stod til. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøjet havde, og alle var ivrige efter at se, hvor dårlig eller dum deres nabo var. “Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!” tænkte kejseren. “Han kan bedst se, hvordan tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!” Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve. “Gud bevare os!” tænkte den gamle minister og spilede øjnene op! “Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke. Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv. Den stakkels gamle minister blev ved med at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingenting. “Herre Gud!” tænkte han. “Skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Skulle jeg ikke due til mit embede? Nej, det går ikke an, at jeg fortæller, at jeg ikke kan se tøjet!” “Nå, De siger ikke noget om det!” sagde den ene, som vævede! “O, det er nydeligt! Ganske allerkæreste!” sagde den gamle minister og så gennem sine briller. “Dette mønster og disse farver! — Ja, jeg skal sige kejseren, at det behager mig særdeles!” “Nå, det fornøjer os!” sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved navn og det mærkelige mønster. Den gamle minister hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han. Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld; det skulle de bruge til vævningen. De stak alt i deres egne lommer, på væven kom der ikke en trevl, men de blev ved som før med at væve på den tomme væv. Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvordan det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden. Han så og så, men da der ikke var andet end de tomme væve, kunne han ingenting se. “Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!” sagde begge bedragerne og viste og forklarede det dejlige mønster, som der slet ikke var. “Dum er jeg ikke!” tænkte manden. “Det er altså mit gode embede, jeg ikke duer til? Det var løjerligt nok! Men det må man ikke lade sig mærke med!” Og så roste han tøjet, som han ikke så, og forsikrede dem om sin glæde over de skønne kulører og det dejlige mønster. “Ja, det er ganske allerkæreste!” sagde han til kejseren. Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj. Nu ville kejseren da selv se det, mens det endnu var på væven. Med en hel skare af udsøgte mænd, blandt dem de to gamle skikkelige embedsmænd, som før havde været der, gik han hen til begge de listige bedragere. De vævede nu af alle kræfter, men uden trevl eller tråd. “Ja, er det ikke magnifique!” sagde begge de skikkelige embedsmænd. “Vil Deres Majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver!” Og så pegede de på den tomme væv, for de troede, at de andre nok kunne se tøjet. “Hvad for noget!” tænkte kejseren. “Jeg ser ingenting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være kejser? Det var det skrækkeligste, som kunne ske mig!” “O, det er meget smukt!” sagde kejseren. “Det har mit allerhøjeste bifald!” Og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv; han ville ikke sige, at han ingenting kunne se. Hele følget, han havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det end alle de andre. Men de sagde ligesom kejseren: “O, det er meget smukt!” Og de rådede ham til at tage disse nye, prægtige klæder på første gang ved den store procession, som snart skulle finde sted. “Det er magnifique! Nysseligt, excellent!” gik det fra mund til mund, og de var alle sammen så inderligt fornøjede med det. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af vævejunkere. Hele natten før den formiddag, processionen skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændt. Folk kunne se, at de havde travlt med at få kejserens nye klæder færdige. De lod, som om de tog tøjet af væven, de klippede i luften med store sakse, og de syede med synål uden tråd. Til sidst sagde de: “Se, nu er klæderne færdige!” Kejseren kom selv derhen med sine fornemste kavalerer. Begge bedragerne løftede den ene arm i vejret, ligesom om de holdt noget, og sagde: “Se, her er benklæderne! Her er kjolen! Her kappen!” og så videre. “Det er så let som spindelvæv! Man skulle tro, man ingenting havde på kroppen, men det er netop dyden ved det!” “Ja!” sagde alle kavalererne, men de kunne ingenting se, for der var ikke noget. “Vil Deres kejserlige Majestæt nu allernådigst behage at tage Deres klæder af!” sagde bedragerne. “Så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store spejl!” Kejseren tog alle sine klæder af, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de nye, der skulle være syet. Og kejseren vendte og drejede sig for spejlet. “Gud, hvor de klæder godt! Hvor de sidder dejligt!” sagde de alle sammen. “Hvilket mønster! Hvilke farver! Det er en kostbar dragt!” “Udenfor står de med tronhimlen, som skal bæres over Deres Majestæt i processionen!” sagde overceremonimesteren. “Ja, jeg er jo i stand!” sagde kejseren. “Sidder det ikke godt?” Og så vendte han sig endnu en gang for spejlet! For det skulle nu se ud, som om han rigtig betragtede sin stads. Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gulvet, ligesom om de tog slæbet op. De gik og holdt i luften; de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunne se. Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel, og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: “Gud, hvor kejserens nye klæder er mageløse! Hvilket dejligt slæb han har på kjolen! Hvor den sidder velsignet!” Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet til sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke. “Men han har jo ikke noget på,” sagde et lille barn. “Herre Gud, hør den uskyldiges røst,” sagde faderen. Og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde. “Men han har jo ikke noget på,” råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, for han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: “Nu må jeg holde processionen ud.” Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var. ### Ordliste - **kjole**: her: en fin frakke til en mand. - **bedragere**: personer, der snyder andre. - **embede**: et fint arbejde for staten eller kongen. - **duer**: er god nok til noget, kan klare noget. - **væverstole**: maskiner, man laver tøj på. - **skikkelige**: ordentlige, ærlige. - **trevl**: en lille tynd tråd. - **magnifique**: fransk ord for pragtfuld. - **excellent**: fransk ord for fremragende. - **nysseligt**: gammelt ord for nydeligt. - **ridderkors**: et fint tegn på ære. - **vævejunkere**: en fin, opdigtet titel til en væver. - **kavalerer**: fine mænd ved hoffet. - **benklæderne**: gammelt ord for bukserne. - **tronhimlen**: et tag af stof, der bæres over en konge eller kejser. - **stads**: fint tøj, pynt. - **slæbet**: den lange del af en dragt, der hænger bag på den og slæber hen ad gulvet. ## Den standhaftige tinsoldat Der var engang femogtyve tinsoldater. De var alle brødre, for de var født af en gammel tinske. Geværet holdt de i armen, og ansigtet holdt de lige frem; rød og blå, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, som de lå i, var det ord: “Tinsoldater!” Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne. Han havde fået dem, for det var hans fødselsdag, og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede den anden livagtig, kun en eneste var lidt forskellig. Han havde ét ben, for han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok. Dog stod han lige så fast på sit ene ben som de andre på deres to, og det er netop ham, som bliver mærkværdig. På bordet, hvor de blev stillet op, stod meget andet legetøj, men det, som faldt mest i øjnene, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene. Udenfor stod små træer rundt om et lille spejl, der skulle se ud som en sø; svaner af voks svømmede på det og spejlede sig. Det var alt sammen nydeligt, men det nydeligste blev dog en lille jomfru, som stod midt i den åbne slotsdør. Hun var også klippet ud af papir, men hun havde et skørt på af det klareste linon. Over skulderen havde hun et lille smalt blåt bånd ligesom et gevandt. Midt i det sad en skinnende paillet, lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte begge sine arme ud, for hun var en danserinde. Og så løftede hun sit ene ben så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det. Han troede, at hun kun havde ét ben ligesom han. “Det var en kone for mig!” tænkte han. “Men hun er noget fornem, hun bor i et slot, jeg har kun en æske, og den er vi femogtyve om. Det er ikke et sted for hende! Dog, jeg må se at gøre bekendtskab!” Og så lagde han sig, så lang han var, bag en snustobaksdåse, der stod på bordet. Der kunne han rigtig se på den lille fine dame, som blev ved med at stå på ét ben uden at komme ud af balancen. Da det blev ud på aftenen, kom alle de andre tinsoldater i deres æske, og folkene i huset gik i seng. Nu begyndte legetøjet at lege, både at få fremmede, føre krig og holde bal. Tinsoldaterne raslede i æsken, for de ville være med, men de kunne ikke få låget af. Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og griflen gjorde kommers på tavlen. Det var et spektakel, så kanariefuglen vågnede og begyndte at snakke med, og det på vers. De to eneste, som ikke rørte sig af stedet, var tinsoldaten og den lille danserinde. Hun holdt sig så rank på tåspidsen med begge arme udad. Han var lige så standhaftig på sit ene ben, og hans øjne kom ikke et øjeblik fra hende. Nu slog klokken tolv, og klask, der sprang låget af snustobaksdåsen. Men der var ingen tobak i, nej, men en lille sort trold; det var sådan et kunststykke. “Tinsoldat!” sagde trolden. “Vil du holde dine øjne hos dig selv!” Men tinsoldaten lod, som om han ikke hørte det. “Ja, bi til i morgen!” sagde trolden. Da det nu blev morgen, og børnene kom op, blev tinsoldaten stillet hen i vinduet. Og enten det nu var trolden eller trækvind, fløj vinduet lige med ét op, og soldaten gik ud på hovedet fra tredje sal. Det var en skrækkelig fart. Han vendte benet lige i vejret og blev stående på kasketten med bajonetten nede mellem brostenene. Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned for at søge. Men skønt de var lige ved at træde på ham, kunne de dog ikke se ham. Havde tinsoldaten råbt: her er jeg! så havde de nok fundet ham, men han fandt det ikke passende at skrige højt, da han var i uniform. Nu begyndte det at regne, den ene dråbe faldt tættere end den anden, det blev en ordentlig skylle. Da den var forbi, kom der to gadedrenge. “Se du!” sagde den ene. “Der ligger en tinsoldat! Han skal ud at sejle!” Og så lavede de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han ned ad rendestenen. Begge drengene løb ved siden af og klappede i hænderne. Bevar os vel! Hvilke bølger der gik i den rendesten, og hvilken strøm der var; ja, det havde da også skylregnet. Papirsbåden vippede op og ned, og imellem drejede den så hurtigt, at det dirrede i tinsoldaten. Men han blev standhaftig, forandrede ikke en mine, så lige ud og holdt geværet i armen. Lige med ét drev båden ind under et langt rendestensbræt; der blev lige så mørkt, som om han var i sin æske. “Hvor mon jeg nu kommer hen,” tænkte han. “Ja, ja, det er troldens skyld! Ak, sad den lille jomfru dog her i båden, så måtte her gerne være dobbelt så mørkt!” I det samme kom der en stor vandrotte, som boede under rendestensbrættet. “Har du pas?” spurgte rotten. “Hid med passet!” Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere på geværet. Båden fór af sted, og rotten bagefter. Hu! Hvor den skar tænder og råbte til pinde og strå: “Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist pas!” Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede øjne den lyse dag foran, hvor brættet slap, men han hørte også en brusende lyd, der nok kunne gøre en tapper mand forskrækket. Tænk dog, rendestenen styrtede, hvor brættet endte, lige ud i en stor kanal! Det ville være for ham lige så farligt som for os at sejle ned ad et stort vandfald. Nu var han allerede så nær ved det, at han ikke kunne standse. Båden fór ud, og den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv, han kunne; ingen skulle sige om ham, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede tre-fire gange rundt og var fyldt med vand lige til randen; den måtte synke. Tinsoldaten stod i vand til halsen, og dybere og dybere sank båden, mere og mere løste papiret sig op. Nu gik vandet over soldatens hoved — da tænkte han på den lille nydelige danserinde, som han aldrig mere skulle få at se. Og det klang for tinsoldatens øre: “Fare, fare, krigsmand! Døden skal du lide!” Nu gik papiret i stykker, og tinsoldaten styrtede igennem — men blev i det samme slugt af en stor fisk. Nej, hvor det var mørkt derinde! Der var endnu værre end under rendestensbrættet, og så var der så snævert. Men tinsoldaten var standhaftig og lå, så lang han var, med geværet i armen. Fisken fór omkring og gjorde de allerforfærdeligste bevægelser. Endelig blev den ganske stille, og det fór som en lynstråle gennem den. Lyset skinnede ganske klart, og en råbte højt: “Tinsoldat!” Fisken var blevet fanget, bragt på torvet, solgt og kommet op i køkkenet, hvor pigen skar den op med en stor kniv. Hun tog med sine to fingre soldaten midt om livet og bar ham ind i stuen. Der ville de alle sammen se sådan en mærkværdig mand, der havde rejst rundt i maven på en fisk; men tinsoldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op på bordet, og der — nej, hvor det kan gå underligt til i verden! Tinsoldaten var i den selvsamme stue, som han havde været i før. Han så de selvsamme børn, og legetøjet stod på bordet: det dejlige slot med den nydelige lille danserinde. Hun holdt sig endnu på det ene ben og havde det andet højt i vejret; hun var også standhaftig. Det rørte tinsoldaten, han var lige ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende, og hun så på ham, men de sagde ikke noget. I det samme tog den ene af smådrengene soldaten og kastede ham lige ind i kakkelovnen, og han gav slet ingen grund til det. Det var bestemt trolden i dåsen, der var skyld i det. Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en hede, der var forfærdelig, men om den kom af den virkelige ild eller af kærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var helt gået af ham; om det var sket på rejsen, eller om det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte, at han smeltede, men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op. Vinden tog i danserinden, og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten, blussede op i lue og var borte. Så smeltede tinsoldaten til en klat, og da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte. Af danserinden derimod var der kun pailletten, og den var brændt kulsort. ### Ordliste - **standhaftig**: en person, der står fast og ikke giver op. - **jomfru**: en ung, ugift kvinde. - **linon**: tyndt, fint stof. - **gevandt**: et langt, fint stykke stof over skulderen. - **paillet**: en lille, blank plade på tøj. - **snustobaksdåse**: en lille æske til tobak, man trækker op i næsen. - **griflen**: en pind, man skriver på en tavle med. - **gjorde kommers**: morede sig og larmede. - **kunststykke**: her: et legetøj med et trick. - **bi**: gammelt ord for vent. - **bajonetten**: en kniv på enden af et gevær. - **rendestenen**: en lille kanal ved siden af gaden, hvor vandet løber. - **krigsmand**: gammelt ord for soldat. - **kakkelovnen**: en ovn af sten eller jern, der varmer en stue. - **sylfide**: en let, lille luftånd. ## Den grimme ælling Der var så dejligt ude på landet. Det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, og høet var rejst i stakke nede i de grønne enge. Der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dybe kanaler rundt om. Fra muren og ned til vandet voksede store skræppeblade, der var så høje, at små børn kunne stå oprejste under de største. Der var lige så vildt derinde som i den tykkeste skov, og her lå en and på sin rede. Hun skulle ruge sine små ællinger ud, men nu var hun næsten træt af det, fordi det varede så længe, og hun sjældent fik visit. De andre ænder holdt mere af at svømme omkring i kanalerne end af at løbe op og sidde under et skræppeblad for at snadre med hende. Endelig knagede det ene æg efter det andet: “pip! pip!” sagde det, alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovedet ud. “Rap! rap!” sagde hun, og så rappede de sig alt, hvad de kunne, og så til alle sider under de grønne blade. Moderen lod dem se så meget, de ville, for det grønne er godt for øjnene. “Hvor dog verden er stor!” sagde alle ungerne, for de havde nu rigtignok ganske anderledes plads, end da de lå inde i ægget. “Tror I, det er hele verden!” sagde moderen. “Den strækker sig langt på den anden side af haven, lige ind i præstens mark! Men der har jeg aldrig været! – I er her da vel alle sammen!” Og så rejste hun sig op. “Nej, jeg har ikke alle! Det største æg ligger der endnu. Hvor længe skal det vare! Nu er jeg snart træt af det!” Og så lagde hun sig igen. “Nå, hvordan går det?” sagde en gammel and, som kom for at gøre visit. “Det varer så længe med det ene æg!” sagde anden, som lå. “Der vil ikke gå hul på det! Men nu skal du se de andre! Det er de dejligste ællinger, jeg har set! De ligner alle sammen deres fader, det skarn, han kommer ikke og besøger mig.” “Lad mig se det æg, der ikke vil revne!” sagde den gamle. “Du kan tro, at det er et kalkunæg! Sådan er jeg også blevet narret engang. Jeg havde min sorg og nød med de unger, for de er bange for vandet, skal jeg sige dig! Jeg kunne ikke få dem ud! Jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! – Lad mig se ægget! Jo, det er et kalkunæg! Lad du det ligge, og lær de andre børn at svømme!” “Jeg vil dog ligge på det lidt endnu!” sagde anden. “Har jeg nu ligget så længe, så kan jeg ligge Dyrehavstiden med!” “Vær så god!” sagde den gamle and, og så gik hun. Endelig revnede det store æg. “Pip! pip!” sagde ungen og væltede ud. Han var så stor og styg. Anden så på ham. “Det er da en forfærdelig stor ælling, den!” sagde hun. “Ingen af de andre ser sådan ud! Det skulle dog vel aldrig være en kalkunkylling! Nå, det skal vi snart komme efter! I vandet skal han, om jeg så selv må sparke ham ud!” Næste dag var det et velsignet, dejligt vejr; solen skinnede på alle de grønne skræpper. Ællingemoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen: pladsk! sprang hun i vandet. “Rap! rap!” sagde hun, og den ene ælling plumpede ud efter den anden. Vandet slog dem over hovedet, men de kom straks op igen og flød så dejligt. Benene gik af sig selv, og alle var de ude, selv den stygge, grå unge svømmede med. “Nej, det er ingen kalkun!” sagde hun. “Se, hvor dejligt den bruger benene, hvor rank den holder sig! Det er min egen unge! I grunden er den dog ganske køn, når man rigtig ser på den! Rap! rap! – Kom nu med mig, så skal jeg føre jer ind i verden og præsentere jer i andegården. Men hold jer altid nær ved mig, så ingen træder på jer, og tag jer i agt for kattene!” Og så kom de ind i andegården. Der var en skrækkelig støj derinde, for der var to familier, som sloges om et ålehoved, og så fik katten det dog. “Se, sådan går det til i verden!” sagde ællingemoderen og slikkede sig om snabelen, for hun ville også have ålehovedet. “Brug nu benene!” sagde hun. “Se, at I kan rappe jer, og nej med halsen for den gamle and derhenne! Hun er den fornemste af dem alle her! Hun er af spansk blod, derfor er hun svær, og se, hun har en rød klud om benet! Det er noget overordentlig dejligt og den største udmærkelse, nogen and kan få. Det betyder så meget, at man ikke vil af med hende, og at hun skal kendes af dyr og af mennesker! – Rap jer! – Ikke med benene indad! En velopdragen ælling sætter benene vidt fra hinanden, ligesom fader og moder! Se så! Nej nu med halsen, og sig: rap!” Og det gjorde de. Men de andre ænder rundt om så på dem og sagde ganske højt: “Se så! Nu skal vi have det slæng til! Ligesom vi ikke var nok alligevel! Og fy, hvor den ene ælling ser ud! Ham vil vi ikke tåle!” – Og straks fløj der en and hen og bed den i nakken. “Lad ham være!” sagde moderen. “Han gør jo ingen noget!” “Ja, men han er for stor og for aparte!” sagde anden, som bed, “og så skal han nøfles!” “Det er kønne børn, moder har!” sagde den gamle and med kluden om benet. “Alle sammen kønne, på den ene nær, den er ikke lykkedes! Jeg ville ønske, hun kunne gøre den om igen!” “Det går ikke, Deres nåde!” sagde ællingemoderen. “Han er ikke køn, men han er et inderlig godt gemyt. Han svømmer så dejligt som nogen af de andre, ja, jeg tør sige lidt til! Jeg tænker, han vokser sig køn, eller at han med tiden bliver noget mindre! Han har ligget for længe i ægget, og derfor har han ikke fået den rette skikkelse!” Og så pillede hun ham i nakken og glattede på personen. “Han er desuden en andrik,” sagde hun, “og så gør det ikke så meget! Jeg tror, han får gode kræfter, han slår sig nok igennem!” “De andre ællinger er nydelige!” sagde den gamle. “Lad nu, som om I var hjemme, og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!” – Og så var de som hjemme. Men den stakkels ælling, som sidst var kommet ud af ægget og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af. Det gjorde både ænderne og hønsene. “Han er for stor!” sagde de alle sammen. Den kalkunske hane var født med sporer og troede derfor, at han var en kejser. Han