# Det hvide Hus (niveau B1)

*Herman Bang*

## DET HVIDE HUS

### HERMAN BANG

-Die Kindheit ist der Grundton für das ganze Leben, Mama. Die anderen Farben werden nur aufgetragen. Als ich empfangen wollte, habe ich deine Kämpfe, dein Qual empfangen. In dem allgemeinen Chaos hielt ich nur eins für Glück, weil ich fühlte, dass es dich glücklich machte: Ruhe, Ruhe. Schon als Kind. Und das tiefste was ein Junge erfährt, daw Weib, ist meinen Augen nicht eröffnet worden. Ich habe ja das Leben so lieb, Mama, ich weiss, wie stark das Leben ist, und atme leise mit dem Blütensduft der Liebe, aber das Beste ist doch immer meine Sehnsucht—ich bin ein Bettler am Wege, wenn die Mädchen an mir vorüberziehen in den Frühling hinaus….

-Und deine Werke, mein Sohn, hast du nichts erlebt, was du den Menchen geben kannst?

-Ich habe ihnen von meinen Schmerzen gegeben; das hat sie gerührt—für mich was es nichts, ich habe mein Herz dabei verschwendet ohne zu empfangen, ohne froh zu sein—

Georg Hirchfeld.

Long, long ago— long ago.

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, tider uden misundelse, venlige tider, Jer vil jeg gerne mindes.

Min moders fine trin vil lyde gennem lyse stuer. Mennesker, som nu er grå under livets byrde, vil le som folk, der ikke kendte deres skæbne. Lad dem, som døde, tale igen med milde stemmer, og gamle sange vil gå gennem mindernes kor.

Men også bitre ord vil lyde, tunge ord. Dem taler de, der kender det bitre opgør med det tunge liv.

Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.

Det var i hjemmet, i mørkningen.

Ude faldt der stille slør over slør over den skinnende sne. Længerne blev borte, de store popler forsvandt. Kun Jens Røgter gik sagte derovre ved staldene med sin lygte.

Inde sad vi børn rundt på skamler. Stuen var stor, krogene langt væk. Måske var det, fordi der var så mørkt, at vi gemte hovederne bag et gardin.

Moders stemme lød så spæd, klaverets strenge klang mere som en harpe:

Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.

Sangen holdt op. Der hørtes ingen lyd. William, der sad nærmest moderen, var faldet i søvn på sin skammel.

-Mo'er, syng mer.

Der faldt lidt lys over de hvide tangenter, frem over alle møbler, og det forsvandt. Jens Røgter nussede stille forbi vinduerne med sin lygte.

-Mo'er, syng mer.

En dør blev lukket op, så forsigtigt. Det var faderens.

Hr. Peder kasted Runer over Spange, som Helleliden over skulde gange. Saa løfted han sit Anker, saa fik han bliden Bør og sejlede fra Danmark og fra de danske Mø'r. Fagre Ord fryde mangt et Hjerte, fagre Ord har forvoldt mig Smerte, fagre Ord.

Det er tyst. Fin og rank ses moderen som en skygge. Når skyggen tier, høres det store ur.

Fagre Ord fryde mangt et Hjerte, fagre Ord har forvoldt mig Smerte, fagre Ord.

Ude løftes en dørklinke forsigtigt. Det er pigerne, der vil høre. Rundt om lyset i messingstagen på køkkenbordet lytter de, mens "fruen synger".

Forkarlen lister ind. Træskoene har han forsigtigt sat fra sig, og han læner sig op ad stolpen ved vandspanden.

-Børn.

-Ja Mo'er.

-Syng med.

Moder løfter sin stemme, slår lidt fastere an på de sitrende tangenter og synger igen:

Dejlig er Jorden, Prægtig er Guds Himmel, Skjøn er Sjælenes Pilgrimsgang.

Lidt bange for mørket kommer børnenes stemmer fra krogene gennem mørket, ført af moderens:

Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang!

Ude i køkkenet sidder pigerne stadig stille om det brændende lys.

Mandfolke-Marie tørrer en tåre bort med bagsiden af sin brune, hårde hånd:

-Den, siger hun, vil fruen ha'e sunget, når hun en gang skal dø.

Alting er tyst. Kun det store ur ved døren taler. Så siger en af drengene sagte fra sin krog:

-Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstår.

Moderens skygge tier endnu. Så lyder igen—men mere svagt—de harpelignende tangenter:

Tell me the tales. that to me were so dear, long long ago long long ago—

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage—ømme tider uden skyld, da hjertet havde det godt. Milde dage, da tårerne var bløde.

Barndomsdage, da Moder levede.

Jeg husker en dag, vi samlede brombær—Mo'er, vi børn og Tine fra skolen.

Ned i grøfter gik det, og langs med hegn løb vi.

Vi børn blev hængende i ranker og hvinede. Vi var så smurte i ansigterne, at vi lignede Lars Smeds unger.

-Se drengen, se drengen, råbte Moder.

Men Tine havde grebet en stor ranke, der var rig på mørke bær. Hurtigt kastede hun den om Moders skuldre:

-Åh, De dejlige kone, sagde hun….

Moder stod på gærdet med ranken ned om sit bryst. Høj mod den lysende himmel.

* * * * *

Barndomsdage, Jer vil jeg kalde tilbage.

Det var et hvidt hus, og inde i huset var tapeterne lyse.

Alle døre stod åbne, også om vinteren, når der blev fyret med brænde.

Mellem mahognimøblerne var der marmorborde og også hvide konsoller. De var kommet fra slottet i Augustenborg, når de holdt auktion dér. Om de gamle portrætter var der evighedsblomster. Og der var mange efeu, for dem elskede moderen, når de slyngede sig op ad en lys væg.

Havestuen var så hvid, som om den skinnede.

Børnene elskede den stue og havetrappen, hvor de rutsjede ned ad det hvidmalede gelænder.

-Børn, børn, læn jer ikke, råbte moderen, læn jer ikke til gelænderet.

-For Guds skyld, sagde hun til Tine, skolelærerens datter: det ender en skøn dag med, at de brækker halsen.

-Aldrig får vi bud efter den snedker.

Gelænderet var skrøbeligt og blev aldrig sat i stand.

Men havedøren blev tidligt lukket, og skodden blev sat for. De grønne gardiner blev hængt over de hvide, så der blev lunt. For moderen holdt ikke af haven og ikke af den store allé, når der ikke var sol over dem. Sol, der skinnede længe.

-Gud ved, hvordan det ser ud i køkkenhaven, sagde hun pludselig til skolelærerens Tine. De sad ved kaffen om eftermiddagen.

Tre fjerdedele af året kom hun ikke i køkkenhaven.

Den lå langt borte bag poppelalléen og bag vognporten. Børnene måtte heller ikke løbe derop, for så fik de våde fødder. Men en gang imellem var vejene allerværst, og hele gården var dyb af mudder. Så ville moderen afsted for at se til haven.

I Mandfolke-Maries træsko og med løftede skørter drog hun afsted over gården.

Alle pigerne var ude på trappen for at se efter hende.

-Lille børn, lille børn, råbte hun. Hun kom ikke ti skridt, uden at hun blev stikkende med træskoene.

Når hun kom hjem, måtte hun have varme tvebakker for at få kræfter igen.

-Kære De, sagde hun til skolelærerens datter: at alle mennesker ikke bliver inde om vinteren.

Børnene legede på gulvtæppet. Det var rødt og gråt med mange store felter. Felterne var kongeriger, som børnene herskede over og kæmpede om. De stredes, og de fældede tårer. De barrikaderede deres kongeriger med møblerne. Hele dagligstuen lignede et Babylon i forvirring.

-Hvor de børn dog kan støje, sagde moderen til jomfruen (hun ophidsede dem selv til støjen):

-Så, så, nu taber Nina mammelukkerne igen.

Med mammelukkerne var det evigt galt. Snart krøllede de, og snart blev de tabt i kongerigernes strid.

Uden for vinduerne lå sneen. Forkarlen og karlen og røgteren passede deres arbejde. Roligt og langsomt gik de fra stald og til lo.

Når stalddøren blev åbnet, hørte man køerne brøle.

-Mo'er, sagde Nina: nu kalder Williams ko.

Men det kunne ske—når faderen var ude—at moderen bad røgteren om noget. "Bare et øjeblik" skulle han lade alle køerne gå ud i den hvide gård. Og så sprang de, alle fjorten, de røde, de hvide og de spættede, rundt på sneen, mens børnene hujede.

-Luk til vænget, luk til vænget, råbte moderen. Hun lo højest, midt på trappen.

Men pokker tog en af de spættede.

-Åh, hvor den sprang, sagde moderen.

Den sprang så langt, med halen lige i vejret, at den først blev fanget oppe hos sognefogden.

Men når faderen kom hjem, var stalddøren lukket, og gården lå igen som før. Men moderen havde fået tandpine af at stå barhovedet på gårdstrappen.

Der måtte bud efter Tine.

Der måtte altid bud efter Tine.

Tine kom med kjoleskørtet slået op over sit hoved.

-Gud, den kulde De bringer med Dem, sagde moderen, der altid frøs og var kuldskær, bare en dør gik.

-Tine, jeg har tandpine, sagde hun.

Toiletspejlet måtte frem midt på et stort bord, og der måtte "ryges" med nogle små kviste af en busk. Den voksede i skolelærerens have. Alle børnene, Tine og jomfruen stod rundt omkring.

Hele sovekammeret stod i damp, mens moderen holdt den åbne mund over de rygende kviste.

-Tine, Tine, nu, råbte moderen.

Tine skulle stikke i tænderne med en hårnål.

-Der er den, der er den, råbte moderen:

-Se ormen.

Tine havde anstrengt sig, så der faldt et stykke emalje ned foran toiletspejlet.

Moderen troede fast og sikkert, at det var en orm. Og når der var kommet tre, fire orme, havde hun aldrig mere tandpine.

Men Tine var den eneste, der kunne prikke dem ud. Hun prikkede dem omhyggeligt ud af alle børnenes tænder.

-Kære Fritz, sagde moderen til faderen, der protesterede: jeg ser jo ormene med disse mine to øjne.

-Men der må oses med Kærbøllings busk.

Distriktslægen i Sønderborg sagde, at røgen af skolelærerens busk var ganske giftig.

En tandpine kunne godt tage en halv eftermiddag, lige til det blev mørkning.

I mørkningen var der dejligt i bryggerset. Den varme damp fyldte hele rummet, og ilden under kedlen lignede et stort rødt øje. Pigerne bankede det vaskede tøj med vasketræerne, så det klang under loftet.

Moderen sad på en trebenet skammel midt i larmen.

Der var aldrig en tid og et sted, hvor pigerne snakkede så meget som i bryggerset.

Al landsbyens sladder kom ind ad bryggersdøren.

Moderen kunne høre på det i timevis på sin skammel, til hun pludselig løb ind i stuen igen.

Og helt sikkert sagde hun efter sådanne timer i bryggerset:

-Gud bevare mig vel, hvad sådanne mennesker har for idéer.

Og det var, som om hun skød noget fra sig med sine dejlige hænder.

-At De gider høre på alt det, sagde Tine.

-Jo, for de ser så morsomme ud, sagde moderen, og hun gjorde pigerne efter.

Hun kunne gøre hvert eneste menneske efter, der kom i huset.

Men de fleste dage blev hun i dagligstuen i mørkningen. Der sang hun. Men der var andre mørkningstimer, hvor hun blev siddende på forhøjningen, i den høje rørstol, med hænderne i sit skød.

Så talte hun stille ud i den stille stue.

Hun elskede mest at tale om, når hun blev gammel, og når hun fik grå hår, helt grå hår.

Og hun var enke, og alle hendes børn var voksne, og hun var fattig.

-Forfærdelig fattig, sagde hun.

Så kunne der ingen ting komme på bordet om aftenen, undtagen smør og ost i den gamle osteklokke af krystal.

-Men smørret må være godt, sagde hun.

Og hun beskrev, hvor hvid dugen skulle være. Alle børnene skulle komme hver fra sit arbejde og drikke te om bordet. Dér sad hun, grå og stille og gammel, og var fattig. For fattigdom var for hende en slags drømmende sorgløshed.

Hun havde vel aldrig set andre "fattige" end dem i de små hvidkalkede huse langs landsbyens gade.

Når der var drukket te, og faderen var ude, kom de bedste timer. Det var tiden, hvor dukkerne kom frem. Spisebordet blev slået ud som til selskab, og moderen sad stolt blandt alle sine papæsker. Der var dukkerne gemt.

-Nu, nu kunne de komme frem, for nu var Fa'er ude.

Op kom de, i hundredvis. Det var figurer fra modeblade, klistret på en træklods. Hver havde navn, skrevet på bagsiden, hver var sin—alle blev de stillet op over hele bordet. Og komedien begyndte, mens moderen dirigerede.

De dukker holdt selskab, og de gik på visit.

De snakkede, og de bukkede, og de nejede.

Moderen blev rød af anstrengelse, og hun styrede og flyttede med armene frem over bordet.

Børnene havde også deres dukker, og jomfruen havde sine. Men aldrig gik de papdukker godt nok for moderen, og hun talte for dem alle.

-Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frøken Løvenskjold.

"Frøken Løvenskjold" var blevet stående, og hun skulle bevæge sig. For moderen var det ikke dukker. For moderen var det mennesker. De talte, og de spillede, og de sang. De spillede hundrede komedier. Snart var det ved et badested, og snart var det i Paris.

Børnene så til, som om hele verden gik, fornem og fin, rundt der foran dem på bordet.

Pigerne kom ind. De elskede at høre på. De forstod ikke et ord, men stod ret op og ned med hænderne under forklæderne. Når der skete noget sørgeligt med dukkerne, så græd de.

Men midt i hele komedien fløj moderen op, og alle dukkerne blev væltet—ned i forklæderne, ned i kasserne.

Det var faderen, der kom hjem.

-Bordet ind, bordet ind.

Piger og børn fik travlt. Moderen selv opgav alt af bare forskrækkelse.

-Gud, at børnene også er oppe endnu, sagde hun.

Og børnene kom i seng så hurtigt, som om de blev sendt i seng på hovedet.

Men moderen sad midt i sofaen med de to mahogniskabe for enden. Hun var så forfærdet, at hun måtte have syltetøj og tvebakker….

Hun klædte også pigerne ud.

Det var en aften, hun var alene hjemme med børnene.

Så bankede det hårdt på gårddøren. Jomfruen måtte gå ud og lukke op og kom skrigende tilbage:

-Der var en vagabond … der var en vagabond….

Og vagabonden kom ind i stuen, mens moderen skreg højest. Fæl var han, og børnene hvinede. Men pludselig opdager en af drengene, at det er "store Marie".

-Mo'er, det er store Marie, skriger han.

Men i samme øjeblik hvisker moderen til Marie:

-Giv Nina en på øret.

Og Nina fik en lussing af Maries næve, så hun røg.

Så troede børnene, at det var en vagabond.

Men bagefter bød moderen Mandfolke-Marie en snaps. Den måtte hun tømme i ét hug, for nu var hun jo et rigtigt mandfolk.

* * * * *

Hvide Hus, du hvide Hus, som en jublende skare kommer dine minder—kommer og samles om en.

Kunne jeg bare danne et billede af ord, et billede, som aldrig forgik. Et billede, som var ungdom og smil, ynde og sorg, glæde med bedrøvede øjne. Tungsind, der lo med en kruset mund. Hjælpeløse hænder, som kun vidste at hjælpe de andres nød. Fine lemmer, som nød solen og frøs, når solen gik ned.

Et billede af den, som elskede livet og døde af dets sorg.

Hun døde som en smuk blomst, der knækkes.

Ingen rose, heller ingen lilje.

En mere sælsom blomst med sære fibre, opdyrket i sene år af en tålmodig gartner. En mangefarvet kalk, så skøn i lyset, men som mod aften lukker sig sky….

En sejrssang, som smerten kvalte i struben….

En fremmed på jorden, som dog blev elsket som en sjælden gæst.

Hvide Hus, min Barndoms hvide Hus—sådan var hun, som var din sjæl.

* * * * *

Men efteråret gik, og det led mod jul.

Moderen og skolelærerens Tine sad længe oppe, og børnene fik svedsker for at gå tidligt i seng.

Den gamle karet rullede hver anden dag op for døren, og hele gangen var fuld af fodposer. Der skulle være så mange fodposer, når moderen skulle køre. Og Sønderborg var ikke som Augustenborg, noget man kom til på en kort tur. Det var to mil og en hel rejse.

Men når moderen kom hjem, lo hun og snakkede hun og gemte hun. Imens blev børnene lukket inde i sovekamret, for de måtte ingenting se. De hørte bare kusken, der gik ud og ind og slæbte på kasser. Det var det fra København. Så var "det" kommet.

Det var det store spørgsmål, om "det" kom—alle presenterne fra Bedstefader. For hvis det ikke kom, blev der jo tomt på julebordene. Et år var der is og sne, så kasserne blev borte. Moderen sendte bud til Sønderborg, og moderen kørte selv. Og Moder lod faderen telegrafere—det var de første år, man havde telegrafen—men kasserne, de kom ikke.

Moderen græd og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hundrede gange vendte hun sin gamle portemonnæ. Der var hul i den, så pengene løb ud i hendes lomme. Men til sidst lagde hun grankviste på alle julebordene, og så så det ud, som om der var en masse.

Men nu var kasserne kommet, og inde fra sovekamret kunne børnene høre, hvordan Tine kæmpede for at få dem op.

Moderen selv havde ingen ro:

-Tine, Tine, se der…!

Tine så.

-Tine, så, nu går brættet.

Børnene kom ud af sengen, men der var stukket papir i nøglehullet.

Inde i dagligstuen lå moderen på gulvet—det fortalte pigerne—nede foran kasserne. Hele gulvtæppet flød med pakker og med halm og med sager.

Og moderen råbte:

-Nej, nej, det er til Nina….

-Se dog, se dog, her er til William….

Og videre søgte hun, i halm og i papirer. Der var ikke det sted, hvor det ikke flød.

-Vor Herre bevare os, hvad det gi'er for et rod, når fruen en gang ta'er fat, sagde pigerne.

De gik også omkring, spændte og nysgerrige. De blev først færdige sent på natten. For der skulle stoppes friske pølser og lægges dej, og alle husets klude skulle vaskes til jul.

Moderen sad midt i pølsemageriet i bryggerset, med opbundet kjole, og sang for til viserne.

Der var nogle, bryggeripigerne kunne, og moderen sang kun melodierne:

-For, min pige, sagde hun til Tine: ordene er for slemme.

De alsiske pølseviser var de værste landsknægteviser i landet.

-Men ved juletid, sagde moderen: jeg tror såmænd ikke, Maren selv ved, hvad hun synger.

Til daglig sang Maren Bryggerspige aldrig andet end viser om den første slesvigske krig og Kong Frederik den Syvende….

De var så sørgelige, at hun græd ved det.

De sidste dage blev der bagt.

