# Eventyr (niveau A2) *H. C. Andersen* ## Prinsessen på ærten Der var engang en prins. Han ville have en prinsesse, men det skulle være en *rigtig* prinsesse. Så rejste han hele verden rundt for at finde sådan en. Men alle steder var der noget i vejen. Der var prinsesser nok. Men var det *rigtige* prinsesser? Det kunne han ikke helt finde ud af. Altid var der noget, som ikke var så rigtigt. Så kom han hjem igen, og han var så ked af det. For han ville så gerne have en virkelig prinsesse. En aften blev det frygteligt vejr. Det lynede og tordnede, og regnen skyllede ned. Det var helt forfærdeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen for at lukke op. Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men Gud, hvor hun så ud efter regnen og det dårlige vejr! Vandet løb ned ad hendes hår og hendes tøj. Det løb ind ad næsen på skoen og ud ad hælen. Og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse. “Ja, det skal vi nok få at vide!” tænkte den gamle dronning. Men hun sagde ikke noget. Hun gik ind i soveværelset og tog alt sengetøjet af. Hun lagde en ært på bunden af sengen. Så tog hun tyve madrasser og lagde dem oven på ærten. Og så lagde hun endnu tyve ederdunsdyner oven på madrasserne. Der skulle prinsessen nu ligge om natten. Om morgenen spurgte de hende, hvordan hun havde sovet. “O, forfærdeligt dårligt!” sagde prinsessen. “Jeg har næsten ikke lukket mine øjne hele natten! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt. Derfor er jeg helt brun og blå over hele kroppen! Det er helt forfærdeligt!” Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse. For hun havde mærket ærten gennem de tyve madrasser og de tyve ederdunsdyner. Så ømskindet kunne ingen være, undtagen en virkelig prinsesse. Så tog prinsen hende til kone. For nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse. Og ærten kom på kunstkammeret. Der kan man endnu se den, hvis ingen har taget den. Se, det var en rigtig historie! ### Ordliste - **ært**: en lille, rund, grøn ting, som man kan spise. - **lynede**: der kom stærkt lys fra himlen. - **tordnede**: der kom høje brag fra himlen. - **skyllede ned**: faldt meget kraftigt. - **port**: en stor dør i muren om en by. - **næsen på skoen**: den forreste del af skoen. - **hælen**: den bageste del af skoen. - **madrasser**: tykke, bløde ting, som man ligger på i en seng. - **ederdunsdyner**: meget bløde dyner med fjer fra en havfugl. - **brun og blå**: med mørke mærker på huden, fordi noget har gjort ondt. - **ømskindet**: en person, hvis hud let gør ondt. - **kunstkammeret**: et rum, hvor en konge har kunst og sjældne ting. ## Kejserens nye klæder For mange år siden levede en kejser. Han holdt utrolig meget af smukke, nye klæder. Derfor brugte han alle sine penge på at blive rigtig fin. Han brød sig ikke om sine soldater. Han brød sig heller ikke om teater eller om at køre i skoven. Det gjorde han kun for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen. Om en konge siger man: “Han er i rådet.” På samme måde sagde man altid her: “Kejseren er i garderoben!” I den store by, hvor han boede, havde folk det meget sjovt. Hver dag kom der mange fremmede. En dag kom der to bedragere. De sagde, at de var vævere. De sagde, at de kunne væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Farverne og mønstret var usædvanligt smukke. Men klæder af tøjet havde også en forunderlig evne. Man kunne ikke se dem, hvis man ikke passede til sit embede. Man kunne heller ikke se dem, hvis man var alt for dum. “Det var jo nogle dejlige klæder,” tænkte kejseren. “Hvis jeg har dem på, kan jeg finde ud af noget. Jeg kan se, hvilke mænd i mit rige der ikke passer til deres embede. Jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja, det tøj skal de straks væve til mig!” Og han gav de to bedragere mange penge på forhånd. Så skulle de begynde på deres arbejde. De satte også to væverstole op og lod, som om de arbejdede. Men der var slet ikke noget på væven. Hurtigt forlangte de den fineste silke og det flotteste guld. Det puttede de i deres egen pose. Og de arbejdede ved de tomme væve, helt til langt ud på natten. “Nu ville jeg gerne vide, hvor langt de er med tøjet!” tænkte kejseren. Men han følte sig virkelig lidt underlig om hjertet. Han tænkte på, at den, som var dum, ikke kunne se tøjet. Og den, som passede dårligt til sit embede, kunne heller ikke se det. Han troede nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv. Men han ville alligevel sende en anden først. Han skulle se, hvordan det stod til. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøjet havde. Og alle ville så gerne se, hvor dårlig eller dum deres nabo var. “Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!” tænkte kejseren. “Han kan bedst se, hvordan tøjet ser ud. For han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!” Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen. Der sad de to bedragere og arbejdede ved de tomme væve. “Gud bevare os!” tænkte den gamle minister og spilede øjnene op. “Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke. Begge bedragerne bad ham være så god at komme nærmere. De spurgte, om det ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv. Den stakkels gamle minister blev ved med at spile øjnene op. Men han kunne ikke se noget, for der var ingen ting. “Herre Gud!” tænkte han. “Skulle jeg være dum? Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Skulle jeg ikke passe til mit embede? Nej, det går ikke, at jeg fortæller, at jeg ikke kan se tøjet!” “Nå, De siger ikke noget om det!” sagde den ene, som vævede. “O, det er nydeligt! Ganske allerkæreste!” sagde den gamle minister og så gennem sine briller. “Dette mønster og disse farver! Ja, jeg skal sige til kejseren, at jeg synes meget godt om det!” “Nå, det glæder os!” sagde begge væverne. Og nu nævnte de farverne ved navn og fortalte om det mærkelige mønster. Den gamle minister hørte godt efter. Han ville sige det samme, når han kom hjem til kejseren. Og det gjorde han. Nu forlangte bedragerne flere penge og mere silke og guld. Det skulle de bruge til at væve. De stak det hele i deres egne lommer. Der kom ikke en eneste tråd på væven. Men de blev ved med at væve på den tomme væv, som før. Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand derhen. Han skulle se, hvordan det gik med at væve, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom ministeren. Han så og så. Men der var jo kun de tomme væve, så han kunne ingen ting se. “Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!” sagde begge bedragerne. De viste og forklarede det dejlige mønster, som slet ikke var der. “Dum er jeg ikke!” tænkte manden. “Så er det mit gode embede, jeg ikke passer til? Det var morsomt nok! Men det må ingen mærke!” Og så roste han tøjet, som han ikke så. Han sagde, hvor glad han var for de smukke farver og det dejlige mønster. “Ja, det er ganske allerkæreste!” sagde han til kejseren. Alle mennesker i byen talte om det flotte tøj. Nu ville kejseren selv se det, mens det endnu var på væven. Han tog en hel flok af udsøgte mænd med. Mellem dem var de to gamle skikkelige embedsmænd, som havde været der før. Han gik hen til de to listige bedragere. De vævede nu af alle kræfter, men uden en eneste tråd. “Ja, er det ikke magnifique!” sagde begge de skikkelige embedsmænd. “Vil Deres Majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver!” Og så pegede de på den tomme væv. For de troede, at de andre nok kunne se tøjet. “Hvad for noget!” tænkte kejseren. “Jeg ser ingen ting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Passer jeg ikke til at være kejser? Det var det frygteligste, som kunne ske mig!” “O, det er meget smukt!” sagde kejseren. “Det har mit allerhøjeste bifald!” Og han nikkede tilfreds og så på den tomme væv. Han ville ikke sige, at han ingen ting kunne se. Hele følget, som han havde med, så og så. Men de så ikke mere end alle de andre. Alligevel sagde de ligesom kejseren: “O, det er meget smukt!” De rådede ham til at tage de nye, flotte klæder på. Han skulle bære dem første gang ved den store procession, som snart skulle være. “Det er magnifique! Nysseligt, excellent!” gik det fra mund til mund. Og alle var meget glade og tilfredse. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet. Og de fik titlen vævejunkere. Hele natten før den formiddag, hvor processionen skulle være, sad bedragerne oppe. De havde over seksten lys tændt. Folk kunne se, at de havde travlt med at få kejserens nye klæder færdige. De lod, som om de tog tøjet af væven. De klippede i luften med store sakse. De syede med en nål uden tråd. Til sidst sagde de: “Se, nu er klæderne færdige!” Kejseren kom selv derhen med sine fineste mænd. Begge bedragerne løftede den ene arm i vejret, ligesom om de holdt noget. De sagde: “Se, her er bukserne! Her er kjolen! Her er kappen!” Og sådan blev de ved. “Det er så let som spindelvæv! Man skulle tro, at man ingen ting havde på kroppen. Men det er netop det gode ved det!” “Ja!” sagde alle mændene. Men de kunne ingen ting se, for der var ikke noget. “Vil Deres kejserlige Majestæt nu være så venlig at tage Deres klæder af!” sagde bedragerne. “Så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store spejl!” Kejseren tog alle sine klæder af. Bedragerne gjorde, som om de gav ham hvert stykke af de nye klæder. Dem skulle de jo have syet. Og kejseren vendte og drejede sig foran spejlet. “Gud, hvor de klæder godt! Hvor de sidder dejligt!” sagde de alle sammen. “Hvilket mønster! Hvilke farver! Det er en kostbar dragt!” “De står udenfor med tronhimlen. De skal bære den over Deres Majestæt i processionen!” sagde overceremonimesteren. “Ja, jeg er jo klar!” sagde kejseren. “Sidder det ikke godt?” Og så vendte han sig en gang til foran spejlet. For det skulle se ud, som om han rigtig så på sit fine tøj. Kammerherrerne skulle bære slæbet. De famlede med hænderne hen ad gulvet, ligesom om de tog slæbet op. De gik og holdt i luften. De turde ikke vise, at de ingen ting kunne se. Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel. Alle på gaden og i vinduerne sagde: “Gud, hvor kejserens nye klæder er fantastiske! Hvilket dejligt slæb han har på kjolen! Hvor den sidder godt!” Ingen ville vise, at han ingen ting så. For så passede han jo ikke til sit embede. Eller også var han meget dum. Ingen af kejserens klæder havde haft sådan en succes. “Men han har jo ikke noget på,” sagde et lille barn. “Herre Gud, hør den uskyldiges røst,” sagde faderen. Og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde. “Men han har jo ikke noget på,” råbte til sidst hele folket. Kejseren rystede, for han syntes, de havde ret. Men han tænkte: “Nu må jeg holde processionen ud.” Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som slet ikke var der. ### Ordliste - **kjole**: her: en fin frakke til en mand. - **garderoben**: et rum til tøj. - **bedrager**: en person, der snyder andre. - **væv**: en maskine, man laver tøj på. Den hedder også en væverstol. - **væve**: at lave tøj på en væv. - **væver**: en person, der laver tøj på en væv. - **embede**: et fint arbejde for staten eller kongen. - **silke**: meget fint og blødt stof. - **skikkelig**: ærlig og flink. - **embedsmand**: en mand, der har et embede. - **magnifique**: fransk ord for pragtfuld. - **nysseligt**: gammelt ord for nydeligt. - **excellent**: fransk ord for fremragende. - **ridderkors**: et fint tegn på ære. - **vævejunkere**: en fin, opdigtet titel til en væver. - **tronhimmel**: et tag af stof, som man bærer over en konge eller kejser. - **overceremonimesteren**: den øverste mand, der styrer fester ved hoffet. - **kammerherre**: en fin mand, der tjener kejseren. - **slæb**: den lange del af en dragt, som slæber hen ad gulvet. - **røst**: gammelt ord for stemme. ## Den standhaftige tinsoldat Der var engang femogtyve tinsoldater. De var alle brødre, for de var født af en gammel tinske. De holdt geværet i armen og så lige frem. Deres uniform var rød og blå og meget dejlig. Nogen åbnede kassen, hvor de lå. Det allerførste, de hørte i denne verden, var ordet: “Tinsoldater!” Det råbte en lille dreng, og han klappede i hænderne. Han havde fået dem, for det var hans fødselsdag. Nu stillede han dem op på bordet. Den ene soldat lignede den anden helt. Kun en eneste var lidt anderledes. Han havde kun ét ben. For man havde støbt ham til sidst, og så var der ikke tin nok. Men han stod lige så fast på ét ben som de andre på to. Og det er netop ham, som bliver noget særligt. På bordet, hvor de stod, var der meget andet legetøj. Men det, man lagde mest mærke til, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene. Udenfor stod små træer rundt om et lille spejl. Det skulle se ud som en sø. Svaner af voks svømmede på det og spejlede sig. Det var alt sammen nydeligt. Men det nydeligste var en lille jomfru, som stod midt i den åbne slotsdør. Også hende havde man klippet ud af papir. Men hun havde et skørt på af det klareste, fineste stof. Over skulderen havde hun et lille, tyndt, blåt bånd, ligesom et gevandt. Midt på det sad en skinnende paillet, lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte begge sine arme ud, for hun var en danserinde. Og så løftede hun sit ene ben højt i vejret. Det var så højt, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det. Han troede, at hun kun havde ét ben ligesom ham. “Det var en kone for mig!” tænkte han. “Men hun er ret fin. Hun bor i et slot, og jeg har kun en kasse. Og den er vi femogtyve om. Det er ikke et sted for hende! Men jeg må se at lære hende at kende!” Og så lagde han sig, så lang han var, bag en snustobaksdåse. Den stod på bordet. Der kunne han rigtig se på den lille fine dame. Hun blev ved med at stå på ét ben og mistede ikke balancen. Da det blev aften, kom alle de andre tinsoldater i deres kasse. Folkene i huset gik i seng. Nu begyndte legetøjet at lege. De legede, at der kom fremmede, og de førte krig og holdt bal. Tinsoldaterne raslede i kassen, for de ville være med. Men de kunne ikke åbne den. Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og griflen morede sig og larmede på tavlen. Det var sådan en larm, at kanariefuglen vågnede. Den begyndte at snakke med, og det på vers. De eneste to, som ikke rørte sig, var tinsoldaten og den lille danserinde. Hun stod helt lige på tåspidsen med begge armene ud. Han var lige så standhaftig på sit ene ben. Han så ikke væk fra hende et eneste øjeblik. Nu slog klokken tolv. Og klask! Der sprang snustobaksdåsen op. Men der var ingen tobak i. Nej, der var en lille sort trold. Det var sådan et kunststykke. “Tinsoldat!” sagde trolden. “Vil du holde dine øjne hos dig selv!” Men tinsoldaten lod, som om han ikke hørte det. “Ja, vent til i morgen!” sagde trolden. Da det blev morgen, og børnene kom op, stillede man tinsoldaten hen i vinduet. Og enten det nu var trolden eller trækvind, så fløj vinduet pludselig op. Soldaten faldt på hovedet ud fra tredje sal. Det gik frygteligt hurtigt. Hans ben vendte lige op i vejret. Han blev stående på kasketten med bajonetten nede mellem brostenene. Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned for at lede. De var lige ved at træde på ham, men de kunne ikke se ham. Hvis tinsoldaten havde råbt: “Her er jeg!”, så havde de nok fundet ham. Men han syntes ikke, det passede sig at råbe højt, når han var i uniform. Nu begyndte det at regne. Dråberne faldt tættere og tættere. Snart styrtede regnen ned. Da det var forbi, kom der to gadedrenge. “Se du!” sagde den ene. “Der ligger en tinsoldat! Han skal ud at sejle!” Og så lavede de en båd af en avis. De satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han ned ad rendestenen. Begge drengene løb ved siden af og klappede i hænderne. Bevar os vel! Hvilke bølger der var i den rendesten, og hvilken strøm! Ja, det havde jo også regnet meget. Papirbåden vippede op og ned. Nogle gange drejede den så hurtigt, at tinsoldaten rystede. Men han blev standhaftig. Hans ansigt forandrede sig ikke. Han så lige frem og holdt geværet i armen. Lige med ét drev båden ind under et langt bræt. Der blev lige så mørkt, som om han var i sin kasse. “Hvor mon jeg nu kommer hen?” tænkte han. “Ja, ja, det er troldens skyld! Ak, hvis bare den lille jomfru sad her i båden! Så måtte her gerne være dobbelt så mørkt!” I det samme kom der en stor vandrotte. Den boede under brættet. “Har du pas?” spurgte rotten. “Kom med passet!” Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere om geværet. Båden for afsted, og rotten efter den. Hu! Hvor den skar tænder! Og den råbte til pinde og strå: “Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist pas!” Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede se dagens lys foran sig, hvor brættet sluttede. Men han hørte også en brusende lyd. Den kunne nok gøre en modig mand bange. Tænk dog! Hvor brættet sluttede, styrtede rendestenen lige ud i en stor kanal. Det ville være farligt for ham. Lige så farligt som for os at sejle ned ad et stort vandfald. Nu var han allerede så tæt på, at han ikke kunne stoppe. Båden for ud. Den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv, han kunne. Ingen skulle sige om ham, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede tre, fire gange rundt. Den var fuld af vand lige til kanten. Den måtte synke. Tinsoldaten stod i vand til halsen. Båden sank dybere og dybere. Papiret løste sig mere og mere op. Nu gik vandet over soldatens hoved. Da tænkte han på den lille nydelige danserinde. Hende skulle han aldrig mere se. Og det lød for tinsoldatens øre: “Fare, fare, krigsmand! Døden skal du lide!” Nu gik papiret i stykker, og tinsoldaten styrtede igennem. Men i det samme slugte en stor fisk ham. Nej, hvor det var mørkt derinde! Der var endnu værre end under brættet. Og så var der så lidt plads. Men tinsoldaten var standhaftig. Han lå, så lang han var, med geværet i armen. Fisken for omkring og lavede de mest forfærdelige bevægelser. Endelig blev den helt stille. Der for noget gennem den som et lyn. Lyset skinnede helt klart, og en råbte højt: “Tinsoldat!” Nogen havde fanget fisken og bragt den på torvet. Man havde solgt den, og den var kommet op i køkkenet. Der skar pigen den op med en stor kniv. Hun tog soldaten midt om livet med sine to fingre. Hun bar ham ind i stuen. Alle ville se sådan en særlig mand. Han havde jo rejst rundt i maven på en fisk. Men tinsoldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op på bordet. Og der — nej, hvor det kan gå underligt til i verden! Tinsoldaten var i den samme stue som før. Han så de samme børn, og legetøjet stod på bordet. Der var det dejlige slot med den nydelige lille danserinde. Hun stod stadig på det ene ben og havde det andet højt i vejret. Hun var også standhaftig. Det rørte tinsoldaten. Han var lige ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende, og hun så på ham, men de sagde ikke noget. I det samme tog den ene af smådrengene soldaten. Han kastede ham lige ind i kakkelovnen. Han gav slet ingen grund. Det var bestemt trolden i dåsen, der havde skylden. Tinsoldaten stod helt oplyst og følte en frygtelig varme. Men var det af den virkelige ild, eller var det af kærlighed? Det vidste han ikke. Farverne var helt gået af ham. Var det sket på rejsen, eller var det af sorg? Det kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, og hun så på ham. Han følte, at han smeltede. Men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik en dør op. Vinden tog fat i danserinden. Hun fløj som en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten. Hun blussede op i en flamme og var borte. Så smeltede tinsoldaten til en klat. Dagen efter tog pigen asken ud. Der fandt hun ham som et lille tinhjerte. Men af danserinden var der kun pailletten, og den var brændt kulsort. ### Ordliste - **standhaftig**: en person, der står fast og ikke giver op. - **tinsoldat**: en lille soldat af tin, som børn leger med. Tin er et blødt, gråt metal. - **geværet**: et langt våben, man skyder med. - **jomfru**: en ung, ugift kvinde. - **gevandt**: et langt, fint stykke stof over skulderen. - **paillet**: en lille, blank plade på tøj. - **snustobaksdåse**: en lille dåse til tobak, man trækker op i næsen. - **trold**: et lille, ondt væsen fra eventyr. - **kunststykke**: her: et legetøj med et trick. - **griflen**: en pind, man skriver på en tavle med. - **slog kolbøtter**: drejede hele kroppen rundt. - **bajonetten**: en kniv på enden af et gevær. - **rendesten**: en lille kanal ved siden af gaden, hvor vandet løber. - **krigsmand**: gammelt ord for soldat. - **kakkelovnen**: en ovn af sten eller jern, der varmer en stue. - **sylfide**: en let, lille luftånd. ## Den grimme ælling Der var så dejligt ude på landet. Det var sommer. Kornet stod gult, og havren stod grøn. Høet stod i bunker nede på de grønne græsmarker. Og der gik storken på sine lange, røde ben. Han snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om markerne var der store skove. Midt i skovene var der dybe søer. Jo, der var virkelig dejligt derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård. Der var dybe kanaler rundt om den. Fra muren og ned til vandet voksede der store skræppeblade. De var så høje, at små børn kunne stå oprejst under de største. Derinde var der lige så vildt som i den tykkeste skov. Her lå en and på sin rede. Hun lå på sine æg, så de små ællinger kunne komme ud. Men nu var hun næsten træt af det, for det varede så længe. Det var også, fordi hun sjældent fik besøg. De andre ænder ville hellere svømme rundt i kanalerne. De ville ikke løbe op og sidde under et skræppeblad og snakke med hende. Endelig gik der hul på det ene æg efter det andet. “Pip! pip!” sagde det. Alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovedet ud. “Rap! rap!” sagde hun. Og så rappede de sig alt, hvad de kunne. De så til alle sider under de grønne blade. Moderen lod dem se, så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene. “Hvor dog verden er stor!” sagde alle ungerne. For de havde nu meget mere plads end inde i ægget. “Tror I, det er hele verden!” sagde moderen. “Den går langt på den anden side af haven. Den går helt ind på præstens mark! Men der har jeg aldrig været! I er her vel allesammen!” Og så rejste hun sig op. “Nej, jeg har ikke alle! Det største æg ligger der endnu. Hvor længe skal det vare! Nu er jeg snart træt af det!” Og så lagde hun sig igen. “Nå, hvordan går det?” sagde en gammel and. Hun kom for at besøge hende. “Det varer så længe med det ene æg!” sagde anden, som lå på reden. “Der vil ikke gå hul på det! Men nu skal du se de andre! De er de dejligste ællinger, jeg har set! De ligner allesammen deres fader, det skarn. Han kommer ikke og besøger mig.” “Lad mig se det æg, der ikke vil gå i stykker!” sagde den gamle and. “Du kan tro, at det er et kalkunæg! Sådan et æg har også narret mig engang. Jeg havde mange sorger med de unger. De er bange for vandet, skal jeg sige dig! Jeg kunne ikke få dem ud! Jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! Lad mig se ægget! Jo, det er et kalkunæg! Lad du det ligge, og lær de andre børn at svømme!” “Jeg vil dog ligge på det lidt endnu!” sagde anden. “Nu har jeg ligget så længe. Så kan jeg også godt ligge Dyrehavstiden med!” “Vær så god!” sagde den gamle and, og så gik hun. Endelig gik der hul på det store æg. “Pip! pip!” sagde ungen og væltede ud. Han var så stor og styg. Anden så på ham. “Det er da en frygtelig stor ælling!” sagde hun. “Ingen af de andre ser sådan ud! Det er vel aldrig en kalkunkylling! Nå, det finder vi snart ud af! I vandet skal han, også selvom