pustede sig op som et fartøj for fulde sejl og gik lige ind på ham, og så pludrede den og blev ganske rød i hovedet. Den stakkels ælling vidste hverken, hvor den turde stå eller gå. Den var så bedrøvet, fordi den så så styg ud og var til spot for hele andegården. Sådan gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen. Selv hans søskende var så onde imod ham, og de sagde altid: “Bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!” Og moderen sagde: “Gid du bare var langt borte!” Og ænderne bed ham, og hønsene huggede ham, og pigen, som skulle give dyrene æde, sparkede til ham med foden. Da løb og fløj han hen over hegnet. De små fugle i buskene for forskrækkede i vejret. “Det er, fordi jeg er så styg,” tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb alligevel af sted. Så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den hele natten, den var så træt og sorgfuld. Om morgenen fløj vildænderne op, og de så på den nye kammerat. “Hvad er du for en?” spurgte de, og ællingen drejede sig til alle sider og hilste, så godt den kunne. “Du er inderlig styg!” sagde vildænderne, “men det kan da være os det samme, når du ikke gifter dig ind i vores familie!” – Den stakkel! Han tænkte rigtignok ikke på at gifte sig, turde han bare have lov til at ligge i sivene og drikke lidt mosevand. Der lå han i hele to dage, så kom der to vildgæs eller rettere vildgasser, for de var to hanner. Det var ikke længe siden, de var kommet ud af ægget, og derfor var de så kække. “Hør, kammerat!” sagde de. “Du er så styg, at jeg godt kan lide dig! Vil du drive med og være trækfugl! Tæt herved i en anden mose er der nogle søde, velsignede vildgæs, alle sammen frøkener, der kan sige: rap! Du er i stand til at gøre din lykke, så styg er du!” – – “Pif! paf!” lød det i det samme ovenover, og begge vildgasserne faldt døde ned i sivene, og vandet blev blodrødt. Pif! paf! lød det igen, og hele skarer af vildgæs fløj op af sivene, og så knaldede det igen. Der var stor jagt. Jægerne lå rundt om mosen, ja, nogle sad oppe i trægrenene, der strakte sig langt ud over sivene. Den blå røg gik ligesom skyer ind imellem de mørke træer og hang langt hen over vandet. I mudderet kom jagthundene, klask klask; siv og rør svajede til alle sider. Det var en forskrækkelse for den stakkels ælling! Den drejede hovedet om for at få det under vingen, og lige i det samme stod der tæt ved den en frygtelig stor hund. Tungen hang ham langt ud af halsen, og øjnene skinnede grueligt fælt. Han satte sit gab lige ned imod ællingen, viste de skarpe tænder – – og pladsk! pladsk! gik han igen uden at tage den. “O, Gud ske lov!” sukkede ællingen. “Jeg er så styg, at selv hunden ikke gider bide mig!” Og så lå den ganske stille, mens haglene susede i sivene, og det knaldede skud på skud. Først langt ud på dagen blev der stille, men den stakkels unge turde endnu ikke rejse sig. Den ventede flere timer endnu, før den så sig om, og så skyndte den sig af sted fra mosen, alt hvad den kunne. Den løb over mark og over eng, og det var en blæst, så den havde svært ved at komme af sted. Mod aften nåede den et fattigt lille bondehus. Det var så elendigt, at det ikke selv vidste, til hvilken side det ville falde, og så blev det stående. Blæsten susede sådan om ællingen, at han måtte sætte sig på halen for at holde imod, og det blev værre og værre. Da mærkede han, at døren var gået af det ene hængsel og hang så skævt, at han gennem sprækken kunne smutte ind i stuen. Og det gjorde han. Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne. Katten, som hun kaldte *Sønneke*, kunne skyde ryg og spinde, han gnistrede sågar, men så måtte man stryge ham mod hårene. Hønen havde ganske små lave ben, og derfor blev den kaldt *“Kykkelilavben”*. Den lagde godt med æg, og konen holdt af den som af sit eget barn. Om morgenen mærkede man straks den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde og hønen at klukke. “Hvad for noget!” sagde konen og så rundt omkring, men hun så ikke godt, og så troede hun, at ællingen var en fed and, der var faret vild. “Det var jo en rar fangst!” sagde hun. “Nu kan jeg få andeæg, hvis den bare ikke er en andrik! Det må vi prøve!” Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger, men der kom ingen æg. Og katten var herre i huset, og hønen var madamme. Altid sagde de: “vi og verden!” for de troede, at de var halvdelen, og det den allerbedste del. Ællingen syntes, at man også kunne have en anden mening, men det tålte hønen ikke. “Kan du lægge æg?” spurgte hun. “Nej!” “Ja, vil du så holde din mund!” Og katten sagde: “Kan du skyde ryg, spinde og gnistre?” “Nej!” “Ja, så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!” Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør. Da kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet. Den fik sådan en forunderlig lyst til at flyde på vandet, og til sidst kunne den ikke lade være, den måtte sige det til hønen. “Hvad går der af dig?” spurgte hun. “Du har ingen ting at bestille, derfor kommer de nykker over dig! Læg æg eller spind, så går de over.” “Men det er så dejligt at flyde på vandet!” sagde ællingen, “så dejligt at få det over hovedet og dukke ned på bunden!” “Ja, det er en stor fornøjelse!” sagde hønen. “Du er nok blevet gal! Spørg katten, han er den klogeste, jeg kender, om han holder af at flyde på vandet eller dykke ned! Jeg vil ikke tale om mig. – Spørg selv vores herskab, den gamle kone, klogere end hende er der ingen i verden! Tror du, hun har lyst til at flyde og få vand over hovedet!” “I forstår mig ikke!” sagde ællingen. “Ja, forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, barn! Og tak du din skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue og har et selskab, du kan lære noget af! Men du er et vrøvlehoved, og det er ikke morsomt at omgås dig! Mig kan du tro! Jeg mener dig det godt, jeg siger dig ubehageligheder, og på det skal man kende sine sande venner! Se nu bare til, at du lægger æg og lærer at spinde eller gnistre!” “Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden!” sagde ællingen. “Ja, gør du det!” sagde hønen. Og så gik ællingen. Den flød på vandet, den dykkede ned, men af alle dyr blev den overset for sin grimhed. Nu faldt efteråret på. Bladene i skoven blev gule og brune, blæsten tog fat i dem, så de dansede omkring, og oppe i luften så der koldt ud. Skyerne hang tunge med hagl og snefnug, og på gærdet stod ravnen og skreg “av! av!” af bare kulde. Ja, man kunne ordentlig fryse, når man tænkte på det. Den stakkels ælling havde det rigtignok ikke godt. En aften, da solen gik så velsignet ned, kom der en hel flok dejlige store fugle ud af buskene. Ællingen havde aldrig set nogen så smukke. De var ganske skinnende hvide, med lange, smidige halse. Det var svaner. De udstødte en ganske forunderlig lyd, bredte deres prægtige, lange vinger ud og fløj bort fra de kolde egne til varmere lande, til åbne søer! De steg så højt, så højt, og den lille grimme ælling blev så forunderlig til mode. Den drejede sig rundt i vandet ligesom et hjul og rakte halsen højt op i luften efter dem. Den udstødte