Hele huset var fuldt af æbleduft og kageduft, og døren til det blå gæstekammer stod ikke stille. For dér gemte man æblerne og krydderierne og svedskerne og alt, hvad der var godt. Men Tine sprang op ad trapperne, så hendes skørter fløj:

-Halløj, børnlille, nu brases der, råbte hun.

Børnene lavede mænd og koner af brun dej, der til sidst blev helt beskidt.

Moderen var i hvidt forklæde, og faderen gik omkring og var bange for, at hun skulle skade sine hænder.

Moderen skulle altid gøre det sidste. Hun smurte æggehviden på kagerne, og hun satte øjnene i de brune mænd.

-Nu må jeg, nu må jeg, sagde hun.

Og hendes hvide forklæde fløj om hende i travlheden, mens alle børnene løb i hælene på hende.

Sikken damp der var, og duft af krydderier og klang af stegejern og støj af ovnene. For ovnene gik op, og ovnene gik i, og kageplader kom ind, og kageplader kom ud. Men Tine fra skolelærerens piskede fast med lerfadet imellem sine lår. For de hvide kager skulle der kræfter til, og æggene måtte piskes i timevis.

-Så, nu vil jeg, sagde moderen.

Og hun fik fat i lerfadet og rodede rundt i det med den store ske.

-Pyh, det gi'er varme, sagde hun og slap den igen.

Og hun gav sig til at synge, mens hun sad på huggeblokken i dampen, rød i kinderne, så glad:

Lisbet! Lisbet! O, hvor er du sød og net! Se paa mig ret, Lisbet! Lisbet! O, hvor er du sød og net!

De sang alle med i dampen og osen, pigerne og børnene og Tine, men moderen var allerede inde i dagligstuen:

-Tine, Tine, råbte hun: lad nu dem.

Hun var faldet ned i gyngestolen. Hun var blevet træt af alt det meget ingenting.

Alle dørene stod åbne, så kageosen trængte ind. Piskejernene gik, og ovndøren klaprede.

-Åh, Tine, tag mig mine breve, sagde moderen.

Det var brevene fra sekretæren, alle moderens ungdomsbreve fra hendes egen moder og fra hendes veninder og fra hendes fader. De lå så fint i pakker, gulnede og sammenfoldede som i den tid, man ikke brugte konvolutter. Der var visne violer imellem dem, og de var bundet om med bånd.

Moderen elskede dem.

Hun læste dem ikke. Men hun blev siddende med dem i sit skød.

Og hun fortalte.

Om sin fader, den gamle postmester med det høje halsbind—en af de rigtige embedsmænd. En af dem, som altid troede, at de skulle være vrede, når de var på arbejde. Bønderne kaldte ham for "Fa'er", men de skjalv, når de skulle gøre ham "ulejlighed".

Og hendes moder, bundet til sin rullestol af gigt, så sart og fin, som om hun ingen krop havde. Hun var bleg af ansigt, et ansigt uden farve. Hun havde en af de munde, der ikke gerne taler. For den har talt sig træt, og nu gemmer den på sine hemmeligheder.

-Ja, hun tav stille, sagde moderen og så frem for sig med brevene i sit skød.

Det var, som om en pludselig træthed faldt over hende, og hendes stemme blev forandret:

-Men det lærer vi vel alle, sagde hun.

Faderens skridt lød med ét gennem stuen.

-Det er kun mig, sagde han.

Moderen bøjede sit hoved.

Lidt efter talte hun igen—men ligesom hurtigere.

Hun fortalte om sine veninder, de unge piger fra den hvide gård.

-Åh, vi havde stuer øverst i tårnet, sagde hun: og når vi slog vinduerne op, så vi havet….

Moderen slog sine hænder ned i skødet:

-Ja, Gud ved hvordan, sagde hun: men det er gået dem alle galt.

Dårligt var de blevet gift, og forkert var de kommet afsted, og spredt var de over jorden.

Det eneste, de havde bevaret, det var pengene og fornemheden.

-De havde for hedt blod, sagde moderen: jeg tror—og hun tav et øjeblik—at der var elskovssyge i slægten.

Undertiden kom der breve fra dem, fra de byer og lande, hvor de boede. Der sad de som baronesser og grevinder, gift med landflygtige og spillere.

En af dem boede i Nord-Italien.

Moderen græd altid, når hun fik brev fra hende.

-Åh, hun blev gift, sagde hun, med den gamle knark.

-Nogle siger, det er en lord, og nogle siger, han har været skomager.

Men hvert år kom der også breve fra København fra den veninde.

Hun var hjemme—for at se sønnen.

-Det er jo det eneste, hun elsker her i verden, sagde moderen til Tine.

Den søn havde hun vist fået noget uregelmæssigt. Og så havde hun måttet rejse bort og var blevet gift, dernede i Nord-Italien, med lorden eller skomageren.

-Men hun sidder jo og er rig, sagde moderen.

Det var, som om livets smerte kom hende nær, når hun talte om den veninde.

-Ja, Gud ved, hvordan det kan være, sagde hun igen:

-Men det gik dem alle galt.

Venindens fader kom undertiden, altid pludseligt, og altid blev han ganske kort.

En høj, mager mand. Han havde en holdning som en, der er vant til at færdes ved et hof uden at bøje ryggen.

Pigerne kunne så helt uventet melde:

-Det er Hofjægermesteren.

Og han kom ind, og moderen gik ham i møde. Han bøjede sig så mærkelig dybt og så mærkelig bevæget for hende. Og han satte sig altid langt væk, og han talte med en stemme, som om den kom langt borte fra. Stemmen var mat af sorg.

Og han gik, lige så pludseligt, som han kom.

Men moderen græd, når han var gået, og børnene var bange. For det var næsten, som om der havde været et spøgelse.

-Jeg ville blot se Dem, sagde han, når han gik, og han bøjede sig igen og kyssede moderens hånd.

Han kom for at kunne nævne dem, der var langt borte….

… Men moderen blev siddende i juledampen med sin ungdoms breve i sit skød. Skolelærerens Tine sad på en skammel ved siden af hendes stol.

Moderen fortalte om sin forlovelsestid.

Hun kom jo ind fra provinsen, og ingenting vidste hun, og ingenting kendte hun. Og fremmed var hun i Excellencens gamle hus.

Det var noget nyt og noget helt forfærdende. Ørstederne og Mynsterne sad i stuerne, og oppe på anden sal i huset boede Oehlenschlæger.

Det var et liv med lysekronerne altid tændt og Svigermoder i det sorte fløjl. De gamle slægtsvåben var broderet på alle puder, og sølvkander var stillet frem på hylder. Malerier hang på væggene så højtideligt som i en kunstsamling.

Moderen gik helt forskrækket omkring.

Men til forlovelsesgildet, da de drak skåler, og Excellencen selv havde skrevet sangen, da sneg moderen sig ud på trappen. Trappen op til Oehlenschlæger. Dér sad hun og græd. Med ansigtet i sine hænder græd hun og græd.

Tjeneren fandt hende.

Han måtte hente faderen.

-Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun.

-Lad mig komme hjem—lad mig komme hjem.

Og hun græd, som om hun skulle miste sit liv.

Moderen blev ved med at fortælle med brevene i sit skød, om sin ungdom, om de dage, der forsvandt.

Men på én gang sagde hun:

-Nå, der er ting, man aldrig skulle tænke på.

Tine sagde:

-Det er dog altid godt at tænke på lykken.

-Nej, mindet om den slår ihjel.

Moderen stod op:

-Men åh, hvor var det dejligt at løbe på skøjter, sagde hun.

Så løb hun ud til de hvide kager. Nu måtte de være piskede. Eller hun skulle pludselig lægge laurbærblade på sylten:

-For alt må det gøres, sagde hun, og gav sig til at løbe omkring. Mens Tine gjorde alting—

* * * * *

Barndomstider— til Jer er jeg flygtet tilbage, om I kunde lindre mit Hjertes Vé. Ingen tæller de Taarer, som udgrædte Øjne saa gerne vilde græde. Barndomsdage, Barndomsminder, lind mit Hjertes Vé.

Du, Moder, der selv led, rank som en Blomst, der brat knækkes, du, Moder, der selv elsked, bliv nu hos mig under mit Hjertes Vé.

Langt skal Mennesket gaa og saa haardt maa det træde— kom med Eders Glæde Lind —for en Stund blot— al mit Hjertes Vé. Barndomsminder, hvad jeg saa skal bede: at I kunde linde mit Hjertes Vé.

* * * * *

Men moderens største dag var dagen før juleaften.

For det var de fattiges dag.

Det var vist den eneste dag på året, hun stod så tidligt op. Fra om morgenen havde moderen lagt ris i poser og kaffebønner i kræmmerhuse og kandissukker ved siden af.

Der var en vægt på bordet, og Tine vejede.

Det skulle være rigtigt, og lige meget i hver pose.

Men moderen hældte på, og det slog aldrig til.

-Herre Gud, sagde hun: som om det var jul mere end én gang om året.

Når alle poser var pakket, var der ikke sukker og ikke kaffebønner i huset.

-For vi ta'er af vores egne, sagde moderen, når det kneb.

Så om eftermiddagen kom husmandskonerne slæbende. Det var ligesom, de så underligt sneg sig op mod huset, når de kom. De satte træskoene på række i forstuen, og de kom ind i stuen på sorte sokker. De sagde ikke et ord, men fik kun deres og gav en slap hånd med et:

-Tak.

Men moderen havde travlt og spurgte ud: den trængte til det, og den til det.

Der var ikke mange overflødige klude i barnekammeret, når husmandskonerne var godt ude.

-Lille Tine, sagde moderen: vi får vel altid noget igen.

Hun sank sammen i en lænestol, lod alle vinduer smække op og lod stænke med Eau de Cologne.

-For, kære børn, sagde hun: de renligste stinker af grøn sæbe.

Faderen befalede stuepigen at tørre alle dørlåse af.

… Næste dag blev der dækket juleborde. Det var besværligt, og moderen var længe om det. For hver skulle have lige meget. Hele dagen gik moderen og målte og vejede med øjnene. Og var der for lidt på et bord, stjal hun lidt fra et andet.

* * * * *

Træet blev tændt. Tine stod på en stige, mens hun tændte det.

Det var kun sølv og sølv og bare hvide lys.

Moderen gik rundt om træet.

-Der er ét endnu, sagde hun. Og hun pegede på et utændt lys.

Hun kunne aldrig få lys nok, og hun satte dem alt for tæt på grenene.

-Men vi stikker ild på træet, sagde Tine fra stigen.

-Nej, nej, der er ét endnu.

Et år havde de stukket ild på juletræet:

Det blussede op et øjeblik, mens alt sølvet flammede og blev forkullet. Moderen så til med skæret over sit ansigt.

-Hvor dejligt, hvor dejligt, sagde hun.

Så fængede grenene.

-Her bliver brand, råbte moderen.

-Ja, det bliver her, sagde Tine. Hun fløj ud i gangen og hentede to uldsjaler, som hun kastede over det brændende træ.

Men moderen satte flere armstager på alle bordene, og børnene måtte danse om det forkullede træ.

-Stella, sagde faderen: hvor du også er uforsigtig.

Der kom et pludseligt glimt i moderens øjne.

-Fritz, sagde hun og løftede sit hoved, som om hun endnu så det skønne og flammende træ for sig:

-Fritz, det var så dejligt….

… Der er ét endnu.

Så var der ikke flere. Alle lys var tændt mellem det glitrende sølv.

Moderen stod tavs i træets glans.

-Det er den trettende jul, vi tænder her, sagde hun, og hendes stemme lød pludselig mat.

-Men bordene, Tine, sagde hun. Hendes tonefald skiftede, mens hun så hurtigt og langt hen over de hvide duge:

-Der er ikke nok til Lars Forkarl.

Hun stod og tænkte foran Lars Forkarls bord.

-Men Tine, hvad skal man også finde på til Lars Forkarl?

Pludselig bevægede hun hovedet fra side til side:

-Tine, sagde hun, løb ind til Fritz. Vi stjæler ti cigarer.

Tine listede ind i faderens stue.

-Må vi komme? råbte børnene i dagligstuen.

-Straks, sagde Tine og lukkede døren bag sig.

Hun havde reddet cigarerne.

-Gud ske lov, sagde moderen og sukkede, som om hun var befriet for en byrde.

-Så binder vi dem om med et rødt bånd, sagde hun.

-Jeg har ingen bånd, sagde Tine.

Moderen så sig om, hen over alle bordene:

-Vi tager en sløjfe fra Frk. Jespersens fichu.

Fichuet var en gave til moderen fra Frøken Helene Jespersen. Det var fuldt af mange små røde sløjfer.

-Ja, sagde moderen, mens Tine løsnede båndet:

-Der er også for mange sløjfer på Frøken Jespersens fichu.

Den rosa-røde stump blev knyttet om cigarerne.

-Så, nu lukker vi op, sagde moderen.

Hun åbnede selv døren, og børnene stormede ind.

-Glædelig jul, sagde moderen.

Hun stod midt på tærsklen.

-Hvor er mit bord?

-Hvor er mit? lød børnenes kor.

-Dér, dér, sagde moderen. Hendes ansigt lyste.

Børnene stod om hende i flok med løftede hænder.

-Mo'er, Mo'er, råbte de, nu det fra træet—nu det fra træet.

-Ja.

De sidste gaver lå pakket ind i mange papirer ved juletræets fod. Moderen kravlede rundt på gulvet, mens hun tog dem frem og samlede pakkerne i sine arme.

Nu havde hun dem, og hun stod op midt mellem børnene.

-Nu, nu, råbte børnene.

-Ja.

Og hun kastede dem ned mod børnenes løftede arme, som noget, de skulle gribe om kap:

-Til dig, og

-Til dig, og

-Til dig, råbte hun, mens børnene jublede.

Faderen var trådt frem i den åbne dør.

Lænet til dørkarmen stod han tavs og så på moderen og sine børn.

Og et glimt af ømhed—eller måske kun af beundring—lyste et øjeblik i hans øjne. Hurtigt gik han frem mod moderen:

-Du, giverske, hviskede han.

Moderen slog øjnene ned, så det næsten så ud, som om hun lukkede dem et sekund:

-Du giver, Fritz, sagde hun.

Faderen gled bort.

-Men Tine, nu må folkene ind, sagde moderen.

De havde allerede samlet sig i gangen.

Pigerne var på sokker, og karlene havde støvler på.

-Så, lille børn, sagde moderen og lukkede døren op:

-Nu er det juleaften.

De kom alle ind, én efter én, meget langsomt. De tog et underligt hop over dørtrinnet, som om de sprang over en barrikade. I ansigterne så de ud, som om de skulle til alters.

Bagest kom Jens Røgter.

Han var i stribet vest over bukserne, der hang bedrøveligt.

De fik gaverne, og de takkede—hvad de sagde, havde aldrig noget menneske hørt. Og mens de skulede til hinandens presenter, bragte de dem ligesom i sikkerhed, hen i krogene.

-Så, Jens Røgter, sagde moderen, nu skal vi danse.

Hun dannede en kæde.

Forrest var hun selv med Jens, børnene tog pigerne og karlene.

-Slut kreds, råbte hun til Tine, og hun begyndte at gå.

Langsomt gik kredsen om træet, mens moderen med lidt sitrende stemme begyndte at synge:

Dejlig er Jorden, Prægtig er Guds Himmel, Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang!

Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang!

Lidt efter lidt faldt alle ind, mens moderens stemme steg, og de langsomt blev ved med at gå om træet.

Alles ansigter var vendt opad, op mod juletræets lys.

Inde fra halvmørket faldt faderens stemme pludselig ind, så mærkelig dyb, som fra langt borte.

Moderen var standset ved lyden af hans sang. Så gik hun videre igen, mens hun stirrede ind i træets lys:

Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang!

Sangen døde hen.

-Syng nu alene, Mo'er, sagde den ældste dreng.

-Ja, vil fruen synge alene, sagde Mandfolke-Marie, der hele tiden græd voldsomt uden at vide det.

-Ja, sagde moderen.

Og uden at tage sine øjne fra træets lys sang hun halvhøjt—hun alene, mens de alle gik endnu langsommere:

Glæden er Jordens Gæst idag Med Himmelkongen den lille, Du fattige Spurv, flyv ned fra Tag Med Duen til Julegilde!

Dans, lille Barn, paa Moders Skød, En dejlig Dag er oprunden, Idag blev vor kære Frelser fød, Og Paradisvejen funden.

Der var tyst et øjeblik, og alle var standset.

-Så leger vi, sagde moderen.

Og hun satte Jens Røgter i galop, så alle måtte følge. Imens sang hun, og børnene faldt i "om Træet, der skal vises, og siden skal det spises".

-Gud bevare mig vel, sagde moderen, hvor den dreng synger falsk.

Det var den ældste, der skrålede lige op i træet.

Den mindste faldt i kæden.

-Op igen, sagde Tine.

Men den mindste græd.

-Så danser I andre, sagde moderen, og hun satte sig hen med den mindste på sit skød.

Lysene begyndte at brænde ned, og de holdt op med at danse.

Folkene gik, og Tine gik i gang med at bringe de mindste i seng.

Moderen sad på det samme sted.

På gulvet, med hovedet mod hendes knæ, lå den ældste dreng. Lysene slukkedes, et efter et, og sølvets glans blev mat.

-Moder, sagde han, nu dør juletræet.

-Ja, min dreng, sagde moderen, og hendes dejlige hånd faldt bort fra hans hår, ned i hendes skød:

-Nu dør det.

Tine kom tilbage.

Endnu brændte de sidste lys.

-Bring ham i seng, sagde moderen.

-Sov godt, sagde hun, og hun kyssede drengen på panden.

-God nat, Moder.

Moderen sad alene.

De sidste lys flammede op som blus og slukkedes. Træet var mørkt.

Gennem stuerne derinde hørtes faderens skridt.

-Er De her, frue? sagde Tine, der kom tilbage.

-Jeg sidder her.

De var tavse et øjeblik. Så sagde moderen:

-Tine, tag karmen for døren bort.

Tine gjorde det.

-Og luk op, sagde moderen.

Hun havde rejst sig op og lagt et sjal om sine skuldre.

Stille trådte hun ud på den snedækkede havetrappe. Tine fulgte hende. Foran dem lå haven, hvid og tavs. Moderen stod længe med ansigtet løftet og stirrede op mod stjernerne.

-Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen?

Moderen svarede ikke. Måske havde hun ikke hørt det.

-Ser De Venus, Tine? sagde hun så.

Og igen stod de tavse.

Der hørtes ingen lyd i den hvide have. De stille marker sov. Tyst vandrede stjernerne over dem.

* * * * *

Efter jul kom tiden, hvor der blev læst.

Tine kom i mørkningen og fik indholdet af bøgerne.

Moderen sad foran kakkelovnen med de hvide hænder om sine knæ, og hun fortalte og digtede om. Der var ingen bog, som blev *den* bog i hendes tanker.