jeg selv må sparke ham ud!” Næste dag var vejret så dejligt. Solen skinnede på alle de grønne skræppeblade. Ællingemoderen kom ned til kanalen med hele sin familie. Pladsk! sprang hun i vandet. “Rap! rap!” sagde hun. Den ene ælling efter den anden hoppede ud efter hende. Vandet slog hen over deres hoveder, men de kom straks op igen. De flød så dejligt. Benene gik af sig selv. Alle var de ude, og selv den stygge, grå unge svømmede med. “Nej, det er ingen kalkun!” sagde hun. “Se, hvor dejligt den bruger benene! Se, hvor lige den holder sig! Det er min egen unge! Egentlig er den ganske køn, når man ser rigtigt på den! Rap! rap! Kom nu med mig. Så skal jeg føre jer ind i verden og vise jer frem i andegården. Men hold jer altid tæt ved mig, så ingen træder på jer. Og pas på kattene!” Og så kom de ind i andegården. Der var en frygtelig larm derinde. For to familier sloges om et ålehoved, og så fik katten det alligevel. “Se, sådan går det til i verden!” sagde ællingemoderen. Hun slikkede sig om snablen, for hun ville også have ålehovedet. “Brug nu benene!” sagde hun. “Se, at I kan rappe jer! Og bøj halsen for den gamle and derhenne! Hun er den fineste af dem alle her! Hun er af spansk blod, derfor er hun tung. Og se, hun har en rød klud om benet! Det er noget meget dejligt. Det er den største ære, nogen and kan få. Det betyder, at ingen vil af med hende. Og det betyder, at dyr og mennesker skal kende hende! Rap jer! Ikke med benene indad! En ælling med god opdragelse sætter benene langt fra hinanden, ligesom fader og moder! Se så! Bøj nu halsen og sig: rap!” Og det gjorde de. Men de andre ænder rundt om så på dem. De sagde ganske højt: “Se så! Nu skal vi også have den flok! Som om vi ikke var nok i forvejen! Og fy, hvor den ene ælling ser ud! Ham vil vi ikke have her!” Og straks fløj en and hen og bed den i nakken. “Lad ham være!” sagde moderen. “Han gør jo ingen noget!” “Ja, men han er for stor og for mærkelig!” sagde anden, som bed. “Og så skal han nøfles!” “Det er kønne børn, moder har!” sagde den gamle and med kluden om benet. “Allesammen er kønne, på den ene nær. Den er ikke lykkedes! Jeg ville ønske, hun kunne gøre den om igen!” “Det går ikke, Deres nåde!” sagde ællingemoderen. “Han er ikke køn, men han er meget god indeni. Han svømmer lige så dejligt som de andre. Ja, jeg tør sige lidt bedre! Jeg tror, han vokser sig køn. Eller måske bliver han lidt mindre med tiden! Han har ligget for længe i ægget. Derfor har han ikke fået den rigtige form!” Og så pillede hun ham i nakken og glattede på personen. “Han er desuden en andrik,” sagde hun, “og så gør det ikke så meget! Jeg tror, han bliver stærk. Han klarer sig nok!” “De andre ællinger er nydelige!” sagde den gamle and med kluden. “Lad nu, som om I var hjemme! Og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!” Og så var de som hjemme. Men den stakkels ælling var kommet sidst ud af ægget. Den så så fæl ud. Både ænderne og hønsene bed den, puffede til den og gjorde nar af den. “Han er for stor!” sagde de allesammen. Den kalkunske hane var født med skarpe pigge på benene. Derfor troede han, at han var en kejser. Han pustede sig op som et skib med fulde sejl. Han gik lige hen til ællingen. Så lavede han mærkelige lyde og blev helt rød i hovedet. Den stakkels ælling vidste hverken, hvor den turde stå eller gå. Den var så ked af det, fordi den så så styg ud. Og den var ked af det, fordi hele andegården gjorde grin med den. Sådan gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Alle jagede den stakkels ælling. Selv hans søskende var så onde imod ham. De sagde altid: “Bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!” Og moderen sagde: “Bare du var langt borte!” Ænderne bed ham, og hønsene hakkede ham. Pigen, som gav dyrene mad, sparkede til ham med foden. Da løb og fløj han hen over hegnet. De små fugle i buskene fløj bange op i luften. “Det er, fordi jeg er så styg,” tænkte ællingen. Den lukkede øjnene, men den løb videre alligevel. Så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den hele natten, for den var så træt og så ked af det. Om morgenen fløj vildænderne op, og de så på den nye kammerat. “Hvad er du for en?” spurgte de. Ællingen drejede sig til alle sider og hilste, så godt den kunne. “Du er virkelig styg!” sagde vildænderne. “Men det er lige meget for os. Bare du ikke gifter dig ind i vores familie!” Den stakkel! Han tænkte slet ikke på at gifte sig. Han ville bare have lov til at ligge i sivene og drikke lidt mosevand. Der lå han i hele to dage. Så kom der to vildgæs, eller rettere vildgasser, for de var to hanner. De var ikke kommet ud af ægget for ret længe siden. Derfor var de så modige. “Hør, kammerat!” sagde de. “Du er så styg, at jeg godt kan lide dig! Vil du flyve med og være en fugl, der rejser? Tæt herved i en anden mose er der nogle søde, dejlige vildgæs. De er allesammen frøkener, og de kan sige: rap! Du kan gøre din lykke, så styg er du!” “Pif! paf!” lød det i samme øjeblik ovenover. Begge vildgasserne faldt døde ned i sivene, og vandet blev blodrødt. Pif! paf! lød det igen. Hele flokke af vildgæs fløj op af sivene, og så knaldede det igen. Der var stor jagt. Jægerne lå rundt om mosen. Ja, nogle sad oppe i træernes grene, og grenene gik langt ud over sivene. Den blå røg gik som skyer ind mellem de mørke træer. Den hang langt hen over vandet. Gennem mudderet kom jagthundene, klask klask! Sivene bøjede sig til alle sider. Det var forfærdeligt for den stakkels ælling. Den drejede hovedet om for at få det under vingen. Og lige i det samme stod en frygtelig stor hund tæt ved den. Tungen hang langt ud af munden på ham, og øjnene skinnede frygteligt fælt. Han satte munden lige ned mod ællingen og viste de skarpe tænder. Og pladsk! pladsk! Så gik han igen, og han tog den ikke. “O, Gud ske lov!” sukkede ællingen. “Jeg er så styg, at selv hunden ikke gider bide mig!” Og så lå den helt stille, mens de små kugler susede i sivene. Det knaldede skud på skud. Først sent på dagen blev der stille. Men den stakkels unge turde stadig ikke rejse sig. Den ventede flere timer endnu, før den så sig om. Så skyndte den sig væk fra mosen, alt hvad den kunne. Den løb over marker og græsmarker. Det blæste så meget, at den havde svært ved at komme frem. Hen mod aften nåede den et fattigt lille bondehus. Det var så dårligt, at det ikke selv vidste, til hvilken side det ville falde. Så blev det stående. Blæsten var så stærk, at ællingen måtte sætte sig på halen for at holde imod. Og det blev værre og værre. Da så han, at døren var løs i den ene side. Den hang så skævt, at han kunne komme ind i stuen gennem hullet. Og det gjorde han. Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne. Katten kaldte hun *Sønneke*. Han kunne skyde ryg og spinde. Han kunne endda gnistre, men så skulle man stryge ham mod hårene. Hønen havde helt små, lave ben, og derfor hed den *Kykkelilavben*. Den var god til at lægge æg, og konen holdt af den som af sit eget barn. Om morgenen opdagede de straks den fremmede ælling. Katten begyndte at spinde, og hønen begyndte at klukke. “Hvad for noget!” sagde konen og så sig omkring. Men hun så ikke godt. Derfor troede hun, at ællingen var en fed and, som var faret vild. “Det var jo en fin fangst!” sagde hun. “Nu kan jeg få andeæg, hvis den bare ikke er en andrik! Det må vi prøve!” Og så fik ællingen lov til at blive på prøve i tre uger. Men der kom ingen æg. Katten var herre i huset, og hønen var madamme. De sagde altid: “Vi og verden!” For de troede, at de var halvdelen af verden, og den allerbedste halvdel. Ællingen syntes, at man også kunne have en anden mening. Men det tålte hønen ikke. “Kan du lægge æg?” spurgte hun. “Nej!” “Ja, vil du så holde din mund!” Og katten sagde: “Kan du skyde ryg, spinde og gnistre?” “Nej!” “Ja, så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!” Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør. Så kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet. Den fik sådan en mærkelig lyst til at flyde på vandet. Til sidst kunne den ikke lade være. Den måtte sige det til hønen. “Hvad går der af dig?” spurgte hun. “Du har ikke noget at lave, derfor får du de dumme ideer! Læg æg eller spind, så går det over.” “Men det er så dejligt at flyde på vandet!” sagde ællingen. “Så dejligt at få det over hovedet og dykke ned til bunden!” “Ja, det er en stor fornøjelse!” sagde hønen. “Du er nok blevet gal! Spørg katten, han er den klogeste, jeg kender. Spørg, om han kan lide at flyde på vandet eller dykke ned! Jeg vil ikke tale om mig selv. Spørg også vores frue, den gamle kone. Der er ingen i verden, som er klogere end hende! Tror du, hun har lyst til at flyde og få vand over hovedet!” “I forstår mig ikke!” sagde ællingen. “Hvis vi ikke forstår dig, hvem skal så forstå dig!” sagde hønen. “Du vil vel aldrig være klogere end katten og konen! Og jeg vil slet ikke nævne mig selv! Skab dig ikke, barn! Og tak du din skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue? Har du ikke nogen, du kan lære noget af? Men du snakker bare vrøvl, og det er ikke sjovt at være sammen med dig! Du kan tro mig! Jeg vil dig det godt. Jeg siger dig ting, som ikke er rare at høre. Det er sådan, man kender sine sande venner! Se nu bare at lægge æg og lære at spinde eller gnistre!” “Jeg tror, jeg vil gå ud i den vide verden!” sagde ællingen. “Ja, gør du det!” sagde hønen. Og så gik ællingen. Den flød på vandet, og den dykkede ned. Men ingen dyr ville se på den, fordi den var så grim. Nu kom efteråret. Bladene i skoven blev gule og brune. Blæsten tog fat i dem, så de dansede rundt. Oppe i luften så der koldt ud. Skyerne hang tunge med hagl og sne. På gærdet stod ravnen og skreg “av! av!” af bare kulde. Ja, man kunne rigtig fryse, når man tænkte på det. Den stakkels ælling havde det virkelig ikke godt. En aften gik solen så dejligt ned. Da kom der en hel flok dejlige, store fugle ud af buskene. Ællingen havde aldrig set så smukke fugle. De var helt skinnende hvide og havde lange, slanke halse. Det var svaner. De lavede en meget mærkelig lyd. De bredte deres flotte, lange vinger ud. Så fløj de bort fra de kolde steder til varmere lande og åbne søer! De steg så højt, så højt. Den lille grimme ælling fik det så mærkeligt. Den drejede sig rundt i vandet som et hjul. Den strakte halsen højt op i luften efter dem. Den gav et skrig, så højt og mærkeligt, at den selv blev bange. O, den kunne ikke glemme de dejlige fugle, de lykkelige fugle! Så snart den ikke kunne se dem mere, dykkede den lige ned til bunden. Da den kom op igen, var den ligesom ude af sig selv. Den vidste ikke, hvad fuglene hed, og ikke hvor de fløj hen. Men den holdt af dem, som den aldrig havde holdt af nogen. Den var slet ikke misundelig på dem. Hvordan skulle den kunne ønske sig at være så dejlig? Den ville være glad, hvis bare ænderne ville have tålt den hos sig! Det stakkels grimme dyr! Og vinteren blev så kold, så kold. Ællingen måtte svømme rundt i vandet, så det ikke frøs helt til. Den svømmede i et hul i isen. Men hver nat blev hullet mindre og mindre. Det frøs, så det knagede i isen. Ællingen måtte hele tiden bruge benene, så vandet ikke lukkede sig. Til sidst blev den træt. Den lå helt stille og frøs så fast i isen. Tidligt om morgenen kom en bondemand. Han så den, gik ud og slog isen i stykker med sin træsko. Så bar han den hjem til sin kone. Der fik de liv i den. Børnene ville lege med den. Men ællingen troede, at de ville gøre den ondt. Den blev bange og fløj lige op i mælkefadet. Mælken løb ud i stuen. Konen skreg og slog hænderne i vejret. Da fløj den ned i den store skål med smørret. Og så fløj den ned i tønden med mel og op igen. Nå, hvor den kom til at se ud! Konen skreg og slog efter den med tangen fra ilden. Og børnene løb hinanden omkuld for at fange ællingen. De lo, og de skreg! Godt, at døren stod åben! Ud fløj den mellem buskene i den nye sne. Der lå den, som om den sov dybt. Men det ville blive alt for trist at fortælle om den hårde vinter. Den stakkels ælling havde så megen nød og elendighed. Den lå i mosen mellem sivene, da solen igen begyndte at skinne varmt. Lærkerne sang. Det var dejligt forår. Da løftede den pludselig sine vinger. De lød stærkere end før, og de bar den kraftigt af sted. Før den vidste det, var den i en stor have. Æbletræerne stod i blomst. Syrenerne duftede. De hang på lange, grønne grene lige ned mod de snoede kanaler. O, her var så dejligt, så friskt af forår! Og lige foran kom tre dejlige, hvide svaner ud af de tætte buske. De rystede fjerene og flød så let på vandet. Ællingen kendte de flotte dyr, og den blev mærkeligt trist. “Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! De vil hugge mig ihjel, fordi jeg er så styg og tør komme nær dem. Men det er lige meget! Det er bedre, at de dræber mig. Så skal ænderne ikke nappe mig. Hønsene skal ikke hakke mig. Pigen, der passer hønsegården, skal ikke sparke mig. Og jeg skal ikke lide ondt om vinteren!” Og den fløj ud i vandet og svømmede hen mod de flotte svaner. De så den, og de svømmede hurtigt hen imod den. Det bruste i deres fjer. “Dræb mig kun!” sagde det stakkels dyr. Den bøjede sit hoved ned mod vandet og ventede på døden. Men hvad så den i det klare vand? Den så sit eget billede under sig. Men den var ikke længere en klodset, sortgrå fugl, styg og fæl. Den var selv en svane! Det gør ikke noget at være født i andegården! Man skal kun have ligget i et svaneæg! Den var rigtig glad over al den nød og alt det onde, den havde prøvet. Nu forstod den, hvor stor dens lykke var. Den så alt det dejlige, der hilste den. Og de store svaner svømmede rundt om den og strøg den med næbbet. I haven kom der nogle små børn. De kastede brød og korn ud i vandet. Den mindste råbte: “Der er en ny!” Og de andre børn jublede med: “Ja, der er kommet en ny!” De klappede i hænderne og dansede rundt. De løb efter fader og moder. Folk kastede brød og kage i vandet, og alle sagde: “Den nye er den smukkeste! Så ung og så dejlig!” Og de gamle svaner bøjede hovedet for den. Da følte den sig helt genert og stak hovedet om bag vingerne. Den vidste ikke selv, hvad den følte! Den var alt for lykkelig, men slet ikke stolt. For et godt hjerte bliver aldrig stolt! Den tænkte på, hvordan alle havde jaget den og gjort grin med den. Nu hørte den alle sige, at den var den dejligste af alle dejlige fugle. Og syrenerne bøjede deres grene lige ned i vandet til den. Solen skinnede så varmt og så godt. Da bruste dens fjer, og den slanke hals løftede sig. Af hele sit hjerte jublede den. “Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!” ### Ordliste - **ælling**: en ung and. - **styg**: grim, ikke køn. - **skræppeblad**: et meget stort blad fra en plante. - **siv**: høje planter i vand. - **andrik**: en han-and. - **rappe sig**: skynde sig. Ordet lyder som andens “rap”. - **snablen**: her: andens næb. Det er en spøg, for en snabel er den lange næse på en elefant. - **kalkun**: en stor fugl. En kalkunsk hane er en han-kalkun. - **Dyrehavstiden**: sommertiden, hvor der var marked i Dyrehaven ved København. - **det skarn**: et grimt ord for en person, der opfører sig dårligt. - **nøfle**: gammelt ord for at slå eller straffe. - **dit fæle spektakel**: et ondt skældsord: du er grim og frygtelig. - **mose**: et vådt område med høje planter, der hedder siv. - **skyde ryg**: krumme ryggen, som en kat gør. - **gnistre**: lave små gnister. - **madamme**: gammelt ord for en gift kvinde. ## Den lille pige med svovlstikkerne Det var så frygteligt koldt. Det sneede, og det begyndte at blive mørk aften. Det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik en lille, fattig pige på gaden. Hun havde ikke noget på hovedet, og hun havde bare fødder. Ja, hun