et skrig så højt og forunderligt, at den selv blev bange ved det. O, den kunne ikke glemme de dejlige fugle, de lykkelige fugle! Så snart den ikke længere kunne se dem, dukkede den lige ned til bunden. Da den kom op igen, var den ligesom ude af sig selv. Den vidste ikke, hvad fuglene hed, ikke hvor de fløj hen, men dog holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen. Den misundte dem slet ikke. Hvor kunne det falde den ind at ønske sig en sådan dejlighed! Den ville være glad, hvis bare ænderne ville have tålt den iblandt sig! – Det stakkels grimme dyr! Og vinteren blev så kold, så kold. Ællingen måtte svømme rundt i vandet for at holde det fra at fryse helt til. Men hver nat blev hullet, som den svømmede i, smallere og smallere. Det frøs, så det knagede i isskorpen. Ællingen måtte hele tiden bruge benene, for at vandet ikke skulle lukke sig. Til sidst blev den mat, lå ganske stille og frøs så fast i isen. Tidligt om morgenen kom en bondemand. Han så den, gik ud og slog med sin træsko isen i stykker og bar den så hjem til sin kone. Der blev den livet op. Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de ville gøre den fortræd. I forskrækkelse for den lige op i mælkefadet, så mælken skvulpede ud i stuen. Konen skreg og slog hænderne i vejret, og da fløj den i truget, hvor smørret var, og så ned i meltønden og op igen. Nå, hvor den kom til at se ud! Og konen skreg og slog efter den med ildklemmen, og børnene løb hinanden omkuld for at fange ællingen, og de lo, og de skreg! – Godt var det, at døren stod åben. Ud for den mellem buskene i den nyfaldne sne – der lå den, ligesom i dvale. Men det ville blive alt for bedrøveligt at fortælle al den nød og elendighed, den måtte prøve i den hårde vinter. – – Den lå i mosen mellem rørene, da solen igen begyndte at skinne varmt. Lærkerne sang – det var dejligt forår. Da løftede den på en gang sine vinger. De bruste stærkere end før og bar den kraftigt af sted. Før den rigtig vidste det, var den i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomst. Syrenerne duftede og hang på de lange, grønne grene lige ned mod de bugtede kanaler! O, her var så dejligt, så forårsfriskt! Og lige foran, ud af krattet, kom tre dejlige, hvide svaner. De bruste med fjerene og flød så let på vandet. Ællingen kendte de prægtige dyr og blev grebet af en forunderlig sørgmodighed. “Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! Og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er så styg, tør nærme mig dem! Men det er det samme! Bedre at dræbes af dem end at nappes af ænderne, hugges af hønsene, sparkes af pigen, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren!” Og den fløj ud i vandet og svømmede hen imod de prægtige svaner. De så den og skød med brusende fjer hen imod den. “Dræb mig kun!” sagde det stakkels dyr og bøjede sit hoved ned mod vandfladen og ventede døden. – Men hvad så den i det klare vand! Den så under sig sit eget billede, men den var ikke længere en kluntet, sortgrå fugl, styg og fæl, den var selv en svane. Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg! Den følte sig ordentlig glad over al den nød og modgang, den havde prøvet. Nu skønnede den netop på sin lykke, på al den dejlighed, der hilste den. – Og de store svaner svømmede rundt omkring den og strøg den med næbbet. I haven kom der nogle små børn. De kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste råbte: “Der er en ny!” og de andre børn jublede med: “Ja, der er kommet en ny!” Og de klappede i hænderne og dansede rundt. De løb efter fader og moder, og der blev kastet brød og kage i vandet, og alle sagde de: “Den nye er den smukkeste! Så ung og så dejlig!” Og de gamle svaner nejede for den. Da følte den sig ganske genert og stak hovedet om bag vingerne, den vidste ikke selv hvad! Den var alt for lykkelig, men slet ikke stolt, for et godt hjerte bliver aldrig stolt! Den tænkte på, hvordan den havde været forfulgt og hånet, og hørte nu alle sige, at den var den dejligste af alle dejlige fugle. Og syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til den, og solen skinnede så varmt og så godt. Da bruste dens fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede den: “Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!” ### Ordliste - **skræppeblade**: blade fra skræppen, en plante med meget store blade. - **knagede**: lavede en lyd, som når noget er ved at gå i stykker. - **Dyrehavstiden**: sommertiden, hvor der var marked i Dyrehaven ved København; her: nogle uger mere. - **det skarn**: et grimt ord for en person, der opfører sig dårligt. - **styg**: grim, ikke køn at se på. - **ålehovedet**: hovedet af en ål, en lang fisk, der ligner en slange. - **snabelen**: her for sjov om andens næb; en snabel er elefantens lange næse. - **nej med halsen**: bøj halsen som en høflig hilsen. - **slæng**: en gruppe, man ikke bryder sig om. - **nøfles**: blive slået eller straffet; et gammelt ord. - **gemyt**: måden, en person er på indeni. - **andrik**: en han-and. - **fæl**: grim og frygtelig; dit fæle spektakel er et ondt skældsord. - **vildgasser**: vilde han-gæs. - **skyde ryg**: krumme ryggen, som en kat gør. - **nykker**: dumme, pludselige ideer. ## Den lille pige med svovlstikkerne Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk aften. Det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik der på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder. Ja, hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemmefra, men hvad kunne det hjælpe! Det var meget store tøfler; hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de. Dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi. Den ene tøffel var ikke til at finde, og den anden løb en dreng med. Han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn. Der gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde. I et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker, og ét bundt gik hun med i hånden. Ingen havde hele dagen købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling. Sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange, gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene, og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja, det tænkte hun på. Henne i en krog mellem to huse – det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet – der satte hun sig og krøb sammen. De små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere, og hjem turde hun ikke gå. Hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling; hendes fader ville slå hende, og koldt var der også hjemme. De havde kun taget lige over sig, og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! En lille svovlstikke kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, “ritsch!” Hvor spruttede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes, hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle. Ilden brændte så velsignet, varmede så godt! Nej, hvad var det! – Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme dem – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt. Hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstikke i hånden. En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig som et flor. Hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug og fint porcelæn. Dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! Og hvad der endnu var prægtigere: Gåsen sprang fra fadet og vraltede hen ad gulvet med gaffel og kniv i ryggen. Lige hen til den fattige pige kom den. Da slukkedes svovlstikken, og der var kun den tykke, kolde mur at se. Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ. Det var endnu større og mere pyntet end det, hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand nu sidste jul. Tusinde lys brændte på de grønne grene, og brogede billeder, som dem, der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret – da slukkedes svovlstikken. De mange julelys gik højere og højere, og hun så, at de nu var de klare stjerner. Én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen. “Nu dør der en!” sagde den lille, for gamle mormor havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud. Gamle mormor var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var hun død. Hun strøg igen en svovlstikke mod muren, den lyste rundt omkring, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. “Mormor!” råbte den lille. “O, tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store, velsignede juletræ!” Og hun strøg i hast hele resten af svovlstikkerne i bundtet; hun ville rigtig holde på mormor. Og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor. Hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt. Og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst – de var hos Gud! Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden – død. Hun var frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. “Hun har villet varme sig!” sagde man. Ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde! ### Ordliste - **grueligt**: forfærdeligt, frygtelig meget. - **svovlstikke**: en gammel slags tændstik. - **skilling**: en lille gammel mønt. - **forfrossen**: meget kold, så man fryser. - **forkuet**: bange og uden mod. - **stads**: pynt, noget fint. - **lue**: en flamme. - **kakkelovn**: en ovn af sten eller jern, der varmer en stue. - **messingkugler**: kugler af messing, et gult metal. - **flor**: et meget tyndt stof, man kan se igennem. - **svesker**: tørrede blommer. - **vraltede**: gik langsomt og vuggende fra side til side. - **brogede**: med mange forskellige farver. - **lig**: en død krop. - **knippe**: nogle ting bundet sammen. ## Nattergalen I Kina, ved du jo nok, er kejseren en kineser, og alle dem, han har om sig, er kinesere. Det er nu mange år siden, men netop derfor er det værd at høre historien, før man glemmer den! Kejserens slot var det prægtigste i verden, ganske og aldeles af fint porcelæn. Det var så kostbart, men så skørt, så vanskeligt at røre ved, at man virkelig måtte tage sig i agt. I haven så man de forunderligste blomster. Ved de allerprægtigste var der bundet sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulle gå forbi uden at bemærke blomsten. Ja, alting var så udspekuleret i kejserens have, og den strakte sig så langt, at gartneren selv ikke kendte enden på den. Blev man ved med at gå, kom man i den dejligste skov med høje træer og dybe søer. Skoven gik lige ned til havet, der var blåt og dybt. Store skibe kunne sejle lige ind under grenene, og i dem boede der en nattergal. Den sang så velsignet, at selv den fattige fisker, der havde så meget andet at passe, lå stille og lyttede. Det gjorde han, når han om natten var ude at trække fiskegarnet op og hørte nattergalen. “Herre Gud, hvor det er kønt!” sagde han, men så måtte han passe sine ting og glemte fuglen. Men næste nat, når den igen sang, og fiskeren kom derud, sagde han det samme: “Herre Gud! hvor det dog er kønt!” Fra alle verdens lande kom der rejsende til kejserens stad, og de beundrede den, slottet og haven. Men når de fik nattergalen at høre, sagde de alle sammen: “Den er dog det bedste!” Og de rejsende fortalte om det, når de kom hjem. De lærde skrev mange bøger om byen, slottet og haven, men nattergalen glemte de ikke; den blev sat allerøverst. Og de, som kunne digte, skrev de dejligste digte, alle sammen om nattergalen i skoven ved den dybe sø. De bøger kom verden rundt, og nogle kom da også engang til kejseren. Han sad i sin guldstol og læste og læste, og hvert øjeblik nikkede han med hovedet. For det fornøjede ham at høre de prægtige beskrivelser af byen, slottet og haven. “Men nattergalen er dog det allerbedste!” stod der skrevet. “Hvad for noget!” sagde kejseren. “Nattergalen! den kender jeg jo slet ikke! Er her sådan en fugl i mit kejserdømme, oven i købet i min have! Det har jeg aldrig hørt! Sådan noget skal man læse sig til!” Og så kaldte han på sin *kavaler*. Han var så fornem, at når nogen, der var ringere end han, vovede at tale til ham eller spørge om noget, så svarede han ikke andet end “P!” Og det har ikke noget at betyde. “Her skal jo være en højst mærkværdig fugl, som kaldes nattergal!” sagde kejseren. “Man siger, at den er det allerbedste i mit store rige! Hvorfor har man aldrig sagt mig noget om den!” “Jeg har aldrig før hørt den nævne!” sagde kavaleren. “Den er aldrig blevet præsenteret ved hoffet!” “Jeg vil, at den skal komme her i aften og synge for mig!” sagde kejseren. “Der ved hele verden, hvad jeg har, og jeg ved det ikke!” “Jeg har aldrig før hørt den nævne!” sagde kavaleren. “Jeg skal søge den, jeg skal finde den!” Men hvor var den at finde? Kavaleren løb op og ned ad alle trapper, gennem sale og gange, men ingen af alle dem, han traf på, havde hørt tale om nattergalen. Og kavaleren løb igen til kejseren og sagde, at det vist måtte være en fabel af dem, der skrev bøger. “Deres kejserlige Majestæt skal ikke tro, hvad der skrives! Det er opfindelser og noget, som kaldes den sorte kunst!” “Men den bog, som jeg har læst det i,” sagde kejseren, “er sendt mig fra den stormægtige kejser af Japan, og så kan det ikke være usandhed. Jeg vil høre nattergalen! Den skal være her i aften! Den har min højeste nåde! Og kommer den ikke, så skal hele hoffet dunkes på maven, når det har spist aftensmad.” “Tsing-pe!” sagde kavaleren og løb igen op og ned ad alle trapper, gennem alle sale og gange. Og det halve hof løb med, for de ville ikke gerne dunkes på maven. Der var en spørgen efter den mærkelige nattergal, som hele verden kendte, men ingen ved hoffet. Endelig traf de en lille, fattig pige i køkkenet. Hun sagde: “O Gud, nattergalen! den kender jeg godt! Ja, hvor den kan synge! Hver aften har jeg lov til at bringe lidt af levningerne fra bordet hjem til min stakkels syge moder. Hun bor nede ved stranden, og når jeg så går tilbage og er træt og hviler i skoven, så hører jeg nattergalen synge! Jeg får vand i øjnene af det, det er ligesom om min moder kyssede mig!” “Lille kokkepige!” sagde kavaleren. “Jeg skal skaffe hende fast ansættelse i køkkenet og lov til at se kejseren spise, hvis hun kan føre os til nattergalen. For den er indkaldt til i aften!” Og så drog de alle sammen ud i skoven, hvor nattergalen plejede at