# Eventyr (niveau B1) *H. C. Andersen* ## Prinsessen på ærten Der var engang en prins. Han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en *rigtig* prinsesse. Så rejste han hele verden rundt for at finde sådan en. Men overalt var der noget i vejen. Der var prinsesser nok, men han kunne ikke rigtig finde ud af, om det var *rigtige* prinsesser. Altid var der noget, som ikke var helt rigtigt. Så kom han hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse. En aften blev det et frygteligt vejr. Det lynede og tordnede, og regnen skyllede ned. Det var helt forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen for at lukke op. Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men Gud, hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned ad hendes hår og hendes klæder. Det løb ind ad snuden på skoen og ud ad hælen. Og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse. “Ja, det skal vi nok få at vide!” tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget. Hun gik ind i soveværelset, tog alt sengetøjet af og lagde en ært på bunden af sengen. Derpå tog hun tyve madrasser og lagde dem oven på ærten. Og så lagde hun endnu tyve ederdunsdyner oven på madrasserne. Der skulle prinsessen nu ligge om natten. Om morgenen spurgte de hende, hvordan hun havde sovet. “O, forskrækkeligt dårligt!” sagde prinsessen. “Jeg har næsten ikke lukket mine øjne hele natten! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er helt brun og blå over hele kroppen! Det er helt forskrækkeligt!” Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse. For hun havde mærket ærten gennem de tyve madrasser og de tyve ederdunsdyner. Så ømskindet kunne ingen være undtagen en virkelig prinsesse. Prinsen tog hende så til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse. Og ærten kom på kunstkammeret, hvor den endnu er at se, hvis ingen har taget den. Se, det var en rigtig historie! ### Ordliste - **bedrøvet**: ked af det. - **forskrækkeligt**: meget slemt, frygteligt. - **port**: en stor dør ind til en by. - **snuden på skoen**: den forreste del af skoen. - **ært**: et lille, rundt, grønt frø, som man kan spise. - **ederdunsdyner**: meget bløde dyner med fjer fra en havfugl. - **brun og blå**: med mørke mærker på huden, fordi man har slået sig. - **ømskindet**: en person, hvis hud let gør ondt. - **tog hende til kone**: giftede sig med hende. - **kunstkammeret**: et rum, hvor en konge har kunst og sjældne ting. ## Kejserens nye klæder For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder. Derfor gav han alle sine penge ud for at blive rigtig pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater. Han brød sig heller ikke om komedie eller om at køre i skoven, undtagen for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen. Ligesom man siger om en konge, at han er i rådet, sådan sagde man altid her: “Kejseren er i garderoben!” I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til. Hver dag kom der mange fremmede. En dag kom der to bedragere. De gav sig ud for at være vævere. De sagde, at de kunne væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene var farverne og mønsteret usædvanligt smukke. Klæderne, som blev syet af tøjet, havde også en forunderlig egenskab. De blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller som var utilladelig dum. “Det var jo nogle dejlige klæder,” tænkte kejseren. “Med dem på kunne jeg finde ud af, hvilke mænd i mit rige der ikke duer til deres embede. Jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja, det tøj må straks væves til mig!” Og han gav de to bedragere mange penge på forhånd, for at de skulle begynde på deres arbejde. De satte også to væverstole op og lod, som om de arbejdede. Men de havde ikke det mindste på væven. De forlangte straks den fineste silke og det prægtigste guld. Det puttede de i deres egen pose. Og de arbejdede med de tomme væve, helt til langt ud på natten. “Nu kunne jeg dog godt tænke mig at vide, hvor langt de er med tøjet!” tænkte kejseren. Men han følte sig faktisk lidt underlig om hjertet. For han tænkte på, at den, som var dum eller passede dårligt til sit embede, ikke kunne se det. Han troede nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv. Men han ville dog sende nogen først for at se, hvordan det stod til. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøjet havde. Og alle var ivrige efter at se, hvor dårlig eller dum deres nabo var. “Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!” tænkte kejseren. “Han kan bedst se, hvordan tøjet ser ud, for han har forstand. Og ingen passer sit embede bedre end han!” Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve. “Gud bevare os!” tænkte den gamle minister og spilede øjnene op. “Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke. Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere. De spurgte, om det ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv. Den stakkels gamle minister blev ved med at spile øjnene op. Men han kunne ikke se noget, for der var ingenting. “Herre Gud!” tænkte han. “Skulle jeg være dum? Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Skulle jeg ikke due til mit embede? Nej, det går ikke, at jeg fortæller, at jeg ikke kan se tøjet!” “Nå, De siger ikke noget om det!” sagde den ene, som vævede. “O, det er nydeligt! Ganske allerkæreste!” sagde den gamle minister og så gennem sine briller. “Dette mønster og disse farver! Ja, jeg skal sige til kejseren, at jeg synes særdeles godt om det!” “Nå, det glæder os!” sagde begge væverne. Og nu nævnte de farverne ved navn og det mærkelige mønster. Den gamle minister hørte godt efter, så han kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren. Og det gjorde han. Nu forlangte bedragerne flere penge og mere silke og guld. Det skulle de bruge til vævningen. De stak det hele i deres egne lommer. På væven kom der ikke en trevl. Men de blev ved med at væve på den tomme væv, som før. Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvordan det gik med vævningen. Han skulle også se, om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden. Han så og så, men der var ikke andet end de tomme væve. Så kunne han ikke se noget. “Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!” sagde begge bedragerne. De viste og forklarede det dejlige mønster, som der slet ikke var. “Dum er jeg ikke!” tænkte manden. “Så er det altså mit gode embede, jeg ikke duer til? Det var underligt nok! Men det må man ikke lade sig mærke med!” Og så roste han tøjet, som han ikke så. Han forsikrede dem, at han var glad for de skønne farver og det dejlige mønster. “Ja, det er ganske allerkæreste!” sagde han til kejseren. Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj. Nu ville kejseren selv se det, mens det endnu var på væven. Han tog en hel skare af udsøgte mænd med. Mellem dem var de to gamle skikkelige embedsmænd, som havde været der før. Sådan gik han hen til de to listige bedragere. De vævede nu af alle kræfter, men uden trevl eller tråd. “Ja, er det ikke magnifique!” sagde begge de skikkelige embedsmænd. “Vil Deres Majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver!” Og så pegede de på den tomme væv, for de troede, at de andre nok kunne se tøjet. “Hvad for noget!” tænkte kejseren. “Jeg ser ingenting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være kejser? Det var det skrækkeligste, som kunne ske mig!” “O, det er meget smukt!” sagde kejseren. “Det har mit allerhøjeste bifald!” Og han nikkede tilfreds og så på den tomme væv. Han ville ikke sige, at han ingenting kunne se. Hele følget, som han havde med sig, så og så. Men de fik ikke mere ud af det end alle de andre. Alligevel sagde de ligesom kejseren: “O, det er meget smukt!” Og de rådede ham til at tage disse nye, prægtige klæder på første gang ved den store procession. Den skulle snart finde sted. “Det er magnifique! nysseligt, excellent!” gik det fra mund til mund. De var alle sammen så inderligt tilfredse med det. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet. Og han gav dem titlen vævejunkere. Hele natten før den formiddag, hvor processionen skulle være, sad bedragerne oppe. De havde over seksten lys tændt. Folk kunne se, at de havde travlt med at få kejserens nye klæder færdige. De lod, som om de tog tøjet af væven. De klippede i luften med store sakse. De syede med en synål uden tråd. Og til sidst sagde de: “Se, nu er klæderne færdige!” Kejseren kom selv derhen med sine fornemste kavalerer. Begge bedragerne løftede den ene arm i vejret, ligesom om de holdt noget. “Se, her er benklæderne! Her er kjolen! Her kappen!” sagde de, og sådan blev de ved. “Det er så let som spindelvæv! Man skulle tro, man ingenting havde på kroppen. Men det er netop dyden ved det!” “Ja!” sagde alle kavalererne, men de kunne ingenting se, for der var ikke noget. “Vil nu Deres kejserlige Majestæt allernådigst behage at tage Deres klæder af!” sagde bedragerne. “Så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store spejl!” Kejseren tog alle sine klæder af. Bedragerne bar sig ad, som om de gav ham hvert stykke af de nye, der skulle være syet. Og kejseren vendte og drejede sig for spejlet. “Gud, hvor de klæder godt! Hvor de sidder dejligt!” sagde de alle sammen. “Hvilket mønster! Hvilke farver! Det er en kostbar dragt!” “Udenfor står de med tronhimlen, som skal bæres over Deres Majestæt i processionen!” sagde overceremonimesteren. “Ja, jeg er jo i stand!” sagde kejseren. “Sidder det ikke godt?” Og så vendte han sig endnu en gang for spejlet. For det skulle jo se ud, som om han rigtig så på sin stads. Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gulvet, ligesom om de tog slæbet op. De gik og holdt i luften. De turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunne se. Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel. Og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: “Gud, hvor kejserens nye klæder er mageløse! Hvilket dejligt slæb han har på kjolen! Hvor den sidder velsignet!” Ingen ville lade sig mærke med, at han ingenting så. For så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde haft så stor succes. “Men han har jo ikke noget på,” sagde et lille barn. “Herre Gud, hør den uskyldiges røst,” sagde faderen. Og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde. “Men han har jo ikke noget på,” råbte hele folket til sidst. Det krøb i kejseren, for han syntes, at de havde ret. Men han tænkte sådan her: “Nu må jeg holde processionen ud.” Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var. ### Ordliste - **kjole**: her: en fin frakke til en mand. - **bedragere**: personer, der snyder andre. - **embede**: et fint arbejde for staten eller kongen. - **duede**: var god nok til noget; at due til noget. - **væverstole**: maskiner, man laver tøj på. - **magnifique**: fransk ord for pragtfuld. - **procession**: et højtideligt optog i gaden. - **nysseligt**: gammelt ord for nydeligt. - **excellent**: fransk ord for fremragende. - **ridderkors**: et fint tegn på ære. - **vævejunkere**: en fin, opdigtet titel til en væver. - **kavalerer**: fine mænd ved hoffet. - **i stand**: klar, parat. - **tronhimlen**: et tag af stof, der bæres over en konge eller kejser. - **slæbet**: den lange del af en dragt, der hænger bag på den og slæber hen ad gulvet. ## Den standhaftige tinsoldat Der var engang femogtyve tinsoldater. De var alle brødre, for de var født af en gammel ske af tin. Geværet holdt de i armen, og ansigtet vendte de lige ud. Rød og blå, ja, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, hvor de lå, var ordet: “Tinsoldater!” Det råbte en lille dreng, og han klappede i hænderne. Han havde fået dem, for det var hans fødselsdag. Nu stillede han dem op på bordet. Den ene soldat lignede den anden fuldstændig. Kun en enkelt var lidt anderledes. Han havde ét ben, for han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok. Dog stod han lige så fast på sit ene ben som de andre på deres to. Og det er netop ham, som bliver mærkværdig. På bordet, hvor de blev stillet op, stod der meget andet legetøj. Men det, man lagde mest mærke til, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene. Udenfor stod der små træer rundt om et lille spejl, der skulle ligne en sø. Svaner af voks svømmede på det og spejlede sig. Det var alt sammen nydeligt. Men det mest nydelige var dog en lille jomfru, som stod midt i den åbne slotsdør. Hun var også klippet ud af papir, men hun havde et skørt på af det klareste linon. Over skulderen havde hun et lille smalt blåt bånd, ligesom et gevandt. Midt på det sad en skinnende paillet, lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte begge sine arme ud, for hun var en danserinde. Og så løftede hun sit ene ben så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det. Han troede, at hun kun havde ét ben ligesom han. “Det var en kone for mig!” tænkte han. “Men hun er noget fornem. Hun bor i et slot, og jeg har kun en æske, og den er vi femogtyve om. Det er ikke et sted for hende! Dog, jeg må se at lære hende at kende!” Og så lagde han sig, så lang han var, bag en snustobaksdåse, der stod på bordet. Der kunne han rigtig se på den lille fine dame. Hun blev ved med at stå på ét ben uden at miste balancen. Da det blev ud på aftenen, kom alle de andre tinsoldater i deres æske. Folkene i huset gik i seng. Nu begyndte legetøjet at lege. Det legede, at der kom fremmede, det førte krig, og det holdt bal. Tinsoldaterne raslede i æsken, for de ville være med, men de kunne ikke få låget af. Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og griflen gjorde kommers på tavlen. Det var sådan en støj, at kanariefuglen vågnede og begyndte at snakke med, og det på vers. De eneste to, som ikke rørte sig af stedet, var tinsoldaten og den lille danserinde. Hun holdt sig så lige på spidsen af tåen med begge armene ud. Han var lige så standhaftig på sit ene ben, og hans øjne kom ikke et øjeblik fra hende. Nu slog klokken tolv, og klask, der sprang låget af snustobaksdåsen. Men der var ingen tobak i, nej, men en lille sort trold. Det var sådan et kunststykke. “Tinsoldat!” sagde trolden. “Vil du holde dine øjne hos dig selv!” Men tinsoldaten lod, som om han ikke hørte det. “Ja, bi til i morgen!” sagde trolden. Da det nu blev morgen, og børnene stod op, blev tinsoldaten stillet hen i vinduet. Og enten det nu var trolden eller trækvind, så fløj vinduet pludselig op. Soldaten faldt på hovedet ud fra tredje sal. Det var en skrækkelig fart! Han vendte benet lige i vejret og blev stående på kasketten, med bajonetten nede mellem brostenene. Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned for at søge. De var lige ved at træde på ham, men de kunne alligevel ikke se ham. Havde tinsoldaten råbt: her er jeg! så havde de nok fundet ham. Men han syntes ikke, at det passede sig at skrige højt, når han var i uniform. Nu begyndte det at regne. Den ene dråbe faldt tættere end den anden, og det blev en ordentlig skylle. Da den var forbi, kom der to gadedrenge. “Se du!” sagde den ene. “Der ligger en tinsoldat! Han skal ud at sejle!” Og så lavede de en båd af en avis og satte tinsoldaten midt i den. Nu sejlede han ned ad rendestenen, og begge drengene løb ved siden af og klappede i hænderne. Bevar os vel! Hvilke bølger der gik i den rendesten, og hvilken strøm der var! Ja, det havde jo også skylregnet. Papirbåden gyngede op og ned, og ind imellem drejede den så hurtigt, at det rystede i tinsoldaten. Men han blev standhaftig. Han forandrede ikke en mine, så lige ud og holdt geværet i armen. Pludselig drev båden ind under et langt bræt over rendestenen. Der blev lige så mørkt, som om han var i sin æske. “Hvor mon jeg nu kommer hen?” tænkte han. “Ja, ja, det er troldens skyld! Ak, sad den lille jomfru dog her i båden, så måtte her gerne være dobbelt så mørkt!” I det samme kom der en stor vandrotte, som boede under brættet. “Har du pas?” spurgte rotten. “Hid med passet!” Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere om geværet. Båden skød af sted, og rotten bagefter. Hu! hvor den skar tænder, og den råbte til pinde og strå: “Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist pas!” Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede se den lyse dag foran sig, hvor brættet sluttede. Men han hørte også en brusende lyd, som nok kunne gøre en tapper mand bange. Tænk dog, hvor brættet endte, styrtede rendestenen lige ud i en stor kanal! Det ville være lige så farligt for ham som for os at sejle ned ad et stort vandfald. Nu var han allerede så tæt på, at han ikke kunne standse. Båden skød ud. Den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv, han kunne. Ingen skulle sige om ham, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede tre, fire gange rundt og var fyldt med vand lige til randen. Den måtte synke! Tinsoldaten stod i vand til halsen. Båden sank dybere og dybere, og papiret gik mere og mere i opløsning. Nu gik vandet over soldatens hoved. Da tænkte han på den lille nydelige danserinde, som han aldrig mere skulle få at se. Og det klang for tinsoldatens øre: “Fare, fare, krigsmand! Døden skal du lide!” Nu gik papiret i stykker, og tinsoldaten styrtede igennem. Men i det samme blev han slugt af en stor fisk. Nej, hvor det var mørkt derinde! Der var endnu værre end under brættet, og så var der så snævert. Men tinsoldaten var standhaftig og lå, så lang han var, med geværet i armen. Fisken kastede sig omkring og gjorde de allerforfærdeligste bevægelser. Endelig blev den helt stille. Der gik ligesom en lynstråle gennem den. Lyset skinnede helt klart, og en råbte højt: “Tinsoldat!” Fisken var blevet fanget, bragt på torvet og solgt. Den var kommet op i køkkenet, hvor pigen skar den op med en stor kniv. Hun tog soldaten med sine to fingre midt om livet og bar ham ind i stuen. Der ville de alle sammen se sådan en mærkværdig mand, der havde rejst rundt i maven på en fisk. Men tinsoldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op på bordet, og der — nej, hvor det kan gå underligt til i verden! Tinsoldaten var i den selvsamme stue, som han havde været i før. Han så de selvsamme børn, og legetøjet stod på bordet. Der var det dejlige slot med den nydelige lille danserinde. Hun holdt sig endnu på det ene ben og havde det andet højt i vejret. Hun var også standhaftig. Det rørte tinsoldaten, og han var lige ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende, og hun så på ham, men de sagde ikke noget. I det samme tog den ene af smådrengene soldaten og kastede ham lige ind i kakkelovnen. Han gav slet ingen grund til det. Det var bestemt trolden i dåsen, der havde skylden. Tinsoldaten stod helt oplyst og følte en hede, der var forfærdelig. Men om det var af den virkelige ild eller af kærlighed, det vidste han ikke. Farverne var helt gået af ham. Om det var sket på rejsen, eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte, at han smeltede. Men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik en dør op, og vinden tog fat i danserinden. Hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten. Hun blussede op i flammer og var borte. Så smeltede tinsoldaten til en klat. Da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte. Af danserinden var der derimod kun pailletten, og den var brændt kulsort. ### Ordliste - **standhaftig**: en person, der står fast og ikke giver op. - **jomfru**: en ung, ugift kvinde. - **linon**: tyndt, fint stof. - **gevandt**: et langt, fint stykke stof over skulderen. - **paillet**: en lille, blank plade på tøj. - **snustobaksdåse**: en lille æske til tobak, man trækker op i næsen. - **raslede**: lavede en lyd, som når små, hårde ting slår mod hinanden. - **kolbøtter**: bevægelser, hvor man drejer hele kroppen rundt. - **griflen**: en pind, man skriver på en tavle med. - **gjorde kommers**: morede sig og larmede. - **kunststykke**: her: et legetøj med et trick. - **bi til i morgen**: vent til i morgen. - **kasketten**: en hue med skygge. - **rendestenen**: en lille kanal ved siden af gaden, hvor vandet løber. - **sylfide**: en let, lille luftånd. ## Den grimme ælling Der var så dejligt ude på landet. Det var sommer. Kornet stod gult, havren var grøn, og høet stod i stakke nede på de grønne enge. Der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om marker og enge var der store skove, og midt i skovene lå der dybe søer. Jo, der var rigtignok dejligt derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dybe kanaler rundt om. Fra muren og ned til vandet voksede der store skræppeblade. De var så høje, at små børn kunne stå oprejst under de største. Der var lige så vildt derinde som i den tykkeste skov. Her lå en and på sin rede. Hun skulle ruge sine små ællinger ud, men nu var hun næsten træt af det. Det varede nemlig så længe, og hun fik sjældent besøg. De andre ænder ville hellere svømme rundt i kanalerne. De holdt mindre af at løbe op og sidde under et skræppeblad for at snadre med hende. Endelig revnede det ene æg efter det andet. “Pip! pip!” sagde det. Alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovedet ud. “Rap! rap!” sagde hun. Så rappede de sig, alt hvad de kunne, og så til alle sider under de grønne blade. Moderen lod dem se, så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene. “Hvor dog verden er stor!” sagde alle ungerne. For de havde rigtignok meget mere plads nu, end da de lå inde i ægget. “Tror I, det er hele verden!” sagde moderen. “Den strækker sig langt på den anden side af haven, lige ind i præstens mark! Men der har jeg aldrig været! – I er her vel allesammen!” Og så rejste hun sig op. “Nej, jeg har ikke alle! Det største æg ligger der endnu. Hvor længe skal det vare! Nu er jeg snart træt af det!” Og så lagde hun sig igen. “Nå, hvordan går det?” sagde en gammel and, som kom på besøg. “Det varer så længe med det ene æg!” sagde anden, som lå. “Der vil ikke gå hul på det! Men nu skal du se de andre! Det er de dejligste ællinger, jeg har set! De ligner allesammen deres fader, det skarn. Han kommer ikke og besøger mig.” “Lad mig se det æg, der ikke vil revne!” sagde den gamle. “Du kan tro, at det er et kalkunæg! Sådan er jeg også blevet narret engang. Jeg havde min sorg og nød med de unger, for de er bange for vandet, skal jeg sige dig! Jeg kunne ikke få dem ud! Jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! – Lad mig se ægget! Jo, det er et kalkunæg! Lad du det ligge, og lær de andre børn at svømme!” “Jeg vil dog ligge på det lidt endnu!” sagde anden. “Har jeg nu ligget så længe, så kan jeg ligge Dyrehavstiden med!” “Vær så god!” sagde den gamle and, og så gik hun. Endelig revnede det store æg. “Pip! pip!” sagde ungen og væltede ud. Han var så stor og styg. Anden så på ham. “Det er da en forfærdelig stor ælling!” sagde hun. “Ingen af de andre ser sådan ud! Det skulle dog vel aldrig være en kalkunkylling! Nå, det skal vi snart finde ud af! I vandet skal han, om jeg så selv må sparke ham ud!” Næste dag var det et velsignet, dejligt vejr. Solen skinnede på alle de grønne skræpper. Ællingemoderen kom med hele sin familie ned til kanalen. Pladsk! sprang hun i vandet. “Rap! rap!” sagde hun, og den ene ælling plumpede ud efter den anden. Vandet slog dem over hovedet, men de kom straks op igen og flød så dejligt. Benene