havde jo haft tøfler på, da hun gik hjemmefra. Men hvad kunne det hjælpe! Det var meget store tøfler. Hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de. Dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden. To vogne kørte nemlig frygteligt hurtigt forbi. Den ene tøffel kunne hun ikke finde, og en dreng løb med den anden. Han sagde, at han kunne bruge den som vugge, når han selv fik børn. Der gik nu den lille pige på de bare, små fødder. De var røde og blå af kulde. I et gammelt forklæde havde hun en masse svovlstikker. Et bundt havde hun i hånden. Ingen havde købt af hende hele dagen. Ingen havde givet hende en lille skilling. Hun var sulten, og hun frøs. Hun gik der og så meget forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange, gule hår. Det krøllede så smukt om nakken, men den pynt tænkte hun ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene, og på gaden lugtede der så dejligt af gåsesteg. Det var jo nytårsaften, ja, det tænkte hun på. Henne i en krog mellem to huse satte hun sig og krøb sammen. Det ene hus gik lidt længere frem i gaden end det andet. Hun trak sine små ben op under sig, men hun frøs endnu mere. Hjem turde hun ikke gå. Hun havde jo ikke solgt nogen svovlstikker, og hun havde ikke fået en eneste skilling. Hendes fader ville slå hende. Og koldt var der også hjemme. De havde kun taget lige over sig, og der kom vinden ind. Den peb, selvom de havde stoppet strå og klude i de største huller. Hendes små hænder var næsten helt døde af kulde. Ak! En lille svovlstik kunne gøre godt. Hvis hun bare turde trække en ud af bundtet! Så kunne hun stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak en ud. “Ritsch!” Hvor den sprøjtede, hvor den brændte! Det var en varm, klar flamme. Den var ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den. Det var et mærkeligt lys! Den lille pige syntes, at hun sad foran en stor kakkelovn af jern. Den havde blanke kugler af messing og en tromle af messing. Ilden brændte så velsignet og varmede så godt! Nej, hvad var det! Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme dem. Da gik flammen ud. Kakkelovnen forsvandt. Hun sad med en lille stump af den brændte svovlstik i hånden. Hun strøg en ny. Den brændte, den lyste. Hvor lyset faldt på muren, kunne hun se igennem den, som gennem et flor. Hun så lige ind i stuen. Bordet stod dækket med en skinnende hvid dug og fint porcelæn. Den stegte gås dampede dejligt, fyldt med svesker og æbler! Og det var endnu flottere: gåsen sprang fra fadet! Den vraltede hen over gulvet med gaffel og kniv i ryggen. Lige hen til den fattige pige kom den. Da gik svovlstikken ud. Der var kun den tykke, kolde mur at se. Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ. Det var endnu større og havde mere pynt end træet hos den rige købmand. Det træ havde hun set gennem glasdøren, nu sidste jul. Tusinde lys brændte på de grønne grene. Farverige billeder, som dem i butiksvinduerne, så ned på hende. Den lille rakte begge hænder i vejret. Da gik svovlstikken ud. De mange julelys steg højere og højere. Hun så, at de nu var de klare stjerner. En af dem faldt og lavede en lang stribe af ild på himlen. “Nu dør der en!” sagde den lille. For gamle mormor havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud. Mormor var den eneste, der havde været god mod hende. Men nu var hun død. Hun strøg igen en svovlstik mod muren. Den lyste rundt om hende. I lyset stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. “Mormor!” råbte den lille. “O, tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud. Borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store, velsignede juletræ!” Og hun strøg hurtigt hele resten af svovlstikkerne i bundtet. Hun ville holde fast på mormor. Svovlstikkerne lyste så stærkt, at det var klarere end den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk og så stor. Hun løftede den lille pige op på sin arm. De fløj i lys og glæde, så højt, så højt. Der var ingen kulde, ingen sult, ingen angst. De var hos Gud! Men i krogen ved huset sad den lille pige i den kolde morgen. Hun havde røde kinder og et smil om munden. Hun var død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig. Det sad med svovlstikkerne, og et knippe var næsten brændt. “Hun har villet varme sig!” sagde man. Ingen vidste, hvor smukke ting hun havde set. Ingen vidste, i hvilket lys hun var gået med gamle mormor ind til nytårets glæde! ### Ordliste - **svovlstik**: en gammel slags tændstik. - **tøffel**: en blød sko, man går med inde i huset. - **bundt**: nogle ting bundet sammen. - **knippe**: nogle ting bundet sammen, ligesom et bundt. - **skilling**: en lille gammel mønt. - **forkuet**: bange og uden mod. - **krog**: et lille, mørkt hjørne. - **krøb sammen**: gjorde sig lille. - **peb**: lavede en høj, tynd lyd. - **klud**: et gammelt stykke stof. - **stryge**: gnide en svovlstik hurtigt mod noget, så den tænder. - **kakkelovn**: en ovn af sten eller jern, der varmer en stue. - **messing**: et gult metal. - **flor**: et meget tyndt stof, man kan se igennem. - **lig**: en død krop. ## Nattergalen I Kina, ved du jo nok, er kejseren en kineser. Og alle omkring ham er kinesere. Det er mange år siden. Men netop derfor er det værd at høre historien, før man glemmer den! Kejserens slot var det flotteste i verden. Det var helt af fint porcelæn. Det var meget dyrt, men det gik let i stykker. Det var svært at røre ved, så man måtte virkelig passe på. I haven så man de mærkeligste blomster. Ved de allerflotteste hang der klokker af sølv. De ringede, så ingen skulle gå forbi uden at se blomsten. Ja, alting var så godt tænkt ud i kejserens have. Haven var så stor, at gartneren selv ikke vidste, hvor den sluttede. Hvis man blev ved med at gå, kom man til den dejligste skov. Der var høje træer og dybe søer. Skoven gik lige ned til havet. Havet var blåt og dybt. Store skibe kunne sejle lige ind under grenene. I grenene boede der en nattergal. Den sang så velsignet, at selv den fattige fisker lå stille og lyttede. Han havde ellers så meget andet at passe. Om natten var han ude at trække fiskenettet op. Så hørte han nattergalen. “Herre Gud, hvor det er kønt!” sagde han. Men så måtte han passe sine ting, og han glemte fuglen. Næste nat sang den igen. Fiskeren kom derud, og han sagde det samme. “Herre Gud, hvor det dog er kønt!” Fra alle verdens lande kom der rejsende til kejserens by. De syntes, at byen, slottet og haven var vidunderlige. Men når de hørte nattergalen, sagde de allesammen: “Den er dog det bedste!” Og de rejsende fortalte om den, når de kom hjem. De lærde skrev mange bøger om byen, slottet og haven. Men de glemte ikke nattergalen. De satte den allerøverst. Og de, som kunne digte, skrev de dejligste digte. Allesammen var om nattergalen i skoven ved den dybe sø. De bøger kom verden rundt, og nogle kom også engang til kejseren. Han sad i sin guldstol og læste og læste. Hvert øjeblik nikkede han med hovedet. For han var glad for at læse de flotte beskrivelser af byen, slottet og haven. “Men nattergalen er dog det allerbedste!” stod der. “Hvad for noget!” sagde kejseren. “Nattergalen! Den kender jeg jo slet ikke! Er der sådan en fugl i mit kejserrige? Og oven i købet i min have! Det har jeg aldrig hørt! Sådan noget skal man læse sig til!” Og så kaldte han på sin *kavaler*. Kavaleren var meget fin. Nogle gange turde en mindre fin person tale til ham eller spørge ham om noget. Så svarede han kun: “P!” Og det betyder ikke noget. “Der skal jo være en meget mærkelig fugl her, som hedder nattergal!” sagde kejseren. “Folk siger, at den er det allerbedste i mit store rige! Hvorfor har ingen sagt noget om den til mig?” “Jeg har aldrig før hørt om den!” sagde kavaleren. “Ingen har vist den frem ved hoffet!” “Jeg vil, at den skal komme her i aften og synge for mig!” sagde kejseren. “Der ved hele