Oehlenschlæger var i sådanne højtidelige, sorte bind, og der var så mange mærker på bladene. Moderen kunne tragedierne næsten udenad, og dog læste hun dem altid igen. Når hun så op fra bogen, mens børnene lyttede, var det, som om hendes øjne var blevet dobbelt så store.

-Mo'er, læs mer, sagde den ældste dreng.

-Skal børnene aldrig i seng, sagde faderen, der åbnede sin dør.

-Jo, Fritz, straks, svarede moderen og læste videre.

Hendes stemme var mild, som bedrøvede kærtegn er, og der var tårer i hendes øjne.

Helst læste hun Thoras ord, hvor hun tager afsked med Hakons lig.

Tine sad og snøftede som en sæl.

-Skal børnene i seng?

-Straks, Fritz, straks….

Og moderen blev ved med at læse.

Tit var det Christian Winther. Oftest "Hjortens Flugt". Versene lagde sig så ømt om hendes stemme.

-Åh, der er ingen, der læser som fruen, sagde stuepigen. Hun lyttede henne i krogen ved bogskabet.

Til sidst blev faderen utålmodig, og børnene *skulle* i seng.

Så græd de og fik svedsker for at følge pænt med barnepigen.

Men moderen fulgte Tine op ad alléen med bart hoved.

I klare nætter gik hun der længe. Hun holdt så meget af stjernerne. Længe kunne hun stå og tælle, hvor mange hun kunne se på en plet.

Tine stod hos hende.

Hun spurgte, hvad stjernerne hed.

Men moderen havde givet dem navne efter sine venner.

-Det var hendes moders stjerne….

-Så De den?

-Og det var Alices—ser De den? For den er så bedrøvet.

Der var så mange bedrøvede stjerner, og dem elskede hun højest.

-Stella, råbte faderen fra gavlen:

-Stella, du forkøler dig.

-Jeg ser kun på stjernerne, sagde hun. Hun blev stående et øjeblik og holdt stadig sit hvide ansigt opad:

-Det er Fritz' stjerne, sagde hun, helt sagte.

Og hun gik stille ind.

Men at stirre på stjernerne var næsten en lidenskab for hende.

-Så er jeg, sagde hun, sammen med alle mine venner.

Undertiden fulgte hun Tine lige til kirkegården, men aldrig længere. For hun var bange for spøgelser. På dem troede hun fuldt og fast. Og det var sikkert, at der spøgede hjemme i det blå kammer.

Hun bekræftede det med et nik:

-Det ved også Fritz, sagde hun.

Men den, der spøgede i det blå kammer, var en hvid dame. Og hvis man så hende, skulle nogen dø.

Moderen havde set hende *én* gang, og da var den gamle postmester død.

Ellers kendte hun mange spøgelseshistorier, og hun fortalte dem i mørkningen, så børnene gøs.

Helst fortalte hun den fra Aaholm. For den vidste hun var sand, fordi den var sket for en af hendes tanter.

-Det har nu altid spøget på Aaholm, sagde moderen: men dette er sandt. For Olivia sad og satte sit hår til bal. Da ser hun på én gang en dame komme ud af væggen—lyslevende—hun så hende i spejlet…. I grå silkekjole med store buketter af roser gik hun lige hen og stillede sig bag hendes stol.

-Men Olivia fløj op og styrtede ud på gangen og skreg og skreg….

-Men det var godt, at damen ikke havde fået hende i hånden. For det var jo sket for en selskabsdame…. Hun kom løbende ud på gangen, op ad trappen og ind til grevinden. Hun råbte: En dame kom ud af væggen og hen imod mig. Hun kom lige op til mig og tog mig i hånden—og drejede mig rundt….

-Og så, i samme øjeblik, blev selskabsdamen gal….

-Ikke til at redde, hun var gal.

Fortalte moderen.

Men hun sagde også, at greven på Aaholm til sidst havde ladet grave på det sted i muren. I et hemmeligt rum havde de fundet et skelet.

-Hun var naturligvis blevet myrdet, sagde moderen.

Alligevel var spøgelser nu sin sag. Men varsler, det var noget, der var bevist. Og hunde og ugler, de vidste mere end mennesker.

-Aldrig skreg uglerne i kirketårnet, uden at der kom et dødsfald i sognet.

-Det ved da degnens, sagde moderen, og hun nikkede.

Om vintereftermiddagene gik moderen på besøg med børnene. Alle børnene snakkede, mens de gik gennem alléen, rundt om moderen som en flok fugleunger.

Oppe ved enden af alléen boede sognefogden.

Fin og pæn og hvid lå gården, stor og bred, midt på den hvide mark, lukket med en grønmalet port.

Der var de dage, hvor de gik ind til sognefogdens.

Sognefogdens "kvind" gik straks i køkkenet.

Hun sagde sit goddag med en stemme, man ikke hørte. Hun rakte en fugtig hånd frem, som man ikke fik fat i. Så gik hun i køkkenet for at sørge for mad. Man havde ikke været ti minutter hos sognefogdens, før bordet var fuldt. Der var altid ribbenssteg og rødbeder ved siden af sylte. Brødskiverne var så store som et landkort.

Sognefogden var en tyk mand. Han havde frakke til altergang og marked i Augustenborg, men ellers gik han i skjorteærmer. Han sagde aldrig noget, men lo altid, så hele hans krop rystede.

Moderen satte sig fortvivlet til sylten.

Men når hun kom hjem fra et besøg hos sognefogden, måtte hun altid have et glas rødvin. Det skulle skylle fedtet ned.

Der var gået år, og altid gik det ens hos sognefogdens. Konen gik i sit køkken efter sit goddag. Og i manden begyndte det at klukke, bare han så "moderens" ansigt, så hele den lille mellemstue rystede.

Men så en dag, i mørkningen, slæbte der sig noget som en tung byldt ind i dagligstuen hjemme. Byldten var ikke andet end tørklæder og et stort sjal og et lille sjal. Den kom ikke længere end til stolen ved bogskabet. Men dér faldt den ned, som en tung dyne falder, og byldten græd og græd og græd.

Ud fra alle de klæder kom gråden stille og uden at standse.

Den byldt var sognefogdens kone, og hendes søn var død ved et vådeskud.

Moderen knælede ned, og hun prøvede at komme ind til konen—ind gennem sjalerne, ind for at trøste hende.

Men byldten bare græd og græd og sagde:

-Jeg skulle tale med pastoren.

-Ja, ja, Madam Hansen, ja, ja, Madam Hansen….

-Jeg skulle tale med pastoren.

Og byldten kom hen over gulvet, jamrende så stille, så tung som noget, der ikke levede, ind til præsten.

-Hvor hun græd, sagde moderen, hvor hun græd—hvis man bare havde kunnet få sjalerne af hende.

Som om det havde bragt hende den sorg nærmere.

… Moderen og den ældste dreng skulle op og se sognefogdens søn.

Det var ligesom, der ikke hørtes en lyd i huset. Hunden gøede ikke, og fjerkræet var lukket inde.

Sognefogden tog imod moderen og drengen i døren.

Han havde en sort frakke på, og han sukkede. Han talte ikke, mens moderen og drengen stille gik gennem stuerne, hvor alle dørene stod åbne.

I storstuen stod kisten.

Der var sådan et gult lys, som der kommer, når der er lagner for vinduerne.

Sognefogden tog klædet væk fra ligets ansigt.

Der lå sønnen stille.

Hjemme i borgestuen havde de sagt, at mange piger var kommet galt afsted ved Anders Niels:

-For han havde sådan en kvindagtig mund, havde avlskarlen sagt.

-Og et par ben, de ikke fik øjnene fra….

Men nu lå han stille. Det var ligesom, der slet ikke var noget udtryk i hans ansigt—kun kulde.

Sognefogden gik og mumlede nogle skriftsteder, han kunne fra sin konfirmation.

Moderen så længe på ligets ansigt. Så trak hun selv klædet over. Det lå så højt over den store og lige næse.

Sognefogdens kone havde ikke været inde. Hun gik på sorte sokker i sit køkken.

Da moderen og drengen kom ind i den forreste stue, stod bordet dækket. Det var fuldt af mad.

Konen gik omkring og bød.

Dørene stod åbne ind til den tyste ligstue.

Sognefogden spiste roligt. Stykke efter stykke. Han måtte spise meget i de sørgedage.

Der blev ikke talt.

Drengen fik solbærrom og tømte glasset—for moderen så det ikke—så han blev helt ør.

De sad længe ved bordet. Sognefogdens kone havde sat sig ved døren. Hun havde ikke sagt et ord.

Men moderen ville gå, og hun kom hen til konen for at sige farvel. Da mærkede hun, at stakkelen rystede over hele kroppen.

Konen så ned i gulvet, og da hun prøvede at tale, fik hun næsten ikke ordene frem….

-For det var så meget, blev hun ved med at sige…. Men hun ville bede, om fruen ikke ville synge lidt…. Om hun ville synge lidt ved liget.

Moderen svarede ikke.

Hun tog kun stille tøjet af igen. Og de gik ind alle fire—gennem stuen, gennem mellemstuen, ind i det gule lys.

Fogden bragte en stor salmebog.

Men moderen sang ud i luften, uden at se på den døde søn:

Naar jeg betænker ret den Stund, da jeg skal heden fare, min Sjæl sig fryder mangelund, som Fugl ved Dagen klare. O Dag, saa blid, da al min Strid skal faa en salig Ende: Til Glæden sød, i Jesu Skød, jeg gaar fra min Elende.

Forældrene rørte sig ikke. Moderen alene sang.

Drengen stod og så på hende. Hun var helt hvid i ansigtet.

Den ene stemme lød så sært, dér over en fremmed død.

Eja, min Sjæl, vær frisk og bold. Glæd dig i Christ, din Herre! Thi Døden, som var Syndens Sold, Dig nu skal Frelse være. Straf var den før, nu er den Dør til Himlens lyse Rige. Nu er din Død en Søvn Saa sød, al Sorg med den maa vige.

Der var stille et øjeblik.

Så lagde konen klædet over ansigtet.

Drengen hørte ikke moderen sige så meget som farvel.

Sognefogden gik med dem hen over gården. Han lukkede porten op og lukkede den i.

Moderen og drengen kom ud på vejen. Moderen talte ikke.

-Moder, sagde drengen, du var hvid i ansigtet.

-Kom nu, sagde moderen.

Da de kom hjem, var moderen tavs og frøs. Ved aftensbordet blev der næsten ikke talt.

-Fritz, sagde moderen pludselig:

-Det menneske har ikke haft nogen sjæl.

-Stella.

-Nej.

Moderen tav lidt.

-Han har kun haft blod … og nu er det blevet koldt.

Faderen svarede ikke.

Men moderen sad et øjeblik:

-Menneskene burde altid blive gamle, før de skal dø, sagde hun.

-Stella, som du taler.

-Jo, det er sandt. For så har lidelserne altid givet dem en slags sjæl.

Hun tav lidt:

-Ungdommen har kun blod.

Det var, som om moderen var i et hemmeligt oprør:

-Jeg kan ikke glemme det ansigt, *hvor der intet var—*

Hele øen mødte op til begravelsen.

… Men kom man forbi sognefogdens gård, lå de små husmandshuse bag gærderne. Vindueskarmene var grønmalede, og dørene var grønne, men selv var husene hvide midt i sneen.

Moderen nikkede til hver rude, og børnene nikkede efter. Den ældste dreng løb i hver snedrive, der var kastet op langs vejen:

-Sådan som den dreng går, sagde moderen.

I det yderste hus boede Elsebeth.

Hun var den ældste i byen. Hun var vist hundrede år. Der var så stille i stuen, at børnene syntes, at ikke engang katten turde knurre. Eller måske havde den glemt det. For den var også gammel og lå ved sengen. Men når den gad åbne sine grågule øjne, så troede man, at den vidste mange ting.

Før i tiden havde Else spundet—spundet, spundet.

Men nu var rokken stillet hen.

Den stod ved vindueskarmen. Den stod som et ur, der allerede er gået i stå.

Elsebeth nikkede til moderen, når hun kom.

Stemmen kom så dybt nede fra det svære bryst:

-Ja, jeg sidder her, sagde hun.

-De sidder jo godt, Elsebeth, sagde moderen.

Katten rørte lidt på sig, og moderen så hen efter den. For moderen var bange for katten. Den holdt ikke af fremmede, den ville have, at Elsebeth og den skulle være alene.

-Ja, man sidder og venter, sagde Elsebeth.

-Først lever man, og så tænker man tilbage, og så til sidst sidder man bare og venter.

-Gamle folk bliver kloge, sagde moderen.

-Ja.

-Men det nytter dem ikke, madam, og heller ikke de andre. For blodet er blodet, og det vil syde, til det bliver mat eller koldt.

Elsebeth så på den ældste dreng. Hun havde så klare øjne, men de sad dybt:

-Han vil også en gang få blod nok, sagde hun:

-Blod nok og tårer nok får man på samme tid.

-Hvad siger hun? spurgte drengen.

Men moderen svarede ikke.

Elsebeth tav en stund, mens katten havde åbnet sine øjne.

-Så er det modersorgens tid, men også det går over.

-Hvad siger hun? spurgte drengen.

-Der er mødre, som dør, mens deres børn er små, sagde moderen.

-De har det bedst, sagde Elsebeth.

Der var stille i stuen. Også uret var gået i stå. Elsebeth trak det ikke mere op. Naboens kone kom til sin tid—efter solen—og fik Elsebeth op og fik Elsebeth til ro.

-Men til sidst tænker man kun: hvad skal det hele vel til?

-Hvad mener Elsebeth?

-Jo, madam, for Gud er for stor, og han kan heller ikke ha'e no'et med os at gøre.

-Vi ved det ikke, Elsebeth, sagde moderen.

-Jo, madam, for vi er for små, og han kan ikke ha'e tid at ha'e noget med os at gøre.

Elsebeth tav, og moderen stod op med sine børn.

-Farvel, Elsebeth, sagde moderen, her stiller jeg hyldebærsaft.

-Farvel, sagde Elsebeth.

Men ude på vejen var moderen tavs.

-Hvad var det alt sammen, hun sagde? spurgte drengen.

-Hun talte om dig, sagde moderen.

Og hun tav igen.

Men når den ældste dreng var alene ude og kom til Elsebeths hus, gik han altid over vejen. For det var, ligesom han var bange.

… Kom man videre ad vejen til degnens, kom man til Madam Jespersen.

Hendes hus lå på et gærde, og man måtte klatre derop ad en trappe, der kun havde ét rækværk. Forstuen var strøet med sand, og der lugtede af jomfruelighed og lavendler.

Madam Jespersen sad på en forhøjning og strikkede stykker. Dér havde hun siddet, så længe stærene var kommet til byen. "Stykkerne", som hun strikkede, lå hvidt skinnende på hvert møbel og på hver stol.

Børnene satte sig, og så skulle de rejse sig igen. Da gik de med hver sit stykke klistret til en legemsdel, man ikke taler meget om.

-Dreng, dreng, sagde moderen til den ældste og fik stykket tilbage på sin plads. Alle stolesæder var broderet på kanevas af Frøken Helene. Frøken Helene broderede altid stjerner i mange farver på forskellig bund.

Madam Jespersen talte holstensk, for dér var hun fra, og hun havde en gang været kammerjomfru hos de Rantzauer. Ingen vidste, hvordan hun var havnet dér, netop i denne krog.

Hun gik altid i moiré og fyldte en hel mahognistol med brede arme. På hovedet havde hun en mægtig kappe, som børnene troede, hun sov med. Om håndleddene bar hun armbånd af rav.

Hun steg kun ned fra forhøjningen, når hun gik i kirke. Så var hun i moiré-mantille og derover et strikket sjal.

Frøken Helene måtte altid rydde mange mønstre til side, når kaffen skulle på bordet. Det var mønstre af gråt indpakningspapir til hendes garderobe, der aldrig blev færdig. Hun var to gange om året i Flensborg. Hun vendte tilbage med hovedet fuldt af modeller til kjoleliv, og dem arbejdede hun med det næste halve år.

I stoffer elskede hun de skotske mønstre.

Hvad hun syede om, var kun livene. Nederdelene forblev nogenlunde de samme. Kun af og til fik de nogle garneringer.

Kagerne til kaffen kom frem fra en kasse, der stod under Madam Jespersens seng. Madam Jespersens seng var høj som et bjerg.

-Ach ja, man må være taalmotich, sagde Madam Jespersen og lod hænderne synke. Hun havde en gang pyntet sig med mange kammerjomfruringe. Nu var de forsvundet i de korte fingres fedme.

Jomfru Helene vimsede og snakkede.

Jomfru Stine stak kun et knoklet ansigt ind ad en dør for at sige goddag. Hun måtte blive i sin syskole.

-De kan da blive et minut, sagde moderen, lad dog de unger sy.

Men Jomfru Stine var ude igen i en stue bag gangen. Der syede syv pigebørn med musehaler linned med sammenknebne munde.

Jomfru Stine var lang som et mandfolk og senet som et øg.

Hun havde stavehold om formiddagen og syhold om eftermiddagen. Hun fik en mark om måneden pr. hoved af syholdet.

-Ach, ja, sagde Madam Jespersen, den Stine la'er sig aldrig ro.

-Men man må være taalmotich.

Jomfru Helene lagde kagerne på et lille porcelænsfad med seksten små håndbevægelser for hver kage.

Hun løb til og fra køkkenet for at passe kaffen, mens hun snakkede uden stop. Jomfru Helene snakkede uden pause hele året. Og ingen moders sjæl vidste den enogtredivte december, hvad hun havde sagt.

-Ja, die kleine schwärmt, sagde Madam Jespersen.

Når kaffen var på bordet, kom Jomfru Stine ind et øjeblik. Hun satte sig ved døren på en af de tre mahognistole med rigtige sæder. For hun satte sig hårdt og måtte have noget under sig. De andre ting at sidde på var mere skrøbelige, med flettede rygge.

Hun slugte kaffen og var ude igen.

Fra kagefadet var der altid forsvundet nogle kranse. Hun delte dem ud som belønning i syskolen. Det lå ellers ikke til Frøken Stine at stjæle, men af kagerne stjal hun, når ingen så det. Hvis hun ikke kunne det, købte hun sukkerkringler på kroen.

Det gik til musehalerne. Der var jo altid én, der var færdig med et stykke linned.

Når moderen kom ud i gangen for at gå, stak Jomfru Stine sit hoved ud af skolestuen. Der slog lidt lummer luft ud af det lille hvidkalkede hul. Hun skulle altid kysse moderen, før hun gik. Det var det eneste voksne menneske, hun kyssede.

Den ældste dreng løb på alle de fjorten træsko i forstuen.

-Hvor den dreng er kejtet, sagde moderen:

-Han lærer aldrig at føre sig.

Jomfru Stine blev stående i husdøren og nikkede. Men Jomfru Helene bøjede blomsterne i stuevinduet til side med en fin hånd og smilede bare.

-Moder, sagde den ældste dreng, når de kom ned på vejen, Jomfru Stine har øjenbryn ligesom Lars Forkarl.

Jomfru Stine havde mandfolkeøjenbryn over et par ungpigeøjne.