gik af sig selv, og alle var ude. Selv den stygge, grå unge svømmede med. “Nej, det er ingen kalkun!” sagde hun. “Se, hvor dejligt den bruger benene, og hvor rank den holder sig! Det er min egen unge! I grunden er den ganske køn, når man ser rigtigt på den! Rap! rap! – Kom nu med mig, så skal jeg føre jer ind i verden. Jeg vil præsentere jer i andegården. Men hold jer altid tæt ved mig, så ingen træder på jer, og pas på kattene!” Og så kom de ind i andegården. Der var en skrækkelig støj derinde, for to familier sloges om et ålehoved. Og så fik katten det alligevel. “Se, sådan går det til i verden!” sagde ællingemoderen og slikkede sig om snabelen. For hun ville også have ålehovedet. “Brug nu benene!” sagde hun. “Se, at I kan rappe jer, og bøj halsen for den gamle and derhenne! Hun er den fineste af dem alle her! Hun er af spansk blod, derfor er hun svær. Og se, hun har en rød klud om benet! Det er noget særligt dejligt og den største ære, nogen and kan få. Det betyder, at man ikke vil af med hende, og at dyr og mennesker skal kende hende! – Rap jer! – Ikke med benene indad! En velopdragen ælling sætter benene langt fra hinanden, ligesom fader og moder! Se så! Bøj nu halsen, og sig: rap!” Og det gjorde de. Men de andre ænder rundt om så på dem og sagde ganske højt: “Se så! Nu skal vi også have det slæng! Som om vi ikke var nok i forvejen! Og fy, hvor den ene ælling ser ud! Ham vil vi ikke tåle!” Og straks fløj en and hen og bed den i nakken. “Lad ham være!” sagde moderen. “Han gør jo ingen noget!” “Ja, men han er for stor og for aparte!” sagde anden, som bed. “Og så skal han nøfles!” “Det er kønne børn, moder har!” sagde den gamle and med kluden om benet. “Allesammen kønne, på den ene nær. Den er ikke lykkedes! Jeg ville ønske, hun kunne gøre den om igen!” “Det går ikke, Deres nåde!” sagde ællingemoderen. “Han er ikke køn, men han har et inderlig godt gemyt. Han svømmer så dejligt som nogen af de andre, ja, jeg tør sige lidt bedre! Jeg tror, han vokser sig køn, eller at han med tiden bliver noget mindre! Han har ligget for længe i ægget, og derfor har han ikke fået den rette form!” Og så pillede hun ham i nakken og glattede på personen. “Han er desuden en andrik,” sagde hun, “og så gør det ikke så meget! Jeg tror, han får gode kræfter. Han slår sig nok igennem!” “De andre ællinger er nydelige!” sagde den gamle. “Lad nu, som om I er hjemme. Og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!” Og så var de som hjemme. Men den stakkels ælling, som sidst var kommet ud af ægget, så så fæl ud. Den blev bidt, puffet og gjort nar af, både af ænderne og hønsene. “Han er for stor!” sagde de allesammen. Den kalkunske hane var født med sporer og troede derfor, at han var en kejser. Han pustede sig op som et skib for fulde sejl og gik lige hen imod ham. Så pludrede den og blev helt rød i hovedet. Den stakkels ælling vidste hverken, hvor den turde stå eller gå. Den var så bedrøvet, fordi den så så styg ud og var til spot for hele andegården. Sådan gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem allesammen. Selv hans søskende var så onde imod ham. De sagde altid: “Bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!” Og moderen sagde: “Gid du bare var langt borte!” Ænderne bed ham, og hønsene huggede ham. Pigen, som skulle give dyrene æde, sparkede til ham med foden. Da løb og fløj han hen over hegnet. De små fugle i buskene fløj forskrækkede op i luften. “Det er, fordi jeg er så styg,” tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb alligevel af sted. Så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den hele natten, for den var så træt og bedrøvet. Om morgenen fløj vildænderne op og så på den nye kammerat. “Hvad er du for en?” spurgte de. Ællingen drejede sig til alle sider og hilste, så godt den kunne. “Du er inderlig styg!” sagde vildænderne. “Men det kan da være os det samme, når du ikke gifter dig ind i vores familie!” Den stakkel! Han tænkte rigtignok ikke på at gifte sig. Turde han bare have lov til at ligge i sivene og drikke lidt mosevand! Der lå han i hele to dage. Så kom der to vildgæs eller rettere vildgasser, for de var to hanner. Det var ikke længe siden, de var kommet ud af ægget, og derfor var de så kække. “Hør, kammerat!” sagde de. “Du er så styg, at jeg godt kan lide dig! Vil du tage med og være trækfugl! Tæt herved i en anden mose er der nogle søde, velsignede vildgæs, allesammen frøkener, der kan sige: rap! Du kan gøre din lykke, så styg er du!” – – “Pif! paf!” lød det i det samme ovenover. Begge vildgasser faldt døde ned i sivene, og vandet blev blodrødt. Pif! paf! lød det igen, og hele flokke af vildgæs fløj op af sivene. Så knaldede det igen. Der var stor jagt. Jægerne lå rundt om mosen, ja, nogle sad oppe i grenene, der strakte sig langt ud over sivene. Den blå røg gik ligesom skyer ind mellem de mørke træer og hang langt hen over vandet. I mudderet kom jagthundene, klask klask. Siv og rør svajede til alle sider. Det var en forskrækkelse for den stakkels ælling! Den drejede hovedet for at få det under vingen. Lige i det samme stod en frygtelig stor hund tæt ved den. Tungen hang langt ud af halsen på ham, og øjnene skinnede grueligt fælt. Han satte sit gab lige ned mod ællingen og viste de skarpe tænder – – og pladsk! pladsk! gik han igen uden at tage den. “O, Gud ske lov!” sukkede ællingen. “Jeg er så styg, at selv hunden ikke gider bide mig!” Og så lå den ganske stille, mens haglene susede i sivene, og det knaldede skud på skud. Først langt ud på dagen blev der stille. Men den stakkels unge turde endnu ikke rejse sig. Den ventede flere timer endnu, før den så sig om. Så skyndte den sig væk fra mosen, alt hvad den kunne. Den løb over mark og over eng. Det blæste så meget, at den havde svært ved at komme frem. Mod aften nåede den et fattigt lille bondehus. Det var så elendigt, at det ikke selv vidste, til hvilken side det ville falde. Og så blev det stående. Blæsten susede sådan om ællingen, at han måtte sætte sig på halen for at holde imod. Det blev værre og værre. Da mærkede han, at døren var gået af det ene hængsel. Den hang så skævt, at han kunne smutte ind i stuen gennem sprækken. Og det gjorde han. Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne. Katten, som hun kaldte *Sønneke*, kunne skyde ryg og spinde. Han gnistrede endda, men så måtte man stryge ham mod hårene. Hønen havde ganske små, lave ben, og derfor blev den kaldt *“Kykkelilavben”*. Den var god til at lægge æg, og konen holdt af den som af sit eget barn. Om morgenen så man straks den fremmede ælling. Katten begyndte at spinde og hønen at klukke. “Hvad for noget!” sagde konen og så sig omkring. Men hun så ikke godt, og så troede hun, at ællingen var en fed and, der var faret vild. “Det var jo en god fangst!” sagde hun. “Nu kan jeg få andeæg, hvis den bare ikke er en andrik! Det må vi prøve!” Og så blev ællingen taget på prøve i tre uger, men der kom ingen æg. Katten var herre i huset, og hønen var madamme. Altid sagde de: “vi og verden!” For de troede, at de var halvdelen, og den allerbedste del. Ællingen syntes, at man også kunne have en anden mening, men det tålte hønen ikke. “Kan du lægge æg?” spurgte hun. “Nej!” “Ja, vil du så holde din mund!” Og katten sagde: “Kan du skyde ryg, spinde og gnistre?” “Nej!” “Ja, så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!” Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør. Da kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet. Den fik sådan en forunderlig lyst til at flyde på vandet. Til sidst kunne den ikke lade være, den måtte sige det til hønen. “Hvad går der af dig?” spurgte hun. “Du har ingenting at lave, derfor får du de nykker! Læg æg eller spind, så går de over.” “Men det er så dejligt at flyde på vandet!” sagde ællingen. “Så dejligt at få det over hovedet og dykke ned på bunden!” “Ja, det er en stor fornøjelse!” sagde hønen. “Du er nok blevet gal! Spørg katten, han er den klogeste, jeg kender, om han holder af at flyde på vandet eller dykke ned! Jeg vil ikke tale om mig selv. – Spørg selv vores herskab, den gamle kone. Der er ingen i verden, der er klogere end hende! Tror du, hun har lyst til at flyde og få vand over hovedet!” “I forstår mig ikke!” sagde ællingen. “Ja, forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, barn! Og tak du din skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue, og har du ikke selskab, du kan lære noget af! Men du er et vrøvlehoved, og det er ikke morsomt at være sammen med dig! Du kan tro mig! Jeg mener det godt med dig. Jeg siger ubehagelige ting til dig, og på den måde skal man kende sine sande venner! Se nu bare at få lagt æg, og lær at spinde eller gnistre!” “Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden!” sagde ællingen. “Ja, gør du det!” sagde hønen. Og så gik ællingen. Den flød på vandet, og den dykkede ned, men alle dyr så ned på den, fordi den var så grim. Nu kom efteråret. Bladene i skoven blev gule og brune. Blæsten tog fat i dem, så de dansede omkring, og oppe i luften så der koldt ud. Skyerne hang tunge med hagl og snefnug. På gærdet stod ravnen og skreg “av! av!” af bare kulde. Ja, man kunne rigtig fryse, når man tænkte på det. Den stakkels ælling havde det rigtignok ikke godt. En aften, mens solen gik så velsignet ned, kom der en hel flok dejlige, store fugle ud af buskene. Ællingen havde aldrig set nogen så smukke. De var helt skinnende hvide og havde lange, smidige halse. Det var svaner. De udstødte en ganske forunderlig lyd og bredte deres prægtige, lange vinger ud. Så fløj de bort fra de kolde egne til varmere lande og åbne søer! De steg så højt, så højt. Den lille grimme ælling fik det så forunderligt. Den drejede sig rundt i vandet ligesom et hjul og rakte halsen højt op i luften efter dem. Den udstødte et skrig så højt og forunderligt, at den selv blev bange for det. O, den kunne ikke glemme de dejlige fugle, de lykkelige fugle! Så snart den ikke længere kunne se dem, dykkede den lige ned til bunden. Da den kom op igen, var den ligesom ude af sig selv. Den vidste ikke, hvad fuglene hed, og ikke, hvor de fløj hen. Men alligevel holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen. Den misundte dem slet ikke. Hvordan kunne den finde på at ønske sig sådan en dejlighed? Den ville være glad, hvis bare ænderne ville have tålt den imellem sig! – Det stakkels grimme dyr! Og vinteren blev så kold, så kold. Ællingen måtte svømme rundt i vandet for at holde det fra at fryse helt til. Men hver nat blev hullet, som den svømmede i, smallere og smallere. Det frøs, så det knirkede i isskorpen. Ællingen måtte hele tiden bruge benene, for at vandet ikke skulle lukke sig. Til sidst blev den mat, lå ganske stille og frøs fast i isen. Tidligt om morgenen kom en bondemand. Han så den, gik ud og slog isen i stykker med sin træsko. Så bar han den hjem til sin kone. Der kom den til live igen. Børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de ville gøre den ondt. Af forskrækkelse fløj den lige op i mælkefadet, så mælken skvulpede ud i stuen. Konen skreg og slog hænderne i vejret. Da fløj den i truget, hvor smørret var, og så ned i meltønden og op igen. Nå, hvor den kom til at se ud! Konen skreg og slog efter den med ildklemmen. Børnene løb hinanden omkuld for at fange ællingen, og de lo, og de skreg! Godt var det, at døren stod åben. Ud fløj den mellem buskene i den nyfaldne sne. Der lå den, ligesom i dvale. Den måtte prøve stor nød og elendighed i den hårde vinter. Men det ville blive alt for bedrøveligt at fortælle om det hele – – Den lå i mosen mellem rørene, da solen igen begyndte at skinne varmt. Lærkerne sang. – Det var dejligt forår. Da løftede den på én gang sine vinger. De bruste stærkere end før og bar den kraftigt af sted. Før den rigtig vidste det, var den i en stor have. Æbletræerne stod i blomst, og syrenerne duftede. De hang på de lange, grønne grene lige ned mod de bugtede kanaler! O, her var så dejligt, så forårsfriskt! Og lige foran kom tre dejlige, hvide svaner ud af krattet. De bruste med fjerene og flød så let på vandet. Ællingen kendte de prægtige dyr og blev grebet af en forunderlig sørgmodighed. “Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! Og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er så styg, tør komme nær dem! Men det er det samme! Bedre at dræbes af dem end at nappes af ænderne og hugges af hønsene! Bedre end at sparkes af pigen, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren!” Og den fløj ud i vandet og svømmede hen mod de prægtige svaner. De så den og skød hen imod den med brusende fjer. “Dræb mig kun!” sagde det stakkels dyr. Den bøjede sit hoved ned mod vandet og ventede døden. – Men hvad så den i det klare vand! Den så sit eget billede under sig. Men den var ikke længere en kluntet, sortgrå fugl, styg og fæl. Den var selv en svane. Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg! Den følte sig rigtig glad over al den nød og modgang, den havde prøvet. Nu kunne den rigtig glæde sig over sin lykke og al den dejlighed, der hilste den. – Og de store svaner svømmede rundt omkring den og strøg den med næbet. I haven kom der nogle små børn. De kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste råbte: “Der er en ny!” Og de andre børn jublede med: “Ja, der er kommet en ny!” De klappede i hænderne og dansede rundt og løb efter fader og moder. Der blev kastet brød og kage i vandet, og alle sagde de: “Den nye er den smukkeste! Så ung og så dejlig!” Og de gamle svaner bøjede halsen for den. Da følte den sig ganske genert og stak hovedet om bag vingerne. Den vidste ikke selv hvad! Den var alt for lykkelig, men slet ikke stolt, for et godt hjerte bliver aldrig stolt! Den tænkte på, hvordan den var blevet forfulgt og hånet. Nu hørte den alle sige, at den var den dejligste af alle dejlige fugle. Syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til den. Solen skinnede så varmt og så godt. Da bruste dens fjer, og den slanke hals løftede sig. Af hjertet jublede den: “Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!” ### Ordliste - **ælling**: en ung and (også: ællingen, ællinger; ællingemoderen er moderen til ællingerne) - **skræppeblade**: store blade fra en plante, der gror vildt - **rappede**: sagde rap; at rappe sig betyder også at skynde sig - **styg**: grim - **det skarn**: et grimt ord for en person, der opfører sig dårligt - **Dyrehavstiden**: sommertiden, hvor der var marked i Dyrehaven ved København - **ålehoved**: hovedet af en ål, en lang fisk - **snabelen**: elefantens lange næse; her i spøg om andens næb - **gemyt**: måden, en person er på indeni - **nøfles**: gammelt ord for at blive slået eller straffet - **andrik**: en han-and - **fæl**: grim og ond (også: fælt, fæle); “dit fæle spektakel” er et ondt skældsord: du er grim og frygtelig - **siv**: høje planter i vand (også: sivene) - **skyde ryg**: krumme ryggen, som en kat gør - **nykker**: dumme, pludselige ideer - **ildklemmen**: et redskab til at tage om gløder med ## Den lille pige med svovlstikkerne Det var så frygteligt koldt. Det sneede, og det begyndte at blive mørk aften. Det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik en lille, fattig pige på gaden. Hun havde bart hoved og nøgne fødder. Ja, hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun gik hjemmefra. Men hvad kunne det hjælpe! Det var meget store tøfler. Hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de. Dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, mens to vogne