synge; det halve hof var med. Som de allerbedst gik, begyndte en ko at brøle. “O!” sagde hofjunkerne. “Nu har vi den! Det er dog en mærkelig kraft i sådan et lille dyr! Jeg har ganske bestemt hørt den før!” “Nej, det er køerne, som brøler!” sagde den lille kokkepige. “Vi er endnu langt fra stedet!” Frøerne kvækkede nu i kæret. “Dejligt!” sagde den kinesiske slotsprovst. “Nu hører jeg hende, det er ligesom små kirkeklokker!” “Nej, det er frøerne!” sagde den lille kokkepige. “Men nu tænker jeg, at vi snart hører den!” Så begyndte nattergalen at synge. “Den er det,” sagde den lille pige. “Hør! hør! og der sidder den!” Og så pegede hun på en lille, grå fugl oppe i grenene. “Er det muligt!” sagde kavaleren. “Sådan havde jeg nu aldrig tænkt mig den! Hvor den ser simpel ud! Den har vist mistet kulør over at se så mange fornemme mennesker hos sig!” “Lille nattergal!” råbte den lille kokkepige ganske højt. “Vor nådige kejser vil så gerne, at De skal synge for ham!” “Med største fornøjelse!” sagde nattergalen og sang, så det var en lyst. “Det er ligesom glasklokker!” sagde kavaleren. “Og se den lille strube, hvor den bruger sig! Det er mærkværdigt, at vi aldrig har hørt den før! Den vil gøre en stor *succès* ved hoffet!” “Skal jeg synge endnu en gang for kejseren?” spurgte nattergalen, der troede, at kejseren var med. “Min fortræffelige lille nattergal!” sagde kavaleren. “Jeg har den store glæde at skulle indkalde Dem til en hoffest i aften, hvor De vil fortrylle hans høje kejserlige nåde med Deres charmante sang!” “Den tager sig bedst ud i det grønne!” sagde nattergalen, men den fulgte dog gerne med, da den hørte, at kejseren ønskede det. På slottet var der ordentlig pudset op! Vægge og gulv, der var af porcelæn, skinnede af mange tusinde guldlamper! De dejligste blomster, som rigtig kunne klinge, var stillet op i gangene. Der var en løben og en trækvind, men så klang netop alle klokkerne, og man kunne ikke høre sine egne ord. Midt inde i den store sal, hvor kejseren sad, var der stillet en guldpind, og på den skulle nattergalen sidde. Hele hoffet var der, og den lille kokkepige havde fået lov til at stå bag døren, for hun havde nu titel af virkelig kokkepige. Alle var de i deres største pynt, og alle så de på den lille grå fugl, som kejseren nikkede til. Og nattergalen sang så dejligt, at kejseren fik tårer i øjnene. Tårerne trillede ned over kinderne på ham, og da sang nattergalen endnu smukkere, det gik lige til hjertet. Og kejseren var så glad, og han sagde, at nattergalen skulle have hans guldtøffel at bære om halsen. Men nattergalen takkede, den havde allerede fået belønning nok. “Jeg har set tårer i øjnene på kejseren, det er mig den rigeste skat! en kejsers tårer har en forunderlig magt! Gud ved, jeg er nok belønnet!” Og så sang den igen med sin søde, velsignede stemme. “Det er det elskeligste koketteri, jeg kender!” sagde damerne rundt omkring. Og så tog de vand i munden for at klukke, når nogen talte til dem. De troede da også, at de var nattergale. Ja, lakajerne og kammerpigerne lod melde, at også de var tilfredse, og det vil sige meget, for de er de allervanskeligste at gøre tilpas. Jo, nattergalen gjorde rigtignok lykke! Den skulle nu blive ved hoffet, have sit eget bur og frihed til at spadsere ud to gange om dagen og én gang om natten. Den fik tolv tjenere med, alle havde de et silkebånd om benet på den og holdt godt fast. Der var slet ingen fornøjelse ved den tur. Hele byen talte om den mærkværdige fugl. Mødte to hinanden, så sagde den ene ikke andet end: “Nat-!” og den anden sagde: “gal!” Og så sukkede de og forstod hinanden. Ja, elleve spekhøkerbørn blev opkaldt efter den, men ikke ét af dem havde en tone i livet. En dag kom der en stor pakke til kejseren. Udenpå stod der skrevet: *Nattergal.* “Der har vi nu en ny bog om vor berømte fugl!” sagde kejseren. Men det var ingen bog, det var et lille kunststykke, der lå i en æske. Det var en kunstig nattergal, der skulle ligne den levende, men var overalt besat med diamanter, rubiner og safirer. Så snart man trak kunstfuglen op, kunne den synge et af de stykker, den virkelige sang. Og så gik halen op og ned og glinsede af sølv og guld. Om halsen hang et lille bånd, og på det stod der skrevet: *“Kejseren af Japans nattergal er fattig imod kejserens af Kina.”* “Det er dejligt!” sagde de alle sammen, og den, som havde bragt den kunstige fugl, fik straks titel af overkejserlig-nattergale-bringer. “Nu må de synge sammen! hvor det vil blive en duet!” Og så måtte de synge sammen, men det ville ikke rigtig gå, for den virkelige nattergal sang på sin måde, og kunstfuglen gik på valser. “Den har ingen skyld,” sagde *spillemesteren*. “Den er særdeles taktfast og ganske af min skole!” Så skulle kunstfuglen synge alene. Den gjorde lige så megen lykke som den virkelige, og så var den jo også så meget mere nydelig at se på: den glimrede som armbånd og brystnåle. Treogtredive gange sang den ét og det samme stykke, og den var dog ikke træt. Folk ville gerne have hørt den forfra igen, men kejseren mente, at nu skulle også den levende nattergal synge lidt – men hvor var den? Ingen havde bemærket, at den var fløjet ud ad det åbne vindue, bort til sine grønne skove. “Men hvad er dog det for noget!” sagde kejseren. Og alle hoffolkene skændte og mente, at nattergalen var et højst utaknemmeligt dyr. “Den bedste fugl har vi dog!” sagde de. Og så måtte kunstfuglen synge igen, og det var den fireogtredivte gang, de fik det samme stykke. Men de kunne det ikke helt endnu, for det var så svært. Og *spillemesteren* roste fuglen overordentlig. Ja, han forsikrede, at den var bedre end den virkelige nattergal, ikke blot hvad klæderne angik og de mange dejlige diamanter, men også indvendig. “For ser De, mine herskaber, kejseren frem for alle! Hos den virkelige nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos kunstfuglen er alt bestemt! Sådan bliver det og ikke anderledes! Man kan gøre rede for det! Man kan sprætte den op og vise den menneskelige tænkning, hvordan valserne ligger, hvordan de går, og hvordan det ene følger af det andet –!” “Det er ganske mine tanker!” sagde de alle sammen, og *spillemesteren* fik lov til næste søndag at holde fuglen frem for folket. De skulle også høre den synge, sagde kejseren. Og de hørte den, og de blev så fornøjede, som om de havde drukket sig lystige i tevand, for det er nu så ganske kinesisk. Og alle sagde da “o!” og stak den finger i vejret, som man kalder *“Slikpot”*, og så nikkede de. Men de fattige fiskere, som havde hørt den virkelige nattergal, sagde: “det klinger smukt nok, det ligner også, men der mangler noget, jeg ved ikke hvad!” Den virkelige nattergal var forvist fra land og rige. Kunstfuglen havde sin plads på en silkepude tæt ved kejserens seng. Alle de presenter, den havde fået, guld og ædelstene, lå rundt omkring den. I titel var den steget til “Højkejserlig natbord-sanger”, i rang *nummer ét* til venstre side. For kejseren regnede den side for at være mest fornem, hvor hjertet sad, og hjertet sidder til venstre også hos en kejser. Og *spillemesteren* skrev femogtyve