Moderen elskede at lade sin ældste søn snakke. Han snakkede ganske som hun selv, i de samme sætninger, med samme ordstilling. Han havde en gammelklog vigtighed, der virkede som visdom. Og altid stak hans hoved, der var for stort til kroppen, frem ved siden af moderens skørt.

Når de kom hjem fra børneselskab, ville moderen altid have en beretning om festen.

Hun satte sig midt på dagligstuegulvet i sin yndlingsstol, som om hun satte sig ved et godt bord.

-Så, sagde hun, lad mig så høre.

Alle børnene talte i munden på hinanden.

-Drengen først.

-Drengen først, sagde moderen.

Og drengen sprang op i fløjlsblusen og abede alle efter, piger og drenge, i stemme og fagter. Moderen vred sig af latter i sin stol.

-Og hvad så? Og hvad så?

Drengen blev ved. Han kunne hele selskabet udenad. Han abede efter, og han sprang som en kakerlak. Til sidst sagde moderen:

-Hvad fik I?

Og børnene råbte om maden i munden på hinanden.

Af maden i selskaber lo moderen mest:

-De lærer aldrig at spise her til lands, sagde hun: Herre Jesus, hvad er det, de sætter på bordet.

Til børneselskaber satte de jo nu en gang for alle kun smørrebrød og mandelbudding på dugene.

Faderen åbnede til sidst døren til sin stue:

-Stella, du ødelægger ganske den dreng, sagde han. Børn skal dog ikke kritisere, fra de ligger i vuggen.

-Fritz, jeg kan da ikke hindre drengen i at se.

Og faderens dør lukkede sig igen.

Faderens dør var næsten altid lukket. Børnene vidste næsten ikke, hvordan der så ud bag den dør. For de kom der så sjældent, og derinde var mørkt.

Stuen vendte mod nord, og der kom aldrig sol. Møblerne var af dybt mahogni.

Faderen gik mest—op og ned ad sit gulv.

-Hvem er det? sagde han, når nogen kom ind, og ligesom fór sammen.

-Det er mig, svarede et af børnene, der kom for at hente en bog.

Og faderen vandrede videre hen over sit gulv, mellem de samme fire vægge.

Han elskede at have det hedt, og dog havde han altid hvide hænder af kulde.

Ved middagsbordet sad han altid bag en flaske fin rødvin med rødt lak. Når et af børnene talte, kunne han pludselig rive sig ud af sine tanker:

-Gud ved, hvordan de børn bliver opdraget, sagde han.

-Kære Fritz, svarede moderen, hvordan skal man opdrage børn på landet.

-Som børn, sagde faderen og faldt igen i tanker.

Han var altid hvid i ansigtet, og hans skæg var begyndt at blive gråt.

Men moderen sagde til Tine fra skolen:

-Kære ven, børn er børn, hvad de ikke hører her, det hører de i borgestuen.

Det var meget sandt. Børnenes gladeste timer var i borgestuen. Der var så kogende hedt, at de blev glødende røde i hovederne, mens de sad i krogene og hørte på. Der var altid en stor forsamling fra hele landsbyen. For ingen tænkte nogensinde på, hvor meget øl der blev fyldt i krusene.

Udepigen løb bare til og fra på sine sorte sokker og skænkede.

Det var som på en kro.

Lars Forkarl sad for bordenden og førte forsædet. Husmændene sad langs væggene. Maren Udepige stod ved døren og grinede.

Der var ikke den sladder fra landsbyen, som ikke gik gennem borgestuen.

Moderen lukkede undertiden døren op:

-Nå, børn, hvad nyt?

Og hun satte sig selv ved kakkelovnen. Så førte kun Lars Forkarl ordet, mens husmændene sad og skævede til deres krus.

Lars Forkarl havde været der, så længe nogen kunne huske. Alle tjenestefolkene blev i huset i de uendelige år. Moderen klagede altid til faderen over deres opførsel. Faderen sagde:

-Men så lad dem gå.

Moderen vendte hjælpeløst øjnene mod loftet:

-Men de vil jo ikke, sagde hun.

Og de blev.

Stuepigen havde det med hovedpine. Hun bandt sit hoved ind i håndklæder, så hun lignede en hårdt såret. Hun gik ud og ind ad døren, mens hun jamrede. Midlet mod hendes onde var en uendelig strøm af kaffe, og hun lavede ingenting.

-Jeg finder Hannes koste alle vegne, sagde moderen.

Kostene var forladte.

Hanne selv sank sammen i dagligstuen ved bogskabet og jamrede:

-Jeg har sagt til Marie, hun sætter kaffen på, sagde hun.

-Det var jo godt, svarede moderen.

-Vil fruen ikke ha'e en kop med? jamrede Hanne.

-Åh, tak, når den er der, sagde moderen.

Husjomfruen sad ved vinduet og broderede. Det var en meget lang og sløv person. Hun var altid fornærmet, for så havde hun en undskyldning for ikke at lave noget.

Moderen blev rasende på hende. Hver hverdag spurgte hun hende, om hun ikke ville tage til Sønderborg med vognen.

-Gud, sagde hun, så er jeg af med hende så længe.

Hun slog hænderne sammen i sit skød.

-Alle mine husjomfruer bliver så fine, at de kun kan brodere.

Til det yngste barn havde der været amme. Den amme hed Rose, og det viste sig, at hun var berygtet på hele øen. Da hun ikke ammede mere, fik hun en uklar stilling i huset, for der var allerede en barnepige.

Faderen prøvede mange gange at få hende ud og væk.

-Kære ven, sagde moderen: vil du sige mig, hvordan jeg skal få hende afsted.

-Hun sidder jo også kun i gæstekamret og syr. Der gør hun jo ingen skade.

Rose blev siddende.

Når der overhovedet blev talt om tjenestefolkene, sagde moderen:

-Ja, Fritz, hvis du overhovedet ville tage dig af det, skulle du nok selv se.

Faderen var alt for træt til at tage sig af det.

Undtagen én gang.

Den ældste dreng kom gennem en stue og sagde til Hanne Stuepige: Luk døren.

Han vidste ikke, at der stod åbent ind til faderen. Faderen viste sig straks, kridhvid, i sin dør:

-Vil De være så venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han.

Husets tyende kom sammen, mens drengen rystede og faderen ventede. Da alle var samlet, gav faderen sit ældste barn en ørefigen, uden nogen ceremoni.

-Vil du så måske, sagde han, bede Hanne om forladelse og sige til hende:

-Hanne, vil De være så god at lukke døren.

Drengen gjorde det med en stemme kvalt af gråd, og så blev tyendet sendt bort.

Efter den dag blev en vis høflighed mod tjenestefolkene noget, der gik børnene over i blodet. For der var ingen af dem, der kunne huske, at faderen havde straffet nogen af børnene.

-Det er i forvejen hårdt nok at være tjenende, sagde faderen.

Måske tænkte børnene i stilhed adskillige kritiske tanker om det "hårde". For i hjemmet var der ingen, som regerede, uden dem, der tjente.

Tine fra skolen, der var den sunde fornuft, sagde, når moderen klagede:

-Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at være i lommerne på de gamle.

-Kom, sagde moderen til hende, lad os gå lidt ud.

De tog et par sjaler på og gik ned gennem lågen ind i haven til den frosne dam. Langs bredderne lå sneen mellem det halvvisne græs.

Ude bag poplerne bredte de store enge sig.

Pludselig blev moderen sørgmodig, og hendes skønne stemme lød som en klage.

-Hvor her var smukt i sommer, sagde hun.

Langt og bedrøvet så hun ud over engenes is og sne, hun, der elskede den lune vind og solen.

Hun stirrede på lysthuset med de hvide søjler. På hendes fødselsdag i juni var de søjler altid viklet ind i kranse.

-Jeg oplever ikke mange somre, sagde hun.

-Jo da, sagde Tine.

Men moderen blev ved med at stirre på sit lysthus over mod de frosne enge:

-Nej, sagde hun, og hun begyndte at græde, hun, som elskede det lyse liv.

* * * * *

Moder, du som bøjede dit Hoved, da Sorgen kom, og lukkede dit Øje da Skumringen brød ind for dig og for os alle— Moder, du, der slynges endnu Roser, Blomster, Roser om de hvide Søjler— Roser, Blomster, Moder— for de andre.

Men du kunde ikke leve i Vinter; ikke naar Jorden og ikke naar Hjertet var dødt. Du gik.

Og dog og dog blomstrer der glødende Roser— Roser, Roser blomstrer dog for de andre.

* * * * *

Når man fra Jespersens kom et bitte stykke længere, bøjede gaden om på kirkepladsen.

Dér lå kroen og var hvid som kirken, der lå lige overfor. Kun var krodøren grøn, mens kirkens port var sort.

Til venstre var smedjen. Den var så mærkelig firkantet, ligesom med en sort kalot på til tag. Men inde i smedjen var der nat og flammer.

Den ældste dreng listede tit over til smedjen om søndagen. Så var der så stille og lunt og fredeligt. Væggene var vægge som alle andre, og døren var bare en dør, og stenene sten. Smeden selv var kun blevet en hvid og rigtig mand. Glad og stor sad han uden for krolængen.

Han sad og så på dem, der gik i kirke.

Men når det blev mandag, var smedjen igen fuld af den sorte nat og den røde ild. Og aldrig ville drengen have turdet gå derind. Der gik smeden, sagde de, som en stor sort skygge mellem blæsebælgenes sorte spøgelser.

Til højre kom man til skolen. Den støttede sig ligesom så venligt op til kirken, lænede sig til den og det, der hørte den til.

Trappen til skolen var strøet med sand. Døren til huset var så blød på sine hængsler. Straks i gangen skinnede alting. Væggene, gulvet, loftet skinnede. Der var ingen, der sådan fik grønsæbe til at skinne under sine hænder som degnens Tine.

Til højre lå skolen. Den var fuld af en evig summen. Børnene sad i rækker over abc og katekismus, hver på sin side, som mandfolk og kvindfolk i kirken. De svedte, og de duftede over al den kundskab. Gamle Degn røg pibe med stærk tobak og svedte med. Han svedte altid, og altid holdt han kakkelovnen gloende.

Når moderen kom ind i degnegangen, løftede hun klinken på skoledøren:

-Godaften, degn, sagde hun:

-De har det lunt.

-Goddag, goddag, svarede degnen.

Men børnene fløj op i deres røde og sorte strømper.

-Ja, det lumrer, sagde degnen, med de mange smårumper.

Moderen lukkede døren. På den anden side af gangen havde Tine allerede hørt hende og fået stuedøren op:

-Nej, men kom dog ind, råbte hun, vi har da varme.

Der var altid varme i skolen.

-Vor Herre bevare os, hvor det lumrer i skolen, sagde moderen og faldt ned i en stol. Ingen stole var så lette at falde ned i som dem hos degnens. De var så brede, med bøjede arme, som om de bare stod og længtes efter gode folk.

-Det er børnene, sagde Tine.

Hjemme påstod moderen, at Gamle Degn lumsk lumrede med.

Men inde i stuerne duftede der af røgelse og gamle rosenblade og renlighed.

Degnemadammen kom frem i køkkendøren:

-Nej, at De kom, sagde hun og nejede.

-Vor Herre bevare os, vi kommer her de seksten gange om ugen.

Moderen var allerede ude i køkkenet. Hun måtte se det. Degnens køkken var hendes fryd og hendes forbavselse. Så mange kobberkar, og så de kunne skinne—pander og gryder og potter op langs væggene.

Kaffekanden havde mave og stod altid over ilden.

-Den kommer aldrig af tørvene, sagde moderen.

-Åh nej, sagde madammen, her kommer jo så mange—Gud ske lov … man er da kendt.

Hele egnen kom i skolen. Alle gjorde holdt for døren og "stod" indenfor.

-Man må derop, sagde moderen, det er, som om man altid var ventet.

-Og degnens ved nyt—men de sladrer ikke.

Børnene var kommet af tøjet og legede allerede fangeleg i storstuen. Intet gulv var så godt til fangeleg. For det var så rummeligt som en sals, og alle stolene stod tæt ved væggene og spærrede ikke.

-Kære børn, sagde moderen hjemme: jeg ved det ikke. Men der er det ved degnens møbler, at de er så venlige.

Tine tog kopper frem, og Tine kommanderede til legen.

-Op igen, op igen, råbte hun. Den ældste dreng var faldet.

-Så, nu falder drengen, sagde moderen.

-Op igen, op igen, råbte Tine.

-Tine, hvad gør De ved Deres dækketøj? sagde moderen. Hun var inde i stuen igen og var faldet ned i en anden stol. Det skiftede hun med hos degnens.

-Jeg får aldrig mit så hvidt, sagde moderen og rystede fortvivlet på hovedet.

Hendes eget var lige så hvidt, men degnens syntes hun altid var hvidere. Alting syntes hun var hvidest og dejligst hos skolelærerens—undtagen sengene. De var de højeste i byen.

-At de kan ligge i de bjerge, sagde hun, når hun kom hjem.

Sengene *var* bjerge, dyne over dyne, med røde betræk og hjemmevævede lagner.

-Jeg ville blive kvalt, sagde moderen.

Sengene var degnemadammens stolthed. Sine brudelagner viste hun altid frem. Dem var hun begyndt at væve, da hun var pige. Og Tines dåbsvugge havde været redt med dem.

-Det er sådan, sagde madammen, og hun stod og kærtegnede lagnerne, med ens egne hænders arbejde.

Nu var hun ved vaffeljernet. Moderen kunne allerede dufte det.

-Skal vi ha'e vafler? sagde hun og trak skulderen lidt op. Moderen havde altid sådan et træk med skulderen—et lille, hurtigt og spædt—når hun glædede sig til mad.

-Åh, det er dejligt, sagde hun.

De første vafler kom ind, og kaffen dampede. Moderen satte sig i hestehårssofaen med et plump, lige under billedet af Kong Frederik den Syvende. Han hang der mellem sine to lovlige hustruer.

Børnene blev sat på stolene rundt omkring. De brændte sig på kaffen og tog ikke øjnene fra vaflerne.

-Pas på din kop, råbte moderen til den ældste dreng.

-Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine.

Men moderen rystede på hovedet.

-Han ta'er lige akavet på alle livets ting. Det bliver hans ulykke.

Men Tine lo, mens hun strøg hans hår:

-Han har det måske ikke efter fremmede, sagde hun.

-Nå, Tine, sagde degnemadammen.

Men moderen lo og løftede de dejlige hænder med de fulde årer:

-Nej, sandt er det, hænderne er dejlige. Men de sidder forkert i leddene.

Degnekonen tog dem og klappede dem:

-De er da heller ikke lavet til det jævne, sagde hun.

Men pludselig var moderen blevet alvorlig:

-Nej, sagde hun, og næsten med en helt anden stemme: men med sådanne hænder kan man heller ikke forsvare sig.

Hun skiftede stemning igen.

-Nej, Tine har hænder, sagde hun og så beundrende over på Tines travle hånd. Den delte igen vafler ud til børnene. Den var så kraftig og alligevel ikke stor.

Så begyndte de at tale om Grevinde Danner:

-Vor Herre bevar'es til fruentimmer, sagde Tine.

Grevinde Danner var egnens faste emne. Gottorp Slot var jo nær, og fra Gottorp kom kongen og grevinden så til Sønderborg. Grevinden håbede altid at nå til en krog, hvor hun kunne blive rigtigt hyldet.

Når grevinden kom til Sønderborg, blev alle øens embedsmænd kommanderet til taffel med deres fruer. Embedsmændene kom, og fruerne sendte afbud.

Moderen var der så godt som alene.

-Jeg vil se hende, sagde hun:

-Kære venner, hun er dog virkelig mærkværdig.

Faderen og moderen var der og blev ret unådigt modtaget. Grevinden vidste, at de var i familie med den Sjællands Bisp. Ham huskede hun nok fra sin vielse. Sagnet gik, at de havde måttet holde ham halvt fanget på Frederiksborg, før de tvang ham til at vie dem.

-Dygtig er hun, sagde moderen om grevinden, da hun kom hjem:

-Men Herre du min skaber, hvor er hun nedringet … og hvad er det så, hun viser? … sådanne køddynger viser man ikke engang frem for sit spejl….

Ovre i skolen begyndte de at synge. Gamle Degn sang for, og børnene svarede ham ivrigt i mange tonearter. Det var en begravelsessalme.

Herinde blev de ved med at tale om Grevinde Danner.

Som Markens Blomst henvisner fage alt, hvad af jordisk Rod oprandt, og talte snart er Stevets Dage, selv hvor med And det Gud forbandt; kun hvad der kom fra oven ned, kan blomstre i al Evighed—

sang de derinde, degnens bas og flokkens diskanter.

Moderen kendte så mange historier om grevinden. Hun fik dem fra sin svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den person" af hele sit hjerte.

Moderen fortalte en historie fra Frederiksborgs kanaler. Kongen og hans frue var ude at ro. Så blev hans Majestæt Frihedskongen pludselig rasende.

-Smid hende i søen, råbte han:

-Smid den kælling i vandet, skreg han.

Folkene tøvede.

-Så for Satan—smid den mær i søen, kommanderede Majestæten.

Og Majestætens frue "måtte i søen" og vade ind til bredden.

Moderen lo som besat.

Derovre blev de ved med at synge. Det lød så bedrøveligt:

Men vel Enhver, som Haabet grunder, paa, hvad kun Engles Øjne saa, hver Sjæl, som til det Heje stunder og Verdens Glimmer tør forsmaa! Til dem kom det fra oven ned, som blomstrer i al Evighed.

-Ja, sagde degnens madam midt i snakken om grevinden—hun tænkte på gravsalmerne—:

-De må jo synge dem—for kordrengenes skyld.

Men moderen vidste meget mere om grevinden og Hans Majestæt.

Hun blev ved med at fortælle.

Hun fortalte, hvordan kongen i et statsråd havde kastet statsrådsprotokollen lige i ansigtet på konseilspræsidenten. Og den var fløjet lige forbi øret på justitsministeren. Men værst er det med grevinden.

-Svigerfa'er si'er, hun lurer ved døren under statsrådsmøderne.

-Og bagefter gi'er hun Berling rapport.

Det blev ved med at blive til historier om grevinden.

Degnemadammen sad og hørte på, og Tine lo. Ovre i skolen begyndte de på fædrelandssangene. Gamle Degn sang altid højere, når han nåede til "Fædrelandet".

-Men dygtig er hun, sagde moderen, der sluttede med grevinden.

Der var intet i verden, der havde imponeret moderen som Louise Rasmussens dygtighed:

-Med den grimhed, sagde hun: kære børn—

Ovre i skolen var det, som om børnene var vågnet. Klingende lød det, med bassen forrest:

Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang? en højbaaren jomfru, en ædel Kongebrud, og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud— og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.

-Syng med, børn, sagde moderen og begyndte selv. Den gamle hørte det derovre, og melodien kom stærkere. Moderens klare stemme lød over alle de andre:

Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor; er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst, hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst.