kørte frygteligt stærkt forbi. Den ene tøffel var ikke til at finde, og den anden løb en dreng med. Han sagde, at den kunne han bruge som vugge, når han selv fik børn. Der gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde. I et gammelt forklæde havde hun en mængde svovlstikker, og ét bundt gik hun med i hånden. Ingen havde købt af hende hele dagen. Ingen havde givet hende en lille skilling. Sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange, gule hår, der krøllede så smukt om nakken. Men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene, og i gaden lugtede der så dejligt af gåsesteg. Det var jo nytårsaften, ja, det tænkte hun på. Henne i en krog mellem to huse satte hun sig og krøb sammen. Det ene hus gik lidt længere ud i gaden end det andet. De små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere. Hjem turde hun ikke gå. Hun havde jo ikke solgt nogen svovlstikker og ikke fået en eneste skilling. Hendes fader ville slå hende, og der var også koldt hjemme. De havde kun taget lige over sig, og der fløjtede vinden ind. Der var ellers stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten helt døde af kulde. Ak! En lille svovlstikke kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene! Hun trak én ud, “ritsch!” Hvor spruttede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar flamme, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den. Det var et underligt lys! Den lille pige syntes, at hun sad foran en stor kakkelovn af jern med blanke messingkugler og en messingtromle. Ilden brændte så velsignet og varmede så godt! Nej, hvad var det! – Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme dem. – – Da slukkedes flammen, og kakkelovnen forsvandt. – Hun sad med et lille stykke af den udbrændte svovlstikke i hånden. En ny blev strøget. Den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev muren gennemsigtig som et flor. Hun så lige ind i stuen. Bordet stod dækket med en skinnende hvid dug og fint porcelæn. Dejligt dampede den stegte gås, fyldt med tørrede blommer og æbler! Og hvad der var endnu mere prægtigt: gåsen sprang fra fadet! Den vraltede hen ad gulvet med gaffel og kniv i ryggen. Lige hen til den fattige pige kom den. Da slukkedes svovlstikken, og der var kun den tykke, kolde mur at se. Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ. Det var endnu større og mere pyntet end det hos den rige købmand. Hun havde set det gennem glasdøren nu sidste jul. Tusinde lys brændte på de grønne grene. Brogede billeder, som dem der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret. – Da slukkedes svovlstikken. De mange julelys gik højere og højere, og hun så, at de nu var de klare stjerner. Én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen. “Nu dør der en!” sagde den lille. For gamle mormor havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud. Hun var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var hun død. Hun strøg igen en svovlstikke mod muren. Den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. “Mormor!” råbte den lille. “O, tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud. Borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store, velsignede juletræ!” Og hun strøg i hast hele resten af svovlstikkerne i bundtet, for hun ville rigtig holde på mormor. Svovlstikkerne lyste med sådan en glans, at det var klarere end den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor. Hun løftede den lille pige op på sin arm. Og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt. Og der var ingen kulde, ingen sult, ingen angst. – De var hos Gud! Men i krogen ved huset sad den lille pige i den kolde morgen. Hun havde røde kinder og smil om munden – død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. “Hun har villet varme sig!” sagde man. Ingen vidste, hvad smukt hun havde set. Ingen vidste, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde! ### Ordliste - **svovlstikke**: en gammel slags tændstik (også: svovlstikken, svovlstikker, svovlstikkerne) - **tøfler**: bløde sko, som man har på inde (én tøffel) - **skilling**: en lille gammel mønt - **forfrossen**: meget kold, så man fryser - **forkuet**: bange og uden mod - **stads**: fint tøj, pynt - **kakkelovn**: en ovn af sten eller jern, der varmer en stue - **messingkugler**: kugler af messing, et gult metal - **flor**: et meget tyndt stof, man kan se igennem - **vraltede**: gik langsomt fra side til side, som en and eller en gås - **lig**: en død krop - **knippe**: nogle ting bundet sammen ## Nattergalen I Kina, ved du jo nok, er kejseren en kineser, og alle dem, han har omkring sig, er kinesere. Det er nu mange år siden, men netop derfor er det værd at høre historien, før man glemmer den! Kejserens slot var det fineste i verden, helt og holdent af fint porcelæn. Det var så kostbart, men så let at slå i stykker. Det var så svært at røre ved, at man virkelig måtte passe på. I haven så man de mest forunderlige blomster. Ved de allerfineste var der bundet sølvklokker, der klingede. For man skulle ikke gå forbi uden at lægge mærke til blomsten. Ja, alting var så snedigt udtænkt i kejserens have. Den strakte sig så langt, at gartneren selv ikke vidste, hvor den endte. Blev man ved med at gå, kom man ind i den dejligste skov med høje træer og dybe søer. Skoven gik lige ned til havet, der var blåt og dybt. Store skibe kunne sejle lige ind under grenene. I disse grene boede der en nattergal. Den sang så velsignet, at selv den fattige fisker lå stille og lyttede. Han havde ellers så meget andet at passe. Om natten var han ude at trække fiskegarnet op, og da hørte han nattergalen. “Herre Gud, hvor det er kønt!” sagde han. Men så måtte han passe sit arbejde og glemte fuglen. Dog næste nat, når den igen sang, og fiskeren kom derud, sagde han det samme: “Herre Gud! Hvor det dog er kønt!” Fra alle verdens lande kom der rejsende til kejserens by. De beundrede den, slottet og haven. Men når de fik nattergalen at høre, sagde de allesammen: “Den er dog det bedste!” Og de rejsende fortalte om det, når de kom hjem. De lærde skrev mange bøger om byen, slottet og haven. Men nattergalen glemte de ikke, den blev sat allerøverst. Og de, som kunne digte, skrev de dejligste digte, allesammen om nattergalen i skoven ved den dybe sø. De bøger kom verden rundt, og nogle kom da også engang til kejseren. Han sad i sin guldstol og læste og læste. Hvert øjeblik nikkede han med hovedet, for det glædede ham at høre de prægtige beskrivelser af byen, slottet og haven. “Men nattergalen er dog det allerbedste!” stod der skrevet. “Hvad for noget!” sagde kejseren. “Nattergalen! Den kender jeg jo slet ikke! Er der sådan en fugl i mit kejserdømme, oven i købet i min have! Det har jeg aldrig hørt! Sådan noget skal man læse sig til!” Og så kaldte han på sin *kavaler*. Han var så fin, at han kun svarede “P!”, når nogen lavere turde tale til ham eller spørge ham. Og det betyder ikke noget. “Her skal jo være en meget mærkelig fugl, som kaldes nattergal!” sagde kejseren. “Man siger, at den er det allerbedste i mit store rige! Hvorfor har man aldrig sagt noget til mig om den!” “Jeg har aldrig før hørt den nævnt!” sagde kavaleren. “Den er aldrig blevet præsenteret ved hoffet!” “Jeg vil, at den skal komme her i aften og synge for mig!” sagde kejseren. “Der ved hele verden, hvad jeg har, og jeg ved det ikke!” “Jeg har aldrig før hørt den nævnt!” sagde kavaleren. “Jeg skal søge den, jeg skal finde den!” Men hvor var den at finde? Kavaleren løb op og ned ad alle trapper, gennem sale og gange. Ingen af dem, han mødte, havde hørt tale om nattergalen. Kavaleren løb igen til kejseren. Han sagde, at det vist måtte være en historie, som dem, der skrev bøger, havde fundet på. “Deres kejserlige