bind om kunstfuglen. Det var så lærd og så langt og med de allersværeste kinesiske ord, så alle folk sagde, at de havde læst og forstået det. For ellers havde de jo været dumme og var da blevet dunket på maven. Sådan gik der et helt år. Kejseren, hoffet og alle de andre kinesere kunne hvert lille kluk i kunstfuglens sang udenad, men netop derfor syntes de nu allerbedst om den. De kunne selv synge med, og det gjorde de. Gadedrengene sang “zizizi! klukklukkluk!” og kejseren sang det –! Jo, det var bestemt dejligt! Men en aften, som kunstfuglen bedst sang, og kejseren lå i sengen og hørte på den, sagde det “svup!” inde i fuglen. Der sprang noget: “surrrrrr!” Alle hjulene løb rundt, og så gik musikken i stå. Kejseren sprang straks ud af sengen og lod sin livlæge kalde, men hvad kunne han hjælpe! Så lod de urmageren hente, og efter megen tale og meget eftersyn fik han fuglen nogenlunde i stand. Men han sagde, at der måtte spares meget på den, for den var så slidt i tapperne. Og det var ikke muligt at sætte nye i, så det gik sikkert med musikken. Det var en stor bedrøvelse! Kun én gang om året turde man lade kunstfuglen synge, og det var hårdt nok for den endda. Men så holdt *spillemesteren* en lille tale med de svære ord. Han sagde, at det var lige så godt som før, og så var det lige så godt som før. Nu var fem år gået, og hele landet fik en rigtig stor sorg, for de holdt i grunden alle sammen af deres kejser. Nu var han syg og kunne ikke leve, sagde man. En ny kejser var allerede valgt, og folk stod ude på gaden og spurgte *kavaleren*, hvordan det stod til med deres kejser. “P!” sagde han og rystede på hovedet. Kold og bleg lå kejseren i sin store, prægtige seng. Hele hoffet troede, at han var død, og enhver af dem løb hen for at hilse på den nye kejser. Kammertjenerne løb ud for at snakke om det, og slotspigerne holdt stort kaffeselskab. Rundt omkring i alle sale og gange var der lagt klæde, for at man ikke skulle høre nogen gå, og derfor var der så stille, så stille. Men kejseren var endnu ikke død. Stiv og bleg lå han i den prægtige seng med de lange fløjlsgardiner og de tunge guldkvaster. Højt oppe stod et vindue åbent, og månen skinnede ind på kejseren og kunstfuglen. Den stakkels kejser kunne næsten ikke trække vejret, det var, ligesom om der sad noget på hans bryst. Han slog øjnene op, og da så han, at det var Døden, der sad på hans bryst. Døden havde taget hans guldkrone på og holdt i den ene hånd kejserens guldsabel, i den anden hans prægtige fane. Og rundt omkring i folderne af de store sengegardiner af fløjl stak der forunderlige hoveder frem, nogle ganske fæle, andre så velsignet milde. Det var alle kejserens onde og gode gerninger, der så på ham, nu da Døden sad på hans hjerte. “Husker du det?” hviskede den ene efter den anden. “Husker du det!” Og så fortalte de ham så meget, at sveden sprang ham ud af panden. “Det har jeg aldrig vidst!” sagde kejseren. “Musik, musik, den store kinesiske tromme!” råbte han. “Så jeg dog ikke skal høre alt det, de siger!” Og de blev ved, og Døden nikkede ligesom en kineser ved alt, hvad der blev sagt. “Musik, musik!” skreg kejseren. “Du lille velsignede guldfugl! syng dog, syng! Jeg har givet dig guld og kostbarheder, jeg har selv hængt min guldtøffel om halsen på dig, syng dog, syng!” Men fuglen stod stille. Der var ingen til at trække den op, og ellers sang den ikke. Men Døden blev ved med at se på kejseren med sine store, tomme øjenhuler, og der var så stille, så skrækkeligt stille. Da lød i det samme, tæt ved vinduet, den dejligste sang. Det var den lille, levende nattergal, der sad på grenen udenfor. Den havde hørt om sin kejsers nød og var derfor kommet for at synge trøst og håb for ham. Og alt som den sang, blev skikkelserne mere og mere blege, og blodet kom raskere og raskere i gang i kejserens svage lemmer. Og Døden selv lyttede og sagde: “bliv ved, lille nattergal! bliv ved!” “Ja, vil du give mig den prægtige guldsabel!” sagde nattergalen. “Ja, vil du give mig den rige fane! Vil du give mig kejserens krone!” Og Døden gav hvert klenodie for en sang, og nattergalen blev ved med at synge. Den sang om den stille kirkegård, hvor de hvide roser gror, hvor hyldetræet dufter, og hvor det friske græs vandes af de efterlevendes tårer. Da fik Døden længsel efter sin have og svævede som en kold, hvid tåge ud ad vinduet. “Tak, tak!” sagde kejseren. “Du himmelske lille fugl, jeg kender dig nok! Dig har jeg jaget fra mit land og rige! Og dog har du sunget de onde syner fra min seng og fået Døden fra mit hjerte! Hvordan skal jeg lønne dig?” “Du har lønnet mig!” sagde nattergalen. “Jeg har fået tårer af dine øjne, første gang jeg sang, det glemmer jeg dig aldrig! Det er de juveler, der gør et sangerhjerte godt –! Men sov nu, og bliv frisk og stærk! Jeg skal synge for dig!” Og den sang – og kejseren faldt i en sød søvn, så mild og velgørende var søvnen. Solen skinnede ind ad vinduerne til ham, da han vågnede styrket og sund. Ingen af hans tjenere var kommet tilbage endnu, for de troede, at han var død, men nattergalen sad endnu og sang. “Altid må du blive hos mig!” sagde kejseren. “Du skal kun synge, når du selv vil, og kunstfuglen slår jeg i tusinde stykker.” “Gør ikke det!” sagde nattergalen. “Den har jo gjort det gode, den kunne! Behold den som altid! Jeg kan ikke bygge og bo på slottet, men lad mig komme, når jeg selv har lyst. Så vil jeg om aftenen sidde på grenen der ved vinduet og synge for dig, så du kan blive glad og tankefuld tillige! Jeg skal synge om de lykkelige og om dem, som lider! Jeg skal synge om ondt og godt, der holdes skjult rundt omkring dig! Den lille sangfugl flyver vidt omkring til den fattige fisker, til bondemandens tag, til enhver, der er langt fra dig og dit hof! Jeg elsker dit hjerte mere end din krone, og dog har kronen en duft af noget helligt om sig! – Jeg kommer, jeg synger for dig! – Men ét må du love mig!” “Alt!” sagde kejseren. Og han stod der i sin kejserlige dragt, som han selv havde taget på, og holdt sabelen, der var tung af guld, op mod sit hjerte. “Ét beder jeg dig om! fortæl ingen, at du har en lille fugl, der siger dig alt, så vil det gå endnu bedre!” Og da fløj nattergalen bort. Tjenerne kom ind for at se til deres døde kejser – jo, der stod de, og kejseren sagde: “god morgen!” ### Ordliste - **udspekuleret**: klogt og nøje tænkt ud. - **nattergalen**: en lille, grå fugl, der synger smukt. - **hoffet**: alle fine folk omkring en kejser eller konge. - **kavaler**: en fin mand ved hoffet. - **den sorte kunst**: at trykke bøger. - **hofjunkerne**: unge, fine mænd ved hoffet. - **kæret**: et lille, vådt område med siv og vand. - **succès**: fransk ord for stor lykke, succes. - **charmante**: søde og dejlige. - **koketteri**: at vise sig frem for at blive beundret. - **lakajerne**: tjenere i fint tøj. - **spekhøkerbørn**: børn af en mand, der sælger mad i en lille butik. - **valser**: ruller inde i en spilledåse, som laver musikken. - **Slikpot**: fingeren ved siden af tommelfingeren. - **tapperne**: små metalpinde, som et hjul drejer om. - **klenodie**: en meget kostbar ting.