-Hvor er 'et kønt, sagde degnekonen: det er, som hele huset synger.

-Det er det, sagde moderen, og hun lo og løb ind i storstuen:

-Nej, nej, bliv dér, råbte hun: jeg synger her. Så er der sang i hele boden.

Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt, hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud; for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.

Der blev helt stille ovre hos smedens. Nu kunne de høre i smedjen, at "Fruen lod skolen synge".

Smeden gik ud af smedjen og over den hvide kirkeplads. Han stod under degnens vinduer og lyttede.

-Men nu vil vi blive her, råbte moderen, og alle løb de ind i storstuen.

-Ja, sagde Tine, så spiller drengen komedie.

Drengen var den ældste. Hans stemme klingede som en spilledåse. Men vers kunne han. Alt, hvad moderen læste, blev siddende i hans øre. Han slog ud med armene, og han sprang rundt.

-Se drengen, råbte Tine, se drengen.

Drengen var Hakon, og drengen var chevalieren i "Ninon". Han blandede versene, han skreg, og han hviskede. Kakkelovnen var den, han spillede med. Degnens ældgamle ovn stod bred om maven og alvorlig. Drengen fløj omkring den, tryglede den og sagde sine vers til den.

-Se drengen, se drengen, råbte moderen, der vred sig af latter på sin stol.

Ude klaprede børnenes træsko på trappen. Skoledagen var slut. Moderen løb til vinduet for at se. Nede på den hvide sne summede ungerne og sloges:

-Satan til unger, sagde degnen, der var kommet ind. Han slog sig på panden med spidsen af sin pibe, der var lidt skæv.

-Åh, sagde moderen: de ligner lopper på et lagen.

Lopper var et yndlingsdyr i hendes sammenligninger. De var i det hele taget hendes yndlingsdyr. Hvis et af børnene bare rykkede lidt på skuldrene, sagde hun straks og med hellig iver: Du har en loppe. Og hun klædte ham helt af og undersøgte hele hans krop, hvert stykke tøj og hver fold. Loppen var der ikke.

Men det var jagten, der morede hende.

-Klæd dig på, det ækle dyr er sprunget, sagde hun.

Men nogle gange var der virkelig et lille sort kræ, og hun fangede det med sine skønne negle. Så så hun gerne længe på det og sagde:

-Lad det springe videre.

… Degnen satte sig hen i sin store stol ved vinduet. Mutter sad lige over for ham, mens det begyndte at skumre.

-Syng lidt, sagde den gamle. Det var hans fryd, når "Fruen" sang.

-Syng den om kærligheden, sagde Tine.

-Tine er forelsket, lo moderen.

"Den om kærligheden" var en irsk melodi. Ordene er fjerne og glemte. Kun moderen sang dem. Måske havde hun selv digtet dem. Hun sang:

Skønt er Solens Lys, og fagert kan Maanens være, naar det en stille Nat gyder sig langt over en rindende Flod. Skønt er Solens Lys.

Skønnest er dog det Elskovens Skær, der gaar over den Elskendes Ansigt naar han, uden at vente det, hastigt, den Elskede sér.

Men som Sol gaar ned og lader al Jorden i Mørke Saa slukkes og Elskovens Lys —og det er Nat

Ak, men Gud Faders Sol, den er barmhjertig, den rinder paany. Elskovens Lys, der blev slukt, det sluktes for alle Tid.

Der er ikke Tanker om, at Mennesker sviger; der er ikke Tanker om, at Mennesker, de blev forladt. Det er kun Elskovens Lys, der pludselig sluktes— og det er Nat.

Skønt er Solens Lys og Sol rinder alle Dage: alle kan Solen se. Men *den*, der aldrig saá Elskovens Lys tændes og slukkes brat, *han* kender ikke til Dag og han véd ikke af Nat.

Sangen døde hen.

-Hvor den vise er køn, sagde Tine.

-Den er vist sand, sagde moderen.

Men den gamle degn sagde henne fra sin stol i mørket:

-Ja, kærligheden, det er no'et, man ikke tænker over. Den kommer.

-Og går, sagde moderen.

-Ja, det gør 'en, sagde madammen så stille fra sin krog.

Der var så tyst lidt. Men så sagde den gamle:

-Ja, lille frue—se, det er vist rigtigt. Den kommer, og den går. Men der er måske også dem, som den lukker døren for. Det er, fordi de ikke giver sig tid, når den ikke er hjemme, og venter … til den kommer igen….

Moderen svarede ikke.

Men lidt efter sang hun igen. Da var hendes ansigt vendt opad og blegt i mørket. Der kunne komme noget over det ansigt, så hun lignede den Korsfæstede:

Ak, men Guds Faders Sol, den er barmhjertig, den rinder paany. Elskovens Lys, der blev slukt, sluktes for alle Tid.

-Tine, sagde hun, og hendes stemme lød pludselig munter: nu vil vi gå ind på kirkegården.

Det gjorde hun tit i skumringen eller lige ved aften, men altid med Tine og med børnene i hælene.

De fik tøjet på, og de gik gennem det skinnende køkken ud i haven.

-Godnat, sagde de gamle. De stod i køkkendøren.

-Godnat.

Haven lå dækket af sne. Der var rim på træerne. I kulden glimtede dens små stjerner.

-Pas på deres roser, sagde moderen til Tine.

-De er dækket til, svarede Tine.

De åbnede lågen, og de kom ind på kirkegården.

Alt var helt stille. Sorte kors og hvide kors ragede stille op over den hvide sne. Deres navne var forsvundet i mørket.

-Her hviler man trygt, sagde moderen.

Der var banet stier gennem sneen. Korsene viste, hvor gravene var. Midt i sneen stod kirken, hvid og stor.

De blev ved med at gå, hele kirkegården rundt.

Moderen og Tine gik forrest, børnene traskede bagefter i sneen.

Lys var der kun fra stjernerne over dem.

Tine og moderen talte om dem, der var døde det sidste år og nu lå i graven. De talte om sognefogdens søn.

-Ja, han havde gjort mange ulykkelige, sagde Tine.

-Det siger man.

-Og Gud ved, hvad de så ved ham?

-Så og så?

Det var moderen, der talte:

-Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for blomster der er honning.

-Ja, måske.

-Der var vel elskovsstof i ham, sagde moderen. Hun tav lidt, før hun sagde og så hen for sig: Og ikke andet.

De blev ved med at gå: Kommer I, børn, sagde moderen.

Men til Tine sagde hun, og hendes ansigt var vendt opad mod hendes stjerner, som hun gav de mange navne:

-Tine, der er i livet kun to ting—kærligheden og døden.

De nåede den store port. Tine tog slåen fra.

-Men nu må vi hjem, sagde moderen.

De gik hjem, børnene ved hendes side. Der var helt tyst, og alle huse var lukkede. De mødte ingen mennesker, og hundene kendte dem.

Det var en af moderens tunge dage.

Også da de kom hjem, blev der ikke tændt lys, og moderen talte ikke. Hun satte sig kun ved det gamle klaver. Dets tangenter lyste hvidt gennem det store mørke, og hun sang:

Der kommer de Aar, da vi bitterlig véd, hvad Livet er værd. Der kommer de Aar, da vi miste maa, hver Ting vi har kær.

Faderen åbnede sin dør, og børnene så hans høje skygge i den.

Der kommer de Aar, da Tankernes Hær er et Ligtog kun. Der kommer de Aar, hvor og Længserne træt gaar til Blund.

Faderen rørte sig ikke. Det var, som om han stod som en sort søjle i det sorte mørke.

Der kommer de Aar, da Minderne selv bli'r en Spot. Der kommer de Aar, hvor vi lever ej mer— døde vi blot—

Faderen lukkede døren.

Moderen fór sammen ved lyden:

-Hvem er det, spurgte hun.

-Det var Fader, svarede den ældste dreng fra krogen:

-Mo'er, syng den, vi ikke forstår.

Men moderen lukkede klaveret.

Længe blev det ikke åbnet mer.

* * * * *

Men så kunne de tider komme, hvor moderen læste.

Bogskabets dør fik ikke lov at stå stille, for hun tog bind efter bind frem. Kusken kørte til Sønderborg, og kusken bragte bøger.

Hun sad altid på samme sted, ved vinduet, "i sin egen stol", helt stille. Bogen lå på hendes syskrin, og hovedet holdt hun i sine hænder. Børnene hørte hun ikke, og huset tog hun sig ikke af. Hun skiftede kun bog efter bog.

Faderen kom ind:

-Skal du ikke ud, sagde han.

-Jeg læser.

-Vil du ikke op i skolen?

-Du ser jo, jeg læser.

Hun blev ved med at læse, og hånden vendte bladene. Der gik en time. Der gik timer. Børnene listede rundt.

Men somme tider lagde hun den åbne bog ned på sine knæ. Med hænderne tæt foldet stirrede hun ud for sig—tavs, før hun læste igen.

Hun tog bøger fra faderens reoler. Hun læste om naturvidenskab og dogmatik. Hun læste og læste.

Faderen gik gennem stuen:

-Skal du dog ikke ud?

-I morgen.

-Du siger det hver dag.

-Ja, men jeg læser.

Hun læste som en dranker, der drikker sig fuld og fuld igen, gør sin rus længere og ikke vil vågne.

Tine kom i mørkningen.

-Hvad har De lavet? spurgte hun.

-Jeg har læst.

-Hvad?

-Jeg ved det ikke.

Men pludselig kunne hun fortabe sig i klager. Det blev til lange og heftige bebrejdelser mod de bøger, hun slugte, og som ikke slukkede hendes tørst:

-Hvad skriver de om? sagde hun. De sad i lyset fra ilden, og hun knyttede de hvide hænder om sine knæ. Hænderne blev glødende i skæret.

-De skriver skønne og dumme ord om det, vi alle ved, og alle har vænnet os til at tænke…. Om andet skriver de ikke.

-Alle bøger skriver jo om kærlighed, sagde Tine.

Moderen lo.

-Det er netop det, de ikke gør.

-Jo, da.

-Nej, det er netop dér, de gør livet falskt for os. Og de tager modet fra os til at se sandheden i øjnene.

-Hvad for en sandhed?

-Sandheden.

Hun tav et øjeblik. Den ældste dreng lå ved hendes fødder og så op i hendes dejlige ansigt:

-Jeg kender den, sagde hun. Men de—de digtere—(og hun sagde ordet med stolt hån) skulle have mod til at sige den….

-Jeg leder efter en, der har turdet sige den.

-De skriver krøniker, som vi selv kan lave. De sætter vers sammen, som vi selv kunne dreje og synge ved et klaver … Men sandheden siger de ikke … Hm, bogbinderne er de eneste, der kender dem. De har jo også haft dem i hænderne fra gammel tid. Og de har lært at forgylde ryggene på deres løgne….

-Åh jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: boghandlerne kender dem måske også. De smiler altid så venligt, når man køber en bog. Det er, som om de ville sige: At du ikke er klogere … men vær så god—køb kun en ny løgn….

Hun blev ved med at sidde med knyttede hænder, og pludselig talte hun helt roligt:

-Det, der undrer mig, er, at de alle er så dumme. Ikke en af dem er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt sandheden….

-Ja, men hvilken sandhed? sagde Tine, der var helt fortvivlet under moderens "læseraptus".

Moderen sad lidt:

-Åh, sagde hun, sognefogdens søn kendte den. Men han kunne ikke stave, og han var vel også for doven til at blive digter.

Tine, der ingenting forstod, sagde for at lede hende over på noget andet:

-Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe folk i ulykke….

-Han bragte dem ikke i ulykke, sagde moderen: han elskede, og han holdt op med at elske—når det var forbi….

-Når det var forbi?

-Ja—*begæret*….

-For det er hemmeligheden: der er ikke andet end driften. Den alene er herren og mesteren. Driften brøler mod den tomme himmel—den alene.

-Men, og moderen gjorde en bevægelse med hånden: lad os ikke tale mere om det … hvorfor skulle jeg sige sandheden?

-Tror De, vi får sne, spurgte hun.

Hendes ansigt var oplyst af den røde ild….

Så rejste hun sig. Hendes skridt over gulvet hørtes næsten ikke.

Længe lød det sagte forspil, før hun sang:

Lad de Døde hvile, lad de Døde hvile—Minder, Minder, væk det ikke, lad mit døde Hjærte hvile. Kun i Døden er der Fred og Lise: lad det hvile, lad mit døde Hjærte hvile.

Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, du slog Døren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked: "End en Dag—endnu en Dag at leve".

Der var stille, fredopfyldte Aftner, hvor vi, under Forstadstræets tynde Krone taust gled hen i samme ømme Glæde. Fælles om at drømme, fælles om at Græde—

Lad det hvile, lad det hvile, væk det ej, mit døde Hjærte. Kun i Døden er der Fred og Lise. Minder, Minder. væk det ikke, væk det ej, mit døde Hjærte.

* * * * *

Dagene blev længere, og der stod vintergække i moderens glas på sybordet. Tine var så god til at finde dem under sneen. Hun kendte pletterne, hvor de voksede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem.

Gækkene stod tæt ind under muren. Tine lå på knæ og gravede med sine rappe hænder, som blev røde.

-Se, se, råbte hun, når hun fandt det spæde grønne.

-Ja, hvor det er kønt, sagde moderen, som stod i vinduet.

-Men hvor det er koldt endnu, tilføjede hun og lukkede sit vindue.

Hele huset blev fuldt af gække. Selv pigerne havde et glas fuldt stående i deres vindue. Det var et vindue med gitter: pigerne boede ligesom i fængsel, men karlene, de slap nok ind gennem døren. Og en dag løb moderen ud og satte en buket i røgterens gamle hat.

Han kom listende om længen. Han listede altid, som om han ikke ville forstyrre kreaturernes fordøjelse. Moderen sad ved sit vindue. Så sprang hun op.

-Jens Røgter skal ha'e gække i hatten, sagde hun, og hun løb ud.

Over gården, hen til længen.

Jens Røgter blev helt forfærdet. Men moderen rev hatten af ham og stak gækkene ned bag båndet.

Røgteren blev stående med hatten i sin hånd. Så gav han sig til at grine, hikkende og længe, ud i luften.

Men moderen, der løb ind igen, sagde til Tine:

-Uh, hvor var hans hat fæl at røre ved.

Foråret meldte sig. Svalerne kom, og anemonerne skød frem i lunden bag fruens lysthus.

Da var det moderens lyst at vade i engene.

Isen lå der endnu, brudt som små flydende øer.

Med løftede skørter stod moderen midt på flagerne.

-Tine, Tine, den brister….

Tine stod midt i mudderet, med skørtet oppe ved knæene, klar til det værste.

Moderen fløj fra flage til flage.

Bums—dér lå den ældste dreng, pladask i den våde eng.

-Så, dér ligger drengen.

Moderen så på situationen et minut. Kun drengens tætklippede hoved stak op af vandet:

-Herre Jesus, han ligner en sælhund.

Moderen lo, så både hun og flagerne rystede.

-Tine, Tine, få ham op, så Fritz ikke ser noget.

Tine tog sådan fat i drengen, at han vrælede.

Moderen fløj fra flage til flage og slog med armene som en fugl, der letter.

Karlene og røgteren kom ud for at se på det. Jens grinede, så han tabte piben af munden.

Men Lars Forkarl sagde, at fruen, hun springer s'gu li'så godt som dem, der springer gennem ballon.

Lars havde tit været i Flensborg, og han havde set cirkusdamerne.

-Ja, gu' gør hun så, sagde Lars og spilede næverne ud i bukselommerne.

Men Jens Røgter havde nu mere sin egen mening. Den var, at fruens ben snarere var så spinkle som gedens, hvad det angik.

Moderen sprang på flagerne, lige til det blev mørkning.

Så satte hun og Tine sig på en bænk ved vejkanten. Der stod popler på den anden side af vejen.

-Hvor solen går glødende ned, sagde moderen.

-Ja, det bli'er til storm, sagde Tine.

Moderen så længe på de svagt vajende popler. De stod så rankt mod himlen.

Så sagde hun sagtere:

-Mon pinjer ser meget anderledes ud?

De rejste sig begge. På gårdstrappen mødte de faderen.

-Hvor du er rødmusset, sagde han, for moderen var stadig helt rød i kinderne.

-Åh, ja, sagde hun og pustede, jeg har også løbet lige fra smedens.

Det var mørkt i alle stuer, hvor alle døre stod åbne.

-Sæt Dem her, Tine, sagde moderen, og Tine satte sig ved hendes fødder, med hovedet mod klaverstolen.

Moderens fingre løb hen over tangenterne:

-Det er underligt. Jeg kan ligesom ikke tåle at være glad mere end en time ad gangen.

Løbene blev til et forspil, og moderen sang:

Hvert et Barn, der fødtes, det fødtes kun til Nød. Og spirer der et Blad, det spirede kun til Død.

Hver Elskovsrus, der fanged os, bar Smerten i sit Skød. Hvert Elskovsord, der naar os, har mistet alt sin Lød.

Hvert Lykkespind, vi spandt, det brast, imens vi spandt. Da det første Kys han gav, hans Tanker en anden gjaldt.

-Hvor den sang er sørgelig, sagde Tine.

Moderen sad lidt, så sagde hun:

-Men ved De, hvad jeg ville ønske, Tine?

-At jeg kunne skrive en sang så sørgelig som livet.

Hun tav igen, mens de hvide hænder lyste over tangenterne:

-Men det er godt tænkt, at lykke, det har ikke noget flertal.

-Ja, det er sært.

Moderen hvilede hovedet i sin hånd:

-Nej, sagde hun, for der er kun én.

Faderen gik gennem stuen, gennem mørkningen som en skygge.

-Skal I ikke ha'e lys? sagde han.

-Nu tænder vi, svarede moderen.

Og Tine tændte lamperne.

-Så lægger vi kabale, sagde moderen, og hun begravede sig i kortene i timevis.

-I kortene møder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun.

Tine så til, indtil hendes øjne blev tunge af søvn.

Inde i stuen ved siden af hørte man hele tiden faderens skridt, frem og tilbage, frem og tilbage.

* * * * *

Foråret kom.

På kolde og klare aftener strejfede moderen rundt med Tine. De gik hen over markerne med deres spæde grønne, op på bakker, op på højder, hvor hun kunne se langt.

Dér elskede hun at stå.

Luften var stadig kold og bed i hendes kinder, mens solen gik ned i et blegnende rødt. Hun stod med den løftede hånd over øjet, rank mod himlen, som om hun spejdede efter våren, der kom.

Men dagene blev mildere, og i stuerne hjemme stod alle skåle fulde af violer, der duftede. Og i køkkenhaven kom der fine blade på stikkelsbærbuskenes lange rækker.

Markernes jord blev glinsende sort. Al muld lå fed og fugtig og blank. Om aftenen, når moderen gik på stierne, kunne hun standse Tine og børnene.

-Se, sagde hun, se, hvor jorden ånder.

Vårsæden piblede frem i et grønt mylder. Rugen stod stram og rank og fyldte aftenen med det unge grønnes stærke duft.