Majestæt skal ikke tro, hvad der skrives! Det er opfindelser og noget, som kaldes den sorte kunst!” “Men den bog, hvor jeg læste det,” sagde kejseren, “er sendt til mig fra den stormægtige kejser af Japan. Så kan det ikke være løgn. Jeg vil høre nattergalen! Den skal være her i aften! Den har min højeste nåde! Og kommer den ikke, så skal hele hoffet dunkes på maven, når det har spist aftensmad.” “Tsing-pe!” sagde kavaleren og løb igen op og ned ad alle trapper, gennem alle sale og gange. Det halve hof løb med, for de ville ikke gerne dunkes på maven. Alle spurgte efter den mærkelige nattergal, som hele verden kendte, men ingen ved hoffet. Endelig mødte de en lille, fattig pige i køkkenet. Hun sagde: “O Gud, nattergalen! Den kender jeg godt! Ja, hvor den kan synge! Hver aften har jeg lov til at bringe lidt af resterne fra bordet hjem til min stakkels syge moder. Hun bor nede ved stranden. Når jeg så går tilbage, er jeg træt og hviler i skoven. Så hører jeg nattergalen synge! Jeg får tårer i øjnene af det, det er ligesom om min moder kyssede mig!” “Lille kokkepige!” sagde kavaleren. “Jeg skal skaffe hende fast ansættelse i køkkenet og lov til at se kejseren spise. Det får hun, hvis hun kan føre os til nattergalen, for den er kaldt til i aften!” Og så drog de allesammen ud i skoven, hvor nattergalen plejede at synge. Det halve hof var med. Mens de allerbedst gik, begyndte en ko at brøle. “O!” sagde hofjunkerne. “Nu har vi den! Det er dog en mærkelig kraft i sådan et lille dyr! Jeg har helt bestemt hørt den før!” “Nej, det er køerne, som brøler!” sagde den lille kokkepige. “Vi er stadig langt fra stedet!” Frøerne kvækkede nu i sumpen. “Dejligt!” sagde den kinesiske slotsprovst. “Nu hører jeg hende, det er ligesom små kirkeklokker!” “Nej, det er frøerne!” sagde den lille kokkepige. “Men nu tror jeg snart, vi hører den!” Så begyndte nattergalen at synge. “Den er det,” sagde den lille pige. “Hør! hør! Og der sidder den!” Og så pegede hun på en lille, grå fugl oppe i grenene. “Er det muligt!” sagde kavaleren. “Sådan havde jeg aldrig tænkt mig den! Hvor den ser simpel ud! Den har vist mistet farven af at se så mange fine mennesker hos sig!” “Lille nattergal!” råbte den lille kokkepige ganske højt. “Vores nådige kejser vil så gerne, at De skal synge for ham!” “Med største fornøjelse!” sagde nattergalen og sang, så det var en lyst. “Det er ligesom glasklokker!” sagde kavaleren. “Og se den lille strube, hvor den arbejder! Det er mærkeligt, at vi aldrig har hørt den før! Den vil gøre stor *succès* ved hoffet!” “Skal jeg synge endnu en gang for kejseren?” spurgte nattergalen, der troede, at kejseren var med. “Min fortræffelige lille nattergal!” sagde kavaleren. “Jeg har den store glæde at invitere Dem til en hoffest i aften. Der vil De fortrylle hans høje kejserlige nåde med Deres charmante sang!” “Den tager sig bedst ud i det grønne!” sagde nattergalen. Men den fulgte alligevel gerne med, da den hørte, at kejseren ønskede det. På slottet var der pudset ordentligt op! Væggene og gulvet af porcelæn skinnede ved mange tusinde guldlamper! De dejligste blomster, som rigtig kunne klinge, var stillet op i gangene. Alle løb, og det trak, og så klang alle klokkerne. Man kunne ikke høre, hvad man selv sagde. Midt inde i den store sal, hvor kejseren sad, var der stillet en guldpind. På den skulle nattergalen sidde. Hele hoffet var der. Den lille kokkepige havde fået lov til at stå bag døren, for hun havde nu titel af virkelig kokkepige. Alle var i deres fineste tøj, og alle så på den lille grå fugl, som kejseren nikkede til. Og nattergalen sang så dejligt, at kejseren fik tårer i øjnene. Tårerne trillede ned over hans kinder, og da sang nattergalen endnu smukkere, det gik lige til hjertet. Kejseren var så glad, og han sagde, at nattergalen skulle have hans guldtøffel at bære om halsen. Men nattergalen takkede, den havde allerede fået belønning nok. “Jeg har set tårer i øjnene på kejseren, det er mig den rigeste skat! En kejsers tårer har en forunderlig magt! Gud ved, jeg er nok belønnet!” Og så sang den igen med sin søde, velsignede stemme. “Det er det elskeligste koketteri, jeg kender!” sagde damerne rundt omkring. Så tog de vand i munden for at klukke, når nogen talte til dem. De troede også, at de var nattergale. Ja, lakajerne og kammerpigerne lod sige, at også de var tilfredse. Og det siger meget, for de er de allersværeste at gøre tilpas. Jo, nattergalen gjorde rigtignok lykke! Den skulle nu blive ved hoffet og have sit eget bur. Den fik frihed til at gå ud to gange om dagen og én gang om natten. Den fik tolv tjenere med, og de havde alle et silkebånd om benet på den og holdt godt fast. Der var slet ingen fornøjelse ved den tur. Hele byen talte om den mærkelige fugl. Mødtes to, så sagde den ene kun: “Nat-!” Og den anden sagde: “gal!” Så sukkede de og forstod hinanden. Ja, elleve spekhøkerbørn blev opkaldt efter den, men ikke ét af dem havde en tone i livet. En dag kom der en stor pakke til kejseren. Uden på stod der skrevet: *Nattergal.* “Der har vi nu en ny bog om vores berømte fugl!” sagde kejseren. Men det var ingen bog. Det var et lille kunststykke, der lå i en æske, en kunstig nattergal. Den skulle ligne den levende, men den var overalt besat med diamanter, rubiner og safirer. Så snart man trak kunstfuglen op, kunne den synge et af de stykker, den virkelige sang. Og så gik halen op og ned og glimtede af sølv og guld. Om halsen hang et lille bånd. På det stod der skrevet: *“Kejseren af Japans nattergal er fattig imod kejserens af Kina.”* “Det er dejligt!” sagde de allesammen. Den, som havde bragt den kunstige fugl, fik straks titel af overkejserlig-nattergale-bringer. “Nu må de synge sammen! Hvor det vil blive en duet!” Og så måtte de synge sammen, men det ville ikke rigtig gå. For den virkelige nattergal sang på sin måde, og kunstfuglen gik på valser. “Den har ingen skyld,” sagde *spillemesteren*. “Den holder takten særdeles godt og er helt af min skole!” Så skulle kunstfuglen synge alene. – Den gjorde lige så stor lykke som den virkelige. Og så var den jo også så meget mere nydelig at se på: den glimtede som armbånd og brystnåle. Treogtredive gange sang den et og det samme stykke, og den var alligevel ikke træt. Folk ville gerne have hørt den forfra igen. Men kejseren mente, at nu skulle den levende nattergal også synge lidt. – Men hvor var den? Ingen havde lagt mærke til, at den var fløjet ud ad det åbne vindue, bort til sine grønne skove. “Men hvad er dog det for noget!” sagde kejseren. Alle hoffolkene skældte ud og mente, at nattergalen var et meget utaknemmeligt dyr. “Den bedste fugl har vi dog!” sagde de. Så måtte kunstfuglen synge igen, og det var den fireogtredivte gang, de fik det samme stykke. Men de kunne det ikke helt endnu, for det var så svært. *Spillemesteren* roste fuglen helt overordentligt. Ja, han forsikrede, at den var bedre end den virkelige nattergal. Det gjaldt ikke kun klæderne og de mange dejlige diamanter, men også det indvendige. “For ser De, mine herskaber, kejseren frem for alle! Hos den virkelige nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme. Men hos kunstfuglen er alt bestemt! Sådan bliver det, og ikke anderledes! Man kan gøre rede for det. Man kan sprætte den op og vise den menneskelige tænkning, hvordan valserne ligger. Man kan vise, hvordan de går, og hvordan det ene følger af det andet –!” “Det er ganske mine tanker!” sagde de allesammen. *Spillemesteren* fik lov til at vise fuglen frem for folket næste søndag. De skulle også høre den synge, sagde kejseren. Og de hørte den, og de blev så fornøjede, som om de havde drukket sig lystige i tevand. For det er nu så ganske kinesisk. Alle sagde “o!” og stak den finger i vejret, man kalder *“Slikpot”*, og så nikkede de. Men de fattige fiskere havde hørt den virkelige nattergal. De sagde: “det klinger smukt nok, det ligner også, men der mangler noget, jeg ved ikke hvad!” Den virkelige nattergal var forvist fra land og rige. Kunstfuglen havde sin plads på en silkepude tæt ved kejserens seng. Alle de gaver, den havde fået, guld og ædelstene, lå rundt om den. I titel var den steget til “Højkejserlig natbord-sanger”. I rang var den *nummer ét* til venstre side. For kejseren regnede den side for den fineste, hvor hjertet sad. Og hjertet sidder til venstre også hos en kejser. Og *spillemesteren* skrev femogtyve bind om kunstfuglen. Det var så lærd og så langt, og med de allersværeste kinesiske ord. Så alle folk sagde, at de havde læst og forstået det. Ellers havde de jo været dumme, og så var de blevet dunket på maven. Sådan gik der et helt år. Kejseren, hoffet og alle de andre kinesere kunne hvert lille kluk i kunstfuglens sang udenad. Men netop derfor syntes de nu allerbedst om den. De kunne selv synge med, og det gjorde de. Gadedrengene sang “zizizi! klukklukkluk!” og kejseren sang det –! Jo, det var bestemt dejligt! Men en aften lå kejseren i sengen og hørte på kunstfuglen, og den sang allerbedst. Da sagde det “svup!” inde i fuglen. Der sprang noget: “surrrrrr!” Alle hjulene løb rundt, og så stod musikken. Kejseren sprang straks ud af sengen og lod sin livlæge kalde, men hvad kunne han hjælpe! Så lod de urmageren hente. Efter megen snak og mange undersøgelser fik han fuglen nogenlunde i stand. Men han sagde, at der måtte spares meget på den. Den var nemlig så slidt i tapperne. Og det var ikke muligt at sætte nye i, så musikken gik sikkert. Det var en stor sorg! Kun én gang om året turde man lade kunstfuglen synge, og det var hårdt nok endda. Men så holdt *spillemesteren* en lille tale med de svære ord. Han sagde, at det var lige så godt som før, og så var det lige så godt som før. Nu var fem år gået, og hele landet fik en rigtig stor sorg. For i grunden holdt de allesammen af deres kejser. Nu var han syg og kunne ikke leve, sagde man. En ny kejser var allerede valgt. Folk stod ude på gaden og spurgte *kavaleren*, hvordan det gik med deres kejser. “P!” sagde han og rystede på hovedet. Kold og bleg lå kejseren i sin store, prægtige seng. Hele hoffet troede, at han var død, og alle løb hen for at hilse på den nye kejser. Kammertjenerne løb ud for at snakke om det, og slotspigerne holdt stort kaffeselskab. Rundt om i alle sale og gange var der lagt klæde, så man ikke skulle høre nogen gå. Derfor var der så stille, så stille. Men kejseren var endnu ikke død. Stiv og bleg lå han i den prægtige seng med de lange fløjlsgardiner og de tunge guldkvaster. Højt oppe stod et vindue åbent, og månen skinnede ind på kejseren og kunstfuglen. Den stakkels kejser kunne næsten ikke trække vejret. Det var, som om der sad noget på hans bryst. Han slog øjnene op, og da så han, at det var Døden, der sad på hans bryst. Døden havde taget hans guldkrone på. I den ene hånd holdt Døden kejserens guldsabel, i den anden hans prægtige fane. Rundt om i folderne af de store fløjlsgardiner stak der forunderlige hoveder frem. Nogle var ganske fæle, andre så velsignet milde. Det var alle kejserens onde og gode gerninger. De så på ham, nu da Døden sad på hans hjerte. “Husker du det?” hviskede den ene efter den anden. “Husker du det!” Og så fortalte de ham så meget, at sveden sprang ham ud af panden. “Det har jeg aldrig vidst!” sagde kejseren. “Musik, musik, den store kinesiske tromme!” råbte han. “Så jeg ikke skal høre alt det, de siger!” Og de blev ved, og Døden nikkede ligesom en kineser ved alt, hvad der blev sagt. “Musik, musik!” skreg kejseren. “Du lille velsignede guldfugl! Syng dog, syng! Jeg har givet dig guld og kostbarheder. Jeg har selv hængt min guldtøffel om halsen på dig. Syng dog, syng!” Men fuglen stod stille. Der var ingen til at trække den op, og ellers sang den ikke. Men Døden blev ved med at se på kejseren med sine store, tomme øjenhuler. Og der var så stille, så skrækkeligt stille. Da lød i det samme den dejligste sang, tæt ved vinduet. Det var den lille, levende nattergal, der sad på grenen udenfor. Den havde hørt om sin kejsers nød. Derfor var den kommet for at synge trøst og håb for ham. Mens den sang, blev skikkelserne mere og mere blege. Blodet kom hurtigere og hurtigere i gang i kejserens svage lemmer. Og Døden selv lyttede og sagde: “Bliv ved, lille nattergal! Bliv ved!” “Ja, vil du give mig den prægtige guldsabel!” sagde nattergalen. “Ja, vil du give mig den rige fane! Vil du give mig kejserens krone!” Og Døden gav hver kostbar ting for en sang, og nattergalen blev ved med at synge. Den sang om den stille kirkegård, hvor de hvide roser gror, og hvor hyldetræet dufter. Der bliver det friske græs vandet af de efterlevendes tårer. Da fik Døden længsel efter sin have og svævede som en kold, hvid tåge ud af vinduet. “Tak, tak!” sagde kejseren. “Du himmelske lille fugl, jeg kender dig nok! Dig har jeg jaget fra mit land og rige! Og dog har du sunget de onde syner væk fra min seng og fået Døden fra mit hjerte! Hvordan skal jeg lønne dig?” “Du har lønnet mig!” sagde nattergalen. “Jeg har fået tårer af dine øjne, første gang jeg sang. Det glemmer jeg aldrig! Det er de juveler, der gør et sangerhjerte godt –! Men sov nu, og bliv frisk og stærk! Jeg skal synge for dig!” Og den sang – og kejseren faldt i en sød søvn, så mild og velgørende var søvnen. Solen skinnede ind ad vinduerne til ham, da han vågnede, styrket og sund. Ingen af hans tjenere var kommet tilbage endnu, for de troede, at han var død. Men nattergalen sad der endnu og sang. “Altid må du blive hos mig!” sagde kejseren. “Du skal kun synge, når du selv vil, og kunstfuglen slår jeg i tusinde stykker.” “Gør ikke det!” sagde nattergalen. “Den har jo gjort det gode, den kunne! Behold den som altid! Jeg kan ikke bygge og bo på slottet, men lad mig komme, når jeg selv har lyst. Så vil jeg om aftenen sidde på grenen der ved vinduet og synge for dig. Så du kan blive glad og tankefuld på samme tid! Jeg skal synge om de lykkelige og om dem, som lider! Jeg skal synge om ondt og godt, der holdes skjult rundt om dig! Den lille sangfugl flyver vidt omkring, til den fattige fisker og til bondemandens tag. Den flyver til hver, der er langt fra dig og dit hof! Jeg elsker dit hjerte mere end din krone, og dog har kronen en duft af noget helligt om sig! – Jeg kommer, jeg synger for dig! – Men ét må du love mig!” “Alt!” sagde kejseren. Han stod der i sin kejserlige dragt, som han selv havde taget på. Han holdt sabelen, der var tung af guld, op mod sit hjerte. “Ét beder jeg dig om! Fortæl ingen, at du har en lille fugl, der siger dig alt, så vil det gå endnu bedre!” Og da fløj nattergalen bort. Tjenerne kom ind for at se til deres døde kejser. – Jo, der stod de, og kejseren sagde: “god morgen!” ### Ordliste - **nattergal**: en lille, grå fugl, der synger smukt (også: nattergalen, nattergale) - **kavaler**: en fin mand ved hoffet - **hoffet**: alle fine folk omkring en kejser eller konge - **den sorte kunst**: at trykke bøger; det lyder også som trolddom - **dunkes**: få slag med hånden (også: dunket) - **hofjunkerne**: unge, fine mænd ved hoffet - **slotsprovst**: præsten på slottet - **succès**: fransk ord for stor lykke, succes - **charmante**: søde og dejlige - **guldtøffel**: en blød sko af guld, som man har på inde - **koketteri**: at vise sig frem for at blive beundret - **lakajerne**: tjenere i fint tøj - **spekhøkerbørn**: børn af en mand, der sælger mad i en lille butik - **valser**: ruller inde i en spilledåse, som laver musikken - **Slikpot**: fingeren ved siden af tommelfingeren - **tapperne**: små metalpinde, som hjul drejer om