verden, hvad jeg har, og jeg ved det ikke!” “Jeg har aldrig før hørt om den!” sagde kavaleren. “Jeg skal søge den, jeg skal finde den!” Men hvor kunne man finde den? Kavaleren løb op og ned ad alle trapper og gennem sale og gange. Ingen af alle dem, han mødte, havde hørt om nattergalen. Så løb kavaleren igen til kejseren. Han sagde, at det sikkert var en historie fra dem, der skrev bøger. “Deres kejserlige Majestæt skal ikke tro, hvad folk skriver! Det er noget, de finder på. Og det er noget, som hedder den sorte kunst!” “Jeg har læst det i en bog,” sagde kejseren. “Den mægtige kejser af Japan har sendt mig bogen. Så kan det ikke være usandt. Jeg vil høre nattergalen! Den skal være her i aften! Den har min højeste nåde! Og hvis den ikke kommer, får hele hoffet dunk på maven efter aftensmaden.” “Tsing-pe!” sagde kavaleren. Han løb igen op og ned ad alle trapper og gennem alle sale og gange. Halvdelen af hoffet løb med, for de ville ikke have dunk på maven. Alle spurgte efter den mærkelige nattergal, som hele verden kendte, men ingen ved hoffet. Endelig mødte de en lille, fattig pige i køkkenet. Hun sagde: “O Gud, nattergalen! Den kender jeg godt! Ja, hvor den kan synge! Hver aften må jeg tage lidt rester fra bordet med hjem. Det er til min stakkels syge moder. Hun bor nede ved stranden. Når jeg så går tilbage, er jeg træt, og jeg hviler mig i skoven. Så hører jeg nattergalen synge! Jeg får tårer i øjnene af det. Det er ligesom om min moder kyssede mig!” “Lille kokkepige!” sagde kavaleren. “Jeg skal skaffe hende fast arbejde i køkkenet og lov til at se kejseren spise. Det gør jeg, hvis hun kan føre os til nattergalen. For vi har bestilt den til i aften!” Og så gik de allesammen ud i skoven, hvor nattergalen plejede at synge. Halvdelen af hoffet var med. Mens de gik, begyndte en ko at brøle. “O!” sagde hofjunkerne. “Nu har vi den! Sikke en kraft i sådan et lille dyr! Jeg har helt sikkert hørt den før!” “Nej, det er køerne, som brøler!” sagde den lille kokkepige. “Vi er stadig langt fra stedet!” Nu kvækkede frøerne i mosen. “Dejligt!” sagde den kinesiske slotsprovst. “Nu hører jeg hende! Det er ligesom små kirkeklokker!” “Nej, det er frøerne!” sagde den lille kokkepige. “Men nu tror jeg, at vi snart hører den!” Så begyndte nattergalen at synge. “Den er det,” sagde den lille pige. “Hør! hør! Og der sidder den!” Og så pegede hun på en lille, grå fugl oppe i grenene. “Er det muligt!” sagde kavaleren. “Sådan havde jeg aldrig tænkt mig den! Hvor den ser almindelig ud! Den har vist mistet sin farve, fordi den ser så mange fine mennesker!” “Lille nattergal!” råbte den lille kokkepige meget højt. “Vores nådige kejser vil så gerne, at De skal synge for ham!” “Med største fornøjelse!” sagde nattergalen. Og den sang så dejligt. “Det er ligesom glasklokker!” sagde kavaleren. “Og se den lille hals, hvor den arbejder! Det er mærkeligt, at vi aldrig har hørt den før! Den vil gøre en stor *succès* ved hoffet!” “Skal jeg synge endnu en gang for kejseren?” spurgte nattergalen. Den troede, at kejseren var med. “Min dejlige lille nattergal!” sagde kavaleren. “Jeg har den store glæde at invitere Dem til en hoffest i aften. Der vil De glæde hans høje kejserlige nåde med Deres charmante sang!” “Den lyder bedst ude i det grønne!” sagde nattergalen. Men den fulgte gerne med, da den hørte, at kejseren ønskede det. På slottet var der virkelig pudset op! Væggene og gulvet var af porcelæn. De skinnede i lyset fra mange tusinde guldlamper! De dejligste blomster, som virkelig kunne ringe, stod i gangene. Folk løb frem og tilbage, og det trak. Så ringede alle klokkerne. Man kunne ikke høre sin egen stemme. Midt i den store sal, hvor kejseren sad, stod der en pind af guld. På den skulle nattergalen sidde. Hele hoffet var der. Den lille kokkepige havde fået lov til at stå bag døren. For hun havde nu titlen virkelig kokkepige. Alle var i deres fineste tøj. Alle så på den lille grå fugl, og kejseren nikkede til den. Og nattergalen sang så dejligt, at kejseren fik tårer i øjnene. Tårerne trillede ned over hans kinder. Da sang nattergalen endnu smukkere, og det gik lige til hjertet. Kejseren var så glad. Han sagde, at nattergalen skulle have hans guldtøffel at bære om halsen. Men nattergalen takkede nej. Den havde allerede fået løn nok. “Jeg har set tårer i øjnene på kejseren. Det er den rigeste skat for mig! En kejsers tårer har en mærkelig magt! Gud ved, jeg har fået løn nok!” Og så sang den igen med sin søde, velsignede stemme. “Det er det sødeste koketteri, jeg kender!” sagde damerne rundt omkring. Og så tog de vand i munden for at klukke, når nogen talte til dem. De troede, at de også var nattergale. Ja, lakajerne og kammerpigerne sendte besked om, at de også var tilfredse. Det betyder meget, for de er de allersværeste at gøre tilfredse. Jo, nattergalen var virkelig en stor succes! Den skulle nu blive ved hoffet og have sit eget bur. Den måtte gå ud to gange om dagen og én gang om natten. Den fik tolv tjenere med. De havde alle et silkebånd om benet på den, og de holdt godt fast. Der var slet ingen fornøjelse ved den tur. Hele byen talte om den mærkelige fugl. Når to mødtes, sagde den ene bare: “Nat-!” Og den anden sagde: “gal!” Så sukkede de og forstod hinanden. Ja, elleve spekhøkerbørn fik navn efter den. Men ingen af dem kunne synge en eneste tone. En dag kom der en stor pakke til kejseren. Udenpå stod der: *Nattergal.* “Nu har vi en ny bog om vores berømte fugl!” sagde kejseren. Men det var ingen bog. Det var et lille kunststykke, som lå i en æske. Det var en kunstig nattergal, der skulle ligne den levende. Men den var dækket af diamanter, rubiner og safirer. Når man trak kunstfuglen op, kunne den synge et af den virkelige nattergals stykker. Så gik halen op og ned, og den glimtede af sølv og guld. Om halsen hang et lille bånd. På det stod der: *“Kejseren af Japans nattergal er fattig imod kejserens af Kina.”* “Det er dejligt!” sagde de allesammen. Og den, som havde bragt den kunstige fugl, fik straks en titel. Han blev overkejserlig-nattergale-bringer. “Nu må de synge sammen! Hvor det vil blive en duet!” Og så måtte de synge sammen. Men det gik ikke rigtigt. For den virkelige nattergal sang på sin egen måde, og kunstfuglen gik på valser. “Den har ingen skyld,” sagde *spillemesteren*. “Den holder takten meget fint, og den er helt af min skole!” Så skulle kunstfuglen synge alene. Den var lige så stor en succes som den virkelige. Og den var jo også meget smukkere at se på. Den glimtede som armbånd og brocher. Treogtredive gange sang den det samme stykke, og den var ikke træt. Folk ville gerne høre den igen fra begyndelsen. Men kejseren mente, at nu skulle den levende nattergal også synge lidt. Men hvor var den? Den var fløjet ud ad det åbne vindue, bort til sine grønne skove. Ingen havde set det. “Men hvad er dog det for noget!” sagde kejseren. Alle hoffolkene skældte ud. De mente, at nattergalen var et meget utaknemmeligt dyr. “Den bedste fugl har vi dog!” sagde de. Så måtte kunstfuglen synge igen. Det var fireogtredivte gang, de hørte det samme stykke. Men de kunne det ikke helt endnu, for det var så svært. *Spillemesteren* roste fuglen meget. Ja, han sagde, at den var bedre end den virkelige nattergal. Den var ikke kun bedre i klæderne og de mange dejlige diamanter. Den var også bedre indeni. “For ser De, mine herskaber, kejseren frem for alle! Hos den virkelige nattergal kan man aldrig vide, hvad der kommer. Men hos kunstfuglen er alt bestemt! Sådan bliver det og ikke anderledes! Man kan forklare det. Man kan åbne den og vise menneskers tanke, hvordan valserne ligger. Man kan vise, hvordan de går, og hvordan det ene følger af det andet!” “Det er ganske mine tanker!” sagde de allesammen. *Spillemesteren* fik lov til at vise fuglen frem for folket næste søndag. De skulle også høre den synge, sagde kejseren. Og de hørte den. De blev så glade, som om de havde drukket sig lystige i tevand. For det er nu så ganske kinesisk. Og alle sagde “o!” og stak den finger i vejret, som man kalder *“Slikpot.”