Også træerne fik blade, og alle knopper brast, mens luften lå mæt og tungere. Den første damp steg op af den levende jord, mod en blå himmel, der blev dunkel og mørkere.

Moderen havde vandresyge.

Hun gik og gik.

Pludselig kunne hun standse:

-Tine, sagde hun, det er, som jorden stønner.

I haven sprang liljerne frem. Høje og ranke krydrede de den skumrende nat med deres sødlige ånde. Fra dammen steg dampen op, mættet med muldens duft, som den hede strøm af jordens åndedrag.

Om det hvide lysthus snoede rosenrankerne sig glinsende. Bladene foldede sig ud, mens de spredte en duft, der ramte alle sanser.

Og overalt, på alle tage, fløj de hvide duer sammen, mens fuglene kaldte på hinanden i popler og buske.

-Lad os gå længere, sagde moderen.

Hun gik med Tine bag om kirken gennem lunden—Paradis kaldtes den—op på højen.

Moderen plukkede tavs en buket af duggede blomster.

Alt var blevet grønt. Fra marker og lunde og alle kærene steg en dirrende dis op mod den mørknende himmel.

Huse og gårde så de ved deres fod og de hvide kirkers linjer. De var ligesom viskede ud i den svangre fugtighed fra jordens damp.

Moderen så op mod den hvælvede himmel, og hun sagde:

-Stjernerne, Tine, vil ikke se det.

De gik tilbage gennem lunden:

-Hvor luften er tung, sagde moderen.

-Det er hylden, sagde Tine.

-Lad os gå over kirkegården, sagde moderen.

De åbnede lågen, og de trådte ind.

Alle buske var fulde af løv, mens buksbommen i hækkene lyste. Blomsternes duft lå ligesom tættere bag de hvide mure. Rundt om stod korsene tavse.

Moderen standsede ved kors efter kors. Og ud i den mættede luft læste hun sagte korsenes navne og indskrifternes ord:

"*Mig ske efter dit Ord*."

Og hun gik videre:

"*Kærlighed er Lovens Fylde*."

Hun gik frem langs gangen, og hun bøjede liljerne væk, som om hun ikke kunne tåle deres duft:

-Nu har sognefogdens højnet graven, sagde Tine.

-Ja, sagde moderen.

Hun bøjede sig ned, og varsomt lagde hun buketten, som hun bar, på den friske høj:

-Det er fra dem, som han bragte lykken, og som måtte græde.

-Er det en tak? spurgte Tine.

Moderen svarede ikke.

Hun stod stift og stirrede, tavs, foran den højnede grav.

En flagermus fløj forbi, og moderen fór sammen.

-Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til hovedet:

-Åh, Tine—lever de døde? sagde hun, og hun forsøgte at le.

Nede langs skrænten bag muren blev der hvisket, og der var uro.

-Åh, sagde Tine og lo: det er jo kun karlene med deres piger.

Moderen kom hjem, ind over gården og op i sin stue.

Det var halvlyst, og alle døre stod åbne.

-Maren, Maren, råbte hun gennem huset.

Men ingen svarede.

Kun mariehønsene sang fra bryggerset og ved ovnen.

Moderen åbnede bryggersets dør.

-Maren, Maren, råbte hun ud over gården.

Hun så kun et par skygger, der flygtede ned mod dammen.

Hun lukkede døren, og hun gik langsomt ind.

Når der faldt lys fra ruderne på hendes ansigt, så man, at det var blegt.

Hun satte sig i sin stol, og med foldede hænder stirrede hun ud i det tomme rum.

Faderen åbnede sin dør:

-Er her ingen, sagde han.

I halvmørket svarede hun sagte:

-Jo, jeg.

Og faderen sagde:

-Jeg så dig ikke.

Han begyndte at gå hen over gulvet og sagde:

-Jeg kaldte før, men her er ingen.

-Nej, sagde moderen.

-Ja, hvor er de—hvad laver de alle sammen?

Med en stemme, der skiftede ganske let, sagde moderen:

-Det er forår, Fritz.

Faderen gik lidt:

-Du må holde dem hjemme, sagde han:

-Hele huset står tomt om aftenen. Det går ikke.

Moderen rørte sig ikke. Hun støttede nakken mod væggen og sagde ud i luften, og ikke til ham:

-Det er jorden, der er blevet læremester for sine børn.

Faderen standsede i en krog, og han satte sig.

Længe sad han tavs.

Så sagde han:

-Hvor langt du er kommet bort—

Moderen svarede ikke. Men efter en stund sagde hun:

-Fritz, naturen er stærkest, og det er selve jorden, der driver dem.

-Ja, Fritz; og hun talte heftigere:

-Jo mere jeg tænker, jo sikrere ser jeg det: der er kun én lov, den eneste, at livet vil fortsættes.

Hun tav igen et øjeblik og sagde så langsommere:

-Det tror jeg.

-Fortsættes frem mod hvilket mål?

-Målet? Målet er, at der skal avles.

-Og hvorfor?

Moderen så ud i den tomme luft:

-Jeg ved det ikke, sagde hun:

-Er der ikke billioner af stjerner? De opfylder vel målet.

Hun tav lidt.

Så sagde hun:

-Hvorfor, Fritz, er menneskene så forfængelige? Er vi mon ikke det ringeste tyende i et stort hus, hvor vi aldrig kommer til at se herskabets ansigt?

-Lad os skjule vores tårer.

-Vi lider og—skaber lidelser.

-Mere ved vi ikke….

Faderen rejste sig, i oprør:

-Og hele dit eget liv modsiger, hvad du siger. Tror du da ikke, jeg ved, at hele dit liv er én eneste, eneste opofrelse?

Moderen svarede ikke straks, så sagde hun uendelig mildt:

-Fritz, når man er blevet klar over livets tomhed, må man fylde den med noget … ligegyldigt.

-Er da også opofrelsen ligegyldig?

-Ja—fuldstændig.

Faderen gav intet svar.

Det var, som om hans vandrende skygge gled bort i mørket.

-Eller—hun talte roligt, som en der stiller et sidste spørgsmål—gør for eksempel min opofrelse egentlig dit liv rigere?

Måske ventede hun, blot et øjeblik, et svar. Men faderen forblev tavs, og i mørket sitrede hendes hænder måske et øjeblik.

Fra forhøjningen sagde hun igen:

-Der er måske skin-liv mange steder: i kunsten, i opofrelsen, i arbejdet, i venskabet, i dåden. Kun ét sted er livet—dér, hvor naturen har villet det.

Moderen tav, og i stuen var der tyst.

Ude blev dørenes klinker sagte løftet.

Husets folk kom hjem.

-Nu kommer de igen, sagde moderen.

Faderen gik hen til døren og kaldte, mens hans stemme dirrede.

Så hørtes der sang fra alléen. Den lød så klar og fuld af forår imod dem.

-Åh, det er Tine, sagde moderen.

Og hun slog vinduet op.

Rød i kinderne kom degnens datter løbende:

-Åh, jeg *måtte* herned, det er de første jordbær. Mo'er har plukket dem i aften; og hun rakte de røde bær op mod karmen:

-Dejlige kone, sagde hun.

Og moderen bøjede ansigtet ned mod bærrenes duft.

* * * * *

Hver dag ved middagstid skulle Tine ned og se, om roserne sprang ud.

Det var de vilde roser om moderens lysthus' hvide søjler.

-Jo, de kommer nok, sagde hun.

-I fjor kom de ikke, sagde moderen, og da havde vi heller ingen jordbær.

Roser og jordbær, dem skulle der være på moderens fødselsdag.

-Ja, i fjor, sagde Tine, det skyldtes bare kulden.

Og de satte sig ind på den hvide bænk, og de stirrede ud over dammen. De talte om, hvordan det var i fjor og i forfjor og året før, og for mange fødselsdage siden.

-Åh, ja, men da var De lille, sagde moderen.

Moderen lo med ét, så det rystede i hende:

-Åh Herregud! De havde skotsk kjole på, hvor sad den på Dem. Aldrig har jeg kendt nogen så rødøret, som De var, da De var lille.

-Og tumlet, sagde moderen.

Moderen blev ved med at le og tale om Tine som barn.

Men værst var det den fødselsdag, da tykke Madam Jespersen var gået i dammen.

-Kære børn, sagde moderen, dér sidder hun jo yderst, lige på kanten. Og pludselig ta'r Vorherre fat i både hende og hendes stol. Og hun gik bagover, Herre Jesus, med både ret og vrang lige i vejret.

Synet havde været frygteligt.

-Man så jo ikke andet end de tre strudsfjer over vandet, sagde moderen.

-Ja, da var jeg lige konfirmeret, sagde Tine.

Dagen før fødselsdagen var der travlt som ved jul. Tine bagte, og Tine æltede.

Alle køkkenvinduer var smækket op. Maren Bryggerspige, som gik i uldskørt af egen strikning, svedte, så det haglede. Karlene kom på skift og stillede sig ved dørstolpen for at se til.

-Rap dig, Lars, sagde Tine. Hun fløj ud og ind og rørte hele tiden pundkagen i et fad. Det var så stort, som om hele egnen skulle spise sig til forstoppelse.

Moderen stod hjælpeløs midt i køkkenet.

-Tine, at der bli'r nok. De ved, hvad Jespersens putter i sig, når de er ude.

Flødepiskerne klang mod lerfadene, og Mandfolke-Marie fyrede op, så ovnen var glødende.

Faderen lukkede døren op:

-Stella, dine hænder.

-Fritz, jeg rører mig jo ikke.

Og faderen lukkede døren igen.

Børnene jog ind fra bryggerset og fyldte det halve gulv. De ville smage dejen.

De smagte, så de alle blev æggegule om næbene.

-Og så herud, sagde Tine:

-Nu låser vi døren.

Børnene blev smidt ud, og moderen med. Ude i gården hørte de kun slevene gå og Tine kommandere.

Maren Bryggers begyndte på sangen om General Rye.

Moderen løb ned ad alléen med alle børnene i hælene.

-Sidst, sidst, råbte hun og løb forrest.

Faderen åbnede sit vindue:

-Stella, dit bryst, sagde han.

-Fritz, vi løber bare.

Hele flokken jog videre.

For enden af alléen mødte de en mand med en lirekasse.

-Der er en lirekasse, råbte moderen:

-Kære mand, kom dog ind.

Og lirekassemanden haltede forrest, mens de andre fulgte efter, og moderen råbte:

-Tine, Tine, der er en lirekasse.

Manden begyndte at spille midt i gården, men moderen skubbede ham væk og sagde:

-Må jeg.

Og under linden begyndte hun selv at dreje. Hun skoggerlo, for det var General Bertrams afskedssang, hun spillede.

I køkkenet løb de til vinduerne, og karlene kom frem i bryggersdøren. Jens Røgter stak sit hoved ud fra stalden.

-Nu spiller hun selv, sagde han.

General Bertrams afskedssang var forbi, og moderen drejede videre.

-Hej hop, sagde hun, det er en polka.

-Tine, Tine, råbte hun, nu kan I danse.

Pigerne løb ud med Tine i spidsen. De begyndte at danse, svedige og barhovedede, midt i gården, omkring lirekassen. Maren Bryggerspiges skørt nåede hende til midt på anklerne.

-Sving jer, sving jer, råbte moderen til karlene.

Men ingen andre turde end Lars Forkarl. Han listede lidt flovt derned og skød træskoene af. Så bød han Tine op og dansede på græsset i uldsokkerne.

-Halløj, halløj, sagde moderen, nu får vi høstgilde.

Hun drejede på liren, så sveden sprang frem på det hvide ansigt.

Børnene stormede omkring lirekassen og hylede.

-Dans, dans, råbte moderen, og børnene sprang. Men den halte liremand stod lunt og snusede til den stærke lugt af bagværk.

Lars Forkarl havde svunget Tine, så hendes skørt af sirts viftede—meget var der ikke under. Nu bukkede han skævt foran lirekassen.

-Tine, drej, råbte moderen.

Tine løb til og drejede, og moderen svang sig, mens alle børnene skreg:

Lars Forkarl holdt så varsomt om den slanke moder, som om hun var af porcelæn, mens han sprang på sokkerne.

-Åh, jeg kan ikke mere, sagde moderen:

Men Tine blev ved med at dreje, og moderen sagde:

-Nej, hvis Fritz ikke var hjemme, skulle vi have hestene ud.

Hun *måtte* have hestene ud.

-Tine, dagen før min fødselsdag siger han ingenting.

Hun råbte på røgteren:

-Jens, Jens.

Jens kom hinkende.

-Jens, sagde moderen, og pludselig hviskede hun: luk hestene ud.

Rundt om dansede pigerne, og børnene skreg, som om de blev vildere for hvert minut af deres egne hyl.

-Dér har vi dem, sagde moderen.

De to brune sprang ud af stalddøren.

Bagefter kom "Beauty".

-Kys dem, kys dem, sagde moderen, og selv viftede hun med sit lommetørklæde.

Hestene fór rundt, og pigerne dansede.

-Pas på, pas på, råbte moderen.

Det var én eneste støj.

-Stella, Stella, lød det pludselig fra vinduet.

-Gud, Fritz, sagde moderen, og hun blev stående helt stiv.

Pigerne forsvandt med det samme, som om jorden havde slugt dem.

-Ja, sagde moderen og stammede: Fritz, jeg ved ikke, hvordan det er gået til.

Men faderen lukkede sit vindue. Moderen trak skuldrene op af fornøjelse og sagde sagte til Tine:

-Nu skal manden have kaffe.

-Gud, Tine, de liremænd kan de tusinde historier.

Liremanden kom ind i folkestuen, og moderen hørte på hans snak i timevis.

-Ja, ja, og så, liremand, og så, liremand, sagde hun og flyttede sig stadig tættere hen til ham på bænken.

Lirekassemanden fortalte historier fra sin sejlads jorden rundt.

Da han gik, fik han en daler.

-Nej, Tine, sagde moderen, fuld af henrykkelse: hvor den mand kan lyve. Det er ligesom det stykke i læsebogen, hvor negerdronningen lader sig trampe på maven for fordøjelsens skyld.

-Det stod i den tyske læsebog, og det er sandt, selvom Fritz siger, jeg lyver.

-Men kom nu, sagde hun: nu går vi.

De gik ned gennem haven.

Aftenen var lun og lys, og dammen lå spejlblank.

De første roser duftede i hækken.

-Hør, hvor her er stille, sagde moderen.

-Ja, så stille.

Fra engene steg dampen op. Langt borte kunne de lige se skoven.

-Tine, sagde moderen, her ville jeg gerne dø.

Og hun lænede sig op ad den hvide søjle, hvor roserne faldt ned om hendes hår. Hun så ud over dammen og engen og skoven.

-Hvorfor er livets ramme så smuk, sagde hun. Og træt faldt hendes dejlige hånd ned mod hendes side.

* * * * *

Om morgenen kom Tine klokken fem.

Det første, hun gjorde, var at lukke moderen inde.

Hun drejede nøglen to gange om i begge døre—også i døren til skabeværelset.

For tre år siden havde moderen nemlig listet sig ud på fødselsdagen. Hun var gået gennem skabestuen og op over loftet, og pludselig havde hun stået midt i lysthuset. Gud, dér er fruen, havde Tine sagt:

-Og De er i natkjole.

Men moderen havde set alle presenterne, før bordet var dækket færdigt.

Børnene var ikke til at holde i sengen efter klokken seks.

De ville op.

Moderen havde heller ikke ro i sin seng.

Hun sprang ud på gulvet på bare ben og dundrede på den låste dør.

-Nu vil jeg ud, råbte hun.

Og hun dundrede endnu stærkere.

Men Tine var ikke færdig med bordet.

Det var dækket med en dug af damask. Og S'er skulle dannes på dugen af roser, og S'et skulle pustes på fødselsdagskringlen.

Det blev pustet ud af et kræmmerhus, fyldt med vand og hvidt sukker.

Tine stod og pustede kunstværket inde i køkkenet, mens alle børnene var stimlet sammen rundt omkring for at se til.

Alle deres munde stod åbne:

-Så, sagde Tine, nu puster jeg.

Og hun pustede S'et ud på kringlen, højrød i hovedet, mens børnene stirrede.

-Så, sagde Tine: nu svinget.

Og hun pustede igen.

Moderen blev ved med at hamre oppe på døren:

-Tine, Tine.

-Ja, ja, råbte Tine, der løb med kringlen, De må sågu' blive der.

Pigerne løb ned i lysthuset med rødmalede urtepotter i hænderne.

Hver fødselsdag gav de fruen gyldenlakker, som var elsket op i pigekamret ved den megen natlige varme.

Alle gaverne på bordet var på plads, og børnene og Tine så på pragten.

Faderen kom gående langs hækken.

Stille lagde han sin gave på bordet, halvt skjult, og gik.

-Nu kan vi hente fruen, sagde Tine.

Børnene stormede af sted ind mod huset, op ad trappen.

-Mo'er, Mo'er—nu—Og Tine åbnede døren.

Hvidklædte løb børnene foran moderen, mellem de grønne hække, ned mod det hvide lysthus.

-Mo'er, Mo'er, blev det ved med at lyde.

-Mo'er, Mo'er, lød det, til de nåede det hvide lysthus. Og hvert af børnene greb sin gave og strakte den frem med hænderne i vejret.

-Mo'er, Mo'er, det er fra mig.

-Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig.

Og de stod på tæerne for at få den rakt frem.

Et øjeblik stod moderen, hvid mellem de hvide børn. Hun så så langt ud over de sommerlige enge. Alt var badet i lys: himmel og luft og jord.

-Hvor dagen er skøn, sagde moderen.

Og hun smilede.

Så rev hun hånden til sig. Det var Tyras, der slikkede hendes fingre og lagde sig ved hendes fod.

-Åh, er det dig, sagde hun.

Og midt i solens lys stod hun mellem de vilde roser, med børnene om sig og Tyras ved sin fod.

Pigerne kom, og karlene, der havde støvler på.

De luskede ligesom så sært rundt om dammen, i et langt tog. De dukkede sig både i nakker og knæ. De så ud, som om de skulle ofres.

Moderen trykkede deres hånd, én efter én.

Pigerne skævede hver til sin present, og de gik videre igen.

Bagest traskede Jens Røgter. Hans bukser hang så sørgmodigt bagtil, som om han skulle kondolere.

Når de alle sammen var godt borte, skyllede moderen sine hænder i dammen.

Tine var oppe for at hente chokoladen.

-Kære børn, lad os få den straks, sagde moderen: så er det overstået—

Børnene var løbet bort, og hun var alene.

Stille gik hun ind og åbnede brevet, faderen havde lagt på hendes bord.

Langsomt foldede hun brevet ud og læste:

-Lykke er det så underligt at ønske dig. Men jeg ønsker dig det bedste, livet vil give dig. Din Fritz.

Moderen bøjede atter sit hoved.

Hun vidste ikke selv, at hendes hænder lidt efter lidt viskede blomsternavnet ud på hendes dug.

Så så hun faderen, der kom hen imod hende fra hækken:

-Tak, min ven, sagde hun og tog hans hånd. Og de stod et øjeblik foran de mange gaver—begge tavse.

Så gled faderen bort, hen imod lunden.

* * * * *

Klokken fem om eftermiddagen kom stedets befolkning. Tine havde været hjemme for at hente degnemadammen, der bar en sandkage, pakket ind i et hvidt hovedklæde.

Når familien Jespersen havde set degnefamilien dreje om ved sognefogdens gård, satte Madam Jespersen sig i bevægelse med begge døtre.

Madam Jespersen bar over sin højtidsparyk en hat som et diadem, hvor der tronede to uægte strudsfjer.

Frøken Stine var klædt i en sort damaskkjole. Den gav én det indtryk, at hun var blevet konfirmeret i denne indbinding. I øvrigt så Frøken Stines kjoler altid ud, som om hun var vokset fra dem. Det gjaldt både ved håndleddene og forneden.

Fruens fødselsdag var den eneste dag, hvor Frøken Stine tog fri, ud over de ferier og helligdage, loven bød.

Hendes gave var en flaske Eau de Cologne. Bagefter hældte moderen den i stilhed på to småflasker og gav dem væk i borgestuen.

Frøken Helene gik i lyst og var rask som en ung ged. Hendes present var pakket ind i rosa silkepapir. Det var et broderi på kanvas, hvis indfatning ventede på sadelmageren.

Frøken Helenes presenter blev regelmæssigt givet til Sønderborgs basarer det næste efterår, til lodtrækning.

Sognefogdens kone var ude for første gang efter sønnens død. Hun var højtidelig som en salmebog. Om morgenen havde hun sendt en krukke smør.

Af mandfolk var der ikke et eneste.

-Fritz, sagde moderen, på min fødselsdag i hvert fald vil jeg være fri.

-Et eneste mandfolk er nok til at forstyrre sladderen.

Familien Jespersen tog plads midt i lysthuset. Dér havde Fru Jespersen på et øjeblik undersøgt gaverne uden at spørge.

Frøken Stine trykkede sin mandfolkemund så hårdt mod moderens kind, at det næsten gjorde ondt.

Og genert stak hun flasken med Eau de Cologne ned i moderens lomme. Imens mumlede hun noget, der halvt var en lykønskning og halvt en undskyldning.

-Ach Gott, sagde hun, og hun vidste vel knap nok selv, hvad hun sagde, was ist wohl's Leben.

Frøken Helene var ren ungdommelig uro.

Der var ikke den gave, hun ikke yndefuldt prøvede på sig selv.

Degnens kone, der sad ved siden af Frøken Stine, fortalte, at Madam Esbensen var kørt forbi på vej til Ulkebøl.

Madam Esbensen var jordemoderen.

-Og, sagde degnekonen, det er naturligvis til Sørensens. Jeg så'et jo godt, hvordan hun fyldte i agestolen, sidst hun kørte forbi:

-Det var på det nærmeste.

Emnet interesserede alle.

-Vor Herre bevare hende, sagde moderen, det er den niende.

Alle talte undtagen sognefogdens kone. Hun sad rank i sit sorte sjal og tømte tre kopper chokolade uden at sige et ord.

Degnens kone sagde pludselig, højere end de andre:

-Men underligt er 'et, Madam Jespersen, at hvert sogn li'som har *sin* måned. Her er det i maj.

Moderen, der nød det som en killing, der kommer til varmen, lo og sagde:

-Men kæreste Madam Bølling, hvor ved De dog det?

-Det kan man da læse i kirkebøgerne, sagde degnens kone.

Og hun tilføjede:

-Men dødsfaldene falder rigeligst i november.

Frøken Stine sagde, at i hendes skole havde de de fleste fødselsdage i december.

Moderen gav sig til at tale om ammer. Imens havde Frøken Helene bundet et koralhalsbånd om og legede foran lysthuset med Tyras.

Med mange små hvin holdt hun sig uden for samtalen.

Så sagde moderen:

-Nu leger vi.

Og hun sprang op fra sin bænk og ville fange Helene.

-Sidst, sidst, råbte hun.

Tine fløj efter:

-Sidst.

Børnene kom frem bag hækkene og løb med:

-Sidst.

Moderen var forrest:

-Sidst.

De fløj rundt om dammen.

Stines flaske Eau de Cologne daskede mod moderens ben, til hun fik den op og stillet på græsset ved dammen.

-Stine må med, råbte moderen.

Stine kom ud af lysthuset og satte i spring efter Tine.

Moderen måtte læne sig til et træ af latter.

Når Jomfru Stine løb, lignede hun præcis hønsekræmmerens lamme krikke.

Så lige på én gang smed moderen sig i græsset, og rundt omkring hende lagde de sig alle.

-Nu skal hundestejlerne have mad, sagde moderen.

Og alle smed de krummer ud i dammen, hvor hundestejlerne gled, rappe i solens skin.

De tre gamle sad i lysthuset.

Madam Jespersen havde i stilhed følt på gaverne.

Tine bød vin rundt, og glassene stod i græsset rundt om dammens kant.

-Skænk op, Stine, sagde moderen.

Jomfru Stine blev altid så sørgmodig, når hun havde drukket et par glas.

-Og også for børnene, sagde moderen.

Børnene fik kirsebærvin, så de blev helt ør.

Men Jomfru Stine sad og støttede hagen på sine hænder. Mens moderen lo, og børnene fór rundt—den ældste dreng drak resterne af glassene—deklamerede hun stille ud i luften. Det var et digt fra en gammel tysk almanak.

-Sig mer, sig mer, sagde moderen.

Og Jomfru Stine blev ved med at deklamere med sin mandfolkestemme. Det lød, som om hun messede.

Sognefogdens kone havde rejst sig.

Tavs gav hun hånden til farvel, og moderen fulgte hende til hækken.

De andre madammer fulgte efter, og moderen sagde til Tine:

-Tag det bort.

Hun pegede ud over glas og tallerkener, og tavs satte hun sig inde ved lysthusets inderste væg.

-Også alt det, sagde hun.

Hun mente gaverne. Hendes stemme lød, som om bare det at se dem gjorde hendes øjne ondt.

Tine gik rundt og tog alting bort.

Børnenes stemmer hørtes inde i gården….

Da Tine kom tilbage, sad moderen og læste i en gammel bog.

Tine satte sig stille hos hende.

-Hvad læser De? spurgte hun.

-Et digt, sagde moderen.

-Hvad for et?

Moderen vendte bogens blad. Som om hun læste for sig selv, gentog hun atter digtet:

En sælsom Drøm har jeg haft: I Ørknen var jeg. Det var kun Sand og Sand, og intet uden Sand. Men da, et frygteligt Syn mit skræmte Øje saa': Ørkensens Rovdyr kom i et endeløst Tog. Forrest Løverne gik med hvide Tænder;

Tigre og Pantre der kom med de plettede Skind. Men bagest Hyænerne skred, hvis syge Attraa er Aadsler.

Menneskets Drifter det var, der afsøgte Ørkenen. Men Drømmen skifted. Og ene jeg stod paa en mægtig Mark. Men denne Mark var Jorden. Og over den ganske Jord et eneste Mørke laa— mens frem i Mørket løfted sig et Kors, saa stort, som vilde dets vældige Arm favne baade Himmel og Jord. Stille der var. Kun nu og da fra Korset en Draabe der faldt, og atter stille der blev, til den næste Draabe den randt, og der igen blev tyst, til den næste Bloddraabe faldt. Dit Blod det var, Korsfæstede Menneskehed.

Moderen lukkede bogen.

Med hovedet støttet mod sit lysthus' væg stirrede hun, hvid og stum, ud i sommeraftenens skønhed.

-*Tine*, sagde hun pludselig, og det gav et ryk i Tine. For moderen havde sagt hendes navn næsten som en, der kalder på hjælp.

Men moderen blev siddende som før, og hun hviskede bare nogle ord, Tine ikke forstod:

"Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun.

Og hun tav igen.

Efter en stund sagde hun:

-Tine, ved De, hvad der er sandt? Man ser ind i et hus gennem en glasrude. Hvis man kunne se sådan ind i min sjæl, ville man ikke finde et ønske mellem møblerne derinde. Ikke noget eneste håb, ikke bare skyggen af en drøm—

-Så var det bedre at dø.

-At dø, Tine, er heller ikke det sværeste—det er meget sværere hver dag at forsøge på at leve….

Tavs blev hun siddende med hænderne om sine knæ. Og hviskende som før bevægede hun læberne til nogle ord, som Tine ikke kendte:

I sit stille Kammer, i sit stille Kammer ligger mit Hjerte— ligger mit Hjerte lig.

Og ingen græder over det døde Hjerte: thi det blev kun elsket af Een.

Men den, der selv døde paa sit Hjertes Dødsdag, kan ej græde ved sit Hjertes Lig.

I sit stille Kammer, i sit stille Kammer ligger mit Hjerte— ligger mit Hjerte Lig.

* * * * *

Der blev ikke sunget mere om aftenen. Og børnene fik aldrig lov til at danse i deres natkjoler i dagligstuen, før de skulle i seng.

Tanterne var kommet.

De brugte stedet til en efterkur, når de kom fra badestedet.

De talte lavt, var ranke som lys og bar altid halvhandsker.

De havde en uendelig omhu for føret, og de havde altid paraplyer med, for det kunne jo regne.

-Kære du, sagde de til moderen, en våd strømpe i bare en halv time. Og man kan ha' sin bronkitis, der varer i uger.

Moderen var hvid af angst under efterkur-besøget. Hun sagde ja til alt og gik i kjoler af barège. Egentlig tænkte hun kun på én ting, dagen lang. Havde børnene nu igen bragt uorden i tanternes regiment af galoscher?

Tine så hun om morgenen.

Det var som en slags stiltiende aftale, at Tine forsvandt fra huset under tante-kurene. I den tid mødtes moderen og hun nærmest som et par smuglere. Men om morgenen måtte hun være der for at få moderen op.

De to tanters kur krævede, at de var ude af sengene klokken syv. De var præcise som et domkirkeur.

-Nu *må* De op, sagde Tine.

-Ja, kære De—hvad er klokken?

Moderen elskede sin seng og den frihed, det er at være i natkjole.

-Men nu må De op.

-Ja—

Endelig kom hun ud af sengen.

Når hun kom ned til tanterne, havde hun stort hvidt forklæde på. Hun så ud, som om hun havde styret sit hus fra klokken fem, da kærnen begyndte at gå.

De to tanter sad ved hver sin side af bordet i havestuen, meget stive i ryggene. De ventede på deres te. Når de skulle begynde deres morgentur, så de i høj grad ud, som om de skulle ud at rejse. Kjoler og skørter var bundet op med et system af hægter. På hovedet bar de hatte, der var så store som bunden af de kurve, man sender ligkranse i med posten.

Disse monstre var pyntet med kniplinger, der gik dem ned over øjnene.

-Gud, du, sagde de om kniplingerne: det første, man må beskytte, er da øjnene.

Moderen sagde:

-De ser ud, som om de skulle marchere til Jerusalem.

De gik ikke i den rigtige have på grund af frøerne, som de afskyede.

-Der myldrer af dem, og de springer op … det er næsten værre end i fjor.

Desuden var vejen gennem køkkenhaven, seks gange frem og seks gange tilbage, netop deres tur. Mens de gik, talte de ikke.

-Lægen i Genéve har ret, sagde Tante Bothilde, det skal man ikke. Man skal gå og la' sine nerver ha'e ro.

Ved hver anden omgang spiste de en lille chokoladekage.

-Det er sådan med den schweiziske chokolade, sagde de, at den styrker uden at tage appetitten. Den hjemlige chokolade, kære, det er jo som at få klumper i munden.

-Men det forstår sig, også i Schweiz må man jo kende mærkerne nøje.

Når tanterne kom tilbage, hvilede de.

Det vil sige, at de sov to timer, pakket ind i uldtæpper.

-Lille du, sagde Tante Bothilde, der er kun uld. Franskmændene er folk, som vil holde sig raske, og de har altid uldmadrasser.

-Oven på deres springmadras, sluttede hun efter et sekund.

-Kære du, sagde Tante Anna: franskmænd er jo franskmænd.

Moderens angst voksede kun op ad dagen. Det var måltiderne, der var hendes skræktimer. Man kunne jo ikke sige, at børnene sad korrekt til bords.

Og at sidde til bords var tanternes specialitet.

-Det må du dog indrømme, sagde Tante Bothilde, at det er vigtigt. Og lærer man det ikke fra barndommen, lærer man det jo aldrig….

-Tro mig, når denne Stockfeldt aldrig blev statsminister—tanterne kaldte konseilspræsidenten for statsminister—var det, fordi han spiste med kniv.

En time før middag begyndte børnenes storvask.

Moderen stod ved siden af, mens barnepigen fór over børnenes kroppe med svampene, som om hun høvlede ru planker.

-Anna Margrethe, sagde moderen, pas dog på neglene.

Anna Margrethe børstede neglene, som om hun ville børste fingerspidserne af børnene.

-De er ikke rene endnu, sagde moderen: Gud ved, hvad I må rode i….

-Og ørene, sagde moderen.

-La'e mig.

Hun tog selv fat på ørene.

-Og får man dem så rene, sagde hun fortvivlet, så bli'er de røde.

Røde blev de.

Man nåede til påklædningen, og der var pletter på alt tøjet.

Moderen gned og gned med handskeskind og Eau de Cologne.

-Så, i Guds navn, nu må det være nok, sagde moderen.

Faderen førte tanterne til bords. De var i sort- og hvidstribet silke—deres table d'hôte-kjoler fra badet. Og de bar mange ringe, der ligesom klaprede på de meget magre fingre. De havde to pulveræsker med, som de stillede ved hver sin kuvert.

Børnenes øjne stod stive af skræk. De spildte straks.

Moderen konverserede for at lede opmærksomheden væk, så hun fik hektiske pletter i kinderne. De talte om København og alle bekendte:

-Ja du, sagde Tante Bothilde, Jane er jo utrolig rar. Men hun har sine særheder. Man kan jo, du, ikke få sine ben under hendes bord, før hun begynder at tale om konfessionerne.

-Lille du, sagde hun pludselig til den ældste dreng. En artig dreng skyder brystet frem og skuldrene op, når han spiser. Så sidder man rank….

Hun fortsatte uden overgang og vendte tilbage til Jane og konfessionerne:

-Og jeg synes nu, at den slags ting taler man ikke om over maden.

-Man kan spise hos biskoppens en første juledag, og religion og den slags bliver ikke nævnt med en stavelse….

-Det passer dog virkelig ikke til slebne glas og porcelæn.

Tante Anna gik over til at tale om glas og porcelæn i det hele taget.

Hun talte om et glaspusteri i Sydfrankrig:

-Hvor man, du, sagde hun til faderen, virkelig får vidunderlige ting … Men kære, nu kommer jeg i tanke om det: hvorfor ser man aldrig i år dine kønne slebne karafler.

-Dem til madeiraen.

Blodet fór moderen til hovedet. Hos tanterne gik aldrig noget i stykker.

-Ja, Margrethe slog—du husker—slog … kom til at slå den ene i stykker….

-Ja, hvor er Margrethe? Den nette pige, jeg husker hende jo godt, den nette og rappe lille person, sagde Tante Bothilde.

-Hun kom galt afsted desværre, så hun måtte ud af huset….

-Hun osse, sagde Tante Anna.

Men Tante Bothilde brød ind, med et hurtigt blik over til børnene:

-Nå.

Det eneste "nå" lød, som om en jernport blev slået i.

Og der blev ikke talt mere om karaflerne.

-Lille Stella—det kom et sekund efter "nå'et"—en lille pige sidder ikke med fødderne over kors ved et bord.

Det gav et ryk i søsteren, så hun tabte gaflen.

-Så, nu plettede du kjolen, sagde tanten. Halvt undskyldende sagde hun til moderen:

-Kære, du ved, den slags ting kommer kun ved den evige påmindelse.

Og inde på sit yndlingsemne sluttede hun med at sige:

-Man lærer kun børn at sidde til bords ved at lade dem holde albuerne tæt til kroppen, når de spiser.

Måltidet var forbi, og kaffen skulle nydes i havestuen.

Børnene var røget ud af spisestuen, så de væltede over hinanden i gangen.

-Men, sagde Tante Anna—hun var knap kommet til sæde—kan jeg glemme hende, Margrethe.

-Det er med de kønne, det går værst, sagde moderen, som lavede kaffen.

-Men, sagde Tante Bothilde, det sker jo bogstaveligt hvert år her i sognet.

Moderen smilede bag maskinen.

-Ja, sagde hun: flere gange.

Tante Bothilde sad lidt. Så sagde hun:

-Vi og vores forstår det jo ikke. Men Gud være lovet, det kommer ikke os ved.

Tante Anna sagde:

-Nå, du, der foregår vist meget i livet. Det bedste er at lade, som man ikke ser det … så li'som er det ikke. Men de folk har jo heller ikke opdragelsen….

Moderen blev ved med at smile:

-Mon den hjælper? sagde hun.

Og uden at tænke på tanterne sagde hun hurtigt:

-Hele ulykken er vel, at naturen har været grusom nok til at skabe dyr, der tænker. Først parrer dyret sig, og siden væmmes mennesket.

Tante Bothilde sad som forstenet, så hun knap kunne sige noget:

-Ja, du, du si'er undertiden ting….

-Du si'er ting … Vi er da vel alle Guds skabninger.

Når tanterne var færdige med kaffen, blundede de.

Tante Anna lagde i stilhed lommetørklædet over sit ansigt.

Når de havde hvilet, blev der læst. Søstrene skiftedes. De gennemgik skønlitteraturen på de tre store sprog for at holde sig i øvelse.

Tante Bothildes yndlingsforfatter var Dickens.

-Kære du, af den mand lærer man dog virkelig meget om menneskene. Det er godt nok med Goethe. Men nu virker han på mig, med hele sit Weimar, som om han var af sten.

Tante Anna foretrak de kvindelige forfattere, og der blev ført en skændende strid om det:

-Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, være meget pænt, men indholdet, kære ven, er altid det samme om den kærlighed.

-Og det stadium kommer man jo dog, Gud være lovet, over. Desuden kan man ha'e nok i livet.

Før te gik tanterne igen. Men i alléen.

Efter teen sad de på havetrappen en halv time og drak luft.

-Man taler om vand og vand, sagde de: det første er dog luften. Hvis folk var kloge nok og sov for åbne vinduer, ville de blive hundrede år.

Efter seks uger var efterkuren slut. De rejste på dagen.

Det sidste, de gjorde, var at dele drikkepenge ud, pakket ind i papir.

* * * * *

Når tanterne var borte, kom en anden tid.

Moderens veninder kom på besøg. Det var døtrene fra godset, hvor hun var opdraget. De virkede som brogede fugle, der kom langvejs fra.

I otte dage skinnede deres parasoller i havegangene.