* Og så nikkede de. Men de fattige fiskere havde hørt den virkelige nattergal. “Det klinger smukt nok,” sagde de. “Det ligner også. Men der mangler noget, jeg ved ikke hvad!” Den virkelige nattergal fik ikke lov til at være i land og rige mere. Kunstfuglen havde sin plads på en silkepude tæt ved kejserens seng. Alle de gaver, den havde fået, guld og ædelsten, lå rundt om den. Dens titel var nu “Højkejserlig natbord-sanger.” Den havde plads som *nummer ét* på venstre side. For kejseren syntes, at den side var finest, hvor hjertet sidder. Og hjertet sidder til venstre også hos en kejser. Og *spillemesteren* skrev femogtyve bind om kunstfuglen. Det var så lærd og så langt og med de allersværeste kinesiske ord. Så alle folk sagde, at de havde læst og forstået det. For ellers havde de jo været dumme, og så havde de fået dunk på maven. Sådan gik der et helt år. Kejseren, hoffet og alle de andre kinesere kunne hvert lille kluk i kunstfuglens sang udenad. Men netop derfor syntes de allerbedst om den nu. De kunne selv synge med, og det gjorde de. Gadedrengene sang “zizizi! klukklukkluk!” Og kejseren sang det også! Jo, det var bestemt dejligt! Men en aften, mens kunstfuglen sang, lå kejseren i sengen og hørte på den. Da sagde det “svup!” inden i fuglen. Noget sprang: “surrrrrr!” Alle hjulene løb rundt, og så stoppede musikken. Kejseren sprang straks ud af sengen og kaldte på sin livlæge. Men hvad kunne han hjælpe! Så hentede de urmageren. Han talte meget og så længe på fuglen. Til sidst fik han den nogenlunde i stand. Men han sagde, at man måtte spare meget på den. For den var meget slidt indeni, i de små pinde af metal. Og det var ikke muligt at sætte nye i, så musikken ville gå sikkert. Det var en stor sorg! Kun én gang om året turde man lade kunstfuglen synge. Og selv det var hårdt nok for den. Men så holdt *spillemesteren* en lille tale med de svære ord. Han sagde, at det var lige så godt som før. Og så var det lige så godt som før. Nu var fem år gået. Hele landet fik en virkelig stor sorg. For de holdt egentlig allesammen af deres kejser. Nu var han syg og kunne ikke leve, sagde folk. De havde allerede valgt en ny kejser. Folk stod ude på gaden og spurgte *kavaleren*, hvordan det gik med deres kejser. “P!” sagde han og rystede på hovedet. Kold og bleg lå kejseren i sin store, flotte seng. Hele hoffet troede, at han var død. De løb allesammen hen for at hilse på den nye kejser. Kammertjenerne løb ud for at snakke om det. Slotspigerne holdt en stor kaffefest. I alle sale og gange lå der tykt stof på gulvet. Så kunne ingen høre nogen gå. Derfor var der så stille, så stille. Men kejseren var ikke død endnu. Stiv og bleg lå han i den flotte seng. Den havde lange fløjlsgardiner og tunge kvaster af guld. Højt oppe stod et vindue åbent. Månen skinnede ind på kejseren og kunstfuglen. Den stakkels kejser kunne næsten ikke trække vejret. Det var, som om der sad noget på hans bryst. Han åbnede øjnene. Da så han, at det var Døden, der sad på hans bryst. Døden havde taget hans guldkrone på. I den ene hånd holdt han kejserens sabel af guld. I den anden hånd holdt han kejserens flotte fane. Rundt omkring i gardinernes folder stak mærkelige hoveder frem. Nogle var helt fæle, andre var så velsignet milde. Det var alle kejserens onde og gode gerninger. De så på ham, nu da Døden sad på hans hjerte. “Husker du det?” hviskede den ene efter den anden. “Husker du det!” Og så fortalte de ham så meget, at sveden sprang ud af hans pande. “Det har jeg aldrig vidst!” sagde kejseren. “Musik, musik, den store kinesiske tromme!” råbte han. “Så skal jeg ikke høre alt det, de siger!” Og de blev ved. Døden nikkede ligesom en kineser til alt, hvad de sagde. “Musik, musik!” skreg kejseren. “Du lille velsignede guldfugl! Syng dog, syng! Jeg har givet dig guld og dyre ting. Jeg har selv hængt min guldtøffel om halsen på dig. Syng dog, syng!” Men fuglen stod stille. Der var ingen til at trække den op, og ellers sang den ikke. Men Døden blev ved med at se på kejseren med sine store, tomme øjenhuler. Og der var så stille, så frygteligt stille. Da lød den dejligste sang, tæt ved vinduet. Det var den lille, levende nattergal, der sad på grenen udenfor. Den havde hørt om sin kejsers nød. Derfor var den kommet for at synge trøst og håb for ham. Mens den sang, blev skikkelserne blegere og blegere. Blodet løb hurtigere og hurtigere i kejserens svage arme og ben. Og Døden selv lyttede og sagde: “Bliv ved, lille nattergal! Bliv ved!” “Ja, vil du give mig den flotte sabel af guld?” sagde nattergalen. “Ja, vil du give mig den rige fane? Vil du give mig kejserens krone?” Og Døden gav hver skat for en sang. Og nattergalen blev ved med at synge. Den sang om den stille kirkegård, hvor de hvide roser gror, og hvor hyldetræet dufter. Der får det friske græs vand af tårerne fra dem, der er tilbage. Da fik Døden længsel efter sin have. Han svævede som en kold, hvid tåge ud ad vinduet. “Tak, tak!” sagde kejseren. “Du himmelske lille fugl, jeg kender dig nok! Dig har jeg jaget fra mit land og rige! Og dog har du sunget de onde syner fra min seng. Du har fået Døden fra mit hjerte! Hvordan skal jeg lønne dig?” “Du har lønnet mig!” sagde nattergalen. “Jeg fik tårer fra dine øjne, første gang jeg sang. Det glemmer jeg aldrig! Det er de juveler, der gør et sangerhjerte godt! Men sov nu, og bliv frisk og stærk! Jeg skal synge for dig!” Og den sang. Kejseren faldt i en sød søvn. Så mild og god var søvnen. Solen skinnede ind ad vinduerne til ham, da han vågnede. Han var stærk og rask. Ingen af hans tjenere var kommet tilbage endnu, for de troede, at han var død. Men nattergalen sad der endnu og sang. “Altid må du blive hos mig!” sagde kejseren. “Du skal kun synge, når du selv vil. Og kunstfuglen slår jeg i tusinde stykker.” “Gør ikke det!” sagde nattergalen. “Den har jo gjort det gode, den kunne! Behold den som altid! Jeg kan ikke bygge og bo på slottet. Men lad mig komme, når jeg selv har lyst. Så vil jeg sidde på grenen ved vinduet om aftenen og synge for dig. Så kan du blive glad og også tankefuld! Jeg vil synge om de lykkelige og om dem, der lider! Jeg vil synge om det onde og det gode, som man skjuler omkring dig! Den lille sangfugl flyver langt omkring. Den flyver til den fattige fisker og til bondemandens tag. Den flyver til alle, der er langt fra dig og dit hof! Jeg elsker dit hjerte mere end din krone. Og dog har kronen en duft af noget helligt! Jeg kommer, jeg synger for dig! Men én ting må du love mig!” “Alt!” sagde kejseren. Han stod der i sin kejserlige dragt, som han selv havde taget på. Han holdt sablen, som var tung af guld, op mod sit hjerte. “Ét beder jeg dig om! Fortæl ingen, at du har en lille fugl, der siger dig alt. Så vil det gå endnu bedre!” Og så fløj nattergalen bort. Tjenerne kom ind for at se til deres døde kejser. Jo, der stod de, og kejseren sagde: “god morgen!” ### Ordliste - **nattergal**: en lille, grå fugl, der synger smukt. - **hoffet**: alle fine folk omkring en kejser eller konge. - **kavaler**: en fin mand ved hoffet. - **hofjunkerne**: unge, fine mænd ved hoffet. - **slotsprovst**: præsten på slottet. - **succès**: fransk ord for stor lykke, succes. - **charmante**: sød og dejlig. - **dunk**: et lille, hårdt slag. - **koketteri**: at vise sig frem for at blive beundret. - **lakajerne**: tjenere i fint tøj. - **spekhøkerbørn**: børn af en mand, der sælger mad i en lille butik. - **valser**: ruller inde i en spilledåse, som laver musikken. - **trække den op**: dreje på en nøgle, så en maskine kører. - **den sorte kunst**: at trykke bøger. - **Slikpot**: fingeren ved siden af tommelfingeren. - **sabel**: et langt, krumt sværd.