Vinduerne stod åbne, så hus og have løb ud i ét. Det summede med fremmede navne. Og postbudet bragte breve med adresser, som ingen i køkkenet kunne stave.

Det var den lyseste tid på hele året.

Veninderne gik i krinoline, som børnene syntes lignede de store omvendte lysekroner hjemme fra Amaliegade. Og de gik i mantiller med lange snipper. Men når de kørte ud, havde de strudsfjer på hovederne, ligesom Zampa, den lille hest, de havde set i Augustenborg. Zampa kunne sidde til bords og ringe efter sin mad med en lille klokke. De talte alle i munden på hinanden, veninderne. Men mest snakkede Lady Lipton.

Hun boede langt borte i et fremmed land, og hun kendte mange af de rigeste og fornemste. Faderen førte hende altid til bords til middag.

Men når de havde spist, drak de kaffe i havestuen, og det var Lady Lipton, der talte. Hun talte om Rachel, som hun elskede, og om kejserhoffet i Tuilerierne. Hun talte om alle de fjerne og mærkelige mennesker, hun kendte, mens moderen lyttede.

-Fortæl mer, sagde moderen, og Ladyen fortalte mer. Hun fortalte om det store lands digtere, som hun levede mellem, og om dets malere, hvis malerier hun ejede. Og helst fortalte hun om en sær og sælsom ung digter fra et eksotisk land. Hun havde mødt ham i en stor by, hvor alle eksistenser driver sammen. Hans billede havde hun stående på sit bord oppe på gæstekammeret. Moderen hørte også helst om ham.

-Ma chére, sagde Ladyen, jeg tror, livet er gledet fra ham. Han har glemt den kunst at være til. Han kan ikke længere stryge sin høje hat, og han gider ikke knappe sine handsker for at gå på visit. Han kan ikke længere gøre alle de mekaniske ting, som livet består af. Det er at gå til sin barber eller drikke sin kaffe på en café. Eller at sætte sig til bords med en venlig dame og betragte en pudret barm….

-Jeg forstår det, sagde moderen.

-Han føler vist ingen sorg, sagde Ladyen. Og han er ikke desillusioneret, for det, der hedder illusioner, blev helt sikkert allerede spist af hans forfædre.

Hun tav lidt, så sagde hun:

-Snarest ville jeg sige, at han hørte til *les désinteressés*. Livets ting er ligesom visnet bort for ham. De er blevet til rene ligegyldigheder eller latterligheder eller noget, der vækker hans forbavselse.

Ladyen lo pludselig:

-Aldrig vil jeg glemme, sagde hun, en dag han kom til mig. Pludselig foldede han "Le Figaro" ud, som lå på mit bord. Han slog ned over den ynkelige avis med en slank hånd. Og han sagde med en usigelig og træt forfærdelse—åh nej, ikke forfærdelse, kun en slags mat forbavselse:

-Alt det handler om krigen med Kina.

Ladyen tav et øjeblik, så sagde hun:

-Sagen er vel, at for ham er alt blevet krigen med Kina.

Moderen rakte kopperne rundt.

Så sagde hun stille:

-Måske elsker han—eller har han elsket.

Ladyen svarede:

-Jeg tror det ikke, ma chère.

-I alle de store lande er der sælsomme mennesker. Kærlighedens—hvad skal jeg sige?—rent fysiske side fylder dem med en afsky, de ikke kan overvinde. De bliver asketer af forfinelse, og de begærer hele tiden, mens de forbander tilfredsstillelsen.

-René er sådan.

-Han drives mod kvinderne, og når han bare holder dem i sine arme, overøser han dem med skældsord.

-Så elsker han ikke, sagde moderen.

Ladyen tav lidt. Så sagde hun:

-Er elskov andet end at føle begær og at skamme sig over det?

-Kan du ingen af hans digte, sagde moderen.

-Et enkelt, sagde Ladyen.

-Sig os det, sagde moderen.

Ladyen lænede sig tilbage i sin stol. På sit lidt fremmedartede sprog, der gav ordene en sær klang, sagde hun langsomt:

Jeg elsker Dig, som Havet elsker den vide Kyst, som det beskyller, dækkende og altid den bedækkende med et evigt Kys. Saadan som en Elsker kan fra Fodens Saal til Tindingens skønne Bue føre sin søde Læbe langs den Elsktes ganske Legem, for, i Salighed, det alt at eje … Saadan elsker jeg Dig— saadan.

Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker Aftnens gyldne Skyer, der favner den og helt den favner, mens stolt, en sidste Gang, den hilser Jordens usle Herlighed og dør.

-Du kan et andet, sagde Ladyens søster.

-Ja, sagde Ladyen, jeg kan et til.

Og i den samme stilling, uden at røre sig, sagde hun, og hendes altstemme blev blødere:

Naar i de lange Nætter jeg ensom hviler og ingen ser mit Ansigt og ingen mine Øjne, der er tørre— da tænker jeg: Hvis jeg var død. vilde Du dog komme og knæle ned, der hvor jeg hvilte, og min Haand, som Du nu skyer, vilde Du tage, nu, den var kold, og ind i mit Øre, der ej kunde høre mer, vilde Du hviske, in Stemme fra den Gang: Hvor jeg dog elskede Dig … Og den Døde vilde smile.

Moderen havde sat sig og stirrede frem for sig med store øjne. Hun havde foldet hænderne om sit knæ. Så sagde hun:

-Sig det igen, til jeg kan det.

Ladyen lo.

-Du kan det allerede, sagde hun.

-Ja, det sidste.

Og meget mildt, næsten uhørligt, gentog hun de fremmede ord, mens hendes hvide hænder stadig var foldet over hendes knæ:

Jeg elsker Dig som Solen elsker Aftnens gyldne Skyer, der favner den og helt den favner, mens stolt, en sidste Gang, den hilser Jordens usle Herlighed og dør.

Alle tav lidt.

Så sagde Lady Lipton:

-Men oppe på sit billede har han skrevet det vers, jeg elsker højest.

-Det kan jeg, sagde moderen.

Og med en stemme, næsten som om hun nynnede en vuggesang, sagde hun det lille vers fra billedet. Det var den fremmede og ukendte digters billede:

Som Planten visner, for dens Rod er uden Væde; som Blomsten bliver bleg, for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig kær.

De tav igen, til en af Ladyens søstre pludselig gav sig til at le og sagde:

-Lille børn, det ville ikke være så galt at blive elsket af den unge mand.

Og de lo alle højt, moderen højest. De løb alle ud i haven og kastede sig på græsset, så krinolinerne stod op om dem.

Aftenen var den lystigste tid.

Veninderne havde fyrværkeri med. De satte blålys og grønlys i alle buske, så de var lige ved at sætte ild til hele haven.

Moderen holdt svovlstikkerne til og klappede i hænderne.

Børnene så til fra barnekammeret i deres natkjoler.

-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, råbte moderen.

Fra alle buske flammede det blåt og rødt, og selv stod hun midt på plænen. Hendes hvide ansigt var vendt opad, og hænderne havde hun løftet.

Så sagde hun pludselig:

-Men stjernerne er dog skønnere.

Og de kunstige lys slukkedes langsomt, et efter et, og buskene lå i mørke. Imens så de alle opad mod augustnattens stjerner.

-Vis os nu dine stjerner, sagde Lady Lipton.

Moderen rystede på hovedet:

-Nej, sagde hun, lad os nu være stille.

Hun blev stående, og veninderne blev tavse ligesom hun. Lidt efter gik de ind. I stuerne var der mørkt og køligt. De satte sig alle i dagligstuen, og ingen talte. Til sidst sagde moderen:

-Jeg tror, at stjernerne er til for de sorgfulde. De skal forstå, at det ikke engang nytter, at de sørger, for selv vores sorg er for lille.

Ingen svarede.

Men moderen rejste sig, og i den mørke stue satte hun sig ved klaveret.

De hvide hænder gled hen over tangenterne. Langsomt—helt langsomt—slog hun nogle akkorder an. Og halvt sang hun de fremmede ord til en melodi, hun selv havde fundet:

Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for du har ej mig kær—

Det var tyst.

Over haven, over markerne, over alle enge skinnede høstens stjerner.

* * * * *

Veninderne rejste, og høsttiden kom. De tunge kornvogne rullede ind gennem gårdlågen. Moderen og Tine sad på toppen af læsset ved siden af pigerne. Børnene hujede og boltrede sig i loen, der blev fyldt.

Moderen sprang ned i armene på Lars og skreg:

-Hold mig, hold mig!

Bagefter var hun bange for ørentvisterne, så hun klædte sig af lige til skindet.

Også høsttiden gik, og septembers stille og hvide dage kom. Haven lå lysende og helt tyst, og ikke en gang en myg summede over dammen.

Moderen sad mest på den hvide trappe og lod sig bage af solen. Imens arbejdede Tine i haven ved hendes fod. Poplerne langs alléen fik gule blade og blev ligesom højere i den tynde, klare luft.

Moderen frøs sammen:

-Hvor skyggerne bliver lange, sagde hun.

Tine bandt roserne op og så ud over plænerne:

-Ja, sagde hun, vi er langt henne.

Men moderen stirrede ud over de solklare bede. Intet rørte sig dér, men alt skinnede, blade og asters og de sene roser. Hun sagde:

-Tine, et sted er der dog fred: i døden.

Det blev tidligt mørkt. Tine og moderen og børnene gik gennem alléen, hen over markerne, hvor brombærranker fyldte alle grøfter.

De mødte ingen, og overalt var der tyst. Bag sig så de landsbyens lys, der blev tændt, et efter et. Så lød aftenklokkerne.

Moderen standsede, og børnene havde klynget sig til hende. Så langt hun kunne se, lå kun de vide marker og dér, i halvmørket, landsbyens tavse lys. Himlen var dunkel og uden stjerner.

Længe talte ingen af dem. Så sagde moderen, der så så høj ud i mørket:

-Ved De, Tine, her skulle man føre de mennesker hen, som lider.

Men lidt efter sagde hun, og hendes stemme var ubeskrivelig træt:

-Og alligevel, det kunne ikke nytte. Jeg tror, at jordens skønhed kun gør sjælens lidelse større:

-Der er ingen trøst.

De gik videre over de halvmørke marker. Klokkerne var holdt op med at ringe, og der hørtes ingen lyd uden et par hundes gøen. Så døde også de bort.

-Lad os gå hjem, sagde moderen.

Men når de kom hjem, legede børnene cirkus i deres natkjoler midt i dagligstuen.

Egnens præster kom til L'Hombre. De rullede ind i gamle kalescher med tykke og rødmussede kuske på bukken. Spillebordet kom frem i faderens stue. Dér gik L'Hombren, mens man ikke kunne se en hånd for sig for røgen fra de lange piber.

Gamle Fangel bandede og svor, så det rystede i reolerne, og Mynsters Betragtninger dansede. Børnene, der ikke kunne sove, løb ud af sengene og fik svedsker for at gå i seng igen.

Moderen spillede til på klaveret.

Inde i faderens stue blev de hidsigere og hidsigere, toddyglassene blev fyldt, og gamle Fangel svor.

Morgenen kunne bryde frem, og pastorerne spillede endnu.

-Nu tager vi det sidste spil på græsplænen, sagde gamle Fangel.

-Ja, gør det, gør det, sagde moderen.

Pastorerne kom op fra stolene—lidt usikre var de på benene—og de drog ind gennem dagligstuen.

-Herregud, sagde Fangel, så ser man Vorherres sol igen.

De vraltede ned ad havetrappen og fik toddyglassene stillet på plænen. De spillede liggende på maven, mens de slog i græsset med de store hænder.

Moderen sad på havetrappen og lo og lo.

Men et uldtæppe lagde hun over gamle Fangel.

Folk fra landsbyen kom op og begyndte at gå forbi i alléen.

-God morgen, sagde de og tog stille hatten af for præsterne.

-God morgen, god morgen, sagde gamle Fangel.

Men solen kunne stå højt, og pastorerne blev ved med at spille.

* * * * *

Dagene blev kortere og kortere. Der blev færre blade på træerne, og de allersidste roser frøs langs det hvide hus.

På væggen mod syd hang kun druerne, fulde og store.

Moderen så til dem hver dag.

-I morgen vil vi plukke dem, sagde hun til Tine.

Den næste dag fik hun en stige frem. Øverst oppe, med en kurv i hånden, plukkede hun de rige klaser.

Så spiste hun, og så kastede hun en klase i hovedet på Tine.

-Tag den, fang den, råbte hun.

Stigen blev flyttet, og hun plukkede og plukkede.

Allerøverst stod hun. For sjov holdt hun en drueklase ind mod det mørkt-blanke hår, mens hun løftede en anden med hånden i vejret. Solen faldt på hende og druerne, der funklede, og på det glinsende hår.

Forkarlen gik forbi og blev stående. Så kastede moderen drueklasen lige ned i ansigtet på ham:

-Ja, dejlig kan jeg se ud, sagde hun, og hun gik ned ad stigen. Hun lod stigen tage bort, og Tine gav sig til at tælle klaserne.

Moderen stod længe og betragtede den nøgne vinstok.

Hendes ansigt var som forandret:

-Nu er det forbi, sagde hun.

Hun gik ind uden at se på klaserne. Hun blev siddende længe i sin egen stol ved vinduet med hænderne i skødet, i mørke.

Frem og tilbage lød faderens skridt derinde.

Ude i køkkenet hørte man Tine rumstere med druerne. Man hørte også folkenes stemmer, der skulle ind og dømme om høsten. Tine kom ind i dagligstuen og meldte, hvor mange klaser der var.

-Det var jo mange, sagde moderen.

-Ja, ti mere end i fjor, sagde Tine.

-Ja, så

I gården var der helt mørkt.

Jens Røgter havde tændt lygten, da han gik ind til kvæget.

Køerne brølede længe, da han åbnede døren.

Moderen rejste sig fra sin plads. Som en skygge gled hun gennem stuens mørke. Hun satte sig ved klaveret.

-Er De der, Tine, sagde hun.

-Ja, frue.

-Ved De, jeg har siddet og tænkt på, hvor menneskene kunne være lykkelige.

-Men der er da også lykkelige folk allevegne, sagde Tine.

Moderen løftede det blege ansigt, og langsomt sagde hun:

-Der er nøjsomme folk, Tine, og det er vel nok det.

Tine sad lidt:

-Ja, der er nu så mange slags lykke, gudskelov, sagde hun.

Moderen sad en stund, så sagde hun:

-Nej, Tine, jeg har sagt Dem det før, der er kun én. Og den er måske lykkeligst, som aldrig har kendt den.

-Det forstår jeg ikke, sagde Tine.

-Jo, for den varer ikke.

Der var tyst en stund, til moderens dejlige hænder gled hen over tangenterne. Dæmpet sang hun, mens man så faderen som en skygge i hans dør:

Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for Du har ej mig kær.

Sangen hørte op.

Ude var det nat. Inde var der mørkt.

Moderen rejste sig.

-Tænd lampen, Tine, sagde hun. Børnene skal i seng, og der skal sørges for folkene.

### Ordliste

- **mørkning**: tiden, når det bliver mørkt om aftenen.
- **røgteren**: en mand, der passer køerne.
- **forkarlen**: den øverste karl på en gård.
- **bryggerset**: et rum, hvor man vasker tøj og laver grovere husarbejde.
- **mammelukkerne**: lange, gammeldags underbukser.
- **tvebakker**: små tørre stykker brød, der er bagt to gange.
- **pokker**: et gammelt ord for djævelen.
- **mil**: et gammelt mål for afstand, cirka syv en halv kilometer.
- **landsknægteviser**: grove sange, som lejede soldater sang i gamle dage.
- **sekretæren**: et gammelt møbel med skuffer, som man skriver ved.
- **elskovssyge**: en sygelig lyst til kærlighed med kroppen.
- **knark**: en gammel, grim eller sær mand.
- **fichu**: et lille tørklæde af fint stof, som kvinder bærer om halsen.
- **giverske**: en kvinde, der giver.
- **rank**: lige i ryggen, høj og slank.
- **sognefogden**: en mand, der holder orden i et sogn for staten.
- **byldt**: et stort bundt af tøj.
- **vådeskud**: et skud, der går af ved et uheld.
- **kommet galt afsted**: blevet gravid uden at være gift.
- **borgestuen**: stuen, hvor gårdens folk spiser og sidder.
- **tyendet**: folk, der arbejder og bor i et hus eller på en gård.
- **amme**: en kvinde, der giver et andet menneskes barn mælk.
- **degnen**: en mand, der er lærer i landsbyen og hjælper præsten i kirken.
- **kammerjomfru**: en kvinde, der hjælper en fornem dame med tøj og hår.
- **moiré**: et fint, skinnende stof med et mønster som bølger.
- **øg**: en gammel, mager hest; også et grimt ord om et menneske.
- **lumrer**: gør luften varm og tung.
- **fruentimmer**: et gammelt, lidt nedsættende ord for en kvinde.
- **køddynger**: et grimt ord for meget fedt og nøgen hud.
- **taalmotich**: tålmodig, sagt med tysk udtale.
- **mær**: et gammelt, grimt ord for en kvinde.
- **Mutter**: et gammelt ord for mor; her degnens kone.
- **rinder**: står op (om solen).
- **elskovsstof**: noget i et menneske, der vækker kærlighed, også med kroppen.
- **læseraptus**: en tid, hvor man læser vildt og ikke kan stoppe.
- **bringe folk i ulykke**: gøre en ugift kvinde gravid.
- **driften**: en stærk kraft i kroppen, der får et menneske til at ville noget, især kærlighed med kroppen.
- **vintergække**: små hvide blomster, der kommer i sneen.
- **flage**: et stykke is, der flyder på vandet.
- **svangre**: gravide; her: tung og fuld af liv.
- **avles**: at der bliver lavet nyt liv, unger eller børn.
- **tyende**: folk, der arbejder og bor i et hus eller på en gård.
- **opofrelse**: at give sit eget op for andre.
- **lirekasse**: en kasse, der spiller musik, når man drejer på et håndtag.
- **negerdronningen**: et gammelt og krænkende ord for en sort dronning.
- **kringlen**: en stor, sød kage, der er formet som en knude.
- **gyldenlakker**: gule eller brune blomster, der dufter stærkt.
- **ammer**: kvinder, der giver et andet menneskes barn mælk.
- **hundestejlerne**: små fisk med pigge på ryggen.
- **krikke**: en gammel, dårlig hest.
- **sælsom**: mærkelig.
- **visner**: bliver tør og dør (om planter).
- **efterkur**: en tid, hvor man hviler og passer på sit helbred efter et ophold på et badested.
- **galoscher**: gummisko uden på de almindelige sko.
- **kom galt afsted**: blev gravid uden at være gift.
- **krinoline**: en meget bred kjole med stiv ring under.
- **asketer**: mennesker, der siger nej til kroppens glæder.
- **ørentvisterne**: små brune insekter med en slags tang bag på kroppen.
- **L'Hombre**: et gammelt kortspil.
- **kalescher**: gamle hestevogne med et tag, der kan slås ned.